Bruger:Heje/Sandkasse
Denne side er Hejes private sandkasse til at afprøve redigeringsrelaterede ting. Rettelser fra andre er ikke nødvendigvis velsete - spørg på diskussionsiden.
Referencesamling
Sandflugt i Danmark har eksisteret i mange år og findes stadig. De mange kyststrækninger har sammen med de geologiske forhold gjort at der mange steder findes store mængder sand som under de rette omstændigheder kan flyttes af vinden. Det er kun tørt sand som kan fyge, så derfor vil fænomenet blive bremset i fugtige områder eller fugtige perioder. Ligeledes kan vegetation stoppe sandflugt selv under tøre forhold, sålænge sandflugten ikke udvikler sig hurtigere end planternes vækst.
Sandflugt volder idag kun få problemer, men den påfører dog stadig skader f.eks. i form af spiringsproblemer på visse nytilsåede landbrugsarealer. Men tidligere har sandflugten poå det nærmeste resulteret i regulære naturkatastrofer.
I Danmark indtraf den mest omfattende sandflugt i perioden fra midten af 1500-tallet til begyndelsen af 1800-tallet. Ødelæggelserne i de berørte lokalsamfund var til tider total, og for at bekæmpe det blev der fra statens side efterhånden indført fredninger og beplatningskrav.
Tidlige vidnesbyrd om sandflugt[redigér | rediger kildetekst]
Arkæologiske udgravninger har påvist sandflugt langt tilbage i tiden. I Vestjylland har man opmålt kystaflejringer og fundet tegn på sandfygning og klitdannelse som ved hjælp af kulstof 14-datering er bestemt at være dannet for omkring 7000 år siden[2]. I begyndelsen ikke i store omfang, men en mere aktiv sandflugtsperiode satte ind i stenalderen for omkring 4200 år siden. Der har i det store hele været sandflugt siden, men der har dog været fem perioder hvor vegetationen for en tid har kunnet holde klitterne i ro. Den seneste afdæmpede periode fandt sted i 1200-tallet, og da sandflugten tog til igen skulle den få sit hidtil mest omfattende omfang.
Den store sandflugtsperiode[redigér | rediger kildetekst]
Den seneste og mest velkendte opblussen i sandflugsaktiviteten begyndte at tage fart i første halvdel af 1500-tallet. Et af de tidligste skriftlige vidnesbyrd om det tiltagende problem stammer fra Rørvig hvor beboerne skrev til både Frue Kloster i Roskilde (dateret akseonsdag, 1527) og kongen for at klage deres nød. De forklarede at mere end en af de tre vange var ødelagt af sand og at de forarmede bønderne begyndte at forlade deres gårde[4].
Den samme udvikling var sat igang mange andre steder i landet, mest udpræget ved vestvendte kyster hvor den fremhærskende vind kunne føre sand ind fra strandområderne.
Årsager til sandflugtens udvikling[redigér | rediger kildetekst]
Det vides ikke med sikkerhed hvad der var hovedårsagen til at sandflugten tog fart omkring dette tidspunkt, men der peges generelt på en kombination af klimaændringer, menneskelig aktivitet og geologiske forhold[6].
Klimaet ændrede sig i den periode til det koldere og man har efterfølgende betegnet den som den lille istid. Det kolde klima medførte en store global isdannelse og det medførte at vandstanden i havet sænkede sig omkring 10 cm og dermed en blotlæggelse af større standarealer hvorfra vinden har ført sandet med sig[9]. Samtidig mener man at klimaet udviklede sig med flere eller kraftigere storme[5][6].
For at der kan opstå sandflugt, må der dog være geologiske processer som frembringe og ophobe flyvesand i store mængder. Dele af Jyllands vestkyst har været havbund i en periode efter sidste istids ophør, men landet har siden hævet sig over havoverfladen. Det har medført en meget kraftig erosion og materialeflytning, som har medført sandaflejninger andre steder. Vinden har samtidig medvirket ved at samle sandet i klitter som dog almindeligvis er blevet fikseret af vegetation. En lignende udvikling har der været andre stedet i landet[6][5].
