Bruger:Amjaabc/sandkasse1

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Opdatering påbegyndt 27. marts 2015


Canada
Canadas våbenskjold
Våbenskjold
MottoA Mari Usque Ad Mare (Latin)
"Fra hav til hav"
Canadas beliggenhed
Hovedstad Ottawa
45°24′N 75°40′V / 45.400°N 75.667°V / 45.400; -75.667
Største by Toronto
Officielle sprog Engelsk og fransk
Etnicitet 76,7 % europæiske canadiere
14,2 % asiater
4,3 % aboriginale
2,9 % afrikanere
1,2 % latinamerikanere
0,5 % multietniske
0,3 % andre[1]
Demonym Canadier
Regeringsform Føderal parlamentarisk demokrati og konstitutionelt monarki[2]
Elizabeth II
David Johnston
Stephen Harper
Lovgivende forsamling Parlamentet
Senatet
House of Commons
Oprettet
1. juli 1867
11. december 1931
17. april 1982
Areal
- Total
9.984.670 km2  (nr. 2)
Vand (%)
8,92 (891.163 km²)
Indbyggertal
- Anslået 2017
36.503.097[3] (nr. 36)
- Folketælling 2016
35.151.728[4]
3,41/km2  (nr. 228)
BNP (KKP) Anslået 2013
- Total
1,752 bia. USD[5] (nr. 13)
- Pr. indbygger
43.146 USD[5] (nr. 9)
BNP (nominelt) Anslået 2013
- Total
1,600 bia. USD[5] (nr. 10)
- Pr. indbygger
51.875 USD[5] (nr. 10)
Gini 33,7 (2010)[6]
HDI (2013) Uændret 0,902[7] (meget høj) (nr. 8)
Valuta Canadiske dollar ($) (CAD)
Tidszone (UTC-3,5 til -8)
- Sommer (DST)
 (UTC-2,5 til -7)
Datoformat dd-mm-åååå, mm-dd-åååå og åååå-mm-dd (CE)
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
CDN
Luftfartøjs-
registreringskode
CF
Internetdomæne .ca
Telefonkode +1

Canada er et land i Nordamerika, der ligesom USA strækker sig fra Atlanterhavet i øst og til Stillehavet i vest. Nord for Canada ligger Nordpolen og Arktiske hav. Den eneste landegrænse er den til USA mod syd og nordvest. Arealmæssigt er Canada verdens næststørste land. Men kun mod syd findes der bymæssig bebyggelse.

Indianere indvandrede som de første til Canada for omkring 12.000 år siden. Inuitterne kom derefter for omkring 5000 år siden. Nordboerne har sejlet til østkysten i 1000-tallet.

Sent i det 15. århundrede kom europæerne til østkysten og begyndte kolonisering omkring 1600. Det var overvejende franskmænd og englændere der kom. I den tid bredte betegnelsen Canada sig – et navn der oprindelig var et irokesisk stednavn.

Landet er en forbundsstat med ti provinser og tre territorier. Styreformen er parlamentarisme, og premierministeren er regeringsleder. Den britiske monark er formelt statsoverhoved. Canada er officielt tosproget; man taler engelsk i det meste af landet, men i provinserne Québec og dele af New Brunswick, Ontario og Manitoba er hovedsproget fransk. Der er cirka 80.000 danske canadiere [kilde mangler]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Navnet "Canada" kommer fra det St. Lawrence-irokesiske ord "kanata", som betyder "landsby" eller "bosættelse".[8][9] I 1535 anvendte oprindelige beboere i området omkring det nutidige Québec ordet til at vise den opdagelsesrejsende Jacques Cartier til landsbyen Stadacona.[9] Cartier brugte senere ordet "Canada" til ikke blot at referere til denne landsby, men til hele det område, der var underlagt Donnacota, høvding over Stadacona.[9] Omkring 1545 var området i europæiske bøger og på europæiske kort begyndt at optræde som Canada.

I det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede betegnede "Canada" den del af Ny Frankrig, som lå langs Saint Lawrence-floden.[10] I 1791 blev området to britiske kolonier, henholdsvis Nedre Canada og Øvre Canada, tilsammen betegnet Canadaerne, indtil de blev forenet som den britiske Canada-provins i 1842.[11] Ved dannelsen af konføderationen i 1867 blev "Canada" den juridiske betegnelse for den nye nation, og ordet "Dominion" blev givet som dens betegnelse.[12] Efterhånden som Canada hævdede sin selvstændighed fra Storbritannien brugte den føderale regering i højere og højere grad bare Canada på statslige dokumenter og traktater, en forandring, der fik betydning for skiftet af betegnelsen for nationaldagen fra "Dominion Day" til "Canada Day" i 1982.[13]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Canadas historie

Oprindelige folkeslag[redigér | redigér wikikode]

Canadas oprindelige folkeslag omfatter indianere (First Nations) og inuitter,[14] mens métiser er et blandingsfolk, der stammer fra det 18. århundrede, hvor europæere giftede sig med indianere og inuitter.[14] Arkæologiske studier og genetiske undersøgelser peger i retning af, at der fandtes mennesker i det nordlige af nutidens Yukon omkring 13.000-12.000 f.v.t. og i det sydlige Ontario omkring 7.500 f.v.t.[15][16] Disse første bosættere ankom til Canada over Bering-landbroen.[17] De palæo-indianske arkæologiske udgravninger ved Old Crow Flat og Bluefish Caves er to af de ældste steder, hvor man har kendskab til, at mennesker har boet i Canada.[18] Om disse oprindelige canadiske samfund ved man, at de var permanent bosatte på stedet, kendte til landbrug, havde komplekse sociale strukturer og netværk af handel.[19][20] Nogle af disse kulturer var bukket under, før europæiske opdagelsesrejsende ankom i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede, og man kender derfor kun til dem gennem arkæologiske udgravninger.[21]

Det anslås, at der levede et sted mellem 200.000[22] og 2 millioner[23] af de oprindelige folkeslag, da europæerne begyndte at bosætte sig i området omkring 1500. Royal Commission of Aboriginal Peoples mener, at tallet nok var omkring 500.000.[24] En konsekvens af den europæiske kolonisation var, at de oprindelige folk i stort omfang blev ofre for europæernes medbragte infektiøse sygdomme som influenza, mæslinger og kopper, som de ikke var modstandsdygtige over for, og det betød, at en nedgang i befolkningen på fyrre til firs procent i de første århundreder efter europæernes ankomst.[22][25]

Skønt det ikke skete uden konflikter, var de første relationer mellem de europæiske canadiere og de oprindelige folk relativt fredelige.[26] Den britiske krone og de oprindelige folks forbindelser indledtes under den europæiske kolonisation, idet forbindelsen til inuitterne dog overvejende var mere beskeden i den periode.[27] Fra slutningen af det 18. århundrede opfordrede de europæiske canadiere de oprindelige folk til assimilere sig i det europæisk-canadiske samfund.[28] Disse bestræbelser nåede et klimaks slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede med tvungen integration og flytning af større befolkningsgrupper.[29]

Europæisk kolonisation[redigér | redigér wikikode]

Det første forsøg på en kolonisering af Canada og dermed kontakter mellem de indfødte og europæerne fandt sted omkring år 1000, da nordiske vikinger slog sig ned nogle få år ved L'Anse aux MeadowsNewfoundland.[30] Derpå skulle der gå yderligere 500 år, før der igen kom europæere til det canadiske område. Den første opdagelsesrejsende på det tidspunkt var den italienske søfarer John Cabot, der i 1497 udforskede Canadas atlanterhavskyst for England.[31] Efter ham kom baskiske og portugisiske søfolk, som anlagde udposter ved atlanterhavskysten til brug under hvalfangst- og fiskerisæsonerne i begyndelsen af det 16. århundrede.[32] I 1534 drog den franske opdagelsesrejsende Jacques Cartier op ad Saint Lawrence-floden for at udforske området, og 24. juli samme år satte han et 10 m højt kors, der bar inskriptionen "Længe leve kongen af Frankrig", og tog derved territoriet i besiddelse på vegne af den franske kong Frans 1.[33]

I 1583 udråbte Humphrey Gilbert med beføjelse af dronning Elizabeth 1. af England St. John's på Newfoundland som den første engelske koloni i Nordamerika.[34] Tadoussac blev som den første franske handelsstation anlagt i 1599, og den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain anlagde de første permanente bebyggelser i Port-Royal (1605) og Québec (1608).[35] Fransk-canadiere bosatte sig i stort tal omkring Saint Lawrence (Ny Frankrig) samt i området kaldet Acadia omkring Port-Royal længere østpå. Samtidig udforskede pelshandlere og katolske missionærer områderne omkring de store søer, Hudsonbugten og hele området omkring Mississippifloden fra dets udspring til Louisiana.[36] I midten af det 17. århundrede brød bæverkrigene ud mellem to grupperinger af oprindelige folk, der blev støttet af henholdsvis englænderne og hollænderne på den ene side og franskmændene på den anden. Krigen drejede sig om kontrollen over den lukrative pelshandel.[37]

Koloniseringen af Canada kom i stor udstrækning til at blive bestemt af de storpolitiske forhold i Europa, hvor England, der bed sig fast med kolonier som Cupids og Ferryland på Newfoundland,[38] og Frankrig stod i et modsætningsforhold. De to nationer stod således på hver side i en den nordamerikanske serie på fire såkaldte fransk-indianske krige i perioden 1688-1763, hvoraf den sidste af de fire afspejlede den europæiske syvårskrig.[39] Fredsaftalerne efter krigene i Europa medførte, at England efterhånden overtog store dele af Canada, først Nova Scotia og senere store dele af Ny Frankrig.[40]

Ved en kongelig proklamation af 1763 dannede englænderne provinsen Quebec af de områder, som var blevet overtaget ved fredsaftalerne, og snart efter blev Cape Breton-øerne, som franskmændene havde beholdt, annekteret af englænderne.[13] Kolonien St. John' Island blev etableret af englænderne på nutidens Prince Edward Island i 1769.[41] For at undgå konflikt i Quebec vedtog det britiske parlament Quebec-loven i 1774, hvorved Quebec-territoriet blev udvidet, så det omfattede de store søer og Ohio-dalen.[42] Loven garanterede sprog- og religionsfrihed samt anerkendte fransk civilret i området. Dette oprørte befolkningen i de 13 oprindelige kolonier længere mod syd og var med til at anspore den antibritiske stemning i årene forud for udbruddet af den amerikanske revolution i 1775.[13]

Parisaftalen (1783) anerkendte den amerikanske uafhængighed og gav de nyligt tilføjede territorier syd for (men ikke nord for) de Store Søer til det nye USA.[43] Et stort antal loyalister (engelsktalende kolonister), som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada efter den amerikanske uafhængighed i 1783. Det førte til en reorganisering, så New Brunswick blev udskilt fra Nova Scotia for at give plads til loyalistiske bosættelser i Maritim-regionen. For at imødekomme de engelsktalende loyalister i Quebec opdelte Konstitutionsloven (1791) denne provins i det fransktalende Nedre Canada (forløberen for Québec) og det engelsktalende Øvre Canada (forløberen for Ontario) og gav hvert af disse sin egen folkevalgte lovgivende forsamling.[44]

De to Canadaer udgjorde frontlinjen i den britisk-amerikanske krig (1812). Efter denne krig begyndte en omfattende immigration til Canada fra Storbritannien og Irland omkring 1815.[23] I perioden 1825-1846 ankom 626.628 europæiske immigranter til canadiske havne.[45] Blandt immigranterne var irere, der flygtede fra den store hungersnød samt gælisktalende skotter, der var fordrevet under de såkaldte Highland Clearances.[46] Infektionssygdomme kostede mellem 25 og 33 procent af de europæiske immigranter til Canada før 1891 livet.[22]

Ønsket om en ansvarlig regering resulterede i de mislykkede canadiske oprør (1837). Durham-rapporten anbefalede efterfølgende en sådan ansvarlig regering og optagelsen af fransk-candierne i den engelske kultur.[13] Unionsloven (1840) samlede de to Canadaer i det fælles provinsen Canada og etablerede ansvarlig regering for alle de britiske nordamerikanske provinser fra 1849.[47] Indgåelsen af Oregontraktaten mellem Storbritannien og USA i 1846 afsluttede Oregon-grænsestriden og udvidede grænsen mod vest langs den 49. nordlige breddekreds. Dette banede vejen for britiske kolonier på øen Vancouver (1849) og British Columbia (1858).[48]

Konføderation og ekspansion[redigér | redigér wikikode]

Efter flere konferencer om en konstitution proklamerede Constitution Act 1. juli 1867 en Canadisk Konføderation, i første omgang med de fire provinser Ontario, Quebec, Nova Scotia og New Brunswick.[49] Canada gjorde sig til herre over Rupert's Land og Nordvest-territoriet og gav disse det samlede navn Northwest Territories (et betydeligt større område end nu), men klager fra métiserne førte til Red River-opstanden og dannelsen af Manitoba-provinsen i juli 1870.[50] British Columbia og Vancouver Island gik ind i konføderationen i 1871, og Prince Edward Island gjorde det samme i 1873.[51]

Det canadiske parlament vedtog i 1878 en lov, der etablerede en national politik om høje toldafgifter til at beskytte den spirende canadiske industriproduktion.[52] Med henblik på at skabe en vej mod Vesten af kontinentet besluttede parlamentet ligeledes at give økonomisk støtte til etableringen af tre transkontinentale jernbanelinjer og derved gøre de store prærieområder lettere tilgængelige for bosættelse, og endelig skabte man det nordvestlige beredne politi til at gøre konføderationens myndighed gældende i dette område.[53] Da guldfeberen i Klondike opstod i Northwest Territories, oprettede parlamentet Yukon-territoriet. Omkring århundredskiftet støttede regeringen europæiske immigranter til at bosætte sig på prærien, og Alberta og Saskatchewan blev provinser i 1905.[51]

Begyndelsen af det 20. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Idet Storbritannien fortsat kontrollerede Canadas udenrigspolitik under konføderationen, bragte briternes krigserklæring automatisk Canada ind i 1. verdenskrig.[54] Frivillige canadiere blev sendt til vestfronten og blev en del af det canadiske armékorps, der spillede en afgørende rolle i slaget ved Vimy-højdedraget og andre betydelige kamphandlinger under krigen.[55] Af de omkring 625.000 canadier, der gjorde tjeneste under 1. verdenskrig, omkom cirka 60.000, mens 172.000 blev såret.[56] I 1917 udbrød en værnepligtskrise affødt af, at koalitionsregeringen foreslog at støtte militærets faldende mandskabstal ved at indføre værnepligt, hvilket blev modtaget med heftige indvendinger og i påsken dette år også med optøjer og ødelæggelser fra især de fransktalende i Quebec. Den kulturkløft, der blev gravet med dette forslag, satte sig spor langt op i århundredet.[57] Efter krigens afslutning tiltog Canada sig større og større selvstændighed fra Storbritannien, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at landet blev medlem af Folkeforbundet uafhængigt af Storbritannien,[58] og Westminster-statutten (1931) stadfæstede landets selvstændighed.[59]

Depressionen i begyndelsen 1930'erne ramte Canada hårdt.[60] Kort efter briternes krigserklæring mod Nazityskland tilsluttede Canada sig denne på foranledning af den liberale premierminister William Lyon Mackenzie King,[61] og de første canadiske hærenheder ankom til Storbritannien i december 1939.[62] De canadiske tropper spillede markante roller i flere af 2. verdenskrigs vigtige slag, herunder nederlaget ved Dieppe,[63] de allieredes invasion af Italien,[64] D-dag,[65] operation Overlord[66] og slaget ved Schelde. I alt kostede krigsdeltagelsen Canada mere end 42.000 omkomne samt over 54.000 sårede.[67] Det hollandske kongehus fik asyl i Canada under krigen, mens landet var besat, og hollænderne har anerkendt den store indsats, som canadierne gjorde for at sikre befrielsen af Nederlandene fra Nazityskland.[68] Canadas økonomi nød rigtig godt af krigen, idet man i industrien fremstillede krigsmateriel til Storbritannien, Kina og Sovjetunionen foruden landet selv.[69] Ved krigens afslutning stod Canada internationalt set fint på både det økonomiske og militære område.[70]

Efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Newfoundland havde i det meste af første halvdel af det 20. århundrede været britisk dominion og havde under krisen i 1930'erne opgivet sit selvstyre for at blive britisk kronkoloni. Efter afslutningen på 2. verdenskrig blussede diskussionen op om områdets tilhørsforhold, og efter to tætte folkeafstemninger valgte Newfoundland at blive optaget som en provins i Canada i 1949.[71]

