Dansk Vestindien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra De Dansk-Vestindiske øer)
Gå til: navigation, søg
Dansk Vestindien
Koloni (Danmark)
Blank.png
17541917 Flag of the United States Virgin Islands.svg

Dansk Vestindiens flag

Flag

Geografisk placering af Dansk Vestindien
Hovedstad Charlotte Amalie
(1672–1754 og 1871–1917)

Christiansted
(1754–1871)
Sprog Negerhollandsk, dansk og engelsk udbredt
Politisk struktur Koloni
Monark
 - 1754-1765 Frederik 5.
 - 1912-1917 Christian 10.
Guvernør
 - 1756-1766 Christian Leberecht von Prøck
 - 1916-1917 Henri Konow
Historie
 - Solgt af Vestindisk-guineisk Kompagni 1754
 - Solgt til USA 31. marts 1917
Areal 346 km²
Befolkning
 -  est. 31.400 
     Tæthed 90,8 /km² 
Valuta Rigsdaler (1754-1849)
Fra 1905 brugtes den latinske møntunions valuta

Dansk Vestindien eller De Danskvestindiske Øer var en dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (eng. Saint John) og Sankt Croix. Det danske kompagni Vestindisk-guineisk Kompagni annekterede de to ubeboede øer Skt. Thomas i 1672 og Skt. Jan i 1718. I 1733 blev Skt. Croix købt fra det franske vestindiske kompagni. De tre øer blev i 1755 overtaget af kongen af Danmark-Norge fra det reelt fallerede kompagni. Dansk Vestindien var besat af Storbritannien i perioden 18021803 og 18071815 i forbindelse med Englandskrigene.

Hensigten med den danske kolonisering i Vestindien var at udnytte den lønsomme trekantshandel, som gik ud på at eksportere skydevåben og andre industrivarer til Afrika i bytte med slaver, som derefter blev fragtet til øerne i Vestindien for at bemande sukkerplantagerne. Slutetapen i trekanten var fragt af sukker og rom til hjemlandet. Økonomien i Dansk Vestindien var fuldstændig baseret på slaveri. Efter et oprør blev slaveriet officielt afskaffet i 1848, og da gik plantagedriften i Dansk Vestindien yderligere ind i en økonomisk nedgangsperiode, og i 1852 blev et salg af Dansk Vestindien første gang debatteret i Rigsdagen.

Danmark prøvede i flere omgange at sælge eller bytte Dansk Vestindien væk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til henholdsvis USA og Det tyske forbund. Øerne blev til sidst solgt for 25 millioner dollars til USA, som overtog administrationen 31. marts 1917 og gav dem navnet De amerikanske jomfruøer (engelsk: United States Virgin Islands).

Historie[redigér | redigér wikikode]

Etablering af kolonien[redigér | redigér wikikode]

Christian 5. var besat af tanken om at have en stærk koloni i Vestindien

Ved indgangen til 1600-tallet havde de store kolonimagter, først og fremmest Spanien, men også Nederlandene, Frankrig og England, koloniseret det meste af Caribien og for Spaniens vedkommende store dele af Sydamerika. Men ingen af disse kolonimagter havde vist interesse for Skt. Thomas. Den danske konge gav nederlænderen Johann de Villum et kongeligt privilegiebrev, som gav ham eneret på handel mellem Danmark og øen. Først i 1652 så danske købmænd mulighederne som lå i handlen med øen, da skibet Fortuna kom til København med en værdifuld last. Købmændene overtalte Frederik 3. til at stifte Caribiske Kompagni.[1] 6. maj 1665 blev Erik Nielsen Smit udnævnt til guvernør og 1. juli sejlede han med sit mandskab fra København med skibet Eendragt. Opgaven var at kolonisere Skt. Thomas. Øen var tidligere befolket af indianere, men disse havde spaniolerne fragtet til deres øer som slaver. I februar 1666 gik den første last med sukker, kakao, kanel og pukkenholt til København. Disse varer var dog højst sandsynligt indkøbt fra andre øer. Koloniseringsforsøget blev vanskeligere end først antaget. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid, der blev mangel på mad, og øen blev jævnlig plyndret af pirater. I 1668 drog de sidste overlevende hjem til Danmark.

