Bruger:Lindberg/Operation Barbarossa

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

en:Operation Barbarossa

Operation Barbarossa
Del af Østfronten, 2. verdenskrig
[[Fil:Operation Barbarossa corrected border.png|frameless|Den originale tyske slagplan fra september 1940]]
Den originale tyske slagplan fra september 1940
Dato 22. juni 1941december 1941
Sted Hviderusland, Polen, Ukraine, Litauen, Letland, Moldova, Estland, vestlige Rusland.
Resultat Strategisk nederlag til aksemagterne
Parter
Aksemagterne:

Flag of Germany (1935–1945).svg Nazityskland
Rumænien Rumænien
Finland Finland
Flag of Italy (1861–1946).svg Italien
Flag of Hungary (1915-1918, 1919-1946).svg Ungarn
Flag of Slovakia (1939–1945).svg Slovakiet
Flag of Independent State of Croatia.svg Kroatien
Flag of Spain (1938–1945).svg Spanske frivillige

Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Sovjetunionen
Ledere
Flag of Germany (1935–1945).svg Adolf Hitler

Flag of Germany (1935–1945).svg Franz Halder
Flag of Germany (1935–1945).svg Wilhelm Ritter von Leeb
Flag of Germany (1935–1945).svg Fedor von Bock
Flag of Germany (1935–1945).svg Gerd von Rundstedt
Rumænien Ion Antonescu
Finland Carl Gustaf Mannerheim

Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Josef Stalin

Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Georgij Konstantinovitsj Zjukov
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Aleksandr Vasiljevskij
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Semyon Budyonny
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Kliment Vorosjilov
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Semjon Timosjenko
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Markian Popov
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Fyodor Kuznetsov
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Dmitry Pavlov
Flag of the Soviet Union (1924–1955).svg Ivan Tyulenev

Styrke
~5,6 million mænd,
3.600 tanks,
4.389 fly[1]
~2.9 million tropper
12-15.000 tanks,
35-40.000 fly (hvoraf 11.357 var kampklare 22. juni 1941)[2]
Tab
Forskellige opgørelser:
*Omkring 918.000 dræbte, sårede eller forsvunde.[3]
*700.000 dræbte, [tvivlsomt] 604.000 sårede, 36.000 forsvundne.[4]
2.093 fly.[5]
Mindst 802.191 dræbte,[6] ukendt antal sårede og omkring 3.300.000 tilfangetagne.[3][7]
21.200 fly.[8][9][10]
Angrebsplanen for Operation Barbarossa: Weisung Nr. 21: Fall Barbarossa

Operation Barbarossa (tysk:Unternehmen Barbarossa) var kodenavnet for Nazi-tysklands invasion af Sovjetunion under 2. verdenskrig. Angrebet begyndte den 22. juni 1941.[11][12] Over 4,5 millioner af Aksemagternes soldater invaderede Sovjetunionen over en 2.900 km lang front.[13] Operationen var opkaldt efter kejser Frederik Barbarossa af det Tysk-romerske rige, som var leder af det 3. korstog i det 12. århundrede. Barbarossa udgjorde den største del Østfronten under 2. verdenskrig. Planlægningen for Operation Barbarossa startede 18. december 1940; de hemmelige militære forberedelser for selve operationen varede næsten et år, fra foråret 1941 til vinteren 1941.

Det operationelle mål for operation Barbarossa var en hurtig erobring af den europæiske del af Sovjetunionen, vest for en linje mellem Arkhangelsk og Astrakhan, ofte refereret som A-A linjen (se den engelsksprogede oversættelse af Hitlers direktiv for detaljer). Ved operationens afslutning i december 1941 havde den røde hær afvist de stærkeste stød fra Wehrmacht. Hitler havde ikke opnået den sejr, han havde forventet, men situationen i Sovjetunion var kritisk. Taktisk havde tyskerne vundet nogle opsigtsvækkende sejre og besat nogle af de økonomisk mest vigtigste områder i Sovjet herunder Ukraine.[14] På trods af disse succeser var tyskerne blevet skubbet tilbage fra Moskva, og de blev aldrig senere i stand til at skabe en samtidig offensiv over hele den sovjet-tyske front.[15]

På grund af Barbarossas manglende succes, blev der iværksat en række operationer i Rusland, som dog alle fejlede, såsom fortsættelsen af belejringen af Leningrad,[16][17] Operation Nordlicht og Slaget om Stalingrad sammen med andre slag i det besatte russiske område.[18][19][20][21][22]

Operation Barbarossa er stadig den største militære operation i form af involverede soldater, vundet/tabt areal og tab af menneskeliv i historien. Nederlaget i Operation Barbarossa resulterede i sidste ende med, at Nazi-Tyskland led nederlag, hvorfor mange anser operationen som et vendepunkt i krigen. Det vigtigste ved operation Barbarossa var, at den startede krigen på Østronten, som skulle vise sig at blive dem største krigsskueplads i verdenshistorien. Operation Barbarossa og de områder som den udspillede sig på blev skueplads for nogle af de største og mest brutale slag, forfærdelige tab af liv og rædselsvækkende forhold for både tyskere og russere - noget som fik stor betydning for hvordan 2. verdenskrig udviklede sig og for det 20. århundredes historie i det hele taget.

Tyske intentioner[redigér | redigér wikikode]

Den tyske propaganda hævdede, at den Røde Hær forberedte sig på at angribe dem, og deres egen invasion blev således fremstillet som forebyggende. I 1925-1926 havde Hitler i sin bog Mein Kampf gjort det helt klart, at det var hans hensigt at invadere Sovjetunionen, ud fra den holdning at det tyske folk havde behov for "Lebensraum", dvs. jord og råmaterialer, og dem kunne man bedst finde østpå. Det var nazisternes udtrykte politik, at russere og andre slaviske folk skulle dræbes, deporteres eller gøres til slaver, da de anså dem for mindreværdige, og genbosætte deres områder med tyskere. Denne politik blev kaldt Den nye orden (Neuordning) og blev fremlagt i detaljer i Hermann Görings Grønne mappe. Hele bybefolkningen i det invaderede land skulle udryddes ved udsultning, hvorved der ville blive skabt et overskud af landbrugsvarer, som skulle føde Tyskland og give mulighed for at bybefolkningen kunne udskiftes med en tysk overklasse. Nazi-ideologen Alfred Rosenberg foreslog, at de erobrede sovjetiske områder skulle administreres af følgende Reichskommissariater:

Ved Nürnberg-processen i 1946 bekendtgjorde Sir Hartley Shawcross, at i marts 1941 blev der planlagt med følgende yderligere opdelinger af de østlige russiske områder:

  • Ural (centrale og sydlige Ural samt nærmeste områder, udskilt fra den planlagde reorganisering af det østlige europæiske Rusland.
  • Vestlige Sibirien (fremtidige vestlige Siberien og Novosibirsk beherskede områder)
  • Nordland (Sovjetunionens Arktiske områder: Vestlige Nordland (nordkysten i det europæiske Rusland) og Østlige Nordland (nordvestlige Siberiene nordkyster))

Den nazistiske politik sigtede mod at ødelægge Sovjetunionen som en politisk størrelse i overensstemmelse med den geopolitiske ide om Lebensraum ("Drang nach Osten") til glæde for de "ariske" generationer i de kommende århundreder.

Føreren forventede yderligere fordele:

  • Når Sovjetunionen var besejret, ville manglen på arbejdskraft i den tyske industri kunne afhjælpes ved demobilisering af mange soldater.
  • Ukraine ville være en stabil kilde til landbrugsprodukter.
  • Ved at have Sovjetunionen som leverandør af slavearbejdere ville Tysklands geostrategiske position i høj grad blive forbedret.
  • En sejr over Sovjetunionen ville yderligere isolere de allierede, især Storbritannien.
  • Den tyske økonomi havde brug for adgang til mere olie, og ved at kontrollere oliefelterne ved Baku kunne man opnå dette.

Molotov-Ribbentrop-pagten var blevet underskrevet kort før den tyske og sovjetiske invasion af Polen i 1939. Det var angiveligt en ikke-angrebs pagt, men hemmelige protokoller skitserede en aftale mellem Tyskland og Sovjetunionen om deling af grænsestaterne imellem dem. Pagten kom som en overraskelse for alle på grund af deres gensidige fjendskab og deres modsatrettede ideologier. Som følge af pagten havde Nazi-Tyskland og Sovjetunionen forholdsvis stærke diplomatiske forbindelser og var vigtige handelspartnere. Sovjetunionen leverede olie og råvarer til Tyskland, mens Tyskland leverede teknologi til Sovjetunionen. Men på trods af pagten forblev begge sider stærkt mistroiske overfor hinandens hensigter, og da de begyndte at støde sammen i Østeuropa syntes en krig uundgåelig.

Hitler havde længe ønsket at erobre den europæiske del af Sovjetunionen for at udnytte hvad han anså for dens untermensch - befolkning af slaviske undermennesker. Han havde kun indgået pagten, fordi den på kort sigt var fordelagtig. Udover de territoriale ambitioner, som både Hitler og Stalin besad, gjorde de ideologiske modsætninger mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen en kommende konflikt mellem dem sandsynlig.

Stalins omdømme bidrog både til at retfærdiggøre nazisternes angreb og til deres tro på succes. I slutningen af 1930'erne havde Stalin ladet millioner af borgere dræbe eller indespærre under den store udrensning, herunder et stort antal af kompetente og erfarne officerer, hvilket havde efterladt den Røde Hær svækket og uden ledelse. Nazisterne understregede ofte det sovjetiske regimes brutalitet, når det udsendte propaganda rettet mod de slaviske folk.

Citat Vi behøver blot at sparke døren ind, så vil hele den rådne bygning brase sammen Citat
Adolf Hitler

Operation Barbarossa skulle kombinere et angreb i nord mod Leningrad med en symbolsk ladet erobring af Moskva og en økonomisk strategi om at erobre oliefelterne i syd på den anden side Ukraine. Hitler og hans generaler var ikke enige om hvilket af disse aspekter, der var vigtigst, og hvor Tyskland skulle fokusere sin indsats. Valget af prioriteter krævede et kompromis. Hitler anså sig selv for at være et politisk og militært geni. Under planlægningen af operation Barbarossa i 1940 og 1941 gentog Hitler ofte sin ordre: "Leningrad først, Donetsk Bækkenet derefter, Moskva som det tredje."[11][23] Hitler var utålmodig efter at komme i gang med sin længe ønskede invasion i øst. Han var overbevist om, at Storbritannien ville anmode om fred, når først Tyskland triumferede i Sovjetunionen, det område som havde Tysklands egentlige interesse. General Franz Halder bemærkede i sine dagbøger, at ved at ødelægge Sovjetunionen ville Tyskland knuse Storbritanniens håb om at besejre Tyskland.

Hitler var blevet overmodig af sine hurtige successer i Vesteuropa og den Røde Hærs klodsethed i Vinterkrigen mod Finland i 1939-40. Han ventede at få en sejr i løbet af få måneder og forberedte derfor ikke en krig, der skulle vare ind i vinteren. Hans tropper havde derfor ikke varme klæder, og der var ikke forberedt et længere felttog, da de indledte angrebet. Antagelsen om, at Sovjetunionen snart ville kapitulere, ville blive hans undergang.[24]

Tyske forberedelser[redigér | redigér wikikode]

Citat Når Barbarossa begynder, vil verden holde vejret og tie. Citat
Adolf Hitler

Som forberedelse til angrebet flyttede Hitler 3,5 mio. tyske soldater og omkring 1 mio. soldater fra andre Aksemagter til den sovjetiske grænse, gennemførte talrige rekognosceringstogter over sovjetisk område og oplagrede materiel i Øst. Sovjetunionen blev alligevel taget på sengen, mest på grund af Stalins tro på at Det tredje rige formentlig ikke ville angribe blot to år efter at have underskrevet Molotov-Ribbentrop-pagten. Den sovjetiske leder troede også, at nazisterne formentlig ville afslutte deres krig med Storbritannien, inden de åbnede en ny front. Han nægtede at tro gentagne advarsler fra sine efterretningstjenester om den tyske opmarch, af frygt for at rapporterne var britisk mis-information med henblik på at udløse en krig mellem Tyskland og Sovjetunionen. Spionen dr. Richard Sorge gav Stalin den præcise dato for angrebets start. De svenske kryptoanalytikere under ledelse af Arne Beurling kendte også datoen på forhånd.