Canadas økonomiske fremgang fortsatte efter krigen, og dette førte sammen med resultaterne opnået af de forskellige liberale regeringer, der ledede landet i denne periode, til en gennemgribende canadisk selvforståelse, hvilket blev stadfæstet med valget i 1965 af det nuværende flag med ahorn-motivet,[72] implementeringen af officiel tosprogethed (engelsk og fransk) i 1969[73] samt indførelsen af officiel multikulturalisme i 1971.[74] Sociale demokratiske programmer blev indført, såsom sygesikring, pensionssystem og studielån, selv om nogle af provinserne, særligt Quebec og Alberta, protesterede og opfattede programmerne som indgreb i deres selvbestemmelsesret.[75] Endelig resulterede en række grundlovskonferencer i 1982 i en endegyldig adskillelse af canadisk lovgivning fra den britiske, idet det britiske parlament indtil da formelt set var den eneste instans, der kunne ændre canadisk lovgivning. Processen resulterede også i vedtagelsen af Canadian Charter of Rights and Freedoms.[76] I 1999 blev det store område mod nordvest Nunavut Canadas tredje territorium efter forhandlinger med centralregeringen.[77]

I mellemtiden undergik Quebec i 1960'erne gennemgribende sociale og økonomiske forandringer, kendt som den stille revolution. Ikke desto mindre var der flere bevægelser, der søgte at opnå selvstændighed for provinsen fra 1970 og fremad, og der blev afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet i 1980, der dog ikke førte til selvstændighed. En senere tilsvarende afstemning i 1995 gav kun marginalt flertal til at forblive en provins i landet. For én gang for alle at få afgjort, om denne type løsrivelsesforsøg kunne anerkendes, blev det generelle spørgsmål bragt for landets højesteret, der afgjorde, at det var grundlovsstridigt, hvis en provins ensidigt søgte løsrivelse, og efterfølgende blev der i parlamentet vedtaget en Clarity Act, som beskrev rammebetingelser for, hvordan forhandlinger om en eventuel løsrivelse skulle finde sted fremover.[78]

Foruden problemerne omkring en mulig løsrivelse af Quebec blev Canada ramt af en række alvorlige hændelser i løbet af 1980'erne og 1990'erne. Blandt disse var eksplosionen af Air India Flight 182 i 1985, som er det mest omfattende massemord i canadisk historie, idet eksplosionen blev udløst af en bombe anbragt af militante sikher.[79] Andre alvorlige hændelser var École Polytechnique-massakren i 1989, en universitetsnedskydning af kvindelige studerende,[80] Oka-krisen i 1990 mellem en mohawk-landsby og regeringen om et stykke land,[81] den første i en serie af stridigheder mellem oprindelige folkegrupper og myndighederne.[82] Canada deltog i Golfkrigen i 1990 som del af de USA-ledede styrker og var aktiv i en række fredsbevarende operationer i 1990'erne, heriblandt UNPROFOR i det tidligere Jugoslavien.[83] Canada sendte tropper til Afghanistan, men afslog at deltage i den USA-ledede invasion af Irak i 2003.[84] I 2009 blev Canada ramt af den verdensomspændende økonomiske krise, men er siden kommet sig over den igen.[85] Canadiske styrker deltog i det NATO-ledede indgreb i borgerkrigen i Libyen 2011[86] og blev også involveret i bekæmpelsen af Islamisk Stat i Mellemøsten i midten af 2010'erne.[87]

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Canadas geografi

Canada udgør størstedelen af det nordamerikanske kontinent og deler landegrænse med USA mod syd samt nordvest (Alaska). Grænsen mod USA er den længste sammenhængende grænse mellem to lande i verden med en længde på 6.416 km; inklusiv grænsen mod Alaska er Canadas samlede grænse 8.890 km lang.[88] Ved siden af landegrænserne ligger Canada ud til Stillehavet mod vest, Atlanterhavet mod øst samt Ishavet mod nord.[89] I nærheden af Canadas nordøstlige kyst ligger Grønland. Næsten 90 % af canadierne bor mindre end 160 km fra grænsen til USA.[89] Arealmæssigt (inklusiv vandområder) er Canada verdens næststørste land (efter Rusland) med et areal på 9.984.670 km², men hvis man fraregner vandområderne, er landet verdens fjerdestørste, idet arealet af ferskvandssøer og vandløb er det største for noget land i verden (over 890.000 km²).[90] Landets samlede kystlinje er på 243.042 km.[88]

Siden 1925 har Canada gjort krav på den del af Arktis, der ligger mellem 60° og 141° V, men dette krav er ikke universelt anerkendt. Canada huser verdens nordligste permanente bosted, CFS Alert, der ligger på nordspidsen af Ellesmere Island, 817 km fra Nordpolen, på 82,5° N. Størstedelen af det canadiske arktiske område er dækket af is og permafrost. Den canadiske kystlinje er den længste for noget land i verden med en samlet længde på 202.080 km.[89] Landet er ca. 5500 km fra vest til øst og ca. 4600 km fra nord til syd.

Geologi[redigér | redigér wikikode]

Mangfoldighed er et kendetegn for Canadas geografi, der normalt opdeles i otte landskabstyper.

  • Appalacherne er en bjergkæde, der strækker sig fra Newfoundland og Labrador og de øvrige atlantiske provinser New Brunswick, Prince Edward Island, Nova Scotia samt det østlige Quebec til grænsen mod USA (hvor bjergkæden fortsætter sydpå til Kentucky og Tennessee). Bjergkæden er centrum i et landskab, der i øvrigt er kendetegnet af bløde bakker gennemskåret af bjergfloder. De højeste bjerge i kæden er Mont Jacques-Cartier (1.268 m) og Mount Carleton (817 m).
  • De store søer og Saint Lawrence-lavlandet er et overvejende fladt område, der ud over søerne oprindeligt var præget af blandet skov, som dog nu i stor udstrækning er forsvundet for at gøre plads til mennesket (først og fremmest europæerne) og deres landbrug. Med til området hører også Saint Lawrence-bugten, der er en af verdens største æstuarier.
  • Det Canadiske Skjold er et område omkring Hudsonbugten, der i stort omfang har en basis af klippegrund. Her findes store søer og floder, hvor der produceres betydelige mængder el fra vandkraft. Til området hører også de lavtliggende vådområder, der ligger ud til bugten. Det Canadiske Skjold huser kun i mindre grad landbrug, og i så fald med ekstensiv jordbrug. I stedet er området præget af store nåletræsskove, og undergrunden er rig på mineraler som kobber, diamanter og smaragder.
  • Canadas indre sletter omfatter blandt andet den canadiske prærie i Alberta, det sydlige Saskatchewan og det sydvestlige Manitoba. Der er dog også bakkede områder, og på sletterne finder man landbrug, særligt med en omfattendehvededyrkning.
  • Cordilleraen udgøres af området fra Rocky Mountains til Stillehavet. Det omfatter den forrevne højderyg i bjergkæden mod øst, frugtbare dale mellem bjergryggene mod syd, gletsjere mod nord og et kystområde med mange små og store øer, mest markant Vancouver Island. Området er rigt på vandløb.
  • Længst mod vest finder man en række vulkaner, idet dette område hører med i Ildringen om Stillehavet. Der er i dette område omkring 200 relativt unge vulkaner. Vulkaner finder man også i det Canadiske Skjold og i det nordligste af landet. Mange af disse vulkaner er aktive i geologisk forstand, hvilket vil sige, at de har været i udbrud inden for de seneste 10.000 år, men der er ikke eksempler på udbrud, der har givet mennesker problemer i de seneste par hundrede år.
  • Canadisk Arktis er en fællesbetegnelse for de allernordligste dele af landet, der er præget af permafrost med tundra nord for trægrænsen. Formelt set er der tale om de nordligste dele af Cordilleraen og det Canadiske Skjold, herunder det Arktiske Lavland.

Hydrogeografi[redigér | redigér wikikode]

Oversigt over afvandingen af de forskellige dele af Canada.

Canada er i stor udstrækning dækket af vand, idet 891.163 km² (8 % af landet) er ferskvand i form af floder og søer.[91][88] Desuden rummer Canada omkring 25 % af verdens vådområder (foruden søer og floder også kystområder, æstuarier, flodsenge samt marsk- og sumpområder).[91] Landet rummer en fjerdedel af verdens vådområder og har det tredjestørste gletsjerareal (efter Grønland og Antarktis).

Efter at landet var udsat for en omfattende isdækning i mellemistiden er der flere millioner søer i landet;[91] af de søer, der udelukkende ligger i Canada, er mere end 31.000 af disse mellem 3 og 100 km² og 563 er større end 100 km².[91] Disse tal omfatter ikke søerne, der ligger på grænsen til USA. Af verdens ti største søer ligger fire helt eller delvis i Canada: Nr. 2 Lake Superior (82.414 km²), nr. 4 Lake Huron (59.596 km²), nr. 8 Great Bear Lake (31.328 km²)[88] og nr. 10 Great Slave Lake (28.568 km²). Lake Erie, Lake Winnipeg og Lake Ontario ligger lige uden for topti over de største søer, og der er en stribe flere søer i landet blandt de 50 største i verden.[92]

Canadas to længste floder er Saint Lawrence og Mackenzie River på henholdsvis 1.197 og 1.738 km, med bifloder henholdsvis 3.058 og 4.241 km. Mackenzie har udløb i Arktiske hav og afvander en stor del af det nordvestlige Canada, mens Saint Lawrence, der afvander de store søer, løber ud i Saint Lawrence-bugten og dermed Atlanterhavet. De tolv længste floder i landet er alle over 1.000 km lange.[93]

Floderne har haft stor historisk betydning for Canada, idet de i århundreder udgjorde de nemmeste transportveje og dermed gjorde europæernes ekspansion mulig. Blandt de vigtige af floderne i denne henseende var Red River, som kom til at være skueplads for Red River-opgøret i 1869 mellem nybyggerne og den nydannede canadiske stat.[93]

Som det ses af kortet ved siden af, løber vandet fra det store land ud i flere forskellige steder. Vandet fra den vestlige del af landet (New Brunswick, Prince Edward Island, Nova Scotia, store dele af Québec og en stor del af det sydlige Ontario) løber ud i Atlanterhavet, fra en stor del af det centrale af landet (resten af Québec og Ontario, Manitoba, det meste af Saskatchewan, det sydlige Alberta, det sydvestlige Nunavut og den sydlige del af Baffin Island) løber ud i Hudsonbugten, vand fra området vest for Canadian Rockies (en stor del af British Columbia og Yukon) løber ud i Stillehavet. Vandet fra de nordlige områder af British Columbia, Manitoba, Alberta samt størstedelen af Northwest Territories og Nunavut samt østdelen af Yukon løber ud i det Arktiske hav, mens vandet fra det sydligste af Alberta via Mississippi-Missouri-floderne løber ud i den Mexicanske Golf.[94]

Farvande[redigér | redigér wikikode]

Kort med tydelige angivelser af farvandene.

Med landets placering er der adskillige farvande, der grænser op til Canada. Mod vest ligger Stillehavet, hvis bugt længst mod nord kaldes Alaskagolfen. Mod øst ligger Atlanterhavet, der ud for Labrador-halvøen kaldes Labradorhavet og længere mod nord, i området mellem Canada og Grønland, hedder Davisstrædet og Baffinbugten. Mod nord ligger Nordlige Ishav, hvor den nederste del mod Alaska og Yukon kaldes Beauforthavet.

Med de mange øer mod nordøst er der også en række indre farvande, først og fremmest Hudsonbugten, Hudsonstrædet, Foxe Basin og Gulf of Boothia.

Verdens største forskel i tidevand findes i Fundy-bugten ved Nova Scotia; her er der i gennemsnit 16,1 m forskel mellem højeste og laveste vandstand.[88]

Øer[redigér | redigér wikikode]

Canada er rig på øer af alle størrelser og befolkningsstørrelser. Samlet set er der registreret 52.455 øer.[88] Den største ø er Baffin Island, der er en del af Nunavut og ligger ud til Baffinbugten; denne ø er på 507.451 km²[95] (verdens femtestørste ø), men er blot beboet af ca. 9.500 mennesker. Den næststørste er Kitlineq på 217.291 km² (Northwest Territory/Nunavut) fulgt af Ellesmere Island på 196.236 km² (Nunavut) og Newfoundland på 108.860 (Newfoundland og Labrador).

Af de store øer rummer Newfoundland den næststørste befolkning på 485.066, mens den mest befolkede er den noget mindre Vancouver Island (British Columbia) med 638.213 beboere. De to følgende øer befolkningsmæssigt er Cape Breton Island (Nova Scotia) med 140.893 og Prince Edward Island (Prince Edward Island) med 135.294 indbyggere. Især i de nordlige farvande findes en lang række større øer, der enten er helt eller omtrent ubeboede, ikke mindst blandt Dronning Elizabeth-øerne; den største af disse er Devon Island på 55.247 km², verdens største ubeboede ø.[96]

Bjerge[redigér | redigér wikikode]

Canadas højeste bjerg, Mount Logan, her set fra sydøst.

Størstedelen af bjergene i Canada ligger i de vestlige provinser British Columbia, Alberta og Yukon-distriktet.

De største bjergkæder udgør en stor del af det nordligste af Cordilleraen. Det drejer sig om Canadian Rockies mod øst og Coast Mountains op langs vestkysten. Sidstnævnte kæde omfatter også Saint Elias Mountains i Yukon, hvor nogle af landets største bjerge befinder sig, herunder den højeste, Mount Logan, på 5.959 m.[88] I Canadian Rockies er det højeste punkt Mount Robson på 3.954 m. Længere inde i landet i Yukon ligger også Mackenzie Mountains og Cassiar Mountains, hvis højeste punkter er over 2.500 m.

I den østlige del af landet finder man de nordligste dele af Appalacherne. Her er dog tale om noget mindre bjerge ind mod vest, idet det højeste bjerg i den canadiske del af Appalacherne er Mont Jacques-Cartier i det østlige Québec på 1.268 m. Her finder man også de Laurentinske Bjerge med Mont Raoul Blanchard som højeste punkt med 1.166 m.

Mest afsides og længst mod nord på øerne, der ligger ud til Grønland, finder man i Nunavut den Arktiske Cordillera, hvor den meget afsides liggende Barbeau Peak er det højeste punkt med sine 2.616 m; det ligger på Ellesmere Island så langt mod nord som næsten på 82. nordlige breddekreds. Der er flere relativt høje bjerge i disse øde områder af landet.

Råstoffer[redigér | redigér wikikode]

Canada er rigt på mineraler og har store uudnyttede forekomster af metaller som jern, nikkel, kobber, zink, guld, bly, molybdæn og uran. Der er i de seneste år i den arktiske del af landet opdaget store koncentrationer af diamanter, hvilket har gjort Canada til en af verdens største producenter heraf.[97] Kul, olie og naturgas findes ligeledes i store mængder, og mens kul har været brudt lang tid tilbage i historien, er især olieboring først siden midten af det 20. århundrede blevet en betydelig industri. Efter Canadas beslutning om at opfatte tjæresand som almindelig olie har landet nu verdens tredjestørste beviste oliereserver.[98]

Klima[redigér | redigér wikikode]

Oversigt over klimazonerne i Canada.

Med sin store udstrækning er det naturligt, at Canada har mange forskellige klimazoner. De mest dominerende er koldtempereret klima, subpolarklima samt polarklima. I de Canadiske Rockies er der enkelte områder med tørt klima, og i det mest sydvestlige af landet finder man et lille område med varmtempereret klima.

Inden for det polare klima er der udelukkende tale om tundra (Köppen, type ET), hvor vintrene er meget kolde, mens somrene er ret kølige og tørre.[99] Inden for det subpolare område er der fortsat tale om kolde vintre, mens der her er ganske meget nedbør i store perioder af året (Köppen, type Dfc). Langs en stor del af grænsen mod USA og nordpå er der koldtempereret klima med ganske store temperaturforskelle i løbet af året (ganske varmt om sommeren og frost om vinteren) samt en jævn fordeling af nedbør over året (Köppen, type Dfb). I Rockies er der tørt klima med evig sne og sjældent temperaturer over frysepunktet, de lidt lavere egne med højere temperaturer (Köppen, type Dsb/Dsc), mens der længst mod sydvest er et lille område tæt på kysten med kystklima, hvor vintrene er milde, somrene er varme, og der falder en moderat mængde nedbør (Köppen, type Cfb).

Herunder følger eksempler på vejret fra hver af de fem zoner.

Iqaluit (Polarklima, ET)
Klimaoversigt (forklaring)
JFMAMJJASOND
 
 
20
 
−23
−31
 
 
19
 
−23
−32
 
 
19
 
−18
−28
 
 
28
 
−9
−19
 
 
29
 
−1
−8
 
 
33
 
7
1
 
 
52
 
12
4
 
 
70
 
11
4
 
 
55
 
5
0
 
 
33
 
−1
−6
 
 
27
 
−8
−16
 
 
20
 
−17
−26
Gennemsnitlige max. og min. temperaturer i °C
Nedbørsmængde i mm
Kilde: Iqaluit A. weather.gc.ca. Hentet 2016-07-23. 
Whitehorse (Subpolar, Dfc)
Klimaoversigt (forklaring)
JFMAMJJASOND
 
 
18
 
−11
−19
 
 
12
 
−8
−18
 
 
10
 
−1
−12
 
 
7
 
7
−5
 
 
16
 
14
1
 
 
32
 
19
6
 
 
38
 
21
8
 
 
36
 
19
7
 
 
33
 
12
2
 
 
23
 
4
−3
 
 
20
 
−6
−13
 
 
16
 
−9
−17
Gennemsnitlige max. og min. temperaturer i °C
Nedbørsmængde i mm
Kilde: Whitehorse A. weather.gc.ca. Hentet 2016-07-23. 
Ottawa (Koldtempereret, Dfb)
Klimaoversigt (forklaring)
JFMAMJJASOND
 
 
63
 
−6
−15
 
 
50
 
−3
−13
 
 
58
 
2
−7
 
 
71
 
11
2
 
 
87
 
19
8
 
 
93
 
24
13
 
 
84
 
27
16
 
 
84
 
25
15
 
 
93
 
21
10
 
 
86
 
13
4
 
 
83
 
6
−2
 
 
70
 
−2
−9
Gennemsnitlige max. og min. temperaturer i °C
Nedbørsmængde i mm
Kilde: Ottawa CDA. weather.gc.ca. Hentet 2016-07-23. 


