Bulgarien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Republikken Bulgarien
Република България
Republika Bǎlgariya
(Bulgarsk)
Bulgariens flag
Bulgariens nationalvåben
Flag Nationalvåben
Motto
bulgarsk: Съединението прави силата
"Sǎedinenieto pravi silata" (transliteration)
"Enhed giver styrke"
Nationalmelodi
bulgarsk: Мила Родино
Mila Rodino (transliteration)
"Kære moderland"
 Bulgariens placering  (mørkegrøn)– på det europæiske kontinent  (lysegrøn og mørkegrå)– i EU  (lysegrøn)  —  [Forklaring]
 Bulgariens placering  (mørkegrøn)

– på det europæiske kontinent  (lysegrøn og mørkegrå)
– i EU  (lysegrøn)  —  [Forklaring]

Hovedstad
og største by
Sofia
42°41′N 23°19′E / 42.683°N 23.317°Ø / 42.683; 23.317
Officielle sprog Bulgarsk
Officielt alfabet Kyrillisk
Etnicitet (2011[1]) 84,8% bulgarere
8,8 % tyrkere
4,9 % romaer
1,5 % andre minoriteter
Demonym bulgarer
Regeringsform Unitar parlamentarisk republik
Rosen Plevneliev
Bojko Borisov
Lovgivende forsamling Nationalforsamlingen
Statsdannelse
6801018
11851422
3. marts 1878[note 1]
- Uafhængigheds-
erklæring fra det Osmanniske Rige
5. oktober 1908[note 2]
13. juli 1991
Optaget i EU 1. januar 2007
Areal
- Total
110.994 km2  (nr. 105)
Vand (%)
0,3
- Kystlinjer
354 km
1.808 km
- Nabolande
Rumænien, Serbien, Makedonien, Grækenland og Tyrkiet
Indbyggertal
- Folketælling 2014
7.202.198[2] (nr. 101)
64,9/km2  (nr. 95)
- Befolknings-
tilvækst
Fald -0,796 % (2012)[3]
BNP (KKP) Anslået 2016
- Total
Stigning 141,375 mia. USD[4] (nr. 66)
- Pr. indbygger
19.839 USD (nr. 67)
BNP (nominelt) Anslået 2016
- Total
48,957 mia. USD[4] (nr. 75)
- Pr. indbygger
6.927 USD (nr. 76)
Gini (2015) Stigning 37[5] (medium)
HDI (2014) Stigning 0,782[6] (høj) (nr. 59)
Valuta Lev (BGN)
Tidszone EET (UTC+2)
- Sommer (DST)
EEST (UTC+3)
Topografi
- Højeste punkt
Musala, 2.925 m.o.h.
- Største sø
Burgassøen, 27,6 km2
- Længste floder
Iskar, 368 km
Maritsa, 480 km
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
BG
Luftfartøjs-
registreringskode
LZ
Internetdomæne .bg
Telefonkode +359
ISO 3166-kode BG, BGR, 100
Foregående stat
til 1990

Bulgarien (bulgarsk: България, tr. Bǎlgariya), officielt Republikken Bulgarien (bulgarsk: Република България, tr. Republika Bǎlgariya, Skabelon:IPA-bg), er et land i det sydøstlige Europa. Det grænser op til Rumænien i nord, Serbien og Makedonien i vest, Grækenland og Tyrkiet i syd og Sortehavet i øst. Bulgarien er 110.994 square kilometres (42.855 sq mi) stort, og dermed Europas 16.-største land.

De første organiserede forhistoriske kulturer i de bulgarske områder fremkom i den neolitiske æra. I løbet af Antikken var området både befolket af thrakere, grækere og romere. Fremkomsten af en forenet bulgarsk stat kan spores tilbage til etableringen af det første Bulgarske Rige i 681 e.Kr., som dominerede størstedelen af Balkanhalvøen, og fungerede som et kulturelt centrum for slavere i Middelalderen. Efter det andet Bulgarske Riges fald i 1396 blev dets territorier underlagt det Osmanniske Rige i næsten fem århundreder. Den russisk-tyrkiske krig i 1800-tallet førte til dannelsen af det tredje Bulgarske Rige. I de efterfølgende lå landet næsten konstant i krig med sine naboer, hvilket fik Bulgarien til at alliere sig med Tyskland i begge verdenskrige. I 1946 blev Bulgarien omdannet til en socialistisk etpartistat i form af Folkerepublikken Bulgarien som en del af den sovjet-ledede Østblok. I december 1989 tillod det regerende kommunistparti valg i et flerpartisystem, hvilket efterfølgende førte til Bulgariens overgang til et demokrati og en markedsøkonomi.

Bulgariens befolkning er hovedsageligt urbaniseret og koncentreret i de administrative centre i landets 28 provinser. De fleste kommercielle og kulturelle aktiviteter er samlet i landets hovedstad, og største by, Sofia. Økonomiens stærkeste sektorer er sværindustri, elkraftteknik og landbrug, som alle er afhængige af lokale naturressourcer.

Landets nuværende politiske struktur stammer fra vedtagelsen af en demokratisk forfatning i 1991. Bulgarien er en parlamentarisk enhedsstat med en høj grad af politisk, administrativ og økonomisk centralisering. Det er medlem af EU, NATO og Europarådet; en af grundlæggerne af OSCE; og har siddet i FN's sikkerhedsråd tre gange.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Bulgariens historie.

Forhistorie og Antikken[redigér | redigér wikikode]

Der er fundet tegn på menneskelig aktivitet i området, som det moderne Bulgarien ligger i, som kan dateres tilbage til den ældste stenalder. Dyreknogler med indridsede, menneskeskabte markeringer fra Kozarnikahulen formodes at være det tidligste eksempel på symbolsk adfærd hos mennesker.[7] Blandt de organiserede forhistoriske samfund i de bulgarske områder var den neolitiske Hamangiakultur,[8] Vinčakultur[9] og den æneolitiske Varnakultur (5. årtusinde f.Kr.). Sidstnævnte tilskrives normalt opfindelsen af guldbearbejdelse og -anvendelse.[10][11] Nogle af disse oprindelige guldsmeltere producerede mønterne, våbnene og smykkerne til skatten i gravpladsen Varna Necropolis, der med en alder på over 6000 år menes at være verdens ældste.[12] Denne gravplads har vakt stor arkæologisk interesse på internationalt plan, da den giver unikt indblik de tidligste europæiske samfunds sociale hierarkier.[13][14]

