Bruger:Frederik Glerup Christensen/Pergamon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Preferences-system.svgDer arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Frederik Glerup Christensen
UNESCO Verdensarvsområde
Pergamon
Pergamon and its Multi-Layered Cultural Landscape
Pergamon - 01.jpg
Den rekonstruerede Trajantempel i Pergamon
Land Tyrkiet Tyrkiet
Sted Anatolien
Kriterium i, ii, iii, iv, vi
Reference 1457
Region Europa
Indskrevet 2014 38. session
Oversigtskort
Model af Pergamon

Pergamon (oldgræsk: Πέργαμον) var en rig og magtfuld by i oldtidens Grækenland i området Mysien. Den er beliggende 26 kilometer fra det Ægæiske Havs moderne kystlinje på en odde på den nordlige side af floden Caicus (i dag: Bakırçay) og nordvest for den moderne by Bergama, Tyrkiet.

I den hellenistiske periode blev byen hovedsted for Kongeriget Pergamon under Attaliddynastiet i 281-133 f.Kr, som transformerede byen til et vigtigt kulturelt center i den græske verden. Mange ruiner af dens imponerende monumenter kan stadig ses, bemærkelsesværdigt er det velbevarede Pergamon Alter. Pergamon var den nordligste af Asiens 7 kirker, som er beskrevet i Johannes' Åbenbaring i Det Nye Testamente.

Byen er centreret omkring et 335-meter højt mesa af andesit som udformede dens akropolis. Mesaet falder skarp ned mod de nordlige, østlige og vestlige sider, mens tre naturlige terrasser på sydsiden giver en rute til toppen. Vest for akropolis flyder Selinusfloden gennem byen, mens floden Cetius findes mod øst.

Beliggenhed[redigér | redigér wikikode]

Pergamons Templer

Pergamon ligger på den nordlige kant af Caicus-sletten i den historiske region Mysien i det nordvestlige Tyrkiet. Caicus-floden bryder gennem de omkringliggende bjerge og bakker og flyder i en stor kurve mod sydvest. Ved foden af bjergkæden mod nord, mellem floderne Selinus og Cetius, finder man Pergamon-mesaen, som rejser sig 335 meter over havets overflade. Byen er beliggende kun 26 kilometer fra havet, men Caicus-sletten er ikke åben mod havet, da den er blokeret af Karadağ-mesaen. Derfor har området karakter af at være indenlands. I de hellenistiske tider fungerede byen Elaia ved Caicus-flodens munding som havneby for Pergamon. Middelhalvsklimaet er også dominerende her, med tørre perioder fra maj til august, typisk for Anatoliens vestlige kyst.

Caicus-dalen er består mest af vulkaniske sten, især andesit, og Pergamon-mesaet er også et større klippefremspring af netop andesit. Mesaet er omkring en kilometer bred og omkring 5,5 kilometer lang fra nord til syd. Den består af en bred, aflang base og en relativ smal øvre top, hvor akropolis er beliggende. Siden, der vender mod Cetiusfloden, er en skarp klippe, mens siden, der vender mod Selinusfloden, er en smule rå. På den nordlige sider former klippen en 70 meter bred udløber. Sydøst for udløberen, som er kendt som "Dronningens Have", når mesaet sin fulde højde, men brækker skarpt af mod øst. Den øvre by ligger derudover 250 meter mod syd, men er fortsat meget smal, med en brede på kun 150 meter. Ved plateuets sydlige ende falder mesaet gradvist mod øst og syd, breder ud to ca. 350 meter og fortsætter derefter ned sydvest ned mod sletten.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Præ-hellenistiske periode[redigér | redigér wikikode]

Pergamons bosættelse kan spores så langt tilbage til den arkaiske periode, grundet moderate arkæologiske fund, specielt fragmenter af keramik importeret fra Vesten (især fra det østlige Grækenland og Korinth, som dateres til det sene 8. århundrede f.Kr.). Der kan ikke bevises tidligere bosætninger, omend der dog er fundet stenredskaber fra bronzealderen i det omkringliggende område.

