Boys panserværnsriffel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Boys anti-tank rifle Mk I
Boys Mk I AT Rifle.jpg
Boys anti-tank rifle Mk I
Type Panserværnsriffel
Tjenestehistorie
I tjeneste 1937-1943
Benyttet af Se Brugere
Krige 2. Verdenskrig,
Koreakrigen
Produktionshistorie
Konstrueret 1937
Producent Royal Small Arms Factory
Produktionsperiode 1937-1940
Antal produceret ~62.000
Udgaver Mk I, Mk II
Specifikationer
Vægt 16 kg
Længde 1.575 mm
Løbslængde 910 mm. På fly: 762 mm

Patron Kynoch & RG .55 Boys
Patronvægt 61 g
Kaliber 14,3 mm (9/16 in.) [1]
Skudmekanisme bolt
Skudkadence 10 skud/min.
Mundingshastighed 747 (senere 884) m/s
Effektiv rækkevidde

23,2 mm penetration ved 90° 90 m[2]

18,8 mm penetration ved 90° 450 m[2]
Fødningssystem 5 skuds aftageligt boksmagasin
Svenske frivillige under Vinterkrigen med Boys panserværnsrifler
Træning
Amerikansk 2. verdenskrigsplakat med en britisk soldat der bærer på en Boys panserværnsriffel.

Rifle, Anti-Tank, .55in, Boys sædvanligvis kaldet "Boys Anti-tank Rifle" (Boys panserværnsriffel), var en britisk panserværnsriffel, som blev anvendt under 2. Verdenskrig. Den fik øgenavnet "elephant gun" af dens brugere på grund af dens størrelse og store kaliber.[3]

Der var tre hovedversioner af riflen. En tidlig model (Mark I) som havde en rund mundingsbremse og T-formet monopod, som fortrinsvis blev bygget af BSA i England, en senere model (Mk I*) fortrinsvis bygget af Jonathan Inglis i Toronto, Canada, som havde en firkantet mundingsbremse og en V-formet bipod, og en tredje model til brug for luftbårne styrker med et 30 tommers løb (762 mm) og ingen mundingsbremse. Der var også forskellige patroner, hvor en senere version gav bedre gennemtrængningskraft.

Selv om den var brugbar mod lette kampvogne i begyndelsen af krigen var Boys ubrugelig mod sværere panser og blev udfaset til fordel for PIAT midtveejs i krigen.

Design og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Skaberen af dette skydevåben var kaptajn H. C. Boys (den assisterende chef for Design) som var medlem af British Small Arms Committee og designer ved Royal Small Arms Factory, Enfield. Det blev oprindelig kaldt Stanchion; men blev omdøbt og opkaldt efter kaptajn Boys, som et tegn på respekt da han døde nogle få dage inden riflen blev godkendt til brug i november 1937.

Riflen blev fødet fra et femskuds magasin. Våbenet var stort og tungt med en bipod at the front and a separate grip below the padded butt.[4] For at mindske rekylet fra den store kaliber .55 patron var løbet monteret på en slæde og der var monteret en støddæmper på en bipod foruden en mundingsbremse på løbet. Boys-riflen var blevet lavet med talrige små skruer af blødt stål som var skruet ind i våbenet, hvilket gjorde reparation og vedligeholdelse til et mareridt for dem som skulle vedligeholde og reparere dem.[5]

Patronen var en tilpasning af .50 kaliber BMG med et tilføjet bælte, som afskød en 47,6 grams projektil. Ved introduktionen var våbnet effektivt mod let pansring (23,2 mm tykt) på 90 meters afstand.[2]

Der var to normalt anvendte patroner under 2. Verdenskrig: W Mark 1 (60 g AP med 747 m/s) og W Mark 2 ammunition (47.6 g AP projektil med 884 m/s). W Mark 1 kunne gennemtrænge 23,2 mm panser på 90 meters afstand, svarende til tykkelsen på frontpanseret på et halvbæltekøretøj eller panserbil, eller siden eller det bagudvendte panser på en let kampvogn. Senere under krigen blev der udviklet et kraftigere projektil, W Mark 2, som havde en kerne af tungsten og som havde en mundingshastighed på 945 m/s. Boys' riflens effektive afstand mod ikke-pansrede mål. såsom infanteri, var langt større.

