Barnæser

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Barnæser ?
Bechsteins flagermus (Myotis bechsteinii)
Bechsteins flagermus (Myotis bechsteinii)
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Chiroptera (Flagermus)
Familie: Vespertilionidae

Barnæser (Vespertilionidae) er en familie i ordenen flagermus med omkring 320 arter, udbredt over hele verden (bortset fra polaregnene). I Europa findes omkring 25 arter. Samtlige i Danmark fundne flagermus tilhører denne familie.

Kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Barnæser adskiller sig fra andre flagermus ved manglen på hudvedhæng på næsen. Den eneste undtagelse er den australske underfamilie Nyctophilinae som har rudimentære næseblade.[1] Øjnene er små, ørerne er derimod store, hos slægten Plecotus kan de være 40 millimeter lange. Alle arter har en hudflig, kaldet tragus eller ørelåg, i det ydre øre for at lukke øreåbningen.[2] Tragus er ofte til god hjælp ved artsbestemmelsen. Pelsens farve er sædvanligvis brun, grå eller sort, men der findes også arter med gul, rødlig eller broget pels. Arterne når en kropslængde mellem 32 og 105 millimeter og dertil kommer en 25 til 75 millimeter lang hale. Vægten ligger mellem 4 og 50 gram.[2] Halen er helt omgivet af flyvehuden.[3] Barnæser har et vingefang på 200 til 400 mm.[1]

Tandformlen er i hver halvdel af overkæbe/underkæbe: Fortænder 1-2/2-3, hjørnetand 1/1, forkindtænder 1-3/2-3, kindtænder 3/3. Altså 28 til 38 tænder.[2]

Levevis[redigér | redigér wikikode]

Disse flagermus forekommer i flere forskellige habitater, de ses blandt andet i tørre ørkner eller i våde regnskove. Deres sovepladser har de sædvanligvis i grotter, men de hviler også i bygninger, huller i træer eller i tæt vegetation. Små individer kan til og med gemme sig i større blomster.[3] Hos nogle arter lever hvert individ alene og hos andre arter forekommer grupper med flere hundredtusinder af flagermus. En del arter som forekommer i kolde områder trækker før vinteren til varmere regioner eller går i dvale, ofte har de særskilte hvilepladser om vinteren. Ligesom andre flagermus er barnæser oftest aktive om natten.[2]

Barnæsernes føde er insekter, i visse tilfælde spindlere og i to tilfælde (Ia io og kæmpeflagermusen Nyctalus lasiopterus) også småfugle.[1][4] De fleste arter fanger deres bytte i flugten med flyvehuden som omslutter halen. Andre arter samler insekter krybende over jord eller planter. En del arter æder også fisk som de fanger med deres bagben, når de flyver lavt over søer og andet åbent vand.[2] Visse arter lever af skorpioner og små øgler. I flugten og for at opdage byttet anvender de ekkolokalisering.[3]

Formering[redigér | redigér wikikode]

Hos de fleste arter har hunnerne to patter, kun hos slægten Lasiurus findes fire patter.[3] Hunner af mange arter opfostrer deres unger sammen. Hanner tager sædvanligvis ikke del i ungernes opfostring. I kolde regioner sker parringen oftest om efteråret eller vinteren. Hannens sæd forbliver i hunnens kønsorganer og ægget befrugtes først om foråret. I varme områder kan barnæser parre sig hele året. Den egentlige drægtighed varer oftest 40 til 70 dage og der fødes normalt en enkelt unge. Sjældent fødes tvillinger eller op til fire unger per kuld. Livslængden er sammenlignet med arternes størrelse påfaldende lang, visse individer bliver 20 år gamle eller ældre.

Trusler[redigér | redigér wikikode]

Barnæser trues især af tab af levesteder. Det gælder særskilt for arter som lever endemisk på mindre øer. I Europa ødelægges deres levesteder ofte ved sanering af gamle bygninger, og de forgiftes desuden indirekte af insekticider. World Conservation Union (IUCN) lister to arter som udryddede og flere andre som stærkt truede. For mange arter mangler man information om populationens størrelse.

Systematik[redigér | redigér wikikode]

Ydre systematik[redigér | redigér wikikode]

Barnæsernes nærmeste slægtninge findes i familien buldogflagermus (Molossidae). De ældst kendte fossiler af barnæser dateres til mellemste eocæn.[1]

Danske arter[redigér | redigér wikikode]

I Danmark er registreret 17 arter:[5]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Christian Dietz, Otto von Helversen, Dietmar Nill: Handbuch der Fledermäuse Europas und Nordwestafrikas. Biologie, Kennzeichen, Gefährdung, Seiten 200 - 368 (1. Auflage), Verlag Kosmos, Stuttgart 2007 (neues Standardwerk, wissenschaftliche Forschung), ISBN 3-440-09693-9, ISBN 978-3-440-09693-2
  • Hill, J.E., and J.D. Smith. 1984. Bats: a natural history. Austin: University of Texas Press.
  • Kirsch, J. A., J. M. Hutcheon, D. C. Byrnes & B. D. Llyod. In Press. Affinites and historical zoogeography of the New Zealand Short-tailed bat, Mystacina tuberculata Gray 1843, inferred from DNA-hybridization comparisons. Journal of Mammalian Evolution.
  • Koopman, K. F. 1993. Order Chiroptera. In Mammal species of the world, a taxonomic and geographic reference, 2nd ed. D. E. Wilson and D. M. Reeder. Washington, D. C.: Smithsonian Institution Press.
  • Koopman, K. F. 1994. Chiroptera: systematics. Handbook of zoology, vol 8, pt. 60. Mammalia, 217 pp.
  • Nowak, Ronald M.: Walker's Mammals of the World. Johns Hopkins University Press, 1999 ISBN 0-8018-5789-9
  • Simmons, N.B. 1998. A reappraisal of interfamilial relationships of bats. In Bats: Phylogeny, Morphology, Echolocation and Conservation Biology. T.H. Kunz and P.A. Racey (eds.). Washington: Smithsonian Institution Press.
  • Simmons, N.B. & J.H. Geisler. 1998. Phylogenetic relationships of Icaronycteris, Archeonycteris, Hassianycteris, and Palaeochiropteryx to extant bat lineages, with comments on the evolution of echolocation and foraging strategies in microchiroptera. Bulletin of the American Museum of Natural History. 235:1-182.
  • Volleth, M. and K. -G., Heller. 1994. Phylogenetic relationships of vespertilionid genera (Mammalia: Chiroptera) as revealed by karyological analysis. Zeitschrift für zoologische Systematik und Evolutionsforschung, 32:11-34

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Vaughan, Ryan & Czaplewski, red. (2011). "Vespertilionidae" (på engelsk). Mammalogy. Jones & Bartlett Learning. Sid. 289-290. ISBN 978-0-7637-6299-5 
  2. ^ a b c d e Family Vespertilionidae på Animal Diversity Web (Engelsk), besøgt 9. januar 2016.
  3. ^ a b c d Johnny Karlsson (red.), red. (1982). "Läderlappar" (på Svenska upplaga). Djurens underbara värld. Däggdjur 1. Bokorama Förlag. Sid. 129-132. ISBN 91-7024-050-7 
  4. ^ Carlos Ibáñez, Javier Juste, Juan L. García-Mudarra, och Pablo T. Agirre-Mendi (2001-08-07). "Bat predation on nocturnally migrating birds" (på English). PNAS 98:9700-9702 (PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America)). Hentet 2016-01-09. 
  5. ^ Hans J. Baagøe, Thomas Secher Jensen (2007): Dansk Pattedyratlas. ISBN 978-87-02-05506-1