Cøliaki
| Cøliaki Klassifikation | |
|---|---|
 Biopsi af tyndtarmen som viser tegn på cøliaki | |
| Information | |
| Navn | Cøliaki |
| Medicinsk fagområde |
gastroenterologi  |
| Genetisk association |
STAT4, CD247, ETS1, HLA-DQA1, IFI16, LPP, NFIA, PTPN2, ELMO1, FRMD4B, ICOSLG, UBASH3A, HYDIN, STK32B, ZMIZ1, BACH2, NAV1, TAGAP, PUS10, NKAIN2, SPRED2, PLEK |
| SKS | DK90 |
| ICD-10 | K90 |
| ICD-9 | 579.0 |
| OMIM | 212750 |
| DiseasesDB | 2922 |
| MedlinePlus | 000233 |
| eMedicine | med/308 ped/2146 |
| ICD-9-CM |
579.0 |
| Patientplus |
coeliac-disease-pro |
| MeSH |
D002446 |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Cøliaki er en form for glutenintolerans, der udarter sig med autoimmun inflammation af tyndtarmen og forskellige følger i resten af kroppen. En person med cøliaki kaldes en cøliaker. Tilstanden er livslang, men en absolut glutenfri diæt kan gøre patienten fuldstændig rask (med mindre der er skader, som ikke kan genoprettes).
Årsagen til cøliaki blev fundet af den hollandske læge Willem Karel Dicke under anden verdenskrig, hvor der var mangel på brødkorn. Under total mangel på hvedebrød fik cøliakipatienterne det bedre.
Cøliaki er den mest velkendte form for glutenintolerans, men der findes også andre end cøliakere, der ikke kan tåle gluten. Begreberne cøliaki og glutenintolerans (eller glutenallergi) er således ikke synonymer. Gluten findes i hvede (inkl. emmer og spelt), rug og byg, samt som forurening i havre.
Etymologi
Ordet kommer af det latinske coeliacus og det græske koiliakos, som betyder "vedrører bughulen". Ved fremskreden cøliaki kan maven svulme op.
Sygdomsmekanisme
Ved cøliaki ødelægges slimhinden på tyndtarmens inderside, så den bliver glat og uden de normale villi (fimrehår). Fordøjelsen af maden og optagelsen af vigtige næringsstoffer nedsættes i større eller mindre grad, alt efter hvor fremskreden ødelæggelsen af tarmen er.
Det menes ikke at være gluten, der ødelægger slimhinden direkte. Der sker derimod først en immunreaktion mod gluten. Denne kan påvises ved f.eks. antistoffer mod gliadin, en bestanddel i gluten. Tilsyneladende udvikler tilstanden sig derefter til at blive autoimmun, idet der også dannes antistoffer mod vævs-transglutaminase (tTG, tissue transglutaminase), som angriber tarmslimhinden. Der er en genetisk faktor, da langt de fleste cøliakipatienter har en bestemt vævstype. Forekomsten af cøliaki stiger med alderen. Det er således sandsynligt, at cøliaki kan beskrives som en særlig avanceret form for glutenintolerans, der begynder som en reaktion mod gluten, men hos arveligt disponerede mennesker udvikler sig yderligere til en autoimmun tilstand.
Stoffet zonulin, der regulerer tarmens gennemtrængelighed, spiller en rolle i udviklingen af cøliaki og diabetes type 1. Indtagelse af gluten stimulerer frigivelsen af zonulin. [1]
Nogle cøliakipatienter har også laktoseintolerans eller fruktoseintolerans, hvilket kan skyldes forstyrrelse af tarmfloraen, ligesom der ofte er forstoppelse, diarré eller begge dele.
Følgerne af cøliaki kan være leddegigt, psykiske problemer, nedsat trivsel, vægttab, knogleskørhed og andre autoimmune sygdomme, f.eks. autoimmun hypothyreose (lavt stofskifte), psoriasis, diabetes, after, neuropati, epilepsi m.fl. Følgesygdommene opstår dels pga. mangel på næringsstoffer, som skyldes, at tarmslimhinden ikke fungerer, og dels pga. ændringen af immunsystemet i autoimmun retning.