Den menneskelige aktivitet dækker over skovhugst, tørvegravning, afgræsning og lignende. Den kolde periode har givetvis medført et større forbrug af brændsel[6] og den eskalerende sandflugt har i sig selv øget forbruget at træ til læhegn og byggeri til erstatning af de begravede huse. Der var også lokale årsager til skovhugst, som f.eks. fyrtårnet i Skagen, som i perioden 1560-1650 forbrugte kolosale mængder brændsel i form af træ som man efterhånden hentede ved Limfjorden og i Sydnorge[5] (siden gik man over til kulfyring). Desuden har der været adskillige krige som f.eks. Karl Gustav-krigene og Den Store Nordiske Krig som også har medført et øget forbrug af træ.
Når der bliver slidt hul på klitternes vegetationslag, opstår der en ond cirkel hvor sandet bliver blotlagt og den efterfølgende sandfygning kvæler endnu mere vegetation. Det har man tidligt været opmærksom på og allerede i 1539 forbød Christian 3. "at drage og slå halm og tag [dvs. klitvegetation], så at sandet derudover drives på landet og fordærver megen jord, ager og eng (...)"[10]. Forbudet stadfæstes flere gange den følgende tid og forbundet med forskellige straffe, uden at det dog har haft den store effekt på lokalbefolkningens gøren og laden.
Situationsbilleder[redigér | rediger kildetekst]
At den lokale udvikling efterhånden blev mere og mere katastrofal ser man tydeligst i beretninger fra de berørte samfund. Mange områder blev ramt mere eller mindre hårdt − Rømø, Fanø, Bornholm, Odsherred med videre − men som illustrationer kan man fremhæve områderne omkring Skagen og Tisvilde.
Skagen[redigér | rediger kildetekst]
Skagen fik købstadsrettigheder i 1413, og i 1500-tallet var den nærmest en storby efter datidens normer. Der har været 2000-3000 indbyggere, hvilket på det tidspunkt gjorde den på størrelse med København[5]. Men da sandflugten satte ind, forvandlede det ikke bare landet til ørken, det fjernede også klitternes beskyttelse mod havet. Skagen By blev nu oversvømmet under stormflod gang på gang − i løbet godt et år, fra oktober 1592 til december 1593, blev Skagen oversvømmet ikke mindre end fire gange[11]. Dermed var Skagens storhedstid forbi.
Sandet begravede både landsbrugsjord og bygninger med stigende intencitet. Talrige gårde og hele landsbyer blev nedlagt eller flyttet − Kandestederne blev flyttet hele tre gange − og udviklingen kan spores i mange kilder fra den tid: Meget rammende beretter sognepræst Claus Nielsen, Råbjerg, i 1670 at "der [ikke] findes i al den by saa megen plads eller grøn jord, som noget menneske kan sætte en kaalstilk udi sig til gode"[5]. Råbjerg By forsvandt fuldstændigt i 1600-tallet, men kirken, som lå et stykke fra byen, eksisterer stadig.
Et dramatisk højdepunkt opstod efter et stormvejr Store Bededag 1775, da en mile nåede Sct. Laurentii Kirke syd for Skagen. Kirkemilen bevægede sig 45 meter om året og selvom sognets beboere arbejdede hårdt for deres kirke, vandt sandt efter 20 års kamp og kirken blev nedlagt og nedbrudt i 1795 efter ordre fra Christian 7.. Den kendes nu som "Den tilsandede Kirke" selvom det kun er tårnet der står tilbage og stikker op mellem klitterne. Den nederste del af tårnet er, ligesom området omkring kirken, dækket med 2-3 meter sand.
Naturligvis blev der lagt mærke til situationen fra statens side; om ikke andet fordi der blev udført mange syn med henbilk på hartkornsnedsættelser og regulere nedlæggelser, som gav et betydeligt tab af skatteindtægter. Men i forhold til andre steder i landet trak det ud med sandflugtsfæmpningen ved Skagen, som først blev effektiv i slutningen af 1800-tallet.
Tisvilde[redigér | rediger kildetekst]
Et af de hårdest angrebne steder på Sjælland var ved Tisvilde i Nordsjælland. Også her begyndte sandflugten omkring 1550 og det ramte et område som lå mellem Liseleje, Arresø og Tisvilde. De tidlige skriftlige kilder at præsten i Tibirke i 1555 fik tillagt byg fra sognets kongetiende som kompensation for ødelagte agre[6]. Tibirke Kirke blev siden delvis offer for sandflugten da den i 1612 blev lagt sammen med Vejby Kirke. Tibirke Kirke endte med at være trekvart dækket af sand, men er siden blevet befriet fra sandmasserne og taget i brug igen.
