Bruger:Nielspeterqm/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search

Vincent-Marie Viénot, greve af Vaublanc (født 2. marts 1756 i Fort Dauphin på øen Hispaniola (i dag Fort-Liberté i Haiti), død 21. august 1845 i Paris). Fransk politiker og forfatter, af katolsk og royalistisk tendens. Indenrigsminister 1815-1816 under kong Ludvig 18. af Frankrig.

Viénot de Vaublancs karriere bragte ham skiftevis i forbindelse med kong Ludvig 16., Paul Barras, Napoleon, greven af Artois, senere kendt som Karl 10. af Frankrig, & samt altså Ludvig 18. Fredløs og efterlyst ved fire lejligheder af forskellige politiske regimer, aldrig arresteret, lykkedes det ham hver gang at træde i nåde igen. Gennem sit liv oplevede han at være, først monarkistisk deputeret under Den franske revolution og igen under Direktoriet, efterlyst under terrorregimet, præfekt under Napoleon, indenrigsminister under Ludvig 18. og, mod slutningen af sit politiske liv, ultra-royalistisk parlamentariker.

I Frankrigs historie huskes han for sin fyrige politiske retorik, sin kontroverserede reform af Det Franske Akademi i 1816, samt for et omfattende politisk forfatterskab.

Han hører til de betydende baggrundsskikkelser der er et særkende for denne bevægede periode i Frankrigs historie. Som udpræget lov- og ordensmenneske var han længe moderat tilhænger af revolutionens fornyelser, men sluttede alligevel sit politiske liv under Restaurationen 1815-1830 som antirevolutionær ekstremist.

I dansk sammenhæng er han i øvrigt værd at bemærke for det meget afslørende indblik som hans levned giver os i Den franske revolutions kulisser, realitet og mekanismer.


Klassisk militæruddannelse før Den franske revolution[redigér | redigér wikikode]

Født i en adelsfamilie fra Bourgogne regionen, som ældste søn af major Vivant-Francois Viénot de Vaublanc, kommandant ved fortet Saint-Louis i Fort-Dauphin, voksede han op på koloniøen Hispaniola, og besøgte først det franske fastland som 7-årig.

Efter militære studier, først ved La Flèche kadetskolen og siden ved École militaire i Paris 1770-74, modtog han, før han var endelig dimitteret fra skolen, Saint-Lazare ordenen af greven af Provence, kongelig prins, ordenens stormester – og fremtidige Ludvig 18.

Først udnævnt til sekondløjtnant ved la Sarre regimentet, tilhørende hertugen af La Rochefoucauld, og hvori hans onkel var oberstløjtnant, gjorde han tjeneste i diverse franske købstæder for derefter at blive udsendt til Hispaniola.

Der blev han gift med en frøken de Fontenelle, med hvem han fik en datter, og vendte tilbage til Frankrig i 1782. Her købte han det særlige franske embede som ’’lieutenant des maréchaux de France,’’ egentlig en art fredsdommer, for Dammarie-les-Lys, i nærheden af Melun. Samtidig erhvervede han sig et hus i regionen, og lod sig tiltale proprietær og landmand.

Hans offentlige embede, der bestod i at mægle mellem de lokale adelige i tilfælde af strid, gjorde ham snart kendt af lokale aristokrater. Hvilket ikke forhindrede ham i også at fordybe sig i landbrug, litteratur og kunst.

Første politiske skridt under Den franske revolution[redigér | redigér wikikode]

Første lokale tillidsembeder op mod Stænderforsamlingen[redigér | redigér wikikode]

Oprindelig forført af de nye ideer bag Den franske revolution, kastede Vaublanc sig nu ud i politik. Han søgte indflydelse i den lokale forening med ansvar for at sende en adelig parlamentariker eller deputeret, samt et sæt [[besværinger] cahier de doléances, til den siden berømte og berygtede Stænderforsamling for ((1788-89)), den første reelle parlamentariske forsamling i Frankrig i ((300 år)). (Note: De lokale franske parlements var trods navnet mere en art domstole end parlamenter i britisk forstand.) Her har Vaublanc truffet den legendariske opdagelsesrejsende Louis Antoine de Bougainville, det franske modstykke til Captain Cook, der var medlem af samme lokale forening. Vaublanc støttede med held den indflydelsesrige Fréteau de Saint-Just (ikke at forveksle med sin berygtede navnefælle under revolutionen Louis de Saint-Just), der blev valgt som adelig deputeret for Melun distriktet, og senere også medlem af den grundlovsgivende forsamling.