Tyskerne forberedte afledninger fra april 1941, for at give substans til deres påstande om at Storbritannien var det egentlige mål: Operationerne Haifisch og Harpune. Disse simulerede forberedelser i Norge, kanalkysten og Storbritannien. Der var støtteaktiviteter såsom skibskoncentrationer, rekognosceringsflyvninger og træningsøvelser. Der blev forberedt invasionsplaner og nogle af detaljerne fik lov at sive ud.

Hitler og hans generaler undersøgte også Napolens fejlslagne invasion af Rusland. Efter krav fra Hitler begyndte den tyske overkommando OKW at udvikle en strategi, så man undgik disse fejltagelser.

Den strategi, som Hitler og hans generaler enedes om, involverede tre adskilte armegrupper (Heeresgruppen), som skulle erobre specifikke områder og byer i Sovjetunionen. De tyske hovedangreb forløb langs de historiske invasionsveje. Heeresgruppe Nord fik til opgave at marchere gennem De baltiske lande til det nordlige Rusland og enten erobre eller ødelægge byen Leningrad (nu Sankt Petersborg). Heeresgruppe Mitte skulle rykke mod Smolensk og derefter til Moskva gennem det som i dag er Hviderusland og de vestlige dele af det egentlige Rusland. Heeresgruppe Süd skulle ramme den landbrugets tætbefolkede kerneområde i Ukraine, erobre Kiev inden den fortsatte øst på over stepperne til Volga og det olierige Kaukasus.

Hitler, OKW og de forskellige overkommandoer var ikke enige om, hvad det vigtigste mål skulle være. Ved forberedelsen af Barbarossa gik det meste af OKW ind for et direkte fremstød mod Moskva, mens Hitler blev ved med at understrege sit mål om at erobre det ressourcerige Ukraine og Baltikum inden man koncentrerede sig om Moskva. En forsinkelse, som udskød starten på Barbarossa fra midten af maj til slutningen af juni 1941 kan havde været uden betydning, da den russiske mudderårstid (Rasputitsa) faldt sent det år; men mere tid blev senere spildt på forskellige kritiske tidspunkter, hvor Hitler og OKW suspenderede operationerne for at diskutere de strategiske mål.

Samtidig med at angribe de strategiske mål besluttede tyskerne også at bringe styrker ind i de besatte områder for at modvirke sovjetiske partisanaktiviteter, som de vidste ville opstå i de områder de kontrollerede. Dette omfattede enheder fra Waffen-SS og Gestapo, som var specialister i at undertrykke modstand og i at fange og dræbe modstandere.

Sovjetunionens forberedelser[redigér | redigér wikikode]

Selv om Hitler og andre i den tyske overkommando anså Sovjetunionen for at være et svagt land, var dette bestemt ikke tilfældet. Hastig industrialisering i 1930'erne havde resulteret i, at industriproduktionen kun var større i USA og var på højde med den i Tyskland. Produktionen af militærudstyr steg til stadighed, og i årene op til krigen blev økonomien i stigende grad orienteret mod militær produktion. I starten af 1930'erne blev der udviklet en meget moderne operationel doktrin for den Røde Hær og den blev udbredt i feltregulativerne fra 1936.

Udvikling af de væbnede styrker i Sovjetunionen
fra 1939 til 1941
[25]
1. januar 1939 22. juni 1941 % vækst
Divisioner beregnet 131,5 316,5 140,7
Personnel 2.485.000 5.774.000 132,4
Kanoner og morterer 55.800 117.600 110,7
Kampvogne 21.100 25.700 21,8
Fly 7.700 18.700 142,8

Ifølge Taylor og Proektor (1974), var de sovjetiske styrker i de vestlige militærdistrikter i undertal i forhold til deres tyske modstandere. 2,6 mio. sovjetiske soldater mod 4,5 mio. aksetropper. Den samlede størrelse af de sovjetiske væbnede styrker i starten af juli 1941 var på lidt over 5 mio. mand, 2,6 mio. i vest, 1,8 mio. i Fjernøsten og resten placeret eller under optræning andre steder.[26] Disse tal kan imidlertid være vildledende. Tallet for Sovjetunionens styrker i de vestlige distrikter medtager kun den Første strategiske række, som var stationeret på og bag den sovjetiske vestgrænse i en dybde af indtil 400 km. De undervurderer også størrelsen af den Første strategiske række, som faktisk var på 2,9 mio. mand. Tallet medregner ikke den mindre Anden strategiske række, som den 22. juni var i færd med at blive rykket frem mod grænsen. Ifølge Sovjetunionens strategiske plan var det meningen, at den skulle være i stilling i starten af juli. De samlede aksestyrker overdrives også. 3,3 mio. tyske tropper var øremærket til deltagelse i Barbarossa, men dette tal omfatter reserver, som ikke deltog i det indledende angreb. Yderligere 600.000 tropper fra Tysklands allierede deltog også, men fortrinsvis efter det indledende angreb.

De samlede aksestyrker, der var til rådighed for operation Barbarossa var derfor i størrelsesordenen 3,9 mio. Den 22. juni kunne den tyske hær opnå lokal overlegenhed ved sit indledende angreb (98 tyske divisioner), herunder 29 pansrede og motoriserede divisioner, hvilket var 90 % af dens mobile styrker, der angreb på en 1.200 km lang front mellem Østersøen og Karpaterne mod NKVD grænsetropper og divisionerne i den sovjetiske Første operationelle række (den del af Første strategiske række, som var stationeret umiddelbart bag fronten) i de tre vestlige militærdistrikter. Den havde afsluttet sin fremrykning og var klar til at angribe omkring to uger inden den Røde Hær havde planlagt af afslutte sin egen fremrykning så Anden strategiske række kom på plads. På det tidspunkt var 41 % af de stationære sovjetiske baser placeret i grænseområderne, mange af dem i den 200 km brede zone langs grænsen. I overensstemmelse med hærens regulativer var brændstof, udstyr, jernbanevogne osv. ligeledes placeret der.[27]

Ved mobilisering ville den Røde Hær efter krigsudbruddet til stadighed vokse i styrke. Mens styrken varierede på begge sider, er det korrekt at sige, at aksestyrkerne under felttoget i 1941 havde en mindre overvægt i tropper ved fronten. Ifølge Mikhail Meltyukhov (2000:477) havde den Røde Hær ved krigens begyndelse en styrke på i alt 5.774.211 tropper: 4.605.321 i landstyrker, 475.656 i luftvåbenet, 353.752 i marinen, 167.582 som grænsevagter og 171.900 som polititropper i NKVD.

Indenfor nogle vigtige våbensystemer havde Sovjetunionen en betydelig numerisk overvægt. I kampvogne f.eks. havde den Røde Hær en stor overvægt. Den havde 23.106 kampvogne,[28] hvor af omkring 12.782 var placeret i de fem vestlige militærdistrikter (tre af dem lå direkte overfor den tyske invasionsfront). Vedligeholdelses- og klargøringsstandarden var imidlertid meget ringe. Der var knaphed på ammunition og radioer og mange enheder manglede de nødvendige lastbiler til at kunne gensupplere tropperne.

Siden 1938 havde Sovjetunionen delvis spredt sine kampvogne ud i infanteri divisionerne for at støtte infanteriet, men efter erfaringerne i Vinterkrigen og deres observationer af den tyske Blitzkriegs taktik mod Frankrig, var man begyndt at efterligne tyskerne og placere de fleste pansrede køretøjer i store, fuldt mekaniserede divisioner og korps. Denne reorganisering var imidlertid kun delvis gennemført, da Barbarossa gik i gang,[29] da der ikke var tilstrækkelig mange kampvogne til rådighed til at bringe de mekaniserede korps op på den ønskede styrke.

Den tyske Wehrmacht havde omkring 5.200 kampvogne i alt, hvoraf 3.350 blev indsat i invasionen. Dette giver et forhold på omkring 4:1 i den Røde Hærs favør. Den bedste sovjetiske kampvogn - T-34 - var den mest moderne i verden, og KV serien var den bedst pansrede. De mest avancerede sovjetiske modeller T-34 og KV-1 var ikke til rådighed i større antal i starten af krigen og udgjorde kun 7,2 % af den sovjetiske kampvognsstyrke. Men mens disse 1.861 moderne kampvogne var teknisk overlegne i forhold til de 1.404 tyske mellemtunge Panzer III og IV kampvogne, havde sovjetstyrkerne i 1941 stadig mangler i kommunikation, træning og erfaring i at anvende sådanne våben effektivt.

Den sovjetiske hærs numeriske overlegenhed i tungt udstyr blev også mere end opvejet af, at de tyske styrker var langt bedre trænet og kampklare. Det sovjetiske officerskorps og overkommando var blevet decimeret under Stalins store udrensning i 1936-1938. Af 90 generaler, som blev arresteret overlevede kun 6 udrensningen. Det samme gjalt 36 ud af 180 divisionschefer og blot 7 ud af 57 korpschefer. I alt blev 30.000 fra den Røde Hær henrettet,[30] mens flere blev sendt til Sibirien og erstattet med officerer, der blev vurderet som mere "politisk pålidelige". Tre af de fem marskaller før krigen og omkring to tredjedele af korps og divisionscheferne blev skudt. Det betød, at der ofte sad yngre og mindre erfarne officerer på deres pladser, f.eks. havde 75 % af den Røde Hærs officerer i 1941 haft deres poster i mindre end et år. Den gennemsnitlige sovjetiske korps chef var 12 år yngre end den tyske. Disse officerer havde en tendens til at tøve med at tage initiativer og manglede ofte den fornødne træning til at beklæde deres job.

Antallet af fly var også kraftigt i Sovjetunionens favør; men de sovjetiske fly var stort set forældede, og det sovjetiske artilleri manglede moderne ildkontrol systemer.[31] De fleste sovjetiske enheder fra på fredsfod, hvilket var forklaringen på, at enhederne havde deres fly parkeret tæt sammen i pæne rækker, fremfor spredt, hvilket gjorde dem til lette mål for Luftwaffe i krigens første dage. Inden invasionen havde det sovjetiske luftvåben forbud mod at nedskyde rekognosceringsfly fra Luftwaffe, selv om der blev fløjet hundredvis af missioner ind i sovjetisk luftrum.

Den russiske krigsindsats i den første fase af krigen på Østfronten var hæmmet af en mangel på moderne fly. Det sovjetiske luftvåben var udstyret med et stort antal forældede fly, såsom I-15 biplan og I-16. I 1941 begyndte MiG-3, LaGG-3 og Yak-1 først at rulle af samlebåndene, og var generelt meget underlegne i forhold til Messerschmitt Bf 109 eller den senere Fw 190, da den blev taget i brug i september 1941. Kun få havde radio, og de, som havde, sendte ukrypteret og fungerede ikke pålideligt. Den ringe indsats fra VVS (Voenno-Vozdushnye Sily, det sovjetiske luftvåben) under Vinterkrigen med Finland havde forøget Luftwaffes overbevisning om, at det sovjetiske luftvåben kunne nedkæmpes. Standarden for træning i luften var blevet fremskyndet som forberedelse på et tysk angreb, der var forventet at komme i 1942 eller senere. Men den russiske pilotuddannelse var ekstremt dårlig. Ordre nr. 0362 fra Folkekommissæren for forsvar, dateret den 22. december 1940 gav ordre til at flytræningen skulle fremskyndes og forkortes. Utroligt nok havde det sovjetiske luftvåben 201 MiG-3 og 37 MiG-1, der var kampklar den 22. juni, men kun 4 piloter var blevet trænet i at benytte disse maskiner.[32]

Den Røde Hær var spredt og uforberedt. Enheder var ofte delt og uden transportmidler til at blive samlet inden en kamp. Selv om den Røde Hær havde mange og gode kanoner, var der nogle kanoner, som var uden ammunition. Artillerienheder manglede ofte transportmidler, så de kunne ikke flytte deres kanoner. Kampvognsenheder var sjældent veludstyrede, og manglede også træning og logistisk støtte. Vedligeholdelsesstandarden var meget ringe. Enheder blev sendt i kamp uden at der blev gjort foranstaltninger til at de kunne få nye forsyninger af brændstof, ammunition eller forstærkninger af personnel. Ofte var enheder ubrugelige efter blot at have været i indsats en enkelt gang. Hæren var midt i en reorganisering, hvor kampvognene blev placeret i store kampvognskorps, hvilket bidrog til forvirringen.

Selv om den Røde Hær på papiret så ud til at være på lige fod med den tysk hær, var realiteten på slagmarken meget anderledes. Inkompetente officerer og delvis mangel på udstyr, utilstrækkelig motoriseret logistisk støtte og dårlig træning gjorde, at den Røde Hær var i en meget uheldig situation. F.eks. mistede den Røde Hær i starten af felttoget omkring 6 kampvogne hver gang tyskerne mistede 1.

I foråret 1941 havde Stalins egen efterretningstjeneste gentagne gange advaret om, at et tysk angreb var nært forestående; men Stalin valgte at ignorere disse advarsler. Selv om han indrømmede muligheden af et angreb i al almindelighed og gjorde mange forberedelser, valgte han at undgå at provokere Hitler. Han havde placeret officerer omkring sig, som formentlig kun ville fortælle ham det, som han gerne ville høre, så han troede, at den situation, som Sovjetunionen stod i i foråret 1941, var langt stærkere, end den faktisk var. Han nærede også en ubegrundet tillid til Molotov-Ribbentrop-pagten, som var blevet underskrevet blot to år tidligere. Endelig mistænkte han briterne for at prøve på at sprede falske rygter for at udløse en krig mellem Tyskland og Sovjetunionen.[33][34] Som følge heraf blev de sovjetiske grænsetropper ikke sat i fuldt alarmberedskab og blev sommetider endda forbudt at skyde tilbage uden tilladelse, når de blev angrebet. Selv om en delvis alarmering blev sat i kraft den 10. april var de ganske enkelt ikke klar, da det tyske angreb kom. Det kan være årsagen til den diskussion, som nedenfor citeres fra Viktor Suvorov.

Enorme sovjetiske styrker var samlet bag den vestlige grænse for det tilfælde at tyskerne angreb; men disse styrker var meget sårbage på grund af ændringer i den Røde Hærs taktiske doktrin. I 1938 blev der på foranledning af general Pavlov indført en standard lineær forsvarstaktik på linje med andre landes. Infanteridivisioner forstærket med en kampvognsenhed lå i nedgravede stillinger så de dannede stærkt befæstede zoner. Så kom Frankrigs fald. Den franske hær, der blev anset for at være verdens stærkeste, blev besejret på 6 uger. Sovjetiske analyser af begivenhederne, der var baseret på ufuldstændige oplysninger, konkluderede, at det franske kollaps skyldes, at man baserede sig på et lineært forsvar og manglede kampvognsreserver.

Den Røde Hær besluttede ikke at gentage disse fejltagelser. I stedet for at grave sig ned i et lineært forsvar skulle infanteridivisionerne fremover koncentreres i store formationer.[35] De fleste kampvogne blev samlet i 31 mekaniserede korps, hver med over 1.000 kampvogne, større end en hel tysk panzer arme (selv om kun få af disse korps havde nået deres planlagte styrke den 22. juni). Hvis tyskerne angreb, skulle deres pansrede spydspidser afskæres og nedkæmpes af de mekaniserede korps. De ville derefter samarbejde med infanterihærene om at drive det tyske infanteri tilbage, mens det var sårbart på vej mod slagmarken. Den sovjetiske venstre fløj, i Ukraine, skulle kraftigt forstærkes, så den kunne foretage en strategisk omringning, og efter at have nedkæmpet den sydlige tyske armegruppe skulle den svinge nordpå gennem Polen ind i ryggen på den midterste og den nordlige armegruppe. Når den fuldstændige nedkæmpelse af den omringede tyske hær således var sikret, skulle den Røde Hær fortsætte med en offensiv ind i resten af Europa.[36][37]

Teorien om Sovjetunionens offensive planer[redigér | redigér wikikode]

Modargumenter til den sædvanlige fortolkning er fremkommet fra den tidligere GRU overløber Viktor Suvorov, forfatteren af Icebreaker. I denne bog hævdes det, at de sovjetiske landstyrker var særdeles velorganiserede, og mobiliserede en masse hele vejen langs den tysk-sovjetiske grænse som forberedelse til en sovjetisk invasion af Europa, der var fastsat til at begynde søndag den 6. juli 1941. Den tyske operation Barbarossa var, hævder han, rent faktisk et forebyggende angreb, som drog fordel af de massive sovjetiske troppekoncentrationer lige ved Nazitysklands 1941 grænser. Suvorov hævder derfor, at de sovjetiske troppekoncentrationer ved Tysklands grænser var offensive i deres natur, ikke defensive, som de i reglen beskrives. Hans fortolkning er blevet grundigt afvist blandt respekterede historikere, især David Glantz, og har ikke fundet meget seriøs støtte blandt vestlige akademiske historikere.

En undersøgelse udført af den russiske militærhistoriker Mikhail Meltyukhov (“Stalin's Missed Chance”) støtter den påstand at sovjetiske styrker var ved at samles til et angreb på Tyskland. Han afviser imidlertid påstanden om, at det tyske angreb var et forebyggende angreb: Meltyukhov mener, at begge sider forberedte et angreb, men at ingen af siderne troede på et angreb fra modparten. Andre russiske historikere, som støtter denne antagelse, er Vladimir Nevezhin, Boris Sokolov og Valeri Danilov. På nøglepunkter minder denne argumentation om den fortolkning de tyske historikere Werner Maser og Joachim Hoffmann er fremkommet med.[38]

Det nu offentliggjorte forslag fra Zjukov af 25. maj 1941[39] lagde op til et sovjetisk angreb mod Tyskland. Dette dokument foreslår hemmelig mobilisering og fremføring af den Røde Hærs tropper til den vestlige grænser, under dække af træning. Selv om det generelt antages kun at være et udkast, som ikke blev godkendt af Stalin,[40] har de ovennævnte historikere hævdet, at - i betragtning af Stalins koncentration af magt - var tanken om at sovjetiske generaler fulgte en linje, som var uafhængig af Stalins og indeholdt en invasionsplan, særdeles usandsynlig. Hertil kom, hævdes det, at de faktiske sovjetiske troppekoncentrationer lå tæt på grænsen, ligesom brændstofdepoterne og flyvepladserne. Alt dette var ubrugeligt ved defensive operationer. (Maser 1994: 376–378; Hoffmann 1999: 52–56)

Suvorov fremlægger et bevis, som understøtter teorien om et forestående sovjetisk angreb: de kort og parlører der var udleveret til sovjetiske tropper. Militærtopografiske kort kan i modsætning til andre militære forsyninger kun bruges i et bestemt område. Ifølge Suvarov fik sovjetiske tropper udleveret kort over Tyskland og tysk-besatte områder. Parlørerne indeholdt spørgsmål om SA officerer - og SA officerer fandtes kun i selve Tyskland. I modsætning hertil var kort over sovjetisk område sjældne, ifølge Suvorov. Det er værd at bemærke, at efter det tyske angreb blev officeren, der var ansvarlig for kortfremstillingen, generalløjtnant M.K. Kudryavtsev ikke straffet af Stalin, som ellers var kendt for ekstremt hårde straffe, hvis man ikke adlød hans ordrer. Ifølge Suvorov viser det, at general Kudryavtsev fulgte sine ordrer fra Stalin, som ganske enkelt ikke forventede et tysk angreb.

Intet af dette er imidlertid afgørende beviser på, at Sovjetunionen planlagde et strategisk angreb på Tyskland, især da den sovjetiske lagde vægt på offensiv på det operationelle niveau, selvom landet strategisk var i defensiven.

Styrken af modstående styrker ved
den sovjetiske vestgrænse. 22. juni 1941
Tyskland og allierede Sovjetunionen Ratio
Divisioner 166 190 1 : 1,1
Personnel 4.306.800 3.289.851 1,3 : 1
Kanoner og artilleri 42.601 59.787 1 : 1,4
Kampvogne og selvkørende kanoner 4.171 15.687 1 : 3,8
Fly 4.389[41] 11.537[42] 1 : 2,6
Kilde: Mikhail Meltyukhov “Stalin's Missed Chance” table 47,[43]

Invasionen[redigér | redigér wikikode]

Sammensætningen af Aksemagternes styrker[redigér | redigér wikikode]

Halder som var chef for hærens generalstab OKH koncentrerede følgende Wehrmacht og Luftwaffe styrker til operationen:

Heeresgruppe Nord (Armegruppe Nord) (Wilhelm Ritter von Leeb) tog opstilling i Østpreussen med 26 divisioner:

Heeresgruppe Mitte (Armegruppe Centrum) (Fedor von Bock) tog opstilling i det østlige Polen med 49 divisioner:

Heeresgruppe Süd (Armegruppe Syd) (Gerd von Rundstedt) tog opstilling i det sydlige Polen og Rumænien med 41 divisioner:

Med opstilling i Norge en mindre styrke bestående af:

Talrige mindre enheder fra hele det naziatisk besatte Europa såsom Légion des Volontaires Français contre le Bolchévisme, støttede den tyske krigsindsats.

Sammensætningen af de sovjetiske styrker[redigér | redigér wikikode]

Ved begyndelsen af det Det tredje riges invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941 var Den røde hærs ansvarsområder i den europæiske del af Sovjet delt op i fire aktive fronter. Flere fronter blev senere etableret indenfor de overordnede ansvarsområder i de tre militære operationsområder, som nogenlunde svarede til de tyske armégrupper (Heeresgruppen) hvad angår geografisk operationsområder.

Efter ordre fra Georgij Zjukov blev der straks efter invasionen dannet en Nordfront ud fra militærdistrikt Leningrad, en Nordvestfront ud fra det baltiske militærdistrikt, en Vestfront ud fra det Hviderussiske militærdistrikt og en Sydvestfront ud fra militærdistriktet i Kiev. Sydfronten blev etableret den 25. juni med udgangspunkt i militærdistriktet i Odessa.

De første overordnede stabe blev etableret den 10. juli, med Voroshilov som leder af det Nordvestlige operationsområde, Timosjenko som leder af det vestlige operationsområde og Budjonny som leder af det sydvestlige operationsområde.[44]

Styrkerne i det nordvestlige operationsområde omfattede:[45]

  • Nordfronten under ledelse af generaloberst Markian Mikhailovitch Popov overfor Finland og bestående af 14. Armé, 7. Armé og 23. Armé foruden en række mindre enheder, der direkte var underlagt frontens hærfører.
  • Nordvestfronten under ledelse af generaloberst Fjodor Kuznetsov forsvarede de baltiske lande og bestod af 8. Armé, 11. Armé og 27. Armé foruden endre frontenheder (34 divisioner).
  • Ishavsflåden og Østersøflåden

Styrkerne i det vestlige operationsområde omfattede:

  • Vestfronten, under ledelse af general Dmitry Grigoryevitch Pavlov, og bestående af 3. Armé, 4. Armé, 10. Armé samt hovedkvarteret for 13. Armé, som koordinerede uafhængige frontenheder (45 divisioner).
  • Pinsk Flotillen

Styrkerne i det sydvestlige operationsområde omfattede:

  • Sydvestfronten under ledelse af generaloberst Mikhail Petrovitch Kirponos, der bestod af 5. Arme, 6. Armé, 12. Armé og 26. Armé samt en gruppe enheder under direkte ledelse af operationsområdet (45 divisioner).
  • Sydfronten]] under ledelse af General Ivan Vladimirovitch Tyulenev blev etableret den 25. juni 1941 fra 8. uafhængige Armé sammen med 2. og 18. mekaniserede korps og med 26 divisioner som støtte.
  • Sortehavsflåden

Udover arméerne i fronterne var der yderligere seks arméer i den vestlige del af Sovjetunionen: 16. Armé, 19. Armé, 20. Armé, 21. Armé, 22. Armé og 24. Armé, som sammen med uafhængige enheder udgjorde Stavkas reserve gruppe af Arméer, som senere blev omdøbt til Sovjetiske Reservefront, som i princippet var underlagt Stalins direkte kommando.