Thrakerne, et af de tre primære folkeslag som moderne bulgarere menes at stamme fra,[15] begyndte at befolke regionen i løbet af jernalderen.[16] I slutningen af det 6. århundrede f.Kr. erobrede det persiske Achæmenidiske rige størstedelen af det, der i dag er Bulgarien.[17][18][19] og regerede det frem til 479 f.Kr., hvor persernes fejlslagne anden invasion af Grækenland resulterede i at de blev trængt helt ud af Europa.[19] Efter at have gjort sig fri af det Achæmenidiske rige blev størstedelen af de thrakiske stammer samlet i det Odrysiske kongerige i 470'erne f.Kr. af kong Teres,[20][21][22] men blev senere underlagt først Alexander den Store og senere, i 46 e.Kr., Romerriget. Efter Romerrigets opdeling i det 5. århundrede tilfaldt området det Byzantinske rige. På dette tidspunkt havde kristendommen allerede spredt sig i regionen. Et lille gotisk samfund i Nicopolis ad Istrum producerede i det 4. århundrede verdens første germansk-sprogede bog, den gotiske bibel.[23][24] Europas første kristne kloster, Sankt Athanasius' kloster, blev etableret omtrent samtidig af Sankt Athanasius i den centrale del af det, der i dag er Bulgarien.[25] Fra det 6. århundrede begyndte de østligste sydslavere gradvist at bosætte sig i regionen, hvor de assimilerede de helleniserede eller romaniserede thrakere.[26][27]

Første bulgarske rige[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Første bulgarske rige.
Khan Krum fester med sin adel efter slaget ved Pliska. Hans tjener (yderst højre) bringer en vinfyldt kraniekop lavet ud af Nikeforos 1.'s kranie.

I 680 rejste protobulgarske stammer[15] ledet af Asparukh, sydpå over Donaufloden og bosatte sig i området mellem den nedre del af Donau og Balkanhalvøen, hvor de etablerede deres hovedstad Pliska.[28][29] En fredstraktat med det Byzantiske rige i 681 markerede derefter begyndelsen på det første bulgarske rige. Protobulgarerne blandede sig gradvist med den lokale befolkning og begyndte at anvende et fællessprog på basis af den lokale slaviske dialekt.[30]

Efterfølgende herskere styrkede den bulgarske stat op igennem det 8. og 9. århundrede. Krum fordoblede landets territorium, dræbte den byzantiske kejser Nikeforos 1. i slaget ved Pliska,[31] og introducerede den første nedskrevne lovsamling. Hedenskab blev afskaffet til fordel for østlig-ortodoks kristendom under Boris 1. i 864. Denne konvertering blev fulgt af buzantisk anerkendelse af den bulgarsk-ortodokse kirke[32] samt til anvendelsen af det kyrilliske alfabet, udviklet af Preslavs litterære skole,[33] hvilket styrkede den centrale autoritet og hjalp med at fusionere slavere og protobulgarer til et samlet folk.[34][35] Efterfølgende oplevede landet en kulturel guldalder under Simeon den store, som også stor for den største territorieudvidelse i Bulgariens historie.[36]

Efter Simeons død førte flere krige med magyarerne og petjenegierne, samt udbredelsen af den kætterske bogomilisme, til en betydelig svækkelse af Bulgarien.[37][38] Fortløbende invasioner fra både Kijevriget og det Byzantinske Rige resulterede i at den byzantinske hær indtog hovedstaden Preslav i 971.[39] Under Samuil havde Bulgarien kortvarigt held med at forsvare sig mod disse angreb,[40] men dette endte da den byzantinske kejser Basileios 2. besejrede den bulgarske hær i slaget ved Kleidion i 1014. Samuil døde kort efter slaget,[41] og i 1018 erobrede byzantinerne hele det første bulgarske rige.[42]

Andet Bulgarske rige[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Andet Bulgarske rige.

Efter hans erobring af Bulgarien forhindrede Basileios 2. opstande og utilfredshed ved at beholde den lokale adels privilegier, samt ved at undtage de nyligt erobrede lande fra kravet om at betale skatter i guld og i stedet tillade dem at betale in natura.[43] Han tillod også det bulgarske patriarkat at beholde sin autokefale status og alle sine stifter, omend det blev reduceret til et ærkebispedømme.[43][44] Efter hans død blev den byzantinske indenrigspolitik dog forandret, hvorefter en række fejlslagne oprør brød ud, heraf det største, Peter Delyans oprør, i 1040-1041. I 1185 organiserede to adelige fra Huset Asen, Ivan Asen 1. og Peter 4. et stort oprør, som resulterede i genetableringen af den bulgarske stat. Ivan Asen og Peter lagde herefter fundamentet for det Andet Bulgarske rige med Tarnovo som hovedstad.[45]

Murene omkring Tsarevets-fortet i Veliko Tarnovo, hovedstaden i det Andet Bulgarske rige

Kaloyan, den tredje Asen-monark, udvidede sit herredømme til at omfatte Beograd og Ohrid. Han anerkendte pavens spirituelle overhøjhed, og modtog til gengæld en kongelig krone fra en pavelig legat.[46] Riget nåede sin storhedstid under Ivan Asen 2. (1218–1241), under hvem handel og kultur blomstrede.[46] Tarnovos stærke økonomiske og religiøse indflydelse gjorde byen til et "Tredje Rom" i en tid hvor Konstantinopel var under forfald grundet byzantinske nederlag til tyrkerne i Anatolien.[47]

Landets militære og økonomiske magt forfaldt efter Asen-dynastiet uddøde i 1257 og landet blev ramt af interne konflikter, konstante byzantinske og ungarske angreb samt den mongolske invasion af Europa.[46][48] Ved enden af det 14. århundrede førte fraktionering mellem de feudale godsejere samt spredningen af bogomilismen til at det Andet Bulgarske rige blev opdelt i tre separate kongeriger — Vidin, Tarnovo og Karvuna — og flere semi-uafhængige fyrstendømmer som alle sloges indbyrdes, såvel som med byzantinere, ungarere, serbere, venetianere og genovesere. I det sene 14. århundrede havde det Osmanniske Rige påbegyndt deres erobring af Bulgarien og allerede indtaget de fleste byer og forter syd for Balkanbjergene.[46]

Osmannisk herredømme[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Osmannisk Bulgarien.
Hristo Botev, en fremtrædende revolutionær i Aprilopstanden

Tarnovo blev erobret af Osmannerne efter en tre måneder lang belejring i 1393. Slaget ved Nicopolis i 1396 førte til kongeriget Vidins fald, hvorefter osmannerne erobrede alle bulgarske lande syd for Donau. Efter den osmanniske overtagelse var de bulgarske adelige tvunget til enten at flygte, dø eller acceptere islam og tyrkificering, bønderne blev underlagt osmanniske herremænd,[49] og størstedelen af den uddannede gejstlighed flygtede til andre lande.[50] Ifølge det osmanniske system var kristne en underklasse, og bulgarerne blev, ligesom andre kristne, derfor pålagt store skatter, en lille del af den bulgarske befolkning undergik en delvis eller total islamisering,[51] og deres kultur blev undertrykket.[50] Osmanniske autoriteter etablerede Milleten Rum, en religiøs administrativ gruppering, som regerede alle ortodoks-kristne uanset deres etnicitet.[52] Størstedelen af den lokale befolkning mistede gradvist deres uafhængige nationale bevidsthed, og begyndte i stedet blot at identificere sig som kristne.[53][54] En undtagelse herfra var dog gejstligheden i nogle isolerede klostre, som holdt den nationale identitet i live i fjerne, landlige områder,[55] såvel som det militante romersk-katolske samfund i den nordvestlige del af landet.[56]