Efter Bastillens fald blev Vaublanc udnævnt som formand for Seine-et-Marne departementets administration.

Tabt styrkeprøve mod Jacobinerne under den lovgivende forsamling[redigér | redigér wikikode]

Da den konstituerende forsamling blev opløst ((årstal??) blev valgkollegier dannet for at få nye deputerede valgt. Vaublanc blev præsident for Seine-et-Marne kollegiet. 1. september 1791 valgtes han med solidt flertal som én af Seine-et-Marnes 11 deputerede. Han var nu en af de sjældne der allerede besad politisk ekspertise, blandt andet i kolonispørgsmål, i en forsamling der hovedsagligt bestod af begyndere. Trofaste mod den ed de havde svoret, havde samtlige medlemmer af den foregående, konstituerende forsamling undladt at genopstille.

Ledende skikkelse i ’’Feuillants’’ klubben[redigér | redigér wikikode]

Allerede på den nye forsamlings første dag, gjorde Vaublanc sig bemærket ved en tale hvori han beklagede den mangel på korrekte former hvorunder forsamlingen planlagde at modtage kong Ludvig 16. den efterfølgende dag. Som følge heraf blev han valgt til næstformand for de kommende uger, til fordel for en Girondinsk modkandidat, af en forsamling der på det tidspunkt havde royalistisk flertal. Ved den korte periodes udløb valgtes han til forsamlingens formand, fra 15. til 28. november 1791.

29. november blev Vaublanc så bedt om at udarbejde et budskab hvori kongen blev anmodet om at tilbagetrække det veto han havde nedlagt mod et forsamlingsdekret der søgte at bremse den massive emigration (opmuntret af præsterne og de adelige), ved at true de tyske fyrster med gengældelse hvis de fortsatte med at give husly til de franske fyrster (greven af Artois og fyrsten af Condé) og den kontrarevolutionære hær de var godt i færd med at samle. Så tilfreds var forsamlingen med dette arbejde at Vaublanc blev anmodet – ekstraordinært og helt uden for alle forskrifter – anførende en delegation af 24 deputerede, om at bibringe kongen budskabet i egen person. Ludvig 16. svarer at han vil tage forsamlingens besked i alvorlig betragtning. Nogle dage senere er det Vaublanc der modtager kongens forsonende svar.

Ved den lejlighed skaber Vaublanc sig et navn ved et lille stykke folkelig retorik: ”I denne sag bøjede Kongen hovedet først. Jeg gengældte blot hans hilsen.” Anekdoten afslører hele det konstitutionelle magtskifte: den lovgivende magt – forsamlingen – har nu tydelig forrang frem for den udøvende og tidligere enevældige magt – Ludvig 16., der ikke længere er konge af Frankrig men kun ”Franskmændenes konge”.

Vaublanc valgte nu klart side til fordel for de forfatningsvenlige monarkister, og meldte sig ind i den politiske forening Club des Feuillants, i selskab med 263 øvrige deputerede (ud af den samlede forsamling på 745). Han blev én af foreningens ledere i forsamlingen, sammen med Jacques Claude Beugnot og Mathieu Dumas, idet mere fremtrædende skikkelser som Barnave eller Lameth havde deltaget i den konstituerende forsamling og derfor ikke var medlemmer af den nye forsamling. Vaublanc ytrede voldsom modstand mod de revolutionære ved sin loyalitet for Kongen, ved sin forsvarskamp mod undertrykkelsen af genstridige præster og mod konfiskationen af de landflygtige adeliges ejendom, og endelig ved sine indsigelser mod Avignon massakrerne. Diskussionerne blev nu voldsomt radikaliserede og ekstreme. Folkemængden, der var tilhører ved forsamlingens debatter, råbte ad Vaublanc: ”Klyng ham op i lygtepælen!”. Den berømte filosof Condorcet, deputeret i samme forsamling men næppe Vaublancs allieret, sagde om ham: ”I alle forsamlinger finder man disse larmende talere, med hult hoved, der øver stor effekt med deres intetsigende tåbeligheder.” Brissot giver ham tilnavnet: ”Tokammerpartiets leder”.