Hedley (Lavere Rockies, Dsc)
Klimaoversigt (forklaring)
JFMAMJJASOND
 
 
33
 
0
−6
 
 
19
 
4
−5
 
 
21
 
11
−1
 
 
26
 
16
2
 
 
44
 
21
6
 
 
50
 
24
10
 
 
41
 
28
12
 
 
40
 
28
12
 
 
28
 
23
7
 
 
27
 
16
2
 
 
35
 
5
−2
 
 
33
 
0
−6
Gennemsnitlige max. og min. temperaturer i °C
Nedbørsmængde i mm
Kilde: Hedley. weather.gc.ca. Hentet 2016-07-23. 
Vancouver (Kystklima, Cfb)
Klimaoversigt (forklaring)
JFMAMJJASOND
 
 
168
 
7
1
 
 
105
 
8
2
 
 
114
 
10
3
 
 
89
 
13
6
 
 
65
 
17
9
 
 
54
 
20
12
 
 
36
 
22
14
 
 
37
 
22
14
 
 
51
 
19
11
 
 
121
 
14
7
 
 
189
 
9
4
 
 
162
 
16
1
Gennemsnitlige max. og min. temperaturer i °C
Nedbørsmængde i mm
Kilde: Vancouver Int'l A. weather.gc.ca. Hentet 2016-07-23. 


Plantevækst[redigér | redigér wikikode]

Store dele af Canada er dækket af skov. Af træbevoksningen er cirka 55 % nåletræer, særligt af slægterne gran, fyr og ædelgran. Blandt vigtige i skovbrugserhvervet er hvidgran, engelmannsgran, sortgran, balsamgran og klitfyr, foruden sitkagran, douglasfyr og kæmpethuja. Blandt løvtræer er især poppel-arter, birk og sukkerahorn;[100] sidstnævnte er et af Canadas bedst kendte symboler – ahornbladet har været i det nationale flag siden 1965.

Med sin geografiske diversitet er der store forskelle på plantevæksten i landet, og derfor kan der her blot nævnes eksempler på mindre planter. Bare i Ontario er der registreret over 2.700 forskellige blomstrende planter.[101] Blandt disse har storblomstret treblad (Trillium grandiflorum) en særlig tilknytning som et symbol for provinsen.[102]

I alt er der cirka 4000 blomstrende planter i hele landet. Blandt de meget udbredte i områder med nåleskov er linnæaen, bispekåben, det canadiske hønsebær og arter af post-planterne. Andre steder finder man liljer (blandt andet prærieliljen, forskellige arter af stenbræk og ranunkler. I bjergene finder man fx katost-blærespiræa.[103]

På de store prærieområder finder man mange græsarter, fx svingel, hvedegræsser, hejregræsser og lucerne.[104]

Dyreliv[redigér | redigér wikikode]

Der er registreret over 70.000 dyrearter i Canada. Af disse vides over 600 at være moderat truede eller mere.[105]

De arktiske farvande giver føde til hvaler, hvalrosser, sæler og isbjørne. Omkring 16.000 af et estimerede samlet antal på 20-25.000 isbjørne lever på canadisk område.[106] I tundraen lever moskusokser, rensdyr, polarulve, polarræve, sneharer og lemminger samt lejlighedsvis også jærve; mange trækfugle tilbringer sommeren her, blandt andet alke, ænder, måger, terner og andre havfugle. Skovene mod nord udgør ideelle levesteder for rendyr og elge, losser, sorte og brune bjørne. Imidlertid svinder bestanden af rensdyr ind på grund af den øgede industialisering og større udbredelse af rekreative vinteraktiviteter, især forstyrrelser forårsaget af motoriserede slæder. Betydningen af jagt er i sammenligning hermed af mindre betydning.[107]

Fem milliarder fugle ankommer hvert år til nåleskovene. Derfor begyndte Canada sammen med USA i 1917 at oprette beskyttede områder for trækfuglene. Nu om stunder findes der 92 sådanne områder med en samlet størrelse på omkring 110.000 km².[108] Blandt de mest artrige fugle er kardinaler, amerikanske sangere, hvidhovede havørne og spottedrosler foruden den sjældne marmordværgalk, der kun kan overleve i gamle skove.

Bævere, bisamrotter, mårer og mink er fortsat grundlag for en efterhånden mindre betydende pelshandel. Længere mod syd finder man wapitier, mens der i de mere tætbefolkede områder især findes mindre pattedyr som grå egern, jordegern, væsel og oddere. På prærierne lever der mindre dyr som prærieharer, taskegofere, skovhøns som granhjerpe samt større dyr som bisoner og gaffelbukke. I de vestlige bjerge findes tykhornsfår og snegeder.

I den største nationalpark, Wood Buffalo National Park i Alberta og Nordvestterritoriet, findes talrige af de truede arter. Blandt andet har trompetértranen her det eneste yngleområde i verden.[109] I parken findes også en bestand på omkring 6.000 bisoner.

I flere af søområderne er der i sommermånederne så voldsomme mængder af stik- og kvægmyg, at mennesker frarådes at færdes der.

Miljø[redigér | redigér wikikode]

Luftforurening og den deraf følgende syreregn påvirker søerne og anretter skader på skovene.[110] Smeltning af metaller, kulvarmeværker og udstødning fra køretøjer påvirker land- og skovbrugets produktivitet. Havvandet bliver forurenet som følge af aktiviteter i landbrug, industri, minedrift og skovbrug.[110]

Den globale opvarmning og polernes gradvise smeltning vil med stor sandsynlighed få stor betydning for miljøet, herunder risiko for tab af isbjørnene.[111] Også udforskningen og efterfølgende udvinding af råstoffer samt etableringen af en alternativ sejlrute til Panamakanalen gennem Nordvestpassagen.

I de senere år er udvindingen af olie fra tjæresand blevet en vigtig økonomisk branche i Canada. Imidlertid er der flere miljømæssige problemer med denne udvinding. Ifølge Greenpeace bruges der 349×106 m³3/a (12.3×109 cu ft/a) vand ved udvindingen af den canadiske tjæresand, hvilket svarer til det dobbelte af forbruget i en by som Calgary.[112] Kun omkring 10 % af dette vand kan renses og genbruges, mens resten opmagasineres i enorme damme.[113] Også udledningen af kuldioxid er et problem, idet der ved udvindingen af tjæresand udledes 20 % mere kuldioxid ved produktionen af en tønde olie som ved produktion af olie på konventionel vis ifølge det Internationale Energiagentur (IEA).[114] Endelig bruges store landområder til opmagasinering af affaldsprodukter i form af muljord, muskeg, sand, ler og grus. Det giver næsten 2,5 tons af disse affaldsprodukter at producere en tønde olie.[115] Ved udvindingen af tjæresand i Alberta (den suverænt største udvinding i landet) er der ødelagt et område på 904 km².[116]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Canadas demografi
Canadas befolkningstal

Ved folketællingen i 2016 havde Canada et indbyggertal på 35.151.728, hvilket er en stigning på omkring 5 % siden seneste folketælling i 2011.[117][4] Mellem 1990 og 2008 steg befolkningstallet med 5,6 millioner svarende til et stigning på 20,4 %.[118] Hovedårsagen til stigningen er indvandring og kun i mindre grad naturlig tilvækst.[119]

Etnicitet[redigér | redigér wikikode]

Ved folketællingen i 2006 opgav 31,8 % af befolkningen, at de var af canadisk afstamning. De følgende grupper i befolkningsandel var af engelsk (20,8 %), fransk (15,6 %), skotsk (14,9 %), irsk (13,8 %), tysk (10,0 %), italiensk (4,6 %), kinesisk (4,3 %), First Nations (4,0 %), ukrainsk (3,8 %) og hollandsk (3,3 %) afstamning. Andelen med dansk afstamning var på 0,6 %. Det skal bemærkes, at det var muligt at angive flere afstamninger.[120]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

I 1969 blev det vedtaget, at Canadas to officielle sprog på statsligt plan er engelsk og fransk.[121] På provinsniveau er dette imidlertid ikke tilfældet. Kun New Brunswick er officielt tosproget, mens Quebecs officielle sprog er fransk, idet det dog i provinsens konstitution kræves, at al lovgivning udarbejdes på både fransk og engelsk.[122]

I arbejdsmæssig sammenhæng bruges overvejende engelsk (78,3 %), mens fransk bruges noget mindre (21,7 %).[123] Dette ændrer sig en del, når man ser på hvilke sprog, der tales i hjemmene. Her er engelsk fortsat størst, men andelen er 67,1 %, mens fransk bruges i nogenlunde samme omfang med 21,5 %. Forskellen kommer af, at 11,4 % taler andre sprog i hjemmet end de to officielle. De mest udbredte af disse sprog er kinesisk (herunder kantonesisk og mandarin) (3,2 %), punjabi (1,3 %), spansk (1,2 %), tysk (1,2 %), italiensk (1,1 %), arabisk (1,0 %) og tagalog (1,0 %).[124]

Blandt de oprindelige folk findes der mere end 65 sprog og dialekter fordelt på 11 sproggrupper.[125] Af disse er cree, inuktitut og ojibway de eneste, der tales af tilstrækkelig store grupper til, at de kan overleve på længere sigt.[126] Flere af de oprindelige folks sprog er officielle i Nordvest-territoriet,[127] og i Nunavut er inuktitut et af de tre officielle sprog og det mest udbredte.[128]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Canada er et religionsmæssigt varieret land. Der er ikke nogen officiel statskirke, og regeringen går officielt ind for religiøs pluralisme.[129] Religionsfrihed er indskrevet i grundloven og tillader befolkningen at forsamle sig og dyrke deres religion uden begrænsninger eller forstyrrelser.[130]

Traditionelt er kristendommen den dominerende religion, men efterhånden spiller religionen en mindre og mindre rolle, især for personer med en kristen baggrund, og Canada er efterhånden at betragte som et primært sekulært samfund.[131] Størstedelen af canadierne mener ikke, at religion har nogen særlig betydning i dagligdagen,[132] men tror dog fortsat på Gud.[133] Ifølge folketællingen i 2011 opfattede 67,3 % af befolkningen sig som kristne; 38,7 % idenficerede sig som katolikker, mens størstedelen af de resterende 28,6 % kristne betegnede sig som protestanter. Af de ikke-kristne religioner var islam (3,2 %), hinduisme (1,5 %), sikhisme (1,4 %), buddhisme (1,1 %) og jødedom (1,0 %) de mest udbredte. Samtidig betegnede 23,9 % sig som ikke-religiøse, en stigning fra 16,5 % på et årti.[134]

Urbanisering[redigér | redigér wikikode]

Størsteparten af befolkningen, omkring 80 %, lever i byer. De fleste bor i byerne omkring Quebec-Windsor-korridoren, lavlandsområdet i British Columbia samt Calgary-Edmonton-korridoren.[135]

De tyve største byområder i Canada efter befolkningstal (Folketællingen 2016)
Byområde Provins Befokningstal Byområde Provins Befolkningstal
Toronto Ontario 5.928.040 London Ontario 494.069
Montreal Quebec 4.098.927 St. CatharinesNiagara Ontario 406.074
Vancouver British Columbia 2.463.431 Halifax Nova Scotia 403.390
Calgary Alberta 1.392.609 Oshawa Ontario 379.848
OttawaGatineau OntarioQuebec 1.323.783 Victoria British Columbia 367.770
Edmonton Alberta 1.321.426 Windsor Ontario 329.144
Quebec Quebec 0800.296 Saskatoon Saskatchewan 295.095
Winnipeg Manitoba 0778.489 Regina Saskatchewan 236.481
Hamilton Ontario 0747.545 Sherbrooke Quebec 212.105
KitchenerCambridgeWaterloo Ontario 0523.894 St. John's Newfoundland and Labrador 205.955


Befolkningstilvækst[redigér | redigér wikikode]

Befolkningspyramide for 2013.

Fødselsraten lå i 2013 på 1,59 per kvinde. Dette tal har været faldende og var i 2009 på 1,67. Der er store regionale foreskelle, idet raten i Nunavut i 2013 var på 3,04, mens den i British Columbia var på 1,41.[136] En anden måde at regne fødselsraten på, er ved at se på antal fødsler per 1000 indbyggere, og denne var i 2016 estimeret til 10,3. Samtidig var den estimerede dødsrate på 8,5 per 100 indbyggere, hvilket (under hensyntagen til ind- og udvandring) giver en estimeret befolkningstilvækst i 2016 på 0,74 %.[137]

Den forventede levealder ved fødslen var i 2016 på 81,9 år, fordelt på 79,2 år for mænd og 84,6 år for kvinder.[137]

Fordelingen mellem kønnene ændrer sig gennem livet, idet der fødes 1,06 drenge for hver pige. Denne forskel skifter, så der i aldersgruppen over 65 år er 0,8 mænd for hver kvinde.[137]

Ind- og udvandring[redigér | redigér wikikode]

Canada har en af de højeste immigrationsandele i verden relativt til indbyggertallet,[138] hvilket først og fremmest skyldes den økonomiske politik og i mindre grad familiesammenføring.[139][140] Den canadiske befolkning og de store politiske partier står bag det nuværende immigrationsniveau.[139][141][142] I 2010 ankom et rekordstort antal på 280.636 people til Canada.[143] Den canadiske regering forventede mellem 280.000 og 305.000 nye permanente beboere i 2016,[144] et antal der var på niveau med årene forinden.[145] Nye immigranter bosætter sig mest i de store byområder som Toronto, Montreal og Vancouver.[146] Canada modtager også et stort antal flygtninge,[147] så stort, at det udgør over 10 % af den årlige globale genhusning af flygtninge.[148]

Analfabetisme[redigér | redigér wikikode]

Canada har generelt en veluddannet befolkning, og 99 % af den voksne befolkning kan læse og skrive.[149]

Kriminalitet[redigér | redigér wikikode]

Kriminaliteten i Canada er gennem de seneste par årtier faldet betragteligt. I 1962, hvor man begyndte systematisk at registrere antallet af forbrydelser, havde man lidt under 3.000 tilfælde per 100.000 indbyggere. Dette tal steg nogenlunde jævnt, til det i 1992 toppede med lidt over 10.000 tilfælde per 100.000 indbyggere, men siden er kriminaliteten faldet, så tallet i 2013 cirka var halveret i forhold til 1992. Faldet skyldes især, at berigelseskriminaliteten er faldet, men også vold og andre former for kriminalitet er faldet.[150]

Ser man på antallet af drab, er det set over ovennævnte periode ændret fra 1,3 per 100.000 indbyggere i 1962 over 3,0 i midten af 1970'erne til det igen i 2013 var nået ned på 1,3 per 100.000 indbyggere. Til gengæld var antallet af drabsforsøg, der i 1962 var på under 0,5 per 100.000 indbyggere i 2013 på 1,8 efter at have toppet i begyndelsen af 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne med cirka 3,7 per 100.000 indbyggere.[150]

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Canadas økonomi

Canada har den 10. største (nominel) eller 17. største økonomi i verden.[5], er en af de mest velstående lande i verden og medlem af OECD samt G8-landene.

Canadas økonomiske og finansielle velfærd styres fra Bank of Canada, der er underlagt landets finansministerium.

Canada er et moderne i-land, og den største sektor er den tertiære sektor. Men grundet en stor olie- mine- og skovhugger-industri har Canada også en relativ stor primær sektor. Canada har relativ meget velfærd (efter nordamerikansk målestok), og skatten samt den sociale understøttelse er noget højere end i USA. Canadas vigtigste handelspartner er USA, men mens Canadas eksport til USA udgør 20 procent af Canadas BNP, udgør USA's eksport til Canada blot 3% af USA's BNP. Canada har et underskud på betalingsbalancen, men det er ikke nær så stort som fx det amerikanske.

Pengevæsen[redigér | redigér wikikode]

Canadas valuta er den canadiske dollar (CAD); 1 CAD = 100 cent. Der bruges mønter på 5, 10, 25 og (sjældent) 50 cent samt 1 og 2 dollars, og sedler findes med værdierne 5, 10, 20, 50 og (sjældent) 100 dollars. Sedlerne udstedes af Bank of Canada.[151] Den candiske dollar er den femtemest anvendte reservevaluta og udgør 2 % af verdens samlede reserver. De fire reservevalutaer, der er større end CAD, er den amerikanske dollar, euroen, den britiske pund og yen.[152]

Landbrug og skovbrug[redigér | redigér wikikode]

Blot syv procent af Canadas areal er opdyrket,[153] svarende til omkring 70 millioner ha, og på dette areal dyrkes kun afgrøder fra flerårige afgrøder på godt 7.000 ha.[154] I 1996 var der 15,4 millioner ha græs i landet.[155] Kunstvanding er ikke specielt udbredt, idet blot lidt over en halv million hektar blev kunstigt vandet i 2010. Kunstvanding finder fortrinsvis sted i British Columbia, Alberta og Ontario.[156] Landbrugsområderne i Canada findes fortrinsvis i prærieprovinserne, de sydvestlige provinserne, området om Saint Lawrence-floden samt atlantprovinserne.