Den tidligste omtale af Pergamon i litterære kilder kommer fra Xenophons Anabasis, da de Titusindes March under Xenophons kommando endte i Pergamon i 400/399 f.Kr. Xenophon, der kalder byen Pergamos, overleverede resten af sine græske tropper (omkring 5.000 mand, ifølge Diodor) til Thibron (en spartansk general), som planlagde en militær ekspedition til de persiske satrapper Tissafernes og Farnabazos 2. i Pergamon i marts 399 f.Kr. På dette tidspunk var Pergamos under kontrol af familien Gongylos fra Eretria (græske, men tjenede det Achæmenidiske Rige), som var flygtet til Anatolien og skaffede sig området fra Xerxes 1. af Persien. Xenophon gæstede hans enke Hellas.

I 362 f.Kr. baserede Orontes 1., Myseins atrap, en opstand mod Perserriget, men blev det blev slået ned. Kun med Alexander den Store blev Pergamon og området fravristet Persiens kontrol. Der er få spor tilbage af den præ-hellenistiske periode, da terrænet i de følgende perioder blev drastisk ændret, og opførelser af brede terrasser betød, at stort set alle tidligere bygninger måtte fjernes. Dele af templet til Athene, såvel som vægge og fundamentet til alteret i Demeters helligdom går tilbage til det 4. århundrede f.Kr.

Hellenistiske periode[redigér | redigér wikikode]

Lysimachos, kongen af Thrakien, overtog byen i 301 f.Kr., men kort efter at hans løjtnant Philetairos havde udvidet byen, kollapsede kongeriget Thrakien i 281 f.Kr., og Philetairos selvstændig hersker og grundlagde Attaliddynastiet. Han familie herskede over Pergamon fra 281-133 f.Kr.: Philetairos fra 281-263; Eumenes 1. fra 263-241; Attalos 1. 241-197; Eumenes 2. fra 197-159; Attalos 2. fra 159-138; Attalos 3. fra 138-133.

Philetairos' domæne var begrænset til området omkring selve byen, men Eumenes 1. havde meget held med at udvide territoriet. Efter skaget om Sardes i 261 mod Antiochos 1., havde Eumenes mulighed for at tilegne sig et område ned mod kysten og en stykke indenlands. Byen blev på den måde center i et territorialt rige, men Eumenes tog ikke en royal titel. Dette "sidste" skridt tog hans efterfølger, Attalos 1., efter at han overvandt Galaterne i 238, som Pergamon ellers havde svoret tillid til under Eumenes. Ikke før betragtes Pergamon-riget som selvstændigt, og riget ville nå sit magt- og territoriale højdepunkt i 188 f.Kr.

Attaliddynastiet blev nogle af Romerrigets mest loyale støttere i det hellenistiske verden. Under Attalos 1. var de allieret med Rom mod Philip 5. af Makedonien i den 1. og 2. Makedonske Krig. Pergamon deltog i den romersk-seleukide krig mod Antiochos 3., og modtog som resultat næsten alle de tidligere seleukidiske territorier i Anatolien ved Freden i Apameia i 188 f.Kr. Eumenes 2. støttede igen romerne i den tredje makedonske krig mod Perseus af Makedonien, men romerne belønnede ikke Pergamon for det. Dette var på baggrund af et rygte om, at Eumenes havde igangsat forhandlinger med Perseus under krigen, og romerne forsøge at erstatte Eumenes 2. med den senere Attalos 2., men Attalos afslog. Efter dette mistede Pergamon sin særstatus med romerne og modtog ikke yderligere territorier fra dem senere.