I 1670 kom Christian 5. på tronen, og året efter blev Vestindisk-guineisk Kompagni etableret, et priviligeret selskab, som fik monopol på handel mellem Skt. Thomas og Danmark. Den erfarne vestindienfarer Jørgen Iversen Dyppel blev udnævnt til guvernør. Med sig på overfarten på skibet Færø havde han 190 mænd og kvinder og materialer til at opføre en lille landsby. Efter et stop i Bergen mønstrede flere nordmænd på, efter dele af mandskabet var stukket af. Efter ankomsten til Skt. Thomas begyndte man bygningen af et fort, for at kunne forsvare den nye koloni. Efter et halvt år var 161 af de oprindelige 190 kolonister døde, og de danske kolonister fik hjælp fra forviste eller straffeforfulgte nederlændere og englændere. Jørgen Iversen Dyppels fort stod færdigt i 1680 og blev opkaldt efter Christian 5.. Fort Christian blev, udover at være et forsvarsværk, også brugt som rådhus, luthersk kirke og mødested for lokalbefolkningen.[1]

Det var vanskeligt at få bemandet skibene, som sejlede til Skt. Thomas, på grund af historierne om en lang og vanskelig overfart og om livet i Vestindien med sygdom, varme og den næsten sikre død. For at få nok folk blev størstedelen af besætningen hentet fra fængsler og forbedringshuse.[2] Det var normalt, at mere end hver tredje døde undervejs, og lige så mange døde indenfor seks måneder efter ankomsten til Skt. Thomas.[2]

Skytsborg er det eneste tilbageværende vagttårn på Skt. Thomas og i Vestindien fra kolonitiden i 1600-tallet, som har beholdt sit oprindelige udseende. Ifølge et sagn havde sørøveren Edward "Blackbeard" Teach tilholdssted i Skytsborg.
Foto: Martin Lie

Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel, dels fordi den danske stat skyldte ham penge, og dels fordi han havde 30 års erfaring i Vestindien. Esmit behandlede slavene direkte sadistisk, og han gik i ledtog med de mange sørøvere, som på det tidspunkt hærgede over hele Vestindien. Esmit grundlagde byen Taphus, fra 1689 kendt som Charlotte Amalie. Navnet Taphus havde sin baggrund i de værtshuse som Esmit opførte. Esmit fandt ud af, at han personligt kunne tjene mange penge på at lade piratene bruge Skt. Thomas som base for deres mange togter, mod specielt engelske og franske skibe. Storbritannien protesterede mod dette til den danske regering med besked om, at hvis de ikke selv kunne holde orden i eget hus, så ville de gå ind og overtage Skt. Thomas. På dette grundlag blev Nicolai Esmit kaldt hjem til Danmark.

Jørgen Iversen Dyppel blev af kongen overtalt til at tage en ny periode i Dansk Vestindien.[2] At skaffe en besætning til Iversen Dyppels skib til Skt. Thomas viste sig midlertidig at blive vanskeligt. Ingen danske officerer ønskede at deltage på overfarten, og nederlandske officerer blev hentet i stedet. Størstedelen af den øvrige besætning måtte hentes fra Københavns fængsler. Skibet drog fra København 10. november 1682, og helt fra begyndelsen var der store uoverensstemmelser mellem Iversen Dyppel og officererne. Efter to måneder til søs var skibet kun kommet til den Engelske Kanal, hvor besætningen gjorde mytteri, og Iversen Dyppel, hans gravide kone og deres barn blev dræbt og kastet overbord.[2] Den samme skæbne led officererne med undtagelse af styrmanden, som blev tvunget til at føre skibet til Azorerne. På øen Flores blev slavene, den unge assistent Torgersen Rosenberg og en del matroser sat af. Kun Rosenberg overlevede og returnerede senere til Danmark.

Plantagedrift og slavehold[redigér | redigér wikikode]

Befolkningsudvikling[3]
År Hvide Slaver Frikøbte
1679 156 175
1688 148 422
1733 208 1.087
1764 1.200 9.000
1791 2.600 27.608
1800 3.500 35.000
1830 3.700 26.000 13.000
Det danske slavefort ChristiansborgGuldkysten i Guinea, i dag beliggende i Ghanas hovedstad Accra.