Monarkiets uundgåelige fald[redigér | redigér wikikode]

I [1792] forsvarer han greven af Rochambaud foran forsamlingen og opnår hans frifindelse. Idet han følger flertallet, der søger at ophæve det vestindiske slaveri, advarer han dog mere hårdkogte tilhængere af ophævelsen, der ikke har førstehåndskendskab til kolonierne, mod risikoen for borgerkrig, givet forskellene i etniske og sociale kår på ((San Domingo)). Han støtter dog loven af 4. april 1792 , der giver borgerskab til alle ”frie kulørte og negre”. Han udtaler sig for den gradvise ophævelse af slavehandlen i kolonierne, med Storbritannien og Danmark som eksempel.

3. maj 1792 støtter han Beugnot der fremkalder et anklagedekret mod de jacobinsk støttede Marat og Abbé Royou, og den 8. maj henvender han sig til forsamlingens rasende Jacobiner: ”I ønsker, mine herrer, at redde forfatningen? Det vil kun ske ved at knuse ballademagerne og deres fraktioner; kun ved at kæmpe for loven; kun ved at dø med loven og for loven.”

18. juni vælges han som medlem af en ekstraordinær kommission, hvis formål er at gennemgå Frankrigs tilstand og foreslå hvordan forfatningen endnu kan reddes. 6 uger sider, den 30. juli 1792, indgiver han sin afsked.

Forsvarer La Fayette[redigér | redigér wikikode]

Efter nye uroligheder drager general La Fayette til Paris den 28. juni for at overtale Kongen til at forlade Paris og overtage lederskabet af de kontrarevolutionære armeer der er samlet i det nordlige Frankrig. Med kommando over Nationalgarden forsøger La Fayette at lukke de politiske klubber, men hans forsøg slår fejl, til dels på grund af Hoffets uvilje til at følge ham. Som reaktion mod dette kupforsøg foreslår Forsamlingens venstrefløj et forræderidekret mod La Fayette.

Urolig og rystet over begivenhederne udtaler Vaublanc den 8. juli 1792 en oration i Forsamlingen hvor han energisk og vovet – modstanden er på det skarpeste fra Jacobinerne der dominerer Forsamlingen og folkemængden i gaderne - forsvarer general La Fayette, truet af dekretet der anklager ham for at have voldført forfatningen. Det lykkes at overbevise, efter Vaublancs eget udsagn, omtrent 200 ubesluttede deputeret fra midten. I hvert fald frikendes La Fayette med 406 stemmer af de 630 afgivne.

På vej ud af dette møde bliver Vaublanc, sammen med omkring 30 øvrige deputeret, truet, overhældt med skældsord og puffet til af en rasende folkemængde, der har overhørt debatten. Nogle af de deputerede må endda søge tilflugt i vagtstuen til Palais-Royal, hvorfra de flygter ud af vinduerne. Ifølge Hippolyte Taine: "La Fayettes hovedforsvarer, Monsieur de Vaublanc, overfaldet tre gange, er så forsigtig ikke at vende hjem til sin bolig. Men en rasende mængde trænger ind i denne ejendom, med råb om at 80 borgere nu vil dø ved deres hånd, og Vaublanc som den første. 12 mænd går op mod hans stuer, gennemsøger alt, ransager naboboligerne igen, og da de er ude af stand til at lægge hænderne på ham, efterlyser de hans familie. Vaublanc bliver tippet: vender han hjem til sin bolig bliver han massakreret.

Som konsekvens fremsætter Vaublanc 9. august et lovforslag der skal neutralisere nogle af de skyldige. Forslaget bliver forkastet af et flertal.

10. juli 1792[redigér | redigér wikikode]

I løbet af den begivenhed der blandt revolutionshistorikere simpelthen er kendt som 10. juli 1792 - og som består i Den Lovgivende Forsamlings endelige fald til fordel for den oprørske (og stærkt radikaliserede) Pariserkommune af 1792 - oplever Vaublanc fra sin vogn at statuen af Solkongen, Ludvig 16.'s så mægtige forfader, bliver skruet af og væltet fra sin sokkel på Place Vendôme. Han opfordrer Forsamlingen til til at forlade Paris til fordel for det da royalistiske Rouen. Han undslipper selv et mordforsøg, reddet i sidste øjeblik fra et dødeligt sabelhug af en ung officer fra ingeniørtropperne, kaptajn Louis Bertrand de Sivray bedre kendt som general Bertrand nogle år senere under Napoleon.

