I 1982 blev han næstkommanderende ved Israels ambassade i Washington og var 1984-88 Israels FN ambassadør. Hans politiske karriere i Israel begyndte i 1988, da han blev valgt til Knesset for Likud. Han blev vice-udenrigsminister i den nationale samlingsregering af arbejderpartiet og Likud. I 1991 deltog han i den israelske delegation til fredskonferencen i Madrid. Han blev betragtet som en høg og stod premierminister Yitzhak Shamir politisk nær.
I marts 1993 blev han valgt som formand for Likud og ved valget den 29. maj 1996 (det første direkte valg til denne post) blev han valgt som premierminister i Israel, et embede han bestred fra den 18. juni1996 til den 6. juli 1999. Han er den eneste israelske premierminister født efter oprettelsen af staten Israel. Han var finansminister i Ariel Sharons regering til 7. august2005, da han forlod stillingen i protest mod den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben. 20. december samme år blev Netanyahu valgt til leder af Likud.
I perioden 2003-2005 var han finansminister i Israel. Fra den 4. maj2006 til 10. februar2009 var han leder af oppositionen i Knesset.
Den 31. marts2009 tiltrådte Netanyahu atter som premierminister. Han blev genvalgt ved Parlamentsvalget i Israel 2013. Ved Parlamentsvalget i 2015 blev Likud atter det største parti, og pr. marts 2015 forventes, at Likud danner regering med Netanyahu som premierminiter.
Efter lovændringer kræves der to-tredjedeles flertal i Knesset for at fjerne ham.[Kilde mangler] Da det blev vedtaget, var Netanyahu det eneste Likud medlem, der stemte for.[Kilde mangler]
Han har udgivet bøger om bekæmpelse af terrorisme.[1]
Benjamin Netanyahus bror, Jonathan Netanyahu, var oberstløjtnant i den israelske hær og døde i Uganda i den vellykkede Operation Entebbe, der befriede gidsler fra et kapret fly.