En del cøliakere hævder at kunne spise glutenholdige produkter i små mængder, ligesom produkter gerne må benævnes glutenfri, selv om de indeholder små mængder gluten. Fravær af mærkbare symptomer er dog ikke udtryk for at kroppen tåler gluten, idet tarmen fortsat beskadiges, og den autoimmune tilstand holdes vedlige, så længe der indtages gluten. På længere sigt vil indtagelse af selv små mængder gluten kunne medføre mangel på vitale næringsstoffer som f.eks. jern og B12-vitamin samt øge risikoen for f.eks. knogleskørhed.
Forekomst
Der findes mange forskellige tal for forekomsten af cøliaki, muligvis fordi sygdommen er i vækst, eller fordi diagnosticeringen er blevet bedre. Tidligere blev den regnet for en sjælden sygdom, men den skønnes mere almindelig i de senere år. I Danmark har en screening af bloddonorer tydet på en forekomst af 0,2 %, mens screening af diabetes (type 1)-patienter viste en forekomst på 2-12 %. Udenlandske undersøgelser tyder på en forekomst på 0,5 - 1 % af befolkningen. De fleste screeninger har vist, at sygdommen kun var opdaget i forvejen hos 15-25 % af de syge, og de fleste havde kun få eller ingen symptomer.[2] Der er desuden større hyppighed blandt slægtninge til cøliakere.
Ud over disse tal findes der formentlig et større antal mennesker, der har andre former for glutenintolerans.
Diagnosticering
I første omgang tages en blodprøve til påvisning af eventuelle antistoffer (anti-vævstransglutaminase og anti-gliadin).
Den endelige diagnose stilles traditionelt ved en biopsi af tarmslimhinden. Undersøgelse af prøven under mikroskop kan påvise større eller mindre ødelæggelse af tarmslimhinden. Pøven skal tages efter en længere periode med rigeligt glutenindhold i kosten, da prøverne ellers kan være falsk negative.
Det bliver dog stadig mere almindeligt at stille diagnosen på baggrund af blodprøverne alene, hvis de er entydige.
På glutenfri kost bliver tarmen ofte normal i løbet af 3 – 6 måneder, men kroniske skader kan forekomme. Blodprøverne bliver også normale, men det kan tage længere tid.
Der er opstået kritik af den traditionelle diagnosticering, idet kravet om normal kost forud for biopsien er ensbetydende med, at man tilføjer patienten ubehag og bevidst skade på tarmen.
Da der findes andre former for glutenintolerans, er hverken en negativ blodprøve eller en negativ tarmbiopsi noget bevis for, at patienten godt kan tåle gluten.
Glutenfri produkter
Udbudet af glutenfri alternativer er voksende. Produkterne kan være lavet af fx majs, ris, kartoffel, quinoa, hirse, boghvede, tapioka, teff, durra osv. Sådanne produkter kaldes naturligt glutenfri.
Derudover findes der produkter med et meget lavt glutenindhold (maks. 20 ppm), som må benævnes glutenfri, selv om al gluten ikke er fjernet. Tidligere var grænsen 200 ppm. Disse produkter er ofte baseret på hvedestivelse. Nogle personer er for følsomme til at kunne tåle dem.
Begrebet spor af gluten dækker som regel over, at produkterne ikke er tilsat gluten, men kan være kontamineret med gluten (f.eks. som støv) fra den øvrige produktion.
Mange vælger at bage selv, både pga. kvalitet og økonomi. Glutenfri bagning kræver som regel en form for bindemiddel, fordi det normalt er gluten, der gør dejen klæbrig. Som bindemiddel bruges f.eks. psyllium, xanthan, guar og æg.
Almindelige produkter med havre er ikke glutenfri, fordi de er forurenet med andre kornsorter fra marken og fra møllen. Der findes ren havre, som er naturligt glutenfri. Derudover frarådes havre i begyndelsen af en glutenfri diæt, fordi nogle cøliakere kan reagere på avenin, et protein i havren.
Glutenfri øl kan være fremstillet af bygmalt, hvor gluten er fjernet undervejs, eller af naturligt glutenfri kornsorter (durra, teff og majs). Spiritus indeholder ikke gluten, uanset om det er baseret på hvede.
Referencer
Links