Trods rekylslæden og gummi-dækket skulderstøtte blev rekylet (sammen med støjen og mundingsglimtet) beskrevet som rædselsvækkende, og forårsagede ofte hold i nakken og forvredne skuldre. Som følge heraf blev Boys-riflen næsten aldrig brugt som et fritstående våben - undtagen i nødstilfælde.[5]

Tjeneste[redigér | redigér wikikode]

Boys riflen blev brugt i begyndelsen af 2. verdenskrig mod let pansrede tyske kampvogne og køretøjer. Storbritannien leverede også et stort antal Boys panserværnsrifler til Finland i 1939-1940 under Vinterkrigen med Sovjetunionen. Våbenet var populært blandt finnerne, fordi det kunne bruges mod de sovjetiske T-26 kampvogne, som finnerne mødte i mange kampe

Selv om det var nyttigt mod tidlige tyske og italienske kampvogne under slaget om Frankrig og under Felttoget i Nordafrika, såsom Panzer I, Panzer II og tidlige modeller af Panzer III, betød tykkere pansring at Boys-riflen blev stort set ubrugelig som panserværns våben. En forkortet udgave blev udleveret i 1942 til brug blandt luftbårne styrker, og blev i begrænset omfang anvendt i Tunesien, hvor det viste sig fuldstændig ubrugeligt på grund af den reducerede mundingshastighed som følge af det afkortede løb.[6] Boys-riflens omdømme efter slaget om Frankrig var sådant, at den canadiske regering bestilte en træningsfilm: Stop That Tank!, fra Disney for at imødegå riflens forheksede ry..[7] Trods det blev den snart udskiftet med PIAT (Projector, Infantry, Anti-Tank) på de europæiske slagmarker i 1943, hvor det først blev brugt under Invasionen af Sicilien. Boys-riflen fandt nogen anvendelse mod bunkere, maskingeværreder og tyndt pansrede køretøjer, men blev hurtigt udskiftet i britisk og Commonwealth tjeneste af det amerikanske kaliber .50 Browning M2 maskingevær[8] da dette våben blev til rådighed i stort tal.

Med AP panserbrydende, API panserbrydende brand, og APIT panserbrydende brand og spor ammunition var Browning M2 lige så god til at bryde panser og mere ødelæggende når det antændte tyndt pansrede køretøjer end Boys-riflen og kunne også bruges som et effektivt antiluftskyts våben.[9] Selv det britiske Special Air Service, som gjorde megen brug af erobrede eller overskydende våben i deres jeeps og rekognosceringskøretøjer, slap hurtigt af med deres Boys-rifler til fordel for .50 Brownings M2 eller den italienske 20 mm Breda kanon.[kilde mangler]

Våbnet var standard i de britiske og Commonwealth styrker, som forsøgte at stoppe den japanske fremtrængen under Stillehavskrigen. I slaget ved Milne Bay viste riflen sig fuldstændig ubrugelig. Den kunne heller ikke stoppe japanske kampvogne i Malaya. Nogle beretninger hævder, at 1/14. Punjabi ødelæagde to lette japanske kampvogne ved en vejspærring.[6] Under slaget om Singapore hævder Cambridgeshire Regiment at Boys-riflen var meget velegnet til at lave huller i mure under gadekampe.

Det amerikanske Marinekorps købte canadiske Boys-rifler inden angrebet på Pearl Harbor. De blev i begrænset omfang anvendt af Marine Raiders mod fjendtlige bunkere og hjalp med til at skyde en vandflyver ned ud for Makin øen.[10] Den 1. amerikanske rangerbataljon var også udstyret med Boys-rifler, men de blev ikke anvendt i kamp. Det andre fem ranger bataljoner fik lov til at bruge Boys-rifler, men blev ikke udstyret med dem.

Boys-rifler blev anvendt af de lokale filippinske soldater i 2. verdenskrig under den japanske besættelse fra 1942-1945 og efter krigen fra 1945 til 1960'erne under Hukbalahap opstanden (1946–1954) og i det filippinske ekspeditionskorps til Korea under Koreakrigen (1950–1955).[kilde mangler]

Boys-riflen blev også brugt af den national-kinesiske armé under den anden kinesisk-japanske krig i både Kina og Burma.

I september 1965 beskød medlemmer af IRA den britiske patruljebåd HMS Brave Borderer med en Boys-riffel og beskadigede en af dens turbiner mens den var på besøg i Waterford i Irland.[11]

Brugere[redigér | redigér wikikode]