Det russisk-bulgarske forsvar af Shipka-passet var centralt i kampen for Bulgariens uafhængighed.[57]

I løbet af de næste næsten 5. århundreders osmanniske overherredømme udbrød der flere bulgarske oprør, hvoraf det bedst kendte er de Habsburg-støttede[58] Første Tarnovo-opstand i 1598 og Anden Tarnovo-opstand i 1686, Chiprovtsi-opstanden i 1688 og Karposhs oprør i 1689.[49] I det 18. århundrede inspirerede Oplysningen i Vesteuropa en bevægelse, der blev kendt som Bulgariens nationale vækkelse.[49] Den genoprettede den nationale bevidsthed og blev en central faktor i frihedskampen, som kulminerede i Apriloprøret i 1876. Op mod 30.000 mistede livet da de osmanniske autoriteter nedkæmpede oprøret, og massakrerne fik de europæiske stormagter til at handle.[59] Stormagterne indkaldte til Konstantinopelkonferencen i 1876, men konferencens beslutninger blev afvist af det Osmanniske rige. Denne afvisning tillod det Russiske Kejserrige at søge en militær løsning uden at risikere konfrontation med de andre stormagter, sådan som det havde været tilfældet i Krimkrigen nogle årtier forinden.[59] I 1877 udbrød Den russisk-tyrkiske krig, hvor det Russiske Kejserrige besejrede Osmannerne, blandt andet med hjælp fra bulgarske frivillige, de såkaldte Opalchentsi.

Fire inkarnationer af den moderne bulgarske stat[redigér | redigér wikikode]

Fyrstendømmet Bulgarien[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Fyrstendømmet Bulgarien.
Bulgarske soldater med bidetange under første verdenskrig

San Stefano-traktaten blev underskrevet 3. marts 1878 af Rusland og det Osmanniske Rige, og inkluderede en bestemmelse om oprettelsen af et autonomt bulgarsk fyrstendømme på omtrent det Andet Bulgarske riges territorium.[60][61] De andre stormagter afviste øjeblikkeligt traktaten af frygt for at et så stort land på Balkan kunne true deres geopolitiske interesser. Traktaten blev derfor efterfulgt af Berlin-traktaten, underskrevet 13. juli 1878, som oprettede en meget mindre stat bestående af Moesia og regionen omkring Sofia, hvilket efterlod en stor bulgarsk befolkning udenfor den nydannede bulgarske stat,[60][62] hvilket senere spillede en stor rolle i forhold til Bulgariens militaristiske tilgang til udenrigspolitik i den første halvdel af det 20. århundrede.[63]

Det bulgarske fyrstendømme vandt Den serbisk-bulgarske krig og inkorporerede det semi-autonome Osmanniske territorium Øst-Rumelia i 1885, hvorefter fyrstendømmet de facto udråbte sig selv som en uafhængig stat 5. oktober 1908.[64] In the years following independence, Bulgaria increasingly militarised and was often referred to as "the Balkan Prussia".[65][66]

Mellem 1912 og 1918 var Bulgarien involveret i tre fortløbende konflikter — to Balkankrige og første verdenskrig. Efter et katastrofalt nederlag i den anden balkankrig var Bulgarien endnu engang på den tabende side efter at have allieret sig med Centralmagterne i første verdenskrig. På trods af at Bulgarien rekrutterede mere end 25% af sin befolkning i en 1.200.000-mand-stor hær[67][68] og opnåede flere overvældende sejre i Slaget ved Doiran (1917) og Slaget ved Dobrich, kapitulerede landet i 1918. Krigen resulterede i at  87.500 bulgarske soldater mistede livet, og landet mistede en betragtelig del af sit territorium.[69] Mere end 253.000 flygtninge immigrerede til Bulgarien fra 1912 til 1929 på grund af krigenes effekt,[70] hvilket satte den allerede ødelagte nationaløkonomi under fornyet pres.[71]

Kongeriget Bulgarien[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Kongeriget Bulgarien.

De politiske uroligheder i kølvandet på disse nederlag førte til etableringen af et kongeligt autoritært diktatur under zar Boris 3. (1918–1943). Bulgarien gik i 1941 med i 2. verdenskrig som en del af Aksemagterne, omend landet nægtede at deltage i Operation Barbarossa og beskyttede sin jødiske befolkning fra deportering til nazistiske koncentrationslejre.[72] Boris 3.'s pludselige død i sommeren 1943 kastede landet ud i ny politisk uro, mens krigslykken vendte og den kommunistiske modstandsbevægelse voksede i styrke. Bogdan Filovs regering forsøgte efterfølgende, uden held, at påbegynde fredsforhandlinger med de Allierede. Efter Bulgarien ikke fulgte et sovjetisk krav om at bortvise tyske styrker fra sit territorium, erklærede Sovjetunionen Bulgarien krig og invaderede landet i september 1944.[73] Den kommunist-dominerede Fædrelandsfront tog efterfølgende magten i landet, brød alliancen med Aksemagterne og gik over på Allieret side frem til krigens afslutning.[74]

Folkerepublikken Bulgarien[redigér | redigér wikikode]

Det bulgarske statskup 9. september 1944 førte til monarkiets afskaffelse, og to år senere blev en etpartistat etableret i form af Folkerepublikken Bulgarien.[75] Landet blev en del af den sovjettiske interessesfære under Georgi Dimitrov (1946–1949), som lagde fundamentet til en hastigt industrialiseret stalinistisk stat, som i sin begyndelse var stærkt undertrykkende og henrettede tusindvis af systemkritikere.[76][77][78] I midten af 1950'erne var levestandarden i landet steget betragteligt,[79] mens den politiske undertrykkelse blev mildnet.[80] I 1980'erne var bruttonationalproduktet blevet firedoblet,[81] men økonomien var fortsat sårbar overfor gældsstigninger, hvoraf de mest alvorlige ramte i 1960, 1977 og 1980.[82] Den sovjet-inspirerede planøkonomi blev justeret med mere markedsorienterede politik på et eksperimentelt niveau under Todor Zhivkov (1954–1989).[83] Hans datter Lyudmila styrkede den nationale stolthed ved at promovere sit bulgarske ophav, kultur og kunst på verdensplan.[84] I 1984 blev der igangsat en assimileringskampagne i et forsøg på at slette den etnisk tyrkiske minoritets selvstændige identitet, og moskéer blev lukket mens etniske tyrkere blev tvunget til at skifte til slaviske navne. Denne politik (sammen med det kommunistiske fald i 1989) førte til at omkring 300.000 etniske tyrkere udvandrede til Tyrkiet.[85][86]

Republikken Bulgarien[redigér | redigér wikikode]

