Danmarks regeringer
Kongeriget Danmarks regering (ofte blot regeringen) er i nutidig sprogbrug den samlede betegnelse for ministrene som indehavere af den udøvende magt i Kongeriget Danmark, mens regeringen i grundlovens formelle forstand består af både kongen og ministrene. Ministrene alene betegnes traditionelt som ministeriet, men i moderne dansk er regering og ministerium i denne betydning synonyme, idet regering er den hyppigst anvendte betegnelse.[1][2] Regeringen leder den centrale statsadministration, forestår rigets daglige styrelse og varetager statens handlinger udadtil under ansvar over for Folketinget. Den ledes af statsministeren, som udnævner og afskediger de øvrige ministre og fastlægger regeringens overordnede politiske og administrative koordinering.[3]
Betegnelsen ministerium om ministrene i forening kommer blandt andet til udtryk i den kongelige resolution, hvorved et nyt "ministerium" udnævnes på statsministerens forestilling. Formelt betegner regering således kongen og ministrene, mens ministerium betegner ministrene alene. I daglig sprogbrug er denne sondring imidlertid i vidt omfang bortfaldet.[1][2]
Parlamentarisme og regeringsdannelse
[redigér | rediger kildetekst]Danmark har et parlamentarisk styre baseret på negativ parlamentarisme. En regering kan derfor blive siddende, så længe et flertal i Folketinget ikke udtrykkeligt har tilkendegivet mistillid til den. Fremsættes mistillid til en enkelt minister, vil dette i praksis normalt blive opfattet som mistillid til regeringen som helhed. Retligt er hver minister imidlertid personligt ansvarlig for sit ressortområde og for ministeriets forvaltning, herunder rigtigheden af de oplysninger, der gives til Folketinget, hvilket følger af ministeransvarlighedsloven.[3]
Grundloven indeholder detaljerede regler om regeringens fratræden, men ikke om selve regeringsdannelsen. Efter et folketingsvalg eller en regerings afgang undersøges det derfor gennem politiske sonderinger, traditionelt betegnet en konge- eller dronningerunde, hvilke partier der kan danne en regering, som ikke umiddelbart risikerer at have et flertal imod sig. Statsministeren har desuden pligt til at udskrive valg til Folketinget senest fire år efter det foregående valg.[3]
Regeringens arbejde og funktion
[redigér | rediger kildetekst]Regeringen optræder udadtil typisk som et kollegium, selv om de enkelte ministre hver især har selvstændigt ansvar for deres forretningsområde. Det løbende regeringsarbejde koordineres gennem ministermøder, der normalt afholdes ugentligt, samt gennem regeringsudvalg, hvor koordinationsudvalget er det centrale organ for den politiske samordning. Regeringen har i praksis initiativet til størstedelen af lovgivningen, selv om ethvert medlem af Folketinget formelt har ret til at fremsætte lovforslag.[3]
Kampen om regeringsmagten udgør kernen i den politiske konkurrence, idet den udøvende magt i det daglige har størst betydning for de rammer, som befolkningen handler inden for. Under ansvar over for Folketinget varetager regeringen desuden rigets udenrigspolitiske handlinger og dets repræsentation i internationale fora. Kun på visse områder deltager parlamentarikere direkte i udenrigspolitikkens udførelse, herunder i Nordisk Råd, Europa-Parlamentet, Europarådet samt i den danske delegation til De Forenede Nationer.[3]
Ministerier og regeringer
[redigér | rediger kildetekst]Danmarks regeringer navngives efter regeringslederen, premierministeren (1848-1855), konseilspræsidenten (1855-1918[4]) og statsministeren (fra 1918[5]). 1848-1941 kaldtes de ministerier, mens de siden 1942 betegnes regeringer. Når regeringerne benævnes med partibogstaver (Se kolonnen Kaldenavn), er det i reglen statsministerpartiet, der nævnes først.
Uofficielle
[redigér | rediger kildetekst]Regeringen Scavenius ophørte med at fungere 29. august 1943 men bestod formelt frem til 5. maj 1945. I praksis videreførtes rigets forvaltning af ministeriernes departementschefer og direktører i departementschefstyret, mens Frihedsrådet efterhånden kom til at fremstå som en alternativ regering, der især koordinerede modstanden mod den tyske besættelse, herunder de forskellige modstandsgruppers arbejde.
| "Regering" | Fra | Partier | Kaldenavn |
|---|---|---|---|
| Departementschefstyret | 29. august 1943 | Embedsmænd | |
| Danmarks Frihedsråd | 16. september 1943 | Danmarks Kommunistiske Parti, Dansk Samling, diverse modstandsorganisationer | Frihedsrådet |
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Poul Dam, Hvem var minister. Dansk politik gennem snart 150 år, 3. udgave, Århus: Aros 1997. ISBN 87-7003-553-9
- Knud Tågholt, Hvem var minister. Dansk politik gennem mere end 100 år, 1. udgave, Århus: Aros 1971. ISBN 87-7003-204-1
- Knud Tågholt, Hvem var minister. Dansk politik gennem mere end 100 år, 2. udgave, Århus: Aros 1984. ISBN 87-7003-204-1
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 Berge, Susanne; Jexlev, Thelma; Petersen, Niels, red. (1977). Ordliste til brug for medarbejdere ved Rigsarkivets 2. afdeling (PDF). København: Rigsarkivets 2. afdeling. s. 196. Hentet 2026-07-12 – via Danskernes Historie Online – Slægtsforskernes Bibliotek.
- 1 2 Berge, Susanne; Jexlev, Thelma; Petersen, Niels, red. (1977). Ordliste til brug for medarbejdere ved Rigsarkivets 2. afdeling (PDF). København: Rigsarkivets 2. afdeling. s. 159. Hentet 2026-07-12 – via Danskernes Historie Online – Slægtsforskernes Bibliotek.
- 1 2 3 4 5 Skou, Kaare R. (2007). Dansk politik A-Å: leksikon. København: Aschehougs. s. 600-601. ISBN 978-87-11-31440-1.
- ↑ Jf. 1866-Grundloven
- ↑ Jf. 1915-Grundloven
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]
Denne artikel er en del af: politik og regering i Danmark. | |||||||||
 |  | ||||||||
| |||||||||