Bashar al-Assad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bashar al-Assad
بشار الأسد
Syriens præsident
Nuværende
Overtaget embede 
17. juli 2000
Vicepræsident Farouq al-Sharaa
Najah al-Attar
Foregående Hafez al-Assad
Personlige detaljer
Født Bashar Hafez al-Assad
11. september 1965 (49 år)
Damaskus, Syrien
Nationalitet Syrien Syrien
Politisk parti Ba'ath-partiet
Ægtefælle(r) Asma al-Assad
Børn Hafez, Zein, Karim
Hjem Tishreen Palace, Damaskus
Alma mater Universitet i Damaskus
Profession Politiker
Øjenlæge
Religion Islam (Alawit)
Militærtid
Værn Syriens væbnede styrker
Tjenestetid 1988–i dag

Bashar Hafez al-Assad (arabisk: بشار الأسد, Baššār Ḥāfiẓ al-ʾAsad, født 11. september 1965), er Syriens præsident, øverstkommanderende for Syriens væbnede styrker og generalsekretær for det regerende Baath-parti. Han har fungeret som præsident siden år 2000, hvor han efterfulgte sin far, Hafez al-Assad, der ledede Syrien i 30 år indtil sin død.

Assad er uddannet fra medicinstudiet på Universitet i Damaskus i 1988, og begyndte herefter at arbejde som læge i den syriske regeringshær.[1] Fire år senere tog han en specialistuddannelse som øjenlæge på Western Eye Hospital i London.[2] I 1994 blev hans storebror, Bassel al-Assad, dræbt i en bilulykke.[3] Efter broderens død blev han af faderen kaldt tilbage til Syrien. Gennem de følgende år blev han uddannet inden for hæren og luftvåbnet og fik et antal opgaver overdraget af Baath-partiets ledelse, så han ad den vej blev introduceret til regimets førende og dominerende politiske cirkler. I de sidste år af faderens levetid stod han i spidsen for en række kampagner, der skulle gøre op med den udbredte korruption, og han var en førende skikkelse i Syrian Computer Society, et statsligt organ, der skulle forestå introduktionen af internettet i landet.[4] Han var også fast deltager i det debatforum i handelskammeret i Damaskus, der var blevet skabt som ramme for debatten om den bedste måde at implementere den ændring af den tidligere statsstyrede økonomi, der var blevet introduceret tilbage i 1991.

Mellem 1996 og 2000 opbyggede han et godt forhold til erhvervsfolk, der ønskede forandringer i den socialistiske økonomi og til aktivister, der ønskede større ytringsfrihed. Han blev en højrøstet kritiker af bureaukrati og korruption. Så da faderen døde 10. juni 2000, satte mange syrere deres lid til, at der nu endelig ville komme et opgør med landets årtier lange undertrykkelse af folket. Flere hundrede politiske fanger blev løsladt, et frygtet fængsel blev lukket, europæiske rådgivere blev ansat i administrationen for at modernisere, medier fik mere frihed, og diskussionsklubber trivedes i et pludseligt udbrud af større ytringsfrihed. Alt sammen blev kendt som »Foråret i Damaskus«.[5] I december 2000 giftede han sig med den 25-årige Asma al-Assad, en britisk statsborger i syrisk oprindelse, fra Acton i London.[6] Parret har tre børn sammen.

Assad blev valgt som præsident i 2000 og 2007. Den 27. maj 2007 blev Assad godkendt som præsident for en anden syv-årig periode, med det officielle resultat på 97,6% af stemmerne ved en folkeafstemning uden en anden kandidat.[7] Den styreform Assad præsiderer over er et autoritært regime.[8] Assads regime har beskrevet sig selv som sekulær[9], mens eksperter har hævdet, at regimet udnytter etniske og sekteriske spændinger i landet for at forblive ved magten.[10][11]

Da det Det Arabiske Forår spredte sig til Syrien i marts 2011, slog Assads styre hårdt ned på protesterne, og urolighederne udviklede sig i løbet af 2011 til egentlige kampe og siden en regulær borgerkrig mellem hæren og sikkerhedstyrkerne på den ene side og forskellige oppositionsgrupper på den anden. Assad blev i den forbindelse stadig mere isoleret internationalt, ikke mindst efter at regeringstropperne blev anklaget for at anvende kemiske våben i 2013. Imidlertid førte fremkomsten af den radikale islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS), der har opnået kontrol med store dele af Syrien på regeringens bekostning, til, at Bashar al-Assads regime i højere grad betragtes som et mindre onde i den brutale konflikt. Det anslås, at borgerkrigen i Syrien, har kostet 220.000 mennesker livet, mens 11 millioner er sendt på flugt.[12] I januar 2015 blev det rapporteret, at 200.000 politiske fanger var fængslet i Syrien for at modsætte sig Assads regime.[13][14] Under den syriske borgerkrig, er Assad personligt blevet impliceret i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden af FN.[15]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Beeston, Richard; Blanford, Nick (22 October 2005). ‘We are going to send him on a trip. Bye, bye Hariri. Rot in hell’. London: The Times. Hentet 26 April 2010. 
  2. Leverett, Flynt L. (2005). Inheriting Syria: Bashar's Trial By Fire
  3. "Basil Assad killed in car crash". The Press Courier. 21 January 1994. Hentet 27 August 2013. 
  4. Alterman, Jon B. (1998). "New Media New Politics?". The Washington Institute 48. Hentet 7 April 2013. 
  5. Michael Bjerre (28. august 2013). Assad: Manden der ikke kunne tåle blod. Berlingske. 
  6. Syria factfile: Key figures. London: The Daily Telegraph. 24 February 2003. Hentet 14 March 2015. 
  7. Syria. United States Department of State. 26 January 2012. Hentet 4 March 2012. 
  8. Heydemann, Steven; Leenders, Reinoud (2013). Middle East Authoritarianisms: Governance, Contestation, and Regime Resilience in Syria and Iran
  9. Bronner, Stephen Eric (2007). Peace Out of Reach: Middle Eastern Travels and the Search for Reconciliation
  10. (PDF)Flight of Icarus? The PYD’s Precarious Rise in Syria. International Crisis Group. May 8, 2014. s. 23. Hentet October 4, 2014. "The regime aims to compel people to take refuge in their sectarian and communitarian identities; to split each community into competing branches, dividing those who support it from those who oppose it" 
  11. Meuse, Alison (18 April 2015). Syria's Minorities: Caught Between Sword Of ISIS And Wrath of Assad. NPR. Hentet 19 April 2015. "Karim Bitar, a Middle East analyst at Paris think tank IRIS [...] says [...] "Minorities are often used as a shield by authoritarian regimes, who try to portray themselves as protectors and as a bulwark against radical Islam."" 
  12. Anders Legarth Schmidt (20. marts 2015). Syriens børn har fået klippet to årtier af deres levealder. Politiken. 
  13. Dettmer, Jamie (28 October 2014). Escaping Assad’s Rape Prisons: A Survivor Tells Her Story. The Daily Beast. Hentet 14 March 2015. 
  14. VF, June 2015 Syria torture hospital
  15. UN implicates Bashar al-Assad in Syria war crimes. BBC News. 2 December 2013. Hentet 13 March 2015. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]