Efter revolutionerne i 1989 opgav kommunistpartiet 10. november samme år dets politiske monopol, Zhivkov trådte tilbage og Bulgarien påbegyndte en overgang til et parlamentarisk demokrati.[87] Det første frie valg i juni 1990 blev vundet af det Bulgarske socialistparti (det nyligt omdøbte kommunistparti).[88] Efterfølgende blev der i juli 1991 vedtaget en ny forfatning, som svækkede præsidentens magt og gjorde den lovgivende magt i stand til at holde premierministeren ansvarlig. Det nye system var i begyndelsen ikke i stand til at forbedre levestandarden eller skabe økonomisk vækst — den gennemsnitlige livskvalitet og økonomiske præstation forblev et godt stykke ind i 2000'erne lavere end de havde været under kommuniststyret.[89] En reformpakke vedtaget i 1997 genoprettede den økonomiske vækst, omend levestandarden fortsat var lav.[90] Efter 2001 blev den økonomiske, politiske og geopolitiske situation drastisk forbedret,[91] og Bulgariens HDI voksede.[92]

Bulgarien blev medlem af NATO i 2004[93] og deltog i Krigen i Afghanistan. Efter flere års reformer blev landet optaget i EU i 2007 på trods af fortsatte bekymringer og anklager om regeringskorruption.[94]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Bulgariens politik

Bulgariens nuværende forfatning blev vedtaget den 12. juli 1991, og ifølge den er Bulgarien en parlamentarisk republik.

Bulgariens præsident vælges ved direkte valg for en femårig periode med mulighed for ét genvalg. Siden præsidentvalget i 2011 har Rosen Plevneliev været præsident. Regeringen ledtes fra 27. juli 2009 til februar 2013 af premierministeren Boyko Borisov, siden maj 2013 af Plamen Oresjarski. Den socialistiske Rumen Radev blev valgt til ny præsident den 13. november 2016.

Bulgarien har et étkammerparlament Narodno Săbranie Nationalforsamlingen på 240 medlemmer valgt for fire år. Det seneste valg var parlamentsvalget i juni 2009 og næste parlamentsvalg planlægges afholdt i sommeren 2013.


Geografi[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Bulgariens geografi.

Bulgarien ligger på en del af den østlige Balkanhalvø, hvor landet grænser op til fem nabolande — Grækenland og Tyrkiet i syd, Makedonien og Serbien i vest, samt Rumænien i nord. Landegrænsen er i alt 1.808 kilometres (1.123 mi) lang, og kystlinjen har en længde på 354 kilometres (220 mi).[95] Det samlede areal på 110.994 square kilometres (42.855 sq mi) gør landet til verdens 105.-største.[96][97] Bulgariens geografiske koordinater er 43° N 25° E.[98]

De mest bemærkelsesværdige topografiske egenskaber er Donausletten, Balkanbjergene, den thrakiske slette og Rodopebjergene.[95] Den sydlige kant af Donausletten skråner opad til foden af Balkan, mens Donaufloden udgør grænsen til Rumænien. Den thrakiske slette er omtrent trekantet, begynder sydøst for Sofia og breder sig idet den når kysten af Sortehavet.[95]

Pirin-mountains-Bansko.jpg Oilcape.jpg
Venstre: Pirinbjergene i det vestlige Bulgarien
Højre: Maslen nos Primorsko på Sortehavskysten

Balkanbjergene løber tværs gennem midten af landet. Det bjergfyldte sydvestlige Bulgarien har to alpine områder — Rila og Pirin, som grænser op til de lavere, men langt mere udstrakte Rodopebjerge i øst.[95] I Bulgarien ligger også det højeste punkt på Balkanhalvøen, Musala, der er 2.925 metres (9.596 ft)[99] mens landets laveste punkt er havoverfladen. En tredjedel af landets territorie er sletter, mens højsletter og bakker udgør 41%.[100] Landet har et tæt netværk på omkring 540 floder, hvoraf de fleste er relativt små og med lav vandstand.[101] Den længste flod, der udelukkende løber i bulgarsk territorium er Iskarfloden, som er 368 kilometres (229 mi) lang. Blandt andre større floder er Struma og Maritsa i syd.[95]

Bulgarien er placeret på mødestedet mellem Middelhavets og de kontinentale luftmasser, og har en barriereeffekt fra sine bjerge, hvilket giver landet et dynamisk klima.[95] Nordbulgarien er i gennemsnit 1 °C (1,8 °F) køligere og oplever 200 millimetres (7,9 in) mere nedbør på årsbasis end regionerne syd for Balkanbjergene. Temperaturamplitude varierer kraftigt i de forskellige områder. Den laveste målte temperatur er −383 °C (−657,4 °F), mens den højeste er 452 °C (845,6 °F).[102] Der falder i gennemsnit 630 millimetres (24,8 in) nedbør om året, og dette varierer fra 500 millimetres (19,7 in) i Dobrudja til mere end 2.500 millimetres (98,4 in) i bjergene. Kontinentale luftmasser medfører store mængder sne i løbet af vinteren.[103]

Miljø[redigér | redigér wikikode]

Bulgarien vedtog Kyotoprotokollen[104] og opfyldte protokollens mål ved at reducere sine CO2-udledninger med 30% fra 1990 til 2009.[105] Der er imidlertid fortsat problemer i landet med forurening fra fabrikker og metalværk, samt alvorlig skovrydning, der tilsammen udgør store problemer for befolkningens sundhed og velfærd.[106] I 2013 var Bulgarien Europas mest beskidte land målt på luftforurening.[107] Byområder er særligt hårdt ramt af energiproduktionen fra kulbaserede kraftværker samt biltrafik,[108][109] mens pesticider i landbruget og et forældet industrielt kloaksystem producerer omfattende jord- og vandforurening.[110] I Bulgarien ligger Maritsa Iztok-2, et brunkulsfyret kraftværk, der ifølge Det Europæiske Miljøagentur forårsager de største skadesomkostninger på sundhed og miljøødelæggelse i hele EU.[111] Landet er det eneste EU-medlem, som ikke genbruger kommunalt affald,[112] omend der i juni 2010 blev åbnet et affaldsbehandlingsanlæg til genbrug af elektronisk affald.[113] Situationen er blevet forbedret i de senere år, og der er blevet igangsat flere statsstøttede programmer til at reducere forureningsniveau.[110] Ifølge Yale University's Environmental Performance Index á 2012 er Bulgarien en "modest performer" ("beskeden aktør") hvad angår beskyttelse af miljøet.[114] Over 75% af overfladefloderne overholder standarderne for god kvalitet. I 1998 blev der påbegyndt en forbedring af vandkvalitet, som har fastholdt en bæredygtig tendens til moderat forbedring.[115]

Biodiversitet[redigér | redigér wikikode]