Ikke desto mindre nåede Pergamon sit højdepunkt på monumental skala under brødrene Eumenes 2. og Attolos 2. Indtil 188 f.Kr. havde riget ikke vokset signifikant siden dens grundlæggelse og dækkede omtrent 21 hektar. Efter dette år blev der opført en massiv bymur, 4 kilometer lang og aflukkede et område på omkring 90 hektar. Attalidernes mål var at opføre det andet Athen, et kulturelt og kunsternisk center i den græske verden. De genopførte akropolis i Pergamon efter Akropolis i Athen. Epigrafiske dokumenter, der har overlevet, vister, at attaliderne støttede byers vækst ved at sende dygtige kunstnere og eftergive skatter. De tillod at græske byer inden for deres domæne af have en grad af nominal selvstændighed. De sendte gaver til græske kulturcentre som Delfi, Delos og Athen. Pergamons bibliotek var kendt for kun at være overgået af Biblioteket i Alexandria. Pergamon var desuden kendt for et vækstcenter for produktionen af pergament (pergamos betyder "fra Pergamon"), som var brugt i Anatolien længe før byens fremgang. Myten om, at pergament blev opfundet i Pergamon, fordi Ptolemaios-dynastiet havde monopol på papyrus, er ikke sandt. Brødrene Eumenes 2. og Attalos 2. vidste de bedste træk ved Attaliddynastiet: at der var næsten ingen rivalisering eller intriger, hvilket var sjældent blandt de hellenistiske dynastier. Brødrene blev endda sammenlignet med det mytiske brødrepar, Kleobis og Biton.

Da Attalos 3. døde uden arving i 133 f.Kr., afstod han hele Pergamon til Rom. Dette blev dog bestridt af Aristonikos, der hævede at være Attalos 3.'s bror, og anførte en bevæbnet opstand mod romerne med hjælp fra Gaius Blossius, en kendt stoisk filosof. Opstanden opnåede succes i en periode, bl.a. ved at besejre og dræbe den romerske konsul P. Licinius Crassus og hans hær, men blev slået ned af konsul Marcus Perperna. Kongeriget Pergamon blev delt mellem Rom, Pontos og Kappadokien, hvor hoveddelen af domænet blev inkorporeret i den romerske provins Asia. Selve byen Pergamon blev erklæret fri og var kort hovedsæde for provinsen, inden denne titel blev overført til Efesos.

Den romerske periode[redigér | redigér wikikode]

Mithridates 6. af Pontos gjorde byen til sin base i 88 f.Kr. i sin første krig mod Rom, hvor han tabte. Udvikling i byen stagnerede grundet krigen. Hen mod krigens afslutning var byen blevet frataget sine rettigheder og status som en fri by. Det var derefter krævet af Pergamon, at byen skulle betale skat til Rom, akkomodere og levere mænd til den romerske hær, samt flere ejendomme i byen blev konfiskeret. Medlemmer af det pergamesiske aristrokrati, specielt Diodoros Pasparos i 70'erne f.Kr., brugte deres egne besiddelser til at holde et godt forhold til Rome, samtidig med at man stod som donere for byens udvikling og vækst. Flere æresinskriptioner indikerer hans arbejde og ekseptionelle position i Pergamon på dette tidspunkt.

Byen var fortsat bredt kendt, og Lucullus importede sine luksusvarer herfra. Et conventus eksisterede fortsat i byen, der fungerede som sæde for den regionale forsamling. Under kejser Augusts byggede Pergamon det første tempel i kejserkulten i Asia-provinsen og fik bevisningen neocorat. Plinius den ældre referere også til byen som den vigtigste i provinsen, og det lokale aristokrati fortsatte med at række ind i de øverste magtcirkler i det 1. århundrede e.Kr., som Aulus Iulius Quadratus, der var konsul i årene 94 og 105.

Dog var det under kejser Trajan og hans efterfølgere, at en gennemgribende remodellering af byen blev gennemført, med opførslen af en romersk "ny by" ved Akropolis' fod. Byen fik dens anden neocorat fra Trajan i 113/4. Kejser Hadrian opløftede byen til at rangere som metropolis i 123, og rangerede derfor over dets lokale rivaler Efesos og Smyrna. Et ambitiøst byggeprojekt blev udført: enorme templer, et stadion, et teater, et stort forum og et amfiteater blev opført. Dertil blev byens helligdom til Æskulap udvidet og omdannet til et sparesort. Helligdommens berømmelse spredte sig, og blev anset som et af de mest berømte terapeutiske og healende centre i den romerske verden.

