Bernd og Reiner Methe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Bernd Methe)
Bernd og Reiner Methe
Bernd og Reiner Methe ved EM i håndbold 2010
Personlig information
Født 1. juni 1964
Død 11. november 2011 (47 år)
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Bernd og Reiner Methe (1. juni 196411. november 2011) var et tysk tvillingepar, der var kendt som håndbolddommere på topplan. De fungerede gennem mange år som dommere i den tyske håndboldbundesliga og dømte en lang række internationale kampe, herunder finalen ved EM i håndbold 2010 (mænd). Brødrene døde i en bilulykke, da de var på vej til at dømme en bundesligakamp.

Dommerkarriere[redigér | rediger kildetekst]

Brødrene Methe begyndte som dommere i 1987, og fra det følgende år udgjorde de et fast dommerpar. De steg gennem rækkerne og blev dommere i Bundesligaen i 1993, hvor de dømte indtil deres død. De nåede i alt 670 kampe i det tyske håndboldforbunds regi.[1][2]

Snart fik de også internationale kampe, og de nåede at dømme i alt 206 internationale kampe i EHF- og IHF-sammenhænge.[1][2] Den største anerkendelse af deres niveau fik de, da de blev valgt til at dømme finale om EM for mænd i 2010.

Privatliv og anden karriere[redigér | rediger kildetekst]

De to brødre blev gift på samme dag og boede 50 meter fra hinanden i den lille by Vellmar nær Kassel. Bernd Methe havde et barn, og Reiner havde to. Begge brødre arbejdede for Mercedes-Benz i Kassel.

Død[redigér | rediger kildetekst]

De to brødre døde på vej til en bundesligakamp mellem HBW Balingen-Weilstetten og SC Magdeburg på en motorvej i Baden-Württemberg. De kørte i en helt ny Mercedes af E-typen, som de netop havde hentet dagen før, og med den kørte de af ukendte årsager ind i en møbelbil.[3]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b "Bernd Methe". Deutscher Handballbund. Hentet 2011-12-06.
  2. ^ a b "Reiner Methe". Deutscher Handballbund. Hentet 2011-12-06.
  3. ^ Karolin Schneider, Axel Sturm & Dirk Weitzmann (2011-11-12). "Warum rasten die Methe-Zwillinge in den Gegenverkehr?" (tysk). Bild.