Interageringen mellem klimatiske, hydrologiske, geologiske og topografiske betingelser har i Bulgarien produceret en relativt bred vifte af plante- og dyreliv,[116] og landet er et af de europæiske lande, der har den største biodiversitet.[117] Bulgariens biodiversitet er bevaret i tre nationalparker, 11 naturparker[118] og 16 biosfærereservater.[119] Næsten 35 procent af landarealet består af skove,[120] hvori der vokser nogle af verdens ældste træer, såsom Baikushevs fyr og Granitegen.[121] Størstedelen af plante- og dyrelivet er centraleuropæisk, omend der ved store højder også kan findes arktiske og alpine repræsentanter.[122] Landets flora omfatter mere end 3.800 arter, hvoraf 170 er endemiske og 150 betragtes som truede.[123] En gennemgang af større svampe i Bulgarien fandt mere end 1500 arter i landet.[124] Blandt dyrearter er ugler, stenhøns, murløbere[122] og brune bjørne.[125] Der er herudover en lille, men voksende bestand af europæiske losser og kejserørne.[126]

I 1998 godkendte den bulgarske regering den nationale strategi for bevarelse af biologisk diversitet, et omfattende program, der søgte at bevare lokale økosystemer, beskytte truede arter og bevare genetiske ressourcer.[127] Bulgarien har nogle af Europas største Natura 2000-områder, der tilsammen dækker 33,8% af landets territorium.[128]

Større byer[redigér | redigér wikikode]

  • Sofia med ca. 1.370.000 indbyggere er Bulgariens hovedstad.
  • Plovdiv er landets næststørste by med ca. 380.000 indbyggere. Byen ligger 150 km sydøst for Sofia.
  • Varna med 350.000 indbyggere ligger i nordøst ved Sortehavets kyst.
  • Burgas med cirka 210.000 indbyggere ligger i den sydøstlige del af landet, og også ved kysten.
  • Ruse med ca. 170.000 indbyggere er en flodhavn ved Donau i nord.

Provinser[redigér | redigér wikikode]

Bulgarien er inddelt i provinser og kommuner. Der findes 263 kommuner.

Bulgarien har siden 1999 været inddelt i 28 provinser (oblasti). Hovedstaden Sofia udgør sin egen provins.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Bulgariens økonomi

Bulgariens økonomi krympede dramatisk efter 1989, da COMECON-markederne, som Bulgarien havde været tæt knyttet til, gik tabt. Levestandarden faldt ca. 40 %, men nåede i 2004 igen op på niveauet fra før 1990. Bulgariens økonomi blev også hårdt ramt af FN's sanktioner mod Jugoslavien og Irak. De første tegn på genopretning viste sig i 1994, hvor bruttonationalproduktet voksede og inflationen faldt. I 1996 kollapsede økonomien dog på grund af manglende international økonomisk støtte og et ustabilt bankvæsen. Siden 1997 har landet oplevet vækstrater på 4-5 procent, øgede udenlandske investeringer og makroøkonomisk stabilitet.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Udviklingen i Bulgariens befolkningstal, 1961 - 2003.
Uddybende artikel: Bulgariens demografi

83,9 % af landets indbyggere er bulgarere. Der findes også to større minoritetsgrupper, tyrkere (9,4 %) og romaer (4,7 %).

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Bulgarsk er det officielle og mest anvendte sprog; derudover tales russisk, tyrkisk, romani og armensk.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Aleksander Nevskij-katedralen i Sofia er en af de største ortodokse kirker i Europa.

Den ortodokse kirke er den dominerende trosretning i landet, og 82,6 % af indbyggerne er medlem af den bulgarske ortodokse kirke. 12 % af befolkningen er muslimer (se Islam i Bulgarien), 0,6 % katolikker og 0,4 % protestanter.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Bulgariens kultur

Bulgariens kultur afspejler historiske påvirkninger fra trakere, protobulgarer, slaver samt byzantinske, tyrkiske og grækere.

Bulgarien har en stor tradition for korsang og bulgarsk folkemusik. Bulgarske kvindekor har i 1990'erne og 2000-tallet opnået international berømmelse.

Siden 1200- og 1300-tallet har Bulgarien været kendt for ikonmaleri.

En af de mest kendte nulevende bulgarske kunstnere er Christo Javasjev, bedst kendt under sit fornavn. Han er blandt andet kendt for at have pakket rigsdagen i Berlin og Pont Neuf i Paris ind i plastfolie.

Musik[redigér | redigér wikikode]

En række kendte operasangere er Nikolaj Gjaurov, Boris Christoff, Rajna Kabaivanska og Gena Dimitrova. En verdensberømt harpist er Anna-Maria Ravnopolska-Dean og kendte kunstnere er Christo Yavashev, Pascin og Vladimir Dimitrov.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ 19. februar i den julianske kalender som blev brugt på den tid.
  2. ^ 22. september i den julianske kalender som blev brugt på den tid.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ NSI Census data 2011, s. 4.
  2. ^ NSI Census data 2014, s. 3.
  3. ^ cia.gov
  4. ^ a b Bulgaria. International Monetary Fund. Hentet 12 May 2016. 
  5. ^ Gini coefficient of equivalised disposable income (source: SILC). Eurostat Data Explorer. Hentet 31. marts 2016. 
  6. ^ Human Development Report 2015. HDRO (Human Development Report Office) United Nations Development Programme. Hentet 14. december 2015. 
  7. ^ Early human marks are 'symbols'. BBC News. 16 March 2004. Hentet 8 June 2012. 
  8. ^ Slavchev, Vladimir (2004–2005). Monuments of the final phase of Cultures Hamangia and Savia on the territory of Bulgaria. 37–38. s. 9–20. Hentet 20 December 2011. 
  9. ^ Chapman, John (2000). Fragmentation in Archaeology: People, Places, and Broken Objects. Routledge. s. 239. ISBN 978-0-415-15803-9. 
  10. ^ Roberts, Benjamin W.; Thornton, Christopher P. (2009). Development of metallurgy in Eurasia. Department of Prehistory and Europe, British Museum. p. 1015. Hentet 8 June 2012. "In contrast, the earliest exploitation and working of gold occurs in the Balkans during the mid-fifth millennium BC, several centuries after the earliest known copper smelting. This is demonstrated most spectacularly in the various objects adorning the burials at Varna, Bulgaria (Renfrew 1986; Highamet al. 2007). In contrast, the earliest gold objects found in Southwest Asia date only to the beginning of the fourth millennium BC as at Nahal Qanah in Israel (Golden 2009), suggesting that gold exploitation may have been a Southeast European invention, albeit a short-lived one." 
  11. ^ Sigfried J. de Laet, ed (1996). History of Humanity: From the Third Millennium to the Seventh Century BC. UNESCO / Routledge. s. 99. ISBN 978-92-3-102811-3. Hentet 8 June 2012. "The first major gold-working centre was situated at the mouth of the Danube, on the shores of the Black Sea in Bulgaria ..." 
  12. ^ Grande, Lance (2009). Gems and gemstones: Timeless natural beauty of the mineral world. The University of Chicago Press. s. 292. ISBN 978-0-226-30511-0. Hentet 20 December 2011. "The oldest known gold jewelry in the world is from an archaeological site in Varna Necropolis, Bulgaria, and is over 6,000 years old (radiocarbon dated between 4,600BC and 4,200BC)." 
  13. ^ The Gumelnita Culture. Government of France. Hentet 4 December 2011. "The Necropolis at Varna is an important site in understanding this culture." 
  14. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag: Der er ikke specificeret nogen fodnotetekst til navnet CENTCOM
  15. ^ a b "Bulgar (people)". Encyclopædia Britannica. Hentet 24 May 2012. 
  16. ^ Boardman, John; Edwards, I.E.S.; Sollberger, E. (1982). The Cambridge Ancient History - part1: The Prehistory of the Balkans, the Middle East and the Aegean World, Tenth to Eighth Centuries BC. 3. Cambridge University Press. s. 53. ISBN 0521224969. "Yet we cannot identify the Thracians at that remote period, because we do not know for certain whether the Thracian and Illyrian tribes had separated by then. It is safer to speak of Proto-Thracians from whom there developed in the Iron Age..." 
  17. ^ Kidner (2013). Making Europe: The Story of the West (2 udg.). Cengage Learning. s. 57. ISBN 978-1111841317. "(...) In addition, the Persians gained Thrace (modern-day Bulgaria)" 
  18. ^ Thonemann, Peter; Price, Simon (2010). The Birth of Classical Europe: A History from Troy to Augustine. Penguin UK. ISBN 978-0141946863. "Darius extended the eastern and western boundaries of the empire still further, conquering the Indus Valley and much of modern Bulgaria (ancient Thrace)" 
  19. ^ a b Roisman & Worthington 2011, ss. 135-138, 343-345.
  20. ^ The Expedition of Cyrus. Hentet 24 December 2014. 
  21. ^ Nagle, D. Brendan (2006). Readings in Greek History: Sources and Interpretations. Oxford University Press. s. 230. ISBN 0-19-517825-4. "However, one of the Thracian tribes, the Odrysians, succeeded in unifying the Thracians and creating a powerful state" 
  22. ^ Hornblower, Simon (2003). The Oxford Classical Dictionary. Oxford University Press. s. 1515. ISBN 0-19-860641-9. "Shortly afterwards the first King of the Odrysae, Teres attempted to carve an empire out of the territory occupied by the Thracian tribes (Thuc.2.29 and his sovereignty extended as far as the Euxine and the Hellespont)" 
  23. ^ Ivanov, Lyubomir (2007). ESSENTIAL HISTORY OF BULGARIA IN SEVEN PAGES. Bulgarian Academy of Sciences. s. 2. Hentet 20 December 2011. "In particular, in the mid-4th century a group of Goths settled in the region of Nikopolis ad Istrum (present Nikyup near Veliko Tarnovo in northern Bulgaria), where their leader Bishop Wulfila (Ulfilas) invented the Gothic alphabet and translated the Holy Bible into Gothic to produce the first book written in Germanic language." 
  24. ^ Hock, Hans Heinrich; Joseph, Brian D. (1996). Language History, Language Change and Language Relationship: an introduction to historical and comparative linguistics. Walter de Gruyter & Co.. s. 49. ISBN 3-11-014784-X. Hentet 20 December 2011. "The oldest extensive text is a Gothic Bible translation produced by the Gothic bishop Wulfilas (meaning 'Little Wolf') in the 4th century" 
  25. ^ The monastery in the village of Zlatna Livada - the oldest in Europe (på bulgarian). LiterNet. 30 April 2004. Hentet 30 March 2012. 
  26. ^ D. Angelov (1971). The Formation of the Bulgarian Nation. Наука и изкуство, "Векове". pp. 409–410. 
  27. ^ Browning, Robert (1988). Byzantium and Bulgaria. Studia Slavico-Byzantina et Mediaevalia Europensia. I. s. 32–36. 
  28. ^ Zlatarski, Vasil (1938). History of the First Bulgarian Empire. Period of Hunnic-Bulgarian domination (679-852) (på Bulgarian). s. 188. Hentet 23 May 2012. 
  29. ^ Runciman, Steven (1930). A History of the First Bulgarian Empire. G. Bell and Sons. s. 26. 
  30. ^ Ivanov, Lyubomir (2007). ESSENTIAL HISTORY OF BULGARIA IN SEVEN PAGES. Bulgarian Academy of Sciences. s. 2–3. Hentet 31 July 2012. 
  31. ^ "Krum (Bulgar khan)". Encyclopædia Britannica. Hentet 23 December 2011. 
  32. ^ "The Spread of Christianity". Encyclopædia Britannica. Hentet 27 July 2014. "Although Boris's baptism was into the Eastern church, he subsequently wavered between Rome and Constantinople until the latter was persuaded to grant de facto autonomy to Bulgaria in church affairs." 
  33. ^ Crampton, R.J. (2007). Bulgaria. Oxford University Press. s. 13. ISBN 978-0-19-954158-4. 
