Daniel O'Connell

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 2. nov. 2014, 23:58 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Robotassisteret flertydig: Sligo - Ændrede link(s) til Sligo (by))
Daniel O'Connell
Dónal Ó Conaill
Personlig information
Født 6. august 1775
Cahirciveen, Irland
Død 15. maj 1847 (71 år)
Genoa, Italien

Daniel O´Connell (6. august 1775 – 15. maj 1847) (Irsk: Dónal Ó Cónaill), kendt som The Liberator[1](da:Befrieren), og The Emancipator[2](da:Frigøreren), var en irsk politisk leder i første halvdel af det 19. århundrede. Han kæmpede for katolsk frigørelse – katolikkers ret til at sidde i parlamentet i Westminster, nægtet dem gennem over hundrede år – og for at tilbagekalde unionsloven og dermed ophæve unionen mellem Irland og Storbritannien.

Tidligt liv

O´Connell blev født nær ved Caherciveen, County Kerry, i en tidligere formuende romersk-katolsk familie. Under protektion af sin rige ungkarle onkel, Maurice "Hunting Cap" O´Connell begyndte han at studere i Douai i Frankrig og blev optaget på Lincoln's Inn (et juristkollegie) i 1794, hvorefter han to år senere blev overflyttet til King's Inn i Dublin. I sine tidlige år stiftede han bekendtskab med samtidige pro-demokratiske radikale, og satte sig allerede da for at bringe lige rettigheder og politisk tolerance til sit hjemland.

Mens han studerede jura i Dublin blev han formentlig indblandet i væbnede grupper af sin onkel Maurice. Da Wolfe Tones franske invasionflåde lå i Bantrybugten i 1796 var den unge O´Connell i et svært dilemma. Det var grundet politik at han var bekymret.[3] I bogen Daniel O´Connell: The Irish Liberator har Dennis Gwynn foreslået at hans bekymringer skyldtes at han stod som frivillig til at forsvare regeringen, og det selvom regeringen intensiverede sin forfølgelse af katolikker.[3] Han ville gerne i parlamentet, men det håb katolikker de foregående havde kunnet håbe på bare tre år tidligere, blev nu enstemmigt vetoet.[3]

Som jurastuderende var O'Connell udmærket klar over sine kundskaber, men de højeste poster indenfor advokatstanden var han udelukket fra at kunne besidde. Han havde læst Jockey Club og så den som et billede på den herskende klasse i England og var overbevist om at, "de moralsk korrumperede regerede Englands retsvæsen i dag. Frihedens ånd vil krympe sig for at forsvare engelsk ejendom mod angreb fra franske fornyere. Den korrupte højere orden skælver for at miste deres lastefulde glæder"[3]. Daniel O´Connells studier havde drejet sig om Irlands juridiske og politiske historie og der findes nedskrevne debatter fra Historical Society(Historisk Samfund) om regeringen hvori han, ifølge en af de mange biografier der er skrevet om ham, opridsede I Irland var hele regeringens politik at undertrykke folket og at bibevare den korrupte dominerende magts privilegier.[3] 3. januar 1797 skrev han til sin onkel at han som den sidste af sine kolleger havde meldt sig ind i et frivilligt korps, som 'ung, aktiv, sund og enlig' kunne han ikke give nogle plausible bortforklaringer for at undlade.[4] Senere samme måned meldte han sig af hensigtsmæssige grunde ind i Lawyer´s Artillery Corps[5] (da: Juristernes Artilleri Korps).

19. maj 1798 blev han indkaldt af den irske advokatstand og fik tjans som procederende advokat. Fire dage senere indledte United Irishmen (da:Forenede Irere) den irske opstand i 1798 der efter megen blodsudgydelse blev nedkæmpet af briterne. O´Connell støttede ikke opstanden; Han mente at irerne skulle gøre deres krav gældende politisk nærmere end at bruge magt. Han besluttede sig for at fortrække mod hans hjemegn i Kerry og deltog hverken i opstanden endsige dens nedkæmpelse. I over ti år levede han et stille liv i det sydlige Irland hvor han koncentrerede sig om sine juridiske sager. Han fordømte også Robert Emmet´s opstand i 1803. Han skrev om protestanten Emmet; At Emmet, en mand der så køligt har udtænkt så meget blodsudgydelse, så mange mord – og så mange rædsler af enhver slags har ikke gjort sig fortjent til medlidenhed.[6]

Politisk overbevisning og program

Om voldelige opstande i Irland havde O´Connell sagt "Frihedens Alter vakler når det skal bruge blod som cement", og så sent som i 1841 havde O´Connell gjort hans parlamentskollegaer klart at de havde overtrådt hans tærskel ved at holde gang i "Opiumkrigen" i Kina i gang. Samtidens Tory havde foreslået en lov om en grad af censur i dækningen af krigen, her var det O´Connells stemmer der reddede den daværende Whig-regering.[7] Dublinselskabet, der sad på magten i Dublin, havde alle dage støttet protestanternes magt. I 1815 holdt O´Connell en tale hvor han omtalte "The Corpo", som de kendtes under, som et "Sølle Selskab". Dets medlemmer og ledere blev bestyrtet og da O´Connell ikke ville undskylde, udfordrede den kendte duellist John D´Esterre ham. Duellen havde tiltrukket et forhåbningsfuldt Dublin Castle(hvorfra at den britiske Regering regerede Irland) i tændt affekt med udsigt til at O´Connell ville blive dræbt. De betragtede ham som "værre end en plage" og så hellere end gerne ham fjernet på dette tidspunkt.[8] O´Connell duellerede med D´Esterre og sårede ham dødeligt (han ramte ham i hoften, men kuglen fortsatte videre til hans mave) i byen Oughterard, County Kildare. Hans samvittighed nagede ham pinselsfuldt over at han ikke alene havde dræbt en mand, men også efterladt hans familie nødlidende. O´Connell tilbød at "dele hans indkomst" med D´Esterres enke, hun afslog, men gik senere med til at en ordning kunne komme i stand med datteren, for hvem han regelmæssigt betalte til igennem 30 år indtil hans død. Erindringen om duellen fulgte ham den resterende del af hans liv.[8]

Politisk, koncentrerede han sig om at bruge parlamentariske og populistiske måder til at tvinge ændringer igennem og han kom regelmæssigt med loyalitetserklæringer til den britiske krone. Han advarede ofte det britiske etablissement at hvis ikke de reformerede deres regeringsførelse i Irland, ville irerne begynde at lytte til "råd fra voldelige mænd". Efterfølgende britiske regeringer fortsatte med at overhøre dette råd også længe efter hans død, han lykkedes dog selv med at få visse politiske landvindinger ved ren viljestyrke som forøget magt til katolske bønder og kirke det meste af det han ønskede, det vil sige at eliminere ulighederne for romersk-katolske; at sikre at lovligt valgte katolikker kunne tjene deres valgembede i det britiske parlament; at ændre troskabseden (Oath of Allegiance) så de paragraffer blev fjernet så katolikker også kunne sværge eden i overensstemmelse med deres samvittighed.

Selvom han selv talte det oprindelige irske sprog, opfordrede O´Connell irerne til at lære sig det engelske sprog for at kunne bedre deres egne kår.

Selvom han bedst kendes for kampen for den katolske frigørelse; så støttede han lignende tiltag for de irske jøder. I 1846 blev den britiske lov "De Judaismo", der foreskrev jøder en bestemt klædedragt, annulleret. O´Connell sagde "Irland påkalder jeres oprindelige race, I er det eneste land i verden jeg kender til man uplettet kan gennemføre love imod".

Kampen for Katolsk Frigørelse

I 1810´erne vendte O´Connell tilbage til politik, hvor han etablerede det katolske råd i 1811 der alene kæmpede for katolsk frigørelse som muligheden for irske katolikker til på sigt at blive parlamentsmedlemmer. I 1823 stiftede O´Connell den Katolske Forening (en:Catholic Association) der havde favnede bredere for at sikre ireres vilkår, det gjaldt: valgreform, en reform af den irske statskirke, fæstebønders rettigheder og økonomisk udvikling.[9] Foreningen var sponsoreret af dets medlemmer med en betaling på 1 penny om måneden, et minimalt beløb der var skabt på at tiltrække katolske bønder. Kontingentet var en særdeles stor succes, og foreningen rejste et stort beløb allerede i dets første år. Pengene blev brugt til at kæmpe for katolsk frigørelse, specielt til at betale bidrag til parlamentsmedlemmer valgbare til det britiske underhus støttende den katolske sag.

Som en del af kampen for katolsk frigørelse opstillede O´Connell til et suppleringsvalg til underhuset i 1828 i County Clare for den fraværende William Vesey Fitzgerald, en anden støtte af den katolske forening. Efter at O´Connell havde vundet sæde i underhuset var han ude af stand til at indtage det da katolikker på daværende tidspunkt ikke kunne sidde i det britiske parlament. Det lykkedes ham kun, i første omgang, at tage sæde grundet et legalt hul i loven. Det er ikke korrekt at han nægtede at tage sæde grundet at have nægtet at sværge en ed til kongen som øverste leder af Church of England. Premierministeren, hertugen af Wellington, og indenrigsministeren, Sir Robert Peel, omend at de var modstandere af katolsk deltagelse i regeringen, anså en fornægtelse af O´Connell som en provokation der kunne udløse endnu en opstand i et Irland der bestod af 85 % katolikker. Det lykkedes Peel og Wellington at overbevise George IV at retten hos katolikker, presbyterianere og alle andre trosretninger end den anglikanske Church of Ireland blev nødsaget til at gøres lovligt; Og med hjælp fra Whig blev det gennemført i 1829. Det medførte dog at mange Tory-medlemmer mistede tilliden til Peel og Wellington. (Jøder og andre ikke-kristne fik retten til at sidde i parlamentet i 1858). I The Felons Track hævder Michael Doheny at selve frigørelsen har antaget en "overdreven falsk forklædning" og at det er en fatal fejl at kalde det for en frigørelse. Han fortsatte videre at det hverken var den første, den sidste og ej heller den vigtigste af indrømmelser, som er opnået i frigørelsens navn, og at ingen erindrede sig de mænd hvis anstrengelser pressedes af en mere modstræbende mørkere tidsånd end retten til at leve, gudstjeneste, ejerskabsnydelsen og frihedsret .[10] Doheny mente at straffene i straffelovene for længst var afskaffet, og at de barbariske love var ændret og at de nu var blevet komprimeret ind til en kold og solid tilbageholdenhed og at Mr. O´Connell forsøgte at tage patent på dette.[10] Argumentet blev også fremført af John Mitchel, en af Young Irelanders ledere, i hans fængseljournal”[11] skriver han at der var to forskellige bevægelser i Irland i perioden, som opildnede irerne, den ene var den katolske lempelsesagitation (ført an af O´Connell), der var såvel åben som og lovlig, den anden var bevægelser som Ribbon og The Whiteboys.[12] De første foreslog adgang af professionelle og fornemme katolikker, der ville ære deres profession, til parlamentet inden for britisk lov – den anden stammer fuldkommen af grufuldhed og afvisning af britisk lov, og har intet mindre i sinde end en social, og ultimativt, politisk revolution.[12] Ifølge Mitchel valgte Storbritannien, i frygt for den sidste, at støtte den første lidet yndefuldt. Mitchel er enig i at Peel og Wellington gav katolikkerne disse indrømmelser for at undgå en borgerkrig; Men sagde også "at ingen britisk statsmand nogensinde ville fortælle sandheden, eller afsløre træk der kunne fortælle om deres motiver".[12] Deres virkelige motiver var, ifølge Mitchel, at "bestikke" de veluddannede og respektable katolikker over på briternes side som respektable "vest-briter" fra da af.[12]

