Danmarks EU-formandskab 2025

Danmarks EU-formandskab 2025 var Danmarks varetagelse i andet halvår 2025 af formandskabet for EU's ministerråd - en post, som går på omgang mellem EU's medlemslande. Danmark overtog formandskabet 1. juli 2025 efter Polen og videregav det 1. januar 2026 til Cypern - de to lande, som sammen med Danmark indgår i formandstrioen, der har et vist samarbejde i løbet af Danmarks seks-måneders formandsperiode.
Formandskabet var præget af krisestyring på grund af en række europæiske problemer, ikke mindst som følge af den russisk-ukrainske krig og et dårligere forhold til USA. Blandt formandskabets resultater blev blandt andet fremhævet nye initiativer til støtte for Ukraine og en kraftigere europæisk oprustning samt et nyt fælles EU-klimamål frem mod 2040, der dog blev mindre ambitiøst, end det danske formandskab havde lagt op til. Det lykkedes ikke at få åbnet forhandlinger med Ukraine og Moldova om optagelse i EU, som ellers havde været et af formandskabets prioriteter.
Historie og procedure
[redigér | rediger kildetekst]EU's medlemslande varetager på skift hvervet som formand for EU's ministerråd. Det vil sige, at det pågældende lands ministre er formænd for hver deres respektive ministerråd i det halve år, formandskabet varer. En undtagelse udgør dog Rådet for Udenrigsanliggender (dvs. forsamlingen af EU's udenrigsministre) - her er det ikke udenrigsministeren fra formandslandet, der har forsædet, men EU’s faste udenrigsrepræsentant.[1] Det er heller ikke den danske statsminister, der sidder for bordenden, når EU's stats- og regeringschefer skal samles, men derimod portugiseren António Costa, der er formand for Det Europæiske Råd.[2]
Danmarks EU-formandskab i 2012
[redigér | rediger kildetekst]Det var ottende gang, Danmark varetog formandskabet. Det seneste foregående danske formandskab var 1. halvår 2012, altså 13½ år tidligere, hvor Danmarks statsminister var Helle Thorning-Schmidt. Det daværende danske formandskab blev i nogle kredse kaldt "postevandsformandskabet", fordi den danske regering ønskede at markere et bæredygtigt formandskab og derfor som et symbol serverede postevand i stedet for flaskevand til alle møderne. Blandt de resultater, det danske formandskab fremhævede i 2012, var lavere priser på udenlandsk dataroaming, bedre samarbejde om og minimumsstraffe for it-kriminalitet og en aftale om Patentdomstolen.[3]
Danmarks prioriteter for EU-formandskabet
[redigér | rediger kildetekst]Regeringen Mette Frederiksen II fremlagde 19. juni sine prioriteringer for det danske EU-formandskab. Det fulde danske program for formandskabet, der havde titlen "Et stærkt Europa i en verden i forandring", fyldte 46 sider, men Europaminister Marie Bjerre fremhævede to hovedindsatsområder, der skulle gøre EU til en global magtfaktor: For det første via en omfattende oprustning og en langt stærkere forsvarsindustri at skabe et sikkert EU, der senest i 2030 skulle kunne forsvare sig selv. Og for det andet en markant forbedring af EU's konkurrenceevne, blandt andet via en styrkelse af det indre marked og ved at fjerne administrative byrder for virksomhederne. Desuden var også den grønne omstilling, den globale opvarmning, udvidelsen af EU med nye lande og bekæmpelse af uregelmæssig indvandring højtprioriteret af den danske regering. Derudover forventedes det, at den danske regering kunne få en hovedrolle i de indledende forhandlinger om et nyt budget for EU.[2]
Resultater
[redigér | rediger kildetekst]Altinget.dk vurderede i en artikel ved slutningen af formandskabet, at situationen i Europa havde givet Danmarks formandskab svære vilkår: De fleste europæiske lande, omend ikke Danmark, havde tomme statskasser, krigen i Ukraine var i gang med sit fjerde år, forholdet til Donald Trumps USA blev hele tiden værre, og Kinas økonomiske stryke blev stadig større. Mediet vurderede dog, at de fleste danske prioriteter på trods heraf var lykkedes, og at der i Bruxelles stod respekt om de danske forhandlere, der blev opfattet som ekstremt resultatorienterede. Mediet opremsede otte områder, hvor formandskabet havde skabt resultater, og to områder, hvor forsøgene ikke var lykkedes. De otte successer var:[4]
- Forsvar og sikkerhed: en køreplan for en kraftig oprustning af EU frem mod 2030
- Klima og energi: et fælles EU-mål for CO2-udledning i 2040 og en plan for 2035
- Rusland og Ukraine: en række nye europæiske sanktioner mod Rusland og en aftale om at låne Ukraine 672 milliarder kroner
- Forenkling af EU-regler: tre såkaldte omnibuspakker om forenkling af regler blev endeligt vedtaget af EU, mens der blev opnået enighed mellem EU's regeringe om tre andre pakker på området
- Migration: en reform af EU’s asylpolitik, der åbner for modtagecentre udenfor EU
- Lægemidler: en lægemiddelpakke, der havde været under svære forhandlinger i flere år i EU-systemet, med nye regler for markedsføring af medicin i Europa
- Beskyttelse af børn på nettet: Den såkaldte CSA-forordning om indgreb mod seksuelt misbrug og krænkelser af børn på nettet blev vedtaget, dog i en mindre ambitiøs udgave, end formandskabet oprindelig spillede ud med
- Langtidsbudget: Formandskabet præsenterede et første kompromisforslag om EU's kommende rammebudget, der ikke fik så mange kommentarer, men var vigtigt for at bane vejen for de egentlige budgetforhandlinger i 2026
De to forhold, der ikke lykkedes for formandskabet ifølge Altinget.dk, var:
- Udvidelse: Det lykkedes ikke at få åbnet forhandlinger med Ukraine og Moldova om optagelse i EU.
- Frihandelsaftale: En frihandelsaftale med Mercosur-landene, som EU-Kommissionne havde indgået efter 25 års forhandlinger, kunne ikke indgås blandt EU-landenes regeringer på grund af fransk, polsk og italiensk modstand, og spørgsmålet blev udskudt til 2026.
EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen fremhævede ved formandskabets afslutning to sanktionspakker mod Rusland under Ukrainekrigen, som var blevet vedtaget under formandskabet på trods af vanskeligheder som følge af Ungarns modstand. Danmark lykkedes ligeledes ifølge von der Leyen med hurtigt at få etableret et kvalificeret flertal af EU-landene bag en langtidsindefrysning af de russiske midler. Desuden blev der flertal for et farvel i EU til gasleverancer fra Rusland. Von der Leyen pegede også på EU's nye 2040-klimamål på 90 procents reduktion af udledninger af drivhusgasser.[5]
I Politiken vurderede Jens Ladefoged Mortensen, lektor i EU og international politisk økonomi ved Københavns Universitet, at formandskabet havde været karakteriseret af krisestyring som følge af Den russisk-ukrainske krig og det afkølnede forhold mellem EU og den amerikanske præsident Donald Trump. Han mente, at det danske formandskabs ønske om, at Europa blev mere forsvarsberedt, var den målsætning, der tydeligst var blevet indfriet. Desuden fremhævede han spørgsmålet om indvandring til Europa, som for mange andre lande fremstod som en af de store sager, og hvor Danmark for mange optrådte som en model for, hvad EU-landene skulle gøre. Hvad den grønne omstilling angik, mente Mortensen, at Danmark havde gjort en stor indsats for at fastholde det som en mærkesag, men at man ikke var kommet så langt som ønsket, fordi Tyskland og andre store lande trak tempoet ned.[6]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Formandskabet for EU. Folketingets EU-oplysning, besøgt 20. juni 2025.
- 1 2 Jesper Kongstad: Trump og Putin kan afspore Mette Frederiksens ambitiøse planer for Europa. Artikel i Jyllands-Posten 20. juni 2025.
- ↑ Danske formandskaber. Folketingets EU-oplysning, besøgt 20. juni 2025.
- ↑ Lauritzen, Thomas (29. december 2025). "Det danske formandskabs resultater: Otte ting, der lykkedes - og to ting, der ikke gjorde - Altinget". www.altinget.dk.
- ↑ "Danmark får ros af EU-toppen for produktivt EU-formandskab". Berlingske. 19. december 2025.
- ↑ Sigrid Debois Reuss: I stormvejr har det danske EU-formandskab holdt Europa på sporet. Artikel i Politiken 1. januar 2026.