Bastillen
Bastillen er en fordanskning af det franske ord bastille (= borg), men navnet "Bastillen" henviser til Bastille Saint-Antoine i Paris, som blev selve symbolet på den franske revolution, da den blev stormet af pariserne den 14. juli 1789. Denne storm har lagt navn og dato til Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.
Stormen på Bastillen
En af de umiddelbare årsager til stormen opstod den 2. juli 1789, da den indsatte marquis de Sade råbte til en folkemængde udenfor fængslet, at man var begyndt at dræbe fangerne derinde. Dette var imidlertid ikke tilfældet, og de Sade blev umiddelbart efter overflyttet til sindssygehuset Charenton.
En årsag til stormen kan have været, at Bastillen rummede et større våben- og ammunitionslager, som revolutionære kræfter i Paris var meget interesseret i.
En senere tids historikere er enige om, at stormen på Bastillen havde en mere symbolsk funktion, da begivenheden i fuldt omfang blev udnyttet af de revolutionære kræfter til propaganda imod det siddende regime. Dele af gamle rustninger, der befandt sig i borgen, blev påstået at have tjent som tvangstrøjer af jern, og en tandet del af trykpressen blev fremstillet som et torturinstrument. Kun syv fanger sad indespærrede, hvoraf de fire var falsknere og dømt efter straffeloven, mens de tre resterende var sindslidende.[1]
Stormen på Bastillen var ikke en afgørende militær begivenhed. Borgen var uden betydning for kongen, men alligevel blev stormen på Bastillen noget, befolkningen lagde vægt på. Her viste det sig, at borgerne i Paris kunne tvinge kongen til at bøje sig, og at store dele af hæren støttede dem i deres kamp. Siden 1789 er den 14. juli blevet fejret som Frankrigs nationaldag.
Efter stormen på Bastillen blev fængslet revet ned. Stedet, hvor fængslet stod, udgør i dag Bastillepladsen.
Historie
Bastillen lå på adressen "rue Saint Antoine nr 232". Den var rejst ved slutningen af 1300-tallet til forsvar mod engelske tropper, men under kong Charles 6. blev den omdannet til statsfængsel. Det var dog først under kardinal Richelieu, Bastillen blev et sted, hvor statsfjender forsvandt sporløst.[2] Den var ikke bygget for at modstå belejring; i 1789 rummede den madvarelagre for kun to dage, og ingen drikkevandsforsyning overhovedet.[3]
Manden med jernmasken
Blandt Bastillens kendeste fanger regnes marquis de Sade og "manden med jernmasken", der var blevet arresteret i Dunkerque i 1669 og først indsat i Pignerol-fængslet ved Torino. Her havde fængselsdirektør Eugene Saint Mars stået personlig ansvarlig for ham. Han blev dog forflyttet til andre fængsler, og tog fangen med sig. Sådan havnede de begge i Bastillen i 1698, hvor fangen døde 19.november 1703 efter kort tids sygdom. Han havde på det tidspunkt siddet indespærret i 34 år, i al den tid maskeret. Ikke engang kongens personlige repræsentant i Bastillen, løjtnant Etienne du Jonca, kendte fangens identitet. Det gjorde ikke engang Saint Mars. Dagen efter sin død blev den ukendte fange begravet under navnet Marchioly.[4]
Alexandre Dumas' roman Manden med jernmasken fra 1847 blev en stor succes, og filmatiseret flere gange. I virkeligheden var fangens maske af fløjl med metalkanter, han fik jævnligt nyt tøj, god mad og vin. Han måtte ikke have kontakt med nogen udenfor fængslet, og det var ham under dødsstraf forbudt at tage masken af. En gang før han kom til Bastillen, kradsede han noget ned på en tallerken og smed den ud af vinduet, hvor en lokal fisker samlede den op og gav den til fængselsdirektøren, der spurgte, om fiskeren havde læst, hvad der stod skrevet. Da fiskeren tilstod, at han ikke kunne læse, kaldte direktøren ham en heldig mand, for så kunne han få lov til at leve videre. Voltaire foreslog, 50 år efter den ukendte fanges død, at han var Ludvig 14.s ældre bror, et resultat af en affære mellem dronning Anna og kardinal Mazarin. I så fald var fangen i sin fulde ret til at gøre krav på Frankrigs trone. En anden teori gik ud på, at fangen var Ludvig 14.s rigtige far. Dronning Anna havde i så fald haft en affære med denne ukendte mand, hvis lighed med sønnen var så stor, at han måtte skjule sit ansigt. I Dumas' roman er fangen Ludvigs tvillingebror. Den teori er baseret på en erindringsbog, angiveligt skrevet af hertugen af Richelieu og udgivet i 1790, men senere afsløret som et falskneri, udført af Richelieus sekretær.[5]
Efter stormen på Bastillen blev arkiverne åbnet, og her var den ukendte fange navngivet som Eustache Dauger. Først i 1920 lykkedes det den franske historiker Maurice Duvivier at spore Eustache Dauger de Cavoye, søn af François de Cavoye, der var kaptajn for kardinal Richelieus musketérkorps. Eustache var født 30.august 1637 som en af seks brødre, der alle blev soldater. Fire blev dræbt i forskellige slag, men brødrene Eustache og Louis overlevede. Louis var en af Ludvig 14.s mest betroede embedsmænd. I opvæksten omgikkes de kongefamilien, og Maurice Duvivier mener, at deres far kan have været Ludvig 14.s rigtige far. Eustache Dauger kan være holdt indespærret, fordi han vidste, at han var kongens halvbror, og flere gange havde vist sig langt mindre pålidelig og loyal end sin bror Louis. Eustache havde været indblandet i flere skandaler og tvunget til at forlade sin post i hæren. Han kan have gjort et forsøg på pengeafpresning og derfor blevet indespærret, men ikke henrettet, fordi han var kongens slægtning og barndomskammerat. Men da Ludvig 15. blev udspurgt om sagen af hertugen af Choiseul, svarede han: "Hvis De vidste alt om denne sag, ville De forstå, at den er meget lidt interessant." [6]
Henvisninger
- ^ Simon Schama: Citizens (s. 407), Penguin books, 1989, ISBN 0-14-017206-8
- ^ Simon Schama: Citizens (s. 389-90)
- ^ Simon Schama: Citizens (s. 400)
- ^ Lars Thomas: Det uforklarlige (s. 128), forlaget Sesam, København 2002, ISBN 87-11-13557-3
- ^ Lars Thomas: Det uforklarlige (s. 128-30)
- ^ Lars Thomas: Det uforklarlige (s. 130)
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |