Che Guevara

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Che Guevara i Argentina 1951. Fotografi taget af faderen.

Che Guevara (dåbsnavn Ernesto Guevara de la Serna) (14. juni 1928 i Rosario i Argentina[1] - 9. oktober 1967 i La Higuera i Bolivia), var en argentinsk marxistisk revolutionær, læge, forfatter, guerillaleder, diplomat og militærteoretiker. Han deltog i den cubanske revolution, og blev senere minister i den cubanske regering som blev dannet efter revolutionen.

Under hans studietide var han ikke politisk aktiv, men deltog alligevel i studenterdemonstrationer mod præsident Juan Perón. I 1951, mens han studerede medicin, rejste den 23-årige Guevara og hans 29-årige kammerat, Alberto Granado, igennem dele af Sydamerika, en rejse som tog flere måneder og formede hans politiske standpunkter. Middelklassedrengen Guevara i umiddelbart kontakt med fattigdom, udnyttelse og undertrykkelse som det store flertal af befolkningen – landarbejdere, urbefolkning, arbejdere og fattigbønder – blev udsat for, og som fortsat præger flere land i Latinamerika.[2]

Oplevelserne på turen overbeviste ham om at kun en revolutionær omvæltning kunne fjerne de økonomiske uligheder og skabe social retfærdighed. Med denne overbevisning begyndte han at læse marxistisk litteratur og engagere sig i Guatemalas revolution under præsident Jacobo Árbenz.[2]

Senere blev han medlem af Fidel Castros 26. juli-bevægelse. Han blev udnævnt af Castro til kommandant, den eneste ved siden af Castro som havde denne stilling. Han blev senere udnævnt til industriminister og chef for Nationalbanken. Guevara var arkitekten bag den cubanske regerings nære forhold til Sovjetunionen, og det var Guevara der bad om sovjetiske atomvåben skulle udstationeres på Cuba, noget som senere i 1962 førte til Cubakrisen. I 1965 forlod han Cuba, for at deltage i revolutionære aktiviteter andre steder i verden. Først gik turen til Congo-Kinshasa (senere Den Demokratiske Republik Congo) og derefter til Bolivia, der blev han taget til fange i en CIA-operation sammen med den bolivianske hær.

Mens Che Guevara sad i fangeskab i landsbyen La Higuera i Bolivia, blev han 9. oktober 1967, henrettet af Mario Terán, en boliviansk officer.[3][4]

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Familie og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Ernesto Guevara de la Serna blev født i Rosario i Argentina. Han var den ældste af fem søskende i en familie af spansk, baskisk og irsk ophav.[5][6] Fødselsattesten viser at han blev født 14. juni 1928, men nogen mener at han blev født 14. maj 1928 og at fødselsattesten blev forfalsket for ikke at afsløre at moren havde været gravid i tre måneder før forældrenes bryllup[7].

Guevaras forældre var politisk venstreorienterede, de introducerede deres fire børn til politik[8], derudover havde onklen Jorge Iturburru, som var kommunist, havde kæmpet imod fascismen i den spanske borgerkrig. Allerede som ung gav Guevara udtryk for radikale holdninger. Til trods for astma som plagede ham hele livet og som også gjorde at han blev erklæret udygtig for militærtjeneste, var han en trænet rugbyspiller i ungdomsårene[9][10] og fik tilnavnet «Fuser» for sin aggressive spillestil. «Fuser» er en kobling mellem «El Furibundo» («den rasende») og morens efternavn, «De la Serna».[11] Som en reference til Che's "rastløse" natur, sagde han far om ham: "the first thing to note is that in my son's veins flowed the blood of the Irish rebels".[12]

Faren lærte Guevara at spille skak og fra 12årsalderen deltog han i flere lokale turneringer. I teenager årene blev han også interesseret i poesi, især i digte af den chilenske poet Pablo Neruda. Som det var vanlig for folk i Latinamerika med Guevaras middelklassebaggrund, skrev han også digte gennem hele livet. I tillæg var han en entusiastisk læsehest med interesser som stræk sig fra de lettere bøger til forfattere som Jack London og Jules Verne til essays af Sigmund Freud og filosofi af Bertrand Russell. Han udviklede også en interesse for fotografering og brugte mange timer på at tage fotografer folk og steder.

I 1948 begyndte Guevara på sine medicinstudier på Universitetet i Buenos Aires. Efter nogen afbrud fuldførte han studierne i marts 1953, men han tog aldri den kliniske praksis som kræves for at kunne praktisere sig som læge. I 1951 foreslog vennen og biokemikeren Alberto Granado (29 år) at han og Guevara (23 år) skulle virkeliggøre rejsen rundt i Sydamerika som de havde snakket om i mange år. Guevara lod sig ikke bede to gange. Han og Alberto startet rejsen fra sin hjemby Alta Gracia på en gammel Norton 500 kubik motorcykel med tilnavnet La Poderosa II («Den mægtige» II) i 1951. Målet for rejsen skulle være at tilbringe nogen uger som frivillige medhjælpere på San Pablo spedalskhed-sygehus ved Amazonas i Peru. Rejsen gik gennem Argentina, Chile, Peru, Colombia og Venezuela. Che skrev om rejsen i «Motorcykeldagbøgerne» som siden er blevet udgivet og oversat til flere sprog, og som i 2004 var udgangspunkt for indspilningen af en film med samme navn.

På motorcykelturen fik Che førstehåndskendskab til fattigdommen, magtesløsheden og udbytningen som det store flertal af befolkningen blev udsat for af rigfolk og nordamerikanske koncerner. Særlig gik det hårdt ud over urbefolkningen – indianerne – samt småbønder og venstreradikale arbejdere. Disse oplevelser satte Che i sammenhæng med det han havde læst af marxistisk litteratur, og han konkluderede at en revolution var det eneste som kunne fjerne den økonomiske og sociale uretfærdighed i Latinamerika.

Rejsen gjorde også at han begyndte på at se Latinamerika som en enhed og ikke som en samling af separate nationer. At frigøre Latinamerika fra den økonomiske og sociale uretfærdighed, ville derfor kræve en strategi som omfattede hele kontinentet. Dette var også grunden til at han begyndte at se sig for efter et forenet Iberoamerika uden grænser og knyttet sammen af en mestis-kultur, en ide som senere kom til at stå centralt i hans revolutionære tanker og praksis. Efter at han havde vendt tilbage til Argentina fra motorcykelturen, fuldførte han medicinstudierne så hurtigt han kunne. Han ville dog snarest mulig besøge flere land i Syd- og Mellem-Amerika.

Guatemala[redigér | redigér wikikode]

Ruten Che Guevara fulgte på sin anden rejse i 1953-55 (turen med Granma fra Mexico til Cuba i 1956 er også med)

Efter Guevara havde færdiggjort sine studier ved Universitetet i Buenos Aires i 1953 ville han igen ud og opleve verden[13], han planlagde endnu en gang at rejse afsted - denne gang gennem Bolivia, Peru, Ecuador, Panama, Costa Rica, Nicaragua, Honduras og El Salvador, og ende op til sidst i Guatemala. Hvor præsident Jacobo Árbenz ledede en folkevalgt regering som gennem en jordreform forsøgte at reducer den økonomiske uretfærdighed i landet. Jordreformen gik ud på at dele ud af den ikke-opdyrkede jord til fattige og jordløse. Arbenz gav selv 680 hektar af familiens ejendom til jordreformen. Lige så villige var ikke Guatemalas største jordejer, det amerikanske selskab United Fruit Company. Selskabet følte sig stærkt truet af jordreformen og var derfor aktiv for at få USAs myndigheder – og dermed også CIA – til at modarbejde Arbenz.

På dette tidspunkt fik Guevara sit berømte tilnavn «Che» fordi han ofte brugte det argentinske ord Che (slang for «hei, kompis»).[14] Den peruanske socialist Hilda Gadea var Guevaras hovedkontakt i Guatemala og introducerede Guevara for flere toppolitikere i Arbenz’ regering. I Guatemala kom Guevara også i kontakt med cubanske flygtninge, med stærke forbindelser til Fidel Castro. Blandt disse var Antonio «Ñico» López som senere introducerede Guevara for Castro i Mexico. López blev senere dræbt af Batistas soldater i 1956 efter at båden Granma ankom til Cuba med Fidel Castro og 81 andre revolutionære[15], herunder også Che Guevara og Ñico López.

Den 15. maj 1954 lage det svenske skib «Alfhem» til kajs i Guatemala. Skibet var lastet med håndvåben og let artilleri som Arbenz’ regering havde købt i Tjekkoslovakiet. CIA mente det drejede sig om 2000 tons våben og ammunition mens andre hævder at det kun drejede sig om 2 tons[7]. USA mente at våbenforsendelsen beviste at Arbenz var en kommende allieret af Sovjetunionen. Arbenz på sin side forsvarede sig med at ingen andre end Østeuropa – trolig efter press fra USA – ønskede at sælge våben til Guatemala. Våbenkøbet i Tsjekkoslovakiet gav imidlertid USA påskuddet de trængte til for at iværksætte et kup.

Da kuppet brød ud var Che Guevara i El Salvador for at få sit visum fornyet. Da han returnerede til Guatemala var det CIA-støttede kup allerede fuldt i gang under ledelse af Carlos Castillo Armas[16] Guevara kæmpede i flere dage sammen med en bevæbnet gruppe ledet af Guatemalas kommunistiske ungdomsorganisation. Han blev imidlertid opfordret til at behandle sårede og ikke direkte deltage i kampene. lige efter anmodede Arbenz-regeringen sine udenlandske tilhængere om at forlade landet, og efter at Hilda var blevet arresteret, tog Guevara tilflugt i det argentinske konsulatet og kom derpå videre til Mexico by[17], hvor han en periode arbejdede ved sygehuset Hospital General.

Den 27. juni 1954 tvang kupmagerne Arbenz til træde tilbage fra præsidentembedet og indsatte den USA-venlige Carlos Enrique Díaz som præsident. Arbenz selv flygtede til Mexico og derefter til Schweiz.

Gennem sine rejser og besøge i mange af de Syd- og Mellemamerikanske lande, havde Che Guevara tilegnet sig nye oplysninger om USAs interventioner i Latinamerika. Det CIA-støttede kup i Guatemala og de amerikanske storselskabers formidable magt i Guatemala og i resten af regionen, med de oplevelser ændrede Guevaras syn på USA som en imperialistisk stat som bekæmpede alle forsøg på fjerne økonomisk udbytning og social uretfærdighed. På sin tur bidrog dette til at styrke hans overbevisning om at revolutioner og indføring af socialisme, var den eneste løsning.[18]

Cuba under revolutionen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Cubanske revolution

I Mexico City bidrog Guevaras ven fra Guateamala – Antonio Ñico López – til at han ble bekendt med Fidel Castro som levede her i eksil. Lidt efter sluttede Che Guevara sig til Castros 26. juli-bevægelse (M-26-7) som ville forsøge at styrte den cubanske diktator Fulgencio Batista. Selv om meningen var at Guevara skulle være de revolutionær læge, deltog han i den militære træning i Mexico sammen med de andre i 26. juli-bevægelsen. Oberst Alberto Bayo, en cubaner som havde kæmpet i frigøringskrigen mod Spanien og som var de revolutionæres instruktør, omtalte gerne Guevara som gruppens bedste til trods for Guevaras astma. I mellemtiden var Hilda Gadea blevet løsladt fra Guatemala og mødte Guevara i Mexico. I sommeren 1955 blev hun gravid og Guevara foreslog at de burde gifte sig. Brylluppet blev afholdt den 18. august 1955, og datteren fik navnet Hilda Beatríz.

Che Guevara efter kampene om Santa Clara

Den 25. november 1956 lå båden Granma ud fra Tuxpan, Veracruz i Mexico, med Che Guevara som eneste ikke-cubaner om bord. Granmas ankomst til Cuba skulle efter planen ske samtidig med at 26. juli-bevægelsens leder i Oriente-regionen, Frank Pais, organiserede et oprør i Santiago de Cuba, nærmere bestemt 30. november 1956. Dårlig vejr og dårlig sømandsskab hos de revolutionære, gjorde imidlertid at Granma blev forsinket. Dermed blev også Frank Pais’ oprør hurtigt slået tilbage af politiet som drev País' unge studenter-revolutionære på flugt.

Først 2. december 1956 ankom Granma til et sumpområde i provinsen Oriente (i dag omdøbt til Granma) og mange mild syd for det planlagte landgangssted, landsbyen Niguero, hvor Celia Sánchez ventet på dem med lastbiler, jeeps, våben og en styrke på omkring 50 mand. Tre dage efter landgangen blev de revolutionære fra Granma angrebet af Batistas tropper ved Alegria de Pio. Omkring halvdelen blev dræbt eller skudt da de forsøgte at overgive sig. Til sidst var den revolutionære styrke reduceret til omkring 20 personer som trak sig tilbage til bjergene i Sierra Maestra for at omgrupper, få kontakt med troppen til Celia Sánchez og føre guerillakrig mod Batista-regimet. Che Guevara skrev om kampene ved Alegria de Pio i sin dagbog.[19]

Af de 82 som havde været ombord på Granma var der kun 12 som nåede frem til Sierra Maestra. Disse var Fidel Castro, Raúl Castro, Che Guevara (skadet og blødende), Camilo Cienfuegos, Juan Almeida, Efigenio Amejeiras, Ciro Redondo, Julio Díaz, Calixto García, Luis Crespo, Jose Ponce og Universo Sanchez.[20] «Vi skal vinde denne krig,» skal Fidel Castro have sagt til dem, «vi er bare så vidt kommet i gang».

I januar 1957 havde guerillaen sin første sejr der sikrede dem mad, våben og ammunition efter overfaldet på den militære udpost La Plata i Sierra Maestra. I følge New York Times havde guerillaen på dette tidspunktet omkring 50 mænd med våben.[21] I februar 1957 rapporterede Time at Castro havde omkring 500 guerillasoldater.[22] To år senere, i januar 1958, opgav New York Times korrespondent at Castro havde en guerillahær på omkring 2000 mænd,[23] og at guerillahæren havde bygget provisoriske skoler og sygehus for indbyggerne i Sierra Maestra.[24]

Kampenes forløb under revolutionen på Cuba
Che Guevara til hest i Las Villas, Cuba i 1958

Che Guevara blev hurtigt en af de øverste ledere, en comandante, respekteret for sit mod og frygtet for det enkelte har beskrevet som brutalitet. Han var ansvarlig for henrettelsen af mange mennesker som blev fundet skyldig som torturister, spioner, desertører eller for at lægge informationer om oprørene til Batistas tropper. Fidel Castro krævede imidlertid at de revolutionære altid skulle behandle skadede Batista-soldater, civile og bønder som ikke samarbejdede med fjende, så humant som overhovedet muligt.

Resultatet blev at guerillaen fik et bedre rygte end de brutale regeringstropper og sympatien for dem voksede i befolkningen og blandt Batistas egne soldater.[25] Dette bidrog til at stadig flere rekrutter dukkede op og ville tilslutte sig til Castros «skæggede mænd» i Sierra Maestra. I modsætning til Batistas hær, løslod Castro alle tilfangetagene soldater uskadt og beholdt kun deres våben. Et eksempel på dette er angrebet på Estrada Palma.[26] Langsomt nægtede også flere soldater at vende tilbage til sine «egne» når de blev løsladt, og sluttede sig i stedet heller til Castros voksende guerillahær.

Che Guevara førte også forhandlinger med det cubanske kommunist parti (Partido Sosialista Popular) og rivaliserende guerillagrupper som for eksempel «Det Revolutionære Direktorat» (El Directorio Revolucionario), og fik dem til at samarbejde med 26. juli-bevægelsen. Dette fik uden tvivl stor betydning for Fidel Castros ledende rolle efter Batistas fald. Det Revolutionære Direktorat, med sin nye leder Faure Chomón, var også blevet mere samarbejdsvillige med Castros 26. juli-bevægelse efter at Direktoratets første generalsekretær, José Antonio Echeverría, var blevet skudt og dræbt af politiet i Havanna 13. marts 1957.

Under revolutionen ledede Guevara den «fjerde kolonne» med Camilio Cienfuegos som kaptajn og næstkommanderende. I april 1958 blev Camilo givet ledelsen af «den anden kolonne» eller mere præcist: den anden Antonio Maceo-kolonne.

I sommeren 1958 iværksatte Batista Verano-offensiven for at knuse guerillaen i Sierra Maestra. General Eulogio Cantillo ledede offensiven. Den fik en dårlig start da Che Guevaras 4. kolonne slog Cantillos angreb tilbage 28. juli 1958. I alt 86 Batista-soldater blev dræbt under kampene, mens Guevaras tropper kun mistede 3 mand. For Guevara var dette endnu et bevis på at små og godt organiserede guerillagrupper kunne overvinde større og langt bedre udstyrede hærafdelinger. For andre i 26. juli-bevægelsen blev det endnu et bevis på Guevaras evner som guerillakommandant.

I slutningen af december 1958 angreb styrker under Che Guevaras kommando Santa Clara, det regionale center i provinsen Las Villas - omkring 30 mil sydøst for Havanna (I dag hedder provinsen Santa Clara). Guerillaen erobrede et pansret tog med forsyninger og forstærkninger til Batista-styrkerne i Santa Clara mens Camilo Cienfuegos guerilla-tropper vandt slaget om Yaguajay, øst for Santa Clara. Erobringen af Santa Clara i slutningen af desember 1958 førte til at regjeringshærens kampvilje nærmest kollapset, og 1. januar 1959 flygtede Batista og hans nærmeste medarbejdere fra Cuba.[27] Fulgencio Batista endte til sidst i Spanien som blev styret af diktatoren Francisco Franco. 6. januar 1959 kunne Castro og hans guerillahær marcher ind i Havanna uden kamphandlinger. I stedet blev de revolutionære og deres allierede modtaget af jublende folkemasser.

Efter den cubanske revolution[redigér | redigér wikikode]

Che Guevara og Fidel Castro i 1961

I 1959 blev Guevara udnævnt til «en cubaner af fødsel» af den nye regering med Fidel Castro i spidsen. I samme måned fik han en skilsmisse igennem med Hilda Gadea som han ikke havde mødtes med siden han forlod Mexico i november 1956. Den 2. juni 1959 giftede han sig på ny med det cubanskfødte medlem af 26. juli-bevægelsen, Aleida March, og som han i praksis havde levet sammen med siden efteråret i 1958.

Guevara blev omtrængt samtidig udnævnt til direktør for fængselet «La Cabaña-fortet», og gennem seks måneders tjeneste (2. januar til 12. juni 1959) overværede han retssager og henrettelser af topledere i det tidligere Batista-regime, medlemmer af det hemmelige politiet BRAC (Buró de Represión de Actividades Comunistas – «Byrådet for undertrykkelse af kommunistisk aktivitet»), torturister og militante politiske modstandere.

Den 7. oktober 1959 blev Guevara udnævnt til leder i «Det nationale institut for jordreform», og 26. oktober 1959 til præsident i Den cubanske nationalbanken. Det virker noget ironisk at Guevara – som kun havde foragt for penge og materielle goder – blev udnævnt til præsident i nationalbanken. Che Guevara viste angiveligt sin misfornøjelse med at signer pengesedlerne kun med sit tilnavn, Che.[28]

Senere tjenestegjorde han som industriminister (udnævnt 23. februar 1961) og det var i denne rolle at han gjorde meget for at formuler indholdet i den cubanske socialisme. I bogen «Guerrilla Warfare» tager han til genmælde for den cubanske model for revolution. I denne bliver revolutionen planlagt af en lille gruppe guerillakrigere som ikke er afhængig af større militære enheder. Denne strategi skulle senere få katastrofale resultater for Che Guevara i Bolivia.

I tiden som chef for Nationalbanken og industriminister fandt han tilbage til sin gamle forkærlighed for skak. I 1962 organiserede han den første Capablanca Memorial på Cuba, en international skakturnering som har været arrangeret næsten hvert år siden. Cubas nationalbank var hovedsponsor, og turneringen kunne lokke med store pengepremier.[29]

Så tidlig som i 1959 siges det at Guevara bidrog til at organiser revolutionære aktiviteter i udlandet, først i Panama og derefter i Den dominikanske republik (ledet af Henry Fuerte «El Argelino» og Enrique Jiménez Moya) som blev styret af en af datidens blodigste diktatorer i Latinamerika, Rafael Leónidas Trujillo. I et af disse revolutionsforsøg omkom Camilo Cienfuegos’ rådgiver, Ramón López (Nené). Nogen mener derfor at revolutionsforsøgene måtte være blevet planlagt eller støttet af folk som stod Camilo Cienfuegos stod nært, og at Che Guevara nok spillede en mere tilbagetrukket rolle.

I 1960 lossede det franske skib La Coubre ammunition i havnen i Havanna. En eksplosion om bord i skibet skadede mange mennesker og Guevara, som var på vej til sit arbejde i Nationalbanken, kom til for at yde førstehjælp. Kort efter indtraf en ny og mere voldsom eksplosion. I alt blev 75 mennesker dræbt og mere end 200 såret. Det er uklart om eksplosionen var et uheld eller en terroraktion. Det hævdes at eksplosionerne skyldtes en terroraktion som CIA og deres agent William Alexander Morgan stod bag.[30]

Svinebugten og Cuba-krisen[redigér | redigér wikikode]

Che Guevara på officielt besøg i Moskva i 1965
Amerikansk flyfoto af raketbase under Cubakrise

Che Guevara deltog ikke selv i kampene under invasionen i Svinebugten (Bahia de Cochinos) 17. – 19. april 1961. Han var blivet beordret af Fidel Castro til Pinar del Rio langt vest for Svinebugten, og blev der involveret i afvisningen af en mindre invasionsstyrke som CIA håbede ville trække de cubanske styrkers opmærksomhed væk fra hovedinvationen i Svinebugten.

Invasionen i Svinebugten bidrog yderligere til Che Guevaras opfattelse af USA som en imperialistisk stat der ønskede at knuse alle forsøg på at skabe økonomisk og social retfærdighed i Latinamerika. Derfor spillede han også en nøglerolle for at få sovjetiske atomraketter placeret på Cuba, noget som i sin tid forårsagede raketkrisen eller den såkaldte Cuba-krise i oktober 1962. Efter krisen var over og i et interview til den engelske avis Daily Worker, sagde Guevara at hvis raketterne havde været under cubansk kontrol – og ikke sovjetisk kontrol – ville de ikke været blevet affyret imod amerikanske byer.[7]

I artiklen «Socialism and Man in Cuba» (1965) tager Guevara til genmælde for behovet om at skabe et «nyt menneske» (hombre nuevo) i sammenhæng med det socialistiske samfund. Dette nye menneske var også noget han selv prøvede at leve op til. Ikke mindst ved at deltage i frivillig arbejde i bygge- og anlægsbranchen og i landbruget, afviste alle personlige materielle goder og satte samfundets mål foran egne personlige mål. Nogen opfattede også Guevara som en model for det «nye og uselviske menneske» mens andre igen opfattede ham som en drømmer.

Guevaras andre hovedanliggende var socialistisk international solidaritet, og i 1964 og 1965 kom han med flere stærke udfald mod Sovjetunionen som han mente manglede solidaritet. Dette vakte opsigt så vel på Cuba som i udlandet, og mange mener at netop kritikken af Sovjetunionen var en årsag til at Guevara blev mindre synlig i cubansk politik efter 1965.

Et tredje hovedanliggende for Guevara var overgangen fra en kapitalistisk til socialistisk økonomi, og på dette felt var han en stærk fortaler for økonomisk planlægning og centralisme. Økonomien måtte bevidst styres og udvikles fra centralt hold og ikke overlades til det han opfattede som tilfældigheder i markedet.

I perioden 1961–65 blev han anset som Cubas største diplomat og han foretog blandt andet en række rejser til Asien, Afrika, land i Latinamerika, Sovjetunionen, USA og Kina. I december 1964 rejse han til New York som leder af en cubansk delegation og for at tale i FNs generalforsamling.[31] Han deltog også i CBS Sunday News og mødte blandt andet senator Eugene McCarthy, flere medarbejdere af Malcolm X og den canadiske radikale Michelle Duclos. Den 17. december 1964 fløj han til Europa og startede en tre måneders rundrejse, her besøgte han Kina, Den Forende Arabiske Republik (Egypten), Algeriet, Ghana, Guinea, Mali, Dahomey (Benin), Congo-Brazzaville og Tanzania, med stop i Irland, Frankrig og Tjekkoslovakiet.

På den afroasiatiske konference i Algeriet den 24. februar 1965 gav han det som skulle blive hans sidste offentlige tale på den internationale arena.

«Det findes ingen nationale grænser i denne kamp. Vi kan ikke stille os ligegyldig til hvad som sker i andre dele af verden. Enhver sejer som et land har mod imperialismen, er også vores sejer, på samme måde som et lands tab til imperialismen, også er vores tab.» Derefter vakte han opsigt med følgende udsagn: «De socialistiske land har et moralsk ansvar for at fjerne sin stiltiende servilitet overfor udbytningen som de vestlige land står bag.» Han fortsatte med at angive en række mål som de kommunistiske lande i øst burde sætte sig for at afvikle, det var emner han mente var uacceptabel udenrigspolitik.[32]

Efter at have åbent kritiseret Sovjetunionen - Cubas vigtigste økonomiske støttespiller, returnerede Che Guevara til Cuba 14. marts. Han blev modtaget på flypladsen af Fidel og Raúl Castro som begge havde en alvorlig mine.[33] To uger efter forsvandt han ud af det offentlige rampelys. Hvor han befandt sig var det store mysterium i resten af 1965, ikke mindst fordi han blev regnet for at være den med næstmest indflydelse og magtfylde person på Cuba efter Fidel Castro.

Guevaras forsvinding blev dels tillagt fiaskoer i industrialiseringsprogrammet som han havde været talsmand for i sin tid som industriminister. Dels blev der tillagt pres fra Sovjetunionen som kritiserede Guevaras pro-kinesiske holdninger efter splittelsen mellem Kina og Sovjet øges. I Guevaras øjne var Kina et uland som var blevet brutalt udbyttet af vestlige land over mange år, og som nu havde frigjort sig. Og for det tredje blev Guevaras forsvinding tillagt uenigheden mellem Guevara og den øvrige cubanske ledere om Cubas økonomiske udvikling og ideologiske linje.

Guevaras pro-kinesiske holdninger var blevet et større problem efter at Cubas økonomi var blevet mere afhængig af Sovjetunionen. Siden de tidligste dage af den cubanske revolusjonen, blev Guevara af mange opfattet som tilhænger af maoisternes strategi, ikke mindst fordi Guevara tilod bønder og distrikter i Latinamerika en langt større rolle end byer og industriarbejdere i en revolutions første fase (Sinclair, 2002). I tillæg havde han været talsmand for en hurtigt industrialisering af Cuba på en måde som kunne minde om Mao Zedongs strategi i «det store spring». At Guevara afviste mens Castro var villig til at acceptere mange betingelser som Sovjetunionen stillede for deres bistand til Cuba, kan også have været en medvirkende grund til at Guevara forsvandt ud af rampelyset.

Det er i alt fald tydeligt at Guevara får mindre og mindre til overs for Sovjetunionen, men hans kritik rammer også i stigende grad Kina. I første omgang i forbindelse med at uoverensstemmelser mellem de to store i den socialistiske lejr, gav USA langt større spillerum. Det kom tydeligt til syne i en artikel som Guevara skrev i 1966, men først blev udgivet i april 1967.[34] Om Fidel Castro af mere realpolitiske hensyn ikke ville følge Guevara i kritikken af Sovjetunionen er uvist, i imidlertid er det hævet over tvivl at både han og Guevara var optaget af at Kina og Sovjetunionen skulle komme til enighed, og de gjorde også flere mislykkede forsøg for at få dette i stand.

Ud af rampelyset[redigér | redigér wikikode]

Udstyr brugt af Camilo Cienfuegos (venstre) og Che Guevara (beret og karabin til højre) på Revolutionsmuset i Havanna.

Efter Cuba-krisen og det Guevara opfattede som Sovjetunionens svigt da Nikita Khrusjtsjov – uden at konsulter Fidel Castro – trak atomraketterne tilbage fra cubansk territorium efter aftale med USA, blev Guevara mere skeptisk overfor Sovjetunionen. Som han afslørede i sin sidste tale i Algeriet, begyndte han at se på den nordlige halvkule, ledet af USA i vest og Sovjetunionen i øst, som udbyttere af ulandene på den sydlige halvkule. Ikke mindst derfor var han en stor talsmand og støttespiller for det kommunistiske Nordvietnam under Vietnam-krigen, og opfordrede også folk i andre udviklingslande på den sydlige halvkule til at gribe til våben og skave «mange nye Vietnam'er».

Presset av nationale og internationale spekulationer omkring Guevaras skæbne, slog Fidel Castro den 16. juni 1965 fast at informationer ville komme når Guevara selv ønsket at give dem. Mange rygter var i omløb, både i og udenfor Cuba, om hvad som var sket. Den 3. oktober 1965 afslørede Castro et udateret brev som Guevara havde skrevet til han. I brevet gav Guevara udtryk for sin usvigtelige solidaritet med den cubanske revolution, men at han havde besluttet sig for at forlade Cuba for at bidrage i revolutioner i andre lande. I brevet trækker Guevara sig fra alle formelle positioner i den cubanske regering samt i partiet og hæren. I tillæg frasagde han sig sit cubanske statsborgerskab som han havde fået i 1959 som anerkendelse for sin indsats i den cubanske revolution.[35]

I et interview med fire udenlandske korrespondenter den 1. november 1965 fortalte Castro at han vidste hvor Guevara befandt sig. Han afviste også rygterne om at Guevara var død, i stedet sagde han at Guevara var ved godt helbred. Til trods for Castros forsikringer forblev Guevaras skæbne et mysterium. Hvad han gjorde og hvor han befandt sig, fortsatte at være en hemmelighed i store dele af både 1966 og i 1967.

Congo-Kinshasa[redigér | redigér wikikode]

Che Guevara i Congo i 1965

I løbet af et langt møde (14. – 15. mars 1965) blev Guevara og Castro enige om at Guevara personlig skulle lede Cubas første militære aktion i Afrika. Én version er at Che Guevara overtalte Castro til at give han denne post. En anden version er at Castro overbeviste Guevara om at han var den rette til at påtage sig opgaven. Castro skal have argumenteret for at situationen i andre latinamerikanske lande ikke var moden for guerillaorganiserede revolutioner, og at Cuba derfor måtte bistå nationer som var mere modtagelig for hjælp fra Cuba. Den cubanske aktion skulle derfor iværksættes i Afrika for at støtte tilhængerne af den myrdede Patrice Lumumba i Congo-Kinshasa (tidligere Belgisk Congo, senere Zaïre og i dag Den demokratiske republik Congo). Denne sidste versionen blev for øvrig bekræftet af Fidel Castro i Oliver Stones film «Comandante», indspillet i 2003.

I efteråret 1965 fungerede Guevara som rådgiver i Congo-Kinshasa for guerillalederen Laurent-Désiré Kabila som hjalp tilhængerne af Lumumba i et oprør mod kupmagerne Mobutu Sese-Seko og Joseph Kasavubu som havde stået bag mordet på Lumumba. I sin dagbog fra Congo giver Guevara udtryk for en lille tillid til Kabilas evner som guerillaleder og en værdig arvtager efter Lumumba. «Ingenting får mig til at tro at han er den rette mand», skrev Guevara.[36]

Der gik imidlertid ikke længe før USA igen var på banen. En gruppe af US Green Berets, lejesoldater fra apartheidstaten Sydafrika og eksilcubanere fra USA, var under ledelse af Green Berets-oberst Craig Lowell som samarbejdede med den congolesiske hær for at svække Guevaras og Kabilas fremgang og støtte til Lumumba-tilhængerne.

Oberst Lowell frarådede den congolesiske hær til at dræbe Guevara og dermed gøre ham til martyr. Det bedste ville være at trække guerillakrigen ud, og skabe mistillid for cubanerne og få dem til at trække sig ud af Congo. Ud fra disse strategier begyndte Green Beret-gruppen at overvåge forskellige kommunikationskanaler og angreb straks guerillaen mens den forberedte sig til et angreb.

Guevaras mål var at eksportner den cubanske revolusjonen ved at lære Kabila-tropperne og lokale Lumumba-tilhængere gueriljastrategier og kommunistisk ideologi. Guevara så dog hurtigt at det var nytteløst. Sammenlignet med entusiasmen han havde mødt fra folk på Cuba under revolusjonen, blev han her mødt med uvilje eller passivitet. I sin dagbog «The African Dream» sifer han at dette var årsagen til at den congolesiske revolutionen ikke lykkes.

Senere i 1965, syg, plaget af astma og frustreret efter syv måneders slid til ingen nytte, forlod Guevara Congo sammen med andre cubanske overlevende. I alt seks cubanere havde mistet livet i kampene med de congolesiske tropper og gruppen var ledet af Green Berets. På et tidspunkt ønsket han å sende de andre hjem til Cuba, og selv blive tilbage for at kæmpe til sidst. Håbet var at det måske kunne veæke congoleserne og være et eksempel til efterfølgelse. Han slog imidlertid denne plan fra sig, etter at have mødt stærk modbør hos sine cubanske feltkamerater og to udsendinger fra Fidel Castro.

Siden Castro havde offentliggjort Guevaras afskedsbrev hvor han takkede nej til alle bånd til Cuba og valgte at forpligte sig til revolutionære aktiviteter i andre dele af verden, følte Guevara at han ikke kunne vende tilbage til Cuba med æren i behold. Derfor tilbragte han de seks næste måneder i skjul i Dar-es-Salaam, Praha og DDR. I denne tid fuldførte han indskrivningen af sine erfaringer fra Congo og skrev udkastet til to nye bøger, en om filosofi og en om økonomi. Hele tiden prøvede Fidel Castro at overtale ham til at rejse «hjem» til Cuba. Guevara accepterede til sidst, men stillede de to klare krav. Hans tilbagekomst skulle kun være af helt midlertidig karakter. Hensigten skulle være at forberede en aktion et sted i Latinamerika. Det andet krav var at hans tilbagekomst og ophold på Cuba skulle holdes strengt hemmeligholdt.

Bolivia[redigér | redigér wikikode]

Området i Bolivia hvor Che Guevara drev guerillakrig
Che Guevara i Bolivia, 1967
Kort over de lande Guevare rejste til; de lande hvor dan deltog i væbnede revolutioner er markeret med et gevær

Spekulationerne om Guevaras tilholdssted fortsatte i 1966 og ind i 1967. Repræsentanter fra FRELIMO (Den mosambikiske frigøringshær) fortalte at de havde mødtes med Guevara sent i 1966 og tidlig i 1967 i Dar-es-Salaam, der havde de afslået hans tilbud om at bistå i deres revolution.[37]I en 1. maj-tale i 1967 i Havanna, fortalte Cubas forsvarsminister – Juan Almeida – at Guevara «tjente revolutionen et sted i Latinamerika». Kort tid efter kom det for dagen at Guevara ledede opbygningen af en guerilla i Bolivia.

På Fidel Castros forespørgsel havde bolivianske kommunister købt et fjerntliggende område som Guevara kunne benytte til træningsområde og hovedlejr. Meget tyder på at området, som lå i Ñancahuazú regionen, ikke var et heldigt valg for Guevara og cubanerne som han var sammen med. De kom ikke i kontakt med den spredte lokalbefolkning, mestrede ikke det lokale indianske sprog og havde store vanskeligheder med at danne en guerillahær med udgangspunkt i bolivianske opposition fra byerne.[38]

Den tidligere Stasi-agent Haydée Tamara Bunke Bider[39], kendt som «Tania», var Che Guevaras agent i La Paz. Senere kom det frem at hun også rapporterede til KGB. Spekulationer går derefter ud på at KGB lækkede informationerne til bolivianske myndigheder. Grunden skulle have været at Guevara blev opfattet som en trussel mod Sovjetunionens ønske om fredelig sameksistens mellem socialistiske og kapitalistiske lande. Dette er imidlertid ikke blevet bekræftet i eftertiden.

Fotografierne som guerillagruppen blev tvunget til at efterlade i hovedlejeren efter sammenstødet med den bolivianske hær i marts 1967, gav præsident og general René Barrientos det endelige bevis om Guevaras tilstedeværelse i Bolivia. Barrientos erklærede at han ville se Guevaras hoved på en stage i La Paz, og gav hæren ordre til at nedkæmpe Guevara og hans guerillakrigere.

Che Guevaras guerilla bestod af omkring 50 personer[40] som gik under navnet «ELN» (Ejército de Liberación Nacional de Bolivia / Bolivias nationale frigørelseshær). De var godt udstyret og gav de bolivianske tropper flere tilbageslag i Camiri-regionens vanskelige bjerglandskab. I september 1967 lykkedes det imidlertid USAs specialenheder og bolivianske tropper at nedkæmpe guerillaen efter at Guevara havde delt guerillaens mænd ind i to enheder. Til trods for kampenes voldsomhed, gav Guevara førstehjælp til sårede bolivianske soldater som guerillaen tog til fange og derefter slap fri. Che fulgte dermed samme praksis som Fidel Castros guerilla praktiserede under revolutionen på Cuba. Til og med i Guevaras sidste kamp ved Quebrada del Yuro hvor han selv blev såret, tilbød han sårede soldater førstehjælp ifølge udsagn fra tidligere bolivianske soldater. Tilbudet skal imidlertid være blevet afslået af en boliviansk officer.

Guevaras plan for en boliviansk revolution synes at bygge på mindst tre fejlbelagte beslutninger:

  • Han forventede at guerillaen ville blive konfronteret af Bolivias dårlig trænede og udstyrede hær. I virkeligheden blev de også mødt af CIA og andre operative enheder som USA havde sendt til Bolivia. Den bolivianske hær ble trænet og fik direkte assistance af rådgivere fra Green Berets, inklusiv en nylig organiseret elitebataljon af US Army Rangers som var eksperter i junglekrigsførsel.
  • Han havde forventet assistance fra den bolivianske opposition. Det fik han ikke. Det bolivianske kommunistpartiet (Partido Comunista de Bolivia), som mere var orienteret mod Moskva end Havanna, kom ham ikke til undsætning, tiltrods for dette var der nogen partimedlemmer som tilsluttede sig guerillaen og således brød med partiets ønsker. Blandt disse var blandt andet Rodolfo Saldana, Serapio Aquino Tudela og Antonio Jimenez Tardio.
  • Han havde forventet at have radiokontakt med Havanna. Det viste sig imidlertid at de to cubanske kortbølgesenderne svigtede og gjorde det umulig at opnå kontakt. Båndoptageren som Guevara brugte for at påtage og sprede hans budskaber i ordinære radioudsendelser fra Havanna, gik også tabt da guerillakrigerne måtte krysse en flod.

Tilfangetagelse og henrettelse[redigér | redigér wikikode]

Liget af Guevara

De bolivianske tropper og USAs specialstyrker blev af en desertør fra guerillaen informeret om Guevaras hovedlejr. Den 8. oktober 1967 blev lejren omringet og Guevara taget til fange mens han ledede en patrulje i nærheden af La Higuera. Han overgav sig efter at han var blevet truffet i benene og armen, og fået hans gevær ødelagt af en kugle. Guevara skal derefter have råbt: «Skyd ikke! Jeg er Che Guevara, og jeg er mere værd for jer som levende end jeg er som død!»[7] Præsident Barrientos gav dog straks ordre om at Guevara skulle henrettes. Alligevel havde Félix Rodríguez foreslået at lave Guevara leve, for at "bruge eventuel informationer han havde til at fælde Fidel Castro og for at studere psykologien til terrorister".

Guevara blev båret til La Higuera og lagt i en faldefærdig skolebygning, hvor der blev holdt hvil for natten. Næste eftermiddag blev han skudt mens han sad fastbundet og døde sandsynligvis efter blodtabet. Bøddelen var Mario Terán, en sergent i den bolivianske hær som havde trukket det korteste strå, og som dermed blev den som måtte henrette Guevara.

Det findes flere versioner af det som skete. Nogen påstår at sergenten var nervøs og måtte tvinges ind i skolebygningen. Andre påstår at sergenten nægtede at se Guevara i øjnene, og derefter skød Guevara i halsen. Versionen som får mest støtte, er at Guevara blev skudt flere gange i benene og i kroppen for at undgå skader i ansigtet der kunne forhindre identificering. Det siges også at Guevara havde nogen sidste ord til sin bøddel. Det påstås at han skal have sagt: «Jeg ser at du er kommet hid for at dræbe mig. Men så skyd da, din kujon, du kommer bare til at dræbe en mand»[7]. Mario Terán har ikke selv bekræftet dette udsagn.

Che Guevaras krop blev fløjet i helikopter til Vallegrande. Liget blev lagt på et vaskebord på det lokale hospitalet og vist frem for pressen. Fotografierne som blev taget af Guevaras døde krop gav støtte til flere religiøse legender som for eksempel «El Cristo de Vallegrande» (Vallegrandes Kristus). Dette fordi mange indfødte mente at Guevaras ansigt lignede Jesus og at han var blivet forrådt af desertører, på samme måde som «desertøren» Judas havde forrådt Jesus.

Etter mødet med pressen tog bolivianske officerer liget til et hemmelig sted. I eftertid nægtede alle dem, der vidste noget om hvor Guevara var blevet begravet eller kremeret, at fortælle noget.

Jagten på Che Guevaras guerilla i Bolivia blev ledet af Félix Rodríguez, en cubansk CIA-agent som tidligere havde arbejdet på Cuba med kontakt til anti-Castro-grupper i Havanna forud for invasionen i svinebugten. Under høringen om Che Guevaras tilfangetagelse, fortalte Rodríguez at han havde støttet sig på informationer fra CIAs hovedkvarter i Langley, Virginia, og som han modtog via CIA-afdelinger i andre sydamerikanske lande. Efter henrettelsen tog Rodríguez Guevaras Rolex-ur og andre personlige ejendele som han stolt viste frem for journalister i de efterfølgende år. Blandt Guevaras ejendele var også en digtsamling af Pablo Neruda.

Den 15. oktober 1967 offentliggjorde Fidel Castro at Che Guevara var blevet myrdet i Bolivia, og proklamerede tre dages landesorg på Cuba. Guevaras død blev positivt modtaget af USAs myndigheder. De så på Guevaras død som et nyttig og kraftig slag imod den socialistiske bevægelse i Latinamerika og i resten af den tredje verden.

Che Guevaras gravmonument i Santa ClaraCuba.

I 1997 blev skelettet af Che Guevara fundet under en flystribe i nærheden af Vallegrande. Levningerne blev DNA-identificeret og sendt til Cuba. Den 17. oktober 1997 blev Che Guevara og seks andre faldne fra Bolivia-kampagnen stedt til hvile i Santa Clara under fuld militær honnør.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Guevara efterlod sig seks børn:

Med Hilda Gadea (gift 8. august 1955[41]; skilt 22. maj 1959):

Med Aleida March (gift 2. juni 1959)

Med Lidia Rosa López (udenfor ægteskab):

Bolivia-dagbog[redigér | redigér wikikode]

Guevaras dagbog dokumenterer guerillakampene i Bolivia. Først optegnelse er fra 7. november 1966 kort efter at han ankom til Ñancahuazú og den sidste er nedskrevet 7. oktober 1967, dagen før han blev taget til fange. Dagbogen fortæller hvordan guerillakrigerne blev tvunget til at improviser efter at hovedlejren blev opdaget af bolivianske soldater. Det forklarede også Guevaras beslutning om at dele den revolutionære gruppe ind i to mindre afdelinger. Det førte imidlertid til at de blev ude af stand til at kommuniker med hinanden, noget som kan have bidraget til at de blev nedkæmpet.

Dagbogen fortæller også om konflikterne mellem Guevara og det bolivianske kommunistparti som førte til at Guevara fik betydelig færre guerillakrigere end han oprindelig havde antaget. Dagbogen viser også at Guevara havde store vanskeligheder med at rekrutter fra urbefolkningen i området. En væsentlig årsag var at guerillagruppen kun beherskede quechua og ikke det lokale tupí-guaraní-sprog. En anden årsag var også den indianske befolkningens mistænksomhed overfor hvide udlændinge. Desuden blev Guevara syg imens at guerillakampagnen trak ud. Astmaen forværredes og de sidste guerillaoffensiver gik især ud på at få fat i medicin.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Efter sin død er Che Guevara på trods af sine voldelige metoder og mange menneskeliv på samvittigheden blevet et ikon for store dele af den politiske venstrefløj. I 1960'erne prydede plakater med den unge Che Guevara vægge i tusinders unge menneskers værelser.[Kilde mangler]I starten af 1990´erne blev Che Guevara trendy og hans portræt blev igen optrykt i tusindetal på t-shirts, tasker og plakater. I 2004 instruerede Walter Salles filmen Motorcykeldagbog, som bygger på Che Guevaras dagbøger fra en ungdomstur gennem Sydamerika.

Ét af hans mest berømte citater er: "Lad mig fortælle dig, med risiko for at synes latterlig, at den sande revolutionær er styret af store følelser af kærlighed. Det er umuligt at tænke på en autentisk revolutionær uden denne kvalitet."

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Fødselsdatoen vist på hans fødselsattest var 14. juni 1928, selvom en tertiær kilde, (Julia Constenla, citeret af Jon Lee Anderson), fastholder at han blev født 14. maj samme år. Constenla hævder at hun fik fortalt af en uidentificeret astrolog at hans Guevaras, Celia de la Serna, allerede var gravid da hun og Ernesto Guevara Lynch blev gift og at datoen på deres søns fødselsattest blev forfalsket for at undgå en skandale. ([Anderson 1997, pp. 3, 769.)
  2. 2,0 2,1 On Revolutionary Medicine Speech by Che Guevara to the Cuban Militia on August 19, 1960. "Because of the circumstances in which I traveled, first as a student and later as a doctor, I came into close contact with poverty, hunger and disease; with the inability to treat a child because of lack of money; with the stupefaction provoked by the continual hunger and punishment, to the point that a father can accept the loss of a son as an unimportant accident, as occurs often in the downtrodden classes of our American homeland. And I began to realize at that time that there were things that were almost as important to me as becoming a famous or making a significant contribution to medical science: I wanted to help those people."
  3. The National Security Archive: Che Guevara's hair auctioned off Besøkt 23. mai 2014
  4. The Daily Mail: The truth about modern legend Che Guevara, by the man who hunted him down (publisert 9. oktober 2007) Besøkt 23. mai 2014
  5. Che's last name "Guevara" derives from the Castilianized form of the Basque "Gebara", a habitational name from the province of Álava. Through his grandmother, Ana Lynch, he was a descendant of Patrick Lynch, who emigrated from County Galway, Ireland in the 1740s.
  6. Guevara Lynch 2011, p. i.
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 7,4 Anderson, Jon Lee (1997). Che Guevara: A Revolutionary Life. New York: Grove Press. ISBN 0-8021-1600-0.
  8. Argentina: Che's Red Mother Time Magazine, July 14, 1961.
  9. Argentine Rugby Inspired by Che Guevara by Brendan Gallagher, The Daily Telegraph, October 5, 2007
  10. Cain, Nick & Growden, Greg. "Chapter 21: Ten Peculiar Facts about Rugby" in Rugby Union for Dummies (2nd Edition), John Wiley and Sons; ISBN 978-0-470-03537-5, p. 293.
  11. Anderson 1997, p. 28.
  12. Lavretsky 1976.
  13. Anderson 1997, p. 64.
  14. Ignacio 2007, p. 172.
  15. Diario Granma: Ñico López y Ciro Redondo (spansk) Besøkt 26. mai 2014
  16. Office of the Historian, United States Department of State: Retrospective Volume, Guatemala, Document 202 Besøgt 26. maj 2014
  17. Taibo 1999, p. 39.
  18. Sinclair, Andrew (1970). Che Guevara. The Viking Press. s. 12. 
  19. Che Guevara Internet Archive - Ernesto Che Guevara: Reminiscences of the Cuban Revolutionary War - Alegría de Pío Besøkt 23. mai 2014
  20. historyofcuba.com: The landing of the Granma. (av J.A. Sierra) Besøgt 23. mai 2014
  21. Latin American Studies - New York Times 2. mars 1957: Cuba Says Rebels Number Only 50 Besøgt 23. maj 2014
  22. Latin American Studies - Time 25. februar 1957: Running-Sore Revolt Besøgt 23. maj 2014
  23. Latin American Studies - New York Times 13. januar 1958: 3 Top Castro Aides Seized, Havana Says Besøgt 23. maj 2014
  24. Latin American Studies - New York Times 25. januar 1958: Cuban Troops Go to Manzanillo; Rebel Attack on Port is Feared Besøkt 23. mai 2014
  25. Latin American Studies - New York Times 2. juni 1957: Cubans’ Protest on Terror Denied Besøgt 23. maj 2014
  26. Latin American Studies - New York Times 28. juli 1957: Castro Assaults Cuban Army Post Besøgt 23. maj 2014
  27. (US) Marine Corps Command and Staff College: The Spirit Of Moncada - (nettversjon hos globalsecurity.org) (publisert 1. april 1984) Besøgt 26. maj 2014
  28. Ticket to Timbuktu: Che Guevara signed banknotes? You must be joking Besøgt 24. maj 2014
  29. Buisiness World Online: Capablanca Memorial (publisert 22. mai 2014) Besøgt 26. maj 2014
  30. Latin American Studies - The Miami Herald 7. marts 1960: Dockworker set ship blast in Havana, American claims Besøgt 24. maj 2014
  31. UNESCO Multimedia Archives: Ernesto Che Guevara at the XIX United Nations General Assembly, 11 December 1964 (lydopptak) Besøgt 24. maj 2014
  32. Che Guevara Internet Archive: At the Afro-Asian Conference in Algeria Besøgt 25. maj 2014
  33. Dennis Abrams: Ernesto Che Guevara - side 101 (forhåndsvisning i Google Books) ISBN 9781438134642 Besøgt 25. maj 2014
  34. Che Guevara Internet Archive: Message to the Tricontinental Besøkt 25. mai 2014
  35. Che Guevara Internet Archive: Farewell letter from Che to Fidel Castro Besøgt 25. maj 2014
  36. BBC News Africa: Profile: Laurent Kabila (publisert 17. januar 2001) Besøgt 25. maj 2014
  37. Mittleman, James H (1981). Underdevelopment and the Transition to Socialism – Mozambique and Tanzania. New York: Academic Press. ISBN 0-12-500660-8
  38. (Ramírez, 1997)
  39. Latin America Studies - CNN 29. desember 1998: Cuba honors guerrilla hero "Tania" before burial Besøgt 25. maj 2014
  40. Members of Che Guevara's Guerrilla Movement in Bolivia by the Latin American Studies Organization
  41. Snow, Anita. "'My Life With Che' by Hilda Gadea". Associated Press at WJXX-TV. August 16, 2008; retrieved February 23, 2009.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: