Bruger:Laketown/mali2012sandbox

Konflikten i det nordlige Mali
	;
Dato	16. januar 2012 - nu
Sted	Mali
Status	Igangværende
Parter
Ledere
Styrke
Tab
	Fordrevet: ; ~144,000 er flygtet til udlandet; ~230.000 internt fordrevet.; Total: ≈ 374.000.

Denne artikel beskriver en aktuel begivenhed

Informationerne kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem.

Siden den 16. januar 2012, har adskillelige kæmpet, mod den malisiske regering, for uafhængighed eller øget selvstyre for det nordlige Mali, der også er kendt som Azawad. Den nationale bevægelse for Azawads løsrivelse (MNLA) er en organistion, der kæmper for at gøre Azawad til hjemland for Tuareg-folket, og har siden april 2012 haft kontrol over området.

Den 22. marts 2012 blev præsidenten, Amadou Toumani Touré, væltet ved et statskup, på baggrund af hans håndtering af krisen, blot en måned før det planlagte præsidentvalg.^[49] En gruppe soldater, som kalder sig Den nationale komité for genoprettelse af demokrati og stat (CNRDR) overtog kontrollen og suspenderende forfatningen.^[50] Som en konsekvens af den ustabilitet, som kuppet skabte, lykkedes det oprørene invadere Mali tre nordligste større byer, Kidal, Gao og Timbuktu.^[51]^[52] Den 5. april 2012, efter erobringen Douentza, erklærende MNLA at de havde opnået deres mål, og ville stoppe deres offensiv. Den efterfølgende dag erklærende Azawad uafhængighed fra Mali.^[53]

MNLA blev oprindeligt støttet af den islamistiske gruppe Ansar Dine. Efter den maliske regeringshær var blevet fordrevet fra Azawad, begyndte Ansar Dine at indføre en streg sharia-lovgivning. MNLA og islamisterne kæmpede for at forene deres forskellige visioner for den fremtidige stat.^[54] Efterfølgende valgte MNLA var bryde samarbejdet med Ansar Dine, og begyndte at kæmpe imod dem og andre islamistiske grupperinger, der inkluderer Bevægelsen for tro og jihad i Vestafrika (MOJWA), der er en udbrydergruppe fra Al-Qaeda. Den 17. juli 2012 havde MNLA mistet kontrollen med det nordlige Mali.^[55]

Den 11. januar 2013 fortalte Frankrigs præsident François Hollande, at han havde modtaget en anmodning om udenlandsk bistand fra den malisiske regering, og erklærende at, det havde Frankrig intentioner om at yde.^[33]

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende artikel: Malis historie.

I starten af 1990'erne dannede nomadefolket Tuareg Folkebevægelsen Azawad (MPA), og erklærende krig for uafhængighed til regionen Azawad.^[56] På trods af fredsaftaler, som blev indgået med regeringen i Mali i 1991 og 1995, opstod der en voksende utilfredshed blandt de tidligere Tuareg-krigere, der var indgået i regeringshæren, udløste nye kampe i 2007.^[57] Det har historisk set været svært at danne alliancer mellem de relegionsneutrale befolkningsgrupper og islamistiske grupper, lykkedes det MNLA at skabe en alliance med gruppen Ansar Dine og Al-Qaeda, hvilket udløste Konflikten i det nordlige Mali 2012.^[56]

Organistionen MNLA var en udløber fra den politiske uafhægighedsorganistionen, Den Nationale Bevægelse for Azawad (MNA) forud for oprøret.^[58] Efter afslutningen af libyske borgerkrig, blev mange våben sendt over grænsen til Azawad, hvilket førte til at oprørene var mere udrustet end tidligere.^[59] Dette overraskende regeringshæren, som ikke havde set det i tidligere konflikter.^[60]

Selvom om oprøret var domineret af Tuaregs, udtalte MNLA at flere andre etniske grupper var repræsenteret godt.^[61], og blev angiveligt hjulpet af andre arabiske ledere.^[58] MNLA's leder Bilal Ag Acherif sagde, at det var op til Malis regering at bestemme, hvorvidt de ville give Azawad selvstændighed, ellers vil den blive taget med magt.^[62]

En anden Tuareg domineret gruppe er Ansar Dine (forsvarerne af tro), kæmpede i starten side om side med MNLA. I modsætning til MNLA, søgte Ansar Dine ikke uafhængighed, men snarere indførelse af islamisk lov (sharia) over hele Mali.^[63] Gruppens leder Iyad Ag Ghaly deltog i konfliktens begyndelse i 1990'erne, og er senere blevet sat i forbindelse med en udløber af Al-Qaeda, AQIM, der er ledet af hans fætter Hamada Ag Hama^[64] og den algeriske efterretningstjeneste.^[31]

Mali har gennemgået flere kriser, hvilket har været med til at skabe denne konflikt.^[65]

Uafhængighedskrig: Etablering af en Tuareg-stat har længe været ønsket af MNLA, der begyndte sit oprør 1962. Den centrale regering har lige siden være i kamp for at beskytte sit territorium.
Hungersnød: Malis økonomi er meget afhængig af udenlandsk bistand udefra, som har ført til at det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) til at sanktionere militærjuntaen.^[66]
Politisk krise: Mytteri i militæret førte til at præsidenten blev væltet.