Produktionen på øerne øgedes, og de små familiebrug voksede til større plantager. Den øgede produktion gjorde det nødvendigt at skaffe mere arbejdskraft. Både Skt. Thomas og Skt. Jan var ubeboede, så arbejdskraft måtte udelukkende hentes udefra. Forsøget med at bruge indianere fra det amerikanske fastland var ikke vellykket, og man forsøgte at få unge danskere til at emigrere til Skt. Thomas. Få ønskede dog at rejse over til Vestindien af fri vilje, da mange havde hørt skrækkelige historier om både overfarten og sygdommene, som kunne indtræffe. Rekrutteringen blev flyttet til fængslerne, hvor fanger med lange fængselsstraffe eller dødsdomme blev lovet frihed efter seks års arbejde på en plantage. Få af dem, som indgik aftalen, overlevede seksårsperioden. Kompagniet vendte dermed blikket mod slaver fra Guinea i Afrika, og i 1673 kom den første forsendelse af afrikanske slaver.[4]

Antallet af slaver øgedes hurtigt, fra 175 slaver i 1679 til 333 seks år senere. Selv med den store vækst var der stadig mangel på arbejdskraft, og kompagniledelsen ønskede flere slaver. Skulle tilførselen af slaver blive for stor, kunne de altid afhændes på de omkringliggende øer. Men kompagniets dårlige økonomi førte til, at for få slaveskibe blev sendt over Mellempassagen i forhold til plantageejernes behov. For at løse problemet henvendte kompagniledelsen sig til kurfyrsten af Brandenburg, som havde store interesser i slavehandel, og tilbød ham at bruge Skt. Thomas som handelssted for de slaver, som blev hentet fra Guinea. Til gengæld skulle Vestindisk-guineisk Kompagni have 1% af slaverne, som blev indført til øerne, og 2% af slaverne, som blev videresolgt.[5]

Brandenburgerne var "tætpakkere", og fra 1690 til 1698 blev der sendt 32 slaveskibe over Mellempassagen, ofte med op til 500 slaver om bord på hvert skib. Skt. Thomas blev en af de vigtigste handelssteder for international menneskehandel, hvor hovedparten af slaverne blev solgt til de omkringliggende øer. I 1691 var antallet af slaver steget til 751, mens antallet af hvide udgjorde 385. Da brandenburgerne indstillede deres virksomhed, var der 1317 slaver på Skt. Thomas.

Kompagniledelsen indså, hvilke indtjeningsmuligheder der lå i trekantshandelen, og byggede et par slaveforter langs Guineabugten, hvor Fort Christiansborg fra 1661 uden for dagens Accra var det største. Kompagniet købte slaverne af lokale høvdinger, som havde fanget disse i lokale stammekrige. I bytte mod rom, våben, krudt og klæder fik kompagniet slaver, elfenben og guld.

Et vigtigt skridt blev taget i 1725, da kompagniet for første gang tillod private slavehandlere at indføre slaver til Dansk Vestindien. Denne tilladelse blev givet efter britisk model og skulle øge tilførslen af slaver. Tilvæksten med Skt. Croix i 1733 blev ledsaget af en økonomisk omlægning – øerne gik fra hovedvægt på bomuld til mere plantagedyrkning af sukker. Det viste sig at være vanskeligt at få flere danskere til at indvandre, så øen blev i stor grad befolket af udvandrede britiske katolikker, som kom via Montserrat. Desuden blev tilførslen af slaver øget, ikke mindst gennem spanske, private slavehandlere.[6]

I 1791 var der 27.608 slaver i Dansk Vestindien, men de officielle tal for antallet af slaver i Dansk Vestindien er sandsynligvis for lavt. Plantageejerne måtte betale en fast sum i skat pr. slave, og de officielle tal er hentet fra skattelistene. Guvernør Erich Bredal klagede over mange skattesnydere, som skjulte slaverne i skoven, når der var slavetælling.[5]

Slaverne boede under dårlige forhold, blev tvunget til hårdt arbejde og var næsten uden rettigheder. Slaveejerne kunne behandle slaverne stort set som de ønskede, men slaverne var også en kostbar investering, som ikke måtte gå til grunde. Faren for oprør var altid til stede, og et par oprør fandt sted i Dansk Vestindien.

