Bruger:Allano/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Carl Kellner i 1853, 27-årig og to år før sin død

Carl Kellner (26. marts 1826 i Hirzenhain - 13. maj 1855 i Wetzlar) var en tysk opfinder og fremstiller af teleskoper og mikroskoper. Han opnåede først berømmelse efter at have opfundet sin kendte Kellner-okular. Hans udstyr blev leveret i hele Tyskland og udlandet og blev anerkendt i videnskabskredse for sin kvalitet. "Optische Institut" blev grundlagt af Kellner og var startskuddet til Wetzlars optiske industri. Dette værksted havde under Kellner op til 12 medarbejdere. I de knap seks år under hans ledelse blev omkring 130 mikroskoper og omkring 100 små og store teleskoper og kikkerter produceret. Gennem flere år arbejdede Kellner tæt sammen med sin ven Moritz Hensoldt, der grundlagde endnu en optikerforretning i Wetzlar. Kellner døde i en alder af 29 år i 1855 af lungetuberkulose, som han havde lidt af året før. Kort før sin død blev han tildelt guldmedaljen for fremragende arbejdsmæssige præstationer af Kongen af Preußen. Kellner var gift, men efterlod sig ingen børn. Efter Kellners død blev butikken videreført af hans tidligere medarbejder Friedrich Belthle (1828–1869). Efter dennes død 14 år senere blev butikken overtaget af Ernst Leitz og under navnet Leitz til en af de største mikroskopfremstillere og optikvirksomheder i verden. Efter en fission af koncernen hedder optikforretningen Leica Microsystems, og hovedsædet er som før i Wetzlar.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Kellner blev født den 26. marts 1826 i Hirzenhain, et sted i det vestlige Vogelsberg (Osthessen), der ligger omkring 60 km sydøstlig for hans senere arbejdsplads Wetzlar. Han var det andet af fire børn, en storebror Bruder Eduard (1824–1851) og to søstre, Mathilde og Wilhelmine. Hans mor var Johanna Elisabeth, født Rudersdorf (1792–1848), fra Haiger. Hans far Albert Philipp Kellner (ifølge anden kilde Georg Philipp Albrecht Kellner;[1] 1791–1865), født i Bendorf, var bestyrer af jernværket i Buderus i Hirzenhain. Han forfattede også en regnebog for forretningsfolk. Senere blev faren bestyrer af værket Oberndofer Hütte af Fürstlich Solms' i Braunfels, vest for Wetzlar. Carl Kellner tilbragte der sin skoletid og gik indtil 17. leveår til latinskole i Braunfels. Desuden blev han lærling hos mekanikeren (efter anden kilde: Messerschmied) Philipp Caspar Sartorius i Gießen, nabobyen øst for Wetzlar. Om han dertil fik matematikundervisning af grundlæggeren af Gießener Realschule Georg Stein (1810–1884), er kilderne ikke enige omkring. Dennes adoptivdatter Maria Werner blev senere hans kone[1][2][3][4]

Derudover rejste Kellner til Hamborg til A. Repsold & Söhne, en forretning der var kendt for sine meget værdifulde optiske, især astronomiske instrumenter. Varigheden af hans ophold bliver beskrevet forskelligt. Mens ældre kilder fra maj 1845 til slutningen 1846[5] henholdsvis fra 1845 til 1846[6] beretter, skriver nyere af fire måneder[4] eller fra 15. april til 15. august 1846.[1] Optikken lod Repsold andre fremstillere levere, de blev forbundet med egen mekanik. Her lærte Kellner sin fem år ældre ven Moritz Hensoldt af Sonneberg at kende. Yderligere flyttede Kellner tilbage til sine forældre, som nu boede i Braunfels og begyndte et selvstudie i optik. Ved eksperimenter afprøvede han teorier i optiklitteraturen. Hans bror Eduard, studerende i kameralvidenskab, hjalp ham med integral- og differentialregning. Kellners vigtigste interesse gjaldt astronomiske kikkerter. Han så muligheden i at forbedre den sfæriske aberration og fremstillede forkittede kikkertobjekter, som var overlegen over de tidssvarende tolinsede objektiver af Fraunhofer, Herschel og andre.[1][2] ”Forkittede” betyder, at optiske elementer forbindes med kit sådan, at der ikke er noget mellemrum imellem, så der ikke opstår nogen reflexion. Senest i 1847 beskæftigede Kellner sig med en væsentlig forbedring af tidens okular. Han skrev senere omkring sin tid under selvstudiet. Skabelon:Zitat Hans offentliggørelse af hans udviklede okular i et videnskabeligt tidsskrift i oktober 1849 gjorde det muligt for ham at starte en succesfuld virksomhed, selv om han ikke havde nogen formel lære som optiker eller mekaniker. I slutningen af sit skrift skriver han: Skabelon:Zitat Den nævnte ven er Moritz Hensoldt, som udførte mange mekaniske arbejder for ham.

miniatur|hochkant|Gravsten af Carl Kellner i Rosengärtchen i Wetzlar Den 27. december 1852 giftede Kellner sig med sin tidligere lærer Steins adoptivdatter, Maria Werner (1830-1881).[3] De begge havde kun et barn, en søn, født den 13. april 1854, som kun overlevede en dag. På dette tidspunkt led Kellner allerede af lungetuberkulose. Der var ikke nogen kur imod den. I starten af 1855 oplevede han tildelingen af ”guldmedajle for fremragende, arbejdsmæssige præstationer” af den preußiske konge”. I en alder af 29 år døde han den 13. maj 1855.[1][2][4] Han blev begravet på den i dag åbne kirkegård Rosengärtchen. Hans gravsten er betegnet.