Tuareg oprør (januar-april 2012)[redigér | rediger kildetekst]

De første angreb oprøret fandt sted i Ménaka, som er en lille by i den fjernøstlige Mali. Det skete den 16. og 17. januar 2012. Den 17. januar 2012 blev angreb i Aguelhok og Tessalit rapporteret, som Malis hær dog generobrede dagen efter.^[67] Den 24. januar 2012 genvandt oprørene Aguelhok, efter hæren var løbet tør for ammunition.^[31] Den næste dag generobrede hæren igen byen.^[67] Regeringen igangsatte luft- og fodoperationer for at genvinde kontrollen over hele området^[68], mens der var store demonstrationer i hovedstaden Bamako^[69] og i byen Kati.^[70] Den malisiske præsident Amadou Toumani Touré valgte efterfølgende at udskifte ledelsen i hæren, for at vinde kampen mod oprøret.^[71]

Den 1. februar 2012 tog MNLA igen kontrollen med byen Ménaka, da Malis hær foretog en taktisk tilbagetrækning. Det blev gjort for at modvirke protester i hovedstaden. Flere malisiske soldater blev dræbt under kampe i Aguelhok.^[69] Den 6. februar 2012 angreb og indtog oprørene regionshovedstaden Kidal.^[72]

Den 4. marts 2012 blev nye kampe rapporteret nær en tidligere oprørsby, Tessalit.^[73] Den næste dag opgav tre hærkompagnier at fortsætte nedkæmpelsen af oprørere.^[31]^[74] Et amerikanske C-130 fly forsynede de tre kompagnier med nye våben, så de kunne fortsætte med at kæmpe.^[75] Den 11. marts 2012 flygtede MNLA-oprører tilbage til Tessalit og dens lufthavn, mens hæren søgte mod den algeriske grænse.^[76]

Oprørene rykkede tættere mod hovedstaden til 125 km fra byen Timbuktu. Deres fremrykning skete ubemærket, og de overtog byerne Diré og Goundam uden kamp.^[77] Ansar Dine erklærende at de nu havde kontrol med grænsen til Algeriet.^[78]

Statskup marts 2012[redigér | rediger kildetekst]

Den 21. marts 2012 angreb soldater Malis forsvarsminister Sadio Gassamas bil med sten, da han ankom til en militærbase. Han var på besøg, for at tale for regerings politik i forbindelse med håndteringen af konflikten.^[79] Senere samme dag stormede soldater præsidentpaladset, hvilket tvang præsident Amadou Toumani Touré i skjul.^[80]

Den følgende morgen optrådte Kaptajn Amadou Sanogo, der var formand for CNRDR, i tv, hvor han meddelte at militærjuntaen havde suspenderet Malis forfatning og overtaget kontrollen med landet.^[81] Hæren påstod Amadou Toumani Tourés dårlige håndtering af oprøreret, samt dårlig udrustning af militæret, skylden for oprøret.^[82] CNRDR ville fungere som en midlertidig regering, indtil der blev valgt en ny demokratisk regering.^[83]

Kuppet blev blev fordømt i store dele af det internationale samfund^[84], herunder FN's sikkerhedsråd^[85], Den afrikanske union^[85] og Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), hvor sidstnævnte den 29. marts 2012 krævede at CNRDR, havde 72 timer til at opgive kontrollen med Mali, ellers ville omkringliggende lande lukke deres grænser,^[86] og landet aktiviteter i UEMOA vil blive fastfrosset og rejseforbud for landets borgere.^[87] Senere har ECOWAS og Den afrikanske union suspenderet Mali.^[88] USA, Verdensbanken og Den afrikanske udviklingsbank har senere også lukket for udbetaling af udviklingsbistand, som en reaktion på kuppet.^[89]^[90]

Elfenbenskystens præsident Alassane Ouattara, som har formandskabet for ECOWAS, sagde at når der kom en civil regering til magten, ville ECOWAS sende en militær styrke på 2.000 mand ind mod oprøret.^[91] Burkina Fasos præsident Blaise Compaore blev valgt som mægler mellem juntaen og ECOWAS for at løse krisen.^[87] Der blev opnået enighed mellem ECOWAS forhandlingsgruppe og juntaen den 6. april, hvor både Sanogo og Touré ville træde tilbage, sanktionerne ophæves og mytteristerne ville blive fritaget for straf. Magten skulle også gå tilbage til Malis nationalforsamling og formanden blev Diouncounda Traoré.^[92] Efterfølgende sagde Diouncounda Traoré at han ville 'føre en samlet og uforsonlig krig' imod Tuareg-oprørene, medmindre de opgav kontrollen af det nordlige Mali.^[93]