Claude Debussy

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Claude Debussy
Claude Debussy ca 1908, foto av Félix Nadar.jpg
Claude Debussy ca. 1908. Fotografi af Nadar.
Information
Født Achille-Claude Debussy
22. august 1862 i Saint-Germain-en-Laye.
Saint-Germain-en-Laye Rediger på Wikidata
Oprindelse Fransk
Død 25. marts 1918 (55 år) i Paris.
16. arrondissement i Paris Rediger på Wikidata
Dødsmåde Naturlige årsager Rediger på Wikidata
Dødsårsag Tyktarmskræft Rediger på Wikidata
Gravsted Cimetière de Passy Rediger på Wikidata
Statsborger Tredje Republik,
Andet franske kejserrige Rediger på Wikidata
Far Manuel Debussy Rediger på Wikidata
Søskende Alfred Debussy Rediger på Wikidata
Ægtefæller Emma Bardac (1908-1918),
Marie-Rosalie Texier (1899-1905) Rediger på Wikidata
Børn Claude-Emma Debussy Rediger på Wikidata
Sprog Fransk Rediger på Wikidata
Genre Impressionistisk musik, opera, klassisk musik Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Musikkritiker, komponist, pianist, musiker Rediger på Wikidata
Medlem af Kungliga Musikaliska Akademien Rediger på Wikidata
Instrumenter
Klaver/Flygel
Kendte værker
Suite bergamasque, Prélude à l'après-midi d'un faune, Petite Suite, La Damoiselle élue, Pelléas et Mélisande med flere Rediger på Wikidata
Signatur
Signature de Claude Debussy - Bibliothèque nationale de France, Gallica (btv1b531897534).svg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Clair de lune fra 'Suite bergamasque'

Achille Claude Debussy (født 22. august 1862 i Saint-Germain-en-Laye, Frankrig, død 25. marts 1918 i Paris) var en fransk komponist. Han er oftest set som en af de første repræsentanter for impressionismen, en beskrivelse han dog ikke selv ville forbinde med sin musik. Musikken regnes som et bindeled mellem romantikken og modernismen. Han var blandt de mest indflydelsesrige komponister i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

Selvom han blev født ind i en fattig familie uden større kulturelt engagement, udviste Debussy fra en tidlig alder et musikalsk talent. Han blev allerede som tiårig optaget på Frankrigs førende musikskole, Conservatoire de Paris. Her studerede han oprindeligt klaver, men til sine konservative musikprofessorers store frustration blev han i stigende grad interesseret i eksperimentel komposition. Debussy var mange år om at udvikle sin musikalske stil og var næsten 40 år gammel, da han i 1902 opnåede international berømmelse med sin eneste opera, Pelléas et Mélisande.

Debussys orkesterværker omfatter Prélude à l'après-midi d'un faune (1894), Nocturnes (1897-1899) og Images (1905-1912). Hans musik var i udpræget grad en reaktion mod Richard Wagner og den tyske musiktradition. Han anså den klassiske symfoni for forældet, og søgte et alternativ med sine "symfoniske skitser" La mer (1903-1905). Hans klavermusik omfatter fireogtyve præludier og tolv etuder. Gennem hele sin karriere skrev han sange baseret på forskellige digte, heriblandt sine egne. Han var særligt inspireret af det sene 1800-tals symbolistiske litteraturstrømning. Kun få af hans værker, heriblandt den tidlige La Damoiselle élue (1887-1888) og sene Le Martyre de saint Sébastien (1911), indeholder korsang. De sidste år af sit liv fokuserede han på kammermusik, og færdiggjorde tre ud af seks planlagte sonater for forskellige instrumentsammensætninger.

Inspireret af russisk og fjernøstlig musik i sin ungdom, udviklede Debussy en særegen musikalsk stil, der ofte blev forhånet – og forgæves forsøgt forhindret – af samtidens etablerede musikelite. Hans værker har inspireret en lang række komponister, heriblandt Béla Bartók, Olivier Messiaen, George Benjamin og Bill Evans. Efter en karriere på lidt over tredive år, døde Debussy som 55-årig af tyktarmskræft i sit hjem i Paris.

Biografi[redigér | rediger kildetekst]

Old postcard showing French street scene in a not very upmarket area
Rue au Pain i Saint-Germain-en-Laye, Debussys fødehjem, ca. 1920.

Tidlige liv[redigér | rediger kildetekst]

Debussy blev født 22. august 1862 i Saint-Germain-en-Laye, Seine-et-Oise, som den ældste i en søskendeflok på fem.[1] Han var søn af Manuel-Achille og Victorine Debussy. Manuel-Achille Debussy ejede en porcelænsforretning, mens Victorine arbejdede som syerske.[2][3] Forretningen gik imidlertid dårligt og lukkede i 1864, hvorefter familien flyttede til Paris. Familien Debussy boede først hos Victorines mor i Clichy, men fik fra 1868 egen lejlighed i Rue Saint-Honoré. Manuel-Achille arbejdede herefter på et trykkeri.

Under den preussiske belejring af Paris i 1870, flygtede Debussys gravide mor med ham og hans lillesøster til fasterens hjem i Cannes, hvor de boede det næste år. I Cannes modtog den syvårige Debussy sine første klavertimer. Hans faster betalte for hans undervisning, der blev forestået af den italienske musiker Jean Cerutti.[2] Manuel-Achille forblev i Paris, hvor han sluttede sig til kommunarderne. Efter Pariserkommunens nederlag til de franske regeringstropper i 1871, blev han idømt fire års fængsel, om end han kun afsonede et enkelt. I fængslet mødte Manuel-Achille musikeren Charles de Sivry, hvis mor, Antoinette Mauté de Fleurville, var pianist.[4] På Sivrys foranledning blev hun Debussys lærer.[5]

Debussys musikalske talent viste sig hurtigt. Han blev derfor allerede som tiårig optaget på Conservatoire de Paris i 1872, hvor han studerede musik de næste elleve år. Han modtog undervisning i klaverspil af Antoine François Marmontel, solfège af Albert Lavignac, komposition af Ernest Guiraud, harmonilære af Émile Durand og orgelspil af César Franck.[6] Uddannelsen omfattede også lektioner i musikhistorie og -teori ved Louis-Albert Bourgault-Ducoudray, men det er uklart, hvorvidt Debussy, som oftede pjækkede fra sin undervisning, deltog i disse timer.[7]