Åbningsfasen (22. juni 1941 - 3. juli 1941)[redigér | redigér wikikode]

Tyske fremrykninger under åbningsfasen af Operation Barbarossa

Klokken 3.15 om søndagen den 22. juni 1941 angreb aksestyrkerne. Det er svært at afgøre hvor store styrker de to sider rådede over i den indledende fase, da de fleste tyske tal medtager reserver, der var tiltænkt Østfronten, men endnu ikke var indsat, foruden adskille andre problemer med finde sammenlignelige tal mellem de tyske og de sovjetiske styrker. Et rimeligt estimat er at omkring 3 mio. tyske tropper gik til angreb den 22. juni og at de stod overfor lidt færre sovjetiske tropper i grænse militærdistrikterne. Bidraget fra de tyske allierede kunne først for alvor mærkes senere i kampagnen. Overraskelsen var fuldstændig, selv om Stavka var blevet alarmeret af rapporter om at Wehrmacht enheder nærmede sig grænsen i angrebsformation og kl. 0.30 havde givet ordre til at de sovjetiske grænsetropper skulle advares om at krigen var umiddelbart forestående, men kun få enheder blev alarmeret i tide.

Angrebet kom som et chok. Det var ikke så meget tidspunktet for angrebet som den enorme mængde af aksetropper, som stødte ind i sovjetisk område på samme tid. Bortset fra de ca. 3,2 mio. tyske landstyrker, som deltog i eller var tiltænkt felttoget var der ca. 500.000 rumænske, ungarske, slovakiske, kroatiske og italienske tropper, som med tiden ledsagede de tyske styrker mens den finske hær gjorde en stor indsats mod nord. Den 250. spanske blå division var en underlig enhed, som hverken tilhørte en Aksemagt eller var en frivillig Waffen-SS enhed, men derimod spanske falangister og nazi-sympatisører.

Rekognosceringsenheder fra Luftwaffe arbejdede på højtryk for at identificere troppe koncentrationer, forsyningslagre og flyvepladser og planlægge deres udslettelse. Luftwaffes opgave var at neutralisere det sovjetiske luftvåben. Det blev ikke nået i løbet af de første dage, selv om de sovjetiske fly stod opstillet i store grupper på de permanente flybaser, frem for at være spredt på mindre flyvepladser, således at de var ideelle mål. Luftwaffe hævdede at de havde ødelagt 1.489 fly den første dag i felttoget.[46] Hermann Göring, lederen af Luftwaffe troede ikke på tallene og beordrede dem kontrolleret. Ved at gennemrode vragene på de sovjetiske flybaser viste det sig at Luftwaffes tal havde været i underkanten, da der blev fundet over 2.000 ødelagte sovjetiske fly.[46] Tyskerne hævdede kun at have ødelagt 3.100 sovjetiske fly i løbet af de første tre dage, men rent faktisk var de sovjetiske tab langt højere, ifølge den russiske historker Viktor Kulikov blev der ødelagt omkring 3.922 fly.[47] Luftwaffe havde opnået luftoverlegenhed på alle tre sektorer af fronten og beholdt den indtil årets slutning, fortrinsvis på grund af det sovjetiske luftvåbens behov for at støtte retirerende styrker på jorden. Luftwaffe var derfor i stand til at bruge mange af dens eskadriller til støtte for styrkerne på jorden.

Nordlige armégruppe[redigér | redigér wikikode]

Overfor Heeresgruppe Nord lå der to sovjetiske armeer. Den tyske hærs overkommando (OKH) sendte Panzergruppe 4 med 600 kampvogne mod det sted hvor de to armeer mødtes. Panzergruppe 4 havde til opgave at krydse floderne Nemunas og Daugava (også kaldet Njemen og Dvina) som var de to største hindringer ved fremrykningen mod Leningrad. På den første dag krydsede kampvognene floden Nemunas og trængte 80 km frem. I nærheden af Raseiniai blev kampvognene mødt af 300 sovjetiske kampvogne. Det tog fire dage for tyskerne at omringe og nedkæmpe de sovjetiske kampvogne. Derefter krydsede tyskerne Daugava i nærheden af Daugavpils. Tyskerne var nu indenfor en afstand, hvor de umiddelbart kunne angribe Leningrad, men på grund af forsyningssituationen gav Hitler ordre til, at panzerenhederne skulle stoppe mens infanteriet indhentede dem. Ordren om at holde stille blev fastholdt i en uge, hvilket gav den sovjetiske hær tid til at opbygge et forsvar omkring Leningrad og langs bredden af floden Luga. Den sovjetiske stilling blev yderligere kompliceret af, at der den 22. juni indledtes en anti-sovjetisk opstand i Litauen og der blev proklameret et uafhængigt Litauen.[48] Ca. 30.000 litauiske oprørere angreb de sovjetiske styrker og blev støttet af etniske litauere i den Røde Hær. Da de tyske styrker kom længere nordpå, brød der også væbnet modstand ud mod de sovjetiske styrker i Estland. Slaget om Estland sluttede den 7. august, da den tyske 18. Armee nåede kysten ved Kunda.[49]

Centrale armégruppe[redigér | redigér wikikode]

Overfor Heeresgruppe Mitte var der fire sovjetiske arméer: 3., 4., 10. og 11. Armé. De sovjetiske armeer holdt et frontfremspring som gik ind i det af Tyskland besatte Polen med centrum ved Bialystok. Bag Bialystok lå Minsk, hovedstaden i Hviderusland og et vigtigt jernbaneknudepunkt. Målene for Heeresgruppe Mittes to Panzergrupper var at mødes ved Minsk og forhindre at den Røde Hær slap væk fra frontfremspringet. Panzergruppe 3 brød gennem fronten der hvor de to nordlige sovjetiske fronter mødtes nord for frontfremspringet og krydsede Nemunas floden (Njemen), mens Panzergruppe 2 krydsede den vestlige Bug længere mod syd. Mens Panzergrupperne angreb, gik infanterihærene i Heeresgruppe Mitte frem mod frontfremspringet og omringede til sidst de sovjetiske tropper ved Bialystok.

Overkommandoen i Moskva forstod i starten ikke omfanget af den katastrofe, som havde ramt Sovjetunionen. Marskal Semjon Timosjenko beordrede alle sovjetiske styrker til at indlede en generel modoffensiv, men da forsynings- og ammunitionsdepoterne var ødelagt og kommunikationssystemerne var totalt brudt sammen slog de ukoordinerede modangreb fejl. General Zjukov underskrev det berygtede Direktiv fra Folkekommissariatet for Forsvaret Nr. 3 (han hævdede senere, at det var under pres fra Stalin), som krævede at den Røde Hær indledte en offensiv. Han gav tropperne ordre til "at omringe og ødelægge fjendens styrker i nærheden af Suwałki og erobre Suwałki regionen inden aften den 26. juni", at "omringe og nedkæmpe fjendens styrker, der havde invaderet i retning af Vladimir-Volynia og Brody" samt ydermere at "erobre Lublin området inden aften den 24. juni"[50] Denne manøvre slog fejl og fik organisationen i en række enheder i den Røde Hær til at bryde sammen, og de blev hurtigt nedkæmpet af de tyske styrker.

Den 27. juni mødtes Panzergruppe 2 og 3 ved Minsk efter at være rykket 320 km ind på sovjetisk område - en tredjedel af strækningen til Moskva. I den store lomme mellem Minst og den polske grænse var resterne af 32 sovjetiske riffeldivisioner, 8 pansrede divisioner foruden motoriserede, kavaleri og artilleridivisioner omringet.

Sydlige armégruppe[redigér | redigér wikikode]

Overfor Heeresgruppe Süd i Ukraine reagerede de sovjetiske hærførere hurtigt på det tyske angreb. Fra starten stod angriberne overfor en beslutsom modstand. Overfor tyskerne var der i Ukraine tre sovjetiske arméer: 5., 6. og 26. De tyske infanteriarméer angreb der hvor disse arméer mødtes mens Panzergruppe 1 drev sin pansrede spydspids med 600 kampvogne lige gennem den sovjetiske 6. armé i retning af Brody. Den 26. juni indledte fem mekaniserede sovjetiske korps med over 1.000 kampvogne et kraftigt modangreb mod Panzergruppe 1. Slaget var blandt de mest indædte under invasionen og varede i over fire dage. Til sidst sejrede tyskerne, men de sovjetiske styrker tilføjede Panzergruppe 1 alvorlige tab.

Da de sovjetiske mod-offensiver var slået fejl var de sidste større sovjetiske kampvognsenheder blevet indsat i kampene, og den Røde Hær indtog en defensiv stilling med fokus på at gennemføre en strategisk tilbagetrækning under alvorligt pres. Ved slutningen af den første uge havde alle tre tyske armégrupper opnået væsentlige mål for felttoget. Men i de store lommer ved Minsk og Bialystok kæmpede de sovjetiske styrker fortsat. Det kostede tyskerne store tab at nedkæmpe disse lommer og det lykkedes for mange sovjetiske styrker at undslippe. Man regner i almindelighed med at den Røde Hærs tab var i størrelsesordenen 600.000 døde, savnede, fangne og sårede. Det sovjetiske luftvåben mistede 1.561 fly ved Kiev.[51] Slaget var en enorm taktisk (Hitler troede strategisk) sejr, men det var lykkedes at trække tyske styrker væk fra en tidlig offensiv mod Moskva og man havde forsinket yderligere tysk fremrykning i 11 uger. General Kurt Von Tippleskirch bemærkede: "Russerne havde i høj grad tabt et slag, men de havde vundet felttoget".[51]

Midterfasen (3. juli 1941 - 2. oktober 1941)[redigér | redigér wikikode]

Tyske fremrykninger under Operation Barbarossa, fra 22. juni 1941 til 9. september 1941.

Den 3. juli gav Hitler endelig grønt lys for kampvognene til at genoptage deres fremrykning østpå efter at infanteridivisionerne havde indhentet dem; men et tordenvejr, som er typisk for de russiske somre forsinkede deres fremrykning og det sovjetiske forsvar var også blevet stivet af. Forsinkelserne gav de sovjetiske styrker tid til at organisere et stort modangreb mod Heeresgruppe Mitte. Det endelige mål for Heeresgruppe Mitte var byen Smolensk, som dækkede vejen mod Moskva. Overfor tyskerne var der en gammel sovjetisk forsvarslinje, der blev forsvaret af seks arméer. Den 6. juli indledte de sovjetiske styrker et angreb med 700 kampvogne mod den Panzergruppe 3. Tyskerne besejrede dette modangreb ved hjælp af deres store overlegenhed i luften. Panzergruppe 2 krydsede floden Dnjepr og rykkede frem mod Smolensk fra syd mens Panzergruppe 3, efter at have besejret det sovjetiske modangreb, rykkede frem mod Smolensk fra nord. Tre sovjetiske arméer var fanget i en knibtang. Den 26. juli sluttedes ringen og 180.000 tropper fra den Røde Hær blev taget til fange.[52]

Fire uger inde i felttoget erkendte tyskerne, at de havde kraftigt undervurderet styrken af de sovjetiske hære. De tyske tropper havde brugt deres oprindelige forsyninger, men havde endnu ikke nået den forventede strategiske bevægelsesfrihed. Operationerne blev sat ned i tempo så nye forsyninger kunne nå frem. Forsinkelsen skulle bruges til at tilpasse strategien til den nye situation. Hitler havde mistet troen på omringsningsslag, da store grupper af sovjetiske soldater hver gang var undsluppet, og mente i stedet at han kunne besejre Sovjetunionen ved at påføre landet store økonomiske skader ved at berøve dem den industrielle kapacitet til at kunne fortsætte krigen. Dette betød at man skulle erobre de industrielle centre ved Kharkov og Donbas, oliefelterne i Kaukasus og hurtigt erobre Leningrad, der var et centrum for militær produktion i nord. Han ønskede også at skabe forbindelse med finnerne mod nord.

De tyske generaler gik derimod kraftigt ind for en fortsættelse af offensiven i retning mod Moskva. Udover den psykologiske betydning af at erobre fjendens hovedstad pegede generalerne på at Moskva var et stort center for våbenproduktion og centrum for det sovjetiske kommunikations- og transportsystem. Desuden pegede efterretningsrapporter på, at hovedparten af den sovjetiske hær var placeret i nærheden af Moskva under Semjon Timosjenko for at forsvare hovedstaden for enhver pris. Hitler var imidlertid ubøjelig og udstede en ordre om at Heeregruppe Mittes kampvogne skulle sendes nord og sydpå, så offensiven mod Moskva blev midlertidigt suspenderet. I midten af juli nåede tyskerne frem til få kilometer fra Kiev. Panzergruppe 1 stødte sydpåmens den tyske 17. Armé stødte øst på og i lommen fangede tyskerne tre sovjetiske arméer ved Uman. Mens tyskerne nedkæmpede lommen drejede kampvognene mod nord og krydsede Dnjepr. I mellemtiden havde Panzergruppe 2 krydset floden Desna med 2. Armée på siden højre flanke. De to Panzergrupper fangede herefter fire sovjetiske arméer og dele af to andre.

