DDR

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Deutsche Demokratische Republik
Den Tyske Demokratiske Republik
Folkerepublik
Merchant Flag of Germany (1946-1949).svg
1949–1990 Flag of Germany.svg
Flag Våben
Flag Statsvåben
Verdensdel Europa
Region Tyskland
Land(e) Tyskland
Motto
"Proletarier aller Länder, vereinigt Euch!"
Nationalmelodi
Auferstanden aus Ruinen (Genopstået af Ruiner)
Geografisk placering af Den Tyske Demokratiske Republik
Hovedstad Østberlin
Sprog Tysk
Styreform Socialistisk republik
Formand for statsrådet
 - 1949–1960 Wilhelm Pieck
 - 1960–1973 Walter Ulbricht
 - 1973–1976 Willi Stoph
 - 1976–1989 Erich Honecker
 - 1989 Egon Krenz
 - 1989–1990 Manfred Gerlach
Premierminister
 - 1949–1964 Otto Grotewohl
 - 1964–1973 Willi Stoph
 - 1973–1976 Horst Sindermann
 - 1976–1989 Willi Stoph
 - 1989–1990 Hans Modrow
 - 1990 Lothar de Maizière
Lovgivende forsamling Volkskammer
Historisk periode Kolde krig
 - Etableret 7. oktober 1949
 - To plus fire-aftalen 25. september 1990
 - Tysklands genforening 3. oktober 1990
Areal
 - 1990 108.333 km²
Befolkning
 - 1990 est. 16.111.000 
     Tæthed 148,7 /km² 
Valuta Mark der DDR (uofficelt omtalt som DDR-Mark eller Ostmark)
Nationalt topdomæne .dd
Telefonkode +37
1 Selvom .dd var reserveret som ISO kode for Østtyskland, blev det ikke tilføjet internetnavnerummet før staten blev opløst.
2 Landekode 37 blev nedlagt i foråret 1992. Nummerrækken blev underopdelt og reallokeret mellem de tidligere sovjetstater.

Den Tyske Demokratiske Republik (tysk: Deutsche Demokratische Republik, DDR), eller (uofficielt) Østtyskland var en tysk stat, der eksisterede fra 1949 til 1990. Den bestod af de nuværende tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen samt landets hovedstad, Berlin, nu en del af Berlin.

DDR blev oprettet i 1949 af den del af Tyskland, som Sovjetunionen efter aftale med de vestlige allierede (USA, Storbritannien og Frankrig) havde besat efter anden verdenskrig. Samme år oprettedes Forbundsrepublikken Tyskland, BRD (Vesttyskland) i de vestlige besættelseszoner.

DDR var officielt en demokratisk flerpartistat, men i praksis var det partiet Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) der bestemte.[1] Ved DDR's forfatning af 1968 blev partiets lederskab skrevet ind i forfatningens artikel 1.[2] DDR var til det sidste efter egen opfattelse en demokratisk republik med frie og uafhængige valg. Først i 1973 blev landet anerkendt af Vesttyskland og en række andre vestlige lande, mens det fra begyndelsen var anerkendt af hele Østblokken. Under den kolde krig var landet medlem af Warszawa-pagten og DDR's geografiske placering som frontlinjestat og de betydelige antal sovjetiske tropper i staten, gjorde DDR central for Warszawapagtens militære strategier overfor Vesten,[3][4]

DDR blev opløst i 1990 efter længere tids uro i de østeuropæiske befolkninger samt Michail Gorbatjovs undsigelse af Brezjnevdoktrinen. Udløsende faktor for statens opløsning var Berlinmurens fald den 9. november 1989. DDR blev herefter indlemmet i Forbundsrepublikken. I Tyskland i dag benævnes Østtyskland som 'de nye forbundslande'. Siden genforeningen har forbundsregeringen brugt mere end 100 milliarder kroner om året på at få det tidligere DDR på fode igen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: DDR's historie

DDR's oprettelse[redigér | redigér wikikode]

Opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig i allierede besættelseszoner var ikke tænkt som en permanent løsning, men efterhånden som antagonismen mellem det kommunistiske Sovjetunionen og de vestlige liberalkapitalistiske repræsentative demokratier under ledelse af USA blev større, blev det klart, at den sovjetiske besættelseszone ville få en anden udvikling end de vestlige besættelseszoner.[Kilde mangler] Med oprettelsen af Vesttyskland den 23. maj 1949 lå vejen åben for oprettelsen af en østtysk selvstændig stat efter sovjetisk forbillede. Det skete den 7. oktober 1949.

Den østtyske forfatning mindede meget om Weimarforfatningens, og ytrings- presse- og religionsfrihed blev specifikt nævnt i artiklerne. Men det viste sig hurtigt, at gummiparagraffer underminerede disse retsprincipper: Vidtløftig formulering i artikel seks i forfatningen blev i praksis brugt til at undertrykke befolkningen.[5]

De første år[redigér | redigér wikikode]

Styringen af landet blev lagt i hænderne på det nydannede SED, der var et samarbejde mellem det østtyske socialdemokrati (SPD) og kommunistpartiet (KPD). Fra DDR's oprettelse i 1949 til 1971 var Walter Ulbricht som SED's førstesekretær landets fødte leder. Sovjetunionen havde umiddelbart efter krigen drænet den østtyske industri for maskiner og produktionsapparater som erstatning for de lidelser, det sovjetiske folk havde lidt under 2. verdenskrig. Det var nu vigtigt at få ordnet de økonomiske forhold. I 1951 trådte den første femårs-plan i kraft. Med den havde DDR lagt sig fast på en stram planøkonomi, hvor al produktion blev dirigeret og styret af staten.

Stalins død den 5. marts 1953 fik stor betydning for de socialistiske regeringer, hvor magtkampe mellem tilhængere af den stalinistiske linje og fortalere for en mere blød politisk linje brød ud i lys lue. I DDR brød der den 17. juni 1953 strejker ud blandt østberlinske arbejdere på grund af længere tids utilfredshed med dårlige lønninger og en elendig levnedsmiddelsituation. De fik hurtigt opbakning fra studenterne. Strejkerne bredte sig hurtigt over hele landet og udviklede sig til en egentlig opstand. Kun en voldsom indsats fra sovjetiske kampvogne sikrede, at DDR's styre blev siddende på magten. Walter Ulbricht blev takket være den militære støtte fra Sovjetunionen styrket i sin magtposition.

Udvandring[redigér | redigér wikikode]

Helt fra DDR's oprettelse begyndte indbyggere at flytte til det velhavende og friere Vesttyskland. Denne flygtningestrøm er kendt som befolkningens "afstemning med fødderne". I 1956, hvor 1,72 mio indbyggere havde forladt landet, indførtes en strammere visum- og paslov, der skulle forhindre udvandring. Det var især unge og veluddannede, der forlod landet, dem det nye land allerdårligst kunne undvære. Det blev forbudt at planlægge flugt fra landet, såkaldt "Republikflucht".

Berlinmuren[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Berlinmuren

Grænserne til Vesttyskland var fra begyndelsen af 1950'erne velbevogtede. Det var kun gennem Berlin, man kunne rejse til Vesten uden problemer[Kilde mangler]. Man kunne stige på et S-tog i Østberlin og stige af i den selvstændige politiske enhed Vestberlin (hverken en del af DDR eller Vesttyskland). I løbet af 1960 og 1961 steg antallet af udrejsende, så det på længere sigt ville årelade DDR. Alene i de første syv måneder af 1961 flygtede 153.000 indbyggere[6]. For at stoppe udvandringen besluttede den østtyske ledelse at spærre adgangen til Vesten, og den 13. august 1961 vågnede berlinerne op til store grupper NVA-soldater, der tog opstilling langs grænsen mellem øst og vest. I løbet af få timer var der pigtråd langs hele strækningen, og i løbet af få måneder stod en betonmur som markering for grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

Stabilitet[redigér | redigér wikikode]

Berlinmurens bygning betød en indre ro i DDR. De mange, der havde planlagt flugt, måtte nu opgive og måtte indstille sig på at blive i DDR. Med en større økonomisk reform i 1963, kaldet Neues Ökonomisches System, blev der løsnet lidt op for den rigide, planøkonomiske styring.[7][8][9] Staten benyttede sig nu mere af konkurrence, belønning og incitamentsystemer i styringen af økonomien, og det betød at DDR stabiliseredes økonomisk. De nye økonomiske reformer var et vigtigt skridt på vejen til at blive en af verdens ti største industrinationer. Samtidigt voksede den interne overvågning, som Ministerium für Statssicherheit stod for. Via et enormt net af meddelere og informanter ("Inoffizielle Mitarbeiter") kunne Ministerium für Statssicherheit følge med i selv de mindste detaljer i borgernes liv, og der blev slået hårdt ned på enhver form – reel eller forestillet – for opposition til det socialistiske styre.

Afspænding i forhold til Vesttyskland[redigér | redigér wikikode]

Med Willy Brandts tiltræden som forbundskansler i 1969 blev Vesttysklands politiske linje under parolen "Neue Ostpolitik" ændret i forhold til DDR. Det betød, at politikere fra øst og vest i 1970 for første gang officielt mødtes og talte med hinanden. Selv om Vesttyskland stadig nægtede at anerkende DDR og hævdede at være den egentlige tyske nation (og vice versa[Kilde mangler]), så betød denne gestus meget for DDR i dets bestræbelser på at skabe et holdbart tysk alternativ til den vesttyske forbundsrepublik. Med "Grundlagenvertrag" fra 1972 anerkendte den vesttyske forbundsrepublik DDR og de to tyske stater aftalte at udvikle "normale, gode nabo-relationer med hinanden på et ligeværdigt grundlag".[10]

Ulbricht forlader scenen, Honecker tager over[redigér | redigér wikikode]

I 1971 var det slut for den aldrende Walter Ulbricht at sidde ved roret. Efter længere tids intern uro i partiet[11] blev han tvunget til at træde af til fordel for Erich Honecker, der kom til at lede landet til 1989, hvor hans modstand mod reformer kostede ham lederposten.

I halvfjerdserne forsøgte DDR stadig mere intensivt at opbygge en national identitet omkring staten DDR. Det betød, at tysk historie gik fra at blive tolket som et langt, mørkt kapitel til at blive forløber for oprettelsen af staten DDR. Den tidligere så forhadte preussiske konge Frederik den Store blev pludselig til en tidlig socialist og ven af det fattige bondefolk.

DDR fortsatte dog med at køre hårdt frem mod kritiske røster. Den prominente østtyske forfatter og digter Wolf Biermann blev efter et besøg i Vesttyskland nægtet indrejse til DDR. DDR's tjeneste for statssikkerhed, Stasi, udførte med mere end 100.000 ansatte og over 2.000.000 informanter en omfattende overvågning af den østtyske befolkning.

Begyndende økonomiske problemer og Gorbatjov[redigér | redigér wikikode]

Fra slutningen af halvfjerdserne begyndte den østtyske økonomi at blive stadigt dårligere. Især de to oliekriser i 1973 og 1978 betød store underskud, der måtte finansieres af store lån i udlandet. Ved et sovjetisk statsbesøg i 1979 bankede en hidsig Bresjnev i bordet og sagde direkte til Honecker, at han med sin gæld til Vesten var ved at køre DDR direkte i bankerotten. Der blev i løbet af firserne ikke taget initiativ til at løse de store strukturelle problemer i den østtyske planøkonomi, og hvis ikke andre begivenheder havde forårsaget diktaturstaten DDR's sammenbrud, var DDR sandsynligvis brudt økonomisk sammen.

I 1985 blev Gorbatjov ny leder af Sovjetunionen, og hans "perestrojka" og "glasnost"-politik fik hurtigt følger også for DDR, der under Honeckers markante ledelse var et af de mest kommunistiske lande i østblokken.

DDR's sammenbrud[redigér | redigér wikikode]

DDR var en underlagt et marxistisk forstået arbejderklassens herredømme og til valget den 18. marts 1990 styret af politbureauet. Men DDR var ikke længere et proletariatets diktatur, som det var efter opstanden i 1953 og til efter murens opførelse[Kilde mangler]. I 1975 indgik DDR sammen med de øvrige Warszawapagt lande og NATO Helsingfors-erklæringen. Herefter begyndte antallet af ansøgninger om permanent udrejsetilladelse at stige. En ansøgning var ensbetydende med årelang chikane. Der var flere, som fik lov til at rejse ud af landet, men antallet af ansøgninger hobede sig op. I 80'erne blev dissidenter ikke længere afhentet om natten og skudt. Det var nu vigtigt for dissidenterne at blive i landet og reformere socialismen. I slutningen af firserne steg antallet af oppositionsgrupper inden for DDR, og de blev efterhånden umulige at holde nede. Det drejede sig bl.a. om miljøgrupper, der ville gøre noget ved den enorme forurening, den sovjetiske satellitstat udledte, ofte i overfyldte beboelseskvarterer til stor skade for beboerne. Også freds- og menneskerettighedsgrupper voksede i antal og betydning. Selv om religion var svært foreneligt med den kommunistiske lære, havde DDR siden 1978 alligevel givet kirkerne visse friheder, og det blev i kirkerne, at oppositionsgrupper samledes og planlagde demonstrationer mod regimet. I vinteren 82/83 skar Sovjetunionen ned for olieleverancerne til DDR, som DDR havde regnet med at sælge videre til Vesten. Det forværrede den dårlige økonomi i DDR og resulterede i, at Honecker måtte vende sig mod Forbundsrepublikken. I august 1989 fik en begivenhed i Ungarn for alvor udviklingen til at løbe løbsk for DDR's ledelse. Ungarn åbnede, med stiltiende accept fra Sovjetunionen, for grænsen til det vestlige naboland Østrig. Der var nu slået et hul i det finmaskede jerntæppe, og østtyskere kunne flygte til Vesttyskland. Dette betød en fuldstændig underminering af DDR's eksistensberettigelse, der kun havde kunnet opretholdes ved at holde befolkningen fanget i landet. En brutal opløsning af fredelige demonstrationer over hele landet den 7. oktober 1989 var et tydeligt tegn på regimets manglende formåen. De næste dage voksede demonstrationerne i antal, og det tvang den stædige Erich Honecker fra posten. Han var få dage forinden blevet advaret af Mikhail Gorbatjov om ikke at være for stædig. "Den der kommer for sent, forpasser livet", sagde den russiske statsleder. Den 9. november blev det, ved et pressemøde, af en tydeligt presset østtysk politiker Günter Schabowski bekendtgjort, at alle grænseovergange var åbne. En sand folkestorm brød løs mod grænseovergangene i Berlin, og grænsesoldater så sig nødsaget til at give efter for folkepresset og åbne grænserne. DDR's sammenbrud var nu en kendsgerning.

Genforeningen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tysklands genforening
Valgplakat for Allianz für Deutschland med krav om genforening med Forbundsrepublikken.

De første frie valg i DDR fandt sted den 18. marts 1990. Ved valget opnåede valgforbundet Allianz für Deutschland 48,15% af stemmerne. Det refermerende SED, der nu kaldte sig Partei des Demokratischen Sozialismus (PDS) opnåede blot 16,4% af stemmerne. Alliancen havde ført valgkamp for ophævelse af DDR og en indlemmelse i Vesttyskland. Allianen var ledet af det konservtive kristendemokratiske tidligere blokparti CDU, der opnåede 40,8% af de afgivne stemmer foran socialdemokraterne SPD, der opnåede 21,9% af stemmerne.[12]

Efter valget fandt genforeningen sted den den 3. oktober 1990, hvor den sovjetiske satellitstat DDR ophørte med at eksistere efter 41 år.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Den nordlige og mellemste del er en del af det nordtyske slette, hovedsageligt præget af lavland med landbrug, afvekslende med skove. Karakteristisk for den nordlige del af landet er et morænepræget istidslandskab og talrige større og mindre søer. Længere sydpå rejser landet sig noget og bliver mere bakket. I højlandet er store lavlandsbugter omkring Leipzig. Harzen, Thüringer skoven, Rhön, Erzgebirge, Elbsandsteingebirge, Sächsische Schweiz, Zittauer Gebirge og Lausitzer Bergland, der udgør de højeste højdeplateauer og bjergrygge i syden. Landet præges af de store floder Elben og Oder, der skærer sig gennem landet.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

"Bezirke" i DDR fra 1952-1990

DDR's territorium bestod af de nuværende delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen, endvidere også den østlige del af den nuværende delstat Berlin. DDR grænsede op til den indretyske grænse til Vesttyskland, Tjekkoslovakiet samt Polen, mod nord Østersøen. Vest-Berlin en selvstændig enklave midt i DDR.

Fra 1952 blev DDR opdelt i 15 administrative regeringscentre, Bezirke. Ud over hovedstaden Berlin (Berlin, Hauptstadt der DDR) var det:

  • Bezirk Dresden
  • Bezirk Karl-Marx-Stadt
  • Bezirk Leipzig
  • Bezirk Gera
  • Bezirk Erfurt
  • Bezirk Suhl
  • Bezirk Halle
  • Bezirk Magdeburg
  • Bezirk Cottbus
  • Bezirk Potsdam
  • Bezirk Frankfurt (Oder)
  • Bezirk Neubrandenburg
  • Bezirk Schwerin
  • Bezirk Rostock

Umiddelbart før genforeningen i 1990 blev de 15 "Bezirke" opsplittet i fem delstater, der blev indlemmet i den vesttyske forbundsrepublik den 3. oktober 1990.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

DDR var på trods af de store krigsskadeerstatninger, landet måtte betale til Sovjetunionen, alligevel den højstudviklede industrination i hele østblokken, og havde en højere levestandard end mange udviklede lande i verden. Landet led dog konstant af varemangel[Kilde mangler], hvorfor befolkningen måtte stå i kø for at få basale ting som bukser, sko, kød, brød osv. Planøkonomien blev styret efter femårs-planer, der ofte tog fejl af udviklingen i efterspørgslen på forskellige varer. De få små private virksomheder, der var tilladt, kunne ikke ændre meget ved det.

Kort, økonomisk historie[redigér | redigér wikikode]

Den første femårs-plan fra 1951 til 1955 skulle hovedsageligt forsøge at fjerne de mærkbare følger af 2. verdenskrigs ødelæggelser og sovjetisk demontage af østtysk industri. Ledelsen fokuserede på at opbygge en stabil energisektor samt svær- og kemiindustri. I de første fem år var planøkonomien ikke slået igennem for alvor, der var stadig over 13.000 private virksomheder, og i landbruget var tvangskollektiviseringer endnu ikke trådt fuldt i kraft.

Allerede i 1957 opnåede DDR en produktion, der var dobbelt så stor som i det tilsvarende område før 2. verdenskrig. 50 procent af verdens brunkul kom fra DDR, og landet eksporterede brunkul[Kilde mangler]. I kemi- og stålproduktion lå DDR også på et meget højt niveau[Kilde mangler].

Først i halvfjerdserne var DDR målt på produktion i en årrække verdens tiendestørste industriland[Kilde mangler]. Ved genforeningen var DDR blandt de 25 største industrinationer i verden[Kilde mangler]. På trods af det blev en stor del af landets udgifter finansieret ved hjælp af store lån i udlandet – især vestlige lande[Kilde mangler]. Problemerne blev ikke løst i firserne, bl.a. fordi ingen ville skære i sociale tilskud og goder til befolkningen.

Planøkonomien og dens strukturelle problemer[redigér | redigér wikikode]

Selv om DDR på mange områder ikke var en fuldstændig umulig økonomisk set, var den målt med tilstødende vestlige nationer håbløst bagefter, og selv om planøkonomien i visse tilfælde ikke var helt uden succeser, ville de strukturelle problemer, denne økonomiske model skabte på længere sigt, føre til et økonomisk kollaps i konkurrence med de frie markedsøkonomier.

I alle varegrupper herskede der fra tid til anden vareknaphed. Mest udtalt var det inden for biler. Køberne af visse modeller måtte vente på dem i op til 15 år.

Priser og løn blev fastsat fra statsligt hold. En arbejder kunne tjene næsten det samme som en universitetsansat kemiingeniør. Det betød, at boligområderne ikke var så socialt homogene som i dag.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Politisk system[redigér | redigér wikikode]

DDR definerede sig selv som en demokratisk, socialistisk stat. Der var tale om et meget centralistisk opfattelse af demokratiet, hvorfor al magt var centreret i partiet. Der blev afholdt valg i DDR, men det foregik ikke efter et valgsystem, der har mange lighedspunkter med det danske. De største partier på de kommunale niveauer var i 1981: SED (21,9-34,5%), FDGB (13,5-22,9%), FDJ (9,0-14,6%), DFD (8,3-10,6%), CDU (5,8-10,0%). I Folkekammeret var ni partier og organisationer repræsenteret, største parti var SED med 25,4% af mandaterne.[13]

Kvindernes stilling[redigér | redigér wikikode]

I efterkrigens DDR var der som i resten af Europa stor mangel på arbejdskraft. Ligestillingslovens – artikel 24, afsnit 2 i DDR's forfatning af 9. april 1968 – betød, at kvinder ikke kun havde retten, men også pligten til at arbejde inden for stort set alle arbejdsområder. Det indebar for mange familiers vedkommende som noget nyt ligestilling i hjemmet. For at motivere kvinderne til denne samfundsudvikling kom sociale foranstaltninger mod betalinger som: Pasningsordninger (vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, hvor børnene fik forplejning mod betaling af et symbolsk beløb), centrale indkøbsmuligheder og vaskerier. Idealet i DDR socialismen var, at kvinden stod til rådighed for arbejdsmarkedet hele sit arbejdsduelige liv (pensionsalder for kvinder 60 år og mænd 65 år) kun afbrudt af en ret til barselsorlov på et år Babyjahr. Derudover havde kvinder med mindst tre mindreårige børn retten til at gå hjemme som en ligestilling med arbejde.[14]

Militær[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 1948 oprettedes på sovjetisk initiativ mindre militærafdelinger i DDR, der bestod af østtyske politienheder, "Volkspolizei". Med den begyndende kolde krig og med Vesttysklands indtræden i NATO og oprettelsen af den vesttyske hær, Bundeswehr, blev det nu besluttet, at også DDR skulle have sin hær. Den 1. marts 1956 blev den nationale folkearme (NVA-"Nationale Volksarmee") dannet, som den vesttyske med hjælp af mange af de værnemagtsofficerer, der få år forinden havde kæmpet under Hitlers ledelse mod Den Røde Hær. Med indførelsen af værnepligt i 1962 nåede det samlede antal soldater i NVA op på cirka 170.000. NVA deltog på intet tidspunkt i krigshandlinger, men der var planer om at lade divisioner fra NVA deltage i bekæmpelsen af oprøret, Pragforåret i Tjekkoslovakiet i 1968.

Uddannelsessystemet[redigér | redigér wikikode]

I DDR gennemførtes i alt tre skolereformer – Jugendgesetze der DDR = ungdomslovgivning. Sigtet med uddannelsespolitikken i DDR var at skabe nyttige samfundsborgere.

Kinderkrippe (vuggestue) og Kindergarden (børnehave)[redigér | redigér wikikode]

Cirka 63 procent af alle børn mellem første og tredje leveår blev passet i vuggestuer og cirka 90 procent af alle børn i DDR gik i børnehave (3-6 år). Opholdet og pasningen af børnene var gratis for forældrene, der blot skulle betale et symbolsk beløb for barnets forplejning. Statens pædagogiske program for dette alderstrin byggede på en Bildungs – und Erziehungsplan → uddannelses- og opdragelsesplan dvs. det pædagogiske sigte var "selvstændighedsgørelse af børn i fællesskabet".

Zehnklassige Allgemeinbildende Polytechnische Oberschule (Folkeskole)[redigér | redigér wikikode]

Det kendetegnende ved uddannelsespolitikken i DDR var "ensartetheden", Einheitsshule → enhedsskole (privatskoler var ikke tilladt). Ensartetheden betød, at læseplaner og undervisningsmaterialer overalt i DDR var identiske.

Den 10-årige pligtskole var opdelt i tre trin:

Underskole: 1.-3. Klasse: Her var de lovpligtige fag: Tysk, matematik, samtidsorientering, musik, formning, sport, sløjd og skolehaveundervisning.

Mellemskole: 4.-7. klasse: Fysik, udvidet samfundslære og fremmedsprog (russisk var lovpligtig fra 5. kl. og 70 procent af eleverne på dette klassetrin valgte engelsk).

Overskole 8.-10. klasse: Her suppleredes undervisningen med én ugentlig praktikdag i lokale virksomheder – desuden var erhvervsorientering og hjælp til jobsøgning en del af undervisningen.

Alle elever var garanteret en læreplads/arbejdsplads efter den 10-årige skolepligt.

Erweiterte Oberschule – (EOS) (Gymnasium)[redigér | redigér wikikode]

For at komme på universitetet krævedes en gymnasieuddannelse, som i DDR på dette tidspunkt var en to-årig uddannelse. Det var højst tre elever per klasse, der blev indstillet til gymnasiet. Indstillingen foregik via lærerrådet, som arbejdede med regulativer, hvor der blev lagt vægt på fritidsinteresser og resultater opnået ved idrætsstævner, sociale færdigheder og om den pågældende elev deltog i Freie Deutsche Jugend arbejde. Ligeledes var det kun elever med høje gennemsnit, der kom i betragtning.

Fag i EOS: Tysk sprog og litteratur, russisk, andet fremmedsprog (engelsk eller fransk), matematik, fysik, biologi, kemi, geografi, historie, samfundslære, sport og valgfri kunst eller musik.

For at blive sendt videre til universiteter og andre højere læreranstalter forventedes et topgennemsnit på 1.5 (hvor 1 svarer til karakteren 12 i det danske skolesystem). Herudover forventedes det for unge mænds vedkommende, at de havde ydet tre års "ærestjeneste" som soldater inden påbegyndelsen af studiet.

Universiteter[redigér | redigér wikikode]

Adgang til en højere videregående uddannelse var betinget af karakterer, samfundets efterspørgsel og under indflydelse af befolkningens sociale opbygning. Man kunne studere direkte ved læreanstalterne eller per fjernundervisning. Ved at indskrive på et universitet indgik man den forpligtelse at arbejde for staten og acceptere en af staten anvist arbejdsplads. For færdiguddannede med de bedste resultater og høje politisk-moralske egenskaber bestod muligheden for, efter 4-5 års studium at blive optaget på en videregående forskningsuddannelse.[15][16]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Film og TV[redigér | redigér wikikode]

Om livet i DDR og Øst-Berlin:

Tv-programmer:

Den tredje alder i DDR[redigér | redigér wikikode]

Kvinder havde som 60-årige ret til statspension. Men selv om de havde nået pensionsalderen, forblev de fleste at blive på arbejdsmarkedet: I 1975 var halvdelen af de 55-70-årige på arbejdsmarkedet, og for de 70-75-årige var det næsten hver tredje, mens hver tiende af de 75-80-årige stadig var erhvervsaktive. Som udgangspunkt kunne ingen afskediges ved pensionsalderen – tværtimod var det lovpligtigt at varsle sin arbejdsgiver fem år før planlagt pension. Det var som udgangspunkt den lave pensionsudbetaling, der var hovedårsagen til, at mange ventede med at gå på pension. Pensionsudbetalingen i 1960-70 var i gennemsnit kun en tredjedel af nettolønnen, i 1980'erne var den 57 procent og i 1989 ca. 50 procent. Ligeledes var der en mærkbar forskel mellem mænd og kvinder; det var kvinderne (75 procent af de erhvervsaktive), der lod sig pensionere i 80'erne. Det var almindeligt, at pensionister trådte til og stod til rådighed for arbejdsmarkedet i forbindelse med spidsbelastninger og ferietid. Godt nok var forholdene for pensionisterne økonomisk trange – men de havde større frihed end den øvrige del af befolkningen, idet de kunne søge om udrejsetilladelse til Vesten. Det blev stort set aldrig nægtet, for staten sparede pensionsudbetalinger etc. Med hensyn til de svagere ældre kneb det med hjemmepleje, lige som der kun kunne tilbydes 7000 plejehjemspladser til 150.000 ansøgere (1989).[17]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bibliographical Database of the international literature about the 17th of june 1953 in the GDR
  • Hansen Jan Bo (2009) : Muren, Gyldendal
  • Gaddis, John Lewis (2005):Den kolde krig, Gyldendal
  • Ulrich Mählert: DDR's historie. Ellekær, 2009
  • Peter Bender: Tysklands genkomst - en udelt efterkrigshistorie 1945-1990. Ellekær, 2012

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Die DDR in den sechziger Jahren, Bundeszentrale für politische Bildung (Tysk)
  2. ^ Artikel 1, første stykke: "Die Deutsche Demokratische Republik ist ein sozialistischer Staat deutscher Nation. Sie ist die politische Organisation der Werktätigen in Stadt und Land, die gemeinsam unter Führung der Arbeiterklasse und ihrer marxistisch-leninistischen Partei den Sozialismus verwirklichen, DDR's forfatning af 1968 (som ændret i 1974) på Wikisource (Engelsk)
  3. ^ Soviet-Warsaw Pact Western Theater of Military Operations: Organizations and Missions(Engelsk)
  4. ^ The World war that never was: NATO vs. The Warsaw pact (Engelsk)
  5. ^ Deutsche Geschichte in Schlaglichtern side 338
  6. ^ Deutsche Geschichte in Schlaglichtern side 361
  7. ^ Economic Reform as Ideology: East Germany's New Economic System, Thomas A. Baylis, Comparative Politics, Vol. 3, No. 2 (Jan., 1971), pp. 211-229
  8. ^ Hatte das Neue Ökonomische System eine Chance, Helmut Koziolek, Sitzungsberichte der Leibnitz-Societät, 1996(Tysk)
  9. ^ Das »Neue Ökonomische System« der DDR, deutschegeschichten.de(Tysk)
  10. ^ Artikel 1 i Grundlagenvertrag (engelsk oversættelse)
  11. ^ Die DDR in den siebziger Jahren, Bundeszentrale für politische Bildung
  12. ^ Officielt valgresultat
  13. ^ DDR - samfund og økonomi, s. 90ff. Forlaget Tiden 1984. ISBN 87-579-0319-0.
  14. ^ Friedrich-Ebert-Stiftung: Frauen in der DDR, 1987
  15. ^ Hverdag I De To Tysklande – 1979
  16. ^ Erziehung nach Plan – Schule und Ausbildung in der DDR – 1988
  17. ^ www.dhm.de/ausstellungen/lebensstationen/ddr_15.htm

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 52°03′N 12°23′Ø / 52.05°N 12.39°Ø / 52.05; 12.39