De fem største landbrugssektorer[157]
Sektor Procentandel af indtjeningen Primærmarked
korn og planteolie
(hvede, durum, havre, rug, byg, hørfrø, raps, sojabønner, ris, og majs)
34% hjemmemarked og eksport
kød – kvæg
(oksekød, svinekød, kalvekød og lammekød)
24% hjemmemarked og eksport
mælkeprodukter 12% hjemmemarked
frugter og grøntsager 9% hjemmemarked
fjerkræ og æg 8% hjemmemarked

Landet er et af verdens største producenter af landbrugsprodukter, især hvede og andre kornsorter.[158] Canada eksporterer store mængder af landbrugsprodukter til især USA og en række asiatiske lande. Som for alle andre højtudviklede lande i verden er betydningen af landbrug i Canada reduceret kraftigt i løbet af det 20. århundrede, både hvad angår antal beskæftigede og andel af BNP. I lighede med flere andre højtudviklede nationer modtager den canadiske landbrugsproduktion betydelige subsidier fra staten. Canada har samtidig været fortaler for at reducere sådanne subsidier gennem arbejdet i WTO. Beløbet givet i statsstøtte har varieret i årenes løb; i perioden 1981-2009 toppede støtten i 1987, hvor der blev givet over 5 milliarder CAD, mens det lå lavest i perioden i midten af 1990'erne med omkring 1 milliard. I midten af 2000'erne steg støtten igen til omkring 3 milliarder, men i slutningen af perioden nåede den igen ned på lidt over 1 milliard.[159]

Skovbrug er en vigtig brik i den canadiske økonomi. Med 42 % af landet dækket af skov rummer landet 10 % af verdens samlede skovområder, fortrinsvis bevokset med gran-, poppel- og fyrretræer. Natural Resources Canada og Canadian Forest Service kontrollerer skovene og skovbruget i landet i samarbejde med en række institutioner, der repræsenterer regeringen, videnskabsfolk og talrige andre interessenter. I det 18. og 19. århundrede foregik der en voldsom afskovning, men denne er blevt bremset med moderne styringsredskaber, og i nutiden er det mindre end 1 % af skovene, der berøres af hugst hvert år. Skovbruget er basis for tre hovedområder: Træhugsten, tømmerfremstilling samt fremstilling af papir og papirmasse. Canada er verdens næststørste eksportør af trævarer og havde i 2013 det højeste overskud på handel med trævarer blandt de førende træhandlende nationer. I 2013 bidrog den med 19,8 milliarder CAD (1,25 %) af Canadas BNP.[160]

Fiskeri[redigér | redigér wikikode]

Traditionelt har fiskeri været et af Canadas vigtigste erhverv, men faldende bestande har presset erhvervet. Gigantiske torskebestande ud for de store Newfoundlandbanker tiltrak helt tilbage til det 16. århundrede fiskere fra flere europæiske lande.[161] I vore dage er disse fiskebestande næsten udtømte, og beskyttelsen af de truede fisk er blevet en vigtig opgave for atlantprovinserne. Tilsvarende er tunfiskene på vestkysten stærkt faldende.[162] De knap så truede laks, der dog også falder i mængde, giver dog fortsat anledning til et omfattende fiskeri. Canada gør krav på 22 km havterritorium ud for sine kyster, tilstødende områder ud til 44 km, en eksklusiv økonomisk zone på 370 km og en kontinentalsokkel tilsvarende på 370 km eller indtil kanten af soklen.[163]

På trods af truslerne mod fiskeriet eksporterede Canada i 2016 fisk og fiskeprodukter for det hidtil højeste beløb på 6,6 milliarder CAD. De arter, der bidrog mest til i økonomisk forstand, var hummer, atlantlaks, arktiske krabber og rejer.[164] Omkring 72.000 mennesker i landet er beskæftiget inden for fiskeri og forarbejdning heraf.[164]

Råstofudvinding[redigér | redigér wikikode]

Canada er et af få højt udviklede nationer, der eksporterer mere energi, end det importerer.[165] Værdien af denne forskel var i 2015 på 55,1 milliarder CAD.[166] Ved Canadas atlantkyst findes der store mængder af naturgas, og i tjæresandet i Athabasca samt andre steder i landet findes der så store reserver af råolie og naturgas]], at Canadas andel af de samlede reserver i verden er på 13 %, hvilket er den tredjehøjeste andel efter Venezuela og Saudi-Arabien.[98]

Minedrift bidrager markant til Canadas eksport. De fem økonomisk vigtigste mineraler er guld (17,7 mia), jern og stål (12,1 mia), aluminium (8,8 mia), kul/koks (6,1 mia) og kalium og lignende (5,8 mia) - alle tallene er i canadiske dollars og fra 2013.[167] Minedrift og de direkte afledede brancher beskæftigede i 2013 380.000 mennesker.[168] Værdien af eksporten fra råstofudvindingen bidrog i 2013 med 19,6 % af værdien af alle de varer, som Canada eksporterede.[168] Udfordringerne for branchen i den nære fremtid omfatter ifølge The Mining Association of Canada undersøgelser for at finde flere udvindingssteder, idet det skønnes, at der kan findes nye udvindingssteder, der er op imod 160 milliarder værd inden for et tiår; den globale økonomi, der også påvirker den canadiske råstofudvinding; konkurrencedygtigheden, der påvirkes af blandt andet beskatningen; lovgivningen, blandt andet inden for miljøområdet; infrastrukturen, der har behov for investeringer; samt behovet for arbejdskraft, idet det skønnes, at der inden for det næste tiår vil være behov for en forøgelse af beskæftigede i branchen på op imod 121.000 mennesker.[169]

Fremstillingsvirksomhed[redigér | redigér wikikode]

Som det har været tilfældet i de fleste andre højt udviklede lande i verden er industrien i Canada gået tilbage i økonomisk betydning i anden halvdel af det 20. århundrede. I årene lige efter anden verdenskrig toppede industriens bidrag med 29 % af BNP, mens den i 2005 var på 15,6 %.[170] Sammenlignet med andre højt udviklede lande slap Canada forholdsvis fra den generelle nedgang inden for industrien fra 1960'erne og frem.[171] Branchen blev imidlertid særlig hårdt ramt af finanskrisen 2007-2009, og i 2010 var industriens andel af BNP gået ned til 13 %.

Blandt de industrivirksomheder, der findes i landet, er lokale fabrikker for alle de store amerikanske og japanske bilfirmaer samt en række reservedelsfabrikker som Magna International (omsætning på 36,4 milliarder USD i 2016[172]). I det centrale Canada produceres der nu om stunder flere biler, end der gør i nabostaten i USA, Michigan, som er hjertet af den amerikanske bilindustri. Generelt er mange af de canadiske industrifabrikker filialer af amerikanske firmaer, men der findes også store lokale virksomheder som producenten af transportmidler, Bombardier, der i 2016 havde en omsætning på 16,3 milliarder USD.[173]

Handel[redigér | redigér wikikode]

Bilsalg er det største segment inden for detailhandelen i Canada. I februar 2017 bidrog det med 12,5 milliarder CAD, lidt over en fjerdedel af den samlede detailhandel på 47,7 milliarder. Dagligvarehandelen bidrog med 10,0 milliarder, varehuse med 5,4 milliarder, mens benzinstationerne solgte for 5,0 milliarder, salg inden for helse og sundhed bidrog med 3,9 milliarder, byggemarkeder og planteskoler med 2,9 milliarder og beklædning med 2,8 milliarder.[174]

Indenrigshandelen i Canada udgør 10,82 % af BNP, ligeligt fordelt mellem engros- og detailhandel.

Turisme[redigér | redigér wikikode]

Turismen har stigende økonomisk betydning for Canada. I 2015 udgjorde turismens direkte andel af BNP 1,2 %, mens den samlede andel (direkte og indirekte) udgjorde 4,5 %.[175] 2,6 % af arbejsstyrken var beskæftiget direkte inden for turisme, mens 6,0 % var beskæftiget direkte og indirekte i turismen. [175]

I 2015 besøgte 27,5 millioner udlændinge Canada. Der var klart flest, 22,1 millioner, fra nabolandet USA. Efter et dyk i besøgene fra USA på grund af den lave US-dollarkurs er tallet igen stigende (20,3 millioner i 2014). 2,5 millioner besøg var fra Europa med flest fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland, 1,8 millioner kom fra Asien med flest fra Kina, Japan, Indien og Sydkorea, mens den sidste million kom fra resten af verden, især fra Australien og Mexico.[176]

I de senere år er valutakurserne også skyld i, at mange flere canadiere holder ferie i hjemlandet frem for at rejse udenlands, især til USA.[177]

Turisterne er især interesseret i den storslåede og varierede natur i landet, men også de store byer med deres kulturtilbud trækker folk til.

Et af de områder, der i de seneste år er steget i betydning, er kasinospil. Provinserne gik ind på dette område i 1990'erne, og kasinoerne er alle offentligt ejede. De fleste af kasinoerne ligger tæt på grænsen til USA og især tæt på de store amerikanske byer.[178] Kasinoerne er ret populære blandt de lokale beslutningstagere, der opfatter dem som en stor gevinst for turismen.[179]

Udenrigshandel[redigér | redigér wikikode]

Canada er en handelspræget nation, hvor værdien af den internationale handel udgør mere end to tredjedele af landets BNP (en af de højeste andele blandt G7-landene efter den suveræne topscorer, Tyskland).[180] En ret stor del af denne handel går via frihandelsaftaler. Den vigtigste af disse aftaler er den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA, som er vigtig på grund af den store handel med USA.[181] For nylig er landet Canada indgået i to potentielt store frihandelsaftaler, nemlig CETA med EU og Trans-Pacific Partnership med en række lande omkring Stillehavet.[182] I slutningen af 2014 nåede Canadas udenrigshandel en værdi på 1 billion CAD for første gang. Handlen er nogenlunde ligeligt fordelt mellem eksport og import, og den samlede værdi er fastholdt de følgende to år, idet der dog har været en svag tendens til underskud på handelsbalancen.[183]

Canadas største handelspartnere 2016[183]
Land/område Eksport fra Canada Import til Canada Over-/underskud
USA 392,3 359,9 32,4
EU, specielt Storbritannien og Tyskland 41,9 52,3 -10,4
Kina 22,4 37,6 -15,2
Mexico 8,9 18,9 -10,0
Japan 11,0 11,8 -0,8

Alle tal er i milliarder CAD.

De følgende på listen er Sydkorea, Hongkong og Brasilien.

Statsfinanser[redigér | redigér wikikode]

Ifølge OECD havde Canada i 2010 en statsgæld på 36,1 % af BNP, hvilket er et af de laveste i verden.[184]

Infrastruktur[redigér | redigér wikikode]

Veje og biltrafik[redigér | redigér wikikode]

Med sit store areal har Canada et enormt vejnet med 900.000 km vej, heraf cirka 38.000 km i form af nationale landeveje og motorveje, organiseret som National Highway System.[185] Af landevejene udgør de 8.000 km Trans-Canada Highway, der udgør de vigtigste strækninger, der passerer alle ti provinser i øst-vestlig retning i den sydlige del af landet.

Der er indregistreret cirka 22,4 millioner personbiler i landet pr. 2016.[186]

Et Canadian Pacific-godstog på vej østpå over Stoney Creek Bridge.

Jernbaner[redigér | redigér wikikode]

Canada har et stort og veludviklet jernbanenet på 48.000 km,[187] som nu om stunder især fragter gods. De største operatører er den offentligt ejede Canadian National Railway (CN) og den private Canadian Pacific Railway (CP), begge med vægt på godstransport, samt den statsejede Via Rail, der står for intercity-passagertransport. 95 % af indtægten fra jernbanetransporten stammer fra godstransport.[188] I 2009 rejste 4,5 millioner mennesker med intercitytog på de 12.000 km, hvor passagertogene kører.[188]

Skibstrafik[redigér | redigér wikikode]

Der er en række større havne i Canada. Havnen i Vancouver er den mest travle med en omsætning i 2011 på 107,6 Mt (millioner ton) i varer, især i containere. Andre store havne ligger i Saint John (31,5 Mt), Québec (29,0 Mt), Montreal (27,9 Mt) og Sept-Îles (25,8 Mt).[189]

Flytrafik[redigér | redigér wikikode]

Reguleringen af flytrafik i Canada foretages af Transport Canada, mens Nav Canada har ansvaret for al civil flytransport i landet. Transport Canada ejer alle lufthavne i hovedstæder for nationen, provinserne og territorierne samt størstedelen af de øvrige lufthavne med 200.000 eller flere passagerer om året – det såkaldte National Airports System bestående af 26 lufthavne – hvoraf de fleste er leaset ud på langtidskontrakter til eksterne operatører, primært lokale autoriteter.[190] De fire lufthavne med flest passagerer er Toronto Pearson International Airport (44,3 millioner rejsende[191]), Vancouver International Airport (22,3 millioner[192]), Montréal–Pierre Elliott Trudeau International Airport (16,6 millioner[193]) og Calgary International Airport (15,7 millioner[194]) (alle tallene er fra 2016).

Det nationale luftfartselskab i landet er Air Canada med hubs i de fire store lufthavne. Selskabet har over 390 fly[195] og opererer på cirka 350 destinationer, nationalt og internationalt.[196]

Kommunikation og medier[redigér | redigér wikikode]

Canada har en veludviklet mediesektor, hvor medierne som udgangspunkt er privatdrevet og baseret på abonnement og/eller reklamer. Imidlertid er både tv- og trykte medier afhængige af offentlig støtte med love og reguleringer inden for området for at forblive profitable.[197]

Der udgives en lang række aviser i Canada. De aviser, der har flest abonnementer (dagligt antal, trykt og digitalt i 2015), er:[198]

Aviser med flest abonnementer
Avis Område Sprog Abonnenttal
The Globe and Mail Landsdækkende Engelsk 336.487
Toronto Star Ontario Engelsk 318.763
La Presse Québec Fransk 289.933
Le Journal de Montréal Québec Fransk 232.332
Metro Toronto Ontario Engelsk 204.840

Canadian Broadcasting Corporation er det statslige radio- og tv-selskab, der sender på både engelsk og fransk. Derudover findes en fransk og tre engelsksprogede kommercielle landsdækkende tv-selskaber samt en række regionale selskaber, primært kommercielle. Markedet er presset af amerikanske selskaber, og den canadiske regering har lovgivet om, at radio- og tv-udbydere skal sikre, at en vis procentdel af deres udsendelser består af canadisk indhold, dvs. udsendelser, der helt eller delevist er produceret, skrevet, præsenteret af personer fra Canada, eller med canadiske medvirkende.[199]

Det nationale postvæsen i Canada er Canada Post, grundlagt i 1867. Selskabet har services inden for tre kategorier: Transaktionspost (breve), pakkepost og personrettet reklameudsendelse.