Ironisk, med øje på O´Connells ståen fast på fredelig metoder i den politiske agitation, opnåede han sine største politiske triumfer i en periode med meget vold i Irland. Der var en forpligtelse for de der arbejdede ved landbruget til at støtte den etablerede kirke (Church of Ireland) en betalingsform kendt som tiende. Det faktum at et klart flertal af de der arbejdede i landbruget var katolske fæstebønder, der skulle støtte mindretallets religion, havde skabt et spændt forhold gennem et stykke tid.[13] En netop startet fredelig ikke-betalingskampagne blev voldelig i 1831 da det nyetablerede Irish Constabulary blev brugt til at bemægtige sig ejendom i stedet for betaling, resulterede i tiende-krigen, 1831-36. Selvom O´Connell afstod fra vold lykkedes det ham succesfyldt at forsvare de deltagende i kampen ved Carrickshock og ingen kom til skade.

I 1841 lykkedes det Daniel O´Connell at blive den første katolske borgmester i Dublin siden James II´s tid, der var den sidste katolik der havde regeret de britiske øer. Som borgmester påkaldte han den britiske hær imod strejkende arbejdere i hovedstaden. I 1838 afslog O´Connell at afskaffe tiende totalt, da han ikke ville ydmyge Whig helt og aldeles(siden 1835 havde Irere, Whig og Radikale dannet en alliance mod Tory).

Kampen for Unionens ophævelse

O´Connell kæmpede for at få annulleret unionsloven der havde lagt de to parlamenter i Kongeriget Storbritannien og Kongeriget Irland sammen og dannet Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. For at kæmpe for annulleringen af unionen dannede O´Connell Annullerings-Foreningen. Han plæderede for en genskabelse af kongeriget Irland, men dronning Victoria som dronning af Irland.

For at presse på for dette holdt han en række Monstermøder rundt i Irland, uden for det protestantisk og unionistdominerede Ulster. Møderne var kaldt således da der kom over 100.000 til et møde. Disse stævner bekymrede den britiske regering og den daværende premierminister Sir Robert Peel forbød et stormøde der skulle være afholdt i Clontarf, County Dublin lige uden for Dublin by. Det blev besluttet lige efter at det største af disse møder blev afholdt i Tara.

Tara havde en stor symbolsk betydning for den irske befolkning da det var her de gamle Højkonger af Irland gennemgik deres indsættelsesritualer. Clontarf havde lige så vel enorm symbolsk betydning, da det var her at den irske højkonge Brian Boru i slaget ved Clontarf, 1014 havde brudt med vikingernes magt over landet. På trods af opfordring fra hans tilhængere ville O´Connell ikke modsætte sig myndighederne og afblæste mødet. Det forhindrede ham dog ikke i at blive fængslet anklaget for at have tilskyndet til oprør, han blev dog løsladt efter 3 måneder på opfordring af det britiske overhus. Frataget sit mest effektive våben, – monstermøderne -, lykkedes det ikke O´Connell at få gennemført en annullering af unionen.

Død og erindring

O´Connell døde af hjerneblødhed i Genoa, Italien i 1847, på pilgrimsfærd til Rom – fængselsopholdet havde tæret hårdt på ham. Han blev 71 år. Som følge hans døende ønske blev hans hjerte begravet i Rom, mens hans krop er begravet på Glasnevin Kirkegård i Dublin, nærved et rundtårn. Hans søn er begravet i hans krypt. O´Connells filosofi og karriere har inspireret folk som Mahatma Gandhi (1869-1948) og Martin Luther King (1929-1968). William Makepeace Thackeray sagde "Du har gjort mere for dit land end nogen mand siden Washington" og William Gladstone beskrev ham som "den største populære leder verden endnu havde set". Honoré de Balzac skrev at "Napoleon og O´Connell var de eneste store mænd i det 19.århundrede". Jean-Henri Merle D´Aubigne skrev at "den eneste som Luther, som kunne håndtere magten var O´Connell". William Grenville skrev at "Historien vil omtale ham som en af de mest bemærkelsesværdige personer der nogensinde har levet".

O´Connell er kendt i Irland som "The Liberator" eller "The Great Emancipator" for hans succes med at fremskaffe katolsk frigørelse. O´Connell beundrede den sydamerikanske befrier Simón Bolívar, og en af hans sønner Morgan O´Connell, blev frivillig i Bolívars hær i 1820 i en alder af 15.[14]

Hovedgaden i det centrale Dublin, den tidligere Sackville Street, blev omdøbt O´Connell Street i starten af det 20. århundrede, efter dannelsen af den irske fristat, for at hylde ham.[15] En statue af ham (lavet af skulptøren John Henry Foley, der også har lavet skulpturerne på Albert Memorial i London) står i den ene ende af gaden og en af Charles Stewart Parnell i den anden ende.

Hovedgaden i Limerick hedder også opkaldt efter O´Connell, også med en statue i den ene ende. Der findes endvidere O´Connell Street i Ennis, Sligo, Clonmel, Waterford, Melbourne og North Adelaide.

Der findes et museum i Derrynane House nær ved Derrynane, County Kerry, der tidligere var ejet af hans familie. Han var også medlem af den Literære Forening af Polens Venner.

Familie

I 1803 ægtede O´Connell hans kusine Mary O´Connell. De fik fire døtre(tre overlevede), Ellen(1805), Catherine(1808), Elizabeth(1810) og Rickard(1815) samt fire sønner. Sønnerne – Maurice(1803), Timothy James O´Connell(1804), John O´Connell(1810) og Daniel(1816) kom alle til at sidde i parlamentet. Ellen forlod Irland til fordel for USA.

Forbindelse med den autoriserede handel

O´Connell fik hans yngste søn Daniel til at overtage et bryggeri på James Street i Dublin.[16] Bryggeriet producerede et kvalitetsmærke kendt som O´Connells Ale der nød stor popularitet. Forretningen var dog ingen større succes og efter et par år blev det overtaget af en John Brennan da Daniel helligede sig en politisk karriere. Brennan ændrede navnet til Phoenix Brewery men fortsatte med at brygge O´Connells Ale. Da Phoenix Brewery blev opslugt af Guinness i 1909, fortsatte O´Connells Ale med at brygges nu af John D´Arcy & Son Ltd. i Anchor Brewery i Usher Street. Da D´Arcy i 1920´erne indstillede sin virksomhed fortsatte bryggen hos firmaet Watkins og Jameson.

Den unge Daniel formand for handelsforeningen i perioden og gav betydelig og uvurderlig støttet til sin far og hans offentlige virke. Senere vendte O´Connell ryggen til foreningen og blev en stor tilhænger af afholdenhed. I perioden holdt Frederick Matthew abstinenskorstog for afholdenhed i form af store massemøder, det mest kendte på Skt.Patricks Day 1841. Daniel O´Connell deltog i et andet sådant møde på Rotunda Hospital, Dublin.

Fodnoter

  1. ^ O'Connell at Irish-Society.
  2. ^ A Short History of Ireland
  3. ^ a b c d e Dennis Gywnn, Daniel O’Connell The Irish Liberator, Hutchinson & Co. Ltd pg 71
  4. ^ O'Connell Correspondence, Vol I, Letter No. 24a
  5. ^ O'Ferrall, F., Daniel O'Connell, Dublin, 1981, p. 12
  6. ^ O'Connell Correspondence, Vol I, Letter No. 97
  7. ^ Charles Gavan Duffy: Conversations With Carlyle (1892), with Introduction, Stray Thoughts On Young Ireland, Brendan Clifford, Athol Books, Belfast, ISBN 0 85034 1140.pg 17 &21
  8. ^ a b Dennis Gywnn, Daniel O’Connell The Irish Liberator, Hutchinson & Co. Ltd pg 71 Pg 138-145
  9. ^ Great Britain and the Irish Question 1798-1922, Paul Adelmann and Robert Pearce, Hodder Murray, London, ISBN 0-340-88901-2.pg 33
  10. ^ a b Michael Doheny’s The Felon’s Track, M. H. Gill & Son, Ltd., 1951, pp 2-4
  11. ^ John Mitchel’s Jail Journal which was first serialised in his first New York City newspaper, The Citizen, from 14 January 1854 to 19 August 1854. The book referenced is an exact reproduction of the Jail Journal, as it first appeared.
  12. ^ a b c d John Mitchel, Jail Journal, or five years in British Prisons, M. H. Gill & Son, Ltd., 1914, pp. xxxiv-xxxvi
  13. ^ Stewart, Jay Brown (2001). The National Churches of England, Ireland and Scotland, 1801-46. Oxford: Oxford University Press. s. pp. 20-45. ISBN 0-19-924235-6. {{cite book}}: |pages= har ekstra tekst (hjælp)
  14. ^ Brian McGinn (1991). "Venezuela's Irish Legacy". Irish America Magazine (New York) Vol. VII, No. XI. Hentet 2007-04-18. {{cite web}}: Kursiv eller fed markup er ikke tilladt i: |publisher= (hjælp); Ukendt parameter |month= ignoreret (hjælp)
  15. ^ Sheehan, Sean & Levy, Patricia (2001). Dublin Handbook: The Travel Guide. Footprint Handbooks. s. p. 99. ISBN 978-1900949989. {{cite book}}: |pages= har ekstra tekst (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  16. ^ Irish Whiskey – a 1000 year tradition, Malachy Magee, O'Brien Press, Dublin, ISBN 0 86278 2287. pg 68 to 74

O´Connell citater

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Bøger af Young Irelanders

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Ekstra læsning

  • (engelsk) John Mitchel, A Cause Too Many, Aidan Hegarty, Camlane Press.
  • (engelsk) Thomas Davis, The Thinker and Teacher, Arthur Griffith, M.H. Gill & Son, 1922.
  • (engelsk) Daniel O'Connell: The Irish Liberator, Dennis Gwynn, Hutchinson & Co, Ltd.
  • (engelsk) O'Connell, Davis and the Collages Bill, Dennis Gwynn, Cork University Press 1948.
  • (engelsk) Labour in Ireland, James Connolly, Fleet Street 1910.
  • (engelsk) The Re-Conquest of Ireland, James Connolly, Fleet Street 1915.
  • (engelsk) John Mitchel: Noted Irish Lives, Louis J. Walsh, The Talbot Press Ltd., 1934.
  • (engelsk) Life of John Martin, P. A. Sillard, James Duffy & Co., Ltd 1901.
  • (engelsk) Ireland Her Own, T. A. Jackson, Lawrence & Wishart Ltd 1976.
  • (engelsk) Life and Times of Daniel O'Connell, T. C. Luby, Cameron & Ferguson.
  • (engelsk) Paddy's Lament: Ireland 1846-1847, Prelude to Hatred, Thomas Gallagher, Poolbeg 1994.
  • (engelsk) The Great Shame, Thomas Keneally, Anchor Books 1999.
  • (engelsk) Envoi, Taking Leave of Roy Foster, by Brendan Clifford and Julianne Herlihy, Aubane Historical Society, Cork.
  • (engelsk) In Search of Ireland's Heroes, Carmel McCaffrey. Ivan R Dee Publisher

Henvisninger

  • (engelsk) Fergus O'Ferrall, Daniel O'Connell (Gill's Irish Lives Series), Gill & MacMillan, Dublin, 1981.
  • (engelsk) Seán Ó Faoláin, King of the Beggars: A Life of Daniel O'Connell, 1938.
  • (engelsk) Maurice R. O'Connell, The Correspondence of Daniel O'Connell (8 Vols), Dublin, 1972-1980.
  • (engelsk) Oliver MacDonagh, O'Connell: The Life of Daniel O'Connell 1775-1847 1991.
  • (engelsk) J. O'Connell, ed., The Life and Speeches of Daniel O'Connell (2 Vols), Dublin, 1846.

Eksterne henvisninger

Se også

]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Daniel_O%27Connell&oldid=7838545"