Virke[redigér | redigér wikikode]

Kellner-okular[redigér | redigér wikikode]

Den mest kendte nyudvikling af Kellner er hans okular, som han udviklede til kikkerter og mikroskoper, og som senere blev omdøbt til Kellner-okular efter ham.

Kellners okular til sammenligning
Tegning af Kellners offentliggørelse: Strålegang i Huygens-okular med den forårsagede hvælving af billedet. Strålerne kommer fra venstre (fra objektivet) gennem feltlinsen (1) for at danne mellembilledet (a b). Dette bliver bøjet af feltlinsen: Stråler der kommer fra et punkt af enden af synsfeltet, forener sig til et punkt i mellembilledet (vist ovenover) som sådanne i midten. Øjelinsen (2) er ikke i stand til at udligne hvælvingen. Bag okularet, altså til højre, følger øjet.
Skema over et Ramsden-okulars. Mellembilledet (dobbelte lodrette linje) er ”foran” feltlinsen.
Kellner-okular. Efter mellembilledet kommer den bikonvexe feltlinse und til højre kommer det akromatiske linsepar som øjelinse.

Fysik[redigér | redigér wikikode]

Astronomiske kikkerter og typiske (såkaldte sammensatte) lysmikroskoper har en todelt billedgengivelse. Objektivet viser et forstørret Zwischenbild, som gennem okularet bliver forstørret for anden gang. Okulare som på daværende tidspunkt blev anvendt i kikkerter og mikroskoper, viste hvælvede billeder, dette betød, at ved et fladt præparat kunne enten midten eller randen blive skarpt indstillet, men ikke begge dele samtidigt. Dette billedfeltshvælving kunne med Kellners okular blive stærkt formindsket, sådan at betragteren kunne opleve et stort uforvrænget billede. Kellner benævnte denne opfindelse for "orthoskopisk", altså for rigtigt seende okular.[7] Okularer bestod på Kellners tid af to enkelte linser, af øje- og feltlinse. De var enten Huygens-okular (hos Kellner "astronomiske dobbelokularer af første klasse") eller som Ramsden-okular (hos Kellner „dobbelokular af anden klasse“) udført (se også billeder). Kellner skabte også en ny type, som betragtes som en udvikling af Ramsden-okularet,[8] hvor hos begge, at mellembilledet befinder sig ved den første linse, mens det hos Huygens-okularet opstår mellem begge linserne. Kellner erstattede Ramsden-okularets øjelinse med ringere farvestyrke, en akromat, så der i alt blev brugt tre linser. Feltlinsen var en bikonveks samlelinse, hvis brændvidde befandt sig som øjelinsepar.[2][7] I dag benyttes en anden konstruktion som betegnes orthoskopisk okular, som indeholder et led af tre enkeltlinser og var udviklet af Ernst Abbe (1840–1905).[8][9]

Udvikling og vejen til offentliggørelse[redigér | redigér wikikode]

Den ældste henvisning til Kellners nyudviking blev fundet i et brev af ham af den 1. december 1847. I efteråret 1848 besluttede han at udgive sine resultater i et selvstændigt værk, altså ikke som tidsskriftsbidrag. Han ønskede at få sig et godt ry, som skulle lette hans arbejdsmuligheder. I marts 1849 skrev han derfor til forlæggeren Vieweg i Braunschweig, som først foreslog et tidsskriftsbidrag, før han indvilligede, formodentlig efter at Justus von Liebig, på denne tid indehaveren af lærepladsen i kemi ved det nærværende Universitet Gießen, gik ind for Kellner. Vieweg foreslog Kellner at flytte virksomheden til Braunschweig, hvilket af økonomiske årsager ikke kunne lade sig gøre. Udover det foreslog han Kellner at sætte mikroskopbyggeriet i centrum frem for med kikkerten. I starten af 1849 bad Kellner Hensoldt at flytte til Wetzlar, fordi han havde en fremragende håndskrift hvilket kunne renskrive et manuskript for Kellner. Hensoldt kom i begyndelsen af juli, den 18. måned var manuskriptet trykkeklar og blev sendt til forlaget.[2][4] I slutningen af oktober blev "det orthoskopliske okular, en nyopfundet akromatisk linsekombination, som gjorde den astronomiske kikkert, med indbygning af det dialystiske rør og mikroskopet afhængigt ved et stort synsfelt, en fuldkomment ukrummet, perspektivisk, hele udvidelsen efter et skarpt billede og fjernet".[7] Kellner betegner sig selv som "Optiker af Wetzlar". Hensoldt, "Mekaniker", bestemte over et tillægspapir "Zur Kenntnis der genauen Prüfung der Libellen oder Niveau’s" bei.[2]

Offentliggørelsens indhold[redigér | redigér wikikode]