I midten af det 2. århundrede var Pergamon en af de største byer i provinsen med omkring 200.000 indbyggere. Galen, antikkens mest kendte læge bortset fra Hippokrates, blev født i Pergamon og modtog undervisning her. I begyndelsen af det 3. århundrede modtog byen sit tredje neocorat fra Caracalla, men nedgang havde allerede sat ind. Under Romerrigets krise i det 3. århundrede kollapserede Pergamons økonomiske styrke helt, og byen blev hårdt ramt af et jordskælv i 262. Byen blev dertil plyndret af goterne kort tid efter. I senantikken oplevede byen begrænset økonomisk fremgang.

Den byzantinske periode[redigér | redigér wikikode]

Byen oplevede gradvis tilbagegang i senantikken, og dets etablerede bykerne trak sig tilbage til sin akropolis, som kejser Konstans 2. havde befæstet. I 663/4 blev byen erobret af de plyndrende arabere fra Rashidun-kalifatet for første gang. Som et resultat af den fortsatte trussel, blev al bosættelse i området trukket ind til kastellet, som var beskyttet af en 6 meter tyk mur bygget af spolie (genbrugte sten fra andre bygningsværker).

I midten af den byzantinske periode var byen en del af Thema Thrakesion, og fra den byzantinske kejser Leo 6.'s tid var den en del af Thema Samos. Der er dokumenteret en tilstedeværelse af et armensk samfund (sandsynligvis flygtninge fra de muslimske overtagelser i Anatolien) i byen i det 7. århundrede, under kejser Philippikos regeringstid (711-713). Pergamon blev igen plyndret i 716 af Maslamas hær. Byen blev genopbygget og genbefæstet efter arabernes belejring af Konstantinopel i 717-718.

Byen led også under Seldsjukkernes angreb i det vestlige Anatolien efter Slaget ved Manzikert i 1071; efter angreb i 1109 og i 1113 blev byen meget hærget og først genopbygget af kejser Manuel 1. Komnenos i ca. 1170. Pergamon blev højest sandsynligt hovedsted i det nyoprettede Thema Neokastra, etableret af Manuel. Under kejser Isak 2. Angelos blev den lokale (kristne) menighed ophævet til et metropolært bispedømme, da det tidligere havde været under bispedømmet Efesos.

Efter erobringen af Konstantinopel i det 4. korstog, blev Pergamon en del af Kejserriget Nikæa. Da kejser Teodoros 2. Laskaris besøgte byen i 1250, og blev vist huset Galen. I stedet så han teatret, som var blevet ødelagt, og kun hvælvingerne over Selinus virkede bemærkelsesværdigt på ham. Attalidernes og romernes bygningsværker var på dette tidspunkt udplyndrede ruiner. Ved de anatoliske beylikers udvidelse blev Pergamon kort efter år 1300 indlemmet i det osmanniske beylik. Den osmanniske sulten Murad 3. fik to store alabaster-urner fra pergamons ruiner til Hagia Sophie i Istanbul.

Pergamon i myter[redigér | redigér wikikode]

Pergamon, som sporede sin grundlæggelse tilbage til Telephos, søn af Herakles, er ikke nævn i græsk mytologi eller episke fortæller fra den arkaiske eller klassiske periode. I den Episke Cyklus er området Mysien dog allerede forbundet med Telephos. Han følger et orakel derhen for at søge efter sin mor, og bliver Teuthras' sviger- eller stedsøn og arver hans kongerige Teuthranien, som omfatter området mellem Pergamon og Caicus-flodens udmunding. Telephos nægtede at deltage i den trojanske krig, men hans søn, Eurypylos kæmpede på Trojas side. Materialet er blevet brugt i flere trageder, som Aischylos' Mysi, Sofokles' Aleadæ og Euripides' Telephos og Auge, men Pergamon ser ikke ud til at have spillet en rolle overhovedet i nogen af dem. Tilpasningerne af myten er dog ikke helt tilpas.