På konservatoriet klarede Debussy sig i begyndelsen godt. Marmontel udtalte: "[Han er] et charmerende barn, som i sandhed er kunstnerisk begavet. Vi kan forvente os meget af ham".[8] Durand var mindre imponeret: "Debussy kunne blive en fremragende elev, hvis bare han var mere pålidelig og mindre doven". Et år senere beskrev han Debussy som "fortvivlende sløset".[9] I juli 1874 modtog Debussy fjerdepladsen for sin opførelse af andensatsen fra Frédéric Chopins klaverkoncert nr. 2 ved konservatoriets årlige musikkonkurrence. Han var fremragende til prima vista og kunne have opbygget en karriere som pianist, hvis han blot havde været mere flittig med sine studier.[10][11] Ved konkurrencen i 1875 modtog han tredjepladsen, mens han i 1877 opnåede andenpladsen. Han fejlede imidlertid ved konkurrencerne i 1878 og 1879, hvilket gjorde ham uegnet til at fortsætte på konservatoriets klaverlinje. Han fortsatte dog med at studere harmonilære, solfège og komposition.

Med Marmontels hjælp blev Debussy ansat som huspianist på Château de Chenonceau for sommersæsonen 1879. Her fik han hurtigt smag for luksus.[12] Hans første kompositioner stammer fra denne periode, hvor han satte musik til Alfred de Mussets to digte Ballade à la lune (1829) og Madrid (1829). Det følgende år fik han ansættelse som huspianist hos Nadesjda von Meck, der var Pjotr Tjajkovskijs mæcen.[13] Han ferierede med von Meck-familien i somrene 1880-1882, hvor de boede forskellige steder i bl.a. Frankrig, Schweiz, Italien og Rusland.[14] Han komponerede sin klavertrio til von Mecks husensemble og arrangerede tre af dansene fra Tjajkovskijs Svanesøen (1877) for klaver.

Prix de Rome (1884)[redigér | rediger kildetekst]

I slutningen af 1880 blev Debussy ansat som akkompagnatør ved Marie Moreau-Saintis sanglektioner, mens han fortsatte sine egne studier på konservatoriet.[15] Han bestred denne post i fire år. Blandt Moreau-Saintis elever var Marie Vasnier, som Debussy forelskede sig i. Hun inspirerede ham til at komponere, og under deres syv år lange forhold dedikerede han syvogtyve sange til hende.[16] Hun var gift med den fremtrædende embedsmand Henri Vasnier, som var meget ældre end hende. Hun blev snart Debussys elskerinde såvel som muse. Det er uklart, hvorvidt Vasnier accepterede sin hustrus affære med den unge musikstuderende eller blot var uvidende herom. Han og Debussy forblev under alle omstændigheder nære venner, og Vasnier opmuntrede ham til at forfølge en karriere som komponist.[17]

På konservatoriet blev Debussy i stigende grad genstand for lærerstandens frustration.[18] Særligt hans kompositionslærer, Guiraud, kritiserede hans manglende vilje til at følge datidens strenge regler for komposition. Alligevel vandt Debussy i 1884 Frankrigs mest prestigefyldte musikpris, Prix de Rome, for sin kantate L'enfant prodigue.[19] Med prisen fulgte et ophold ved Det Franske Akademi i Rom, Villa Medici, for at styrke vinderens fortsatte kunstneriske udvikling. Debussy boede i Villa Medici fra januar 1885 til marts 1887. Han afbrød sit ophold tre eller fire gange, hvor han vendte hjem til Frankrig i adskillige uger for hovedsageligt at besøge Marie Vasnier.

Debussy fandt den kunstneriske atmosfære i Villa Medici kvælende. Han syntes at selskabet var provinsielt, maden elendig og levestandarden "rædselsfuld".[20] Han brød sig heller ikke om italiensk opera. Donizetti og Verdi tiltalte ham ikke, og han var langt mere fascineret af 1500-talskomponisterne Palestrina og Lasso, som han hørte opført i Santa Maria dell'Anima: "Den eneste kirkemusik, jeg kan acceptere [er Palestrinas og Lassos]". Han var ofte deprimeret og ude af stand til at komponere, men følte sig dog inspireret af Franz Liszt, som besøgte og spillede for de studerende i Villa Medici. I juni 1885 skrev Debussy om sin lyst til at forfølge sin egen musikalske retning: "Jeg er sikker på, at akademiet vil misbillige [mine kompositioner], da det ser dets velsignede vej som den eneste rigtige at betræde. Men jeg kan ikke gøre for det! Jeg er for forelsket i min egen frihed og for glad for mine egne idéer!"[21]

Debussy færdiggjorde omsider fire kompositioner, som han indleverede til censur ved akademiet: Den symfoniske ode Zuleima, baseret på en tekst af Heinrich Heine; orkesterværket Printemps; kantaten La Damoiselle élue, hvis stilistiske træk bærer mindelser om hans senere værker; og klaver- og orkesterværket Fantaisie, som var stærkt inspireret af Francks musik og senere blev trukket tilbage af Debussy. Akademiet kritiserede ham for at komponere "bizar, uforståelig og uopførelig" musik.[22] Selvom Debussys værker viste tegn på inspiration fra Jules Massenet, udtalte sidstnævnte: "Han [Debussy] er en gåde".[23] Under sit ophold i Rom komponerede Debussy ved siden af sine skoleværker også hovedparten af sin Paul Verlaine-cyklus, Ariettes oubliées, som gjorde et ringe indtryk i samtiden, men blev genudgivet med stor succes i 1903 da Debussy var blevet berømt.[24]

Hjemkost til Paris (1887)[redigér | rediger kildetekst]

En uge efter sin hjemkomst til Paris i 1887, hørte Debussy første akt af Wagners Tristan und Isolde (1856-1859) med Concerts Lamoureux. Han udtalte senere, at det "uden tvivl [er] den fineste musik jeg har hørt". I 1888 og 1889 tog han til den årlige Wagner-festival i Bayreuth i Tyskland. Han var positivt indstillet over for Wagners sanselighed, formsprog og harmonier.[2] Debussy blev kortvarigt påvirket af ham, men i modsætning til andre franske komponister, konkluderede han at det var formålsløst at kopiere Wagners stil.[25] Han udtalte senere, at Wagner var "en smuk solnedgang, der blev tolket som et daggry".[26]

large group of musicians in Javanese costume, with percussion instruments
Gamelanmusikere, ca. 1889

Ved verdensudstillingen i Paris 1889, hørte Debussy for første gang javanesisk gamelanmusik. Gamelanmusikkens skalaer, melodier og rytmer rørte ham dybt, og kan høres gengivet i Pagodes-satsen fra hans klaversuite Estampes (1903).[27] Han overværede også to koncerter af Nikolaj Rimskij-Korsakov, der blev dirigeret af komponisten selv. Rimskij-Korsakovs harmoniske frihed og slaviske farvesprog kom på sigt til at påvirke Debussys egen musikalske stil.[28]

Kort efter hans hjemkomst fra Rom, slog Marie Vasnier op med Debussy. De forblev dog gode venner, og i 1890 dedikerede han sangen Mandoline til hende.[29] Samme år mødte Debussy Erik Satie, som delte hans interesse for eksperimentel komposition. De var begge fattige bohemer, som frekventerede det samme parisiske cafémiljø.[30] I 1890 indledte Debussy et forhold til Gabrielle Dupont, som var datter af en skrædder fra Lisieux. I juli 1893 begyndte det unge par at leve sammen.

Debussy fortsatte med at komponere, men hans musik blev ofte ringe modtaget og sjældent opført. Hans medkomponister anerkendte dog hans potentiale, og i 1893 blev han optaget i Sociéte Nationale de Musique. Hans strygekvartet blev uropført af Ysaÿe-kvartetten i Société Nationale samme år. I maj 1893 overværede Debussy premierenMaurice Maeterlincks teaterstykke Pelléas et Mélisande, hvilket fik afgørende betydning for hans senere karriere. Debussy besluttede sig for at omskrive teaterstykket til en opera, og i november samme år rejste han derfor til Maeterlinkcs hjem i Gent, Belgien, for at få dramatikerens godkendelse til en omarrangering.

Pelléas et Mélisande (1894-1902)[redigér | rediger kildetekst]

I februar 1894 færdiggjorde Debussy første akt af sin operaudgave af Pelléas et Mélisande, og resten af året arbejdede han hovedsageligt på at færdiggøre værket. Mens han endnu levede sammen med Dupont, indledte Debussy en affære med sangerinden Thérèse Roger. I 1894 annoncerede han deres forlovelse, hvilket blev bredt fordømt. Anonyme breve, der kritiserede Debussys behandling af begge kvinder, cirkulerede i Paris' musikmiljø. Brevene omtalte også hans økonomiske uansvarlighed. Forlovelsen blev afbrudt, men adskillige af Debussys venner slog alligevel hånden af ham, heriblandt Ernest Chausson, som ellers hidtil havde været en af hans største støtter.[31]

Karrieremæssigt tog Debussy dog et skridt fremad, da hans tonedigt Prélude à l'après-midi d'un faune, baseret på Stéphane Mallarmés digt af samme navn, i december 1894 blev uropført i Société Nationale. Det følgende år færdiggjorde han Pelléas et Mélisande og begyndte at arbejde for dets opsætning. I maj 1898 mødtes han med André Messager og Albert Carré, der var henholdsvis musik- og teaterdirektør ved Opéra-Comique i Paris, om en opsætning af sin opera.

Georges Rochegrosses plakat til premieren på Pelléas et Mélisande, 1902.

Debussy forlod samme år Dupont til fordel for hendes veninde Marie-Rosalie Texier. Efter at have truet med selvmord, hvis hun afviste ham, blev Debussy og Texier gift i oktober 1898.[32] Texier var kærlig, praktisk og ligefrem, og Debussys venner og bekendte satte stor pris på hendes selskab.[33] Debussy selv blev dog i stigende grad frustreret over hendes begrænsede intellekt og manglende musikforståelse, og parret blev derfor skilt efter blot fem års ægteskab.[34]

Fra omkring 1900 blev Debussy samlingspunkt for en løs gruppe af innovative unge kunstnere, digtere, kritikere og musikere. De kaldte sig selv for Les Apaches – "Bøllerne" – for at afspejle deres status som "kunstneriske outsiders".[35] Gruppens medlemskab var flydende, men bestod bl.a. af Maurice Ravel, Ricardo Viñes, Igor Stravinskij og Manuel de Falla. Samme år blev to af Debussys tre orkestrale Nocturnes-satser uropført. Selvom de ikke gjorde noget synderligt indtryk på offentligheden, blev de godt modtaget af musikere såsom Paul Dukas, Alfred Bruneau og Pierre de Bréville.[36] Hele værket blev uropført året efter.

Som mange af samtidens komponister, supplerede Debussy sin indkomst ved at undervise og skrive. I 1901 udgav han musikanmeldelser under pseudonymet "Monsieur Croche" i La Revue Blanche. Han skrev kritisk om komponister ("Jeg hader sentimentalitet. Hans navn er Camille Saint-Saëns"), institutioner ("En fremmed ville forveksle [Pariseroperaens ydre] med en banegård og dets indre med en tyrkisk badstue"), dirigenter ("[Arthur] Nikisch er så enestående en virtuos, at hans virtuositet helt får ham til at glemme alt om god smag"), musikpolitik ("Englænderne er faktisk af den opfattelse, at en musiker succesfuldt kan finde ud af at bestyre et operahus!"), og publikummer ("Deres næsten bedøvede ansigter udtrykte kedsomhed, ligegyldighed og endda stupiditet").[37] Debussy samlede senere sine anmeldelser med henblik på udgivelse, men de blev først udgivet efter hans død under titlen Monsieur Croche, Antidilettante (1921).

