Blommetræ

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Blomme
Begyndende modning af blommerne.
Begyndende modning af blommerne.
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Rosales (Rosen-ordenen)
Familie Rosaceae (Rosen-familien)
Slægt Prunus (Kirsebær)
Art P. domestica
Videnskabeligt artsnavn
Prunus domestica
L.
Hjælp til læsning af taksobokse

Blomme (Prunus domestica) er et lille træ med søde, 20-50 mm store, hængende frugter, der er røde, gule, grønne eller blå. Blomme ligner Mirabel, men bladene er matte, over 4 cm lange og mere eller mindre hårede.

Beskrivelse

Blomme er et lille, løvfældende træ med en åben og stivgrenet vækstform. Stammen er kort, og grenene er opstigende og grove. Der findes i reglen ikke torne på selve træet, men af og til på "mirabelle"-vildskud. Barken er først rødbrun (lyssiden) og grøn (skyggesiden). Senere bliver den gråbrun og lidt stribet, og til sidst er den mørkegrå og opsprækkende med smalle furer.

Knopperne sidder spredt på ophovnede bladfæster. De er små og kegleformede med brune skæl. Blomsterknopperne sidder flere sammen på rynkede kortskud. Bladene er elliptiske til omvendt ægformede med fint rundtakket rand. Oversiden er mørkegrøn og lidt rynket. Undersiden er lysegrøn og gråfiltet. Træet blomstrer i maj. Blomsterne er hvide med svag duft. Frugterne er ovale til helt runde og blåsorte eller grønlige med et lyst vokslag. Frøene spirer villigt efter et år i jorden.

Rodnettet stammer fra grundstammen. Den kan enten være "Mirabelle" (så er det højtliggende og groft) eller Kræge (så er det mere dybtgående og svagere). Rodskud ses ofte, især efter hård beskæring. Kun få sorter er selvbestøvende.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 10 x 6 m (30 x 20 cm/år).

Voksested

Blomme er et krydsningsprodukt, men alle stamformerne findes i Kaukasus-bjergene. Her gror de på næringsrig, kalkholdig og veldrænet bund.

Blomme er almindeligt dyrket i Danmark.

Sorter

Blommesorterne falder i to grupper: de aflange, hvor frugtkødet slipper stenen, og de kuglerunde, hvor det hænger fast. De sidste kaldes også for "Reine-Claude blommer".

  • Reine-Claude blommer
    • 'Althans Reine Claude'
    • 'Ouillins Reine Claude'
  • Almindelige blommer
    • 'Czar'
    • 'Italiensk Sveske'
    • 'Kirkes'
    • 'Opal'
    • 'Victoria'


Wikimedia Commons har medier relateret til:


Kilder

  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.
  • Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD-Rom).

Eksterne henvisninger