  • Storbritannien Storbritannien
  • Australien Australien
  • Canada Canada
  • Republikken Kina Republikken Kina
  • Føderationen Malaya Malaya
  • Republikken Congo Congo – nogle få blev brugt af congolesiske oprørere, muligvis leveret af Kina.
  • Finland Finland – som 14 mm pst kiv/37, under Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen.
  • Frankrig Frankrig - modtog en stor leverance i bytte for 25 mm panserværnskanoner.[12]
  • Nazi-Tyskland Nazityskland - rifler erobret efter evakueringen af British Expeditionary Force i Norge og Frankrig fik betegnelsen 13.9-mm Panzerabwehrbüchse 782(e) i tysk tjeneste.[13]
  • Grækenland Grækenland benyttet af den græske hær under den græske borgerkrig
  • Italien Italien - erobret under felttoget i Nordafrika.[14]
  • Irland Irland
  • Luxembourg Luxembourg
  • New Zealand New Zealand
  • Filippinerne Filippinerne – benyttet af den filippinske hær og politi i 2. verdenskrig under den japanske besættelse fra 1942 til 1945, i efterkrigstiden fra 1945 til 1960'erne, af den filippinske ekspeditionsstyrke i Korea (PEFTOK) under Koreakrigen fra 1950 til 1955 og under Hukbalahap opstanden fra 1946 til 1954.
  • Sovjetunionen Sovjetunionen - modtog 3.200 Boys-rifler gennem Lend-Lease.[15]
  • USA USA – benyttet af det amerikanske marinekorps i begyndelsen af 1942 på Filippinerne mod nedgravede infanteristillinger. Den blev også brugt af Marine Raiders.[13] Under Koreakrigen lånte Marinekorpset nogle Boys-rifler fra canadiske tropper, forstærkede dem og monterede kikkertsigter på dem. De blev brugt som langtrækkende snigskytterifler på eksperimental basis, hvor de afskød .50 BMG ammunition med dobbelt ladning. Disse rifler havde en rækkevidde på over 1,8 km.[16]

Monteret på køretøjer[redigér | redigér wikikode]

Boys-riflen blev nogle gange monteret på køretøjer såsom Universal Carrier, Humber LRC og Standard Beaverette panservogn.[12]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Huon, Jean (1988). Military Rifle & Machine Gun Cartridges. Ironside International, Inc.. s. 339–340. ISBN 0-935554-05-X. 
  2. ^ a b c , Boys Anti-Tank Rifle Mk.I, 1942, Small Arms Training, Volume I, Pamphlet No.5
  3. ^ p.18 Henderson, Jim 22 Battalion War History Branch, Department of Internal Affairs, 1958
  4. ^ Smith, Colin (2006). Singapore Burning. Penguin. s. 541. ISBN 978-0-14-101036-6. 
  5. ^ a b Dunlap, Roy F., Ordnance Went Up Front, Samworth Press (1948), p. 144
  6. ^ a b Weeks, John, Small Arms of World War II, New York: Galahad Press 1979), p. 91
  7. ^ "Walt Disney Goes to War". Life: s. 61. 31. august 1942. Hentet 20. november 2011. 
  8. ^ om end det ikke var "bærbart" da det vejede 38 kg uden trefod, 58 kg med trefod
  9. ^ Barnes, Frank C., Cartridges of the World, DBI Books, 1975, 1989, p.432: "En gennemgang af 2. Verdenskrigs amerikansk .50 caliber AP, API, og APIT ammunitionspecifikationer viser, at alle panserbrydende varianter af de amerikanske .50 BMG skulle anvendes for helt at gennembryde 7/8" (22,23 mm) hærdet stålplade panser på 90 meters afstand.
  10. ^ Rottman, Gordon US Marine Corps 1941–45 Osprey Publishing, 1995 p18
  11. ^ White, Robert Williams (2006). Ruairí Ó Brádaigh: the life and politics of an Irish revolutionary. Indiana University Press, p. 130. ISBN 0-253-34708-4
  12. ^ a b Bishop, Chris, The encyclopedia of weapons of World War II, illustrated edition, Publisher: Sterling Publishing Company, Inc.,Year: 2002, ISBN 1-58663-762-2, [1], p. 212
  13. ^ a b Bishop, Chris, The encyclopedia of weapons of World War II, illustrated edition, Publisher: Sterling Publishing Company, Inc.,Year: 2002, ISBN 1-58663-762-2, [2], p. 213
  14. ^ Pier Paolo Battistelli. Italian Soldier in North Africa 1941-43. ISBN 1780968558. 
  15. ^ Zaloga & Leland Red Army Handbook 1939–1945 Sutton 1998 p197 ISBN 0-7509-1740-7
  16. ^ Pegler, Martin, Sniper Rifles: From the 19th to the 21st Century, illustrated edition, Osprey Publishing, 2010, ISBN 1-84908-398-3, [3], p.55

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Dunlap, Roy F., Ordnance Went Up Front: some observations and experiences of a sergeant of Ordnance, who served throughout World War II with the United States Army in Egypt, the Philippines and Japan, including way stations. With comment and opinions on the many different small-arms in use by the forces engaged, Samworth Press (1948), LC Control No.: 48007125 (ISBN 1884849091 for R & R Books 1996)

Eksterne kilder[redigér | redigér wikikode]