Vaublanc er også øjenvidne til kongefamiliens ankomst til Den Lovgivende Forsamling, på flugt fra deres truede og belejrede Tuileries slot, i et desperat forsøg på at bringe sig under Forsamlingens nu alt for svage beskyttelse.

Lovløs under Nationalkonventet og Terrorregimet (1792-1795)[redigér | redigér wikikode]

Nu indledes et forløb der, skønt forskelligt for den enkelte, i sit overordnede mønster er kendetegnende for mange af de overlevere af terrorregimet der ikke nåede til udlandet - samt mange som forsøgte en sådan overlevelse.

Samme 10. juli, om aftenen, må Vaublanc søge tilflugt hos Camus, Forsamlingens arkivar. Nogle dage senere søger han tilflugt på et privat hotel. Den 3. september hører han voldsom råben i hotellets gård, og tror han er blevet meldt. Men her drejer det sig om endnu en af revolutionens grænsebrydende begivenheder: Princessen af Lamballe, Marie-Antoinettes meget nære veninde, er blevet grusomt massakreret af folkemængden, og hendes afhuggede hoved bliver nu paraderet gennem gaderne, på spidsen af et spyd.

Nationalkonventets nyoprettede Velfærdsudvalg og overvågningsudvalg udsteder en ordre hvori Vaublanc erklæres fredløs (hors la loi, bogstaveligt "uden for al lov"), ifølge beslutning fra Paris' bystyre. Dekretet tvinger ham til at forlade storbyen og søge tilflugt, først i Normandiet, hvor han genfinder sin familie, siden på sit landsted nær Melun. Der bor han indelukket i månedsvis. Han erfarer at avisen Gorsas beskylder ham, blandt flere andre, for at have modtaget 300.000 francs af Dronningen for at organisere en modrevolution i Provence, og at han "mødtes med hende i hemmelighed".

Loven om mistænkte vedtages 17. september 1793. Også her står Vaublancs navn. En revolutionær deling ransager nu hans tilflugtssted, hvilket tvinger ham til ud i tilværelsen som "landstryger", alene og til fods, bevægende sig uden retning eller mål. Han vandrer fra kro til kro, og har senere beskrevet sin angst for at blive meldt hver gang han ankom til en større købstad, og skulle, som det nu krævedes, have sit pas signeret af den lokale overvågningskomite.

Under Marie-Antoinettes retssag den 14. og 16. oktober 1793, fremgår hans navn igen, denne gang på anklageskriftet.

Vaublanc vælger nu at sætte kurs mod Sydfrankrig og Bordeaux, men skifter retning da han erfarer den hårde repression som Tallien, som Nationalkonventets repræsentant, udøver i denne by. Han forbliver en måned i La Rochelle. Hans bekymring er nu at blive indrulleret i Nationalgarden, hvor han risikerer at blive genkendt, hvorfor han simulerer sygdom og lader sig ordinere kur ved et vandsted. Her stikker han sig regelmæssigt i tandkødet for at efterligne symtomerne på skørbug. Selv da han erfarer Robespierres fald 27. juli 1794 og halshugning dagen efter, må han holde sig i ro endnu nogle måneder, til hans pårørende har fået ophævet hans status som fredløs og han kan vende tilbage til Paris.

Kontrarevolutionær aktivist under Direktoriet (1795-1799)[redigér | redigér wikikode]

Efter sin tilbagevenden til Paris i foråret 1795 udgiver Vaublanc sine ’’Overvejelser over grundlaget for en borgerlig forfatning’’ (’’Réflexions sur les bases d’une constitution par le citoyen’’), under pseudonymet Louis-Philippe de Ségur, og med støtte fra en deputeret i Nationalkonventet, der beordrer teksten trykt og udgivet. I dette skrift foreslår Vaublanc et parlamentarisk tokammersystem, i stedet for det daværende hvor Nationalkonventet er det eneste lovgivende kammer. Han anklager enkeltkammersystemet for at have medvirket til terrorregimet. Han foreslår også en regeringsmagt med kun ét overhoved, og er således modstander af Direktoriet med dets hele fem ”direktører” eller statschefer.

Efter denne udgivelse indbyder den Kommission der udarbejder Direktoriets forfatning Vaublanc til at fremlægge den sine ideer, hvilket Vaublanc pure nægter. Ikke desto mindre bliver hans forslag til fulgt til dels, idet – og for første gang i Frankrig – to kamre nu ser dagens lys: De Ældres Råd som en art Overhus og De 500’s Råd som Underhus.