Forsiden af "orthoskopischen Oculars"[7]
Inhaltsverzeichnis des „orthoskopischen Oculars“ von Carl Kellner
Vorrede. S. V
Einleitung. S. 1
I. Das Ocular. S. 8
Mängel des astronomischen Doppeloculars erster Klasse. S. 9
a. Das krumme Bild. S. 9
b. Die Perspective der Bilder. S. 11
c. Coincidenz des Strahlenkegels in der Achse dieses Oculars. S. 12
d. Der blaue Rand des Gesichtsfeldes. S. 14
Nachtheile des Doppeloculars zweiter Klasse. S. 15
Beugungs-Erscheinungen beim Sehen durch Oculare überhaupt. S. 16
Das orthoskopische Ocular. S. 18
II. Das Objectiv. S. 21
a. Der ältere Achromat oder das gewöhnliche achromatische Objectiv. S. 21
b. Der neuere Achromat oder das dialytische Objektiv. S. 31
Nothwendig zu berücksichtigende Umstände beim Gebrauch optischer Instrumente. S. 34
An die Männer der Wissenschaft. S. 45
Preis-Verzeichnis. S. 48
Anhang. Ueber die Kenntniß und Prüfung der Libellen von M. Hensoldt, Mechaniker. S. 51

Det knap 70-siders hæfte[10] begynder med et tosiders-monolog (se også citat ovenover), hvor Kellner takker sine forældre og ven Moritz Hensoldt og i flotte ord beskriver sin trang til at hylde videnskaben og bidrage til den. Den efterfølges af en syvsiders indledning over fordele og historie over optikken, især over udviklingen i de forrige årtier, før at hoveddelen med en afhandling over okular og dens mangler står der. Udførligt skriver han om problemerne med ”astronomisk okular af første klasse”, som er Huygens-okularet. Han beskriver blandt andet om ”det krumme billede” (billedefeltskrumning) og de deraf resulterende ødelæggelser af billedet af kanten af synsfeltet. Derudover skriver han om fejlene af ”dobbelokularet af anden klasse” udviklet af Ramsden og betydeligt forbedret af Frauenhofer“. Kellner skriver derudover: „dette okular bliver i almenheden kendt for sine gode egenskaber, dog er den bagefter okularet af første klasse.” og ”manglerne ved dette okular er hovedsagen ved det forrige”. Efter en omtale af bøjningssymptomerne kommer han til sidst til det udviklede ”orthoskopiske”, i dag kaldet Kellner-okular. Der beskriver han udførligt die fordele, der er for brugeren, men ikke hvordan okularet konkret er bygget. Sådan var teksten til brugeren af interesse uden at røbe fabrikshemmeligheder, som kunne være brugbare for konkurrenter.[1] Denne tekst begynder således: Skabelon:Zitat Så går han ind på, at det plager ham, hvis læserne får det indtryk af, at okularet ville består af flere enkeltstående linser. Dette ville have som konsekvens, at enhver refleksion ved glas-jord-grænsen vil opstå, hvorved billedets lyshed vil aftage. Til det bemærker han: Skabelon:Zitat For den erfarne læser viser sig dog, at de to linser må være fastspændt sammen for at opfylde betingelsen. Det fortælles dog ikke, om det er øjelinsen eller feltlinsen, også kaldet kollektivlinsen, som det handler om. Så antog P. Harting i 1866 på forkert vis: ”Ifølge Kellner (Das orthoskopiske okular, en nyopfundet akromatisk linsekombination osv. Braunschweig 1849) består det nederste glas af okularet, dvs. også det bikonvekse okular, af to forbundne linser.“[11] Efter udførlig beskrivelse af det okulars fordele i listeform med ni punkter afslutter Kellner afsnittet om sit okular med: Skabelon:Zitat Der følger således en lige så stor afhandling over objektiver, deres opbygning og mulige forsøg på kvalitet. Dette afsnit har ikke nogen fast forbindelse til Kellners okular, det viser dog sagkundskabet hos forfatteren. Yderligere følger et afsnit over brugen af optiske instrumenter, som ”skulle vise den ukyndige vejen, så den via sine kræfter kunne lære om de fordelagtigste anvendelser af de nævnte instrumenter.” Kellner slutter med den ovenover nævnte appel til ”videnskabens mænd”, med det følgende stykke: Skabelon:Zitat Passende til forretningsåbningen er der en pristavle for okluarer, kikkertobjektiver og hele kikkerter og en bestillingsbrochure, før Moritz Hensoldts appendiks begynder.

Optagelse og videre udviklling[redigér | redigér wikikode]

mini|Moderne Kellner-okular Kellners okulare fandt hurtigt anerkendelse i videnskabskredse. For eksempel roste Carl Friedrich Gauß en Kellnersk okular i et brev: Skabelon:Zitat Optik-lærebøger fra det 20. og 21. århundrede skriver, at Kellners okulare typisk anvendes i fjernglas eller bestemte teleskoper og lidt forstørrede mikroskoper, men sjældent som almindelige mikroskoper.[12][13][9] Kellners okulare hørte indtil anden halvdel af det 20. århundrede til grundudrustningen af mange fritidsastronomer, da de ved acceptable bygninger var billiger. Desuden blev Kellner-okulare brugt i kikkerter.[14] Også i det 20 og 21. århundrede fandt og finder Kellner-okulare i mikroskoper stadig anvendelse som målingsokulare.[1][15] Tilsvarende bliver de også omtalt i nyere lærebøger.[9][16][17]

Kikkertobjektiver[redigér | redigér wikikode]

Kellner var til at begynde med interesseret i teleskoper frem for mikroskoper. Hans okular kunne indsættes i begge. Parallelt til sine opgaver med okularet beskæftigede han sig med forbedringer med kikkertobjektiver. Gennem beregninger og eksperimenter lykkedes det ham at formindske sfæriske und kromatische Aberration. Hans objektiv med forkittede linser tillod betydeligt højere forstørrelser i sammenligning med akromatiske teleskoper. Sammen med sit okular kunne et større synsfelt blive set. Ideen med at forkitte objektivlinser kom oprindeligt fra Hensoldt. For at fremstille flere kikkerter manglede der en vis mængde optiske glas, derfor bad han Hensoldt i 1847på hans vej fra Hamborg i det hjemlige Sonneberg hos Friedrich Körner (1778–1847) i Jena Kron- und Flinteglas at købe ind for ham. Kellner ville gerne have fremstillet teleskopobjektiver efter beregning. Dette var dog ikke muligt for ham. Også at forsøge og fejle ved de optiske elementer var påkrævet i dette tilfælde.[1]

Virksomhedsgrundlæggelse i Wetzlar[redigér | redigér wikikode]

Kellners mikroskop Nr. 79.
Kellners mindre stativ. Dette 79. mikroskop fra værkstedet blev i 1854 bygget og lige efter forretningsbøgerne den und 3. juli 1854 sendt til Prof. Dr. Wernher in Giessen. (Formodentlig af Adolph Wernher). Den kostede 50 Taler og 10 Silbergroschen.

Kellner og Hensoldt besluttede sig allerede for i deres fælles tid i Hamborg at grundlægge en virksomhed. Mens Kellner studerede videre hjemme hos forældrene, blev Hensoldt ved Repsold. Ud fra deres brevveksling lyder det, at de overvejede at bosætte sig i Frankfurt am Main og Mainz. Dette viste sig dog at være for dyrt. Til sidst blev Hensoldts hjemby Sonneberg valgt. Det ligger syd for Thüringen, ved grænsen til Bayern og nær det frankiske Coburg.[2] Allerede tidligt på året 1848 flyttede Kellner til Sonneberg, efter et kort ophold boede han allerede i juli i Wetzlar. Her var hans søster Mathilde gift med en rig købmand, Johann Hinckel (1814–1874), som støttede Kellner økonomisl. De tog et af Kellners kikkerter med til USA. En fælles ven var så glad for udstyret, at han bød Kellner om at producere yderligere et. I starten var Kellner den eneste arbejder i værkstedet. Samarbejdet med Hensoldt fortsatte, da Kellner sendte linsekombinationer til Sonneberg, mens Hensoldt arbejdede med mekanik. Kellners mor døde efter lang tids kamp med lungesygdom d. 2. december 1848.[2][4][18][1] Allerede i tidlig sommer 1849, kort før Hensoldts månedlange ophold i Wetzlar fra den 1. juli, lejede Kellner et større værksted i den tidligere reformerede præstehus i Jäcksburg for 45 daler om året. Den egentlige virksomhedsgrundlæggelse af det ”optiske institut” skete d. 15. juli 1849. Hensoldts tilstedeværelse var påkrævet, da han havde afsluttet en uddannelse modsat Kellner. Kellner var trods det den eneste ejer. Han håbede på bekendtskaber og succes ved offentliggørelsen af hans okular under samme efterår, men planlægninger var pga. den politiske omvæltning svært og Kellner og Hensoldt ville flytte til Amerika i tilfælde af større problemer. Hensoldt kunne godt lide at bo i Wetzlar, men flyttede den 25. november tilbage til Sonneberg. Der var få ordrer at imødekomme. Forretningen kunne kun fortsætte pga. understøttelse fra svigerfarem. Det officielle navn var af den grund „Optisches Institut Johannes Hinckel“, først bagefter dukkede Kellner frem i forretningsnavnet. Kellners far, fra efteråret 1849 pensioneret, flyttede med den yngre datter Wilhelmine til Wetzlar, boede også i det tidligere præstehus og førte regnskab for sønnen.[2][4][1] Hensoldt og Kellner blev venskabeligt forbundet. I breve til Hensoldt fortæller Kellner, at efterspørgslen af mikroskoper er stor, mens den efter astronomiske kikkerter er meget lille. I de fundne dokumenter af Kellner er den første levering af ”Mykroskop-Ocular” d. 22. december 1849 mærket, den blev bestilt af apotkeren og naturforskeren i Bremen Georg Christian Kindt, der allerede i januar 1850 bestilte yderligere et.[2]

Fra kikkerter til mikroskoper[redigér | redigér wikikode]

I en brevkorrespondance med forlæggeren Vieweg før offentliggørelsen af hans okularskrift foreslog denne Kellner også at tilbyde mikroskoper. Kellner skrev allerede 13. juni 1949, at hans hovedfokuspunkt lidt efter var rettet mod kikkerter. Selv hvis han havde kendt til mikroskopets teori, manglede han alligevel praktisk erfaring. Kellner koncentrerede sig om at udfylde disse huller. Den 24. november samme år skrev han til Vieweg: Skabelon:Zitat Kellner havde allerede under sin i tid i Braunfels beskæftiget sig med mikroskopobjektiv, men måtte opgive dette, da der ikke var noget mikroskopstel til rådighed. Udgangspunktet for hans nye arbejde var et selvudviklet kikkertobjektiv, hvorved han forkortede brændvidden og forstørrede åbningen. Hans objektiver med middelstor forstørrelse havde en dobbelt-forkittet frontlinse og bagved to linsepar. Hver af de tre dele var i sig selv akromatisk, den sfæriske aberration blev især korrigeret i de bageste dele. Disse objektiver hørte til de bedste, som kunne skabes på den tid. De højst opnåelige numerisk Apertur lå ved 0,60. Dagens standard-40x-Objektive har en numerisk apertur på 0,65.[1] Den første levering af et mikroskop fra det optiske institut er i leveringsbogen fra 9. maj 1851. Den gik til en præst ved navn Duby i Genf, den blev senere returneret og i april 1852 blev den solgt til botaniker Gottlob Ludwig Rabenhorst i Dresden.[2][4]