Derfor, på den ene side, Eurypylus, som må have været en del af den dynastiske linje som resultatet af mytens tilpasning, blev ikke nævnt i hymnen sunget til ære for Telephos i Asclepieion. Ellers ser det ikke ud til, at han har fået nogen anerkendelse. Men indbyggerne i Pergamon gav ofrede til Telephos and Auges, hans mors, grav var belligende i Pergamon, nær Caicus-floden. Pergamon træder på den måde ind i den episke Troja-cyklus, da byens hersker siges at have været en arkadier, der kæmpede med Telephos med Agamemnon, da han ankom til Caicus, forvekslede det med Troja og begyndte at rasere landet.

På den anden side var historien forbundet med byen grundlæggende i en anden myte - den om Pergamos, byens helt af samme navn. Han tilhørte også den bredere cyklus af myter, der relaterede til den Trojanske Krig som barnebarn af Achilleus, gennem sin far Neoptolemos, og af Priamos gennem sin mor Andromache. Han siges at have flygtet til Mysien sammen med sin mor, hvor han dræbte Teuthraniens hersker og gav Pergamon sit eget navn. Her byggede han en Heroon til sin mor efter hendes død. I en mindre heroisk version, navngav Grynos, søn af Eurypulus, byen efter Pergmos i taknemmelighed. Disse myter lader til at være sene og er ikke dokumenteret før det 3. århundrede f.Kr. Pergamos' rolle lader ikke til at have været stor, omend han fik et kultfølge. I begyndelsen af den romerske periode fremstår hans billede på mønter, og det siges også at han har en heroon i byen. Mithridates 6. blev fejret i byen som en ny Pergamos.

Det var dog afstamning til Heraklas, der var vigtigt for Attaliddynastiet, da alle andre hellenistiske dynastier længe før havde etableret sådanne forbindelser: Ptolemaios-dynastiet antog dem for at afstemme direkte fra Herakles; Antigoniddynastiet indsatte afstamningen til Herakles i deres stamtræ ved Filip 5. af Makedonies i slutningen af det 3. århundrede f.Kr.; Seleukiderne påstod at afstamme fra Herakles bror Apollon. Alle disse dynastier antog deres signifikans fra Alexander den Store, der selv antog afstamning fra Herakles gennem sin far, Filip 2. af Makedonien.

I deres konstruktive tilpasning af mytenm stod Attaliderne inden for samme tradition som de andre, ældre hellenistiske dynastier, som legitimerede sig gennem himmelsk afstamning og forsøgte at fremme deres egen prestige. Pergamons indbyggere bakkede entusiastisk op og begyndte at kalde dem selv for Telephidai (Τηλεφίδαι) og refererede til selve Pergamon i poetiske registre som den Telephosianske By (Τήλεφις πόλις).

Historie over udgravning og research[redigér | redigér wikikode]

De første bemærkninger om Pergamon efter oldtiden kommer fra det 13. århundrede. Flere og begyndte, på Cyriacus fra Anconas anledning, at besøge stedet og udgive deres beretninger derfra. Hovedbeskrivelsen af Pergamon er den fra Thomas Smoth, som besøgte Levanten i 1668 og nedfældede en detaljeret beskrivelse af pergamon, hvor andre store rejsere i det 17- århundrede, som Jacob Spon og George Wheeler, ikke formåede at tilføje noget videre signifikant i deres egne rejsebeskrivelser.

