Barelvi
Barelvi-bevægelsen er en sunnimuslimsk vækkelsesbevægelse, der generelt følger Hanafi-retskolen, og den maturidiske troslære. Bevægelsen tager navnet fra byen Bareilly, i den nordindiske delstat Uttar Pradesh, hvor grundlæggeren Ahmad Raza Khan blev født. Med rødder i sufisme begyndte bevægelsen at tage form i slutningen af 1800-tallet. [1] Barelvi-bevægelsen er dominerende blandt muslimer i Sydasien, og er desuden repræsenteret blandt pakistanske diasporaer i Europa, herunder Danmark, Storbritannien og Norge, hvor den indgår i religiøse praksisser og fælleskaber.[2][3][4] Bevægelsen lægger vægt på den islamiske profet Muhammeds særlige status. Den er kendt for praksisser knyttet til sufismen, herunder fejring af profetens fødselsdag (mawlid) og tilknytning til sufiske ordener. Dette har ført til, at bevægelsen møder en del modstand og kritik fra andre sunnimuslimske bevægelser, såsom salafisme og deobandisme. Dog så anser barelvi-bevægelsen disse praksisser som en del af den islamiske tradition.[5]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ The Sufi Orders in Islam - J.Spencer Trimingham
- ↑ Det pakistanske moskémiljø. S. 230-39 i: Lene Kühle og Malik Larsen (2019): Danmarks moskéer. Mangfoldighed og samspil. Aarhus Universitetsforlag.
- ↑ Islamic Britain: Religion, Politics and Identity Among British Muslims
- ↑ Vogt (2008), s. 68.
- ↑ Barbara D. Metcalf – Islamic Revival in British India