Dagmar (kejserinde af Rusland)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Dagmar af Danmark
Мария Фëдоровна
Kejserinde af Rusland
Kroning 27. maj 1883
Uspenskijkatedralen, Kreml, Moskva
Periode 13. marts 18812. november 1894
Forgænger Marie af Hessen og ved Rhinen
Efterfølger Alix af Hessen og ved Rhinen
Ægtefælle Kejser Alexander 3. af Rusland
Børn Nikolaj II, Kejser af Rusland
Storfyrst Alexander Alexandrovitj af Rusland

Storfyrst Georg Alexandrovitj af Rusland
Storfyrstinde Xenia Alexandrovna af Rusland
Storfyrst Mikhail Alexandrovich af Rusland
Storfyrstinde Olga Alexandrovna af Rusland

Fulde navn
Marie Sophie Frederikke Dagmar
Hus Huset Glücksborg
Far Christian 9. af Danmark
Mor Louise af Hessen
Født 26. november 1847
Det Gule Palæ, København, Danmark
Død 13. oktober 1928 (80 år)
Hvidøre Slot, Klampenborg, Danmark
Hvilested Roskilde Domkirke (1928-2006)
Peter og Paul Katedralen, Sankt Petersborg (fra 2006)
Religion Lutheransk (til 1866)
Ortodoks (fra 1866)
Kejserindens våben

Marie Sophie Frederikke Dagmar, i Rusland kaldet Marija Fjodorovna (russisk: Мария Фёдоровна) (26. november 184713. oktober 1928) var en dansk prinsesse, datter af kong Christian 9. og russisk kejserinde, gift med Kejser Alexander 3.

Dagmar blev moder til Ruslands sidste kejser, Nikolaj II, der blev myrdet efter den russiske revolution i 1917. Dagmar overlevede revolutionen og flyttede tilbage til Danmark. Hun var Ruslands sidste enkekejserinde og sidste overlevende kronet person.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Dagmars fødested: Det Gule Palæ i København, fotograferet i 2006.

Prinsesse Dagmar blev født 26. november 1847 i København i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg. Hun var den anden datter og det fjerde barn af daværende Prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg (den senere Christian 9.), og hans hustru, prinsesse Louise af Hessen. Hun blev døbt med navnene Marie Sophie Frederikke Dagmar, opkaldt efter sin fars moster Enkedronning Marie Sophie Frederikke og middelalderens Dronning Dagmar, men til daglig var hun kendt under navnet Dagmar, og i familien blev hun kaldt Minnie.

Dagmar blev født ind i et relativt fattigt fyrstehus, for da Dagmar blev født, var hendes far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en fjern og ubetydelig sidegren til det danske kongehus der nedstammede fra Christian 3.. Familiens status ændredes imidlertid i 1853, da Christian ved udsigten til den oldenborgske slægts snarlige uddøen, blev gjort til arving til den danske trone, til dels på grund af sin hustrus arveret og dels fordi, han som en af de eneste prinser i sin familie, ubetinget støttede Danmark. Dagmar blev ved faderens udnævnelse til tronfølger, prinsesse af Danmark.

Dagmar med sin forældre og søskende i 1862: (bagerst fra venstre) Frederik, Christian og Vilhelm; (forrest fra venstre) Dagmar, Valdemar, Louise, Thyra og Alexandra.

Dagmar havde fem søskende: Frederik (8.), der efterfulgte deres far som konge af Danmark, Alexandra, der blev gift med Edvard 7. af Storbritannien, Vilhelm, der blev konge af Grækenland som Georg 1., Thyra, der blev gift med Ernst August, Hertug af Cumberland og tronprætendent til Kongeriget Hannover, og prins Valdemar, der gjorde karriere i den danske flåde.

Christian 9. blev på grund af sine børns alliancer med betydelige kongelige huse kendt som Europas svigerfar og han samlede alle sine børn, svigerbørn og børnebørn i Danmark, ofte i Fredensborg. Dagmar og hendes mand Alexander III kom adskillige somre og holdt så meget af tiden i Fredensborg, at de købte deres eget hus, lige op til slotsparken. Huset er kendt som Kejserens Villa.

