Bondevennernes Selskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 9. mar. 2013, 02:19 af Addbot (diskussion | bidrag) Addbot (diskussion | bidrag) (Bot: Migrerer 4 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q892233)

Bondevennernes Selskab stiftedes 5. maj 1846 af de to stænderdeputerede Johan Christian Drewsen og Balthasar Christensen på opfordring af skolelærer Asmund Christian Gleerup som var formand for Holbæk Amts Landkommunalforening. Foreningens formål skulle være at "erhverve omfattende og nøjagtige Oplysninger" om landboforholdene og at "virke for Bondestandens Emancipation og ligeborgerlige Ret med de andre Samfundsklasser". Foruden de tre nævnte blev også Orla Lehmann og Anton Frederik Tscherning medlemmer af foreningens bestyrelse, og Tscherning var indtil 1848 dens formand. I selskabets program nævnedes en bedre folkeoplysning, almindelig værnepligt, næringsfrihed, forbedring af husmænds og indersters kår og fæsteres overgang til selveje som de vigtigste punkter. Foreningen var delt i distriktsafdelinger med særlige formænd, under hvilke der igen var sogneformænd . Bestyrelsen var for de første tre år valgt af foreningens stiftere.

Bondevennernes Selskab oprettedes som et udtryk for den bevægelse som "Bondecirkulæret" af 8. november 1845 havde vakt i bondestanden, og det vandt snart betydelig udbredelse og indflydelse. Allerede midt i 1847 havde det over 5.500 medlemmer, og senere steg dette tal til over 10.000. For valgene til den grundlovgivende rigsforsamling blev foreningen af stor betydning, og den har sin ikke ringe del i, at Junigrundloven fik en så demokratisk karakter. Også for de landboreformer, som udgik fra den første ordinære Rigsdag, var foreningen virksom, og den gav ved valgene 1849 og i 1850'erne det bondevenlige parti den faste organisation, der sikrede det stor indflydelse på rigsdagen. Blandt dets ledende mænd i 1850'erne må foruden Balthasar Christensen og Tscherning især nævnes J.A. Hansen og C.C. Alberti. Under forfatningskampene svækkedes foreningens indflydelse, og navnlig fra midten af 1850'erne var den i stærk tilbagegang. Den vedblev dog at virke indtil langt hen i 1860'erne og er aldrig blevet formelt opløst.

Jysk Folkeforening

Bondevennernes Selskab blev oprettet på Sjælland og stod stærkest på den sjællandske øgruppe. Bondevennerne havde også tilhængere andre steder i landet, men der var de dårligere organiserede.

I 1862-1877 videreførte Jysk Folkeforening (Bjørnbakske Venstre) bondevennernes virksomhed i Øst- og Nordjylland. Foreningen blev stiftet 5. marts 1862 på et møde i Høver ved Aarhus. I den foreløbige bestyrelse sad bl.a. J.A. Hansen, A.F. Tscherning og Geert Winther. I foreningens love, der vedtoges november samme år, angives dens formål at være det at "modarbejde enhver Indskrænkning af den ved Grundloven givne Valgret og at forberede Valg saavel til Rigsraad og Rigsdag som til Amtsraad og Kommunalbestyrelser samt at fremme og understøtte ethvert Foretagende, der sigter til at udvikle Folkets materielle og aandelige Velvære". Foreningen blev væsentlig et udtryk for den tscherningske politik. Den fik et stort medlemsantal over hele Jylland, navnlig dog i den østlige del, og bidrog især i 1860'erne meget til at vinde den jyske landbefolkning for Venstre. Dens første formand var Geert Winther indtil 1875; derefter fulgte som formænd forstander Lars Bjørnbak og assurancebestyrer Jens Nicolaj Christian Wistoft. Foreningen suspenderede sin virksomhed efter stiftelsen af Grundlovsværneforeningen 1877, med Wistoft var formand fra 1878 til 1880.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.