Ceres (bryggeri)
- For alternative betydninger, se Ceres. (Se også artikler, som begynder med Ceres)
Ceres | |
---|---|
Virksomhedsinformation | |
Branche | Drikkevareindustri |
Grundlagt | 1856 |
Grundlægger | M.C. Lottrup |
Opløst | 2008 |
Hovedsæde | Aarhus, Danmark |
Produkt | Øl |
Organisation | |
Ejer | Royal Unibrew |
Eksterne henvisninger | |
Virksomhedens hjemmeside | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
56°9′21″N 10°11′24″Ø / 56.15583°N 10.19000°Ø
Ceres var et dansk bryggeri beliggende centralt i Aarhus. Det blev grundlagt i 1856 og er opkaldt efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed Ceres. Bryggeriet stoppede brygningen i november 2008. [1]
Ceres er i dag en del af Royal Unibrew (til 2005 Bryggerigruppen), som har ca. 2.300 ansatte og en omsætning på 3,4 mia. kr.[2]
Ceres' historie
[redigér | rediger kildetekst]Ceres blev grundlagt i 1856 af M.C. Lottrup, N.S. Aagaard og Knud Redelien og var dengang det 7. bryggeri i Aarhus.
Omkring 1857 trak N.S. Aagaard og Knud Redelien sig fra bryggeriets ejerskab, og M.C. Lottrup drev nu Ceres alene frem til sin død i 1868. Herefter overtog hans svigersøn, L. Christian Meulengracht, ejerskabet og drev det frem til omkring 1900. Han fulgte i M.C. Lottrup's fodspor, var mere internationalt orienteret og moderniserede bryggeriet. Op gennem 1870’erne moderniserede Meulengracht bryggeriet og byggede et nyt bryghus, maltkælder, kornmagasin og ishus, samt et nyt aftapperi.
Det topmoderne bryggeri blev hurtigt kendt for at producere kvalitetsøl og blev kendt uden for bygrænserne.
I 1898 skiftede ejerskabet af Ceres over til den nystiftede koncern Østjydske Bryggerier A/S, som også omfattede Horsens Bajersk og Hvidtøl Bryggeri, Bryggeriet Vejle og Bryggeriet Fredericia med Oscar Møller som ny direktør. På grund af dets størrelse blev Ceres valgt som Østjydske Bryggerier A/S's hovedsæde, mens produktionen ellers fortsatte på de enkelte bryggerier i Fredericia, Horsens og Vejle.
I 1914 fik Ceres anerkendelse som Leverandør til det Kongelige Danske Hof.
I midten af 1920'erne gennemgik Ceres en moderisering, og mange af de gamle maskiner i produktionen blev udskiftet med den nyeste teknologi, f.eks. blev træfadene i lagerkældrene udskiftet med aluminiumstanke, men også hestekøretøjer blev skiftet ud med salgsbiler, og Ceres overtog selv distributionen af alt øl. [3]
I 1950 blev Ceres' pilsnerøl døbt Top, hvilket mange antog stod for "Tradition Og Påpasselighed".
I 1956 ændrede Østjydske Bryggerier A/S navn til Ceres Bryggerierne A/S og i 1964 henholdsvis 1965 overtog Ceres Bryggerierne Bryggeriet Vendia og A/S Pompus Fabrikkerne på Amager, hvor de etablerede deres hovedkontor på sidstnævnte adresse, som dog blev afviklet igen i 1989.
I 1985 introduceres luksusøllen Royal Export, som samme år bliver "Årets øl", ligesom salget af øllet går godt.
I 1996 tog Ceres et nyt, moderne og prisbelønnet bryghus i brug, som fordoblede kapaciteten til 150 mio. liter øl om året.
I 2008 lukkede bryggeriet efter 152 års ølproduktion.[4]
Bryggeriet og fabrikkens tidligere arealer er siden juni 2012 under byudvikling med uddannelsesinstitutioner, beboelser, bygninger til erhverv og et nyt parkområde. Området kendes nu som CeresByen.
Øl
[redigér | rediger kildetekst]- Royal Export (kåret til årets øl i 1985)
- Royal Classic
- Royal Pilsner
- Royal Økologisk Pilsner
- Royal Stout
- Royal Brown Ale
- Royal Red
- Royal X-Mas Blå
- Royal X-Mas Hvid (lanceret i 1969 af Thor Bryggerierne i Randers)
- Royal Easter
- Havskum
- Ceres Jule-hvidtøl
- Ceres Top Pilsner
- Ceres Red Erik
- Ceres Dortmunder (var tidligere det stærkeste øl brygget i Danmark, med 7.8 volproc. Blev dog overhalet af Wiibroes Årgangsøl i 1989. Har tdligere været markedsført under navnet "Royal Selection", og i Italien kaldet "Strong Ale".)
Ceres-mærket er specielt populært i Italien, hvor det er den største importøl. Royalserien stammer oprindeligt fra Ceres.
Alle Royalprodukterne brygges i dag på Albani- og Faxebryggerierne, men der findes stadig et Ceres kontor i CeresByen.[5]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ jp.dk, 15. november 2008 – Øl-farvel efter 152 år på toppen
- ^ Royal Unibrew
- ^ Kjeldsen, Peter: En slutter - Ceres bryggeriets historie, Forlaget Ådalen 2012
- ^ Ceres Bryggerierne A/S Arkiveret 7. maj 2016 hos Wayback Machine Leverandør til Det Kongelige Danske Hof
- ^ Kontakt Arkiveret 15. marts 2016 hos Wayback Machine Ceres - Byen & Bryggeriet