Bernhard den Danske

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Bernhard den Danske (fransk: Bernard le Danois, latin: Dacigena Bernardus) (måske født i 865[1] - ukendt dødsdato) var en normannisk adelsmand i første halvdel af det 10. århundrede.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Hans efternavn antyder at han stammer fra Danmark. Han kan have slået sig ned i Normandiet sammen med sine vikingefæller omkring år 900, hvor en kilde angiver ham til at være en af Rollo's følgesvende.[2]

I begyndelsen af 930'erne overbeviser han Rollos søn og efterfølger Vilhelm Langsværd til at blive i Rouen for at imødegå Riouf (en vestnormanner, der var utilfreds med Vilhelms tiltagende frankificering), der med en hær var på vej for at indtage byen. Riouf blev overvundet lige udenfor den normanniske hovedstad[3]. Bernards politiske rolle viser sig umiddelbart efter attentatet på Vilhelm i december 942. Efter dette bliver han del at et slags triumvirat, der styrer det fremtidige normanniske hertugdømme, mens man afventede at Richard I skulle overtage styret[4]. Dudo beskriver ham som en person, der var allevegne i årene 942-946, i selskab med sine normanniske landsmænd Anslech, Osmond de Conteville og Raoul Taisson og det er i løbet af denne tid at han viser en taktisk intelligens, der, hvis man skal tro Dodo, gør at det unge Normandiet overvinder sine naboer, den karolingiske konge Ludvig den Oversøiske og den frankiske hertug Hugo den Store.

Ved to lejligheder modtager Bernard den Danske kongen i Rouen og garanterer ham normannernes troskab. Den kongelige hær deployerer til Normandiet mens den unge Richard I er blevet ført til Frankrig, for at blive opdraget. Men Bernhard har i hemmelighed i 945-946 appelleret til den danske konge Harald Blåtand, om at få ham til styre begivenhederne [5]. Takket være den danske konges intervention, pågriber Bernard Ludvig den Oversøiske. Denne fangst giver normannerne en fordel i forhandlingerne om Richard I's tilbagevenden til Normandiet. Kongen bliver løsladt og den unge jarl kan vende tilbage til sit land. Bernhard den Danske forsvinder herefter ud af Dudo's historie.

Bernhard den Danske var far til Torf og dermed stamfader til de to store Anglo-Normanniske slægter Beaumont og Harcourt. Selvom der ikke foreligger fysiske beviser for at Bernhard er far til Torf, er slægtsskabet ikke desto mindre nævnt i utallige genealogier[6] og blev anerkendt af de franske konger ved det adelspatent som Ludvig XV udstedte til slægten Harcourt i 1700[7].

Kilderne[redigér | redigér wikikode]

Bernhard er kendt gennem kannikken Dudon de Saint-Quentins krønike, De moribus et actis primorum Normanniae ducum. Selvom visse passager af dette værk er omstridte, modsagt især af Flodoard. Også i værket Gesta Normannorum ducum af Vilhelm af Jumièges og Roman af Rou af Wace nævnes Bernhard, men disse værker bygger videre på deres forgængere.

  • Dudon de Saint-Quentin, De moribus et actis primorum Normanniae ducum, Éd. Jules Lair, Caen, F. Le Blanc-Hardel, 1865
  • Guillaume de Jumièges, Histoire des Normands, éd. Guizot, Brière, 1826, Livre IV (traduction française des Gesta Normannorum ducum écrits vers 1172).

Noter og kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Bernhard "den danske" Harcourt
  2. ^ Dudon de Saint-Quentin, «  De gestis Normanniae ducum seu de moribus et actis primorum Normanniae ducum », J. Lair (éd.), Mémoire de la Société des Antiquaires de Normandie, bind XXIII, 1865, p.189-190. Listen over Rollos følgesvende er omdiskuteret, men omtalen hos Dudo gør Bernhards tilstedeværelse på denne liste troværdig.
  3. ^ Jens Jacob Asmussen Worsaae. Den danske erobring af England og Normandiet. runeberg.org. s. 185-187. Hentet 2014-12-02. 
  4. ^ Wilhelm af Jumièges, Histoire des Normands, éd. Guizot, Brière, 1826, Livre IV, p.79(traduction française des Gesta Normannorum ducum écrits vers 1172)
  5. ^ Wilhelm af Jumièges, ibid, p.88. Flodoard le présente plutôt comme un chef normand de la région de Bayeux
  6. ^ Gilles-André de La Roque, Histoire Généalogique de la Maison de Harcourt, 1662, T.I, T. III et T. IV
  7. ^ Louis XIV, Lettres patentes pour l'érection du marquisat de Harcourt en duché héréditaire, 1700 : « sa maison tire son origine de Bernard le Danois, un des seigneurs de Danemark, qui vinrent en Normandie avec Rollon, qui en fut le premier duc, en l'an 876, de qui Bernard le Danois eut la seigneurie d'Harcourt et plusieurs autres terres; il fut aussi fait gouverneur de Normandie et tuteur de Richard Ier, petit-fils du duc Rollon, et les descendants de ce Bernard ont été revêtus des premières charges et alliances fort illustres. » in P. Anselme, Histoire généalogique et chronologique de la maison royale de France, des pairs, grands officiers de la Couronne, de la Maison du Roy et des anciens barons du royaume..., 1726-1733.