Sandet samlede sig i miler på 10-30 meters højde og de dækkede alt hvad de passerede, og det som oprindelig havde være et fladt og lavtliggende landskab med stranenge blev nu nærmest til ørken. Man ved fra udgravninger i 1966 af en af de forsvundne landsbyer, Torup, at den ligger begravet under 2 meter sand hvor det er dybest[6].
Men karastrofen for området var dobbelt: Arresø havde sit oprindelige udløb igennem Bydinge Å, som løb fra søen i en bue nord om Arrenakke og ud i Roskilde Fjord. Dette åløb sandede til og ødelagde brugen af vandkraft, men det betød navnlig at vandstanden i søen steg med oversvømmelser til følge[6]. Til erstatning for Bydinge Å, gravede man i 1717-19 en kanal som går igennem det, som i dag er Frederiksværk.
Også her gik alvoren efterhånden op for statsadministrationen, og man forsøgte at tilkalde eksperter fra Holland, men de fik ikke udrettet noget. Man fik bedre held med forstmanden Johan Ulrich Røhl som man hentede i Oldenburg i Nordtyskland. I 1724 gik han i gang med stor iver og med den nødvendige stædighed: Han fik sat gærder op, han fik gravet grøfter til at opsamle flyvesandet og holde dyr ude, og ikke mindst iværksatte han en besåning med forskellige græsarter og træer. Trods tilbageslag undervejs, lykkedes det Røhl efter 10 års arbejde at få sandflugten under kontrol og han huskes derfor som "sandflugtens bekæmper". Undervejs gjorde han sig dog til uvenner med snart sagt alle på egnen og de mange klager der indløb over hans fremfærd og opførsel medførte til sidst at han blev sagt op og bortvist fra Tisvilde. Den 23. april 1736 erklærede kongen i en resolution at katastrofen var standset og der blev efterfølgende opsat en stenstøtte i Tibirke til minde om sandflugten og om Røhls indsats.
Sandflugtsbekæmpelse[redigér | rediger kildetekst]
Det første lovindgreb som skulle dæmpe sandflugt som i 1539, da Christian 3. forbød høstning af klitvegetationen. Det forbud blev siden gentaget, f.eks. i Danske Lov fra 1683, hvor høstning eller anden ødelæggelse af vegetationen "straffis som een Tyv uden al Naade, og dertil være pligtig til at oprette al den Skade, som deraf kommer"[12].
De tidlige lovindgreb havde dog ikke nogen synderlig effekt. Den første effektive indsate var Johan Ulrich Røhl banebrydende arbejde ved Tisvilde i 1730-erne, men Røhl selv mente ikke at noget tilsvarende kunne lade sig gøre i Vestjylland[10].
Generel lovgivning[redigér | rediger kildetekst]
Først mod slutningen af 1700-tallet begyndte man at tage fat om problemet, da staten gav ordre til at klitterne skulle beplantes og placerede ansvaret for arbejdet på de enkelte berørte gårde under opsyn af amtmanden. Man udførte forskellige forsøg og resultaterne blev opsummeret i en afhandling af botanikeren Erik Viborg[15], som kom til at danne det videnskabelige grundlag for beplantningens praktiske udførelse.
Den 19. september 1792 kom den første generelle lov om sandflugtsbekæmpelse, da Christian 7. udstedte sin Forordning, angaaende Sandflugtens Dæmpning i Danmark. De øverst ansvarlige blev amtmændene sammen med en sandflugtskommission. Klitterne skulle fredes og beplantes med hjælme og arbejdskraften skulle leveres befolkningen som blev tvangsudskrevet − både i det lokale sogn hvor arbejdet pågik, men også i nabosogne ("hjælpesogne") som ikke havde klitter på egne jorder[13].
Loven blev løbende revideret i 1800-tallet og 1900-tallet. I 1852 blev hjælpesognene fritaget for deres pligter og i 1865 overtog staten en del af byrderne visse steder i landet, men det var først i 1935 at staten overtog al sandflugtsbekæmpelse på de fredede klitarealer[14].
Klitplantager og protester[redigér | rediger kildetekst]
Midt i 1800-tallet blev det sat fart i udplantning af skov så de mange klitplantager begyndte at opstå. Det var drevet dels af ønsket om en mere stabil vegetation og dels ønsket om at kunne anvende klitområderne mere nyttigt til træproduktion og til at etablere læbælter[5]. Man eksperimenterede en del og fandt frem til den mellemeuropæiske bjerg-fyr som kunne vokse i det næringsfattige sand.