I det sene 18. århundrede blev besøgende forstærket af en historisk-videnskabelig interesse, eksemplificeret af Marie-Gabriel-Florent-Auguste De Choiseul-Goufiier, en rejsende i Anatolien og fransk ambassadør til "Højporten" (Osmannerrigets regering) i Istanbul fra 1784-1791. I begyndelsen af det 19. århundrede producerede Charles Robert Cockerell endnu en detaljeret beskrivelse af Pergamon, og Otto Magnus von Stackelberg lavede nogle vigtige skitser. En større, mulit-sidet beskrivelse af planer, stigninger og udsigt over byen og dens ruiner blev først produceret af Charles Textier, da han udgav sin anden udgave af hans Description de l’Asie mineure.

Den tyske ingeniør Carl Humann besøgte Pergamon for første gang i 1864/5. Han vendte tilbage til byen igen i 1869, for at anlægge vejen fra Pergamon til Dikili, hvor han påtog sig planlægnings- og topografiarbejde. Han begyndte herefter at forkusere indgående på byens arv og historie. I 1871 organiserede han en mindre ekspedition under Ernst Curtius' lederskab. To fragmenter af en stor frise blev opdaget og transporteret tilbage til Berlin for detaljeret analyse, som resultat af denne korte med dybdegående undersøgelse. Det er ikke kendt, hvem der forbandt disse fragmenter med det store Pergamonalter, nævnt af Lucius Ampelius, men da arkæologen Alexander Conze overtog direktionen med afdelingen for antikke skulpturer ved Berlins kongelige museer, igangsatte han hurtigt et program for udgravning og bevarelse af monumenter forbundet til skulpturen, som bredt blev formodet at kunne inkludere Pergamonalteret.

Carl humann, som havde udført udgravninger på et lavere belligende område i et par år og havde opdateret inskriptioner på Demeters Tempel i 1875, blev betroet udgravningsopgaven omkring Zeusalteret i 1878, hvor han fortsatte med at arbejde indtil 1886. Men Osmannerrigets godkendelse, blev de opdagerede relieffer transporteret tilbage til Berlin, hvor Pergamonmuseet blev åbnet for dem i 1907. Conze fortsatte udgravningsarbejdet, og havde som mål at udgrave og undersøge mest muligt af den historiske by og kastel. Han blev fulgt af arkitekturhistorikeren Wilhelm Dörpfeld fra 1900-1911, som var ansvarlig for nogle af de vigtigste opdagelser. Under hans lederskab blev det Nedre Agora, Attalos-huset, Gymnasiet og Demeter-helligdommen bragt frem i lyset.

Udgravningerne blev stoppet af 1. Verdenskrig og blev først genoptaget i 1927 under Theodor Wiegands lederskab, som blev på denne post indtil 1939. Han fokusere på yderligere udgravninger af den øvre by, Esklepieion og den Røde Hal. 2. Verdenskrig tvang også udgravningsarbejdet til at stoppe, og blev først genoptaget igen i 1957. Fra 1957 til 1968 overtog Wolfgang Radt lederstillingen, og dirigerede fokusset hen på bygninger beregnet til beboelse og udfordringer, som vandtilførelse til byen, der på sit højeste husede 200.000 indbyggere. Han udførte også konserverende arbejde, der var grundlæggende vigtig for at bevare Pergamons materielle ruiner. Siden 2006 er udgravningerne ledet af Felix Pirson.

De fleste opdagelser fra Pergamonudgravningerne før 1. Verdenskrig blev fragtet til Pergamonmuseet i Berlin, med en mindre del til Istanbuls Arkæologiske Museer efter det åbnede i 1891. Efter 1. Verdenskrig åbnede Bergamamuseet, hvor de fleste fund er blevet fragtet til siden.