Økonomisk udvikling[redigér | redigér wikikode]

mini|Celleforskeren Schleiden, en af modtagerne af Kellners mikroskoper Utallige professorer ved det nære universität Gießen var opført i Kellners bogføringer. Af denne nærhed profiterede Kellner også af ideer i praksis. Mens den finmekaniske opførelse af mikroskoper og kikkerter i sammenligning med de franske og engelske konkurrenter manglede, hørte optikken til de bedste. Udstyret lå langt væk, som ved Matthias Jacob Schleiden i Jena, til Albert von Koelliker i Würzburg, til Justus von Liebig, som flyttede fra Gießen til München og til Tübingen til Hugo von Mohl.[2] En særlig støtter af værkstedet var Theodor von Bischoff, på denne tid professor i anatomi og fysiologi var universitetet Gießen. I Kellner leveringsbøger er der dokumenteret syv mikroskoper, som gik til Bischoff. Bestillinger fra flere professorer fra Gießen er også takket være hans ros. Yderligere var der otte videnskabsfolk fra Marburg og seks fra Würzburg, herunder også Albert von Koelliker, Franz von Leydig og Rudolf Virchow.[4] Værkstedet var fra efteråret 1850 propfyldt, dets produkter kunne vise sig imod andre førende mikroskopproducenter som Simon Plössl i Wien, Friedrich Wilhelm Schiek i Berlin, Georg Oberhäuser und Charles Chevalier in Paris. Carl Zeiß havde faktisk i 1846 åbnet sit værksted i Jena, men producerede først i 1857 sammensatte mikroskoper. Fra starten af havde Kellner, også pga. værkstedsudvidelser og personalekomkostninger ofte finansielle problemer, hvor svogeren Johann Hinckel hjalp til. En forfatter skriver, at hovedårsagen til finansproblemer var Kellners kone ødselstrang,[1] uden dog at nævne, hvor informationen kom fra. Kellner forsøgte i 1850 og 1851 i breve til Hensoldt at ham til at flytte til Wetzlar. Til sidst kom han fra 27. juni 1851 til 12. juni 1852 for så at flytte tilbage til Sonneberg. Hensoldts oldebarn Christine Belz-Hensoldt og hendes medforfatter formoder, at grunden til hans tilbagevenden var, at „følte sig trængt op i en krog af den rene mekaniker“, hvilket han ikke var og ikke ville være. Kellner fokuserede til gengæld på optikken. Efter nogle breve forsvandt kontakten imellem dem, muligvis fordi Hensoldt selv ville bygge mikroskoper.[2][4][1]

Produktion[redigér | redigér wikikode]

I de seks år før sin død fremstillede Kellners værksted omkring 130 mikroskoper, som også blev leveret til Østrig, Holland, England, Sverige og Norge, ligesom mindst fem store astronomiske teleskoper og nogle små kikkerter. Kellner havde op til tolv hjælpere og lærlinge.[19][3] Det nøjagtige tal over de producerede varer skelnes mellem de forskellige forfattere, selv om de alle har del i Kellners leveringsbøger. Ifølge Berg blev i 1852 28 mikroskoper leveret, i 1853 allerede 39, i 1854 50, mens tallet gik tilbage til 44 i 1855.[2] Ifølge Belz-Hensoldt er der følgende tabel og grafik:[4]

År Okulare Kikkerter Mikroskope
1850 20 2
1851 22 33 3
1852 8 36 27
1853 4 15 36
1854 13 1 42
1855 10 34

Skabelon:Graph:Chart

Skabelon:Absatz Ved siden af enkeltstykker, som blev tilpasset kundekrav, blev mikroskoper også produceret i rækkevis: Skabelon:Zitat ‚System‘ eller ‚linsesystem‘ var i det 19. århundrede en betegnelse for objektiver, der var sammensat af flere linser og af de angivne forstørrelser og samlede forstørrelser af okular og objektiv. Men indtil det 20. århundrede var det normalt, at for at ændre forstørrelsen at ikke kun objektivet, men også okularet blev udskiftet. Ved sammenligning med nutidens mikroskoper skal man tage hensyn til, at Kellner udelukkende producerede tørobjektiver, altså sådanne der blev brugt uden immersionsvæske. Dagens tørobjektiver har som regel en forstørrelse på op tik 40 gange eller mindre, så de i kombination mit en typisk 10 gange forstørrelsesokular en forstørrelseseffekt på 400 gange får.

