Bryozokalk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bryozokalk opbygget af banker (Stevns Klint).

Bryozokalk (tidligere også kaldet limsten)[1] er en flintholdig og fossilrig type af kalksten, som findes udbredt over store dele af Danmark, Slesvig-Holsten og Skåne.

Lignende typer af kalksten findes også andre steder i verden, fx i det sydlige Australien.[2]

Dannelse og sammensætning[redigér | redigér wikikode]

Bryozokalken i Danmark er, sammen med andre typer såkaldt danienkalk, aflejret i Danien-etagen i Paleocæn, hvor der indtraf et kraftigt fald i det globale havniveau. Dette førte til, at den hidtidige aflejring af finkornet skrivekridt blev afløst af den meget mere grovkornede bryozokalk, som det bl.a. ses i Stevns Klint på det østlige Sjælland, Sangstrup KlintDjursland og Bulbjerg ved Vesterhavet i Thy. I Skåne kan bryozokalk ses i kalkbruddet i Limhamn.

Kalkstenen er hovedsageligt opbygget af skeletstumper fra bryozoer (også kaldet mosdyr), en dyregruppe som, lidt i stil med koraller, lever i kratlignende kolonier på lavt vand, hvor de danner revformede banker på havbunden. Bryozokalk er netop karakteriseret ved at forekomme i sådanne bølgeformede banker, hvis opbygning fremhæves af meget markante og visse steder tykke flintlag.

Bryozodelene er ikke slidte, og bryozoerne er derfor ikke blevet flyttet med havstrømme, men antages at have levet på det sted, hvor deres skeletstumper findes i dag. Hulrummene mellem bryozostumperne udfyldes af kalkslam, som stammer fra nedbrudte kokkolitplader.

Bryozobankerne[redigér | redigér wikikode]

Bryozobankerne er ofte lidt ovale i formen og typisk 50-75 m brede og 3-6 m høje. Bankerne er asymmetriske, idet sydflankerne er stejlere (ved Stevns klint typisk 18 grader) end nordflankerne (ved Stevns klint typisk 10 grader), og med tiden er bankerne vandret mod syd.[3]

Detaljerede undersøgelser af bryozobankerne har vist, at der ikke levede de samme arter af bryozoer på bankernes toppe som på deres flanker og i trugene mellem bankerne. De enkelte arter har desuden de største kolonier og de tykkeste skeletter på toppen af bankerne og den øverste del af sydflankerne. Man har ment, at det var havstrømme fra syd som kontrollerede bankernes form, idet bryozoerne som filtrerede deres næring fra havvandet, voksede kraftigst op mod strømmen. Samtidig dannede bryozokrattene på bankernes sydflanker ligesom et filter, der kunne opfange fine kalkpartikler i havvandet, hvilket yderligere øgede væksten og gjorde sydflankerne stejle. Bankernes nordflanker udgjorde læsiden, hvor strømhastigheden var mindre og hvor der derfor blev tilført mindre næring. Her voksede bryozoerne langsommere, blev mindre og havde tyndere skeletter.[3]

Der er imidlertid en række forhold, som denne tolkning ikke forklarer. På de fladere nordflanker ligger bryozoerne tættere end på de stejlere sydflanker, hvor kalken indeholder temmelig meget finkornet kalkslam. Hvis nordflankerne var læsider, ville man forvente det modsatte. Et andet fænomen, som strider mod den traditionelle tolkning, er de mange hærdnede såkaldte krabbelag på nordflankerne. Hærdningen, som fandt sted på havbunden,  tyder på kraftig strøm, manglende sedimentation og lejlighedsvis erosion, hvilket heller ikke passer med, at nordflankerne skulle være læsiden.[3]

Langs Stevns Klint skæres bankerne mange steder af erosionsflader, der hælder mod nord. Disse flader er formentlig dannet ved meget kraftig erosion i forbindelse med dannelsen af de hærdnede lag. Ved ringe strømhastighed blev der aflejret tynde kalklag tæt pakket med bryozoer. Ved stigende strømhastighed dannedes først hærdningslag, dernæst blev lagoverfladerne eroderet lidt, men ved stærkest strøm eroderedes nordflanken kraftigt, hvorved de nordhældende erosionsflader dannedes. Noget tyder derfor på, at havstrømmene havde betydelig indflydelse på bankedannelsen, idet strømmene ikke altid kom fra syd, og også resulterede i omlejring og udvaskning af det fineste kalksediment.[3]

Blotninger[redigér | redigér wikikode]

Bryozokalk kan ses mange steder i blotninger, hvoraf langt de fleste er danske:

Skåne[redigér | redigér wikikode]

Limhamn kalkbrud

Sjælland[redigér | redigér wikikode]

Stevns Klint, samt koldkrigsfæstningen Stevnsfortet

Fakse kalkbrud (både koralkalk og bryozokalk)

Køge å mellem Lellinge og Vemmedrup

Karlstrup kalkbrud

Fyn[redigér | redigér wikikode]

Klintholm kalkgrav?

Jylland[redigér | redigér wikikode]

Karlby klint

Sangstrup klint

Thingbæk kalkmine?

Mønsted kalkmine

Glatved kalkbrud

Bulbjerg, med den nu nedstyrtede Skarreklit

Thisted saltstruktur: Thisted kalkværk, Nye Kløv, Kjølbygård, Kællingedal[4]

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Kalkstensskærere ved Bulbjerg i slutningen af 1800-tallet.

Bryozokalk er fra gammel tid brugt til bygningssten og til fremstilling af kalkmørtel og cement. Tidligere anvendtes mergel til jordforbedring, men i dag benyttes i stedet jordbrugskalk, som bl.a. indvindes fra bryozokalk i Thy, ved Glatved på Djursland. Bryozokalk fra Stevns indvindes til papirfremstilling.[5]

Bryozokalken udgør i Danmark et væsentligt grundvandsmagasin, og Region Hovedstaden indvinder således størstedelen af sit drikkevand fra denne kalktype.

Tunneler m.m.[redigér | redigér wikikode]

Som de andre typer af danienkalk består også bryozokalken af lag med forskellig hårdhed. Dels indeholder kalken de meget hårde flintlag, men selve kalken viser også stærkt vekslende hårdhed, fra helt blød, jordagtig kalk til stærkt hærdnede lag, som kun kan sønderdeles med en stor hammer. Da kalken samtidig er gennemsat af sprækker i større eller mindre grad, er den ikke ubetinget velegnet til udgravning af tunneler og underjordiske hulrum. Der er dog i tidens løb bygget en række underjordiske anlæg i bryozokalk:

  • I Mønsted Kalkgruber blev der gennem århundreder indvundet kalk, og der er i dag 60 km gange i kalkstenen

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Andersen (1944), s. 291
  2. ^ Surlyk, F. 1997: A cool-water carbonate ramp with bryozoan mounds: Late Cretaceous–Danian of the Danish Basin. In: James, N.P. & Clarke, J.A.D. (eds): Cool-water carbonates. Special Publication – SEPM (Society for Sedimentary Geo- logy) 56, 293–307
  3. ^ a b c d Heilmann-Clausen og Surlyk (2006), s. 186-188
  4. ^ Gunnar Larsen (red., 2006), s. 136
  5. ^ Gunnar Larsen og Finn Surlyk: Råstoffer: mineraler, energi og vand, s. 439-484 i Gunnar Larsen (red., 2006)