David Woodard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
David Woodard

David Woodard (Seattle, 2013).jpg

Personlig information
Født 6. april 1964Rediger på Wikidata
Santa BarbaraRediger på Wikidata
Ægtefælle Sonja VectomovRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Eugene Lang College The New School for Liberal Arts,
University of California, Santa Barbara,
The New SchoolRediger på Wikidata
Beskæftigelse Dirigent, skribent, komponistRediger på Wikidata
Genre PostmodernismeRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

David Woodard (født 6. april, 1964) er en amerikansk forfatter og dirigent. I 1990erne var han ophavsmand til udtrykket prequiem, et teleskopord af preemptive og requiem, der skulle beskrive hans buddhistiske praksis, hvor han komponerer dedikeret musik, der skal spilles mens eller lige før, genstanden for musikken dør.[1][2]

Mindearrangementer i Los Angeles, hvor Woodard har tjent som dirigent eller musikleder, omfatter en offentlig ceremoni i 2001, afholdt på den nu nedlagte Angels Flight kabelbane til ære for afdøde ulykkesoffer, Leon Praport, og hans skadekomne enke, Lola.[3][4]:125  Han har dirigeret rekviemmer for vilde dyr, herunder for en brun pelikan fra Californien på toppen af en strandvold, hvor fuglen var faldet.[5]

Woodard er kendt for sine kopier af Dreamachine, en lettere psykoaktiv lampe, der har været udstillet på kunstmuseer verden over. I Tyskland og Nepal er han kendt for sine bidrag til det litterære tidsskrift, Der Freund, herunder artikler om karma mellem arterne, plantebevidsthed og den paraguayanske koloni, Nueva Germania.[6]

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Woodard er uddannet på The New School for Social Research og University of California, Santa Barbara.[7]

Nueva Germania[redigér | redigér wikikode]

I 2003 blev Woodard indvalgt som rådmand i Juniper Hills (Los Angeles amt), Californien. I den rolle foreslog han at gøre Nueva Germania i Paraguay til søsterby. For at fremme planen rejste Woodard til denne fordums vegetarianske/feministiske utopi og mødtes med byens ledelse. Efter et indledende besøg valgte han at undlade at gå videre med søsterby ideen, men han havde i dette samfund fundet et studieemne og stof til senere artikler. Det, der specielt interesserer ham, er de proto-transhumanistiske ideer fra spekulative planlægger Richard Wagner og Elisabeth Förster-Nietzsche, som sammen med sin mand, Bernhard Förster, grundlagde og boede i kolonien mellem 1886 og 1889.[7]

Fra 2004 til 2006 stod Woodard i spidsen for talrige ekspeditioner til Nueva Germania, hvilket vandt støtte fra daværende Amerikanske vicepræsidenter Dick Cheney.[8] I 2011 gav Woodard den schweiziske romanforfatter Christian Kracht lov til at offentliggøre deres betragteligt store mængde personlig korrespondance, som mest drejede sig om Nueva Germania,[9]:113–138  i to bind, trykt af Hanover Universitets forlag, Wehrhahn Verlag.[10]:180–189  Om brevvekslingen siger Frankfurter Allgemeine Zeitung, at "[Woodard og Kracht] tilintetgør grænsen mellem liv og kunst."[11] Der Spiegel hævder, at det første bind, Five Years, bind 1,[12] er "det åndelige forberedende arbejde" for Krachts efterfølgende roman, Imperium.[13]

Ifølge Andrew McCann siges det, at "Kracht ledsagede Woodard på en rejse til det, der står tilbage på det område, hvor efterkommerne af de oprindelige kolonister lever [under] drastisk reducerede forhold. Som korrespondancen afslører, efterkom Kracht Woodards ønske om at fremme dette samfunds kulturelle profil og om at bygge Bayreuth Operahus i miniature på det sted, hvor Elisabeth Förster-Nietzsches familie boede i sin tid."[14][n 1] I de senere år har Nueva Germania modereret sig og er blevet et mere venligt rejsemål, der byder på overnatning med morgenmad og et interimistisk historisk museum.

Dreamachine[redigér | redigér wikikode]

Fra 1989 til 2007 byggede Woodard kopier af Dreamachine,[15] en stroboskopisk indretning opfundet af Brion Gysin og Ian Sommerville, der involverer en hullet cylinder lavet af kobber eller papir, der drejer rundt om en elektrisk lampe—og når den betragtes med lukkede øjne, kan maskinen udløse mentale aberrationer i lighed med narkotika-beruselse eller drømmesyn.[n 2] Efter at have bidraget med en Dreamachine til William S. Burroughs' visuelle retrospektive LACMA udstilling i 1996, Ports of Entry,[16] blev Woodard venner med forfatteren og forærede ham en "Dreamachine i Boheme-model" (papir) til hans 83 og sidste fødselsdag.[17][18]:23  Sotheby's solgte den førstnævnte maskine på auktion til en privat samler i 2002, og den sidstnævnte forbliver på forlænget udlån på Spencer Museum of Art fra Burroughs' dødsbo.[19]

Referencer og noter[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Den schweiziske klassiske filolog, Thomas Schmidt, sammenligner Woodards epistolære stemme til en baggrundsfigur i en roman af Thomas Pynchon.
  2. ^ I 1990 opfandt Woodard en fiktiv psykoaktiv maskine kaldet en Feraliminal Lycanthropizer, hvis virkning hævdes at være det modsatte af virkningen fra en Dreamachine.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Carpenter, S., "In Concert at a Killer's Death", Los Angeles Times, 9. maj 2001.
  2. ^ Rapping, A., Portræt af Woodard (Seattle: Getty Images, 2001).
  3. ^ Reich, K., "Family to Sue City, Firms Over Angels Flight Death", Los Angeles Times, 16. marts 2001.
  4. ^ Dawson, J., Los Angeles' Angels Flight (Mount Pleasant, USA: Arcadia Publishing, 2008), s. 125.
  5. ^ Manzer, T., "Pelican's Goodbye is a Sad Song", Press-Telegram, 2. oktober 1998.
  6. ^ Carozzi, I., "La storia di Nueva Germania", Il Post, 13. oktober 2011.
  7. ^ a b Riniker, C., "Autorschaftsinszenierung und Diskursstörungen in Five Years", i J. Bolton, et al., redaktører, German Monitor 79 (Leiden: Brill, 2016).
  8. ^ Epstein, J., "Rebuilding a Home in the Jungle", San Francisco Chronicle, 13. marts 2005.
  9. ^ Schröter, J., "Interpretive Problems with Author, Self-Fashioning and Narrator", i Birke, Köppe, redaktører, Author and Narrator (Berlin: De Gruyter, 2015), s. 113–138.
  10. ^ Woodard, D., "In Media Res", 032c, sommer 2011, s. 180–189.
  11. ^ Link, M., "Wie der Gin zum Tonic", Frankfurter Allgemeine Zeitung, 9. november 2011.
  12. ^ Kracht, C., & Woodard, Five Years (Hannover: Wehrhahn Verlag, 2011).
  13. ^ Diez, G., "Die Methode Kracht", Der Spiegel, 13. februar 2012.
  14. ^ McCann, A. L., "Allegory and the German (Half) Century", Sydney Review of Books, 28. august 2015.
  15. ^ Allen, M., "Décor by Timothy Leary", The New York Times, 20. januar 2005.
  16. ^ Knight, C., "The Art of Randomness", Los Angeles Times, 1. august 1996.
  17. ^ De Forenede Staters Ambassade, Prag, "Literary Centenary", oktober 2014.
  18. ^ Woodard, "Burroughs und der Steinbock", Schweizer Monat, marts 2014, s. 23.
  19. ^ Spencer Museum of Art, "Welcome to the Spencer Collection", University of Kansas.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]