Dansk tegnsprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Dansk tegnsprog er et tegnsprog, der tales af døve i Danmark og er et naturligt sprog, som er udviklet gennem mange århundreder, men først grundigt beskrevet og benyttet som førstesprog ved undervisning af døve børn fra starten af 1800-tallet, hvor den danske læge, Peter Atke Castberg, efter en studierejse til Frankrig indså nødvendigheden af at tale til de døve på det sprog, de kunne, i stedet for at forsøge at gøre dem hørende.

Dansk tegnsprog er et sprog som dansk talesprog, og lige som dansk talesprog ligner de øvrige skandinaviske talesprog, så ligner dansk tegnsprog svensk og norsk tegnsprog.

Mange danske døve kender til andre landes tegnsprog, især det amerikanske ASL, der bruges meget ved kommunikation mellem døve fra forskellige lande[kilde mangler].

Dansk tegnsprog er formelt blevet anerkendt i Folketinget 13. maj 2014 af alle partier via en lovændring til Lov om Dansk Sprognævn[1].

Danmarks tegnsprogsdag er 13. maj.

Som et delelement i det danske tegnsprog er der mundhåndsystemet, der er et mundaflæsningsstøttesystem opfundet i Danmark af Georg Forchhammer, forstander ved Nyborgskolen i starten af 1900-tallet. I det angiver højre hånds fingres bevægelser konsonanterne i det talte sprog, og det bruges som støtte ved mundaflæsning. Der findes i dag kun ganske få døve i Danmark, som kommunikerer ved hjælp af mundhåndsystem.

Derudover indgår der i det danske tegnsprog enkelte "lånetegn" fra især amerikansk tegnsprog, ASL[kilde mangler].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ retsinformation.dk (2014-05-27). Lov om ændring af lov om Dansk Sprognævn.