Til det endelige angreb mod Leningrad blev Panzergruppe 4 forstærket med kampvogne fra Heeresgruppe Mitte. Den 8. august brød kampvognene gennem det sovjetiske forsvr. Den tyske 16. Armée angreb mod nordøst, 18. Armee ryddede Estland og rykkede frem til Peipus søen. I slutningen af august havde Panzergruppe 4 trængt frem til 50 km fra Leningrad. Finnerne var rykket mod sydøst på begge sider af Ladoga søen og havde nået den gamle finsk-sovjetiske grænse.

På dette tidspunkt beordrede Hitler at Leningrad skulle ødelægges endeligt - og der skulle ikke tages fanger. Den 9. september begyndte Heeresgruppe Nord det endelige fremstød, som i løbet af 10 dage bragte den 11 km fra byen; men fremrykningen over de sidste 10 km gik meget langsomt og tabene voksede. Hitler mistede tålmodigheden og gav ordre til at byen ikke skulle stormes, men sultes til overgivelse. Han havde brug for Heeresgruppe Nords kampvogne i Heeresgruppe Mitte til en offensiv mod Moskva.

Inden angrebet på Moskva kunne starte måtte operationerne ved Kiev være afsluttet. Halvdelen af Heeresgruppe Mitte var svunget sydpå bag om stillingerne ved Kiev, mens Heeresgruppe Süd rykkede nordpå fra dets brohoved ved Dnjepr. Omringningen af de sovjetiske styrker i Kiev skete den 16. september. De omringede sovjetiske styrker gav ikke umiddelbart op og et voldsomt slag fortsatte, hvor de sovjetiske tropper blev beskudt fra kampvogne og artilleri og bombarderet fra luften. Efter 10 dages voldsomme kampe erklærede tyskerne at de havde taget 600.000 sovjetiske soldater til fange (dette var dog ikke korrekt. De havde taget 600.000 mænd mellem 15-70 til fange, men kun 480.000 af dem var soldater. Heraf brød 180.000 ud af omringningen, så aksemagterne endte med at få 300.000 krigsfanger).

Afsluttende fase (2. oktober 1941 - 7. januar 1942)[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Slaget om Moskva.
Fremrykninger af Wehrmacht på østfronten ved Slaget om Moskva:      Indledende fremrykning - til 9. juli 1941      Følgende fremrykning - til 1. september 1941      Omringning og slaget om Kiev - til 9. september 1941      Sidste fremrykninger - til 5. december 1941

Efter slaget ved Kiev var den Røde Hær ikke længere i overtal og der var ikke længere nogle trænede reserver. Til at forsvare Moskva kunne Stalin indsætte 800.000 mand i 83 divisioner, men kun 25 divisioner var fuldt kampklare. Operation Typhoon, fremstødet mod Moskva begyndte den 2. oktober. Foran Heeresgruppe Mitte lå der en række udbyggede forsvarslinjer, hvoraf den første var centreret omkring Vyazma og den anden omkring Mozhaisk.

Det første fremstød tog de sovjetiske styrker fuldstændig på sengen, da Panzergruppe 2, der var vendt tilbage fra syden tog Orel, som lå 120 km syd for den første sovjetiske hovedforsvarslinje. Tre dage senere nåede de tyske kampvogne frem til Bryansk mens 2. Armée angreb vestfra. Tre sovjetiske arméer var nu omringet. Mod nord angreb Panzergruppe 3 og 4 Vyazma, hvor de omringede yderligere fem sovjetiske arméer. Moskvas første forsvarslinje var blevet smadret. Lommen gav yderligere 663.000 sovjetiske fanger, hvilket bragte totalen siden invasionens start op på 3 mio. krigsfanger. Den Røde Hær havde kun 90.000 mand og 150 kampvogne tilbage til forsvaret af Moskva.

Den 13. oktober brød Panzergruppe 3 frem til knap 150 km fra hovedstaden. Der blev indført undtagelsestilstand i Moskva. Næsten lige fra starten af Operation Typhoon var vejret blevet stadig dårligere i den russiske Rasputitsa årstid. Temperaturerne faldt, mens det regnede konstant, hvilket gjorde vejene til mudder og bremsede den tyske fremrykning mod Moskva til så lidt som 3 km om dagen. Forsyningssituationen blev til stadighed forværret. Den 31. oktober beordrede den tyske overkommando en standsning af Operation Typhoon mens arméerne blev reorganiseret. Denne pause gav de sovjetiske styrker (som havde en langt bedre forsyningssituation, da de kunne benytte deres jernbaneforbindelser) tid til at modtage forstærkninger, og på lidt over en måned etablerede den Røde Hær 11 nye hære, som bl.a. omfattede 30 divisioner af sibiriske tropper. Disse var blevet frigivet fra det sovjetiske Fjernøsten da den sovjetiske efterretningstjeneste havde forsikret Stalin om, at der ikke længere bestod en trussel fra japanerne. Sammen med de sibiriske tropper kom der over 1.000 kampvogne og 1.000 fly.

Tyskerne var omtrent udmattede og huskede på Napoleons invasion af Rusland. General Günther Blumentritt skrev i sin dagbog:

De huskede hvad der skete med Napoleons Armé. De fleste af dem genlæste Caulaincourts uhyggelige beretning fra 1812. Det havde en kraftig indflydelse i den kritiske periode i 1941. Jeg kan stadig se Von Kluge traske gennem mudderet fra hans kvarter til hans kontor og stå foran kortet med Caulaincourts bog i hånden.[53]

Den 15. november begyndte jorden at blive hård af frost, og tyskerne begyndte igen at rykke frem mod Moskva. Selv om tropperne selv nu igen kunne rykke frem havde der ikke været nogen pause så forsyningssituationen kunne blive forbedret. Overfor tyskerne stod seks sovjetiske arméer. Det var tyskernes mening at lade Panzergruppe 3 og 4 krydse Moskva-kanalen og omringe Moskva fra nordøst. Panzergruppe 2 skulle angribe Tula og derpå rykke frem mod Moskva fra syd. Når de sovjetiske hære reagerede mod angrebene på flankerne skulle 4. Armé angribe i centrum. I løbet af to uger med desperate kampe, og uden tilstrækkelig brændstof og ammunition nærmede tyskerne sig langsomt Moskva. I syd blev Panzergruppe 2 blokeret. Den 22. november lykkedes det med held sovjetiske enheder fra Sibirien at angribe og besejre Panzergruppe 2; men det lykkedes for Panzergruppe 4 at overskride Moskva-kanalen og begynde omringningen.

Den 2. december var Panzergruppe 4 trængt frem til 24 km fra Moskva, men så begyndte vinterens første snestorme. Den tyske hær var ikke udstyret til vinterkrigsførelse. Forfrysninger og sygdomme gav større tab en kampene, og antallet af døde og sårede var allerede nået op på 155.000 på tre uger. Nogle divisioner var nede på halv styrke. Den voldsomme kulde gav også alvorlige problemer for kanoner og udstyr, og vejret holdt Luftwaffe på jorden. De nyopstillede enheder ved Moskva var nu på 500.000 mand, og den 5. december indledte de et massivt modangreb som trængte tyskerne over 300 km tilbage. Invasionen af Sovjetunionen kom til at koste den tyske hær over 250.000 døde og 500.000 sårede, hvoraf de fleste tab indtraf efter 1. oktober. Hertil kom et ukendt antal døde og sårede fra de andre aksemagter, såsom Ungarn, Rumænien og udenlandske Waffen-SS tropper foruden de medkrigsførende finner.

Senere begivenheder[redigér | redigér wikikode]

Det hævdes fra tid til anden, at det var en fatal beslutning at udskyde operationen fra den oprindelige startdato 15. maj, da Hitler ønskede at intervenere mod et anti-tysk kup i Jugoslavien og græske fremstød mod Italiens besættelse af Albanien; men det var blot en af årsagerne til udskydelsen. En anden årsag var det senere forår i 1941 i Rusland, sammen med en usædvanlig våd juni i 1941, hvilket gjorde en række veje i de vestlige dele af Sovjetunionen ufremkommelige for tunge køretøjer. Under felttoget gav Hitler ordre til at hovedfremstødet mod Moskva blev drejet sydpå for at hjælpe Heeresgruppe Süd med at erobre Ukraine. Dette træk forsinkede angrebet på den sovjetiske hovedstad, selv om det også hjalp med til at sikre Heeresgruppe Mittes sydflanke. Da de igen rettede blikket mod Moskva førte den kraftige modstand fra den Røde Hær - hjulpet af de mudrede veje i Rasputitsa årstiden og det efterfølgede vintersnefald til at de tyske hære blev stoppet.

Det havde også betydning, at modstanden fra den Røde Hær, som kaldte krigen for Den store Fædrelandskrig, var langt stærkere end ventet. Grænsefæstningen Brest i det tidligere Polen (nu Hviderusland) illustrerer denne modstand: Fæstningen blev angrebet på invasionens første dag - og tyskerne regnede med at erobre den i løbet af få timer, men Brest holdt ud i flere uger (Den sovjetiske propaganda hævdede senere, at den holdt ud i seks uger).[54] Tyskerne havde også store problemer med at bringe forsyninger frem, efterhånden som forsyningslinjerne blev meget lange og sårbare overfor sovjetiske partisaners angreb i bagområderne. Sovjetstyrkerne gennemførte Den brændte jords taktik i nogle af de områder, de blev tvunget til at opgive, for at forhindre at tyskerne kunne få mad, brændstof og husly.

Trods tilbageslagene fortsatte tyskerne med at rykke frem og omringede og nedkæmpede hele arméer af sovjetiske tropper og tvang dem til overgivelse. Slaget om Kiev var særligt brutalt. Den 19. september fik Heeregruppe Süd kontrol med Kiev og tog 665.000 sovjetiske fanger. Kiev fik senere tildelt titlen Helteby for sin heroiske forsvarsindsats.

Heeresgruppe Nord, som skulle erobre De baltiske lande og derefter Leningrad rykkede frem til udkanten af Leningrad i august 1941, hvor voldsom sovjetisk modstand stoppede den. Da erobring af byen forekom at være for kostbar, besluttede den tyske overkommando at sulte byen til overgivelse gennem en blokade og indledte Belejringen af Leningrad. Byen holdt ud, trods adskillige forsøg fra tysk side på at gennembryde dens forsvar, uophørlige luft og artilleriangreb og alvorlig mangel på fødevarer og brændstof indtil tyskerne blev drevet væk fra byens omegn i begyndelsen af 1944. Leningrad var den første sovjetiske by, som blev udnævnt til Helteby.

Udover hovedangrebet i operation Barbarossa besatte tyske tropper det finske Petsamo for at sikre sig vigtige nikkelminer. De igangsatte også en række angreb mod Murmansk fra den 28. juni. Det angreb gik under betegnelsen Operation Silberfuchs.

Årsager til Sovjets indledende nederlag[redigér | redigér wikikode]

En kolonne sovjetiske krigsfanger nær Minsk marcherer vestpå.

Den Røde Hær og luftvåben blev besejret så grundigt i 1941 fortrinsvis fordi de var dårligt forberedt og blev overrasket af angrebet fra aksestyrkerne, som i 1941 var de mest erfarne og bedst trænede i Verden. Akstestyrkerne havde en doktrin, som lagde vægt på bevægelighed og nedkæmpelse, fremragende kommunikation og den tiltro, der stammer fra gentagne sejre med små tab. De sovjetiske væbnede styrker derimod manglede lederskab, træning og parathed. Den sovjetiske planlægning byggede i høj grad på en antagelse om at det først ville komme til krig i 1942, så aksestyrkernes angreb kom på et tidspunkt da nye organisationer og nye lovende våben først var ved at blive implementeret. En stor del af de sovjetiske styrker var koncentreret ved den nye vestgrænse i tidligere polsk område, der var uden større forsvarsværker, hvilket betød at mange sovjetiske enheder blev løbet over ende og nedkæmpet i de første uger af krigen. I starten blev mange sovjetiske enheder også hæmmet af Semjon Timosjenkos og Georgij Zjukovs ordrer fra før krigen (efter krav fra Josef Stalin) om ikke at indlade sig i kamp eller reagere på provokationer (efterfulgt at en ligeså ødelæggende første reaktion fra Moskva om at stå fast og kæmpe, og derpå iværksætte modangreb. Dette udsatte mange enheder for tysk omringning). Det blev også hæmmet af en mangel på erfarne officerer og bureaukratisk langsommelighed.