I januar 1902 begyndte det tre måneder lange prøveforløb på Pelléas et Mélisande på Opéra-Comique. Debussy deltog i samtlige af de daglige prøver. I februar opstod der uenighed mellem Maeterlinck på den ene side, og Debussy, Messager og Carré på den anden om, hvem der skulle synge hovedrollen som Mélisande. Maeterlinck ønskede at se sin elskerinde, Georgette Leblanc, i rollen, og blev derfor rasende da operahuset i stedet valgte den skotske sopran Mary Garden. Operaen fik premiere 30. april 1902. Selvom publikummet på premiereaftenen var delt mellem beundrere og skeptikere, blev stykket hurtigt en succes. Det gjorde Debussy berømt i Frankrig såvel som i udlandet. The Times skrev, at det havde "fremprovokeret større debat end noget andet musikalsk værk i nyere tid, måske med undtagelse af Richard Strauss'". "Bøllerne", anført af Ravel, som efter sigende så alle fjorten opførelser af værket, var særligt højlydte i deres støtte, mens konservatoriet uden held forsøgte at forhindre dets studerende i at se det.[38] Sangpartituret blev udgivet i maj samme år, mens det fulde partitur blev udgivet i 1904.

1903-1918[redigér | rediger kildetekst]

drawing of profile head of youngish woman
Emma Bardac, 1903

I 1903 blev Debussy offentligt anerkendt, da han blev udnævnt til ridder af Æreslegionen. Hans sociale status led dog et knæk det følgende år, da hans privatliv endnu engang blev genstand for skandale. Blandt hans elever var Raoul Bardac, søn of Emma Bardac, som var gift med den parisiske bankier Sigismond Bardac. Raoul introducerede sin lærer for sin mor, og Debussy forelskede sig straks i hende. Hun var sofistikeret, et fremragende konversationstalent og en dygtig sangerinde. Hun tog øjensynligt også let på ægteskabelig troskab, for hun havde blot få år forinden været Gabriel Faurés elskerinde og muse.[39] Efter 15. juli 1904 at have sendt Marie-Rosalie hjem til sine forældre i Villeneuve-la-Guyard, rejste Debussy og Emma først til Jersey og siden Pourville i Normandiet. Han skrev til sin hustru 11. august fra Dieppe, at han ønskede skilsmisse, men uden at nævne sin elskerinde. Ved sin tilbagevenden til Paris, flyttede han for sig selv i et andet arrondissement. 14. oktober – få dage før deres bryllupsdag – forsøgte Marie-Rosalie at begå selvmord ved at skyde sig selv i brystet med en revolver. Hun overlevede, men kuglen sad fast i en ryghvirvel resten af hendes liv. Skandalen fik Bardacs familie til at slå hånden af hende, og Debussy mistede mange nære venner såsom Dukas og Messager. Hans i forvejen spinkle venskab med Ravel blev også forværret, da sidstnævnte gik sammen med Debussys tidligere venner om at oprette en støttefond til den efterladte Marie-Rosalie.[40]

Bardac-ægteparret blev skilt i maj 1905. Debussy og Emma, som nu var gravid, fandt efterhånden stemningen i Paris så fjendtlig, at de rejste til Storbritannien. De boede på Grand Hotel i Eastbourne i juli og august, hvor Debussy færdiggjorde sine symfoniske skitser La mer. 2. august fejrede de hans skilsmisse. Efter et kort ophold i London, vendte parret i september hjem til Paris. De købte et palæ på Avenue du Bois de Boulogne, i dag Avenue Foch, der forblev Debussys hjem resten af hans liv.

exterior of large Parisian house
Debussys sidste hjem på Square de l'Avenue Foch i Paris.

In oktober 1905 fik La mer, Debussys største orkesterværk, premiere i Paris med Orchestre Lamoureux under ledelse af Camille Chevillard.[2] Værket blev modtaget med blandede anmeldelser. Nogle roste det, mens Pierre Lalo, musikanmelder ved Le Temps og hidtil en af Debussys største beundrere, skrev: "Jeg kan hverken høre, se eller lugte havet".[41] Samme måned blev Debussys eneste barn født. Claude-Emma, kaldt "Chouchou", blev en musikalsk inspirationskilde for Debussy, som dedikerede Children's Corner (1906-1908) til hende. Hun bukkede under for difteriepidemien i 1919 og overlevede dermed sin far med knap et år. Selvom Mary Garden har udtalt, at "Debussy aldrig elskede andre end sig selv eller sin musik, men var for opslugt af sin egen genialitet", mener de fleste af hans biografer dog at han – de problematiske forhold til venner og elskere til trods – var sin datter dybt hengiven.[42][43][44]

Debussy og Emma Bardac blev omsider gift i 1908, men deres forhold fortsatte med at være problematisk resten af hans liv. Det følgende år begyndte godt, da Debussy på Faurés opfordring blev medlem af konservatoriets bestyrelse. Han opnåede succes i London, da han i april 1909 dirigerede Prélude à l'après-midi d'un faune og Nocturnes i Queen's Hall. I maj overværede han London-premieren på Pelléas et Mélisande i Covent Garden. Samme år blev Debussy diagnosticeret med tyktarmskræft, som han døde af ni år senere.

Debussys værker begyndte i stigende grad at blive opført i udlandet. I 1910 dirigerede Gustav Mahler Nocturnes og Prélude à l'après-midi d'un faune i New York i USA. Samme år udtalte Debussy på en rejse til Ungarns hovedstad Budapest, at hans værker var mere kendte her end hjemme i Paris.[2] I 1912 bestilte Sergej Djagilev musik til sin nye ballet Jeux. Sammen med de tre Images, der fik premiere det følgende år, blev balletmusikken Debussys sidste orkesterværk. Jeux' premiere faldt dog uheldigt: To uger efter premieren i maj 1913, fik Stravinskijs Le Sacre du printemps premiere – en sensationel begivenhed, der optog al debat i musikmiljøet, og fuldstændigt satte Jeux såvel som Faurés nye opera Pénélope ud på et sidespor.[45]

Gravestone in black marble, with small floral tribute on it
Debussys grav på Cimetière de Passy i Paris.

I 1915 gennemgik Debussy en af verdenshistoriens første kolostomioperationer. Resultatet var begrænset og medførte store smerter. Han udtalte: "Der er morgener, hvor det at tage tøj på føles som et af Herakles' tolv arbejder".[46] I denne periode kom Debussy under kraftig beskydning fra Saint-Saëns, som i et brev til Fauré fordømte Debussys En blanc et noir (1915): "Det er utroligt. Døren til Institut [de France9 må få alt i verden forblive låst for en mand, som er i stand til at begå sådanne [musikalske] grusomheder." Saint-Saëns selv havde været medlem af instituttet siden 1881.[47] Debussy blev aldrig optaget. Hans helbred blev fortsat forværret, og 14. september 1917 gav han med premieren på sin violinsonate sin sidste koncert. Han blev sengeliggende i 1918.

Debussy døde 25. marts 1918 i sit hjem. 1. verdenskrig rasede endnu, og Paris var under tyske luft- og artilleriangreb. Den militære situation umuliggjorde en offentlig begravelse. Begravelsestoptoget bevægede sig gennem de tomme gader til Père Lachaise, mens tyske bomber regnede over byen. I overensstemmelse med hans ønske om at hvile "blandt træerne og fuglene", blev Debussy det følgende år genbegravet på den lille, afsondrede Cimetière de Passy ved Trocadéro. Hans hustru og datter ligger begravet ved siden af ham.[48]

Stil[redigér | rediger kildetekst]

Debussy er blevet betegnet som "impressionist" og hans musik for "impressionistisk", om end validiteten af en sådan betegnelse er blevet debatteret heftigt i både hans egen samtid og i eftertiden. "Impressionisme" blev oprindeligt brugt som en betegnelse for en særlig strømning inden for fransk malerkunst, der blomstrede i det sene 19. århundrede. Billedkunstnere såsom Claude Monet, Camille Pissarro og Pierre-Auguste Renoir beskæftigede sig med lysets flygtige påvirkning af motiver, der ikke blev udfoldet i detaljer eller med nævneværdighed tydelighed. Begrebet blev overført til Debussy og andre musikere, som var stærkt optagede af musikalske landskaber og naturfænomener, og som følte sig særligt inspireret af de lysindtryk, der også betød så meget for de impressionistiske billedkunstnere.

Blandt billedkunstnere beundrede Debussy særligt J.M.W. Turner, men fandt også inspiration i James Whistler. Med sidstnævnte i tankerne beskrev han i 1894 i et brev til violinisten Eugène Ysaÿe orkesterværket Nocturnes som "et eksperiment, der forsøger at undersøge forskellige kombinationer af den samme farve – som en maler ville udføre et studium af farven grå."[49]

Debussy selv opponerede mod at hans og andres musik blev kaldt "impressionistisk", men betegnelsen har klæbet sig til ham siden konservatoriet hånende omtalte hans tidlige værk Printemps således.[50] Selvom Debussy sagde, at alle som brugte betegnelsen "impressionisme" – om musikere såvel som billedkunstnere – var imbecile, har senere Debussy-forskere være mindre kategoriske i deres afvisning af begrebets anvendelse.[51] Musikolog Richard Langham Smith har påpeget, at Debussy skrev mange klaverværker med naturtemaer – bl.a. Reflets dans l'eau (1905), Les Sons et les parfums tournent dans l'air du soir (1910) og Brouillards (1913) – og har sammenlignet disse med den impressionistiske malers hurtige penselstrøg. Musikolog Edward Lockspeiser har kaldt La mer "det største eksempel på et orkestralt impressionistisk værk", og senest har musikolog Nigel Simeone i The Cambridge Companion to Debussy (2007) draget paralleller mellem Debussy og Monets marinebilleder.[52]

I denne sammenhæng kan det være værd at henvise til Debussys panteistiske syn på naturen, som han fremlagde det i et interview med Henry Malherbe i 1911: "Jeg har gjort naturen til min religion. Når jeg i timevis beundrer solnedgangens pragtfulde og evigt forandrende skønhed, overvældes jeg af en enestående følelse. Naturen ses, i al sin uendelighed, sandfærdigt reflekteret i min oprigtige, men svagelige sjæl".[53]

Inspirationskilder[redigér | rediger kildetekst]

Musikalske inspirationskilder[redigér | rediger kildetekst]

Blandt franske forgængere var Emmanuel Chabrier en vigtigt inspirationskilde for Debussy.[54] Musikolog Roy Howat har påpeget, hvordan Chabriers klaverværker Sous-bois (1810) og Mauresque (1810) udforskede nye lydbilleder, som Debussy gjorde brug af tredive år senere. Musikolog François Lesure har fundet referencer fra Charles Gounod og Massenet i nogle af Debussys tidlige værker, og har påpeget, at det muligvis var fra russerne – Tjajkovskij, Milij Balakirev, Rimskij-Korsakov, Aleksandr Borodin og Modest Musorgskij – at Debussy udviklede sin smag for orientalske metoder og farver.[2] Lesure mener også at Musorgskijs opera Boris Godunov (1868-1873) direkte inspirerede Debussys Pelléas et Mélisande. I Palestrina fandt Debussy, hvad han kaldte for "en perfekt hvidhed". Han opfattede Palestrinas musik som streng, men ikke rigid, i modsætning til det 19. århundrede franske kompositionsforståelse.[55] Debussy blev særligt påvirket af Palestrinas arabeskinspirerede værker, som han kaldte "harmonier skabt af melodier".[56]

Debussy anså Chopin for at være "den største [komponist] af dem alle, for gennem klaveret udforskede han alting".[57] Han udtrykte sin "respektfulde taknemlighed" for Chopins klavermusik. Debussy var splittet mellem at dedikere sine egne etuder til Chopin eller François Couperin, som han ligeledes dyrkede som et forbillede. Debussy anså sig selv for at være de to mestres arvtager. Howat advarer mod den antagelse, at Debussys klaverværker Ballade (1891) og Nocturne (1892) er inspireret af Chopin. I Howats opfattelse er de i højere grad inspireret af Debussys russiske forbilleder, men Chopin fandt dog vej ind i andre tidlige klaverværker såsom Deux arabesques (1889-1891).[58] Da forlæggeren Auguste Durand i 1914 begyndte at genudgive store komponisters værker, fik Debussy til opgave at redigere Chopins partiturer.

Selvom Debussy anerkendte Wagners store betydning, var han selv kun kortvarigt inspireret af ham. Den wagneriske indflydelse kan høres i La Damoiselle élue og Cing poèmes de Baudelaire (1887). Ifølge digteren Pierre Louÿs kunne Debussy "ikke se, hvad der mere kunne gøres [for musikken] end [Wagners] Tristan [und Isolde]", men han indrømmede at det var svært at kaste "Klingsors alias Richard Wagners" spøgelse helt af sig.[2] Efter Debussys korte Wagner-periode, blev han i stigende grad interesseret i den østlige musiks fremmedartede tilgange til komposition. Klaverværket Golliwogg’s Cakewalk fra suiten Children's Corner indeholder parodiske referencer til Tristan und Isolde, hvormed Debussy ifølge musikolog Lawrence Kramer omsider undslipper Wagners skygge ved at relativisere hans betydning.

En samtidig inspirationskilde for Debussy var Satie, som ifølge musikolog Roger Nichols var en af Debussys mest trofaste venner.[59] Debussys orkestrering af Saties Gymnopédies (1888) fra 1896, var ifølge musikolog Richard Taruskin med til at udbrede kendskabet til Satie. Debussys Pour le piano (1901) er så tydeligt inspireret af Saties Trois Sarabandes (1887) at de to musikere må have været tætte venner, eftersom sidstnævnte værk først blev udgivet i 1911.[60] Debussys interesse for populærmusik afspejles ikke kun i Golliwogg's Cakewalk og andre ragtimeinspirerede klaverstykker såsom The Little Nigar (1909), men også i den langsomme vals La plus que lente (1910), der var inspireret af og skrevet til romaviolinisten Léoni, som Debussy havde mødt på et hotel i Paris.

Debussy havde stærke holdninger til andre komponister end blot sine inspirationskilder. Han var begejstret for Richard Strauss og Stravinskij, anerkendende over for Wolfgang Amadeus Mozart, og nærede dyb ærefrygt for J.S. Bach, som han kaldte "musikkens gode gud".[61] Han havde et ambivalent forhold til Ludwig van Beethoven, som han kaldte "den gamle døve" og hvis musik han beskrev som "en, der danser på min grav".[62][63] Ifølge Debussy havde Beethoven ikke vidst, hvordan han skulle udtrykke sig selv, fordi han var "fanget i et net af uophørlige gentagelser og tysk aggression".[64] Han brød sig heller ikke om Franz Schubert, Robert Schumann, Johannes Brahms eller Felix Mendelssohn.[65]

Under 1. verdenskrig udviklede Debussy en patriotisk musikforståelse. Han skrev bl.a. til Stravinskij: "Hvorfor forudså vi ikke, at disse [tyske] mænd planlagde at ødelægge vor kunst, ligesom de planlagde at ødelægge vort land?"[66] I 1915 skrev han: "Vi har ikke haft en rendyrket fransk musiktradition siden [Jean-Philippe] Rameau. Vi har accepteret opblæste orkestre og indviklede former. Vi var endda ved give vor velsignelse til endnu flere af disse suspekte [musikalske] adoptioner, da lyden af kanoner satte en brat stopper for alting". Taruskin mener, at Debussy bl.a. refererer til Mahler og Arnold Schönberg, der begge var jøder. I 1912 havde Debussy skrevet til sin forlægger om den jødiske komponist Dukas' opera Ariane et Barbe-bleue (1907): "Du har ret. Det er et mesterværk, men det er ikke et fransk mesterværk".[67]

Litterære inspirationskilder[redigér | rediger kildetekst]

19th century watercolour of the Dickens character Samuel Pickwick: a short, portly bald man of mature years, wineglass in hand
S. Pickwick Esq. P.P.M.P.C.

På trods af sin mangelfulde skolegang, var Debussy en ivrig læser, som fandt inspiration i litteraturen. Indførelsen af de frie versformer i poesien og subjektets tiltagende ubetydelighed i maleriet, inspirerede ham til at gentænke de musikalske former.[2] Debussy var stærkt inspireret af de symbolistiske poeter, som omfattede Verlaine, Mallarmé, Maeterlinck og Arthur Rimbaud. Deres poesi var et opgør med den realisme, naturalisme og objektivisme, der havde præget litteraturen i 1870'erne. De foretrak et suggestivt frem for direkte billedsprog, og forsøgte at beskrive subjektive følelser gennem symbolske allegorier, der tog afstand til den omgivende virkelighed. Debussy havde stor sympati for symbolisternes ønske om at bringe poesien nærmere musikken, og blev gode venner med adskillige af bevægelsens hovedskikkelser. Han lagde musik til mange symbolistiske værker gennem sin karriere.

Debussys litterære inspirationskilder var hovedsageligt franske, men han kiggede også mod udlandet. Udover Maeterlincks Pelléas et Mélisande, fandt Debussy også inspiration i William Shakespeare og Charles Dickens til to af sine præludier: La Danse de Puck (1910) og Hommage à S. Pickwick Esq. P.P.M.P.C. (1913). Han lagde musik til Dante Gabriel Rossettis The Blessed Damozel (1850) i sin tidlige kantate La Damoiselle élue. Han skrev også musik til Kong Lear (1603-1606) og planlagde at skrive en opera over Som man behager (1599), men droppede dette projekt da han rettede sin opmærksomhed mod Maeterlincks stykke. I 1890 begyndte han at arbejde på et orkesterværk inspireret af Edgar Allan Poes Ushers fald (1839) og udfærdigede senere en skitse til en opera baseret på samme digt. Debussy skrev også en skitse til en anden Poe-inspireret opera, Djævelen i klokketårnet (1839). Blandt de franske digtere, hvis ord Debussy satte musik til, kan nævnes Paul Bourget, Alfred de Musset, Théodore de Banville, Leconte de Lisle, Théophile Gautier og François Villon.[2]

Indflydelse[redigér | rediger kildetekst]

two white men, one bearded, middle-aged, standing, one younger, seated, in a book-lined room
Debussy med Stravinskij. Fotograferet af Satie i Debussys hjem på Avenue du Bois de Boulogne, 1910.

Debussy er bredt anerkendt som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige komponister.[2][68] Musikolog Roger Nichols har skrevet, at "en liste over Debussy-inspirerede komponister fra det 20. århundrede er slet og ret en liste over komponister fra det 20. århundrede".

Bartók stiftede bekendtskab med Debussys musik i 1907 og udtalte senere, at "Debussys store bidrag til musikken var at genvække ben interesse for harmoniens muligheder".[69]  Debussys brug af heltoneskalaer i Pelléas et Mélisande var en inspirationskilde for Leoš Janáček, da han skrev sin opera Katja Kabanova (1921).[70] Stravinskij, som kendte Debussy personligt, havde et ambivalent forhold til hans musik. Han syntes at Pelléas et Mélisande var "frygtelig kedelig", men dedikerede sin Symphonies d'instrument à vent (1920) til Debussy.[71][72]

I kølvandet på 1. verdenskrig opstod den unge franske komponistgruppe Les Six, som forkastede Debussys poetiske og mystiske symbolsprog til fordel for en mere rå musikstil. Deres selvudnævnte talsperson Jean Cocteau skrev i 1918 med tydelige referencer til Debussy: "Det er slut med skyer, bølger, akvarier, havfruer og natteparfumer".[73] Senere generationer af franske komponister så med mere positive øjne på Debussys musik. Messiaen fik som barn partituret til Pelléas et Mélisande og udtalte efterfølgende, at det var som "kærlighed ved første blik – en åbenbaring – og muligvis den største inspirationskilde i mit liv".[74] Pierre Boulez opdagede også Debussys musik som ung og sagde, at det gav ham hans første fornemmelse af, hvordan moderne musik kunne lyde.[75]

Blandt nulevende komponister har George Benjamin beskrevet Prélude à l’après-midi d’un faune som "definitionen på [musikalsk] perfektion". Han har ligeledes dirigeret Pelléas et Mélisande, og musikanmelderen Rupert Christiansen ser tydelige referencer til værket i Benjamins egen opera Written on Skin (2012). Mange komponister har orkestreret Debussys klaver- og vokalværker, heriblandt John Adams' orkestrering af hans Baudelaire-sange (1994), Robin Holloways orkestrering af En blanc et noir (2002) og Colin Matthews orkestrering af alle præludier (2001-2006).


Værker[redigér | rediger kildetekst]

Musik brugt i film[redigér | rediger kildetekst]

Debussys musik er benyttet i et stort antal film, herunder eksempelvis Abernes Planet: Oprindelsen (2011), The Usual Suspects (1995) og Twilight (2008).[76]

Litteraturliste[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Lockspeiser, Debussy: His Life and Mind, 6.
  2. ^ a b c d e f g h i j Lesure og Howat, "Debussy."
  3. ^ Jensen, Debussy, 3-4.
  4. ^ Lockspeiser, Debussy: His Life and Mind, 20.
  5. ^ Jensen, Debussy, 7.
  6. ^ Lockspeiser, Debussy: His Life and Mind, 25.
  7. ^ Fulcher, Debussy and his World, 302.
  8. ^ Lockspeiser, Debussy: His Life and Mind, 26.
  9. ^ Nichols, "Debussy," 306.
  10. ^ Schonberg, The Great Pianists, 343.
  11. ^ Lockspeiser, Debussy: His Life and Mind, 28.
  12. ^ Nichols, The Life of Debussy, 12.
  13. ^ Nichols, The Life of Debussy, 13.
  14. ^ Walsh, Debussy: A Painter in Sound, 36.
  15. ^ Nichols, The Life of Debussy, 15.
  16. ^ Fulcher, Debussy and his World, 114.
  17. ^ Nichols, The Life of Debussy, 29.
  18. ^ Jensen, Debussy, 27.
  19. ^ Simeone, Paris, 212.
  20. ^ Thompson, Debussy, 70.
  21. ^ Thompson, Debussy, 77.
  22. ^ Fulcher, Debussy and his World, 71.
  23. ^ Thompson, Debussy, 82.
  24. ^ Wenk, Claude Debussy, 205.
  25. ^ Holloway, Debussy and Wagner, 21.
  26. ^ Donnellon, "Debussy as musician and critic," 46.
  27. ^ Cooke, "The East in the West," 258-260.
  28. ^ Jones, Debussy, 18.
  29. ^ Johnson, A French Song Companion, 95.
  30. ^ Moore Whiting, Satie the Bohemian, 172.
  31. ^ Jensen, Debussy, 60.
  32. ^ Dietschy, A Portrait of Claude Debussy, 107.
  33. ^ Holmes, Debussy, 58.
  34. ^ Orledge, "Debussy the Man," 4.
  35. ^ Orenstein, Ravel, 28.
  36. ^ Jensen, Debussy, 71.
  37. ^ Debussy, Monsieur Croche, 4-59.
  38. ^ McAuliffe, Twilight of the Belle Epoque, 57-58.
  39. ^ Nectoux, Gabriel Fauré, 180-181.
  40. ^ Nichols, Ravel, 58-59.
  41. ^ Jensen, Debussy, 206.
  42. ^ Garden, Mary Garden's Story, 302.
  43. ^ Jensen, Debussy, 95.
  44. ^ Hartmann, Claude Debussy, 154.
  45. ^ Simeone, France and the Mediterranean, 125-126.
  46. ^ Vallas, Claude Debussy, 269.
  47. ^ Nichols, "Debussy," 308.
  48. ^ Simeone, Paris, 251.
  49. ^ Weintraub, Whistler, 351.
  50. ^ Jensen, Debussy, 35.
  51. ^ Fulcher, Debussy and his World, 150.
  52. ^ Simeone, "Debussy and Expression," 109.
  53. ^ Vallas, Claude Debussy, 225.
  54. ^ Orenstein, Ravel, 219.
  55. ^ Jensen, Debussy, 146.
  56. ^ Jensen, Debussy, 147.
  57. ^ Siepmann, The Piano, 132.
  58. ^ Howat, "Russian Imprints," 32.
  59. ^ Nichols, "Debussy," 309.
  60. ^ Taruskin, Music, 69-70.
  61. ^ Debussy, Monsieur Croche, 121-123.
  62. ^ Nichols, Debussy Remembered, 105.
  63. ^ Nichols, Debussy Remembered, 120.
  64. ^ Nichols, Debussy Remembered, 166.
  65. ^ Thompsson, Debussy, 180-185.
  66. ^ Debussy, Debussy Letters, 308.
  67. ^ Taruskin, Music, 105-106.
  68. ^ Gorlinski, The 100 Most Influential, 117.
  69. ^ Moreux, Béla Bartók, 92.
  70. ^ Taruskin, Music, 443.
  71. ^ Nichols, Debussy Remembered, 107.
  72. ^ Taruskin, Music, 469.
  73. ^ Ross, The Rest Is Noise, 99-100.
  74. ^ Samuel, Conversations, 69.
  75. ^ Boulez, Entretiens de Pierre Boulez, 28.
  76. ^ Oversigt på IMDB.com over brug af Debussys musik