Infrastruktur og boliger[redigér | redigér wikikode]

Pergamon er et eksempel på en by, der voksede under planlagte og kontrollerede forhold. Philetairos transformerede byen fra at være en arkaisk bosættelse til at være en befæstet by. Han eller hans efterfølger Attalos 1. byggede en mur omkring hele den øvre by, inklusive plateauet mod syd, den Øvre Agora og nogle og boligerne - nogle bygninger tilegnet beboelse måtte være fundet uden for disse bymure. Da byen voksede sig større blev veje og gader udvidet, og byens fik etablerede monumenter. Under Attalos 1. blev der lavet mindre ændringer på Philetairos' byplan. Under Eumenes 2. og Attalos 2.'s styre blev der udført en substantiel udvidelse af byen. Et nyt netværk af gader og veje blev anlagt samt en ny bymur med et monumentalt porthus syd for Akropolis, kaldet Eumenesporten. Bymuren, med flere porte, omkransede nu hele højen, ikke bare den øvre by og det flade område mod sydvest, men helt til Selinusfloden. Flere offentlige bygninger blev opført, herunder en ny markedsplads syd for Akropolis og et nyt gymnasium mod øst. Den sydøstlige skråning var bosat og åbnet op med af et gadenetværk.

Pergamons byplan var påvirket af områdets ekstreme skråning. Derfor måtte gerne slå hårnålesving, så højen kunne bestiges så hurtigt og komfortabelt som muligt. For at opføre bygninger og fladlægge agoraerne, skulle der udføres omfattende arbejde på klippevæggen og med terrassering. En konsekvens heraf var, at nye bygninger blev opført oven på gamle, da der ikke var nok disponibel plads.

Separat fra dette blev det nye areal udlagt i den romerske periode, hvor en helt ny by blev opført vest for Selinusfloden, med al den nødvendige infrastruktur, inklusive bade, teatre, stadiummer og helligdomme. Denne "romerske by" havde mulighed for at udvide sig uden bymure, da der ikke var umiddelbare eksterne farer.

Boliger[redigér | redigér wikikode]

Generelt var de fleste hellenistiske huse i Pergamon plnalgt efter en lille, centralt placeret og nogenlunde kvadratisk gård med værelser på en eller to sider. Hovedrummene blev ofte stablet i to etager på den nordlige side af gårdhaven. En bred passage eller en kollonade på den nordlige side af gårdhaven åbnede ofte ind til foyerer, der gav adgang til yderligere rum. En præcis nord-syd-planlægning af boligblokkene var ikke mulig på grund af den topografiske situation og tidligere bygninger. Størrelse og grundplanlægning af de forskellige rum og værelser varierede derfor fra hus til hus. Fra Philetairos' tid var denne type gårdcentrerede huse almindelige, og blev endnu mere udbredt over tid, men ikke som en universel boligform. Nogle komplekser var bygget som Prosas-huse, i samme stil som i Priene. Andre huse havde brede haller med søjler foran de nordlige hovedrum. Især i disse huse var der en sekundær anden etage, der blev tilgået af trapper. I gårdene var der ofte cisterner, der samlede regnvand fra de skrånende tage. For opførelser under Eumenes 2., kan man i dag replikere en boligblok på 35 gange 45 meter, som kan varieres signifikant i forhold til terrænet.

Åbne pladser[redigér | redigér wikikode]

Fra begyndelsen af Philetairos' regeringstid blev civile begivenheder koncentreret på Akropolis. Over tid blev den såkaldte "Øvre Agora" planlagt på Akropolis' sydlige ende. Under Attalos 1. blev Zeustemplet bygget her. Nord for denne struktur blev der opført et fleretagers bygning , som sandsynligvis havde tilknytning til markedspladsen. Med progressiv udvikling af de åbne pladser blev disse bygninger nedrevet, mens den Øvre Agora antog en markant mere kommerciel funktion, mens den stadig havde en speciel rolle på grund af Zeustemplet. Ved udvidelserne af byen under Eumenes, blev den Øvre Agoras kommercielle karakter yderligere udviklet. Hovedtegnene herpå er primært hallerne bygget under Eumenes 2., hvis bagkamre muligvis var brugt til handel. Vestfor blev "Vestkammeret" opført, som muligvis blev anvendt som markedets administrationsbygning. Efter disse renoveringer blev den Øvre Agora byens centrum for




Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]