De sovjetiske styrkers taktiske fejltagelser i de første uger af krigen viste sig katastrofale. I starten blev den Røde Hær narret af en fuldstændig overvurdering af dens egne evner. I stedet for at opfange de tyske kampvognsangreb faldt de sovjetiske mekaniserede korps i baghold og blev ødelagt efter at Luftwaffe havde tildelt dem alvorlige tab. Sovjetiske kampvogne, der var dårligt vedligeholdte og bemandet med utrænede besætninger brød sammen i et alarmerende omfang, og mangel på reservedele og lastbiler fik logistikken til at bryde sammen. Beslutningen om ikke at lade infanteridivisionerne grave sig ned viste sig katastrofal. Uden kampvogne og tilstrækkelige transportmidler kunne de sovjetiske tropper ikke gennemføre en mobil krigsførelse mod tyskerne og deres allierede.

Stalins ordrer til sine tropper om ikke at trække sig tilbage eller overgive sig betød en tilbagevenden til statiske lineære stillinger, som tyske kampvogne let kunne bryde igennem og derefter let afbryde forsyningslinierne og omringe hele sovjetiske arméer. Først senere gav Stalin sine tropper tilladelse til at trække sig tilbage når det var muligt og omgruppere sig, gennemføre en defensiv i dybden eller gennemføre modangreb. Mere end 2,4 mio. sovjetiske soldater var taget til fange da man nåede til december 1941, hvor de tyske og sovjetiske styrker kæmpede omtrent i forstæderne af Moskva. De fleste af disse tilfangetagne sovjetiske soldater døde af kulde, sult, sygdomme og bevidst dårlig behandling fra tyskernes side.

Selv om aksestyrkerne ikke nåede Barbarossas oprindelige mål, betød det enorme sovjetiske tab en ændring af den sovjetiske propaganda. Inden krigen mod Tyskland havde den sovjetiske regering hævdet at dens hær var meget stærk; men i efteråret 1941 var det regeringens linje, at den Rød Hær havde været svag, og at der ikke havde været tilstrækkelig tid til at forberede den til krig samt at det tyske angreb var kommet som en overraskelse.

Viktor Suvorov giver en anden forklaring i sin bog Icebreaker. De større og bedre udrustede sovjetiske styrker var i færd med at forberede deres eget overraskelsesangreb mod aksestyrkerne, fortrinsvis rettet mod deres olieforsyning i Rumænien. Suvorovs kilder antyder at den 6. juli - to uger efter den faktiske tyske invasion - var det tidspunkt, som var fastsat til indledningen af den sovjetiske operation "Tordenvejr".[55] Den russiske historiker Boris Sokolov, som undersøgte den sovjetiske før-krigs planlægning, konkluderede også, at efter den tyske invasion den 22. juni 1941, gennemførte den Røde Hær modangreb indenfor rammerne af den planlagte offensiv, og at de efterfølgende defensive operationer fra den sovjetiske hær, i lyset af at der ikke var udarbejdet defensive planer før krigen, blot var improvisationer:[56] og at det var årsagen til de gigantiske nederlag i starten.

Resultat[redigér | redigér wikikode]

The climax of Operation Barbarossa came when Army Group Centre, already short on supplies because of the October mud, was ordered to advance on Moscow; forward units came within sight of the spires of the Kremlin in early December 1941. Soviet troops, well supplied and reinforced by fresh divisions from Siberia, defended Moscow in the Battle of Moscow, and drove the Germans back as the winter advanced. The bulk of the counter-offensive was directed at Army Group Center, which was closest to Moscow.

With no shelter, few supplies, inadequate winter clothing, chronic food shortages, and nowhere to go, German troops had no choice but to wait out the winter in the frozen wasteland. The Germans managed to avoid being routed by Soviet counterattacks but suffered heavy casualties from battle and exposure.

At the time, the seizure of Moscow was considered the key to victory for Germany. Historians currently debate whether or not loss of the Soviet capital would have caused the collapse of the Soviet Union, but Operation Barbarossa failed to achieve that goal. In December 1941, Germany joined Japan in declaring war against the United States. Within six months from the start of Operation Barbarossa, the strategic position of Germany had become desperate, since German military industries were unprepared for a long war.

The outcome of Operation Barbarossa was at least as detrimental to the Soviets as it was to the Germans, however. Although the Germans had failed to take Moscow outright, they held huge areas of the western Soviet Union, including the entire regions of what are now Belarus, Ukraine, and the Baltic states, plus parts of Russia proper west of Moscow. The Germans held up to 500.000 square miles (1.300.000 km2) of territory with over 75 million people at the end of 1941, and would go on to seize another 250.000 square miles (650.000 km2) before being forced to retreat after defeats at Stalingrad and Kursk. However, the occupied areas were not always properly controlled by the Germans and underground activity rapidly escalated. Wehrmacht occupation had been brutal from the start, due to directives issued by Hitler himself at the start of the operation, according to which Slavic peoples were considered an inferior race of untermenschen. This attitude immediately alienated much of the population from the Nazis, while in some areas at least (for example, Ukraine) it seems that some local people had been ready to consider the Germans as liberators helping them to get rid of Stalin. Anti-German partisan operations intensified when the Russian army units which had dissolved into the country's large uninhabited areas re-emerged as underground forces, which intensified under the repressive policies of the German armies. The Germans held on as stubbornly as possible in the face of Soviet counterattacks, resulting in huge casualties on both sides in many battles.

The war on the Eastern Front went on for four years. The death toll may never be established with any degree of certainty. The most recent western estimate of Soviet military deaths is 7 million that lost their lives either in combat or in Axis captivity. Soviet civilian deaths remain under contention, though roughly 20 million is a frequently cited figure. German military deaths are also not clarified to a large extent. The most recent German estimate (Rüdiger Overmans) concluded that about 4.3 million Germans and a further 900,000 Axis forces lost their lives either in combat or in Soviet captivity. Operation Barbarossa is listed among the most lethal battles in world history.

The Soviet Union had not signed the Geneva Convention (1929). However, a month after the German invasion in 1941, an offer was made for a reciprocal adherence to the Hague convention. This 'note' was left unanswered by Third Reich officials.[57]

Årsager til det tyske nederlag i Operation Barbarossa[redigér | redigér wikikode]

Den alvorlige situation hvori den belejrede tyske hær befandt sig i slutningen af 1941 skyldes den Røde Hærs stigende styrke, som blev forstærket af en række faktorer, som på kort sigt begrænsede den tyske hærs effektivitet. Den vigtigste af disse faktorer var, at styrkerne var trængt for langt frem så en alvorlig transportkrise ramte forsyning og bevægelse og undergravede de fleste divisioners styrke. Mangelen på infanteri, som var åbenlys den 1. september 1941, blev aldrig afhjulpet. I resten af krigen mod Sovjetunionen manglede den tyske hær infanteri og støtteenheder.

Der er blevet draget paralleller til Napoleons invasion af Rusland.

Undervurdering af Sovjetunionens potentiale[redigér | redigér wikikode]

De tyske planlægger undervurderede stærkt hvor mange styrker den Røde Hær kunne mobilisere. Dens primære mobiliseringsstyrke, dvs. det samlede antal allerede trænede enheder, som kunne bringes på krigsfod indenfor en kort periode) var omkring dobbelt så stor som ventet. I begyndelsen af august havde nye armeer taget opstilling i stedet for de allerede nedkæmpede. Alene dette faktum pegede på at Operatin Barbarossa ville slå fejl, for tyskerne måtte nu begrænse deres operationer i en måned for at bringe nye forsyninger frem, hvilket kun efterlod seks uger til at afslutte felttoget inden moradsårstiden begyndte, hvilket var en umulig opgave. På den anden side havde den Røde Hær vist sig i stand til at erstatte enorme tab i tide, og var ikke ødelagt som en sammenhængende styrke. Da divisionerne bestående af værnepligtige, der var uddannet inden krigen blev nedkæmpet, blev de erstattet af nye i et omfang af omkring en halv million soldater pr. måned i resten af krigen. De sovjetiske styrker viste sig også meget dygtige til at opstille og træne mange nye armeer på baggrund af de mange forskellige etniske befolkninger i de vidtstrakte republikker. Det var Sovjetunionens evne til at mobiliserede store (om end ofte dårligt uddannede og udstyrede) styrker indenfor kort tid og i en stadig strøm, som gjorde det muligt for Sovjetunionen at overleve de første seks kritiske måneder af krigen, og den store undervurdering af denne evne gjorde de tyske planer urealistiske.

Hertil kom efterretninger fra Richard Sorge, den sovjetiske mesterspion i Japan, som udelukkede muligheden for en krig med Japan, hvilket tillod Sovjetunionen at overføre styrker fra Fjernøsten (tropper som var fuldt uddannede i at udkæmpe en vinterkrig) til de europæiske operationsområder.

Den tyske overkommando undervurderede kraftigt den effektive kontrol som den sovjetiske centralregering udøvede. Den tyske overkommando troede at den sovjetiske regering var ineffektiv, hvilket ikke var tilfældet. Tyskerne baserede deres håb om en hurtig sejr på troen på at det kommunistiske sovjetiske system var råddent og ville falde sammen, når det blev ramt hårdt.[58]

Rent faktisk viste det sovjetiske system sig elastisk og overraskende tilpasningsberedt. I lyset af de tidlige knusende nederlag lykkedes det Sovjetunionen at demontere hele industrier, som var truet af den tyske fremrykning. Disse vigtige fabrikker blev sammen med deres faglærte arbejdere transporteret med jernbanen til sikre områder uden for den tyske hærs rækkevidde. Trods tabet af råvarer og det kaos der fulgte af invasionen lykkedes det Sovjetunionen at bygge nye fabrikker i tilstrækkeligt antal til at gennemføre masseproduktion af det nødvendige krigsudstyr. Det sovjetiske styre var aldrig i fare for at bryde sammen og havde hele tiden tæt kontrol over den sovjetiske krigsindsats.

Tyskerne behandlede de sovjetiske fanger med brutalitet og begik grusomheder overfor befolkningen i de besatte områder. Effekten af denne behandling var der opstod et dybfølt had mod tyskerne blandt de sovjetiske borgere. Hadet til tyskerne gjorde det muligt for den sovjetiske regering af få befolkningen til at bringe ofre, som ville være uhørte i vestlige lande.

Tyskerne undervurderede også det sovjetiske folk. Den tyske overkommando anså de sovjetiske soldater for at være inkompetente og anså den almindelige borger for at være undermennesker. De tyske soldater blev forbløffede over den voldsomhed hvormed den Røde Hær kæmpede. Tyske planlægger var forundrede over hvor mange lidelser de sovjetiske borgere kunne udholde og stadig arbejde og kæmpe.

En yderligere årsag til det tyske nederlag var en undervurdering af Sovjetunionens teknologiske kapacitet. Selv om det meste sovjetiske udstyr var tyskernes langt underlegent i starten af krigen blev dette gab mindsket efterhånden som mere avancerede modeller kom i produktion. Den almindelige sovjetiske soldat blev ved med at være underforsynet med udstyr, men sovjetiske våben, såsom PPSh maskinpistolerne og T-34 kampvognene viste sig at være mere end ligeværdige med deres tyske modstykker. Især T-34 kampvognen udgjorde en klar forskel mellem de tidlige felttog og de senere sovjetiske modoffensiver.

Fejl i den logistiktiske planlægning[redigér | redigér wikikode]

I starten af krigen i den tørre sommer tog tyskerne de sovjetiske styrker på sengen og ødelagde en stor del af den sovjetiske hær i de første uger. Da de fordelagtige vejrforhold blev afløst af de barske betingelser i efteråret og vinteren og den sovjetiske hær kom til kræfter igen, begyndte den tyske offensiv at gå i stå. Den tyske hær kunne ikke forsynes i tilstrækkelig grad til et vedvarende felttog. Der var ganske enkelt ikke tilstrækkelig meget brændstof til rådighed til at hele den tyske hær kunne nå sine forventede mål.

