Bokseropstanden

Bokseropstanden
Udenlandsk militær i Den Forbudte By i Peking
Dato 2. november 1899 – 7. september 1901 Sted Kina Resultat Sejr til otte-nationers-alliancen
Parter
Otte-nationers-alliancen () Storbritannien () Japanske Kejserrige () Russiske Kejserrige Frankrig USA () Tyske Kejserrige Kongeriget Italien () Østrig-Ungarn	Selskabet af de retfærdige og harmoniske knytnæver Qing-dynastiet
Ledere
Edward Seymour Alfred Graf von Waldersee	Enkekejserinde Cixi
Styrke
20.000, fra starten 49.000 total	50.000 – 100.000 boksersoldater. 70.000 empiriske tropper
Tab
2.500 soldater 526 udlændinge og kinesiske kristne	"Alle" boksere 20.000 empiriske tropper
Civile = 18.952+

Bokseropstanden (mandarin: 义和团起义; pinyin: Yìhétuán Qǐyì; "Det harmoniske og retfærdige samfund") er den i Europa gængse betegnelse for en national, fremmedfjendtlig bevægelse i Kina, der 1898-1899 opstod i provinserne Shandong og Tsjili, særlig efter enkekejserinde Tse-Hsi's reaktionære statskup i september 1898, og som iværksatte en opstand mod vestlig politisk og kommerciel indflydelse i Kina, i 1898. I august 1900 havde 230 udlændinge mistet livet, mens tusinder af kinesiske kristne og rebeller var blevet dræbt.

Selskabet af de retfærdige og harmoniske knytnæver

Selskabet af de retfærdige og harmoniske knytnæver var en halvreligiøs gruppe, som førte an i oprøret med stiltiende samtykke fra Enkekejserinde Cixi. De ville fjerne alle udlændinge fra kinesisk jord. En af hovedlederne var Shandongs tidligere guvernør Liping-hung, der på grund af sin lærdom og karakter ansås for kungfutsiansk vismand. Han organiserede kompagnier af dannede ynglinge; de indekserceredes af en anfører, som de skyldte ubetinget lydighed. Sammenslutningen kaldtes I-ho-tuan, »frivillig, national Forening«, dens mål var åbenlys kamp mod "de fremmede smukke djævle og deres fordærvelige indflydelse". Stormagternes havneforpagtninger: Port Arthur, Wei-hai-wei og Kiau-tsjou, koncessioner og missionærer var ikke de mindst medvirkende årsager til bokseropstandens rivende udbredelse. I maj 1899 så europæerne deres øvelser og kaldte dem boxerdrill, hvoraf opstandet fik sit navn. Ungdommens politiske fanatisme øgedes ved en art mysterier med natlige kultushandlinger og liturgiske sange, hvori lederne indviede dem, og hvorved de fik tro på at være usårlige. Deres virksomhed viste sig hurtigt i angreb på missionærer, jernbane- og telegrafarbejdere.

Boksersoldater

Opstanden

Ved hoffet fandt bokserne ivrige fortalere blandt mansjuprinserne, særlig den reaktionære prins Tuan, og de kejserlige tropper fik ordre til ikke at skyde på dem. Imidlertid øgedes uroen stadig, og juni 1900 indså gesandterne i Peking, at de måtte hidkalde forstærkningstropper til værn mod et muligt overfald. Samme måned brød opstanden løs med mord og plyndringer af europæere alle vegne. Den 20. juni myrdedes den tyske gesandt, baron Klemens von Ketteler, på vej til Tsung-li-jamen, og de europæiske legationer belejredes ikke blot af boksere, men også af kejserlige tropper, i det de europæiske magters beskydning af Taku-forterne gav enkekejserinden påskud til at gå med til kravet om europæernes fordrivelse. Der imod var mange kinesiske embedsmænd mod bokseropstanden, således Yuan Shikai, guvernør i Shantung, hvor han på trods af regeringen lod alle de boksere, han kunne få fat i, hænge eller nedhugge.

Nedkæmpelsen

Efter 8 ugers hårdnakket belejring befriedes legationerne den 14. august af magternes undsætningsekspedition på cirka 45.000 mand bestående af soldater fra Frankrig, Italien, Japan, Rusland, Storbritannien, Tyskland, USA og Østrig-Ungarn og ledet af den russiske general Lenevitsch. Peking blev delvis besat, og kejserfamilien flygtede hovedkulds til Sin-ganfu i provinsen Sjensi. Under fredsforhandlingerne i Peking med prins Tsjing og Li-hung-tsjang holdtes Peking stadig besat, og i vinteren og foråret 1901 udsendtes flere europæiske, især tyske, straffeekspeditioner mod bokserne.

Fredsaftalen

Undertegnelsen af Bokserprotokollen. Siddende næst længst til højre Qing-imperiets sendebud Li Hongzhang.

Ved freden den 7. september 1901, kendt som Bokserprotokollen og Xinchou-aftalen (kinesisk: 辛丑条约) mellem Kina og ottenationsalliancen bestående af Storbritannien, USA, Japan, Rusland, Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig-Ungarn, Belgien, Spanien og Nederlandene måtte Qing-imperiet gøre følgende indrømmelser:

1. Qing-imperiet skulle betale en krigsskadeerstatning på 450 mio. taels (333 millioner dollar) til de udenlandske magter;
2. Qing pålagdes at straffe de embedsmænd, som havde støttet oprøret (prins Tuan degraderedes og forvistes til Turkestan, 3 stormænd måtte dræbe sig selv, 3 henrettedes);
3. Fortet i Tagu skulle sløjfes;
4. Qing-imperiet fik forbud mod at indkøbe krigsmateriel i 2 år;
5. De sejrende magter fik ret til at permanent placere tropper i legationskvarteret og på ulige pladser omkring Peking og Tianjin;
6. Suspension af de kejserliga examina i de provinser, som havde støttet oprøret;
7. Qing-imperiet pålagdes at sende en særskilt ambassadør (prins Tsjun) til Berlin for at undskylde over for den tyske kejser mordet på den tyske gesandt Clemens von Ketteler.

Eksterne henvisninger

Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, Bind III, s. 591; opslag: Bokseropstanden

Wikimedia Commons har medier relateret til: Bokseropstanden

Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: en:Boxer_Protocol