Litteraturliste[redigér | rediger kildetekst]

  • Boulez, Pierre. Entretiens de Pierre Boulez, 1983-2003, recueillis par Bruno Serrou. Chateau-Gontier: Éditions Adam Musicae, 2017.
  • Cooke, Mervyn. "The East in the West: Evocations of the Gamelan in Western Music." I The Exotic in Western Music. Boston: Northeastern University Press, 1998.
  • Debussy, Claude. Debussy Letters. Cambridge: Harvard University Press, 1987.
  • Debussy, Claude. Monsieur Croche the Dilettante Hater. New York: Dover, 1962.
  • Dietschy, Marcel. A Portrait of Claude Debussy. Oxford og New York: Oxford University Press, 1990.
  • Donnellon, Déidre. "Debussy as musician and critic." I The Cambridge Companion to Debussy. Cambridge: Cambridge University Press, 2003.
  • Garden, Mary. Mary Garden's Story. New York: Simon & Schuster, 1951.
  • Gorlinski, Gini. The 100 Most Influential Musicians of All Time. New York. Britannica Education Publishing, 2009.
  • Fulcher, Jane. Debussy and his World. Princeton: Princetown University Press, 2001.
  • Hartmann, Arthur. Claude Debussy as I Knew Him. Rochester: University of Rochester Press, 2003.
  • Holmes, Paul. Debussy. London og New York: Omnibus Press, 2010.
  • Holloway, Robin. Debussy and Wagner. London: Eulenburg, 1979.
  • Howat, Roy. "Russian Imprints in Debussy's Piano Music." I Rethinking Debussy. New York: Oxford University Press, 2011.
  • Jensen, Eric Frederick. Debussy. Oxford: Oxford University Press, 2014.
  • Johnson, Graham. A French Song Companion. Oxford og New York: Oxford University Press, 2002.
  • Jones, J. Barrie. Debussy. Milton Keynes: Open University, 1979.
  • Lesure, François og Roy Howat. "Debussy, Achille Claude." I Grove Music Online. Oxford: Oxford University Press, 2001.
  • Lockspeiser, Edward. Debussy His Life and Mind. Cambridge og New York: Cambridge University Press, 1978.
  • McAuliffe, Mary. Twilight of the Belle Epooque. Lanham: Rowman & Littlefield, 2014.
  • Moore Whiting, Stephen. Satie the Bohemian: From Cabaret to Concert Hall. Oxford: Oxford University Press, 1999.
  • Moreux, Serge. Béla Bartók. London: The Harvill Press, 1953.
  • Nectoux, Jean-Michel. Gabriel Fauré: A Musical Life. Cambridge: Cambridge University Press, 1991.
  • Nichols, Roger. "Debussy, (Achille-)Claude." I The New Grove Dictionary of Music and Musicians. London: Macmillan, 1980.
  • Nichols, Roger. Debussy Remembered. London: Faber & Faber, 1992.
  • Nichols, Roger. Ravel. New Haven og London: Yale University Press, 2011.
  • Nichols, Roger. The Life of Debussy. Cambridge: Cambridge University Press, 1998.
  • Orenstein, Arbie. Ravel: Man and Musician. Mineola: Dover, 1991.
  • Orledge, Robert. "Debussy the Man." I The Cambridge Companion to Debussy. Cambridge: Cambridge University Press, 2003.
  • Ross, Alex. The Rest Is Noise. London. Fourth Estate, 2008.
  • Samuel, Claude. Conversations with Olivier Messiaen. London: Stainer and Bell, 1976.
  • Schonberg, Harold C. The Great Pianists. New York: Simon & Schuster, 1987.
  • Siepmann, Jeremy. The Piano. Wisconsin: Hal Leonard Corp., 1998.
  • Simeone, Nigel. "Debussy and Expression." I The Cambridge Companion to Debussy. Cambridge. Cambridge University Press, 2007.
  • Simeone, Nigel. "France and the Mediterranean." I The Cambridge Companion to Twentieth-Century Opera. Cambridge: Cambridge University Press, 2008.
  • Simeone, Nigel. Paris - A Musical Gazetter. New Haven: Yale University Press, 2000.
  • Taruskin, Richard. Music in the Early Twentieth Century. Oxford: Oxford University Press, 2010.
  • Thompson, Oscar. Debussy, Man and Artist. New York: Tudor Publishing, 1940.
  • Vallas, Léon. Claude Debussy: His Life and Works. Oxford: Oxford University Press, 1933.
  • Walsh, Stephen. Debussy: A Painter in Sound. London: Faber & Faber, 2018.
  • Weintraub, Stanley. Whistler. A Biography. New York: Da Capo Press, 2001.
  • Wenk, Arthur. Claude Debussy and the Poets. Berkeley: University of California Press, 1976.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]