Det var de tyske forsyningsenheder ganske klar over inden felttoget begyndte, men deres advarsler blev overhørt.[59] Hele den tyske plan byggede på den antagelse at den tyske hær i løbet af fem uger ville opnå fuldstændig strategisk frihed på grund af den sovjetiske hærs fuldstændige kollaps. Kun i det tilfælde ville det have været muligt at afse tilstrækkelig logistisk støtte til de brændstofbehov som de små mobile enheder, der skulle besætte det besejrede land ville have.

Tysk infanteri og kampvogne stormede 500 km frem i den første uge, men deres forsyningslinjer kæmpede for at nå med. De sovjetiske jernbaner kunne ikke umiddelbart anvendes, da deres sporvidde var større end den tyske, og kom først i brug efterhånden som der blev erobret tilstrækkelig mange lokomotiver og vogne. Jernbanespor og konvojer af langsomt kørende lastbiler blev også favoritmål for sovjetiske partisaner - selv om de ikke for alvor var blevet aktive i 1941. Manglen på forsyninger forsinkede den tyske Lynkrig betydeligt.

Den tyske logistiske planlægning overvurderede også væsentligt det sovjetiske transportsystems tilstand. Vej- og jernbanenettet i det østlige Polen var velkendt, men udover det var informationerne sparsomme. Veje, som så imponerende ud på kort, viste sig at være jordveje, eller også var de kun på planlægningsstadiet.[59]

Vejret[redigér | redigér wikikode]

En undersøgelse udgivet af U.S. Army's Combat Studies Institute i 1981 konkluderede at Hitlers plan var mislykkedes inden det strenge vintervejr satte ind. Han var så sikker på en hurtig sejr, at han end ikke planlagde med den mulighed at der skulle føres krig om vinteren. Alligevel havde hans hær et tab på 23 % af sin gennemsnitlige styrke på 3,2 mio. i løbet af de første fem måneder af invasionen, og den 27. november 1941 rapporterede general Eduard Wagner, Generalquartiermeister i den tyske hær, at "Vi har udtømt vore ressourcer af både mænd og udstyr. Vi står overfor at blive konfronteret med farerne ved midvinteren".[60]

De tyske tropper var ikke forberedt på at klare de barske vejr og det elendige vejnet i Sovjetunionen. I efteråret satte terrænet en bremse på den tyske fremrykning. Kun få veje var brolagt eller asfalteret. Jorden i Sovjetunionen var dækket af meget løst sand om sommeren, klistret mudder om efteråret og masser af sne om vintgeren. De tyske kampvogne havde smalle kæder med begrænset greb og højt tryk på jordoverfladen. I modsætning hertil havde de nye generationer af sovjetiske kampvogne, såsom T-34 og KV-1 bredere kæder og var langt mere mobile under disse forhold. De 600.000 store europæiske heste, som tyskerne brugte til forsyning og transport af artilleri klarede sig ikke godt i dette vejr. De små ponyer, som den Røde Hær benyttede var langt bedre tilpasset til klimaet og kunne endda skrabe isen af jorden med deres hove og finde græsset nedenunder.

De tyske tropper var i det store og hele uforberedt på det barske vejrlig i efteråret og vinteren 1941. Udstyret var blevet forberedt på vinterforhold, men det var ikke muligt at flytte det frem til fronten med det alvorligt overbelastede transportsystem. Som følge heraf var tropperne ikke udstyret med passende vinterudrustning, og nogle soldater måtte pakke aviser om sig indenfor uniformen for at holde varmen mens temperaturerne faldt til rekordlave niveauer på mindst -30 °C. Tyskerne måtte bruge kostbart brændstof til ovne og varmeapparater. Sovjetiske soldater var ofte udstyret med varme kiltede uniformer, filtbeklædte støvler og pelshuer.

Nogle tyske våben strejkede i kulden. Smøreolier fungerede ikke i ekstrem kulde, hvilket førte til at maskiner ikke virkede og våben ikke kunne skyde. For at kunne lade granater ind i kampvogns kanonerne måtte man skrabe frosset fedt af med en kniv. Sovjetiske enheder havde knap så alvorlige problemer fordi de var kendt med koldt vejr. Fly var udstyret med isolerende tæpper, som holdt motorerne varme mens de stod parkerede. Lettere olietyper blev anvendt.

Det er en velkendt myte at kombinationen af dybt mudder efterfulgt af sne stoppede alle militære bevægelser i den barske russiske vinter. Rent faktisk blev de militære operationer bremset af disse faktorer, men langt mere på den tyske end på den sovjetiske side. Den sovjetiske modoffensiv i december 1941 flyttede fronten 160 km på sine steder, hvilket viste, at mobil krigsførelse kunne foregå under vinterbetingelser.

Da den alvorlige vinter begyndte blev Hitler bange for en gentagelse af Napoleons katastrofale tilbagetog fra Moskva og beordrede hurtigt de tyske tropper til at stå fast hvor det overhovedet var muligt overfor sovjetiske modangreb. Det blev kendt som "stå fast eller dø" ordren. Dette forhindrede, at tyskerne blev slået på flugt, men førte til store tab i kamp og på grund af kulde.

Følger[redigér | redigér wikikode]

Stalin deporterede tyske krigsfanger til sovjetiske arbejdslejre. Etniske grupper blev også deporteret en masse til østen. Eksempler på dette: i september 1941 blev 439.000 volgatyskere (ligesom mere end 300.000 andre tyskere fra forskellige områder) hovedsageligt deporteret til Kazakhstan da deres autonome republik blev afskaffet ved et dekret fra Stalin; i maj 1944 var 182.000 krim-tatarer deporteret fra Krim til Usbekistan; og den fuldendte deportion af tjetjenere (393.000) og ingusjetere (91.000) til Kazakhstan fandt sted i 1944 (se Tvangsforflytning af befolkningsgrupper i Sovjetunionen).

Tysklands manglende even til at opnå sejre over Sovjetunionen i Operation Barbarossa gav Sovjet mulighed for modangreb for at generobre de tabte landområder og angriber længere ind på tysk territorie. Fra omkring midten af 1944 oplevede Sovjet en ubrudt række af sejre, samtidig med at de tyske styrker blev ramt af uudholdelige nederlag. Denne sejrsrække startede i Operation Bagration og fortsatte i den hurtige sejr ved Lvov-Sandomierz-offensiven. Tyskland ville aldrig igen være i stand til at iværksætte et succesfuldt angreb på Sovjetunionen. Nederlaget i Operation Barbarossa banede vejen for de sovjetiske styrker, hvorved de kunne kæmpe sig frem til Berlin og dermed cementere nazismen og Tysklands ultimative nederlag i 2. verdenskrig.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Notes[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Bergström, p130
  2. ^ Bergström 2007, p. 131-2: anvender sovjetiske arkiver herunder Rosvoyentsentr, Moscow; Russian Aviation Research Trust; Russian Central Military Archive TsAMO, Podolsk; Monino Air Force Museum, Moscow.
  3. ^ a b About the German Invasion of the Soviet Union
  4. ^ Boog, H, Germany and the Second World War, VoI. 4: The Attack on the Soviet Union (Oxford, 1994)
  5. ^ Bergström 2007, p 118: Sources Luftwaffe strength returns from the Archives in Freiburg.
  6. ^ Krivosheev, G.F, 1997, p.96. Documented losses only
  7. ^ THE TREATMENT OF SOVIET POWS: STARVATION, DISEASE, AND SHOOTINGS, JUNE 1941- JANUARY 1942
  8. ^ Bergström, p117
  9. ^ Krivosheyev, G. 1993
  10. ^ Note: Alle tallene for de sovjetiske tab af fly er inklusive samtlige årsager til at de er tabt
  11. ^ a b Higgins, Trumbull (1966). Hitler and Russia. The Macmillan Company. s. 11–59, 98–151.  Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet "Higgins" er defineret flere gange med forskelligt indhold
  12. ^ Bryan I. Fugate. Strategy and tactics on the Eastern Front, 1941. Novato: Presidio Press, 1984.
  13. ^ World War II Chronicle, 2007. Legacy/ Publications International, Ltd. Page 146.
  14. ^ A.J.P Taylor & Colonel D. M Proektor, p106
  15. ^ A.J.P Taylor & Colonel D. M Proektor 1974, p. 107
  16. ^ Simonov, Konstantin (1979). "Records of talks with Georgi Zhukov, 1965–1966". Hrono. 
  17. ^ Life and Death in Besieged Leningrad, 1941–44 (Studies in Russian and Eastern European History), edited by John Barber and Andrei Dzeniskevich. New York: Palgrave Macmillan, 2005 (hardcover, ISBN 1-4039-0142-2).
  18. ^ The siege of Leningrad. By Alan Wykes. Ballantines Illustrated History of WWII, 3rd edition, 1972. Pages 9-61, and, Scorched Earth. (pages 205 - 240) By Paul Carell. Schiffer Military History, 1994. ISBN 0-88740-598-3 og Finland in the Second World War. Between Germany and Russia. Palgrave. 2002. (pp. 90 - 141)
  19. ^ Military-Topographic Directorate, maps No. 194, 196, Officer's Atlas. General Staff USSR. 1947. Атлас Офицера. Генеральный штаб вооруженных сил ССР. М., Военно-топографическоее управление,- 1947. Листы 194, 196
  20. ^ Russia's War: A History of the Soviet Effort: 1941-1945 ISBN 0-14-027169-4 by Richard Overy Page 91
  21. ^ The World War II. Desk Reference. Eisenhower Center Director Douglas Brinkley. Editor Mickael E. Haskey. Grand Central Press, Stonesong Press, HarperCollins, 2004. ISBN0-06-052651-3. Page 210.
  22. ^ Siege of Leningrad. Encyclopedia Britannica. [1]
  23. ^ Bryan I. Fugate. Operation Barbarossa. Strategy and tactics on the Eastern Front, 1941. Novato: Presidio Press, 1984.
  24. ^ Albert Speer identificerer disse punkter i The World At War serien i episoden "Barbarossa".
  25. ^ Meltyukhov 2000:446 Table composed by the author according to: История второй мировой войны. Т. 4. С. 18; 50 лет Вооруженных Сил СССР. М., 1968. С. 201; Советская военная энциклопедия. T. I. M., 1976, С. 56; Боевой и численный состав Вооруженных Сил СССР в период Великой Отечественной войны (1941–1945 гг.). Статистический сборник № 1 (22 июня 1941 г.). М., 1994. С. 10–12; РГАСПИ. Ф. 71. Оп. 25. Д. 4134. Л. 1–8; Д. 5139. Л. 1; РГВА. Ф. 29. Оп. 46. Д. 272. Л. 20–21; учтены пограничные и внутренние войска: Пограничные войска СССР в годы Второй мировой войны, 1939–1945. М., 1995. С. 390–400; РГВА. Ф. 38261. Оп. 1. Д. 255. Л. 175–177, 340–349; Ф. 38650. Оп. 1. Д. 617. Л. 258–260; Ф. 38262. Оп. 1, Д. 41. Л. 83–84; РГАЭ. Ф. 1562. Оп. 329. Д. 277. Л. 1–46, 62, 139; Д. 282. Л. 3–44.
  26. ^ A.J.P Taylor & D. M Proektor,p98
  27. ^ Meltyukhov 2000:414
  28. ^ N.P.Zolotov and S.I. Isayev, "Boyegotovy byli...", Voenno-Istorichesskiy Zhurnal, N° 11: 1993, p. 77
  29. ^ The Russian Front by James F. Dunnigan, Arms & Armour Press 1978, p 82, 88 ISBN 0-85368-152-X
  30. ^ Rayfield 2004, p. 315.
  31. ^ Dunnigan, Russian Front, pp 93-94
  32. ^ Bergström, p11-12
  33. ^ Roberts 1995, p. 1293.
  34. ^ Wold at War series: Volume 5. Støttet af Dr. Grigori Tokaty (1909-2003), som løb over til briterne i 1947.
  35. ^ Roberts 1995, p. 1297-1298
  36. ^ Roberts 1995, p. 1212-14.
  37. ^ Roberts 1995, p. 1309-1310.
  38. ^ Bellamy 2007, p. 115.
  39. ^ Russian original
  40. ^ som f.eks. David Glantz har hævdet: Selvom forsvarskommissær Simeon Timoshenko signerede forslaget er der ingen beviser for at Stalin så det eller reagerede på det.[2]
  41. ^ Bergström 2007, p. 130:Bruger tal fra tyske arkiver. Bundesarchiv-Militararchiv, Frieburg; Luftfahrtmuseum, Hannover-Laatzen; WASt Deutsche Dienststelle, Berlin
  42. ^ Bergström 2007, p. 131-2: Bruger sovjetiske arkiver herunder Rosvoyentsentr, Moscow; Russian Aviation Research Trust; Russian Central Military Archive TsAMO, Podolsk; Monino Air Force Museum, Moscow.
  43. ^ Meltyukhov 2000, (electronic version). Bemærk at på grund af at russiske arkiver har været, og til dels stadig er lukkede har det været svært at finde præcise tal.
    De officielle sovjetiske kilder overvurderer altid tysk styrker og underspiller sovjetisk styrker, som understreget af David Glantz (1998:292). Nogle af de tudligere sovjetiske tal hævdede at der kun havde været 1.540 sovjetiske fly overfor Tysklands 4.950; at der kun var 1.800 kampvogne og selvkørende artilleri mod tyskernes 2.800 osv.
    I 1991 udgav den russiske militærhistoriker Mikhail Meltyukhov en artikel om dette spørgsmål (Мельтюхов М.И. 22 июня 1941 г.: цифры свидетельствуют // История СССР. 1991. № 3) med andre tal, der i beskedent omfang afveg fra dem i tabellen her, omend med lignende ratier. Glantz (1998:293) havde den holdning, at disse tal “lod til at være de mest præcise om de sovjetiske styrker og de for Tysklands allierede,″ selv om der også optræder andre tal i moderne udgivelser.
  44. ^ Keith E. Bonn (ed.), Slaughterhouse: Handbook of the Eastern Front, Aberjona Press, Bedford, PA, 2005, p.299
  45. ^ John Erickson, The Road to Stalingrad, Cassel Military Paperbacks, 2003 edition, p.172
  46. ^ a b Bergström 2007, p. 20
  47. ^ Bergstrom 2007, p. 23.
  48. ^ (litauisk) Gediminas Zemlickas. Pasaulyje—kaip savo namuose, Mokslo Lietuva, 11. februar 1998, No. 3 (161)
  49. ^ Bergstrom 2007, p. 36.
  50. ^ som citeret af Suvorov: http://militera.lib.ru/research/suvorov7/12.html
  51. ^ a b Bergstrom 2007, p. 70.
  52. ^ Ifølge: //www.soldat.ru/doc/casualties/book/chapter5_13_08.html baseret på tyske kilder (se sidens reference side)
  53. ^ A. Clark 1995, p. 165.
  54. ^ "A Day By Day Diary of WWII". Hentet 2006-06-13.  Se også Charles Messenger, The Chronological Atlas of World War Two (New York: Macmillan Publishing 1989), p. 63.
  55. ^ В. Суворов ', гл. 33 (online text)
  56. ^ Б.В. Соколов Правда о Великой Отечественной войне (Сборник статей).—СПб.: Алетейя, 1999 (online text)
  57. ^ Beevor, Stalingrad. Penguin 2001 ISBN 0-14-100131-3 p60
  58. ^ German Attack of USSR ISBN 80 - 7237 - 279 - 3
  59. ^ a b van Creveld, Martin. Supplying War: Logistics from Wallenstein to Patton Cambridge, 1977. ISBN 0-421-29793-1
  60. ^ "CSI". Hentet 2006-04-04. 