På telekommunikationsområdet sidder de fem selskaber, Bell Canada, Quebecor, Rogers, TELUS og Shaw, på over 80 % af markedet (2014). Der tilbydes nethastighed på minimum 5 Mbps til 96 # af landets befolkning. I Canada har fastnettelefoner i mange år været meget udbredt, men tendensen er, at antallet af den type forbindelser falder. Stort set alle har en forbindelse (99,3 %), men antallet af husholdninger uden fastnetforbindelser er stigende i de senere år. 2015 var således første år, hvor dette antal oversteg antallet af husholdninger med kun fastnetforbindelse, ligesom andelen af husholdninger, der havde en fastnetforbindelse (78,9 %) for første gang blev overhalet af andelen med mobilforbindelse (84,9 %). Der er en ganske stor regional forskel på dette område, idet der i Alberta var 90,1 % med mobilforbindelser, mens der i Québec var 78,4 %.[200]

Energiforsyning[redigér | redigér wikikode]

Canada har adgang til alle de vigtigste energikilder: Olie og gas, kul, vandkraft, biomasse, geotermisk energi, sol-, vind-, hav- og atomenergi. Landet er verdens næststørste uranproducent,[201] den tredjestørste vandkraftproducent,[202] den fjerdestørste producent af naturgas og den femtestørste af råolie.[203] Kun Rusland, Kina, USA og Saudi-Arabien producerer mere energi end Canada.[204] Landet var med til at grundlægge det Internationale Energiagentur (IEA) i 1974.[205]

Canada har den højeste energiforsyning per indbygger blandt IEA-medlemmerne.[205] Energiforbruget i husholdningerne er domineret af el og naturgas, suppleret med biomasse og olie til fyring. Det samlede forbrug var i 2016 på 1570 PJ (petajoule). Industrien, herunder udvinding af olie og naturgas, forbrugte samme år 5.739 PJ, mens benzinforbruget til persontransport var på lidt mere end 1.400 PJ. Det samlede energiforbrug var i 2016 på 13.314 PJ, hvilket forventes at stige til 14.170 PJ i 2040.[206]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Canadas kultur

Canadas kultur har mange rødder som følge af de mange nationaliteter, der findes i landet, og grundlæggende sikre konstitutionen et "retfærdigt samfund".[207][208] Canada har sat fokus på lighed og inklusion for alle indbyggere.[209] Multikulturalisme bliver ofte fremhævet som et af Canadas vigtigste resultater[210] og som et centralt kendetegn i den canadiske identitet.[211][212] Quebec har en meget stærk kulturel identitet, der ofte regnes for anderledes end den ellers fremherskende engelsk-canadiske kultur.[213] Men som helhed er Canada – i hvert fald i teorien – en kulturel mosaik, en samling af regionale, etniske undergrupper.[214]

Historisk set har Canada været influeret af britisk, fransk og de oprindelige folks kulturer og traditioner. Med deres sprog, kunst og musik har de oprindelige folk fortsat betydning for den canadiske identitet.[215] I løbet af det 20. århundrede har canadiere med afrikansk, asiatisk og caribisk baggrund givet nye bidrag til den canadiske identitet og kultur.[216] Den canadiske humor er en integreret del af den canadiske identitet og afspejlet i folklore, litteratur, musik, billedkunst og medier. De centrale elementer i den canadiske humor er satire, parodi og ironi.[217] Mange canadiske komikere har opnået international succes gennem amerikansk tv- og filmindustri og er blandt de mest kendte i verden.[218]

Canada har en veludviklet mediesektor, men det kulturelle output, særligt i engelsksprogede film, tv-shows og blade, overskygges ofte af materiale importeret fra USA.[219] Som følge heraf understøttes bevaringen af den særligt canadiske kultur af statslige programmer, lovgivning og institutioner som det statslige canadiske tv-selskab CBC, National Film Board of Canada og Canadian Radio-television and Telecommunications Commission.[220]

Nationale symboler[redigér | redigér wikikode]

Moderbæveren på det canadiske parlaments Fredstårn.[221] De fem blomster på skjoldet repræsenterer etniciteter: Tudorrosen: englændere, fransk lilje: franskmænd, tidsel: skotter, hvidkløver: irere og porre: walisere.

Canadas nationale symboler tager udgangspunkt i landets natur, historie og oprindelige befolkning. Brugen af ahornbladet som symbol på Canada har rødder tilbage til begyndelsen af 1700-tallet. Ahornbladet findes på landets nuværende og tidligere flag og på våbenskjoldet.[222] Våbenskjoldet er opbygget på basis af det britiske kongehus' våbenskjold med franske og særligt canadiske elementer, der er tilføjet eller erstatter elementer herfra.[223] Canadas storsegl er regeringens segl anvendt ved statslige forhold, blandt andet love, kommissioner og proklamationer, af dronningens repræsentanter ved udpegelse af ministre, guvernørløjtnanter, senatorer og dommere.[224][225] Andre markante symboler er bæveren, canadagåsen, islommen, kronen, det beredne politi[222] og i nyere tid tillige totempælen og inuksukken.[226] De canadisk mønter bruger flere af disse symboler: islommen på $1-mønten, våbenskjoldet på ¢50-mønten og bæveren på ¢5-mønten.[227] ¢1-mønten, der udgik i 2013, havde billede af ahornbladet.[228] Dronningens portræt ses på $20-sedlen samt på bagsiden af alle mønterne.[227]

Museer[redigér | redigér wikikode]

Seks canadiske museer betegnes som nationale museer: Canadisk Historisk Museum (i Gatineau), Canadisk Naturhistorisk Museum (Ottawa), Canadas Nationalgalleri (Ottawa), Canadas Videnskabs- og Teknologimuseum (Ottawa), Canadisk Museum for Immigration på Pier 21 (Halifax) og Canadisk Menneskerettighedsmuseum (Winnipeg). Disse museer er statsdrevne og styres efter en lov fra 1990.[229]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Litteraturen i Canada opdeles ofte i henholdsvis engelsk- og fransksproget litteratur, som har rødder i henholdsvis britisk og fransk litteratur.[230] I den historiske canadiske litteratur finder man i grove træk fire temaer: natur, nybyggerliv, Canadas placering i verden og kaserne-mentalitet (der samler de tre øvrige).[231] I 1990'erne blev canadisk litteratur regnet for noget at det bedste i verden.[232] Den canadiske etniske og kulturelle mangfoldighed afspejles i litteraturen, og mange af de fremtrædende moderne forfattere fokuserer på etniske forhold.[232] Nogle af de markante navne i canadisk litteratur er Robertson Davies, Mordecai Richler, Gabrielle Roy, Alice Munro, den srilankansk-fødte Michael Ondaatje, Yann Martel og Margaret Atwood;[233][234] Munro blev i 2013 den første canadier, der modtog Nobelprisen i litteratur. Blandt de mest kendte canadiske bøger er børnebogen Anne fra Grønnebakken af L.M. Montgomery og Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood.[235]

Musik og dans[redigér | redigér wikikode]

Som med litteraturen er også den canadiske musik inspireret af de forskellige etniciteter og deres kulturelle baggrunde.[236] Indflydelsen fra oprindelige folk, britiske, irske og franske indvandrere kan ses i den canadiske musikalske historie.[237] Efterhånden er indflydelsen fra USA også blevet markant på grund af naboskabet og migrationer mellem landene.[238]

Canadas musikindustri er nu om dage verdens sjettestørste og har skabt mange internationalt velkendte navne. Den musikalske infrastruktur i landet omfatter forsamlingshuse, musiksale, musikskole og -konservatorier, kulturhuse, pladeselskaber, radiostationer og musik-tv-kanaler.[239][240] Juno Award er musikindustriens årlige fejring af den nationale musik og har været uddelt siden 1970.

De oprindelige folk har hver især musikalske traditioner. Reciteringer er vidt udbredt, og der blev brugt forskellige instrumenter, blandt andet rasleinstrumenter lavet af fx dyrehorn eller græskar, trommer og horninstrumenter. Musikken var tæt knyttet til dans i stammerne.[241][242] I 1600-tallet var det især de franske indvandrere, der prægede den nye musik, der kom fra Europa. De medbragte de europæiske instrumenter og musiktradition. Det første bal i Ny Frankrig, man kender til, blev afholdt i 1661.[243] Den musik, der blev skabt i disse år, blev sjældent skrevet ned, men ført fra generation til generation via mundtlig overlevering. Nedskrevet musik ankom fortrinsvis fra Europa. Efter 1760'erne begyndte der at blive afholdt koncerter mere regelmæssigt. Der fandtes et koncerthus i Québec i 1764, og inden det følgende århundredskifte var der etableret en opera i landet.[244] Joseph Quesnel komponerede omkring 1800 de to første canadiske operaer.[245] Den brede befolknings musik var i stor udstrækning baseret på violinspil, og der var violinspillere i mange værtshuse.[246]

Begyndelsen af 1800-tallet gav et større udbud af lokalt skrevet canadisk musik, ikke mindst i form af dansemusik som valse, kvadriller, polkaer og galopper.[239] Den irske digter Thomas Moore skrev under et besøg i landet digtet "A Canadian Boat Song", der hurtigt blev sat til musik og blev meget populært.[244] Som britisk koloni delte Canada nationalsangen "God Save the King" med Storbritannien, men i slutningen af 1800-tallet blev "O Canada" skrevet, og den blev snart populær, ikke mindst da den i 1906 blev oversat til engelsk fra den franske original. I 1939 blev den de facto nationalsang, inden den i 1980 blev officiel nationalsang.[247]

I 1900-tallet blev påvirkningen fra nabolandet mod syd tydeligere med udbredelsen af grammofonen og radioen. Nye musikformer som jazzen blev snart populær.[248] Den første store bigband-orkesterleder i landet var Guy Lombardo sin gruppe The Royal Canadians, der fra midten af 1920'erne også opnåede international succes.[249] Det første canadiske rock and roll-navn var Paul Anka, der i 1958 slog internationalt igennem med sin sang "Diana".[250] I 1960'erne og 1970'erne slog navne som Neil Young, Leonard Cohen og Joni Mitchell igennem via den amerikanske musikscene.[251] Senere store internationale navne omfatter bandet Rush, sangeren Alanis Morissette, Celine Dion, Avril Lavigne, Michael Bublé, Justin Bieber og The Weeknd.

Billedkunst[redigér | redigér wikikode]

The Jack Pine af Tom Thomson, 1917.

Blandt de mest markante billedkunstnere i Canada er Tom Thomson, Emily Carr og Group of Seven,[252] alle aktive i begyndelsen af 1900-tallet. Disse malere skabte ofte værker med udgangspunkt i den canadiske natur.[253] I nyere tid er navne som Jean-Paul Riopelle og Harold Town nogle af de mere kendte abstrakte kunstnere, mens Michael Snow blandt andet har arbejdet med multimedier.

I nyere tid har kunst af oprindelige folk i landet fået mere opmærksomhed og bliver givet som gaver til besøgende fra udlandet i officielle anliggender.[254]

Teater[redigér | redigér wikikode]

Canada har haft et levende teatermiljø siden slutningen af 1800-tallet.[255] I alle de større byer findes faste teatre, både ældre og mere moderne. Således ligger i Toronto verdens tredjestørste engelsksprogede teaterområde med dusinvis af scener,[256] heriblandt Massey Hall fra 1894, Royal Alexandra Hall fra 1907 og den nyrenoverede Sony Centre for the Performing Arts fra 1960. Der afholdes også en række teaterfestivaler især i sommermånederne. Blandt disse kan nævnes Stratford Festival i Stratford (Ontario), som siden 1953 har tiltrukket mange gæster samt kendte teaternavne fra en række lande.[257] Det moderne teaterliv i landet afspejler i stor udstrækning regionale og kulturelle identiteter.[258]'

Film[redigér | redigér wikikode]

Det canadiske filmmiljø har i høj grad levet i et samspil med miljøerne, der findes i nabolandet mod syd. Således var en lang række canadiere en del af Hollywoods spæde barndom,[259] og i tiden senere er der fulgt en række canadiere i deres fodspor og har bidraget til den amerikanske filmindustri; ofte er der ikke skelnet tydeligt mellem, om der var tale om amerikanere eller canadiere.[260]

Der er dog også vokset en stor filmindustri op i Canada, og her er skabt en række kendte film, instruktører og skuespillere.[261] Blandt instruktørerne skiller folk som Atom Egoyan (The Sweet Hereafter), David Cronenburg (Fluen, Nøgen frokost, Crash og A History of Violence), Denys Arcand (Barbarernes invasion) og Denis Villeneuve (Sicario, Blade Runner 2049) sig særligt ud. Den nok mest succesfulde canadiske instruktør er James Cameron (Titanic, Aliens - det endelige opgør og Avatar), som har været nomineret til og har vundet en række Oscars og andre prestigefyldte priser.

Blandt de mest kendte canadiske skuespillere kan nævnes Mary Pickford, Christopher Plummer, Donald Sutherland, Michael J. Fox, Jim Carrey, Keanu Reeves, Ryan Gosling, Rachel McAdams og Ryan Reynolds, der alle har haft stor international succes.

Arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Arkitekturen i Canada kan historisk opdeles i den del, der hører til den oprindelige befolkning, og den del, der er knyttet til de europæiske indvandrere.

De oprindelige folk havde varierede traditioner, der både afhang af de naturmæssige forhold og afdeling enkelte folkeslags levevis. De nomadiske folk har i sagens natur ikke afsat mange varige arkitektoniske spor, idet de levede i skiftende bosættelser. Wigwammer og tipier kendes således fra flere af disse folkeslag, mens de mere bofaste stammer opførte lang- og grubehuse samt huse opført af planker. Desuden kendes igloer fremstillet af sne fra folkeslagene, der levede højt mod nord, hvor træ er et sjældent materiale. [262]

Franske indvandrere var de første til at bosætte sig i det nuværende Canada. De bragte byggestilen med fra deres hjemland, hvilket især kom til udtryk i forsvarsværker og kirker. Men også beboelseshuse trak på de europæiske rødder, idet naturen i det nye land dog var anderledes nok til, at der snart udviklede sig en fransk-canadisk stil.[263]

Mad og drikke[redigér | redigér wikikode]

Det canadiske køkken varierer regionalt meget. Den tidligere canadiske premierminister Joe Clark er blevet citeret for udtalelsen: "Canada har et køkken af køkkener. Ikke en gryderet, men et tag-selv-bord."[264] Der er tæt sammenhæng mellem maden i Canada og resten af Nordamerika, men der findes også retter, der er specielle for og kun kan fås i landet. Blandt kandidaterne til en candisk nationalret er poutine[265] og butter tarts.[266] Andre populære retter i Canada er bannock, et stegt brød med rødder hos de oprindelige folk,[267] tourtière fra Quebec[268] og cocktailen caesar.[269] Canada er desuden oprindelsstedet for og verdens største producent af ahornsirup.[270]

Kalender og mærkedage[redigér | redigér wikikode]

Som de fleste andre lande i verden følger Canada den gregorianske kalender, der blev indført i 1752.[271] Landet har følgende officielle fridage:[272]

Dertil kommer regionale fridage.[273]


Sport[redigér | redigér wikikode]

Organiseret sport i Canada har rødder tilbage til 1770'erne.[274] Landet har to officielle nationalsportsgrene: Ishockey (vinter) og lacrosse (sommer).[275] Derudover dyrkes en lang række sportsgrene på proffesionelt og amatørniveau: Golf, fodbold, baseball, volleyball, basketball, alpin skisport, cykelsport, svømning og badminton.[276]

På det professionelle plan deler Canada liga i flere sportsgrene med USA. Det gælder for ishockey (National Hockey League), basketball (National Basketball Associaton), fodbold (Major League Soccer) og baseball (Major League Baseball). Andre populære sportsgrene er canadisk fodbold og curling.[277]

Canada har deltaget i stort set samtlige olympiske lege siden debuten i 1900. Landet har været vært ved en række store internationale sportsbegivenheder som sommer-OL 1976 samt vinter-OL 1988 og 2010, VM i basketball 1994 og VM i fodbold for kvinder 2015.

Blandt de største sportsnavne fra Canada er formel 1-kørererne Gilles og Jacques Villeneuve (far og søn, sidstnævnte blev verdensmester i 1997), golfspilleren Mike Weir, curlingspilleren Jennifer Jones, ridebanespringeren Ian Millar (deltog i ti olympiske lege, rekord for alle sportsgrene)[278], cykelrytter og speedskateren Clara Hughes (eneste idrætsudøver, der har vundet flere medaljer ved både sommer- og vinter-OL, henholdvis to og fire).[279]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Canadas politik

Rigsstyrelse[redigér | redigér wikikode]

Canada er en forbundsstat med 10 provinser og tre territorier samt et centralt statsapparat.

Landet er et konstitutionelt monarki, og statsoverhovedet er dronning Elizabeth II, som også fungerer som statsoverhoved for 15 andre nationer i Commonwealth of Nations.[280] Hun repræsenteres af Canadas generalguvernør (for tiden David Johnston) samt af lokale guvernører i de enkelte provinser og territorier; til sammen tager guvernørerne sig af de fleste af de formelle kongelige opgaver i Canada.[280]

Magten er i Canada tredelt og består af en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Formelt set står dronningen som en samlende enhed for hele magten,[280] men i praksis udgøres den lovgivende magt af parlamentet, den udøvende magt af regeringen og statsapparatet og den dømmende magt af domstolene.

I Canada har man demokratisk parlamentarisme, og parlamentet består formelt set af monarken (via generalguvernøren), senatet og underhuset. Senatet består af 105 medlemmer, der udpeges regionalt af af generalguvernøren på premierministerens anbefaling,[281] mens underhuset har 308 medlemmer, der vælges direkte af folket i enkeltmandskredse, som det også kendes fra Storbritannien. Begge kamre skal godkende lovforslag, men i praksis er det yderst sjældent, at senatet forkaster forslag vedtaget i underhuset. Senatorerne kan beholde deres pladser, til de fylder 75 år.[281] Der afholdes valg til underhuset senest fire år efter det seneste valg,[280] men der kan afholdes valg i utide, hvis regeringen får et mistillidsvotum i parlamentet.[282]

Den udøvende magt ligger formelt set hos regeringen under ledelse af premierministeren, for tiden Stephen Harper. Den udøvende magt er en del af den lovgivende magt, idet regeringen udpeges af parlamentet på samme måde, som man kender det fra Danmark. Ministrene er også indvalgt i underhuset. De to magttyper er dermed reelt ikke adskilt, men parlamentarismen sikrer, at den udøvende magt i praksis fungerer uafhængig af den lovgivende magt.[283]

I det nuværende underhus har det Konservative Folkeparti absolut flertal med 159 pladser, mens oppositionen består af det Nye Demokratiske Parti (95 pladser), De Liberale (36 pladser), Bloc Québécois (2 pladser), De Grønne (2 pladser), Forces et Démocratie (2 pladser) samt otte uafhængige medlemmer - fire pladser står tomme.[284]

Ved siden af den centrale regering har hver provins og territorium også regeringer, og den centrale regering har blandt andet til opgave at koordinere regeringsudøvelserne i provinserne og territorierne.[283] Blandt de opgaver, der udføres af den centrale regering, er ledelsen af det canadiske militær og opretholdelsen af udenrigspolitiske relationer.