Som modstander af ((décret des deux-tiers ??)) er han aktiv under Vendémiaire oprøret, 5. oktober 1795. Ved den lejlighed bliver han bekendt med det taktiske geni hos den unge general der, med stor succes, nedkæmper oprøret: Napoleon Bonaparte. 17. oktober, bliver han, i egenskab af royalistisk oprørsleder, dømt til døden ’’in absentia’’ af en militærkommission. Det tvinger ham til igen at gå under jorden. Han søger blandt andet tilflugt hos Sophie Cottin. Han benytter isolationen til atter at hellige sig en af sine interesser: tegning.

Få dage før Vaublancs dødsdom havde et presset Nationalkonventet udskrevet valg. Valget bragte et royalistisk flertal ind i De 500’s Råd, med Vaublanc blandt de nyvalgte deputerede. Imidlertid må han nu vente til ophævelsen af sin dødsdom for at indtage sit sæde. Året efter, 2. september 1796, sværger han således den berygtede ed: ”Jeg sværger evigt had mod kongedømme og lovløshed.”

I maj [1797] skal 1/3 af begge kamre fornys ved valg, hvilket nu giver royalisterne flertal både i De 500 og i De Ældres Råd. Således bliver ((royalisten??)) Pichegru nu formand for De 500, og ((den ligeledes royalistiske)) Barbé-Maubois formand for De Ældres Råd. Vaublanc træder ind i De 500’s ((forretningsudvalg??)) (’’Bureau’’).

Det nye parlamentariske flertal støtter pressefriheden, hvilket gør det muligt åbent at kritisere Direktoriet. ((Den royalistiske??)) Clichy klubben, hvor Vaublanc øver betydelig indflydelse, styrer nu reelt både De 500 og De Ældres Råd, og truer nu direkte Direktoriets styre. Vaublanc udnævnes blandt ((inspecteurs du club des clichiens??)), hvorved han reelt styrer ((brigadiers des conseils??))

Med ryggen mod muren går Direktoriet til modangreb, ved at manøvrere en 80 000 mand stærk hær, ledet af general Hoche i retning af Paris. Samtidig vedtager De 500, på Vaublancs opfordring at opløse alle politiske klubber, herunder ikke mindst jacobinernes.

16. juli 1797 beslutter de tre republikanske direktører, ledet af Barras, sig for en ministerrokade der svækker royalisterne. Som konsekvens er Vaublanc den 3. september, sammen med sin kollega admiral de Joyeuse og andre figurer fra Clichy klubben en håndsbredde fra at gennemføre det såkaldte Fructidor statskup mod de republikanske direktører. Planen, der allerede har overbevist direktøren Carnot er besnærende enkel: mens Vaublanc, ved en tale i De 500 dagen efter, begærer anklage mod de tre direktører, vil general Pichegru, overtalt af Carnot, føre ((la garde du corps législatif)) over for at arrestere dem.

Uheldigvis stiller den unge Bonaparte sig – igen – i vejen for Vaublanc. Som øverstbefalende for den franske hær i Italien har general Bonaparte fanget en royalistisk agent i besiddelse af dokumenter der omtaler konspirationen og ikke mindst Pichegrus rolle. Bonaparte sender hurtigt en af sine dygtigste generaler, Augereau og hans hær til Paris, hvor denne opslår Pichegrus forræderi på åbne gader. Hermed kvæles Fructidor kuppet, 4. september 1797. De vigtigste mistænkte bliver enten arresterede og deporterede til Guyana – som Pichegru – eller flygter – som Carnot og Vaublanc. Atter lykkes det Vaublanc at forlade Paris i undtagelsestilstand, ved med en vens hjælp at skjule sig i en vogn. Iført diverse forklædninger når han Italien via Schweiz.

Tilslutning til Napoleon Bonaparte[redigér | redigér wikikode]

Napoleons Brumaire statskup 10. november 1799 og Konsulatets ((fransk napoleonstid??) dekret der tilbyder de fredløse amnesti tillader nu Vaublanc at vende hjem til Frankrig, hvor han præsenteres for Napoleon Bonaparte.