  34. ^ "Reign of Simeon I". Encyclopædia Britannica. Hentet 27 July 2014. "Bulgaria's conversion had a political dimension, for it contributed both to the growth of central authority and to the merging of Bulgars and Slavs into a unified Bulgarian people." 
  35. ^ Crampton, R.J. (2007). Bulgaria. Oxford University Press. s. 12. ISBN 978-0-19-954158-4. "No single act did more, in the long run, to weld Christian Slav and Proto-Bulgar into a Bulgarian people than the conversion of 864." 
  36. ^ The First Golden Age.
  37. ^ "Reign of Simeon I". Encyclopædia Britannica. Hentet 4 December 2011. "Under Simeon's successors Bulgaria was beset by internal dissension provoked by the spread of Bogomilism (a dualist religious sect) and by assaults from Magyars, Pechenegs, the Rus, and Byzantines." 
  38. ^ Browning, Robert (1975). Byzantium and Bulgaria. Temple Smith. s. 194–5. ISBN 0-85117-064-1. 
  39. ^ "Reign of Simeon I". Encyclopædia Britannica. Hentet 20 January 2012. 
  40. ^ "Samuel". Encyclopædia Britannica. Hentet 20 January 2012. 
  41. ^ Scylitzae, Ioannis (1973). Synopsis Historiarum (Hans Thurn udg.). s. 457. ISBN 978-3-11-002285-8. 
  42. ^ Pavlov, Plamen (2005). "The plots of 'master Presian the Bulgarian'". Rebels and adventurers in medieval Bulgaria (LiterNet). Hentet 20 December 2011. "And, in the Spring of 1018, "the party of capitulation" prevailed and Basil II freely entered the then capital of Bulgaria Ochrid." 
  43. ^ a b Ostrogorsky, Georg (1969). History of the Byzantine State. Rutgers University Press. s. 311. 
  44. ^ Cameron, Averil (2006). The Byzantines. Blackwell Publishing. s. 170. ISBN 978-1-4051-9833-2. 
  45. ^ "Bulgaria – Second Bulgarian Empire". Encyclopædia Britannica. Hentet 31 March 2012. 
  46. ^ a b c d James David Bourchier (1911). History of Bulgaria. Encyclopædia Britannica 1911. Hentet 9 December 2011. 
  47. ^ Ivanov, Lyubomir (2007). ESSENTIAL HISTORY OF BULGARIA IN SEVEN PAGES. Bulgarian Academy of Sciences. s. 4. Hentet 20 December 2011. "The capital Tarnovo became a political, economic, cultural and religious centre seen as 'the third Rome' in contrast to Constantinople's decline after the Byzantine heartland in Asia Minor was lost to the Turks during the late 11th century." 
  48. ^ The Golden Horde. Library of Congress Mongolia country study. Hentet 4 December 2011. "The Mongols maintained sovereignty over eastern Russia from 1240 to 1480, and they controlled the upper Volga area, the territories of the former Volga Bulghar state, Siberia, the northern Caucasus, Bulgaria (for a time), the Crimea, and Khwarizm" 
  49. ^ a b c "Bulgaria – Ottoman rule". Encyclopædia Britannica. Hentet 21 December 2011. "With the capture of a rump Bulgarian kingdom centred at Bdin (Vidin) in 1396, the last remnant of Bulgarian independence disappeared. ... The Bulgarian nobility was destroyed—its members either perished, fled, or accepted Islam and Turkicization—and the peasantry was enserfed to Turkish masters." 
  50. ^ a b Jireček, K. J. (1876). Geschichte der Bulgaren (på German). Nachdr. d. Ausg. Prag. ISBN 3-487-06408-1. Hentet 20 December 2011. 
  51. ^ Minkov, Anton (2004). Conversion to Islam in the Balkans: Kisve Bahası - Petitions and Ottoman Social Life, 1670–1730. BRILL. s. 193. ISBN 90-04-13576-6. 
  52. ^ Detrez, Raymond (2008). Europe and the Historical Legacies in the Balkans. Peter Lang Publishers. s. 36. ISBN 90-5201-374-8. 
  53. ^ Fishman, Joshua A. (2010). "Handbook of Language and Ethnic Identity," Disciplinary and Regional Perspectives. Oxford University Press. s. 276. ISBN 0-19-537492-4. "There were almost no remnants of a Bulgarian ethnic identity; the population defined itself as Christians, according to the Ottoman system of millets, that is, communities of religious beliefs. The first attempts to define a Bulgarian ethnicity started at the beginning of the 19th century." 
  54. ^ Roudometof, Victor; Robertson, Roland (2001). Nationalism, globalization, and orthodoxy: the social origins of ethnic conflict in the Balkans. Greenwood Publishing Group. s. 68–71. ISBN 0-313-31949-9. 
  55. ^ Crampton, R. J. (1987). Modern Bulgaria. Cambridge University Press. s. 8. ISBN 0-521-27323-4. Hentet 2 October 2013. 
  56. ^ Carvalho, Joaquim (2007). Religion and Power in Europe: Conflict and Convergence. Edizioni Plus. s. 261. ISBN 88-8492-464-2. 
  57. ^ "Reminiscence from Days of Liberation*". Novinite. 3 March 2011. Hentet 20 December 2011. 
  58. ^ "Bulgaria – Ottoman administration". Encyclopædia Britannica. Hentet 20 October 2012. 
  59. ^ a b The Final Move to Independence.
  60. ^ a b San Stefano, Berlin and Independence.
  61. ^ Blamires, Cyprian (2006). World Fascism: A historical encyclopedia. ABC-CLIO. s. 107. ISBN 1-57607-941-4. Hentet 20 December 2011. "The "Greater Bulgaria" re-established in March 1878 on the lines of the medieval Bulgarian empire after liberation from Turkish rule did not last long." 
  62. ^ Timeline: Bulgaria – A chronology of key events. BBC News. 6 May 2010. Hentet 20 December 2011. 
  63. ^ Historical Setting.
  64. ^ Crampton, R.J. (2007). Bulgaria. Oxford University Press. s. 174. ISBN 978-0-19-954158-4. 
  65. ^ Dillon, Emile Joseph (February 1920). "XV". The Inside Story of the Peace Conference. Harper. ISBN 978-3-8424-7594-6. Hentet 20 December 2011. "The territorial changes which the Prussia of the Balkans was condemned to undergo are neither very considerable nor unjust." 
  66. ^ Pinon, Rene (1913). L'Europe et la Jeune Turquie: les aspects nouveaux de la question d'Orient (på French). Perrin et cie. ISBN 978-1-144-41381-9. Hentet 20 December 2011. "On a dit souvent de la Bulgarie qu'elle est la Prusse des Balkans" 
  67. ^ Tucker, Spencer C; Wood, Laura (1996). The European Powers in the First World War: An Encyclopedia. Taylor & Francis. s. 173. ISBN 0-8153-0399-8. 
  68. ^ Broadberry, Stephen; Klein, Alexander (8 February 2008). Aggregate and Per Capita GDP in Europe, 1870–2000: Continental, Regional and National Data with Changing Boundaries. Department of Economics at the University of Warwick, Coventry. p. 18. Arkiveret fra originalen 22 June 2012. Hentet 24 May 2012.  Arkiveret 22 June 2012.
  69. ^ WWI Casualty and Death Tables. PBS. Hentet 9 July 2013. 
  70. ^ Mintchev, Vesselin (October 1999). "External Migration in Bulgaria". South-East Europe Review (3/99): 124. Arkiveret fra originalen 17 January 2013. Hentet 8 May 2013. 
  71. ^ Chenoweth, Erica (2010). Rethinking Violence: States and Non-State Actors in Conflict. Belfer Center for Science and International Affairs. s. 129. ISBN 978-0-262-01420-5. "Bulgaria, for example, had a net surplus of refugees and was faced with the daunting task of absorbing thousands of Bulgarian refugees from Greece over a relatively short period. While international loans from the Red Cross and other organizations helped to defray the substantial costs of accommodating surplus populations, it placed a strenuous financial burden on states that were still recovering from the war an experiencing economic downturn as well as political upheaval." 