References[redigér | redigér wikikode]

Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
  • Bellamy, Christopher (2007). Absolute War: Soviet Russia in World War Two. Knopf Publishers. ISBN 978-0-375-41086-4
  • Bergstrom, Christer (2007). Barbarossa - The Air Battle: July-December 1941. London: Chervron/Ian Allen. ISBN 978-1-85780-270-2.
  • Bethell, Nicholas and Time - Life Books Attack of USSR (Hard cover, ISBN 80-7237-279-3)
  • Clark, Alan. Barbarossa: The Russian–German Conflict, 1941–45. New York: Willam Morrow & Co., 1965.
  • Erickson, John. The Road to Stalingrad. London: Cassell Military, 2003 (paperback, ISBN 0-304-36541-6).
  • Erickson, John and Dilks, David eds. Barbarossa: The Axis and the Allies. Edinburgh: Edinburgh University Press, 1994 (hardcover, ISBN 0-7486-0504-5); 1998 (paperback, ISBN 0-7486-1111-8).
  • Förster, Jürgen; Mawdsley, Evan. "Hitler and Stalin in Perspective: Secret Speeches on the Eve of Barbarossa", War in History, Vol. 11, Issue 1. (2004), pp. 61–103.
  • Farrell, Brian P. "Yes, Prime Minister: Barbarossa, Whipcord, and the Basis of British Grand Strategy, Autumn 1941", The Journal of Military History, Vol. 57, No. 4. (1993), pp. 599–625.
  • Glantz, David M. Barbarossa: Hitler's invasion of Russia, 1941. Stroud, Gloucestershire: Tempus, 2001 (paperback, ISBN 0-7524-1979-X).
  • Glantz, David M. Stumbling Colossus: The Red Army on the Eve of World War. Lawrence, KA: University Press of Kansas, 1998 (hardcover, ISBN 0-7006-0879-6).
  • Glantz, David M. Colossus Reborn: the Red Army at War, 1941–1943. Kansas: University Press of Kansas, 2005 (hardcover, ISBN 0-7006-1353-6).
  • Gorodetsky, Gabriel Grand Delusion: Stalin and the German Invasion of Russia. New Haven, CT; London: Yale University Press, 2001 (paperback, ISBN 0-300-08459-5).
  • Hoffmann, Joachim. Stalin's War of Extermination. Capshaw, AL: Theses & Dissertations Press, 2001 (hardcover, ISBN 0-9679856-8-4).
  • Kershaw, Robert J. War Without Garlands: Operation Barbarossa, 1941/42. Shepperton: Ian Allan, 2000 (hardcover, ISBN 0-7110-2734-X).
  • Kirchubel, Robert. Operation Barbarossa 1941 (1): Army Group South. Oxford: Osprey, 2003 (paperback, ISBN 1-84176-697-6).
  • Kirchubel, Robert. Operation Barbarossa 1941 (2): Army Group North. Oxford: Osprey, 2005 (paperback, ISBN 1-84176-857-X).
  • Krivosheyev, G. Grif sekretnotsi snyat. Poteri vooruzhyonnykh sil SSSR v voynakh, boyevykh deystviyakh i voyennykh konfliktakh, Voyenizdat, Moscow, 1993.
  • Krivosheev, G.F. ed. Soviet casualties and combat losses in the twentieth century. London: Greenhill Books, 1997 (hardcover, ISBN 1-85367-280-7). Available on-line in Russian.
  • Koch, H.W. "Hitler's 'Programme' and the Genesis of Operation 'Barbarossa'", The Historical Journal, Vol. 26, No. 4. (1983), pp. 891–920.
  • Latimer, Jon, Deception in War, London: John Murray, 2001
  • Lubbeck, William; Hurt, David B. At Leningrad's Gates: The Story of a Soldier with Army Group North. Philadelphia, PA: Casemate, 2006 (hardcover, ISBN 1-932033-55-6).
  • Macksey, Kenneth. Why the Germans Lose at War: The Myth of German Military Superiority. London: Greenhill Books, 1999 (paperback, ISBN 1-85367-383-8).
  • Maser, Werner. Der Wortbruch: Hitler, Stalin und der Zweite Weltkrieg. München: Olzog, 1994 (hardcover, ISBN 3-7892-8260-X); München: Heyne, 2001 (paperback, ISBN 3-453-11764-6).
  • Megargee, Geoffrey P. War of Annihilation: Combat and Genocide on the Eastern Front, 1941. Lanham, MA: Rowman & Littelefield, 2006 (hardcover, ISBN 0-7425-4481-8; paperback, ISBN 0-7425-4482-6).
  • Murphy, David E. What Stalin Knew: The Enigma of Barbarossa. New Haven, CT; London: Yale University Press, 2005 (hardcover, ISBN 0-300-10780-3); 2006 (paperback, ISBN 0-300-11981-X).
    • Reviewed by Robert Conquest at The American Historical Review, Vol. 111, No. 2. (2006), p. 591.
  • Nekrich, Aleksandr Moiseevich. "June 22, 1941; Soviet Historians and the German Invasion". Columbia: University of South Carolina Press, 1968.
  • Pleshakov, Constantine. Stalin's Folly: The Tragic First Ten Days of World War Two on the Eastern Front. Boston: Houghton Mifflin, 2005 (hardcover, ISBN 0-618-36701-2).
  • Raus, Erhard. Panzer Operations: The Eastern Front Memoir of General Raus, 1941–1945, compiled and translated by Steven H. Newton. Cambridge, MA: Da Capo Press, 2003 (hardcover, ISBN 0-306-81247-9); 2005 (paperback, ISBN 0-306-81409-9).
  • Rayfield, Donald. Stalin and his Hangmen,London, Penguin Books, 2004, ISBN 0-14-100375-8
    • Reviewed by David R. Snyder in The Journal of Military History, Vol. 69, No. 1. (2005), pp. 265–266.
  • Roberts, Cynthia. "Planning for War: The Red Army and the Catastrophe of 1941". Taylor and Francis Publishers. Europe-Asia Studies, Vol. 47, No. 8 (Dec, 1995), pp. 1293-1326.
  • Rees, Laurence. War of the Century: When Hitler Fought Stalin. New York: New Press, 1999 (hardcover, ISBN 1-56584-599-4).
  • Stolfi, R.H.S. German Panzers on the Offensive: Russian Front. North Africa, 1941–1942. Atglen, PA: Schiffer Publishing, 2003 (hardcover, ISBN 0-7643-1770-9).
  • Suvorov, Viktor. The Chief Culprit: Stalin's Grand Design to Start World War II. Dulles, VA: Potomac Books, 2007 (hardcover, ISBN 1-59797-114-6).
  • Taylor, A.J.P. and Mayer, S.L., eds. A History Of World War Two. London: Octopus Books, 1974. ISBN 0-7064-0399-1.
  • van Creveld, Martin. Supplying War: Logistics from Wallenstein to Patton Cambridge: Cambridge University Press, 1977. ISBN 0-421-29793-1
  • Weeks, Albert L. Stalin's Other War: Soviet Grand Strategy, 1939–1941. Lanham, MD: Rowman & Littlefield, 2002 (hardcover; ISBN 0-7425-2191-5); 2003 (paperback, ISBN 0-7425-2192-3).
  • Wegner, Bernd ed. From Peace to War: Germany, Soviet Russia, and the World, 1939–1941 Providence, RI: Berghahn Books, 1997 (hardcover, ISBN 1-57181-882-0).
    • Reviewed by Peter Konecny, Canadian Journal of History, Vol. 34 Issue 2. (Aug., 1999) pp. 288–290.
  • Wieczynski, Joseph L.; Fox, J.P. "Operation Barbarossa: The German Attack on The Soviet Union, June 22, 1941", The Slavonic and East European Review, Vol. 74, No. 2. (1996), pp. 344–346.
  • Ziemke, Earl F. Moscow to Stalingrad: Decision in the East. Washington DC: U.S. Army Center of Military History, 1987; New York: Military Heritage Press, 1988 (hardcover, ISBN 0-88029-294-6).
  • Ziemke, Earl F. Stalingrad to Berlin: The German Defeat in the East. Washington DC: U.S. Army Center of Military History, 1966; Honolulu, HA: University Press of the Pacific, 2003 (paperback, ISBN 1-4102-0414-6).
  • Мельтюхов, М.И. Упущенный шанс Сталина. Советский Союз и борьба за Европу: 1939–1941 (Документы, факты, суждения). Москва: Вече, 2000.
  • Суворов, В. Последняя республика: Почему Советский Союз проиграл Вторую Мировую войну. Москва: AST, 2003 (hardcover, ISBN 5-17-007876-5).
  • lt. Kolobanov and KV-2. Notable engagements of KV series against outnumbering enemy forces: http://wio.ru/tank/ww2tank.htm

External links[redigér | redigér wikikode]