Den dømmende magt er ligeledes opdelt i føderale og lokale domstole.[283] Domstolene har magt til at prøve love, der vedtages i parlamentet eller lokalt, for at sikre, at de overholder den canadiske grundlov.[283] Men derudover fungerer de ved at sikre, at lovene overholdes i befolkningen. Domstolene er fuldstændig uafhængige af den lovgivende og den udøvende magt.[283]

Provinserne styres med etkammersystemer og fungerer på nogenlunde samme måde som Underhuset.[285] De tre territorier har ligeledes lovgivende forsamlinger, men de er ikke som provinsernes suveræne og har færre grundlovsmæssige forpligtelser end provinserne.[286]

Canadas grundlov er en af de ældste i verden, idet første udgave, Constitution Act, stammer fra 1867. Den seneste udgave er fra 1982. Dertil kommer forskellige tillæg, der er blevet vedtaget siden den første udgave,[287] foruden uskrevne konventioner. I 1982-udgaven findes også Canadian Charter of Rights and Freedom, der garanterer befolkningen basale rettigheder og friheder, som under normale omstændigheder ikke kan fratages med andre love.[288]

Retsvæsen og politi[redigér | redigér wikikode]

Canadas retsvæsen spiller en vigtig rolle i at tolke lovene og har magt til at underkende love fra Parlamentet, hvis de strider mod grundloven. Højesteret er det øverste niveau i retsvæsenet og tager de endegyldige beslutninger, hvis det er nødvendigt. Formand for højesteret har siden 2000 været Beverley McLachlin, som er den første kvinde og den længst siddende på denne post.[289] Højesterets ni medlemmer udpeges af generalguvernøren efter anbefaling fra premierministeren og justitsministeren. Alle dommere på de højere retsinstanser og ved appelretterne udpeges efter konsultation med retsnævn, der er uafhængige af regeringen. Den føderale regering udpeger dommere til de højere retsinstanser for provinserne og territorierne.[290]

Sikringen af, at lovene overholdes, er officielt provinsernes ansvar og gennemføres i praksis af provinsernes og kommunernes politikorps.[291] Det er dog sådan, at i de fleste landdistrikter og i nogle bymæssige områder er politiopgaverne overladt til Canadas Ridende Politi.


Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Canada er medlem af OECD, NATO, FN, APEC, G8 og mange andre internationale organisationer.

Canada var i mange år uden nationalflag og brugte det britiske koffardiflag med Canadas skjold i det røde felt. I begyndelsen af 1960'erne øgedes interessen for at få et eget nationalflag. Resultatet blev nationalflaget med ahornbladet, der blev indført af parlamentet i 1965.

Forsvar[redigér | redigér wikikode]

I 2011 blev det canadiske militær opdelt i tre selvstændige værn, efter at man siden 1968 havde haft enhedsværnet Canadian Armed Forces/Forces Armées Canadiennes.

Den canadiske hær Canadian Army/Armée canadienne har rødder tilbage til 1867, og deltog både i 1. og 2. verdenskrig. I 1968-2011 havde LFC (Canadian Forces Land Force Command/Commandement de la force terrestre) ansvaret for landstyrkerne.

Den canadiske flåde Royal Canadian Navy/Marine royale canadienne er fra 1911, og deltog i begge verdenskrige. I 1968-2011 havde MARCOM (Canadian Forces Maritime Command/Commandement maritime) ansvaret for flådestyrkerne.

Det canadiske luftvåben Royal Canadian Air Force/Aviation royale canadienne er fra 1924, og deltog bl.a. i 2. verdenskrig. I 1968-2011 havde AIRCOM (Canadian Forces Air Command/Commandement aérien du Canada) ansvaret for flystyrkerne.

Derudover findes kystvagten (Canadian Coast Guard/Garde côtière canadienne), der hører under fiskeriministeriet.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kort over Canada

Canadas ti provinser (Hovedstaden i parentes):

Canada har tre territorier:

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ National Household Survey Profile, Canada, 2011. Statistics Canada. Hentet 2015-04-15. 
  2. ^ Queen and Canada. The Royal Household. Hentet 2009-10-19. 
  3. ^ Estimates of population, Canada, provinces and territories. Statistics Canada. Hentet 2017-04-06. 
  4. ^ a b Population and Dwelling Count Highlight Tables, 2016 Census. Statistics Canada. 6. februar 2017. Hentet 6. april 2017. 
  5. ^ a b c d e Report for Selected Countries and Subjects - Canada. International Monetary Fund. Hentet 21. april 2017. 
  6. ^ GINI index (World Bank estimate). The World Bank. Hentet 2015-04-15. 
  7. ^ Table 1: Human Development Index and its components. FN. Hentet 2015-04-15. 
  8. ^ Sherill, Peter T. (1991). "Canada". I: Olson, James S.; Shadle, Robert. Historical Dictionary of European Imperialism. Greenwood Publishing Group. s. 109. ISBN 978-0-313-26257-9. Hentet 2015-03-31. 
  9. ^ a b c Rayburn, Alan (2001). Naming Canada: Stories about Canadian Place Names. University of Toronto Press. s. 13-22. ISBN 978-0-8020-8293-0. 
  10. ^ Magocsi, Paul R., red. (1999). "Peopling". Encyclopedia of Canada's People. University of Toronto Press. s. 1048. ISBN 978-0-8020-2938-6. 
  11. ^ An Act to Re-write the Provinces of Upper and Lower Canada, and for the Government of Canada. J.C. Fisher & W. Kimble. 1840-07-23. s. 20. Hentet 2015-03-31. 
  12. ^ O'Toole, Roger (2009). "Dominion of the Gods: Religious continuity and change in a Canadian context". I: Hvithamar, Annika; Warburg, Margit; Jacobsen, Brian A.. Holy nations and global identities: civil religion, nationalism, and globalisation. Brill. s. 137. ISBN 978-90-04-17828-1. 
  13. ^ a b c d Buckner, Phillip, red. (2009). Canada and the British Empire. Oxford University Press. s. 37-40, 56-59, 114, 124-125. ISBN 978-0-19-927164-1. 
  14. ^ a b Bell, Catherine (2012). "Ownership and trade of aboriginal cultural heritage in Canada". I: Graber, C.B.; Kuprecht; Lai, J.C.. International Trade in Indigenous Cultural Heritage: Legal and Policy Issues. Edward Elgar Publishing. s. 366. ISBN 978-0-855793-831-2. 
  15. ^ Cordell, L.S.; Lightfoot, K.; McManamon, F. et al., red. (2009). "Archaeology of Arctic and Subarctic Canada". Archaeology in America: An Encyclopedia. 4. ABC-CLIO. s. 3. ISBN 978-0-313-02189-3. Hentet 2015-04-08. 
  16. ^ Anderson, David G. (2012). "9. Pleistocene Settlement in the East". I: Pauketat, Timothy R.. The Oxford Handbook of North American Archaeology. Oxford University Press. s. 96. ISBN 978-0-19-538011-8. Hentet 2015-04-08. 
  17. ^ Dillehay, Thomas D. (2008). The Settlement of the Americas. Basic Books. s. 61. ISBN 978-0-7867-2543-4. 
  18. ^ Herz, Norman; Garrison, Ervan G. (1997). Geological Methods for Archaeology. Oxford University Press. s. 125. ISBN 978-0-19-802511-5. Hentet 2015-04-08. 
  19. ^ Hayes, Derek (2008). Canada: An Illustrated History. Douglas & Mcintyre. s. 7, 13. ISBN 978-1-55365-259-5. 
  20. ^ Macklem, Patrick (2001). Indigenous Difference and Constitution of Canada. University of Toronto Press. s. 170. ISBN 978-0-8020-4195-1. Hentet 2015-04-08. 
  21. ^ Sonneborn, Liz (2007). Chronology of American Indian History. Infobase Publishing. s. 2-12. ISBN 978-0-8160-6770-1. 
  22. ^ a b c Northcott, Herbert C.; Wilson, Donna M. (2008). Dying and Death in Canada. University of Toronto Press. s. 25-27. ISBN 978-1-55111-873-4. Hentet 2015-04-08. 
  23. ^ a b Thornton, Russell. "Population history of Native North Americans". I: Haines, M.R.; Steckel, R.H.. A population history of North America. Cambridge University Press. s. 13, 380. ISBN 978-0-521-49666-7. 
  24. ^ O'Donnell, C. Vivian (2008). "Native Populations of Canada". I: Bailey, G.A.; Sturtevant, W.C.. Handbook of North American Indians. 2. Government Printing Office. s. 285. ISBN 978-0-16-080388-8. 
  25. ^ True Peters, Stephanie. Smallpox in the New World. Marshall Cavendish. s. 39. ISBN 978-0-7614-1637-1. Hentet 2015-04-08. 
  26. ^ Preston, David L. (2009). The Texture of Contact: European and Indian Settler Communities on the Frontiers of Iroquoia, 1667-1783. University of Nebraska Press. s. 43-44. ISBN 978-0-8032-2549-7. Hentet 2015-04-08. 
  27. ^ Tanner, Adrian (1999). "3. Innu-Inuit 'Warfare'". Innu Culture (Memorial University of Newfoundland). Hentet 2015-04-08. 
  28. ^ Chamberlin, J. Edward (1997). "Culture and Anarchy in Indian Country". I: Asch, Michael. Aboriginal and Treaty Rights in Canada. UBC Press. s. 28. ISBN 978-0-7748-0581-0. Hentet 2015-04-08. 
  29. ^ Kirmayer, L.J.; Tate, C.L.; Simpson, C. (2009). "The Mental Health of Aboriginal Peoples in Canada". I: Kirmayer, L.J.; Valaskakis, G.G.. Healing Traditions: The Mental Health of Aboriginal Peoples in Canada. UBC Press. s. 9. ISBN 978-0-7748-5863-2. Hentet 2015-04-08. 
  30. ^ Reeves, Arthur Middleton (2009). The Norse Discovery of America. BiblioLife. s. 82. ISBN 978-0-559-05400-6. 
  31. ^ Cabot's Voyage of 1497. Memorial University of Newfoundland. 1997. Hentet 2015-04-09. 
  32. ^ Hornsby, Stephen J. (2005). British Atlantic, American frontier: spaces of power in early modern British America. University Press of New England. s. 14, 18-19, 22-23. ISBN 978-1-58465-427-8. 
  33. ^ Cartier, Jacques (1993). The Voyages of Jacques Cartier. University of Toronto Press. s. 26. ISBN 978-0-8020-6000-6. Hentet 2015-04-09. 
  34. ^ Rose, George A. (2007). Cod: The Ecological History of the North Atlantic Fisheries. Breakwater Books. s. 209. ISBN 978-1-55081-225-1. Hentet 2015-04-09. 
  35. ^ Kelley, Ninette; Trebilcock, Michael J. (2010). The Making of the Mosaic: A History of Canadian Immigration Policy. University of Toronto Press. s. 27. ISBN 978-0-8020-9536-7. Hentet 2015-04-09. 
  36. ^ LaMar, Howard Roberts (1977). The Reader's Encyclopedia of the American West. University of Michigan. s. 355. ISBN 978-0-690-00008-5. 
  37. ^ Tucker, S.; Arnold, J.A.; Wiener, R., red. (2011). The Encyclopedia of North American Indian Wars, 1607-1890: A Political, Social, and Military History. ABC-CLIO. s. 394. ISBN 978-1-85109-697-8. 
  38. ^ Buckner, Phillip A.; Reid, John G. (1994). The Atlantic Region to Confederation: A History. University of Toronto Press. s. 55-56. ISBN 978-0-8020-6977-1. Hentet 2015-04-09. 
  39. ^ Nolan, Cathal J. (2008). Wars of the Age of Louis XIV, 1650-1715. ABC-CLIO. s. 160. ISBN 978-0-313-33046-9. Hentet 2015-04-09. 
  40. ^ Allaire, Gratien (2007). "From "Nouvelle-France" to "Francophonie canadienne": a historical survey". International Journal of the Sociology of Language. 2007 (185): 25–52. doi:10.1515/IJSL.2007.024.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  41. ^ Hicks, Bruce M. (2010). "Use of Non-Traditional Evidence: A Case Study Using Heraldry to Examine Competing Theories for Canada's Confederation". British Journal of Canadian Studies. 23 (1): 87–117. doi:10.3828/bjcs.2010.5.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  42. ^ Nellis, Eric (2010). An Empire of Regions: A Brief History of Colonial British America. University of Toronto Press. s. 331. ISBN 978-1-4426-0403-2. Hentet 2015-04-09. 
  43. ^ Leahy, Todd; Wilson, Raymond (2009). The A to Z of Native American Movements. Scarecrow Press. s. 49. ISBN 978-0-8108-6892-2. Hentet 2015-04-15. 
  44. ^ McNairn, Jeffrey L. (2000). The Capacity to Judge. University of Toronto Press. s. 24. ISBN 978-0-8020-4360-3. Hentet 2015-04-15. 
  45. ^ Immigration History of Canada. Marianopolis College. 2004. Hentet 2015-04-15. 
  46. ^ Gallagher, John A. (1936). The Irish Emigration of 1847 and Its Canadian Consequences. CCHA. Hentet 2015-04-15. 
  47. ^ Romney, Paul (1989). "From Constitutionalism to Legalism: Trial by Jury, Responsible Government, and the Rule of Law in the Canadian Political Culture". Law and History Review. University of Illionois Press. 7 (1): 128. doi:10.2307/743779.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  48. ^ Evenden, L.J.; Turbeville, D.E. (1992). "The Pacific Coast Borderland and Frontier". I: Janelle, D.G.. Geographical snapshots of North America. Guilford Press. s. 52. ISBN 978-0-89862-030-6. 
  49. ^ Barlow, Max (2001). "Disintegration Tendencies in Canada". I: Dijkink, G.; Knippenberg. The Territorial Factor: Political Geography in a Globalising World. Vossiuspers UvA. s. 226. ISBN 978-90-5629-188-4. 
  50. ^ Bumsted, J.M. (2006-02-07). Red River Rebellion. Historica Canada. Hentet 2015-05-19. 
  51. ^ a b Building a Nation. Canadian Geographic. Hentet 2015-05-19. 
  52. ^ Brown, R.C. (2006-02-07). National Policy. Historica Canada. Hentet 2015-05-19. 
  53. ^ Cook, Terry. The Canadian West: An Archival Odyssey through the Records of the Department of the Interior. Collections Canada. Hentet 2013-05-19. 
  54. ^ Tennyson, Brian D. (2014). Canada's Great War, 1914-1918. Scarecrow Press. s. 4. ISBN 978-0-8108-8860-9. Hentet 2015-05-21. 
  55. ^ Morton 2009, s. 144.
  56. ^ Granatstein, J.L. (2004). Canada's Army. University of Toronto Press. s. 144. ISBN 978-0-8020-8696-9. Hentet 2015-05-21. 
  57. ^ Scott, Marian (2014-07-25). Quebec’s conscription crisis divided French and English Canada. Montreal Gazette / ww1.canada.com. Hentet 2015-05-21. 
  58. ^ Veatch, Richard (2006-02-07). League of Nations. Historica Canada. Hentet 2015-05-21. 
  59. ^ Hillmer, Norman (2006-02-07). Statute of Westminster. Historica Canada. Hentet 2015-05-21. 
  60. ^ Bryce, Robert B. (1986). Maturing in Hard Times: Canada's Department of Finance during the Great Depression. McGill-Queen's Press. s. 41. ISBN 978-0-7735-0555-1. Hentet 2015-06-05. 
  61. ^ Canada goes to war. warmuseum.ca. Hentet 2015-06-05. 
  62. ^ Canada at Britain's side. warmuseum.ca. Hentet 2015-06-05. 
  63. ^ Disaster at Dieppe. warmuseum.ca. Hentet 2015-06-05. 
  64. ^ The Italian campaign. warmuseum.ca. Hentet 2015-06-05. 
  65. ^ Canada at D-day. warmuseum.ca. Hentet 2015-06-05. 
  66. ^ The Normandy campaign. warmuseum.ca. Hentet 2015-06-05. 
  67. ^ Counting the cost. warmuseum.ca. Hentet 2015-06-05. 
  68. ^ Goddard, Lance (2005). Canada and the Liberation of the Netherlands. Dundum Press. s. 225-232. ISBN 978-1-55002-547-7. 
  69. ^ Morton 2009, s. 183.
  70. ^ Bothwell, Robert (2007). Alliance and illusion: Canada and the world, 1945–1984. UBC Press. s. 11, 31. ISBN 978-0-7748-1368-6. 
  71. ^ Boyer, J. Patrick (1996). Direct Democracy in Canada: The History and Future of Referendums. Dundum Press. s. 119. ISBN 978-1-4597-1884-5. Hentet 2015-06-19. 
  72. ^ Mackey, Eva (2002). The house of difference: cultural politics and national identity in Canada. University of Toronto Press. s. 57. ISBN 978-0-8020-8481-1. 
  73. ^ Landry, Rodrigue; Forgues, Éric (2007). "Official language minorities in Canada: an introduction". International Journal of the Sociology of Language. 2007 (185): 1–9. doi:10.1515/IJSL.2007.022.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  74. ^ Esses, V.M.; Gardner, R.C. (1996). "Multiculturalism in Canada: Context and current status". Canadian Journal of Behavioural Science. 28 (3): 145–152. doi:10.1037/h0084934.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  75. ^ Sarrouh, Elissar (2002-01-22). "Social Policies in Canada: A Model for Development". Social Policy Series, No. 1 (FN): ss. 14-16, 22-37. Hentet 2015-06-19. 
  76. ^ Bickerton, James; Gagnon, Alain, (red.). Canadian Politics (4. udg.). Broadview Press. s. 250-254, 344-347. ISBN 978-1-55111-595-5. 
  77. ^ Légaré, André (2008). "Canada's Experiment with Aboriginal Self-Determination in Nunavut: From Vision to Illusion". International Journal on Minority and Group Rights. 15 (2-3): 335–367. doi:10.1167/157181108X332659. 
  78. ^ Sorens, J. (2004). "Globalization, secessionism, and autonomy". Electoral Studies. 23 (4): 727–752. doi:10.1016 Tjek |doi= (hjælp).  Teksten "j.electstud.2003.10.003 " ignoreret (hjælp); Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  79. ^ Terms of Reference. Commission of Inquiry into the Investigation of the Bombing of Air India Flight 182. 2006-06-21. Hentet 2015-06-21. 
  80. ^ Sourour, Teresa (1991-05-10) (PDF). Report of Coroner's Investigation. diarmani.com. Hentet 2015-06-21. 
  81. ^ The Oka Crisis. histori.ca. Hentet 2015-06-21. 
  82. ^ Roach, Kent (2003). September 11: Consequences for Canada. McGill-Queen's University Press. s. 15, 59-61, 194. ISBN 978-0-7735-2584-9. 
  83. ^ UNPROFOR. The Royal Canadian Dragoons. Hentet 2015-06-21. 
  84. ^ Jockel, Joseph T.; Sokolsky, Joel B. (2008). "Canada and the war in Afghanistan: NATO's odd man out steps forward". Journal of Transatlantic Studies. 6 (1): 100–115. doi:10.1080/14794010801917212. 
  85. ^ Whittington, Les (2014-12-03). Canadian economy showing signs of wider recovery, Stephen Poloz says. Toronto Star. Hentet 2015-06-21. 
  86. ^ Canada's military contribution in Libya. CBC. 2011-10-20. Hentet 2015-06-21. 
  87. ^ Canada exchanges fire with Islamic State in Iraq. BBC. 2015-01-19. Hentet 2015-06-21. 
  88. ^ a b c d e f g Geography. Statistics Canada. Hentet 19. april 2017. 
  89. ^ a b c "Geography :: Canada". The World Fact Book (CIA). Hentet 2016-01-06. 
  90. ^ Battram, Robert A. (2010). Canada in Crisis: An Agenda for Survival of the Nation. Trafford Publishing. s. 1. ISBN 978-1-4269-3393-6. Hentet 2016-01-06. 
  91. ^ a b c d Sproule-Jones, Mark; Johns, Carolyn; Heinmiller, B. Timothy (2008). Canadian Water Politics: Conflicts and Institutions. McGill-Queen's Press. s. 23-26. Hentet 2016-06-20. 
  92. ^ Large Lakes of the World. infoplease.com. Hentet 2016-06-20. 
  93. ^ a b Rivers. Environment and Climate Change Canada. 2013-07-22. Hentet 2016-06-20. 
  94. ^ Drainage basins. canadiangeographic.ca. Hentet 2016-06-20. 
  95. ^ Sea Islands. The Atlas of Canada. Hentet 2016-06-21. 
  96. ^ Haughton Mars Project. NASA. 2013-02-06. Hentet 2016-06-21. 
  97. ^ Diamond Mines in Canada. geology.com. Hentet 2016-06-24. 
  98. ^ a b The World's Largest Oil Reserves By Country. WorldAtlas.com. Hentet 27. april 2017. 
  99. ^ The climate of Canada. whatstheweatherlike.org. Hentet 2016-07-23. 
  100. ^ Canadas skove og skovbrug. trae.dk. Hentet 2016-07-27. 
  101. ^ Wildflowers of Ontario. natureconservnacy.ca. Hentet 2016-07-27. 
  102. ^ National. native, and popular flowers of Canada. theflowerexpert.com. Hentet 2016-07-27. 
  103. ^ Haber, Erich (2015-04-03). Wildflowers. thecanadianencyclopedia.ca. Hentet 2016-07-27. 
  104. ^ Wark, D.B.; Gabruch, L.K.; Penner, C.; Hamilton, R.J.; Koblun, T.G. (PDF). Revegetation with Native Grasses in the Northern Great Plains. albertpcf.ca. ss. 7-8. 
  105. ^ (PDF)Caring for Canada's Biodiversity. biodivcanada.ca. juni 2009. s. 14. Hentet 5. april 2017. 
  106. ^ Conservation of Polar Bears in Canada. Environment and Climate Change Canada. Hentet 5. april 2017. 
  107. ^ Festa-Bianchet, M.; Ray, J.C.; Boutin, S.; Côté, S.D.; Gunn, A. (2011). "Conservation of caribou (Rangifer tarandus) in Canada: an uncertain future". Canadian Journal of Zoology. 89 (5): 419–434.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  108. ^ Migratory Bird Sanctuaries. Environment and Climate Change Canada. Hentet 5. april 2017. 
  109. ^ (PDF)Caring for Canada's Biodiversity. biodivcanada.ca. juni 2009. s. 6. Hentet 5. april 2017. 
  110. ^ a b Boyd, David R. (2011). Unnatural Law: Rethinking Canadian Environmental Law and Policy. UBC Press. s. 67-69. ISBN 978-0-7748-4063-7. Hentet 6. april 2017. 
  111. ^ Polar Bear. Committee on the Status of Endangered Wildlife in Canada. 31. marts 2017. Hentet 6. april 2017. 
  112. ^ Threats: Water depletion. Greenpeace Canada. 1. april 2008. Hentet 19. april 2017. 
  113. ^ (PDF)Canada's Oil Sands - Opportunities amd Challenges to 2015: An update. juni 2006. s. 38. Hentet 19. april 2017. 
  114. ^ Strahan, David (8. december 2009). Who's afraid of the tar sands?. davidstrahan.com. Hentet 19. april 2017. 
  115. ^ Mosher, Dave (24. januar 2017). At the end of Trump's revived Keystone XL pipeline, there's a scene you must see to believe. businessinsider.com. Hentet 19. april 2017. 
  116. ^ Land Reclamation. canadasoilsands.ca. Hentet 19. april 2017. 
  117. ^ Toronto, Montreal, Vancouver now home to one-third of Canadians: census. CTV News. 8. februar 2017. Hentet 6. april 2017. 
  118. ^ Trends — Residential energy use and GHG emissions. Natural Resources Canada. 27. maj 2011. Hentet 6. april 2017. 
  119. ^ Edmonston, Barry; Fong, Eric, red. (2011). The Changing Canadian Population. McGill-Queen's Press. s. 181. ISBN 978-0-7735-3793-4. Hentet 6. april 2017. 
  120. ^ Ethnic origins, 2006 counts, for Canada, provinces and territories. Statistics Canada. 6. oktober 2010. Hentet 19. april 2017. 
  121. ^ Archived - 40 Years of the Official Languages Act. Canadas regering. 9. september 2009. Hentet 20. april 2017. 
  122. ^ Charter of the French Language. LégisQuébec. 1. december 2016. Hentet 20. april 2017. 
  123. ^ Language Used Most Often at Work. Statistics Canada. 17. juli 2014. Hentet 20. april 2017. 
  124. ^ Detailed Language Spoken Most Often at Home. Statistics Canada. 17. juli 2014. Hentet 20. april 2017. 
  125. ^ Aboriginal languages. Statistics Canada. 4. marts 2004. Hentet 20. april 2017. 
  126. ^ Dickason, Olive Patricia (1992). Canada's First Nations. University of Oklahoma Press. s. 419. ISBN 978-0-8061-2439-1. 
  127. ^ Fettes, Mark; Norton, Ruth (2001). "Voices of Winter: Aboriginal Languages and Public Policy in Canada". I: Castellano, M.B.; Lynne, L.; Lahache, L.. Aboriginal education: fulfilling the promise. UBC Press. s. 39. ISBN 978-0-7748-0783-8. 
  128. ^ Russell, Peter H. (2005). "Indigenous Self-Determination: Is Canada as Good as it Gets?". I: Hocking, Barbara. Unfinished Constitutional Business?: Rethinking Indigenous Self-determination. Aboriginal Studies Press. s. 180. ISBN 978-0-85575-466-2. 
  129. ^ Moon, Richard J., red. (2008). Law and Religious Pluralism in Canada. UBC Press. s. 1-4. ISBN 978-0-7748-1497-3. Hentet 20. april 2017. 
  130. ^ Scott, Jamie S., red. (2012). The Religions of Canadians. University of Toronto Press. s. 345. ISBN 978-1-4426-0516-9. Hentet 20. april 2017. 
  131. ^ Bowen, Kurt (2004). Christians in a Secular World: The Canadian Experience. McGill-Queen's Press. s. 174. ISBN 978-0-7735-7194-5. Hentet 20. april 2017. 
  132. ^ Punnett, Betty Jane (2015). International Perspectives on Organizational Behavior and Human Resource Management. Routledge. s. 116. ISBN 978-1-317-46745-8. Hentet 20. april 2017. 
  133. ^ Haskell, David M.. Through a Lens Darkly: How the News Media Perceive and Portray Evangelicals. Clements Publishing Group. s. 50. ISBN 978-1-894667-02-0. Hentet 20. april 2017. 
  134. ^ 2011 National Household Survey: Immigration, place of birth, citizenship, ethnic origin, visible minorities, language and religion. Statistics Canada. 8. maj 2013. Hentet 20. april 2017. 
  135. ^ Urban-rural population as a proportion of total population, Canada, provinces, territories and health regions, 2001. Statistics Canada. Hentet 20. april 2017. 
  136. ^ Births and total fertility rate, by province and territory. Statistics Canada. 26. oktober 2016. Hentet 20. april 2017. 
  137. ^ a b c "Canada". The World Fact Book (cia.gov). Hentet 21. april 2017. 
  138. ^ Zimmermann, Karla (2008). Canada (10. udg.). Lonely Planet Publications. s. 51. ISBN 978-1-74104-571-0. Hentet 6. april 2017. 
