Dødsstraf i Danmark

Samtidig afbildning af Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandts henrettelse på Østerfælled den 28. april 1772. Omkring 30.000 mennesker overværede henrettelsen, der er blandt de mest kendte i Danmarkshistorien.

Dødsstraf i Danmark har været anvendt som straf for en række alvorlige forbrydelser fra middelalderen og frem til midten af det 20. århundrede. I middelalderen og den tidlige moderne periode kunne dødsstraf blandt andet anvendes for drab, røveri, trolddom, højforræderi og en række religiøse og moralske forbrydelser. Straffen blev gennem århundrederne fuldbyrdet ved forskellige henrettelsesmetoder, herunder halshugning, hængning og afbrænding på bålet.

Med Straffeloven af 1866 blev anvendelsesområdet for dødsstraf indskrænket væsentligt til drab og visse forbrydelser mod staten. Den sidste henrettelse i fredstid fandt sted i 1892, da Jens Nielsen blev henrettet i Horsens Straffeanstalt. Selvom dødsstraffen fortsat var en del af lovgivningen, blev dødsdomme efter 1892 ikke længere fuldbyrdet. Dødsstraffen blev afskaffet i den borgerlige straffelov i 1930, men var fortsat en del af den militære straffelov.

Efter den tyske besættelse blev dødsstraffen midlertidigt genindført 1. juni 1945 – meget påfaldende med knap 2 års tilbagevirkende kraft – som led i retsopgøret. I perioden fra 1945 til 1950 blev 78 dødsdomme afsagt ved sidste instans, hvoraf 46 blev fuldbyrdet. Da dødsstraffen blev indført med tilbagevirkende kraft, blev de pågældende altså henrettet for handlinger, som på gerningstidspunkterne ikke ifølge daværende lov ville have medført dødsstraf.

Den sidste henrettelse i Danmark fandt sted den 20. juli 1950, da Ib Birkedal Hansen blev henrettet.

For danske statsborgere blev dødsstraffen afskaffet igen i 1951. Dødsstraffen blev afskaffet i den militære straffelov i 1978, mens de sidste særlige bestemmelser om dødsstraf for forbrydelser begået under besættelsen først blev endeligt ophævet i 1993 med virkning fra 1. januar 1994.

Danmark ratificerede i 2002 Europarådets 13. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som afskaffer dødsstraffen under alle omstændigheder. Protokollen trådte i kraft for Danmark den 1. juli 2003. Selvom der er bred politisk modstand i Folketinget mod at genindføre dødsstraffen, har flere danske meningsmålinger gennem tiden vist, at omkring hver femte dansker støtter en genindførelse i særlige tilfælde.

Historie

Vikingetiden

Uddybende artikel: Vikingetid

Detalje fra runestenen Stora Hammars I i Sverige viser en figur, der ligger på maven, mens en anden mand anvender et våben mod hans ryg. Bemærk det trekantede valknut-symbol ovenfor, som formodes at repræsentere en ekstatisk tilstand.

Dødsstraf havde eksisteret i Danmark siden oldtiden, hvor den oprindeligt blev fastsat i landskabslovene som en del af det traditionelle rets- og ættesystem. Dødsstraf blev ikke "indført" på én bestemt dato i nyere tid, men har tværtimod gradvist ændret form og status gennem historien. I oldtiden og den tidlige vikingetid havde Danmark ikke faste statslige fængsler eller et centralt politisystem. Dødsstraf blev håndteret som blodhævn mellem familier eller som offermænd for guderne ved grove tabuovertrædelser.

En af vikingernes henrettelsesmetode var bl.a. blodørn. Det var en blodig og brutal henrettelsesmetode, som vikingerne efter sigende brugte til at straffe fjender, der blev taget til fange i kamp, med. I alt kender man til otte oldnordiske og én latinsk middelalder-kilde, der nævner blodørn som en metode til henrettelse. Nogle kilder nævner metoden kort og fortæller blot, at vikingerne ridsede en slags ørn på ryggen af deres offer. Andre kilder er mere detaljerede og forklarer, at vikingerne bagfra skar den dødsdømtes ribben løs fra ryggraden. Derefter blev fangens ribben bøjet ud til siden, inden lungerne blev trukket ud gennem ryggen og bredt ud som et sæt ørnevinger. En af kilderne til blodørnen findes i et værk af skjalden Sigvat Thordarson (ca. 995-1045). Heri skriver han således: "Og Ivar, der opholdt sig i York, skar en ørn på Ællas ryg".

I vikingetiden var tingene samlingssteder, hvor der blev taget politiske beslutninger, vedtaget love og afsagt domme i drabssager. Her kunne folk blive dømt til døden eller gjort fredløse efter en tings-dom. Fredløshed indebar, at personen mistede sin retsbeskyttelse og derfor må forfølges og dræbes af enhver, uden at vedkommende blev straffet derfor. Folk afgjorde uenigheder ved at betale bøder eller gennem den berømte holmgang – en duel hvor to mænd sloges, ofte om kvinder eller ejendom.

Middelalderen

Uddybende artikel: Middelalderen

Homoseksualitet var en synd, der kunne føre til henrettelse ved radbrækning.

En gravering fra 1574, der forestiller henrettelsen af Skipper Clement. Clement henrettedes ved halshugning den 9. september 1536 på Viborg Landsting. Det præcise sted kendes ikke med sikkerhed, men formodentlig var det en offentlig forestilling på Gammeltorv foran Viborg Domkirke. Efter henrettelsen blev hans hoved sat på en stage, og hans parterede krop blev lagt på stejler. Ifølge traditionen var han blevet udstyret med en blykrone, fordi han havde stræbt efter riget.

Dødsstraf var en fast og relativt udbredt del af retssystemet i Danmark i middelalderen, men hvordan og hvor ofte den blev brugt, ændrede sig over tid og afhængigt af både lovgivning og politisk magt. I middelalderen blev den private ejendomsret anset for vigtigere end et menneskes liv. Derfor blev tyveri ofte straffet langt hårdere, end hvis man havde dræbt et andet menneske. For eksempel kunne man slippe af sted med en bøde for et drab, mens tyve risikerede at få hugget øret, næsen eller hånden af som straf for deres ugerning.

I den tidlige middelalder blev voldtægt af kvinder betragtet som hærværk mod mandens ejendom. Det blev opfattet på lige fod med, at nogen skadede mandens kvæg. Således var det også manden eller faderen til en voldtaget kvinde, der skulle have erstatning fra voldtægtsforbryderen. I 1241 kom Jyske Lov, der blev til i et tæt samarbejde mellem Valdemar Sejr og kirken. Loven var stærkt påvirket af kirkens definition af, hvad der var normen i forhold til seksualitet. Man ønskede at civilisere befolkning og skabe et samfund baseret på de kristne værdier, hvilket fik betydning for opfattelsen af voldtægt. I Jyske Lov blev voldtægtsforbryderen straffet med fredløshed. I middelalderens kristne samfund blev en række handlinger betragtet som alvorlige overtrædelser af både den verdslige og den religiøse orden. Seksualitet var underlagt omfattende religiøse og moralske normer. Ifølge historikeren Kåre Johannessen, forfatter til Hor saa vide: seksualiteten i middelalderen, blev seksuelle handlinger, der ikke kunne føre til forplantning, herunder analsex, fordømt af kirken. Prævention blev ligeledes fordømt, fordi den forhindrede graviditet. Seksuelle forhold uden for ægteskabet blev betragtet som en alvorlig synd og kunne i visse tilfælde medføre meget hårde straffe, herunder levende begravelse. Mænd og kvinder kunne begge straffes for ægteskabsbrud, og straffene kunne være hårde for begge køn. Ved seksuelle forhold mellem personer af samme køn var der derimod forskel på, hvordan handlingerne blev opfattet og straffet. Seksuelle handlinger mellem mænd blev generelt betragtet som mere alvorlige end tilsvarende handlinger mellem kvinder. En del af forklaringen var middelalderens forestilling om, at sæden havde en særlig betydning for forplantningen, og at mænd derfor kunne "spilde" sæd gennem seksuelle handlinger, der ikke kunne føre til graviditet.

Dødsstraffen var dog først og fremmest forbundet med handlinger, der blev betragtet som særligt alvorlige forbrydelser mod mennesker, samfundet eller den religiøse orden. Drab, røveri, alvorlige former for tyveri, brandstiftelse, trolddom og visse former for seksualforbrydelser kunne efter tid og sted medføre dødsstraf. Hvilke forbrydelser der var belagt med dødsstraf, varierede imidlertid gennem middelalderen og mellem de forskellige danske landsdele og lovgivninger.

Under Valdemar Atterdags første danehof i juli 1354 i Nyborg blev dødsstraf konverteret til bødestraf pga. det overvættes store mandetab dvs. befolkningsmangel opstået under pesten. Under indtryk af Moselovens princip om "øje for øje, tand for tand" blev lovene senere ændret, og brugen af dødsstraf blev efter Reformationen i Danmark mere udbredt fra 1500-tallet. I løbet af denne tid udløste tyveri fortsat døden ved hængning, mens mord straffedes med halshugning. Der kom også en ny straffeform: brænding på bål. Denne straf kunne voldtægtsforbrydere komme ud for, men det var særligt én gruppe som ofte blev brændt på bålet: de påståede hekse og udøvere af trolddomskunst. Trolddom blev eksempelvis opfattet som en forbrydelse, der ikke alene truede samfundet, men også indebar et religiøst brud med Gud. Fra 1500-tallet blev trolddomsforfølgelserne mere omfattende. Et kendt eksempel er Gyde Spandemager, der blev henrettet i 1543.

Heksejagten

Uddybende artikel: Heksejagt

Den 10. november 1571 blev den frisiske døber/mennonit Anneken Hendriks brændt på bålet i Amsterdam, hendes mund fyldt med krudt.

Heksejagten i Danmark kulminerede i 1600-tallet, hvor især historien om Maren Spliid fra Ribe er veldokumenteret. Hun blev brændt på bålet for trolddom den 10. november 1641 imellem Galgebakkerne nord for byen. Hun er et af de mest kendte ofre for heksejagt i Danmarks historie.

I perioden fra 1540 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes tusind hekseprocesser. Mellem 1.300 og 2.000 hekse blev brændt, heraf blev mindst tusind kvinder brændt levende på bålet. Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle appelleres til landstinget. Ifølge historiker Louise Hauberg Lindgaard drejer det sig om henved tusind henrettelser, og på den måde altså – antageligvis – henved et par tusind retsforløb. Indtil året 1660 var den højeste retsinstans Kongens Retterting, og her endte i alt 44 sager, som i de fleste tilfælde førte til frifindelse eller nedsat straf. Efter ediktet fra 1686, at der ikke måtte afsiges dødsdom over hekse uden højesterettens ord, ebbede heksejagten ud. Forsker Gustav Henningsen vurderer omfanget af heksejagten som forholdsvis beskedent, og at det beskedne omfang ofte tilskrives to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for tyveri, forræderi og trolddom, ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt". Disse bestemmelser forhindrede domsprocessen over en heks førte til anklager mod andre. I en senere artikel noterer Henningsen dog at der alligevel findes nogen belæg for kædeprocesser.

Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1608 – 1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Heksebålene i Danmark fik for alvor fat i 1626, da Christian 4. forordnede, som gjorde pagtskab med djævlen samt magi selv i det godes tjeneste strafbart. Den officielt sidste dømte heks var Anne Palles, der blev henrettet den 4. april 1693. Af regnskaberne for henrettelsen fremgår, at hun blev halshugget, og liget derefter brændt.

Blandt de tidligst dokumenterede trolddomsprocesser i Danmark er sagen fra Bornholm i 1530, hvor to kvinder, omtalt som "Lars Kyllings og Jørgen Olsens hustruer", blev henrettet på bålet. Bornholm var imidlertid under Lübecks herredømme på dette tidspunkt og var derfor ikke en del af Danmark. De tidligst dokumenterede henrettelser for trolddom i det egentlige Danmark fandt sted i Stege i 1539 eller 1540, hvor Karen Grottes og Bodil Lauritzen blev brændt på bålet. Blandt de senere dokumenterede henrettelser kan nævnes Doritte Nippers i Helsingør i 1571, Johanne Rygge ved Galgebakkerne i Ribe i 1572, Ingeborg Hark i Ribe i 1610, Jens Rusk i Ribe i 1611, Karen Roeds og Birthe Olufsdatter i 1620 samt Anna Bruds i 1652.

Den sidste hekseproces i Danmark fandt sted på Ærø så sent som i 1936. Carl Vilhelm Goldmann (1858-1939) fra Marstal blev anklaget for hekseri, men her fik Goldmann medhold i at der var tale om injurier.

1700- og 1800-tallet

Et af danmarkshistoriens mest kendte eksempler på offentlig henrettelse gik ud over Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt, der begge var del af en kamp om magten i Danmark i 1700-tallet. Her ses deres parterede lig på hjul og stejle på et flyveblad fra 1772.

På Nytorv foran Københavns gamle rådhus stod byens skafot, en ottekantet muret bygning med indvendig trappe til platformen med skampælen – kagen. I det meste af 1700-tallet foregik henrettelser og piskning her. Det var et tilløbsstykke for byens borgere, der samtidig blev belært om, at forbrydelse ikke betaler sig. Maleri af J. Rach og H.H. Eegberg, 1747.

I 1700-tallet var dødsstraf stadig udbredt og en vigtig del af straffesystemet, men den brugt sjældnere end i 1600-tallet. Med indførelsen af Christian 5.s Danske Lov i 1683 blev der skabt et fælles og mere ensartet retligt grundlag, som afløste de tidligere landskabslove, herunder Jyske Lov og Sjællandske Lov. Danske Lov samlede og systematiserede den eksisterende, spredte lovgivning i én samlet lovbog. Kongen stod som den øverste dømmende myndighed og fungerede som præsident for Højesteret, der var rigets højeste retsinstans. I den ældre enevældes periode opererede retssystemet med flere forskellige strafformer, herunder dødsstraf (livsstraf), frihedsberøvelse, legemlige straffe, skamstraffe samt bøder.

I samtiden blev forbrydelser opfattet ikke blot som overtrædelser af samfundets regler, men også som en krænkelse af det guddommelige. Derfor forsøgte man at indrette strafferetten i overensstemmelse med Det Gamle Testamente og Moseloven, som blev betragtet som Guds lov. Gennem strenge straffe, der i høj grad byggede på principper om gengældelse og afskrækkelse, søgte man at genoprette den guddommelige orden. I løbet af 1700-tallet blev disse religiøst og magisk funderede forestillinger gradvist afløst af mere verdslige synspunkter, og en række forordninger førte til en lempelse af nogle af de hårdeste straffe ud fra mere humane hensyn. Forbrydelser som gudsbespottelse, trolddom og blodskam blev ud fra religiøse og moralske forestillinger anset for særligt alvorlige og blev derfor straffet med døden. Ved drab blev straffen typisk fuldbyrdet ved halshugning, enten med økse eller sværd. Halshugning med økse var den mest udbredte metode, mens sværdet blev opfattet som den mindst vanærende form. Henrettelser fandt sted enten ved galgen uden for byen eller på et skafot inden for byens område, og de blev udført af bøddelen. I visse tilfælde blev den henrettedes krop efterfølgende parteret og anbragt på hjul og stejle som en synlig straf og til afskrækkelse.

I løbet af 1700-tallets oplysningstid begyndte der gradvist at ske et opbrud fra den stærke religiøse forankring af strafferetten, og en spirende kritik af dødsstraffen tog form. Ifølge seniorforsker ved Rigsarkivet Tyge Krogh byggede den tidligste modstand på en opfattelse af, at dødsstraf var et ineffektivt middel til at forebygge kriminalitet. Denne kritik udviklede sig senere til mere direkte angreb fra personer, som anså henrettelser for at være umenneskelige. Samtidig vandt den tanke frem, at frihedsberøvelse var en mere hensigtsmæssig straf end at tage livet af den dømte. Etableringen af et egentligt fængselsvæsen fra midten af 1700-tallet medvirkede derfor også til en nedgang i antallet af henrettelser.

Allerede før vedtagelsen af Danmarks første grundlov blev spørgsmålet om behovet for strenge straffe taget op til debat. Den såkaldte Kriminallovskommission af 1800 gennemgik og revurderede den daværende straffelovgivning. Som en del af reformarbejdet, der var begyndt i slutningen af 1700-tallet, blev det anset for nødvendigt at udarbejde en ny straffelov, og dødsstraffen blev derfor også genstand for diskussion i kommissionen. Kommissionens generalprokurør, Christian Colbiørnsen, var grundlæggende skeptisk over for Cesare Beccarias strafferetlige teorier, men støttede en begrænsning af de forbrydelser, der kunne medføre dødsstraf. Han var dog uenig i, at livsvarigt fængsel i alle tilfælde kunne udgøre en tilstrækkelig straf for de alvorligste forbrydelser. Forestillingen om, at visse forbrydelser kun retfærdigt kunne straffes med døden, kan også genfindes hos Immanuel Kant i hans overvejelser om overførbarhed og talionsprincippet. Kancelliets præsident, Frederik Moltke var derimod modstander af dødsstraffen og argumenterede i denne diskussion med udgangspunkt i Beccarias teorier. Diskussionerne i Kriminallovskommissionen illustrerer dermed, hvordan oplysningstidens idéer om straf og ret gradvist fik indflydelse på den danske straffelovgivning.

Straffeloven af 1866

Uddybende artikel: Straffeloven af 1866

I 1800-tallet skete der et markant skifte i Danmark: fra et system hvor dødsstraf stadig bruges (om end mindre end før), til et system hvor den i praksis næsten forsvinder. Danmarks grundlov trådte i kraft i 1849, og 17 år senere fulgte den såkaldte Almindelig borgerlig Straffelov af 10. Februar 1866. Denne straffelov var speciel, da den var en ny og mere systematisk udgave af den allerede gældende Danske Lov. Der skal hertil mindes om, at denne lovgivning altså var en samlet borgerlig straffelov, der trådte i kraft efter, at Danmark var blevet demokratisk. Straffeloven af 1866 tillod dødsstraf for drab og forbrydelser begået mod staten.

Den nye Straffeloven af 1866 er i forskningen ofte blevet tolket som udtryk for en udvikling i retning af en mere retributiv straffeforståelse, hvor der kan spores visse paralleller til Immanuel Kants retsfilosofi. I denne sammenhæng fremhæves en øget vægt på gengældelsesprincippet (talionsprincippet), mens de mere formålsorienterede (teleologiske) hensyn, som prægede Danske Lov, i vidt omfang træder i baggrunden. Straffeloven fastholdt dødsstraf som en mulig sanktion, hvilket afspejler et politisk ønske om at bevare denne straffeform i det fremvoksende demokratiske samfund. Samtidig indebar loven ændringer i selve henrettelsespraksis. I modsætning til tidligere blev den henrettedes lig ikke længere udstillet offentligt efter eksekveringen. Dermed blev der taget afstand fra ældre praksisser, hvor straf også indebar efterfølgende ydmygelse og offentlig fremvisning. Henrettelsen blev i højere grad reduceret til selve livsberøvelsen som straf, uden yderligere ceremonielle eller spektakulære elementer. Efterfølgende skulle begravelsen finde sted under rolige og ordnede forhold. Endvidere tyder bestemmelser i loven, herunder § 10, på at henrettelser var tænkt gennemført enkeltvis, idet dødsdømte ikke måtte overvære andres henrettelser. Dette peger på en praksis, hvor henrettelsen ikke længere var tiltænkt som et offentligt skue med flere eksekveringer, men snarere som en isoleret og kontrolleret handling.

Indtil Danske Lovs ikrafttræden i 1683 kunne drab som udgangspunkt medføre dødsstraf. Med Danske Lov blev personer, der var åbenlyst sindssyge, imidlertid undtaget fra denne bestemmelse. Personer, der begik drab i en tilstand af vildelse eller raseri, som blev sidestillet med sindssygdom, skulle derfor ikke henrettes, men i stedet betale erstatning til den dræbtes familie. Personer, der blev anset for at være farlige på grund af sindssygdom, kunne desuden anbringes i forvaring af myndighederne. Dette kunne blandt andet ske i såkaldte dårekister, som havde været anvendt i Danmark siden 1400-tallet. Dårekisterne blev først endeligt afskaffet i 1863.

Sidste fire henrettelser i Danmark (1869-1892)

Skarpretterøkse fra 1800-tallet. Øksen blev anvendt af den danske skarpretter ved offentlige henrettelser, hvor halshugning var den gældende metode ifølge Straffeloven af 1866. Henrettelserne blev i slutningen af århundredet gradvist mindre offentlige og mere regulerede.

Horsens Statsfængsel (tidligere Horsens Straffeanstalt). Her blev Jens Nielsen henrettet den 8. november 1892 som den sidste person i Danmark i fredstid. Henrettelsen blev udført ved halshugning i overensstemmelse med Straffeloven af 1866.

Efter vedtagelsen af Straffeloven af 1866 blev dødsstraf kun eksekveret i et meget begrænset antal tilfælde. I alt fire personer blev henrettet i henhold til loven: Hans Hansen (henrettet 6. august 1869), Rasmus Mørke (henrettet 5. januar 1881), Anders Sjællænder Nielsen (henrettet 22. november 1882) og Jens Nielsen (henrettet 8. november 1892). De tre førstnævnte henrettelser fandt sted offentligt, i overensstemmelse med ældre praksis. Henrettelsen af Jens Nielsen adskilte sig imidlertid ved ikke at være offentlig, hvilket i forskningen ofte sættes i forbindelse med erfaringerne fra henrettelsen af Anders Sjællænder Nielsen ti år tidligere. Denne udvikling afspejler en gradvis ændring i synet på henrettelser som offentligt skue. Alle fire henrettelser blev udført ved halshugning med økse, som foreskrevet i lovgivningen. Oplysninger om henrettelsernes forløb og karakter stammer i vid udstrækning fra samtidige presseberetninger.

• Hans Hansen: Henrettelsen af Hans Hansen fandt sted den 6. august 1869. Samtidige beskrivelser af henrettelsen er relativt få og stammer primært fra dagspressen, herunder Middelfart Avis (7. august 1869) og Berlingske Tidende (6. august 1869). I disse beretninger fremstilles Hansen som fortsat benægtende sin skyld frem til henrettelsen, herunder i forbindelse med præstens gennemgang af dom og anklage. Ifølge Berlingske Tidende blev sagen omtalt under overskriften "Modermorderen Hans Hansens Henrettelse", hvilket afspejler, at han var dømt for drabet på sin mor. Begge aviser anslår, at mellem 3.000 og 4.000 personer overværede henrettelsen, som fandt sted offentligt på en mark uden for Odense. Middelfart Avis bemærker desuden tilstedeværelsen af et betydeligt antal kvinder blandt tilskuerne, hvilket ikke var et fremtrædende tema i samtidige henrettelsesberetninger og muligvis hænger sammen med sagens karakter. Begge kilder fremhæver, at selve eksekutionen blev gennemført hurtigt og uden komplikationer. Samtidig er det karakteristisk, at presseomtalen var relativt kortfattet, hvilket kan afspejle, at henrettelser endnu ikke var en sjælden begivenhed i perioden. I årene 1848–1861 blev der således gennemført adskillige henrettelser i Danmark, hvilket kan have bidraget til en mere begrænset journalistisk dækning. Hans Hansen var en af de få dødsdømte under Straffeloven af 1866, som ikke blev benådet. Ifølge senere fremstillinger, herunder Dansk Kriminalreportage, blev motivet for drabet angivet som et ønske om at opnå arv. Hvorvidt det var forbrydelsens karakter, herunder relationen mellem gerningsmand og offer, der havde afgørende betydning for, at dødsstraffen blev eksekveret, fremgår ikke entydigt af kilderne. Hans Hansen blev det sidste menneske, som blev henrettet offentligt i Odense, og den næstsidste i Danmark.

• Rasmus Mørke: Henrettelsen af Rasmus Mørke den 5. januar 1881 fik en vis omtale i samtiden og blev beskrevet i både lokale og landsdækkende aviser, herunder Dagbladet (København), Social-Demokraten og Morgenbladet. Henrettelsen fandt sted på en mark ved Klejtrup nær Hobro. På tværs af de samtidige presseberetninger tegnes et relativt ensartet billede af Mørkes optræden ved henrettelsen. Han beskrives som rolig og fattet, men samtidig tydeligt følelsesmæssigt berørt af situationen. Ifølge Dagbladet skulle han have bukket for de fremmødte tilskuere, hvilket blev fremhævet som et udtryk for hans opførsel i den afsluttende situation. Social-Demokraten bemærker hans rolige fremtræden og anfører desuden, at henrettelsen fandt sted i udkanten af den gård, hvor forbrydelsen var begået. Dette kan indikere, at valget af henrettelsessted i visse tilfælde havde en symbolsk dimension. Tilsvarende beskriver Morgenbladet, at han "gik døden i møde med ualmindelig sindsro og fatning, men tilsyneladende meget bevæget". Samlet set peger kilderne på, at samtidens presse lagde vægt på den dømtes optræden ved henrettelsen, herunder graden af ro og værdighed i mødet med døden, som et centralt element i beretningen om begivenheden. Samtidige avisberetninger, herunder Skive Avis, Morgenbladet og Holstebro Avis, fremhæver, at henrettelsen af Rasmus Mørke i 1881 var skarpretteren Theodor Seistrups første i embedet som statslig bøddel. Skive Avis bemærker desuden, at Seistrup optrådte i overensstemmelse med de forventninger, der knyttede sig til hans funktion. Oplysningerne om tilskuertallet varierer betydeligt i de samtidige kilder. Estimaterne spænder fra omkring 3.000 til op mod 8.000 fremmødte. Vejle Amts Folkeblad angiver ikke et konkret tal, men beskriver i stedet et større vogntog på omkring 300 vogne, der transporterede tilskuere fra Hobro til henrettelsesstedet ved Klejtrup. Holstebro Avis omtaler mere generelt en stor menneskemængde uden nærmere kvantificering. Ifølge Dagbladet (København) blev henrettelsen desuden forsinket som følge af vanskeligheder med at finde en jordbesidder, der var villig til at stille areal til rådighed. Dette hænger sammen med praksissen om, at henrettelsen skulle finde sted i nærheden af gerningsstedet, hvilket kunne begrænse de praktiske muligheder. Selve henrettelsesforløbet beskrives i kilderne som kortvarigt. Den dømte fik oplæst sin dom, talte kort med en tilstedeværende præst og blev herefter henrettet. Sammenlignet med tidligere offentlige henrettelser i det 19. århundrede fremstår ceremonien som relativt enkel og uden omfattende iscenesættelse. På trods af den korte varighed tiltrak begivenheden et betydeligt publikum. Dette kan blandt andet forklares med, at henrettelser på dette tidspunkt var blevet sjældnere i Danmark, hvilket kan have øget den offentlige interesse.

• Anders Sjællænder Nielsen: Henrettelsen af Anders Sjællænder Nielsen den 22. november 1882 gav anledning til offentlig debat om dødsstraf og særligt om henrettelsernes gennemførelse som offentlige begivenheder. Henrettelsen fandt sted ved Sølvbjerghøj omkring 10 kilometer syd for Nakskov. Flere aviser angiver, at mellem 3.000 og 4.000 personer var til stede ved henrettelsen. Ifølge Vestjylland og Herning Folkeblad medførte den store menneskemængde praktiske problemer, idet tilskuerne stod tæt på skafottet og efterfølgende måtte trænges tilbage for at give plads til eksekutionen. Samme avis beskriver, at henrettelsen udviklede sig dramatisk, idet det krævede flere hug at gennemføre halshugningen. Avisen bemærker desuden, at der kun var få kvinder til stede, og at enkelte tilskuere reagerede fysisk på begivenheden. Blandt de fremmødte brækkede adskillige sig, og et par stykker besvimede. "Forsamlingen staar som lamslaaet af Rædsel, hvilken Følelse lidt efter gik over i en dyb, men dog stille Harme, der ikke dæmpedes ved at se det bloddryppende Lig ligge henslængt, medens Øvrighedspersonerne løb rundt paa Bakken og ind på de tilstødende Marker for at søge efter Kisten, som de ikke engang vidste, hvor var,” berettede Social-Demokratens udsendte". Den voldsomme karakter af henrettelsen blev også fremhævet i andre aviser. Vendsyssel Tidende anførte dagen efter, at henrettelsen var foregået under så oprørende omstændigheder, at den kunne forventes at bidrage til en ændring af henrettelsespraksis. Henrettelsen tog 15 minutter. Senere kom det blandt andet frem, at Theodor Seistrup og rakkerknægten havde drukket tæt dagen inden på en lokal kro, og at flere af de involverede var dårligt forberedte på det, der skulle ske. Henrettelsen af Anders Sjællænder Nielsen blev den sidste offentlige i Danmark.

• Jens Nielsen: Henrettelsen af Jens Nielsen fandt sted den den 8. november 1892 i Horsens Statsfængsel (dengang kaldet Horsens Tugthus). En af de mest detaljerede samtidige beskrivelser af henrettelsen blev bragt i Politiken den 9. november 1892 i en artikel af Henrik Cavling. Artiklen beskrev blandt andet forberedelserne til henrettelsen og Nielsens adfærd i timerne op til den. I modsætning til de tre foregående henrettelser blev henrettelsen af Jens Nielsen ikke gennemført offentligt. Den fandt sted i fængselsgården, hvor kun det nødvendige fængselspersonale og de tilstedeværende embedsmænd havde adgang. Fanger, hvis celler vendte ud mod gården, kunne dog overvære begivenheden gennem cellerne. Ændringen af henrettelsesformen kan ses i sammenhæng med den debat, der var opstået efter den offentlige henrettelse af Anders Sjællænder Nielsen i 1882. Cavling beskrev, hvordan Nielsen efter sigende reagerede negativt på, at hans henrettelse ikke skulle finde sted for et offentligt publikum. Ifølge Cavlings fremstilling ændrede Nielsen herefter sin holdning til de tilstedeværende og udviste trods og foragt. Cavling fortolkede dette som et udtryk for, at Nielsen havde ønsket større offentlig opmærksomhed omkring sin egen død. Henrettelsen af Jens Nielsen markerede dermed også et skifte i dansk henrettelsespraksis. Hvor de tre tidligere henrettelser under Straffeloven af 1866 havde været offentlige, blev henrettelsen i 1892 gennemført inden for fængslets rammer og uden et almindeligt publikum. Den blev samtidig den sidste henrettelse i Danmark i fredstid.

Rettersteder

I 1300-tallet lå Danmarks rettersteder ofte synligt uden for byernes porte, ved herredsting eller på højdedrag som galgebakker. Specifikke kilder fra netop det 14. århundrede nævner sjældent enkeltpersoners henrettelser med præcise adresser, men pladser som byernes gamle galge- og stejlebakker (fx på Bornholm) eller tingsteder fungerede som datidens faste rettersteder. I middelalderens Danmark var rettersteder og galgebakker som regel placeret uden for købstæderne, ofte i byernes vange eller på højdedrag og ældre gravhøje. Placeringen gjorde dem synlige for forbipasserende og understøttede deres funktion som afskrækkende symboler. Domme blev typisk afsagt på tingsteder, som fungerede som lokale og regionale centre for retsudøvelsen. Købstæder som f.eks. Viborg, Odense, Ribe og Roskilde havde udpegede rettersteder placeret uden for selve bybebyggelsen, hvor galger, kag (til piskning) og senere skafotter lå.

Mange terrænformer og høje landet over bærer stadig navne som Galgebakker eller Galgehøje, fordi det var her den lokale birke- eller herredsret eksekverede dødsstraf.

Galgebakken ved Slots Bjergby syd for Slagelse. Når folk kom gående eller kørende ad den gamle landevej til Skælskør, kunne de ofte se tyve hænge i galgen og andre ligge på hjul og stejle. Derfor lå de fleste galgebakker også ved alfarvej – til skræk og advarsel. På Bjergby Banke blev der henrettet fire forbrydere i årene 1834-1847.

Galgebakken i Ribe. Her blev personer, der var anklaget for trolddom, henrettet ved brænding på bålet. En af de mest kendte var Maren Splid, som i 1641 blev dømt for trolddom og efterfølgende henrettet. Sidste registrerede henrettelse skete 26. januar 1844. Den 24-årige Andreas Andersen Storgaard fra Morsø var blevet dømt skyldig i drabet på Anders Vad fra Tjæreborg. Halshugningen gik dog ikke som planlagt, idet der måtte to øksehug til. Det var en gruelig oplevelse for de ripensere, der var mødt op. Denne gruopvækkende oplevelse blev enden på Galgebakken som rettersted, der efter denne dag fik lov til at stå og forfalde.

Skarprettere

Symbolsk kappeklædt figur af en middelalderlig offentlig bøddel ved Peter og Paul-fæstningen i Sankt Petersborg i Rusland.

Danmarks første officielle og kendte skarprettere kan ikke knyttes til ét enkelt historisk navn fra middelalderen, da embederne historisk var lokalt forankrede i de enkelte byer og amter. Fra 1500- og 1600-tallet indvandrede mange tyske skarprettere (også kaldet scharfrichter), og navne som Georgius (nævnt 1609 i Haderslev) og Tobias Hansen (nævnt 1593 i Tønder) er blandt de tidligste, der optræder i de lokale skriftlige kilder. Skarprettere blev ofte rekrutteret fra marginaliserede eller såkaldt "uærlige" samfundsgrupper, såsom rakkere, flåere eller lavtstående håndværkersvende, hvis liv og færden sjældent blev registreret i traditionelle kirkebøger eller officielle arkiver. Det gør dem svære at spore for historikere.

Antallet af skarprettere i 1600-tallet har antagelig ligget omkring 25, inklusive de fire skånske i Malmø, Landskrone, Kristianstad og Ystad. Efter enevældens indførelse i 1660 etableres egentlige skarpretterdistrikter. I begyndelsen af 1700-tallet fandtes der stadig omkring 15 skarprettere rundtom i landet, men deres antal var midt i århundredet reduceret til en halv snes.

Jens Carl Theodor Seistrup var den sidste skarpretter i Danmark, som udførte sit hverv. Seistrup nåede at udføre tre henrettelser. På Det Kgl. Bibliotek i København findes et dokument, der indeholder skarpretter Theodor Seistrups egen beskrivelse af omstændighederne omkring hans første henrettelse af Rasmus Pedersen Mørke i januar 1881. Dokumentet har titlen: Theodor Seistrup: Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke, 1881. Efter Seistrup gik på pension i 1906 overtog Carl Peter Herman Christensen stillingen. Christensen havde bestridt et par forskellige job i Slagelse, bl.a. som hampspinder, og han havde borgerskab som slagter. Han nåede dog aldrig at udføre en henrettelse i sin tid som skarpretter. Det eneste Christensen kom til, det var at fuldbyrde legemsstraffe, som når voksne fik rotting og når børn fik ris. Det var et straffelovstillæg kaldet Albertis pryglelov, som blev indført den 1. april 1905 under daværende justitsminister P.A. Alberti. Dette var Christensens eneste arbejde. Han forlod sin stilling 1. april 1926.

Skarprettere i Danmark brugte primært to skarpe våben til at fuldbyrde dødsdomme ved halshugning: det særlige henrettelsessværd og den bredbladede huggende økse.

Antal henrettede

Ifølge Niels H. Kragh-Nielsen, som er forfatter til bogen Straffet på livet: henrettelser i Danmark 1537-1892, var der i alt 2881 registrerede henrettelser i Danmark i perioden fra 1537 til 1892, hvor den sidste civile henrettelse blev udført på dansk jord. Antallet er dog "med al sandsynlighed langt højere", da meget af kildematerialet er gået tabt, har forfatteren udtalt.

I de militære straffesager blev der efter 1800 henrettet 39 soldater og officerer, heraf femten for mytteri og desertering under englandskrigene. Den sidste militære henrettelse fandt sted i 1840.

Gennemsnitsalderen på de henrettede lå i perioden 1791-1892 på 33 år, for mændene 32, for kvinderne 39 (alderen kendes på tre fjerdele af mændene og halvdelen af kvinderne). Fra tiden før findes kun mere spredte oplysninger, men sandsynligvis var kvindernes alder i 1700-tallet lavere end overfor anført på grund af de mange henrettelser for fødsel i dølgsmål med ombringelse af barnet (her betegnet barnedrab). Omvendt i 1600-tallet, hvor de brændte troldkvinder, mange af dem noget oppe i årene, må have trukket alderen op. Over hele perioden 1537-1892 var der omkring 40 procent kvinder blandt de registrerede henrettede, i de sidste hundrede år halvt så mange.

De sidste anvendelser af forskellige henrettelsesmetoder

Povel Juel – dansk-norsk embedsmand, henrettet i København i 1723 for højforræderi og planer rettet mod kongemagten. Han blev halshugget, hvorefter hans højre hånd blev afhugget og kroppen parteret. Hoved og kropsdele blev efterfølgende lagt på stejle.

• Hængt i galgen: 1767: Peder Jensen fra Frydendal Gods ved Jyderup, for hestetyveri på marken.
• Knebet med gloende tænger: 1781: Maren Rasmusdatter fra Lumby ved Odense, for mord på sin mand.
• Henrettet med sværd: 1791: Carl Frederik Barfod fra Åkirkeby på Bornholm, for mord på sin hustru.
• Højre hånd afhugget efter henrettelsen: 1813: Marianne Poulsdatter fra Karise ved Faxe, for mord på sine forældre.
• Brændt på bålet efter halshugning: 1819: Knud Knudsen Ohre fra Horslunde ved Nakskov, for brandstiftelse.
• Hovedet sat på stage: 1840: Christen Olsen fra Snuderup ved Kalundborg, for mord på bommand Lars Olsen.
• Liget lagt på hjul og stejle: 1843: Carl Larsen fra Venslev i Horns Herred, for rovmord på husmand Niels Jørgensen.
• Begravet uden for kirkegården: 1861: Ane Cathrine Andersdatter fra København, for mord på sine tre børn.
• Halshugget med økse: 1892: Jens Nielsen i Horsens Tugthus, for mordforsøg på fængselsbetjent Brandstrup.
• Henrettet ved skydning: 1950: Ib Birkedal Hansen for landsforræderi og tortur under den tyske besættelse.

De sidste henrettelser for forskellige forbrydelser

Retsakter fra sagen mod Anne Palles, den sidste person i Danmark, der blev henrettet for trolddom, i 1693.

• Hekseri og trolddom: 1693: Anne Palles fra Tingsted på Falster, halshugget med økse og brændt på bålet.
• Voldtægt: 1738: Peder Rasmussen Riber fra Hasle ved Aarhus, halshugget med sværd.
• Kirketyveri: 1749: Erik Grønbom Johansen fra København, halshugget med økse og lagt på hjul og stejle.
• Omgængelse mod naturen: 1751: Peder Pedersen Læsø fra Onsbjerg på Samsø, brændt på bålet.
• Blodskam: 1766: Jens Pedersen Krog og hans steddatter Birthe Jørgensdatter fra Ugledige ved Præstø, halshugget med økse og brændt på bålet.
• Majestætsfornærmelse: 1772: Greverne Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt, højre hånd hugget af, halshugget med økse og lagt på hjul og stejle.
• Falskmøntneri: 1777: Hans Peter Schmidt fra Snejbjerg ved Herning, halshugget med økse.
• Henlæggelse af barn: 1778: Margrethe Nielsdatter Hyld fra Hammer ved Aalborg, halshugget med sværd.
• Barnefødsel i dølgsmål: 1794: Margrethe Jacobsdatter fra Roskilde-egnen, halshugget med økse og lagt på hjul og stejle.
• Mordforsøg: 1845: Tugthusfangen Ole Peter Julius Brandstrup, halshugget med økse.
• Brandstiftelse: 1845: Christen Nielsen fra Kirke Flinterup ved Sorø, halshugget med økse.
• Mord: 1882: Anders Sjællænder Nielsen fra Nakskov, halshugget med økse.
• Plakaten af 1813 om mord og overfald i tugthusene: 1892: Jens Nielsen i Horsens Tugthus, halshugget med økse.
• Straffelovstillægget af 1945: 1950: Ib Birkedal Hansen for landsforræderi og tortur under den tyske besættelse, skudt af henrettelsespeloton.

Benådninger efter 1892

Tegning som viser slotspladsen omkring 1730 med Københavns Slot til højre og den dengang næsten nyopførte Kancellibygning midtfor til venstre. Alle dødsdomme blev efter 1735 sendt til Danske Kancelli. Kancellibygningen på Slotsholmen eksisterer endnu og huser i dag Finansministeriet.

Der blev fortsat afsagt dødsdomme i Danmark efter henrettelsen af Jens Nielsen i 1892, men ingen af de dødsdømte blev henrettet, så længe straffeloven af 1866 var gældende. I alt blev 22 personer, heraf 13 mænd og 9 kvinder, dømt til døden i denne periode, men dødsdommene blev i alle tilfælde ændret til livsvarigt tugthusarbejde. Den sidste dødsdom blev afsagt i 1928, da Hans Marius Jensen blev dømt til døden for drabet på en tjenestekarl samt for brandstiftelse på gården Raaballegaard i Gedved nær Horsens. Også hans dødsdom blev senere ændret til livsvarigt tugthusarbejde.

Jens Nielsen var selv blevet dødsdømt to gange og benådet begge gange, før han efter sin tredje dødsdom blev henrettet i 1892. Efter hans henrettelse blev dødsdømte som udgangspunkt benådet, og dødsstraffen blev i stedet ændret til livsvarigt tugthusarbejde. Under Christian 10. blev denne praksis fastholdt, således at dødsdomme ikke længere blev fuldbyrdet.

Blandt de mere kendte personer, der blev dømt til døden, men senere benådet, var Dagmar Overby, også kendt som "Englemagersken". Hun blev i 1921 dømt til døden for drab på spædbørn, men fik senere straffen ændret til livsvarigt tugthusarbejde. Overby blev dømt for drabet på ni spædbørn, men hun tilstod at have dræbt langt flere. Hun blev aldrig løsladt og døde i Christianshavns Straffeanstalt i 1929.

Danmark afskaffede dødsstraf i den borgerlige straffelov af 15. april 1930 (Lov nr. 127), der trådte i kraft den 15. april 1933.

Genindførelse af dødsstraf (1945-1950)

Debat om dødsstraf

Debatten om tillægget til straffeloven og genindførelsen af dødsstraffen efter besættelsen er en væsentlig kilde til forståelsen af den politiske og samfundsmæssige stemning i Danmark efter fem års tysk besættelse. Debatten om genindførelsen af dødsstraffen i Danmark i 1945 var i høj grad præget af følelsesmæssige reaktioner frem for principielle juridiske overvejelser. Politikere, lederskribenter og repræsentanter for modstandsbevægelsen fremsatte hård kritik af personer, der havde samarbejdet med eller støttet den tyske besættelsesmagt. I den offentlige debat blev besættelsestidens forbrydere omtalt med et stærkt nationalistisk og til tider nedværdigende sprog, som under andre omstændigheder ville have været usædvanligt i den politiske debat. Begreberne "nation", "samfund" og "fædreland" indførtes som kriterier for, hvornår en forbrydelse var alvorlig nok til at fortjene dødsstraf, og det blev almindeligt at omtale forbryderne og deres gerninger med begreber som "såkaldte danske", "såkaldte landsmænd", "landsforrædere", "landsskadelig virksomhed" og "nationalt svigt".

Det første lovforslag om et tillæg til straffeloven blev behandlet i Folketinget fra 26. til 30. maj 1945, blot tre uger efter befrielsen den 5. maj. 127 medlemmer af Folketinget stemte for loven, mens fem medlemmer af Retsforbundet undlod at stemme på grund af deres modstand mod dødsstraffen, og 19 var fraværende. Den 31. maj blev loven godkendt i Landstinget med 67 stemmer for, én imod og otte fraværende. Blandt modstanderne var J.K. Jensen fra Det Radikale Venstre og Oluf Pedersen fra Retsforbundet. Pedersen foreslog et ændringsforslag, der skulle udsætte alle henrettelser, indtil en folkeafstemning havde godkendt den nye lov. Han modtog efterfølgende trusler fra tidligere modstandsfolk. Den eneste politiker, der faktisk vovede at stemme "nej", var Landstingets formand, Ingeborg Hansen.

K.K. Steincke fra Socialdemokratiet, der selv var jurist, udtrykte det generelle synspunkt således:

Hvis nogen i 1939 havde paastaaet, at jeg om seks Aar vilde staa her og anbefale et Forslag om Dødsstraf, endda med tilbagevirkende Kraft, saa vilde jeg ikke have anset ham for normal. Men siden har Barbari og Lovløshed sat ind, det normale Retssamfund er blevet krænket på det dybeste, og jeg føler mig da mere bundet til en dybt krænket Folkebevidsthed end til normale Tilstande. Vi skal have gjort op med disse Forbrydere, ikke af Hævnlyst, men for ar vi snart igen kan vende tilbage til normale Tilstande.

Retsopgøret efter Anden Verdenskrig har været genstand for omfattende debat, blandt andet fordi mindre lovovertrædelser blev behandlet hurtigere og generelt straffet hårdere end større sager, hvis retssager varede længere, mens stemningen kølnede efter krigens afslutning. Et andet kritikpunkt var lovens tilbagevirkende kraft. Tilhængere af loven argumenterede derimod under debatten i 1945 for, at krigsforbrydere ville blive udsat for selvtægt eller lynchninger, hvis dødsstraffen ikke blev genindført. Ifølge en meningsmåling fra 1945 var omkring 90 procent af befolkningen tilhængere af dødsstraf for visse krigsforbrydere.

Retsopgøret efter besættelsen

Uddybende artikel: Retsopgøret efter besættelsen

Demonstration i Odense med krav om dødstraf over krigsforbryderne.

Frihedskæmpere fra Holger Danske afhenter mistænkte til internering. Store Kongensgade i København i maj 1945.

Frihedskæmpere fører under mængdens jublende tilslutning en tyskertøs til hovedkvarteret. Ryesgade, Aarhus. Den 5. maj 1945.

I november 1943 havde Frihedsrådet udsendt pjecen Når Danmark atter er frit, som var et program for "ufortøvet og uindskrænket" genindførelse af demokratiet. Frihedsrådet opfordrede til et tilbundsgående retsopgør med kollaboratører af enhver art, hvad der naturligvis kun kunne ske ved at lovgive med tilbagevirkende kraft. Frihedsrådet havde også diskuteret, om man i den forbindelse skulle genindføre dødsstraffen; formelt var dødsstraffen afskaffet i 1930, og den sidste henrettelse i Danmark havde fundet sted i 1892. I november 1943 mente Frihedsrådets flertal ikke, at dødsstraffen burde genindføres – end ikke midlertidigt. Befrielsen kom i maj 1945, og i juni viste en Gallupundersøgelse, at et stort flertal gerne så dødsstraf over blive genindført. Berlingske skrev: "Af den lille Rest, som ikke ønsker Dødsstraf over Stikkere, mener Hovedparten, at de bør have Fængselsstraffe, mange, at de bør fratages de borgerlige Rettigheder for Livstid, og en stor Gruppe, at Stikkernes Ejendom bør inddrages … enkelte foreslaar, at Stikkerne skal have Prygl, pines, sendes til Sibirien eller Grønland, interneres, have Tvangsarbejde for Livstid eller straffes med Skatteforhøjelse".

Grundprincipperne for det danske retsopgør efter besættelsen byggede på en intention om at forankre opgøret i gældende dansk ret og retstradition. På denne baggrund betegnes processen som et retsopgør. Danmarks Frihedsråd nedsatte en mindre gruppe jurister med henblik på at udarbejde udkast til en straffelov og en proceslov. Udvalget var sammensat således, at det afspejlede forskellige dele af modstandsbevægelsen, men omfattede ikke repræsentanter fra Justitsministeriet eller andre officielle myndigheder. Blandt de centrale medlemmer var juristerne Niels Busch-Jensen, der repræsenterede den moderate del af modstandsbevægelsen, herunder gruppen "Ringen", samt Carl Madsen, som havde været interneret i Horserødlejren under besættelsen. Endvidere deltog højesteretssagfører Ejvind Møller i en periode, inden han måtte flygte til Sverige. Som sekretær fungerede den senere landsretssagfører Kjeld Lundgren. Først kort før befrielsen blev der etableret kontakt mellem modstandsbevægelsens juristudvalg og repræsentanter for det officielle Danmark. På dette tidspunkt forelå der allerede et udkast til lovgivningen, som herefter blev drøftet med tre jurister med tilknytning til det politiske system: rigsadvokat Frederik Pihl, højesteretssagfører Henning Hasle samt embedsmanden Jens Herfelt fra Justitsministeriet. Der blev opnået en vis enighed mellem parterne, men en række spørgsmål forblev uafklarede frem til Danmarks befrielse 5. maj 1945, hvor den tyske besættelse ophørte.

Den første danske regering efter besættelsen blev dannet som en samlingsregering under ledelse af socialdemokraten Vilhelm Buhl. Regeringen repræsenterede et kompromis mellem modstandsbevægelsen og de etablerede politiske partier og var således hverken en egentlig modstandsregering eller en direkte videreførelse af de regeringer, der fungerede frem til 1943. Regeringsdannelsen indebar, at modstandsbevægelsen og de politiske partier hver udpegede omtrent halvdelen af ministrene. Statsministerposten tilfaldt de etablerede politikere, mens modstandsbevægelsen overtog posten som justitsminister. Denne post fik en central rolle i udformningen af det lovmæssige grundlag for retsopgøret efter besættelsen.

De to grundlæggende love om retsopgøret blev vedtaget af Rigsdagen den 30. juni 1945 og trådte i kraft umiddelbart efter. I efteråret 1945 blev lovgivningen suppleret med en særlig lov om værnemagere, der regulerede økonomisk samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Professor og strafferetsjurist Stephan Hurwitz havde haft en vis indflydelse på udformningen af denne lov, mens hans juridiske ekspertise i mindre grad var blevet inddraget ved udarbejdelsen af de to første love. Da lovene blev revideret året efter, blev hans sagkundskab i højere grad taget i anvendelse. Lovgivningen byggede dog i vidt omfang på Justitsministeriets arbejde med udgangspunkt i de tidligere udkast, som var udarbejdet af modstandsbevægelsen. Selve gennemførelsen af retsopgøret blev varetaget af domstolene og anklagemyndigheden og foregik grundlæggende uden indblanding fra Justitsministeriet. Efter regeringsskiftet i november 1945, hvor Venstre overtog regeringsmagten, blev advokat Aage Elmquist justitsminister. Han tog initiativ til en revision af retsopgørets lovgivning, blandt andet med indførelsen af en ny minimumsstraf.

Justitsministeriet havde fortsat ikke ansvaret for selve gennemførelsen af retsopgøret, men fik efterhånden en rolle i behandlingen af benådningssager vedrørende de idømte straffe. Det var især dødsdommene, der gav anledning til overvejelser. Ministeriet fastlagde desuden de praktiske rammer for de steder, hvor dødsstraffene skulle fuldbyrdes, og deltog i overvejelserne om udvælgelsen af de personer, der skulle forestå eksekveringen af dødsdommene.

Som led i retsopgøret blev dødsstraf med tilbagevirkende kraft indført for blandt andet drab, voldshandlinger, sprængninger og angiveri med alvorlige konsekvenser begået i tysk interesse. Tilbagevirkende straffelovgivning var ikke et almindeligt lovgivningsprincip, men der var i Rigsdagen overvejende enighed om, at dødsstraffen, som i juridisk terminologi også blev betegnet som livsstraf, var nødvendig. Et centralt hensyn var at forhindre selvtægt og samtidig markere, at staten ville reagere kraftigt på forbrydelser begået under besættelsen. Danmarks grundlov indeholdt ikke et udtrykkeligt forbud mod straffelove med tilbagevirkende kraft, og spørgsmålet gav derfor ikke anledning til en mere grundlæggende forfatningsretlig debat. Efter omfattende overvejelser blev selve eksekveringen af dødsdommene overladt til medlemmer af politikorpset, som frivilligt havde accepteret at påtage sig opgaven. Ingen politifolk blev pålagt at deltage. Domstolene stod for selve domsafsigelsen, hvorefter spørgsmålet om eventuel benådning blev aktuelt. Benådningsretten tilkom formelt kongen, men Christian 10. havde tilkendegivet, at han ikke ønskede sager om dødsdømte forelagt for sig. I praksis blev afgørelserne derfor truffet af justitsministeren på baggrund af en indstilling fra Justitsministeriet samt udtalelser fra Højesteret. Med en enkelt undtagelse, hvor den dødsdømte ikke ønskede at anke, havde Højesteret afsagt alle de endelige domme.

I retsopgørets første år var regeringens linje, at dødsdomme ikke skulle ændres ved benådning, da dette blev betragtet som en underkendelse af domstolenes afgørelser. Denne praksis gjaldt under Niels Busch-Jensens første periode som justitsminister og under Aage Elmquists embedsperiode frem til 1947. Da Busch-Jensen efter folketingsvalget i oktober 1947 igen blev justitsminister, ændredes praksis, og der begyndte at blive givet benådninger. Af de i alt 78 afsagte dødsdomme blev 32 således ændret til livsvarigt fængsel. Senere blev også de idømte fængselsstraffe i flere tilfælde forkortet. De personer, der havde fået deres dødsdom ændret til fængsel, var blandt de sidste fra retsopgøret, der blev løsladt, men de fleste var ude af fængslerne allerede omkring midten af 1950'erne. Offentligheden blev ikke umiddelbart orienteret om omfanget af benådningerne og de efterfølgende løsladelser, hvilket for mange kom som en overraskelse.

Dødsdomme

Se også listen over henrettede

Fundamentet og afløbet fra henrettelsesskuret på Christiania-området. Billedet er fra 2011.

101 mænd og 2 kvinder blev dømt til døden for landsforræderi under den tyske besættelse. 78 dødsdomme blev stadfæstet ved alle tre retsinstanser, men kun 46 af dommene blev eksekveret. Risikoen for at blive henrettet var højere, hvis dommen faldt tidligt i retsopgøret, mens senere dødsdomme oftere blev konverteret til fængselsstraffe, fordi domstolenes målestok for, hvilke handlinger der udløste dødsstraf, ændrede sig undervejs forløbet. 30 mænd og begge kvinder blev således benådet af justitsministeren og fik ændret deres straf til livsvarigt fængsel. 16 blev henrettet ved skydning i Undallslund Plantage ved Viborg, mens 30 blev henrettet på Christians Vold i København.

Det hører også med til den samlede vurdering af retsopgøret i Danmark, at tyskere, der havde ansvaret for drab og terror under besættelsen, alle blev benådet og udvist af Danmark allerede i 1953. Det gælder således både den øverste leder af besættelsesmagten i Danmark, Werner Best og chefen for det tyske sikkerhedspoliti, Otto Bovensiepen, der ellers begge var blevet dømt til døden ved byretten i 1948.

Den 5. januar 1946 blev Flemming Helweg-Larsen som den første henrettet ved henrettelsesskuret på Bådsmandsstrædes Kaserne ved det nuværende Christiania. Den sidste henrettelse fandt sted den 20. juli 1950 da Ib Birkedal Hansen blev henrettet.

• Udpluk af de henrettede
• 
  Kai Henning Bothildsen Nielsen henrettet 9. maj 1947
• 
  Tage Petersen henrettet 10. maj 1949
• 
  Knud Børge Martinsen henrettet 25. juni 1949

Afskaffelse

Danmark afskaffede dødsstraf i den borgerlige straffelov af 15. april 1930 (Lov nr. 127), der trådte i kraft den 15. april 1933. Dødsstraf blev bevaret i den militære straffelov. Den militære straffelov afskaffede dødsstraffen ved lov nr. 195 af 3. maj 1978. Krigsforbrydertillægget fra 1945 gav dog stadig mulighed for dødsstraf. I 1993 afskaffedes dødsstraffen endeligt for alle forbrydelser med vedtagelsen af "Lov om ændring af lov om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed og lov om straf for krigsforbrydelse (Afskaffelse af dødsstraf)". Loven blev vedtaget den 22. december 1993, med virkning fra den 1. januar 1994. Den sidste lovændring gjorde det muligt for Danmark at tilslutte sig FN's konvention om afskaffelse af dødsstraf, vedtaget på FN's 44. Generalforsamling i 1989. Bortset fra Fremskridtspartiet var det et enigt folketing, der i 1993 endegyldigt fjernede dødsstraffen fra det straffelovstillæg, der blev vedtaget efter besættelsen.

Aktuel diskussion

Genindførelse af dødsstraf støttes ikke af nogen politiske partier i Folketinget. I 2006 viste en undersøgelse fra Institut for Konjunktur-Analyse, at hver femte dansker mente, at visse forbrydelser skulle kunne straffes med døden. Andelen var uændret siden en tilsvarende meningsmåling i 1999. En undersøgelse fra Rambøll Management/Analyse Danmark i 2012 viste at en ud af fem danskere mente, at dødsstraf skulle genindføres i den danske straffelov.

En Megafon-undersøgelse foretaget for Politiken og TV 2 viste i 2015, at 20 procent af danskerne ville stemme ja, hvis der blev holdt en folkeafstemning om indførelse af dødsstraf i Danmark.

Kendte henrettelser i Danmark

Se også: listen over halshuggede i Danmark, listen over henrettede 1946-1950 og mindelunden i Ryvangen.

Bemærk, at listen ikke er udtømmende, men omfatter et udvalg af kendte eller historisk bemærkelsesværdige henrettelser i Danmark fra middelalderen til det 20. århundrede. For perioden efter retsopgøret efter besættelsen er alene den første og den sidste henrettelse medtaget.

Kendte henrettelser i Danmark fra 1441 til 1950

Navn	Sted	Dato	Henrettelsesmetode	Kilder
Henrik Tagesen Reventlow	Aalborg	12. juni 1441	Halshugget
Torben Oxe	Gråbrødretorv i København	29. november 1517	Halshugget
Didrik Slagheck	Gammeltorv i København	24. januar 1522	Brændt på bålet
Skipper Clement	Viborg Landsting	9. september 1536	Halshugget
Gyde Spandemager	Malmø (tilhørte det danske rige)	November 1543	Brændt på bålet
Gertrud Skomagers	Rudkøbing	1557	Brændt på bålet
Magnus Heinason	Slotspladsen i København	18. januar 1589	Halshugget
Anna Koldings	København	Juni 1590	Brændt på bålet
Niels Lassen	Sønder Bork Sogn	18. oktober 1600	Halshugget
Birgitte Rosenkrantz	København	29. juni 1603	Halshugget
Albret Skeel til Jungetgård	Horsens	27. januar 1609	Halshugget
Christoffer Rosenkrantz	Slotspladsen i København	23. marts 1610	Halshugget
Christence Kruckow	Nytorv i København	26. juni 1621	Halshugget
Søren Jensen Qvist	Sønderherreds ting	Sommeren 1626	Halshugget
Maren Splids	Galgebakkerne i Ribe	10. november 1641	Brændt på bålet
Peder Galt	Slotspladsen i København	31. august 1644	Halshugget
Dina Vinhofvers	Slotspladsen i København	11. juli 1651	Halshugget
Oluf van Steenwinckel	Svingelen i Helsingør	18. juli 1659	Radbrækket
Anne Palles	Nykøbing Falster	4. april 1693	Halshugget
Povel Juel	Nytorv i København	8. marts 1723	Halshugget
Frederik Hammond	Gammeltorv i København	7. december 1758	Halshugget
Anders Sundblad	Gammeltorv i København	7. december 1758	Halshugget
Johann Friedrich Struensee	Østerfælled i København	28. april 1772	Halshugget
Enevold Brandt	Østerfælled i København	28. april 1772	Halshugget
Thomas Thomasen Bisp	Hjørring	22. juli 1822	Halshugget
Niels Arent	Skrøbelev på Langeland	23. oktober 1834	Halshugget
Petri Worm	Amager Fælled	20. november 1838	Halshugget
Ole Kollerød	Amager Fælled	17. november 1840	Halshugget
Lars Nielsen Bahl	Rakkerbanken i Lekkende Skov	16. oktober 1860	Halshugget
Ane Cathrine Andersdatter	Rødovre	21. december 1861	Halshugget
Hans Hansen	Odense	6. august 1869	Halshugget
Rasmus Pedersen Mørke	Klejtrup nær Hobro	5. januar 1881	Halshugget
Anders Sjællænder Nielsen	Sølvbjerghøj tæt ved Nakskov	22. november 1882	Halshugget
Jens Nielsen	Horsens Statsfængsel	8. november 1892	Halshugget
Flemming Helweg-Larsen	Henrettelsesskuret på Christianshavn	5. januar 1946	Henrettelse ved skydning
Ib Birkedal Hansen	Henrettelsesskuret på Christianshavn	20. juli 1950	Henrettelse ved skydning

Danskere henrettet i andre lande

• 9. december 1436: Jens Eriksen, dansk slotsfoged på Västerås, henrettet i Sverige (se også Engelbrektoprøret).
• 24. december 1535: Niels Lykke, dansk-norsk adelsmand henrettet i Norge efter ordre fra ærkebiskop Olav Engelbrektsson.
• 1664: Elsje Christiaens, henrettet i Amsterdam i Holland.
• 5. september 1941: William Johansen, en dansk-amerikansk seriemorder, der myrdede tre kvinder, inklusive sin første kone, i New York og Californien mellem 1933 og 1940. Han blev arresteret kort efter sit sidste mord og henrettet med gaskammer i San Quentin det følgende år.
• 8. august 1946: Nils Peter Bernhard Hjelmberg, henrettet i Norge.

Danskere idømt dødsstraf i andre lande

• 1894: Cecilia Anderson blev idømt dødsstraf i Australien for mord. Dødsdommen blev ændret til 20 års fængsel.
• 2003: Omar Maarouf blev dømt til døden for terrorplanlægning i Marokko. Han blev benådet af kongen, og den 18. november 2016 blev han løsladt fra fængslet. Han flyttede tilbage til Danmark i januar 2017.
• 2020: Said Mansour blev i oktober/november 2020 idømt dødsstraf ved en domstol i Marokko, efter at han i 2019 var blevet udvist fra Danmark. Dødsdommen blev dog den 24. december 2020 ændret til 25 års fængsel. Mansour afgik senere ved døden i fængslet i Marokko i juni 2026.
• 2022: Peter Nielsen blev i maj 2022 idømt dødsstraf i Nigeria for at have dræbt sin kone og datter. Dommen blev i 2024 stadfæstet af en appeldomstol.

Bibliografi

• Tage Algreen-Ussing – Kongelige Reskripter og Resolutioner, Reglementer, Instruxer og Fundatser, samt Kollegialbreve, med flere Danmarks Lovgivning vedkommende offentlige Aktstykker (1826).
• Theodor Seistrup – Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke og hans Henrettelse i Kleistrup den 5te Januar 1881 (1881).
• Stener Grundtvig – Dødsdommene i Danmark: 1866-92 : med Oplysning om de stedfundne BenNdninger og Højesterets Stilling til disse m.m. – Frimodt (1893).
• Vilhelm Bang – Hexevæsen og Hexeforfølgelser især i Danmark – Frimodt (1896).
• Sigurd Müller – Dødsstraf: Lejlighedsbetragtninger, Danmarks Regering og Rigsdag tilegnede – Em. Langhoffs Forlag (1903).
• Anders Bæksted – Besættelsen i Tisted 1696-98 – Munksgaard (1959).
• Sv Gram Jensen – Dødsdomme i Danmark 1893-1932 (1970).
• Ole Schierbeck – Dødsdømt – Bogan (1974). ISBN 87-87533-00-6
• Ole Fenger – Danske domme 1375-1662: de private domssamlinger – Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (1979). ISBN 87-7421-505-1
• Jutta Bojsen-Møller, Annette Rosenlund – Ole Kollerød - en forbryders liv og meninger – Samleren (1979). ISBN 87-568-0519-5
• Ole Schierbeck – Mord - i lovens navn: scener fra skarpretter Seistrups liv – Munksgaard (1980). ISBN 87-16-08455-1
• Ole Schierbeck – Dødsstraffe og henrettelser – Politiken (1981). ISBN 87-567-3455-7
• Jacob Christensen – Dobbeltmorderen Rasmus Mørke: forbrydelse og henrettelse – Broløs (1983).
• Hans Gregersen – Galge og økse – Tema (1992). ISBN 87-87910-22-5
• Per Thaysen – Døden skal du lide: en tværfaglig bog om dødsstraf, etik og menneskesyn – OP-forlag (1992). ISBN 87-7794-077-6
• Jesper Nissen – Den strengeste straf: dødsstraffens genindførelse i Danmark 1945 – Roskilde Universitetsforlag (2001). ISBN 87-7867-161-2
• Inga Floto – Dødsstraffens kulturhistorie: ritualer og metoder 1600-2000 – Museum Tusculanum (2001). ISBN 87-7289-655-8
• Frank Bøgh – De dødsdømte: henrettelsen af 46 danskere efter besættelsen – Documentas (2005). ISBN 87-91345-33-2
• Torben Bramming – Heksenes by: Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 – Taarnborg (2011). ISBN 9788791857041
• Poul Duedahl – Ondskabens øjne: en biografi om Jens Nielsen – Gad (2016). ISBN 9788712053156
• Niels H. Kragh Nielsen – Straffet på livet: henrettelser i Danmark 1537-1892 – Gad (2018). ISBN 9788712054085
• Hans Gregersen – Det sidste skridt: danske dødsdomme gennem 500 år – Turbine (2018). ISBN 9788740620245
• Peter Øvig Knudsen – Birkedal: en torturbøddel og hans kvinder – Gyldendal (2019). ISBN 9788702291834
• Louise Nyholm Kallestrup – Heksejagt: 100 Danmarkshistorier – Aarhus Universitetsforlag (2020). ISBN 9788772193373
• Michael Bach og Søren Møgelvang Nielsen – Dødsdømt: 10 fortællinger om dødsdømte danskere – Kriminalforlaget (2026). ISBN 9788776233105
• Amalia Dea Bonné – De dømte: forbrydelse og straf i Danmark 1200-1900 – Forlaget Plenum (2026). ISBN 9788779708495

Se også

• Korporlig afstraffelse
• Det Stockholmske Blodbad

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Dødsstraf i Danmark
• Danske mord: Bødlen der huggede forkert, DR tv-dokumentar om henrettelsen af Anders Sjællænder Nielsen