Heutige Trockenobjektive haben in der Regel eine Vergrößerung von 40-fach oder weniger, so dass in Kombination mit einem typischen 10-fach vergrößernden Okular eine Gesamtvergrößerung von 400-fach erreicht wird. Ved optimal belysning med kondensor kan der med de bedste tørobjektiver (numerisk apertur 0,95) fås en opløsning på knap 300 nanometer. Af de 108 til årsslutningen 1854 udleverede mikroskoper hørte 22 til mellemstor eller stor slags.[4] Sammensætningen, position og form af de optiske elementer i Kellners insturmenter blev udregnet på videnskabelig basis af ham i forvejen for at mindske den kromatiske aberration og sfæriske aberration. Hans kammerat og efterfølger Belthle beskrev ”at Kellner efter nøjagtig forklaring udregnede den brydnings- og spredningsforholdene for radierne til den første tilnærmelse af hans første objektiver og kom af med den udskydende rest”“.[4]

Kvaliteten af Kellners instrumenten[redigér | redigér wikikode]

I de få år mellem butiksåbningen den 15. juli 1849 og begyndelsen på hans sygdom i 1854, som den 13. maj 1855 endte med døden, lykkedes det Kellner at fremstå som en af hovedmændene bag produktionen af optisk udstyr. Dette lader sig indirekte forklare ud fra listen over betydelige kunder, hvoraf nogle er nævnt ovenover for. Dette bliver også nævnt i literatur fra den tid. Pieter Harting, som i 1859 skrev en flere hundrede sider lang lærebog over mikroskopie, og han nævnte også Kellner. Her er beretningen om Kellner i den anden udgave fra 1866, som også findes i første udgave:Skabelon:Zitat „Das Mikroskop und seine Anwendung“ af Leopold Dippel udkom i 1867, altså tolv år efter Kellners død, derfor nævnes kun mikroskoperne af efterfølgeren Belthle. Afsnittet begynder dog med en omtale af Kellner: Skabelon:Zitat

Das große Mikroskop für von Bischoff[redigér | redigér wikikode]

[[Datei:Theodor Ludwig Wilhelm von Bischoff2.jpg|mini|Theodor Ludwig Wilhelm von Bischoff (1807–1882)]] Kellner planlagde i 1851 at flytte virksomheden til Gießen, hvor Bischoff var hans vigtgiste akademiske rådgiver. Det blev dog ikke til mere. Bischoff skulle også hjælpe Kellner med produktionen af et stormikroskop, hvis byggelse ikke blev til noget. Kellner skrev derom til Hensoldt: For nogle dage siden har jeg rækket professor Dr. Bischoff i Gießen Skabelon:Zitat Von Bischoff havde sammen med Justus Liebig organiseret beløbet på 1500 dalere. Yderligere detaljer over projektet er ikke kendt, det er ikke blevet til et byggeri.[1] Det bemærkes, at den fysikaliske begræsning af opløsningen og diffraktion ikke var kendt på Kellners tid. Den maksimale opløsning blev først et par årtier opnået via tekniske forbedringer.

Kellners slægtsskab og arv: den optiske industri i Wetzlar[redigér | redigér wikikode]

Kellners mor Johanna Elisabeth (1792–1848), født Rudersdorf, var det yngste af ti børn: hun havde tre søstre- Den ældste, Catharina Elisabeth (1777–1828), fra 1810 gift med Johann Philipp Neumann (1783–1852), var mor til Katharina (1813–1893), gift med Peter Seibert (1813–1870). Katharina igen var mor til brødrene Wilhelm og Heinrich Seibert. Den anden søster Katharina Jakobina (1786–1850), giftede sig i 1807 med Abraham Engelbert (1784–1827). Deres søn varLudwig (Louis) Engelbert (1814–1887). Den tredjeældste søster hed Sara Philippine Helene (1789–1856). Sie giftede sig i 1816 med Jacob Ohlenburger (1787–1863), og deres datter Christine (1829–1903) blev i 1854 die ægtefælle til Moritz Hensoldt.[20][4]

Før sin død talte Kellner med sine vigtigste medarbejdere og fætter om sine erfaringer med snedkermesteren Ludwig Engelbert og fætteren, og skrev sine indsigter op for at bevare virksomheden. Kellner udnævnede Engelbert til værksleder og denne overtog driftsledelsen under Kellners sygdom og efter hans død 13. maj 1855, indtil Kellners enkes bryllup med Friedrich Belthle (1828–1869) d. 6. december 1856. Belthle havdde i november 1853 udfærdiget metalarbejder for Kellner og var fra 8. februar til 28. april og igen fra 20. juni 1855, fem uger efter Kellners død d. 13. maj, medarbejder i værkstedet. Nu overtog han værkstedet på bekostning af hans kone. Med en årlig produktion på omkring 70 mikroskoper kunne Belthle sikre virksomheden. Den optiske kvalitet blev vurderet forskelligt af folk på den tid, fra ”fra de bedste af Kellner eller næsten ligeså“[21] og „…for de fine histiologiske undersøgelser udmærket ……… og ikke overtruffet af nogen af de ligeså stærke systemer“[22] til „at stå tilbage for styrke og klarhed af billedet bag sin vorgænger“[23]. Nytårsdag 1864 trådte Ernst Leitz ind i firmaet. I 1865 blev han parthaver og i 1869 alene indehaver. Også firmaet blev omdøbt til Leitz og fulgte med en af de største producenter i verden. De to efterfølgerfirmaer Leica Microsystems og Leica Camera har stadig hovedsæde.[2][19][3][6][1] Engelbert tog afsked med værkstedet efter Kellners enkes bryllup og grundlagde derefter sit eget værksted i nærheden af Oberndorf. I 1861 begyndte han et sammenarbejde med Hensoldt, som i 1865 blev afsluttet, hvorefter begge flyttede deres værksteder til Wetzlar. Engelbert solgte sit udstyr til sin død i 1877 under „Engelbert und Hensoldt“. Hans søn Fritz begrænsede sig til mikroskopobjektiver og okularer.[2] Hensoldt specialiserede sig i geodætiske instrumenter. Han døde d. 10. oktober 1903. Under sine sønner Waldemar og Karl tog Hensoldt-Werke sig en stor optur. De er som Carl Zeiss Sports Optics i dag som før i Wetzlar.[2][3] Også optikfirmaet i Wetzlar W. & H. Seibert går tilbage til Kellners optiske institut. Grundlæggerne brødrene Wilhelm (* 1840) og Heinrich Seibert (* 1852). Deres mor var niece til Kellners mor og havde som ung levet seks år hos Kellners forældre. Hun boede under kummerlige forhold, og Kellner lovede at uddanne hendes sønner. I 1854v begyndte Wihelm et arbejde i en virksomhed, efter Kellners død gjorde Heinrich det også..[2][6] Flere optikvirksomheder slog sig ned i Wetzlar i årenes løb. Hertil hører Wilhelm Will og efterfølgeren Helmut Hund GmbH, Minox og Wilhelm Loh KG Optikmaschinenfabrik. Wetzlar var indtil opløsningen af Det tysk-romerske Rige i 1806 sædet for Rigskammerretten, den højeste domstol i riget og som sådan skueplads af Goethes berømte „Die Leiden des jungen Werthers“. I midten af det 19. århundrede truede Wetzlar med sine kun 5000 indbyggere at blive ukendt. Udviklingen af den optiske industri hjalp byen til ikke at gå ud i glemsomheden.[6]

Hæder[redigér | redigér wikikode]

  • Guldmedalje for fremragende erhvervspræstationer, stiftet af den preußiske konge og uddelt af ministeren for handel, erhverv og offentlige arbejder, 1855[24]
  • Wetzlar udnævnte i starten af det 20. århundrede den nye Karl-Kellner-Ring efter ham.[5]
  • Enhedsskolen i Braunfels, Carl-Kellner-Schule, er opkaldt efter ham.[25]

Indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Som grundlægger af den optiske industri i Wetzlar og af en virksomhed, som fra slutningen af det 19. århundrede som „Ernst Leitz Wetzlar“ til verdensmarkedsførende blev, var Kellner en kendt optiker på sin tid. Tilsvarende gælder for flertallet af biografier om Ernst-Leitz-Werke og familien. Den ældste biografi[5] stammer fra Julius Hinkel, barnebarnet til Kellners svoger, og blev udgivet i Wetzlars historieforening.[1] Alexander Berg skrev i anledning af hundredeåret for opståen af Leitz-Werke, beregnet du fra den officielle grundlæggelse af Kellners optiske institut, i 1949 en 120-siders bog, i hvilket et af kapitlerne omhandler Kellner.[6] For hundredeåret for Kellners død skrev han en brochure udelukkende om Kellner, der blev udgivet af „Optischen Werken Ernst Leitz in Wetzlar“.[2] I 2010 blev der udgivet en bog om Ernst Leitz I, der blev udgivet af hans oldebarn Knut Kühn-Leitz. Også her er der et kapitel omhandlende Kellner.[4] Den blev bl.a. skrevet af Christine Belz-Hensoldt, et oldebarn af Moritz Hensoldt og også af oldegrandniece til Carl Kellner. Allerede tre år før havde hun udgivet en anden udgave af brevene fra Kellner til Hensoldt.[26] Disse fra Hensoldt til Kellner er ikke med. Derudover er Kellner også med i temaer om mikroskopiens historie i forskellige firmaer.[1][15]

Literatur[redigér | redigér wikikode]

  • Alexander Berg: Carl Kellner. Zum hundertsten Todestag des Begründers der optischen Industrie in Wetzlar. Als Gedenkschrift zum hundertsten Todestag ihres Begründers herausgegeben von den optischen Werken Ernst Leitz in Wetzlar. Bearbeitet von Dr. med. habil. et phil. Alexander Berg, Hildesheim, 1955. S. 7–25.
  • Skabelon:BibISBN
  • Christine Belz-Hensoldt, Gerhard Neumann: Carl Kellner und das optische Institut. In: Ernst Leitz I Vom Mechanicus zum Unternehmer von Weltruf. Lindemanns Verlag, Stuttgart 2010, ISBN 978-3-89506-287-2, s. 44-62.

Weblinks[redigér | redigér wikikode]

Einzelnachweise[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q Skabelon:BibISBN
  2. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s Alexander Berg: Carl Kellner. Zum hundertsten Todestag des Begründers der optischen Industrie in Wetzlar. Als Gedenkschrift zum hundertsten Todestag ihres Begründers herausgegeben von den optischen Werken Ernst Leitz in Wetzlar. Bearbeitet von Dr. med. habil. et phil. Alexander Berg, Hildesheim, 1955. S. 7–25.
  3. ^ a b c d e Siegfried RöschKellner, Carl. I: Neue Deutsche Biographie (NDB). Bind 11, Duncker & Humblot, Berlin 1977, ISBN 3-428-00192-3, Side 475 f. (Digitalisering).
  4. ^ a b c d e f g h i j k l m n Christine Belz-Hensoldt, Gerhard Neumann: Carl Kellner und das optische Institut. In: Ernst Leitz I Vom Mechanicus zum Unternehmer von Weltruf. Lindemanns Verlag, Stuttgart 2010, ISBN 978-3-89506-287-2, s. 44-62.
  5. ^ a b c Julius Hinckel: Carl Kellner, der Begründer der optischen Industrie in Wetzlar. In: Mitteilungen des Wetzlarer Geschichtsvereins. 3, 1910, s. 71-80.
  6. ^ a b c d e Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet hundert
  7. ^ a b c d Carl Kellner: Das orthoskopische Ocular, eine neu erfundene achromatische Linsenkombination, welche dem astronomischen Fernrohr, mit Einschluss des dialytischn Rohrs, und dem Mikroskop, bei einem sehr großen Gesichtsfeld, ein vollkommen ungekrümmtes, perspektivisch richtiges, seiner ganzen Ausdehnung nach scharfes Bild ertheilt, so wie auch den blauen Rand des Gesichtsraumes aufhebt.. Friedrich Vieweg und Sohn, Braunschweig 1849 (Zwei Exemplare sind bei Google Books online verfübar: eins, zwei).
  8. ^ a b Horst Riesenberg: Optisches System des Mikroskops. In: Handbuch der Mikroskopie. 3. udgave. VEB Verlag Technik, Berlin 1988, ISBN 3-341-00283-9, s. 100-101.
  9. ^ a b c Eugene Hecht: Optik. 5. Auflage udgave. Oldenbourg, München 2009, ISBN 978-3-486-58861-3, s. 350-351.
  10. ^ Kellner, Das orthoskopische Ocular, 1849, S. 49
  11. ^ P. Harting: Das Mikroskop. Theorie, Gebrauch, Geschichte und gegenwärtiger Zustand desselben. Band 3. 2. Auflage udgave. Friedrich Vieweg und Sohn, Braunschweig 1866, s. 190.
  12. ^ Francis A. Jemkins, Harvey E. White: Fundamentals of Optics. Third edition udgave. McGraw-Hill Book Company, Inc., New York 1957, s. 183.
  13. ^ W. Burrells M.R.I.: Microscope Technique. Fountain Press, London 1977, ISBN 0852425112, s. 86.
  14. ^ Rolf Riekher: Fernrohre und ihre Meister. 2. Auflage, Verlag Technik, Berlin 1990 ISBN 3-341-00791-1 S. 246.
  15. ^ a b Wolfgang Gloede: Vom Lesestein zum Elektronenmikroskop. VEB Verlag Technik, Berlin 1986, ISBN 3-341-00104-2, s. 137.
  16. ^ Jörg Haus: Optische Mikroskopie Funktionsweise und Kontrastierverfahren. John Wiley & Sons, 2014, ISBN 978-3-527-41286-0, s. 63 f. (Skabelon:Google Buch).
  17. ^ Skabelon:BibISBN
  18. ^ Alexander Berg: Carl Kellner. Zum hundertsten Todestag des Begründers der optischen Industrie in Wetzlar. Als Gedenkschrift zum hundertsten Todestag ihres Begründers herausgegeben von den optischen Werken Ernst Leitz in Wetzlar, Hildesheim, S. 48.
  19. ^ a b Rolf Beck: Die Leitz-Werke in Wetzlar. Sutton Verlag GmbH, Erfurt 1999, ISBN 978-3-89702-124-2, s. 9.
  20. ^ Siegfried Rösch.: Frühgeschichte und Genealogie der Wetzlarer optischen Industrie.. In: Blätter für deutsche Landesgeschichte. 98, 1962, s. 159–164 (online).
  21. ^ Hermann Welcker: Ueber Aufbewahrung mikroskopischer Objecte. Giessen 1856, s. 40., citieret efter Harting, 1859
  22. ^ Leopold Dippel: Das Mikroskop und seine Anwendung. Friedrich Vieweg und Sohn, Braunschweig 1867, s. 153.
  23. ^ Harting: Das Mikroskop. Theorie, Gebrauch, Geschichte und gegenwärtiger Zustand desselben. Band 3. 2. Auflage udgave. Friedrich Vieweg und Sohn, Braunschweig 1866, s. 191.
  24. ^ Wetzlarer Kreis- und Anzeige-Blatt vom 23. Februar 1855, abgebildet in: Alexander Berg: Carl Kellner. Zum hundertsten Todestag des Begründers der optischen Industrie in Wetzlar. Als Gedenkschrift zum hundertsten Todestag ihres Begründers herausgegeben von den optischen Werken Ernst Leitz in Wetzlar, Hildesheim, S. 75.
  25. ^ Wer war Carl Kellner? Website der Carl-Kellner-Schule, Aufgerufen am 1. Januar 2019.
  26. ^ Christine Belz-Hensoldt: Zwei Pioniere der Optik. Carl Kellners Briefe an Moritz Hensoldt 1846–1852. In drei Teilen. Kempkes, Gladenbach 2007, ISBN 978-3-88343-046-1.

Skabelon:SORTIERUNG:Kellner, Carl Kategorie:Optiker Kategorie:Erfinder Kategorie:Unternehmer (19. Jahrhundert) Kategorie:Persönlichkeit der Lichtmikroskopie Kategorie:Person (Wetzlar) Kategorie:Deutscher Kategorie:Geboren 1826 Kategorie:Gestorben 1855 Kategorie:Mann

Skabelon:Personendaten

Skabelon:Exzellent