Deputeret i Det Lovgivende Kammer[redigér | redigér wikikode]

I 1800 vælges Vaublanc til deputeret blandt Det Lovgivende Kammers 300 medlemmer, hvor han fungerer som Qvæstor (fransk napoleonstid??) under et femårigt mandat. Han arbejder bl.a. på en rapport om Konsulatet for livsstid.

Vaublanc nærer en tilsyneladende oprigtig beundring og taknemmelighed for Bonaparte, idet denne har ”genoprettet lov og orden i Frankrig, og bragt forfølgelsen af præster til ende”. Det kan læses i en del af hans taler fra perioden, også efter at Bonaparte er blevet Napoleon I, franskmændenes Kejser, hvilket ikke just var alle kongetros kop te. Og loyaliteten belønnes. Fra 21. april til 7. maj 1803 er Vaublanc formand for Det Lovgivende Kammer, og 4. november 1804 overnatter pave Pius 7., på vej til Paris for at krone den nye Kejser, i Vaublancs hjem.

Præfekt for Moselle 1805-1814[redigér | redigér wikikode]

Da hans mandat som deputeret udløber i 1805, bliver han opstillet som kandidat i Senatet ((fransk napoleonstid??)), uden dog at blive valgt. Men da han også interesserer sig levende for den nye landsdækkende administrative struktur, søger han et præfektur. 1.februar 1805 udnævnes han således til præfekt for Moselle, hvor han forbliver til 1814. Han gør sig bemærket for sin aktivitet. Ifølge Odette Voillard, ”opretholder han de bedste forbindelser med egnens notabiliteter. Som elegant adelsmand, der inspicerer sit departement til hest, er han tilbøjelig til at genindsætte førende familier fra det førrevolutionære samfund på ledende poster.”

Gennem den periode belønner Napoleon fortsat Vaublancs iver, ved at overdynge ham med hædersbevisninger. Efter at være blevet Ridder af Æreslegionen i november 1809, bliver han baron med adelsbrev i december samme år. I 1813 ophøjes han endda til greve, men da den sidste titel forbliver uden adelsbrev er den ikke i princippet arvelig. Hvilket ikke forhindrer ham i at lade sig tiltale greve af Vaublanc, og opnå titlens godkendelse til fordel for hans barnebarn.

I 1812 mødes han med Napoleon privat, og delagtiggør denne i sine indvendinger mod den kommende Ruslandskampagne ’’’find korrekt udtryk’’’. Men Napoleon lytter ikke. I løbet af 1813, da den franske hær, efter nederlaget ved Leipzig trækker sig tilbage, søger mange sårede franske soldater tilflugt i Metz, hvor de spreder en epidemi af Tyfus. Vaublanc er smittet og for en tid døden nær.

I 1814 åbner Vaublanc Metz’s byporte, og modtager med begejstring Koalitionens hær.

Tilslutning til Ludvig 18.[redigér | redigér wikikode]

Under Restaurationen og trods de 100 dage[redigér | redigér wikikode]

Vaublanc fastholdes som præfekt i løbet af Restaurationen, og forfremmes endda til officer af Æreslegionen i 1814. Da Napoleon vender tilbage for De 100 Dage ’’’link?’’’ forbliver han i sin stilling i håb om at beskytte Metz’s loyalitet over for Ludvig 18.’ og holde Bonapartes tilhængere i skak. En arrestordre udsendt af marskal Davout tvinger ham imidlertid til endnu en gang, den tredje i sit liv, at flygte, denne gang til Gent, hvor Ludvig 18. selv har søgt tilflugt.

I Gent møder han Chateaubriand, der citerer ham i sine berømte erindringer (’’Mémoires d’outre-tombe’’): Vaublanc ”hævdede at have alt i sin portefølje. Ønsker de at læse noget Montesquieu? Vær så god. Noget Bossuet? Her er det.” Han lader Ludvig 18. modtage diverse af sine memoranda om rigets tilstand og forudser at Kongen vil være tilbage i Paris inden 2 måneder. Det viser sig at holde temmelig nøjagtig stik.

Denne loyalitet under De 100 Dages turbulens forstår Ludvig 18. at værdsætte. Efter Napoleons endelige overgivelse og fald ved Waterloo og Kongens tilbagevenden, bliver Vaublanc i december 1815 udnævnt til storofficer af æreslegionen, denne ordens øverste grad. ’’’(??)’’’