  72. ^ Bulgaria in World War II: The Passive Alliance.
  73. ^ Wartime Crisis.
  74. ^ Pavlowitch, Stevan K. (2008). Hitler's new disorder: the Second World War in Yugoslavia. Columbia University Press. s. 238–240. ISBN 0-231-70050-4. Hentet 20 December 2011. "When Bulgaria switched sides in September..." 
  75. ^ Crampton, R. J. (2005). A concise history of Bulgaria. Cambridge University Press. s. 271. ISBN 0-521-61637-9. Hentet 20 December 2011. 
  76. ^ Hanna Arendt Center in Sofia, with Dinyu Sharlanov and Venelin I. Ganev. Crimes Committed by the Communist Regime in Bulgaria. Country report. "Crimes of the Communist Regimes" Conference. 24–26 February 2010, Prague.
  77. ^ Valentino, Benjamin A (2005). Final solutions: mass killing and genocide in the twentieth century. Cornell University Press. pp. 91–151.
  78. ^ Rummel, Rudolph, Statistics of Democide, 1997.
  79. ^ Domestic Policy and Its ResultsQuote: "...real wages increased 75 percent, consumption of meat, fruit, and vegetables increased markedly, medical facilities and doctors became available to more of the population..."
  80. ^ After Stalin.
  81. ^ Aggregate and per capita GDP in Europe, 1870-2000. 27 October 2011. pp. 23, 27. Arkiveret fra originalen 30 May 2013. Hentet 12 July 2013.  Arkiveret 30 May 2013.
  82. ^ Vachkov, Daniel; Ivanov, Martin (2008). Bulgarian Foreign Debt 1944-1989. Siela. s. 103, 153, 191. ISBN 9789542803072. 
  83. ^ The Economy.
  84. ^ The Political Atmosphere in the 1970s.
  85. ^ Bohlen, Celestine (17 October 1991). "Vote Gives Key Role to Ethnic Turks". The New York Times. Hentet 20 December 2011. "in 1980s ... the Communist leader, Todor Zhivkov, began a campaign of cultural assimilation that forced ethnic Turks to adopt Slavic names, closed their mosques and prayer houses and suppressed any attempts at protest. One result was the mass exodus of more than 300,000 ethnic Turks to neighboring Turkey in 1989" 
  86. ^ Cracks show in Bulgaria's Muslim ethnic model. Reuters. 31 May 2009. Hentet 30 October 2011. 
  87. ^ Government and Politics.
  88. ^ "Bulgarian Politicians Discuss First Democratic Elections 20y After". Novinite. 5 July 2010. Hentet 20 December 2011. 
  89. ^ "The destructive Bulgarian transition". Le Monde diplomatique. 1 October 2007. Hentet 20 December 2011. 
  90. ^ World Socialist Web Site (24 July 2001). Ex-King Simeon II named new prime minister of Bulgaria. Hentet 20 December 2011. 
  91. ^ Library of Congress 2006, s. 16.
  92. ^ Human Development Index Report. United Nations. 2005. p. 220. Hentet 4 December 2011.  Compare with 2004 Report, page 140. Retrieved 4 December 2011.
  93. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag: Der er ikke specificeret nogen fodnotetekst til navnet nato
  94. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag: Der er ikke specificeret nogen fodnotetekst til navnet VOA
  95. ^ a b c d e f Library of Congress 2006, s. 4.
  96. ^ Penin, Rumen (2007). Природна география на България. Bulvest 2000. s. 18. ISBN 978-954-18-0546-6. 
  97. ^ "Countries ranked by area". The World Factbook (Central Intelligence Agency). Hentet 4 December 2011. 
  98. ^ "Bulgaria". The World Factbook (Central Intelligence Agency). Hentet 4 December 2011. 
  99. ^ "Мусала". Българска енциклопедия А-Я (på Bulgarian). Bulgarian Academy of Sciences / Trud. 2002. ISBN 954-8104-08-3. OCLC 163361648. 
  100. ^ Topography.
  101. ^ Donchev, D. (2004). Geography of Bulgaria (på Bulgarian). Ciela. s. 68. ISBN 954-649-717-7. 
  102. ^ Extreme temperature records worldwide. MeteorologyClimate. Hentet 17 April 2012. 
  103. ^ Climate.
  104. ^ Status of Ratification of the Kyoto Protocol. United Nations Framework Convention on Climate Change. Hentet 4 April 2016. 
  105. ^ "Bulgaria Achieves Kyoto Protocol Targets – IWR Report". Novinite. 11 August 2009. Hentet 20 December 2011. 
  106. ^ Kanev, Petar (2009). "България от Космоса: сеч, пожари, бетон ... и надежда". *8* Magazine (Klub 8) (2). 
  107. ^ "Bulgaria’s Air Is Dirtiest in Europe, Study Finds, Followed by Poland". The New York Times. 15 October 2013. Hentet 15 October 2013. 
  108. ^ "High Air Pollution to Close Downtown Sofia". Novinite. 14 January 2008. Hentet 20 December 2011. 
  109. ^ "Bulgaria's Sofia, Plovdiv Suffer Worst Air Pollution in Europe". Novinite. 23 June 2010. Hentet 20 December 2011. 
  110. ^ a b Bulgaria's quest to meet the environmental acquis. European Stability Initiative. 10 December 2008. Hentet 20 December 2011. 
  111. ^ Industrial facilities causing the highest damage costs to health and the environment. European Environment Agency. Hentet 25 November 2014. 
  112. ^ Municipal waste recycling 1995–2008 (1000 tonnes). Eurostat. 2008. Arkiveret fra originalen 26 January 2012. Hentet 20 December 2011.  Arkiveret 26 January 2012.
  113. ^ "The first factory for recycling of electronic appliances now works". Dnevnik. 28 June 2010. Hentet 20 December 2011. 
  114. ^ 2012 Environmental Performance Index. Yale University. Hentet 21 June 2012.  (Websted ikke længere tilgængeligt)Skabelon:Cbignore
  115. ^ Report on European Environment Agency about the quality of freshwaters in Europe. European Environment Agency. Hentet 21 March 2014. 
  116. ^ Характеристика на флората и растителността на България. Bulgarian-Swiss program by biodiversity. Hentet 21 March 2013. 
  117. ^ Видово разнообразие на България. UNESCO report. Hentet 2013. 
  118. ^ "The future of Bulgaria's natural parks and their administrations". Gora Magazine. June 2010. Hentet 20 December 2011. 
  119. ^ Europe & North America: 297 biosphere reserves in 36 countries. UNESCO. Hentet 4 April 2016. 
  120. ^ Bulgaria – Environmental Summary, UNData, United Nations. United Nations. Hentet 20 December 2011. 
  121. ^ "The living eternity" tells about the century-old oak in the village of Granit (på bulgarian). Stara Zagora Local Government. Arkiveret fra originalen 23 January 2012. Hentet 4 December 2011.  Arkiveret 23 January 2012.
  122. ^ a b Bulgaria: Plant and animal life. Encyclopaedia Britannica Online. Hentet 2 May 2014. 
  123. ^ Characteristics of the flora and vegetation in Bulgaria. Bulgarian-Swiss Foundation for the Protection of Biodiversity. Hentet 20 December 2011. 
  124. ^ Denchev, C. & Assyov, B. Checklist of the larger basidiomycetes ın Bulgaria. Mycotaxon 111: 279-282 (2010).
  125. ^ Brown bear conservation in Bulgaria. Frankfurt Zoological Society. Hentet 2 May 2014. 
  126. ^ The big return of the lynx in Bulgaria. BirdsOfEurope. 23 May 2009. Hentet 20 December 2011.  (in Bulgarian)
  127. ^ Biodiversity in Bulgaria. Hentet 21 March 2014. 
  128. ^ Report on European Environment Agency about the Nature protection and biodiversity in Europe. European Environment Agency. Hentet 21 March 2014. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 42°45′N 25°30′Ø / 42.75°N 25.5°Ø / 42.75; 25.5