At Dagmar var søster til Alexandra, Edward VIIs dronning og mor til Georg 5. af Storbritannien, forklarer den store lighed mellem de to fætre Nikolaj 2. af Rusland og Georg 5. af Storbritannien.

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Dagmar som ung prinsese

Dagmar voksede op i Det Gule Palæ og efter at faderen blev dansk tronarving, havde familien også adgang til Bernstorff Slot i Gentofte nord for København.

Dagmar voksede op i, hvad der er blevet karakterisret som et enkelt, men lykkeligt miljø, hvor familien var i centrum. Familien var tæt knyttet, og Dagmars forældre lagde vægt på at give børnene en simpel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtfornemmelse og evne til at repræsentere.

Dagmar var tættest på sin ældste søster, Alexandra, og de havde en stærk tilknytning til hinanden hele livet.

Familiens sociale anseelse var steget betydeligt, da Christian blev tronarving, og i marts 1863 blev Alexandra gift med den fremtidige Edvard 7. af Storbritannien. Dagmars broder, Vilhelm blev senere samme år gjort til græsk konge og i november 1863, efter Frederik 7.s død, blev Dagmars far konge af Danmark.

Dagmars familie var dog ikke udelt populær i Danmark, især ikke blandt nationale og liberale kredse. Familien blev anset for at være tysk og dertil var begge forældre kendt for at være konservative helstatstilhængere.

Første forlovelse[redigér | redigér wikikode]

Dagmar og hendes første forlovede, storfyrst Nikolai.

I 1864 blev Dagmar folovet med den russiske tronarving, storfyrst Nikolai Alexandrovitj. Den tiltagende støtte til den slavofile ideologi i Rusland fik hans far, Alexander 2. af Rusland til at lede efter en brud til Nikolai i andre lande end de små tyske fyrstendømmer.

I 1864 kom Nikolai til Danmark og kort efter blev Dagmar og Nikolai forlovet. Det var en poulær forlovelse og sikrede samtidig, at den danske kongefamilie blev endnu mere velplaceret.

Storfyrst Nikolai led dog af et svagt helbred, hvilket påvirkede ham allerede efter forlovelsen og allerede den 24. april 1865 døde han af tuberkulose i Nice i Frankrig. Hans sidste ønske var efter sigende, at Dagmar skulle gifte sig med hans yngre bror, den senere Alexander III.

Dagmar var allerede på det tidspunkt begyndt på undervisning i russisk og hendes overgang til den ortodokse kirke, der var påkrævet for at kunne blive gift med den russiske tronfølger.

Anden forlovelse og ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Dagmar og Alexanders bryllup

Efter sørgeåret var omme og efter en omfattende korrespondance mellem de to familier om at genoptage forbindelsen, ankom Nikolais broder, storfyrst Alexander til Danmark i 1866, og kort efter fulgte forlovelsen.

Dagmar forlod København 22. september 1866. H.C. Andersen var blandt dem, som flokkedes ved kajen for at tage afsked med hende.

Dagmar blev varmt modtaget i Kronstadt af Alexander 2. af Rusland og hele hans familie og hun fik som gave "The Cottage", en af kejserfamiliens boliger i Peterhof.

Dagmar og Alexander blev gift i Vinterpaladset i St. Petersborg d. 9. november 1866.

Ved indtrædelsen i den ortodokse kirke og ægteskabets indgåelse fik hun navnet Marija Feodorovna (Rus.: Мария Фёдоровна), hvilket var det navn hun officielt gik under.

Blandt hendes børn var Ruslands sidste monark, Nikolaj II, som hun overlevede med ti år.

Storfyrstinde og kejserinde af Rusland[redigér | redigér wikikode]

Kejserinde Marija Fjodorovna
Kejserinde Dagmar og Alexander III på Fredensborg Slot i Danmark i 1893

Storfyrstinde Dagmar blev et populært medlem af kejserfamilien. Hun blandede sig sjældent i politik, men helligede sin tid til familien, velgørenhed og sociale gøremål. Blandt dem var russisk Røde Kors, og flere uddannelsesinstitutioner, heraf det kendte Smolnyjinstituttet for adelskvinder. Politisk var hun modvillig over for Tyskland på grund af anneksionen af Hertugdømmerne i 1864, og hun søgte at begunstige Danmarks stilling i Rusland.

Dagmar og Alexander fik den russiske tronfølgers sædvanlige residens, det enorme Anitjkovpaladset ved Skt. Petersborgs hovedstrøg, Nevskij Prospekt.

De første år brugte Dagmar til at sætte sig ind i sit nye land, og parret rejste rundt i imperiet. Parret besøgte også jævnligt Danmark.

Den rolige tid fik en brat ende i 1881 da hendes svigerfader blev myrdet ved et bombeattentat. For det nye kejserpar blev sikkerheden skærpet og de måtte flytte de ud fra byen til Gatchinapaladset, der ydede større beskyttelse. Alexander og Dagmar fik en traditionel overdådig kroning i Kreml i Moskva under skrappe sikkerhedsforanstaltninger, da der var opdaget et komplot.

Parret blev skarpt bevogtet, men Dagmar tog ofte ind til St. Petersborg for at deltage i og afholde baller, receptioner og andet, som hun havde nydt som storfyrstinde. Politisk var hendes mand yderst konservativ, hvilket Dagmar støttede ham i, og hun søgte at begunstige Danmark og modarbejde Tyskland. Endvidere forsøgte hun at få Rusland nærmet England, der traditionelt ikke var allieret.

Som kejserpar kom Alexander og Dagmar ofte til Danmark hvilket altid var en stor begivenhed, og parret nød at være i landet, da de kunne gå mere eller mindre rundt som det passede dem, og under langt mindre skrappe sikkerhedsforanstaltninger end de var vant til i Rusland. Det resulterede også i, at Alexander i 1885 proklamerede under en middag på Fredensborg Slot, at også han ville have sit eget hjem i denne by. Han købte huset, der dengang gik under navnet Svalereden. Huset kendes i dag som Kejserens Villa. Det forblev i Dagmars eje indtil hendes død, hvorefter hendes datter Olga solgte huset til privateje.

Alexander døde den 2. november 1894 i Livadia på Krim. Han havde længe været syg, og var kun 48 år da han døde.

Enke, revolution og eksil[redigér | redigér wikikode]

Enkekejserinde Dagmar og Nikolai II

Dagmar blev enkekejserinde i en ung alder, og dedikerede sin tid på sine sociale gøremål og sine børn.

I de første år støttede hun sin søn kejser Nikolai II, og han søgte ofte råd hos sin mor. Den første tid efter tronbestigelsen og hans ægteskab med Alexandra Feodorovna boede han hos hende i Anichkov paladset, hvor Dagmar også boede, når hun var i byen. Ifølge russisk skik var hun stadig landets førstedame, en position der skabte en del spændinget mellem hende og kejserinde Alexandra. De to kom aldrig tæt på hinanden, og det var genstand for en del sladder. Kejserinde Dagmar var mere populær end svigerdatteren, og nød fortsat sin rolle som førstedame.

Dagmars politiske ståsted skiftede efterhånden som utilfredshed og revolutionære begivenheder steg i Rusland, og hun mente at noget af den enevældige politiske magt skulle overdrages til en regering, og at Rusland skulle orientere sig mere mod vesten.

Nikolaj II fastholdt sin enevældige magt og med tiden forsvandt Dagmars rolle som politisk rådgiver for sønnen, der i stedet støttede sig til sin hustru.

Da den russiske revolution brød ud under 1. verdenskrig i 1917, befandt Dagmar sig i Kijev. Efter Nikolaj abdicerede, så hun ham en sidste gang, og efter nogen overvejelse tog hun til Krim hvor kejserfamiliens medlemmer havde flere sommerboliger. Her blev hun vidne til Oktoberrevolutionen samme år, og senere kom nyheden om mordet på hendes søn og hans familie, hvilket hun dog ikke troede på.

Tiden på Krim var usikker præget af husundersøgelser, fødevaremangel og trusler om at blive myrdet af bolsjevikkerne.

Skønt monarkiet blev afskaffet ved revolutionen (1917), ville Dagmar i første omgang ikke forlade Rusland. Hun flygtede først i maj 1919 til London da George V af Storbritannien sendte krigsskibet HMS Marlborough for at hente sin moster, da hun ikke længere kunne blive på Krim på grund af den røde hærs indmarch på Krim. Efter et kort ophold i London vendte hun hjem til sit fødeland Danmark og valgte sit tidligere feriested Hvidøre som sit nye hjem. Selv om Alexandra aldrig behandlede sin søster dårligt, og de tit holdt ferie i en fælles sommerbolig i Storbritannien, følte Dagmar sig trods det nære forhold altid som lillesøster, nummer to.

Eksil i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Dagmar boede under sit eksil i Danmark på henholdsvis Amalienborg og på Hvidøre ved Klampenborg.

Dagmars år i eksil blev overskygget af de mange dødsfald i hendes nærmeste familie. Hun nægtede at tro på massakren på sin søn, svigerdatter og børnebørn, og hun tillod aldrig afholdelse af mindegudstjenester i sit hjem.

Som enkekejserinde havde Dagmar en stor indflydelse inden for det russiske immigrant- miljø, som havde bosat sig i Vesteuropa. Romanov-familien blev internt splittet i deres eksil, især i spørgsmålet om hvem der skulle være familiens overhoved, selvom det russiske kejserrige havde en klar arvefølge. Dagmar, der mente, at hendes sønner evt. kunne være i live, mente at det var for tidligt at udpege et nyt overhoved for familien og var derfor imod, da hendes nevø, storfyrst Kirill Vladimirovich udnævnte sig selv til ny kejser i 1924. Det gjorde han på baggrund af arvefølgen, hvor han stod til at arve tronen efter Dagmars gren af familien. Dagmar, samt storfyrst Nikolaj Nikolaevich den Yngre, der var et velanset og respekteret medlem af familien, modsatte sig offentligt Kirills proklamation.

Ved sin død i 1928 blev kejserinden stedt til hvile i en sarkofag i krypten under Christian IXs kapel i Roskilde Domkirke Efter en mindehøjtidlighed i København i den russisk-ortodokse Alexander Nevsky Kirke, hvis opførelse hun selv havde tilskyndet, blev hun overført til Roskilde Domkirke.

Genbegravelse[redigér | redigér wikikode]

Efter flere års overvejelser og forhandlinger enedes den danske og den russiske regering i 2005 om at genbegrave kejserinde Dagmar i Sankt Petersborg. Begivenheden indledtes med en ceremoni i Roskilde Domkirke den 23. september 2006. Kisten kørtes til Christiansborg i København i den samme rustvogn, som blev brugt ved Dronning Ingrids begravelse i 2000. Fra Christiansborg blev kisten på en hestetrukken rustvogn kørt gennem København via Amalienborg til Langeliniekajen, hvor den blev overført til orlogsskibet Esbern Snare under Det danske kongehus' deltagelse. Da kisten var om bord, gav Batteriet SixtusNyholm salut på (3x21 skud) og L17 Esbern Snare afsejlede mod Sankt Petersborg.

Ved passagen af finske Jussarö i Ekenäs skærgård kl. 12 den 25. september 2006 hædredes kejserinden i internationalt farvand med en salut fra det finske minefartøj Pohjanmaa.

Efter tre dages transport ankom kejserinde Dagmar tirsdag den 26. september til Sankt Petersborg – på 140 årsdagen for hendes første ankomst til Rusland som prinsesse Dagmar. Kisten blev bragt i land og placeret i Alexander Nevski-kapellet i parken til Peterhof. Den 28. september blev kejserinden efter en ceremoni i Isaac Katedralen gravlagt ved siden af sin mand zar Alexander 3. I Peter og Paul Katedralen i Sankt Petersborg, 78 år efter sin død og 87 år efter hun forlod Rusland. Det pådrog sig mediernes opmærksomhed at en dansk ambassade-ansat ved et uheld under ceremonien faldt ned i graven med sin mobiltelefon .[1]

Børn[redigér | redigér wikikode]

Kejserfamilien i 1888

Kejser Alexander III og kejserinde Dagmar fik fire sønner og to døtre:

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Se Frederik 8.s anetavle

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Niels Jürgensen (28. september 2006). Dansker faldt ned i Dagmars grav. Jyllands-Posten.