Bikini-atollen

Marshalløernea, med Bikini som tredje atol fra nord.

Atomprøvesprængning på Bikini-atollen 25. juli 1946

Bikini-atollen (marshallisk: Pikinni, bogstaveligt "kokosnøddested") er et koralrev på Marshalløerne bestående af 23 øer, der omgiver en central lagune på 594,1 km². Atollen, som var kendt som Eschscholtz-atollen fra det 19. århundrede til 1946, ligger i den nordlige del af Ralik-kæden, cirka 850 km nordvest for hovedstaden Majuro.

Efter Anden Verdenskrig blev atollen udvalgt af USA som prøvested for kernevåben. De 167 mennesker, der boede på Bikini, blev tvangsforflyttet af det amerikanske militær som forberedelse til prøvesprængningerne. I 1946 blev befolkningen på Bikini flyttet til Rongerik, en lille ø øst for Bikini-atollen, men øen havde ikke tilstrækkelige ressourcer til at forsørge dem. Øboerne begyndte at lide af sult i begyndelsen af 1948 og blev derfor flyttet til Kwajalein. USA anvendte Bikinia-tollen til den fjerde prøvesprængning af en kernebombe og gennemførte yderligere 22–23 atomprøvesprængninger der frem til 1958, hvor det blev konstateret, at det radioaktive nedfald fra forsøgene var langt farligere end tidligere antaget. Den dag i dag er beboerne på Bikini forhindret i at vende tilbage på grund af radioaktiv forurening. Der er dog tegn på, at miljøet gradvist genoprettes, efterhånden som strålingsniveauerne falder.

I 1972 vendte omkring 100 beboere frivilligt tilbage til deres hjemø. Forskere fandt senere farligt høje niveauer af strontium-90 i brøndvand i maj 1978, og beboernes kroppe indeholdt usædvanligt høje koncentrationer af cæsium-137. De blev evakueret igen i september 1978. Atollen besøges i dag lejlighedsvis af dykkere og enkelte forskere og er beboet af en mindre gruppe opsynspersoner. Befolkningen fra atollen, som i dag tæller flere tusinde personer, har spredt sig til andre marshallesiske øer og USA. En fond på flere millioner dollar, som siden 1980'erne havde finansieret tjenester for mange af Bikini-beboerne, blev tømt i slutningen af 2010'erne.

I det 21. århundrede er atollen optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og huskes for sin rolle under den kolde krig og i den postnukleare tidsalder. Den er samtidig blevet fremhævet som et naturområde, og strålingsniveauerne er faldet så meget, at turisme er mulig. Den vedvarende radioaktive forurening gør dog området uegnet til permanent tilbagevenden, især fordi det ikke anbefales at spise planter eller vilde dyr fra området.

Historie

Bikini-atollen i 2005. Selvom det er sikkert for nogle beskedne turismeforetagender, er der fortsat alvorlig bekymring om at bo der på fuld tid.

Mennesker har beboet Bikiniatollen i omkring 3.600 år. Den tysk-russiske opdagelsesrejsende Otto von Kotzebue var den første vesterlænding, der med sikkerhed så atollen under sine rejser i 1816 og 1817. Han opkaldte den Eschscholtz-atollen efter Johann Friedrich von Eschscholtz, skibets naturforsker.

Det Tyske Kejserrige annekterede Marshalløerne i 1885. Tyskerne anvendte atollen til produktion af kopraolie fra kokosnødder, selv om kontakten med den lokale befolkning var begrænset. Atollens klima er tørrere end på de mere frugtbare sydlige Marshalløer, hvor der blev produceret større mængder kopra. Beboere fra Bikini blev rekrutteret til udviklingen af koprahandelen under den tyske koloniperiode.

Bikini blev sammen med resten af Marshalløerne erobret af den kejserlige japanske flåde i 1914 under Første Verdenskrig og blev i 1920 overdraget til Kejserriget Japan som et mandatområde under Folkeforbundet. Japan administrerede øen som en del af Det japanske Stillehavsmandat, men overlod for det meste lokale forhold til traditionelle lokale ledere indtil begyndelsen af Anden Verdenskrig. Ved krigens begyndelse blev Marshalløerne pludselig et strategisk støttepunkt for Japan. Japanerne opførte og bemandede et vagttårn på øen, som fungerede som en fremskudt post under det japanske hovedkvarter på Kwajaleinatollen, for at overvåge en mulig amerikansk invasion af øerne. Øerne forblev forholdsvis uberørte af krigen indtil februar 1944, hvor amerikanske styrker efter et blodigt slag erobrede Kwajaleinatollen. Ved slagets afslutning var der kun fem overlevende japanske soldater tilbage på Bikini, og de valgte at begå selvmord frem for at blive taget til fange. Dette blev efterfulgt af endnu en hård kamp under slaget om Eniwetok.

For USA repræsenterede slaget både det næste skridt i landets øhopstrategi mod Japan og en betydelig moralsk sejr, da det var første gang, amerikanerne havde trængt ind i den "ydre ring" af den japanske Stillehavssfære. For Japan repræsenterede slaget et sammenbrud for strategien med forsvar ved kystlinjen. Det japanske forsvar blev herefter organiseret i større dybde, og slagene om Peleliu, Guam og Marianerne viste sig langt mere omkostningsfulde for USA. Basen blev en del af den omfattende amerikanske flådebase Marshalløerne.

Geografi

Vegetation på Bikini-atollen.

Atollen er en koralø og har et total areal på ca. 600,1 km² hvoraf en landmasse på ca. 6,01 km² og en lagune på ca. 594,14  km². Atollen består af ca. 36 øer med højeste højde på kun 12 m o.h. De større øer er:

• Bikini, hovedøen, i den østlige del. Dens areal er 2,4 kvadratkilometer. Terrænet på Bikini er meget fladt. Øens højeste punkt er 17 meter over havet. Den strækker sig 2,9 kilometer i nord-sydlig retning, og 3,3 kilometer i øst-vestlig retning.
• Eneu, eller Enyu, i den østlige del
• Enidrik, i den vestlige del
• Ememan, i den nordlige del
• Nam, i den nordlige del
• Oroken, i den vestlige del

Atollens flyveplads Enyu Airfield (IATA-lufthavnskode "BII") har kapacitet til lokale fly.

Eksterne henvisninger

• Bikinis internetside

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Bikini-atollen

Spire Denne artikel om Oceaniens geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.