I mellemtiden er han også, tidligere i 1815, blevet præfekt igen, denne gang over Bouches-du-Rhône. Hans første mission er at frigive 500-600 Bonaparte tilhængere fængslet i Marseille - en delikat og veludført opgave, under de meget særlige omstændigheder. (Marseille var på det tidspunkt fanatisk og blodigt anti-bonapartistisk).

Ultra-royalistisk Indenrigsminister 26 september 1815 – 7 maj 1816[redigér | redigér wikikode]

Ivrig efter at blive glemt for sin fortid som napoleonstilhænger, gør han sig nu bemærket blandt de mest begejstrede og ledende skikkelser i det ultra-royalistiske parti. Victor Hugo håner ham i De elendige (Les Misérables) for, som indenrigsminister, at være gået så vidt som at få fjernet de store laurbærkransede N’er (for Napoleon) på de parisiske broer.

26. september 1815, og takket være den afgørende støtte fra greven af Artois, Kongens bror og Vaublancs beskytter, udnævner Ludvig 18. ham til Indenrigsminister. Den nye Konseilspræsident hertugen af Richelieu, der er blevet påtvunget denne udnævnelse, siges at have nølet med at bekræfte den, men Vaublanc ankommer i hast til sit nye ministerium.

En sådan udnævnelse, på greven af Artois’ insisterende opfordring, viser den indflydelse som Kongens bror søger at øve på Ludvig 18.’s skiftende regeringer. Greven af Artois holder endda sit eget, rivale hof, og stræber mod at genoprette det absolutte monarki, med afskaffelse af et kvart århundredes bidrag fra Den franske revolution og dens følger.

En datidig tyske historiker vurderer at Vaublancs udnævnelse snarere skyldes hans fortid end hans talent.

Det kan dog ikke nægtes at Vaublanc, i løbet af sit ministerium, udfolder så lidenskabelig en kontrarevolutionær og royalistisk aktivitet at selv Kongen hævder at ”tabe pusten”. I løbet af en parlamentarisk debat udråber Vaublanc endda pludselig ”Frankrig ønsker sin Konge!” Hvorpå de deputerede og tilskuerne i tribunen, under stor akklamation, rejser sig og gentager: ”Ja, Frankrig ønsker sin Konge” !

I oktober 1815 udsender han en cirkulære til landets præfekter, der alle hidrører under hans ministerium, for at holde dem i snor i løbet af denne tid, mærket som den er af antirevolutionære udrensninger. Vaublancs ordvalg viser den side han selv har valgt: "Jeres første pligt er at opretholde ro og orden(...) Årvågenhed forebygger uro og gør det unødvendigt at bruge magt." Han tøver nu ikke selv ved at anvende en vis magt, idet han nu låser hele præfektstanden fast på royalisternes side. Ved slutningen af hans korte ministerium er enhver præfekt der har spillet den mindste rolle under Napoleon således blevet fjernet.

Måneden efter underskriver han en afgørende ordre, der gør det muligt for ultra-royalisterne at infiltrere den siden revolutionen, og under enhver uro og opstand, så strategiske Nationalgarde. Og i januar 1816 fremskynder han "fornyelsen" af landets borgmestre og underborgmestre. Hans uddybelse til præfekterne lyder: "Ved denne fornyelse bør De også fjerne de borgmestre og underborgmestre der, uden at stå til formel afskedigelse, forekommer Dem at egne sig dårligt til deres embede".

I marts 1816 tager han del i den særdeles kontroversielle omorganisering af Det Franske Akademi, som reaktion på følgende brev fra Akademiets Sekretær på livstid: "Jeg kan kun gentage at der i Akademiet udvises en revolutionær ånd hvis indflydelse det er magtpåliggende at bremse." Hvorigennem Vaublanc opnår mulighed for direkte at udnævne hele 9 Akademimedlemmer.

Denne omvæltning kan forekomme mindre væsentlig end langt tungere begivenheder, men i en nation hvor ordet, litteraturen og det Akademi der vogter dem spiller en rolle der for udlændinge nok er svær at leve sig ind i, bliver indgrebet tværtimod en af de varigste pletter på Vaublancs eftermæle. Hvad oppositionen nemlig frem for alt bebrejder ham er mere den kulturelle diskontering end den politiske: at have erstattet uomgængelige sproglige og poetiske talenter med partisoldater - nogle i øvrigt velmeriterede, som hertugen af Richelieu - men alle af middelmådig litterær kapacitet.