  139. ^ a b Hollifield, James; Martin, Philip; Orrenius, Pia (2014). Controlling Immigration: A Global Perspective (3. udg.). Stanford University Press. s. 11. ISBN 978-0-8047-8627-0. Hentet 6. april 2017. 
  140. ^ Beaujot, Roderic P.; Kerr, Donald W., red. (2007). The Changing Face of Canada. Canadian Scholars' Press. s. 178. ISBN 978-0-55130-322-2. Hentet 6. april 2017. 
  141. ^ Freeman, Gary P.; Hansen, Randall; Leal, David L., red. (2013). Immigration and Public Opinion in Liberal Democracies. Routledge. s. 8. ISBN 978-1-136-21161-4. Hentet 6. april 2017. 
  142. ^ Rahim, Abdur (2014). Canadian Immigration and South Asian Immigrants. Xlibris Corporation. s. 191. ISBN 978-1-4990-5874-1. Hentet 6. april 2017. 
  143. ^ Canada welcomes highest number of legal immigrants in 50 years while taking action to maintain the integrity of canada's immigration system. Canadas regering. 13. februar 2011. Hentet 6. april 2017. 
  144. ^ Notice – Supplementary Information 2016 Immigration Levels Plan. Canadas regering. 8. marts 2016. Hentet 6. april 2017. 
  145. ^ Immigration overview (2015): Permanent and temporary residents. Immigration, Refugees and Citizenship Canada. 20. januar 2017. Hentet 6. april 2017. 
  146. ^ Grubel, Herbert G., red. (2009). The Effects of Mass Immigration on Canadian Living Standards and Society. The Fraser Institute. s. 5. ISBN 978-0-88975-246-7. Hentet 6. april 2017. 
  147. ^ Government of Canada Announces 2011 Immigration Plan. muslimobserver.com. 11. november 2010. Hentet 6. april 2017. 
  148. ^ Simmons, Alan (2010). Immigration and Canada: Global and Transnational Perspectives. Canadian Scholars' Press. s. 92. ISBN 978-1-55130-362-8. Hentet 6. april 2017. 
  149. ^ Literacy. indexmundi.com. Hentet 21. april 2017. 
  150. ^ a b Canada's crime rate: Two decades of decline. Statistics Canada. 3. marts 2017. Hentet 21. april 2017. 
  151. ^ Currency. bankofcanada.ca. Hentet 21. april 2017. 
  152. ^ Currency Composition of Official Foreign Exchange Reserves. IMF. 31. marts 2017. Hentet 21. april 2017. 
  153. ^ Agricultural land (% of land area). The World Bank. 2015. Hentet 2016-06-23. 
  154. ^ Permanent Crops Area by Country. ChartsBin.com. Hentet 2016-06-23. 
  155. ^ Hein, Treena (marts 2013). Productive permanent pasture. agannex.com. Hentet 2016-06-23. 
  156. ^ Agricultural water use in Canada. Statistics Canada. 2015-11-27. Hentet 2016-06-23. 
  157. ^ Canadian Federation of Agriculture (2007). CFA – Canadian Federation of Agriculture – Commodities. Arkiveret fra originalen 10 April 2007. Hentet 6 April 2007 
  158. ^ Dakers, Sonya; Fréchette, Jean-Dennis (september 1998). The relative position of Canada in the World grain market. gc.da. Hentet 21. april 2017. 
  159. ^ Milke, Mark (juni 2014) (PDF). Government Subsidies in Canada: A $684 billion Price Tag. fraserinstitute.org. s. 9. Hentet 24. april 2017. 
  160. ^ Overview of Canada's forest industry. Natural Resources Canada. Hentet 24. april 2017. 
  161. ^ The International Fishery of the 16th Century. Heritage Newfoundland & Labrador. Hentet 2016-06-23. 
  162. ^ Sustainability group seeks new restrictions to protect Pacific tuna. Undercurrent News. 2015-11-26. Hentet 2016-06-23. 
  163. ^ Canada’s Ocean Estate. Canadas regering. 2016-02-04. Hentet 2016-06-23. 
  164. ^ a b Facts on Canadian Fisheries. Fisheries and Oceans Canada. 17. marts 2017. Hentet 24. april 2017. 
  165. ^ Brown, Charles E. (2002). World energy resources. Springer. s. 323, 378-389. ISBN 978-3-540-32634-9. 
  166. ^ Market Snapshot: Value of Canada’s net energy exports declined by over one-third in 2015. National Energy Board. 1. juni 2016. Hentet 27. april 2017. 
  167. ^ Marshall 2014, s. 75.
  168. ^ a b Marshall 2014, s. 6.
  169. ^ Marshall 2014, s. 7-8.
  170. ^ Manufacturing's share of gross domestic product, 1900 to 2005. Statistics Canada. 19. december 2012. Hentet 28. april 2017. 
  171. ^ Manufacturing share of gross domestic product, 1961 to 2007. Statistics Canada. 19. december 2012. Hentet 28. april 2017. 
  172. ^ (PDF)2016 Annual Report. corporate-ir.net. 2017. s. 5. Hentet 28. april 2017. 
  173. ^ (PDF)2016 Financial Report. bombardier.com. s. 6. Hentet 28. april 2017. 
  174. ^ Retail sales, by industry. Statistics Canada. 26. april 2017. Hentet 16. maj 2017. 
  175. ^ a b (PDF)Travel & Tourism - Economic Impact 2015 - Canada. wttc.org. 2016. Hentet 16. maj 2017. 
  176. ^ (PDF)International Travel: Advance Information. statcan.gc.ca. december 2015. Hentet 16. maj 2017. 
  177. ^ Blackwell, Richard; Parkinson, David (12. februar 2016). Tourism to the rescue. The Globe and Mail. Hentet 16. maj 2017. 
  178. ^ Eadington, William R. (1999). "The Spread of Casinos and Their Role in Tourism Development". I: Pearce, Douglas G.; Butler, Richard W. (PDF). Contemporary Issues in Tourism Development. Routledge. Hentet 16. maj 2017. 
  179. ^ Casino Gaming in Canada: The Opinions of Community Leaders Report. hlta.ca. 26. januar 2016. Hentet 16. maj 2017. 
  180. ^ (PDF)G7 in figures. destatis.de. 2015. s. 13. Hentet 2. juni 2017. 
  181. ^ Chase, Steven (14. februar 2017). How much trade leverage does Canada really have with the U.S.?. theglobeandmail.com. Hentet 2. juni 2017. 
  182. ^ Trade and investment agreements. Canadas regering. 29. maj 2017. Hentet 2. juni 2017. 
  183. ^ a b Imports, exports and trade balance of goods on a balance-of-payments basis, by country or country grouping. Statistics Canada. 4. maj 2017. Hentet 2. juni 2017. 
  184. ^ Central Government Debt. OECD.org. Hentet 3. juli 2017. 
  185. ^ Road Transportation. Transport Canada. Hentet 3. juli 2017. 
  186. ^ Motor vehicle registrations, by province and territory. Statistics Canada. Hentet 3. juli 2017. 
  187. ^ Rail Transportation. Transport Canada. Hentet 3. juli 2017. 
  188. ^ a b Rail Transportation. Transport Canada. Hentet 3. juli 2017. 
  189. ^ Shipping in Canada 2011. Statistics Canada. 27. november 2015. Hentet 3. juli 2017. 
  190. ^ Canada's Airports: Brief history. CAC. Hentet 5. februar 2018. 
  191. ^ (PDF)Toronto Pearson (Enplaned + Deplaned) Passengers. torontopearson.com. Hentet 6. februar 2018. 
  192. ^ (PDF)Trffic Update. yvr.ca. 14. februar 2017. Hentet 6. februar 2018. 
  193. ^ (PDF)Enplaned / Deplaned Passengers Aéroports de Montréal. admtl.com. januar 2017. Hentet 6. februar 2018. 
  194. ^ Passenger Statistics. yyc.com. Hentet 6. februar 2018. 
  195. ^ About Air Canada. aircanada.com. Hentet 6. februar 2018. 
  196. ^ Flights. aircanada.com. Hentet 6. februar 2018. 
  197. ^ Globerman, Steven (1983). Cultural regulation in Canada. Institute for Research on Public Policy. Hentet 9. februar 2018. 
  198. ^ (XLSX)2015 Daily Newspaper Circulation. nmc-mic.ca. Hentet 9. februar 2018. 
  199. ^ Content Made by Canadians. Canadian Radio-television and Telecommunications Commission. 24. januar 2018. Hentet 9. februar 2018. 
  200. ^ Communications Monitoring Report 2015: Canada's Communications System: An Overview for Citizens, Consumers, and Creators. Canadian Radio-television and Telecommunications Commission. 20. oktober 2015. Hentet 9. februar 2018. 
  201. ^ World Uranium Mining Production. world-nuclear.org. juli 2017. Hentet 12. februar 2018. 
  202. ^ By the Numbers. canadahydro.ca. Hentet 12. februar 2018. 
  203. ^ (PDF)Energy Fact Book 2016-2017. Natural Resources Canada. 2015. ss. 42, 20. Hentet 12. februar 2018. 
  204. ^ Canadian Energy Facts (December 2006). international.gc.ca. Arkiveret fra [/http://www.international.gc.ca/enviro/energy-energie/facts-faits.aspx?lang=eng originalen] 20. maj 2011. Hentet 12. februar 2018. 
  205. ^ a b Canada. iae.org. Hentet 12. februar 2018. 
  206. ^ (PDF)Canada's Energy Future 2017. National Energy Board. 2017. ss. 24-32. Hentet 12. februar 2018. 
  207. ^ Dyck, Rand (2011). Canadian Politics: Concise. Cengage Learning. s. 88. ISBN 978-0-17-650343-7. Hentet 13. februar 2018. 
  208. ^ Brodie, Ian; Morton, F.L. (2012). "Do the "Haves" Still Come Out Ahead in Canada?". I: Newman, Steven L.. Constitutional Politics in Canada and the United States. SUNY Press. s. 203. ISBN 978-0-7914-8584-2. Hentet 13. februar 2018. 
  209. ^ Fleras, Augie (2015). "Beyond Multiculturalism". I: Guo, Shibao; Wong, Lloyd. Revisiting Multiculturalism in Canada: Theories, Policies and Debates. Springer. s. 317. ISBN 978-94-6300-208-0. Hentet 13. februar 2017. 
  210. ^ Sikka, Sonia; Beaman, Lori G. (2014). Multiculturalism and Religious Identity: Canada and India. McGill-Queen's Press. s. 237. ISBN 978-0-7735-9220-9. 
  211. ^ A literature review of Public Opinion Research on Canadian attitudes towards multiculturalism and immigration, 2006-2009. canada.ca. 12. december 2011. Hentet 13. februar 2018. 
  212. ^ Langlois, Simon (2001). "The Contemporary Canadian State". I: Caplow, Theodore. Leviathan Transformed. McGill-Queen's Press. s. 146. ISBN 978-0-7735-2304-3. Hentet 13. februar 2018. 
  213. ^ Franklin, Daniel P.; Baun, Michael J. (1995). Political Culture and Constitutionalism: A Comparative Approach. M.E. Sharpe. s. 61. ISBN 978-1-56424-416-2. Hentet 13. februar 2018. 
  214. ^ Garcea, Joseph; Kirova, Anna; Wong, Lloyd (2009). "Multiculturalism Discourses in Canada". Canadian Ethnic Studies. 40 (1): 1–10. doi:10.1353/ces.0.0069.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  215. ^ Magocsi, Paul R. (2002). Aboriginal People of Canada: A Short Introduction. University of Toronto Press. s. 3-6. ISBN 978-0-8020-3630-8. 
  216. ^ Tettey, Wisdom; Puplampu, Korbla P., red. (2005). The African Diaspora in Canada: Negotiating Identity & Belonging. University of Calgary. s. 100. ISBN 978-1-55238-175-5. Hentet 13. februar 2018. 
  217. ^ Nieguth, Tim, (red.). The Politics of Popular Culture: Negotiating Power, Identity, and Place. McGill-Queen's Press. s. 188. ISBN 978-0-7735-9685-6. 
  218. ^ Deveau, Danielle J. (2016). "What's So Funny about Canadian Expats? The Comedian as Celebrity Export". I: Lee, Katja; York, Lorraine. Celebrit7 Culture in Canada. Wilfrid Laurier University Press. s. 180. ISBN 978-1-77112-224-5. 
  219. ^ Vipond, Mary (2011). The Mass Media in Canada. James Lorimer Company. s. 57. ISBN 978-1-55277-658-2. Hentet 13. februar 2018. 
  220. ^ Edwardson, Ryan (2008). Canadian Content: Culture and the Quest for Nationhood. University of Toronto Press. s. 59. ISBN 978-0-9020-9519-0. Hentet 13. februar 2018. 
  221. ^ Monaghan, David (december 2013). The mother beaver. Canadas Parlament. Hentet 15. februar 2018. 
  222. ^ a b Canadian Heritage (2002). Symbols of Canada. Canadian Government Publishing. ISBN = 978-0-660-18615-3. 
  223. ^ Gough, Barry M. (2010). Historical Dictionary of Canada. Scarecrow Press. s. 71. ISBN 978-0-8108-7504-3. Hentet 15. februar 2018. 
  224. ^ Her Majesty the Queen in Right of Canada (2012) (PDF). Consolidation – Formal Documents Regulations. Hentet 15. februar 2018. 
  225. ^ The Great Seal of Canada – Anthems and Symbols – Canadian Identity. Canadian Heritage. 2013. Arkiveret fra originalen 2. januar 2016. Hentet 15. februar 2018. 
  226. ^ Ruhl, Jeffrey (2008). "Inukshuk Rising". Canadian Journal of Globalization. 1 (1): 25–30.  Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  227. ^ a b Berman, Allen G. (2008). Warman's Coins And Paper Money: Identification and Price Guide. Krause Publications. s. 137. ISBN 1-4408-1915-X. Hentet 15. februar 2018. 
  228. ^ Phasing out the penny. Royal Canadian Mint. 2015. Hentet 15. februar 2018. 
  229. ^ Langlois, Marie-Claude (6. februar 2013). Canada's National Museums. Canadas Parlament. Hentet 15. februar 2018. 
  230. ^ Keith, W.J. (2006). Canadian Literature in English. The Porcupine's Quill. s. 19. ISBN 978-0-88984-283-0. Hentet 15. februar 2018. 
  231. ^ New, William H., red. (2002). Encyclopedia of Literature in Canada. University of Toronto Press. s. 259-261. ISBN 978-0-8020-0761-2. Hentet 15. februar 2018. 
  232. ^ a b Dominic, K.V. (2010). Studies in Contemporary Canadian Literature. Pinnacle Technology. s. 9. ISBN 978-0-61820-640-4. 
  233. ^ Oh, Canada! The Top 20 Canadian Authors You Have to Read. scribendi.com. Hentet 15. februar 2018. 
  234. ^ 100 novels that make you proud to be Canadian. cbc.ca. 4. december 2017. Hentet 15. februar 2018. 
  235. ^ Popular Canadian Author Books. goodreads.com. Hentet 15. februar 2018. 
  236. ^ History of Canada in music. thecanadianencyclopedia.com. 
  237. ^ Diamond, Beverley; Witmer, Robert, red. (1994). Canadian Music: Issues of Hegemony and Identity. Canadian Scholar Press. 
  238. ^ Pryke, Kenneth G.; Soderlund, Walter C., red. (2003). Profiles of Canada. Canadian Scholar Press. ISBN 0-585-27925-X. 
  239. ^ a b Morey, Carl (1997). Music in Canada: A Research and Information Guide. New York: Garland Publishing. ISBN 978-0-8153-1603-9. 
  240. ^ Timeline: The History of Canadian Broadcasting. broadcasting-history.ca. Arkiveret fra originalen 9. marts 2012. Hentet 16. februar 2018. 
  241. ^ Keillor, Elaine; Archambault, Tim; Kelly, John M.H. (2013). Encyclopedia of Native American Music of Northe America. ABC-CLIO. s. 306ff. ISBN 978-0-314-05506-5. 
  242. ^ Patterson, Nancy-Lou (1973). Canadian native art: Arts and crafts of Canadian Indians and Eskimos. Collier-Macmillan Canada. s. 36. ISBN 0-02-975610-3. 
  243. ^ Vachon, André. Chartier de Lotbinière, Louis-Théandre. biographi.ca. Hentet 16. februar 2018. 
  244. ^ a b Amtmann, Willy (1975). Music in Canada 1600-1800. Habitex Books. s. 320. 
  245. ^ Musique: Songs for Parlor and Stage. carleton.ca. Hentet 16. februar 2018. 
  246. ^ Whitcomb, Edward A. (1990). Canadian Fiddle Music. E. Whitcomb. 
  247. ^ Full history of “O Canada”. canada.ca. 2. februar 2018. Hentet 16. februar 2018. 
  248. ^ Hakim, Joy (1995). War, Peace, and All That Jazz. Oxford University Press. s. 41-46. ISBN 0-19-509514-6. 
  249. ^ Koda, Cub. Guy Lombardo. allmusic.com. Hentet 16. februar 2018. 
  250. ^ Diana by Paul Anka. songfacts.com. Hentet 16-2018. 
  251. ^ Christensen, Jeppe Krogsgaard (15. august 2013). "Påstand: Leonard Cohen var ikke blevet en legende i dag". Berlingske. Hentet 16. februar 2018. 
  252. ^ Parris, Amanda (18. januar 2018). 5 Black Canadian artists whose names should be known alongside the Group of Seven. Hentet 18. marts 2018. 
  253. ^ Newlands, Anne (1996). Emily Carr. Firefly Books. s. 8-9. ISBN 978-1-55209-046-6. 
  254. ^ Stern, Pamela R. (2010). Daily Life of the Inuit. ABC-CLIO. s. 151. ISBN 978-0-313-36311-5. Hentet 18. marts 2018. 
  255. ^ Osnes, Beth; Osnes, Mary Beth (2001). Acting: An International Encyclopedia. ABC-CLIO. s. 57. ISBN 978-0-87436-795-9. Hentet 30. august 2018. 
  256. ^ Angelini, Paul Ubaldo (2011). Our Society: Human Diversity in Canada. Cengage Learning. s. 34. ISBN 978-0-17650-354-3. 
  257. ^ Charlebois, Gaetan (3. juni 2016). Stratford Festival. canadiantheatre.com. Hentet 30. august 2018. 
  258. ^ Berger, Jeniva; Yoon, Jean; Grajewski, Katherine Foster (24. juni 2015). Multicultural Theatre. Thecanadianencyclopedia.ca. Hentet 30. august 2018. 
  259. ^ Rasmussen, Dana (2011). Canada's Influence on the Film Industry: Canada's Pioneers in Early Hollywood. BiblioBazaar. s. i-ix (Intro). 
  260. ^ Foster, Charles (2000). Stardust and Shadows: Canadians in Early Hollywood. Dundurn. s. 27-34. ISBN 978-1-55002-348-0. 
  261. ^ Morris, Peter (2000). "Canada". I: Kindem, Gorham Anders. The International Movie Industry. SIU Press. s. 304-307. ISBN 978-0-8093-2299-2. Hentet 30. august 2018. 
  262. ^ Mills, Edward; Kalman, Harold D. (15. november 2016), Architectural History of Indigenous Peoples in Canada, thecanadianencyclopedia.ca, hentet 17. december 2018. 
  263. ^ Morisset, Lucie K.; Noppen, Luc (4. marts 2015), Architectural History: the French Colonial Regime, thecanadianencyclopedia.ca, hentet 17. december 2018. 
  264. ^ Pandi, George (5. april 2008), "Let's eat Canadian, but is there really a national dish?", The Gazette. 
  265. ^ Wong, Grace (3. oktober 2010), Canada's national dish: 740 calories -- and worth every bite?, cnn.com, hentet 28. februar 2019. 
  266. ^ Dunne, Brad (12. december 2016), Butter Tart, thecanadianencyclopedia.ca, hentet 28. februar 2019. 
  267. ^ Peyton, Gabby, Iconic Canadian Foods: The History of Bannock, foodbologgersofcanada.com, hentet 28. februar 2019. 
  268. ^ Peyton, Gabby, Iconic Canadian Foods: Tourtière - Canada's Meat Pie, foodbologgersofcanada.com, hentet 28. februar 2019. 
  269. ^ The Caesar Drik: Canada's National Cocktail, baconismagic.ca, hentet 28. februar 2019. 
  270. ^ Marowits, Ross (20. februar 2017), Quebec increases maple syrup production amid internal revolt, foreign competition, cbc.ca, hentet 28. februar 2019. 
  271. ^ Douglas, Robert (29. november 2013), Calendar, thecanadianencyclopedia.ca, hentet 27. juni 2019. 
  272. ^ Statuary Holidays, Government of Canada, 13. maj 2019, hentet 27. juni 2019. 
  273. ^ List of holidays in Canada in 2019, officeholidays.com, hentet 27. juni 2019. 
  274. ^ Roxborough, Henry (1975), "The Beginning of Organized Sport in Canada", Canada, 2 (3), s. 30-43. 
  275. ^ National Sports of Canada Act, Government of Canada, 12. maj 1994, hentet 27. juni 2019. 
  276. ^ Sport participation 2010 (PDF), Canadian Heritage, februar 2013, s. 30ff, hentet 27. juni 2019. 
  277. ^ Morrow, Don; Wamsley, Kevin B. (2016), Sport in Canada: A History, Oxford University Press, s. xxl, ISBN 978-0-19-902157-4. 
  278. ^ Ian Millar, sports-reference.com, hentet 27. juni 2019. 
  279. ^ "London 2012: Hesjedal and Hughes to lead Canadian road cycling team at London Games", The Star, The Canadian Press, 22. juni 2012, hentet 27. juni 2019. 
  280. ^ a b c d MacLeod, Kevin S. (2012) (PDF). A Crown of Maples. ss. 16-17, 36, Glossary. Hentet 2015-06-25. 
  281. ^ a b Griffiths, Ann L.; Nerenberg, Karl (2003). Handbook of Federal Countries, 2002. McGill-Queen's Press. s. 116. ISBN 978-0-7735-7047-4. Hentet 2015-06-27. 
  282. ^ Government and Canada’s 41st Parliament: Questions and Answers. 2011-04-11. Hentet 2015-06-27. 
  283. ^ a b c d e Separation of Powers in Canada. Constitutional Law of Canada. Hentet 2015-06-25. 
  284. ^ Current members of Parliament. Parliament of Canada. Hentet 2015-06-25. 
  285. ^ Marleau, Robert; Montpetit, Camille, red. (2000). Parlamentary Institutions. Parliament of Canada. Hentet 2015-06-27. 
  286. ^ Difference between Canadian Provinces and Territories. Government of Canada. 2010-04-12. Hentet 2015-06-27. 
  287. ^ Constitutional Documents. Government of Canada. 2015-06-24. Hentet 2015-07-02. 
  288. ^ Bakan, Joel; Elliot, Robin M. (2003). Canadian Constitutional Law. Emond Montgomery Publications. s. 3-8, 683-687, 699. ISBN 978-1-55239-085-6. 
  289. ^ McCormick, Peter (2000). Supreme at last: the evolution of the Supreme Court of Canada. James Lorimer & Company Ltd. s. 2, 86, 154. ISBN 978-1-55028-692-2. 
  290. ^ Yates, Richard; Bain, Penny; Yates, Ruth (2000). Introduction to Law in Canada. Prentice Hall Allyn and Bacon Canada. s. 93. ISBN 978-0-13-792862-0. 
  291. ^ Organization. Ontario Provincial Police. Hentet 2015-07-02. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:



Odczyt z laty.svgDenne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater
Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.