Casus belli
Casus belli (latin for "grund til krig", pl. casus belli) er en handling eller begivenhed, der enten provokerer eller bruges til at retfærdiggøre en krig.[1] En casus belli involverer direkte krænkelser eller trusler mod den nation, der erklærer krig, hvorimod en casus foederis involverer krænkelser eller trusler mod dens allierede – typisk en nation, der er bundet af en gensidig forsvarsaftale.[2][3] Begge dele kan betragtes som en krigshandling.[4] En krigserklæring indeholder som regel en beskrivelse af den casus belli, der har fået den pågældende part til at erklære krig mod en anden part. Hvad der er casus belli har varieret gennem historien. I dag anses et væbnet angreb på en stat eller en beslutning i FN's sikkerhedsråd om en militæraktion som casus belli.
Terminologi
[redigér | rediger kildetekst]Termen casus belli blev udbredt i Europa i det syttende og attende århundrede gennem blandt andre Hugo Grotius (1653), Cornelius van Bynkershoek (1707) og Jean-Jacques Burlamaqui (1732) skrifter. Ligeledes blev termen udbredt gennem den politiske doktrin jus ad bellum, eller "teorien om retfærdig krig".[5][6] Termen bruges også uformelt til at henvise til enhver "berettiget grund", som en nation måtte hævde for at gå ind i en konflikt. Den bruges både til at beskrive den begrundelse for krig, der blev angivet, før termen blev udbredt,[7] og til at beskrive rationalet for militære handlinger, selv uden en formel krigserklæring (som i optakten til Tonkinbugt-resolutionen).
Når en regering formelt fremlægger en casus belli, præsenterer den typisk sine begrundelser for at gå i krig, sine tilsigtede midler til at føre krigen samt de skridt, som andre kan tage for at afholde den fra at gå i krig. Den forsøger at demonstrere, at den kun går i krig som en sidste udvej eller plan (ultima ratio), og at den har en "berettiget grund" (just cause) til at gøre det. Moderne international lov anerkender mindst tre lovlige begrundelser for at føre krig: selvforsvar, forsvar af en allieret som krævet i en traktat, og godkendelse af De Forenede Nationer.
Proschema (pl. proschemata) er den tilsvarende græske term, som Thukydid først gjorde populær i hans værk Peloponnesiske Krig. Proschemata er de angivne grunde til at føre krig, som kan være – men ikke nødvendigvis er – de samme som de virkelige grunde, som Thukydid kaldte prophasis (πρoˊϕασις). Thukydid argumenterede for, at de tre primære virkelige grunde til at føre krig er rimelig frygt, ære og interesse, mens de angivne grunde involverer appeller til nationalisme eller skræmmekampagner (i modsætning til beskrivelser af rimelige, empiriske årsager til frygt).
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ "casus belli". Chambers 21st Century Dictionary. Allied Publishers. 2001. s. 219. ISBN 978-81-8424-329-1.
- ↑ Bynkershoek, Cornelius van (1995). On Questions of Public Law. William S. Hein & Company. ISBN 1-57588-258-2.
- ↑ Bynkershoek, Cornelius van (2007). A Treatise on the Law of War. Lawbook Exchange. ISBN 978-1-58477-566-9.
- ↑ Bryan A. Garner (2001). A Dictionary of Modern Legal Usage. Oxford University Press. s. 137–. ISBN 978-0-19-514236-5.
- ↑ Russell, Frederick H. (1997). The Just War in the Middle Ages. Cambridge University Press. ISBN 0-521-29276-X.
- ↑ Childress, James F. (1978). "Just-War Theories: The Bases, Interrelations, Priorities, and Functions of Their Criteria". Theological Studies. 39 (3): 427-45. doi:10.1177/004056397803900302. S2CID 159493143.
- ↑ Zorich, Zach (juni 2016). "The First Casus Belli". Archeology.
access to the best hunting grounds