Det er i samme udrensende kulturelle iver at Vaublanc foreslår at oprette et kulturministerium ledet af digteren og partifællen Chateaubriand, men her standses han af sin regeringschef, den langt mere moderate Richelieu. I april 1816 lykkes det dog Vaublanc at blive valgt til det franske Kunstakademi, i stedet for selveste Jacques-Louis David, en af Frankrigs mest anerkendte billedkunstnere både i datiden og i dag.

Som indenrigsminister har Vaublanc ansvaret for en ny valglov. Uden overbevisning foreslår han at forny deputerekammeret med 1/5 hvert år, inden for et valgsystem i to etaper, hvis hovedformål igen er at låse adgangen til fordel for royalisterne. Forslaget forkastes af de deputerede, og da regeringen derpå forkaster et modforslag fra dem, forbliver Frankrig uden valglov.

Som følge af Vaublancs stadig mere selvstændige obstruktion opstår nu en skelsættende episode. 10. april 1816, midt i ministerrådet, udbryder den indflydelsesrige politiminister Elie Decazes: "De er kun minister for Kongens bror, men de forsøger at gøre dem mægtigere end alle Kongens ministre!". Vaublanc svarer bidende: "Hvis jeg virkelig var mægtigere end Dem, Monsieur Decazes, ville jeg bruge den magt for at få Dem tiltalt for forræderi, for De er forræder af konge og land".

Spændingerne i regeringen er efterhånden så udprægede at de allierede magter, der stadig holder Frankrig militært besat, bliver urolige. Ruslands altid velinformerede ambassadør i Paris, korsikaneren Pozzo di Borgo, sætter endda navn på årsagen: Vaublanc. "Indenrigsministeriets svigten har lammet autoritetens magt, og svækket Kronens indflydelse på parlamentet."

De personlige stridigheder mellem indenrigsminister Vaublanc og parløbet Richelieu-Decazes, de foruroligende tætte bånd mellem Vaublanc og kongens konservative bror, den senere Karl 10., scenen med Decazes den 10. april, samt endelig et memorandum til Kongen hvori Vaublanc insisterer på en ”fastere og hårdere kurs” – alt dette udløser nu indenrigsministerens fald.

Ved at true med sin egen afsked, tvinger regeringslederen Richelieu Kongen til at afskedige Vaublanc. Efter et intenst møde mellem Richelieu og Kongen ender denne med at bøje sig.

Vaublanc forlader sit ministerium 8. maj 1816 - samtidig med justitsministeren der som gengældelse afskediges på opfordring fra Kongens bror - og modtager i kompensation en række høje hæderstitler.

Deputeret fra 1820 til 1827[redigér | redigér wikikode]

13. november 1820 vælges Vaublanc som deputeret (og modtager genvalg 1821 og 1824, men ikke 1827) gennem valgkollegiet i Calvados departementet. Han indtager sæde ved ultra-royalisterne. I 1822 vælges han blandt forsamlingens næstformænd.

Han vælges også som repræsentant ved regeringen for kolonien Guadeloupe, hvor han er medejer af et sukkeri, fra 1820 til 1823. Han anbefaler atter flere reformer i sit gamle interesseområde, koloniernes lovgivning og administration.

Med sine politiske forbundsfæller kontrollerer han nu en del af den ultra-royalistiske presse, som La Quotidienne og Le Drapeau Blanc.

I januar 1823 udtaler han sig til fordel for den for ultra-royalisterne succesrige intervention i Spanien, og udnævnes også til den kommission - afkrævet af Karl 10., der bliver konge i ved Ludvig 18.’s død i 1824, og ledet af marskal Macdonald - der skal kulegrave overgrebene i denne militære intervention.

Han udnævnes på ny til statens højeste juridiske råd 25. juli 1830 med skriftligt løfte om at blive udnævnt til Overhuset ved udgivelsen af Kongens repressive Juli-ordonnanser, som Vaublanc ikke har ønsket. Da indtræder Karl 10.’s fald.

Ved Ludvig-Filips overtagelse af Frankrigs trone i 1830, træder Vaublanc tilbage fra det offentlige liv. Han tilbringer den efterfølgende tid med at skrive sine ’’Mémoirer’’ [citation]. Han dør 15 år senere som 89-årig, 21. august 1845, næsten blind, i sin ejendom i Paris.