I en del egne blev der nærmest trukket et tæppe af bjerg-fyr ud over landskabet og klitterne begyndte at blive omdannet til krat. Men i slutningen af 1800-tallet begynde der at fremkomme kritiske røster, blandet andet fra andet Jeppe Aakjær, som beklagede at de storslåedede klitlandskaber blev omformet til kummerlige plantager[8]. Resultatet blev at Råbjerg Mile blev friholdt og staten opkøbte et større område hvor klitten kan fortsætte sin vandring.
Status i dag[redigér | rediger kildetekst]
Sandflugten nåede at forvolde stor skade: 62.000 ha[14] blev ødelagt af sand, og der blev plantet omkring 30.000 ha klitplantage. Talrige landsbyer og huse måtte forlades, skatteindtægterne faldt og udgifterne til bekæmpelsen var store.
Fodnoter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Liversage, David (1993). "Sandflugtens og klittens forhistorie" (PDF). Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred. Historisk Samfund for Thy og Vester Hanherred. s. pp.21-32. Hentet 2008-01-09.
{{cite web}}:|pages=har ekstra tekst (hjælp) - ^ a b Clemmensen, Lars (2005). "Sandflugt ved Jyllands vestkyst gennem årtusinder". Geoviden – Geologi og Geografi. Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet (2005-3): pp.10-15.
{{cite journal}}:|pages=har ekstra tekst (hjælp) - ^ "Vejledning om naturbeskyttelsesloven, afsnit 5: Klitfredning". Skov- og Naturstyrelsen. 1993. Hentet 2008-01-09.
- ^ a b Allen, C.F. (1870). De tre nordiske Rigers Historie. Fjerde bind, første afdeling. Gyldendal.
- ^ a b c d e f g Torp Olesen, Eigil (2005). Skagens Odde - en naturguide. Geografiforlaget. ISBN 87-7702-417-6.
- ^ a b c d e f g h Jacobsen, Bo (2005). "Sandflugtskatastrofen Liseleje-Tisvilde 1550-1736 : en hypotese om et årsagskompleks". Fortid og Nutid. Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie. Dansk Historisk Fællesråd (2005-2 (juni)): pp.116-127.
{{cite journal}}:|pages=har ekstra tekst (hjælp) - ^ Bræstrup, Bo (2001). Mellem Kattegat og Isefjord. Rørvigs natur og kulturhistorie. Rørvig Naturfredningsforening. ISBN 87-988771-0-0.
{{cite book}}: Ukendt parameter|coauthors=ignoreret (|author=foreslået) (hjælp) - ^ a b "Råbjerg Mile" (pdf). Vandreture i Statsskovene, nr.39. Skov- og Naturstyrelsen. 2001. Hentet 2008-01-10.
- ^ a b "Råbjerg Mile". Naturturist Nordjylland. 2007. Hentet 2008-01-10.
- ^ a b c Holch Andersen, Knud (1994). ""Af sandflugt ruineret" - En miljøkrise i Thy i 16- og 1700-tallet" (PDF). Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred. Historisk Samfund for Thy og Vester Hanherred. s. pp.85-92. Hentet 2008-01-09.
{{cite web}}:|pages=har ekstra tekst (hjælp) - ^ a b Troels-Lund, Troels Frederik (1914). "Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede. 1. bog". Gyldendal. s. p.42f. Hentet 2008-01-09.
{{cite web}}:|pages=har ekstra tekst (hjælp) - ^ a b "Kong Christian den Femtis Danske Lov" (PDF). G.E.C. Gads Forlag (1929), i digital udgave ved Bjørn Andersen. 2003. Hentet 2008-01-14.
- ^ a b "Sandflugten i historisk tid" (PDF). Underbilag til undersøgelsesprojekt Nationalpark Vestthy / Kulturhistorisk gruppe. Bilag til afrapportering: Punkt 4.4-A. Hentet 2008-01-20.
- ^ a b c "Klitforvaltning og sandflugtsdæmpning". Skov- og Naturstyrelsen. 2001. Hentet 2008-01-20.
- ^ Viborg, Erik (1788). Efterretning om Sandvexterne og deres Anvendelse til at dæmpe Sandflugten paa Vesterkanten af Jylland.