Borgerkrigen i Nordyemen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Borgerkrigen i Nordyemen
Del af den arabiske kolde krig
Royalistiske yemenitiske styrker forsøger at tilbagevise et ægyptisk pansret angreb
Royalistiske yemenitiske styrker forsøger at tilbagevise et ægyptisk pansret angreb
Dato 26. september 1962 – 1. december 1970
Sted Nordyemen
Resultat Republikansk sejr
  • Saudisk støtte til Muhammad al-Badr og royalistsiden stoppede i 1965
  • Tilbagetrækning af ægyptiske styrker i 1967
  • En republikansk regering dannet i Nordyemen med deltagelse af medlemmer fra royalistsiden, men ikke den kongelige familie
Parter
Kongeriget Yemen
Saudi-Arabien Saudi-Arabien[1]
Støttet af:
Jordan Jordan[2]
Storbritannien United Kingdom[2]
Den Arabiske Republik Yemen
Ægypten[1]

Støttet af:
Sovjetunionen Sovjetunionen

Ledere
Yemen Muhammad al-Badr
Yemen Al-Hassan Bin Yahya
Yemen Abdurrahman Bin Yahya
Yemen Muhammad Bin Al-Hussain
Yemen Abdullah Bin Al-Hassan
Saudi-Arabien Faisal bin Abdulaziz
Nordyemen Abdullah as-Sallal
Egypten Gamal Abdel Nasser
Egypten Abdel Hakim Amer
Styrke
Yemen 20,000 semi-regulære (1965)[3]
Yemen 200.000 stammekrigere (1965)[3]
Hundredvis af lejesoldater[4][5]
Nordyemen 3.000 soldater (1964)[6]
Egypten 70.000 soldater (1965)[7]
Tab
Saudi-Arabien 1.000 døde[8][9] Egypten 26.000 døde[10]
I alt 100.000[11]–200.000[12] dræbte

Borgerkrigen i Nordyemen var en borgerkrig som blev udkæmpet i Nordyemen fra 1962 til 1970 mellem jemenitiske royalister som ønskede monarkiets bevarelse, og republikanere som ønskede at vælte kongedømmet og oprette en panarabisk republik svarende til Nassers Ægypten. Krigen begyndte med at republikanske oprørere anført af hæren under Abdullah al-Sallals kommando gennemførte et statskup i 1962 som afsatte den nyligt kronede imam Muhammad al-Badr, og erklærede Yemen er republik med Sallal som præsident. Al-Badr flygtede til de nordlige dele af Nordyemen og forsøgte at skaffe støtte fra nordlige shia-stammer til at generobre magten.

På royalistsiden støttede Jordan og Saudi-Arabien med militærhjælp, og Storbritannien støttede i det skjulte. Republikanerne var støttede af Ægypten og fik kampfly fra Sovjetunionen.[2] Både irregulære og konventionelle fremmede styrker deltog i krigen. Ægyptens præsident Nasser støttede republikanerne med 70.000 ægyptiske styrker og våben. Trods flere militære bevægelser og fredskonferencer blev situationen fastlåst i midten af 1960'erne.

Ægyptens store involvering i Nordyemen er anset som en medvirkende årsag til landets katastrofale nederlag i seksdageskrigen mod Israel i juni 1967. Efter dette nederlag begyndte Nasser at trække tropper ud af Nordyemen.

Den militære situation i 1967: Rød = kontrolleret af royalisterne, sort = kontrolleret af republikanerne.

Sallal blev afsat ved et kup 5. november 1967. Den nye republikanske regering var ledet af Abdul Rahman Iryani, men situationen i hovedstaden Sana'a var ustabil, og royalisterne som nærmere sig fra nord, indledte en belejring af Sana'a i november 1967. Det lykkedes for republikanerne at bevare kontrollen over Sana'a, og i februar 1968 blev belejringen hævet. Der var skiftende sammenstød og fredsforhandlinger mellem parterne indtil 1970 hvor Saudi-Arabien anerkendte republikken.[13] og en våbenhvile trådte i kraft.[14]

Ægyptiske militærhistorikere refererer til krigen i Nordyemen som deres Vietman.[4] Historikeren Michael Oren (tidligere israelisk ambassadør i USA) skrev at Ægyptens militære deltagelse i Yemen var så katastrofal at Vietnamkrigen sagtens kunne være blevet kaldt Amerikas Yemen.[15]

Literatur[redigér | rediger kildetekst]

--- (paperbackudgave), London: Arrow Books, 2012. OCLC 772967969. ISBN 978-0-099-55329-8.
--- Originalt udgivet som The wages of war, 1816–1965, 1972.

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Michael Brecher og Jonathan Wilkenfel. A Study of Crisis: p324-5. University of Michigan Press. 1997. "The four actors in the first phase of the long Yemen War were Jordan, Saudi Arabia, Egypt and Yemen"
  2. ^ a b c Sandler, Stanley. Ground Warfare: The International Encyclopedia. Vol.1 (2002): p.977. "Egypt immediately began sending —military supplies and troops to assist the Republicans... On the royalist side Jordan and Saudi Arabia were furnishing military aid, and Britain lent diplomatic support. In addition to Egyptian aid, the Soviet Union supplied 24 Mig-19s to the republicans."
  3. ^ a b Pollack (2002), s. 54.
  4. ^ a b Aboul-Enein, Youssef (2004-01-01). "The Egyptian–Yemen War: Egyptian Perspectives on Guerrilla Warfare". Infantry Magazine (Jan-Feb, 2004). Hentet 5. august 2016. 
  5. ^ The covert war in Yemen, 1962-70
  6. ^ Pollack (2002), s. 53
  7. ^ Pollack (2002), s. 55
  8. ^ "B&J": Jacob Bercovitch and Richard Jackson, International Conflict: A Chronological Encyclopedia of Conflicts and Their Management 1945–1995 (1997)
  9. ^ "Mid-Range Wars and Atrocities of the Twentieth Century". Erols. Hentet 29. august 2008. 
  10. ^ Pollack (2002), s. 56
  11. ^ Singer, Joel David, The Wages of War. 1816–1965 (1972)
  12. ^ [1] "Since 1965, the Libyan-backed Front for the Liberation of Occupied South Yemen and the National Liberation Front had unleashed brutal violence on British forces in the south. In the end, the conflict claimed some 200,000 lives."
  13. ^ "Yemen: History". TDS. Arkiveret fra originalen 6. september 2008. Hentet 20. august 2008. 
  14. ^ "Yemen". MSN Encarta. Arkiveret fra originalen 1. november 2009. Hentet 29. august 2008. 
  15. ^ Oren (2002), p. 7