Import af slaver blev forbudt i 1792 med virkning fra 1803, og da havde plantageejerne efter en intensivering af slaveimporten i overgangstiden fået tilstrækkeligt med arbejdskraft til, at slavebefolkningen kunne reproducere sig selv. Slaveriet blev afskaffet 45 år efter forbuddets ikrafttræden af guvernør Peter von Scholten i forbindelse med et slaveoprør i Frederiksted på Skt. Croix.

Totalt blev der 1672-1803 sendt ca. 100.000 slaver fra Afrika til de danske øer i Vestindien, hvoraf ca. 55.000 udskibedes fra de danske forter. Resten leveredes af fremmede nationer.

Plantageejerne tjente store formuer på denne tid. Schimmelmann-familien stod i en særstilling, og blev i 1700-tallet Danmarks rigeste familie på grund af sukkerhandelen fra Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark – Heinrich Carl von Schimmelmann var finansminister i Danmark-Norge 1768-1782, og hans søn Ernst Heinrich von Schimmelmann fra 1784 [7]

Skt. Jan bliver en del af kolonien[redigér | redigér wikikode]

Danmark var den sidste kolonimagt, som etablerede sig i Vestindien, da kolonien på den ubeboede ø Skt. Thomas blev etableret. Etableringen skete under protester både fra Storbritannien og Spanien. Men efter kontakt mellem den danske og den britiske konge, fik guvernøren over De britiske Leewardøer besked om at bistå de danske kolonister. Da guvernør Jørgen Iversen Dyppel nogle år senere, i 1675, gjorde et forsøg på at kolonisere naboøen Skt. Jan, var briterne ikke lige så medgørlige og protesterede over koloniseringsforsøget. Danskerne trak sig tilbage, men uden at have opgivet håbet om at få herredømme over øen. Der kan da også i 1680'erne konstateres en vis dansk tilstedeværelse på øen. I 1680 leveredes ifølge regnskaberne således 79 pund tobak fra Skt. Jan, ligesom der i 1686 blev sendt proviant til øen. Men ellers nævner de danske kilder frem til 1718 mest Skt. Jan i forbindelse med tømmerhugst[8].

I 1680'erne var forholdet mellem Storbritannien og Danmark køligt på grund af brødrene Adolph og Nicolai Esmits samt Gabriel Milans regime i forbindelse med deres åbenlyse handel med pirater, en virksomhed, Storbritannien prøvede at få stoppet. Desuden hævdede begge landene suverænitet over øen Vieques. Danskerne havde i 1698 etableret en militær post "Kronborg" på øen, men denne blev forladt, da en skotsk ekspedition nåede frem til Vieques. Danskerne opretholdt dog kravet på både Skt. Jan og Vieques til trods for udenlandske protester[8].

I 1715 informerede guvernør Mikkel Knudsen Crone ledelsen i København om, at han agtede at udforske både Skt. Jan og Vieques, før hans guvernørperiode sluttede, da jorden på Skt. Thomas begyndte at blive udpint, og plantageejerne trængte til nyt land at dyrke. Ledelsen i Vestindisk-guineisk Kompagni svarede ikke på henvendelsen, og planene blev dermed ikke udført. Året efter rapporterede den nye guvernør, Erich Bredal, at mange plantageejere på Skt. Thomas ønskede at flytte til Skt. Jan, men frygtede britiske repressalier[9].

I 1717 kom den britiske guvernør Walter Hamilton til Skt. Thomas med orlogsskibet HMS Scarborough og advarede danskerne mod at drive tømmerhugst på Skt. Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni i København kendte ikke til briternes fornyelse af modstanden mod dansk virksomhed på Skt. Jan og beordrede på samme tid guvernør Bredal til at kolonisere Skt. Jan. Ledelsen i København havde antaget, at to års stillhed fra briterne havde gjort tiden moden for en dansk kolonisering. Desuden følte danskerne, at man måtte gøre noget, da briterne året i forvejen havde sendt ekspeditioner til både Vieques og Skt. Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni antog, at det var med den hensigt at kortlægge og senere annektere øerne. Men på trods af ordren om at annektere Skt. Jan, blev ingenting gjort i 1717, da Bredal frygtede konsekvensene efter den britiske advarsel knyttet til tømmerhugsten på Skt. Jan.

Kort over Coral Bay fra 1720. Coral Bay på Skt. Jans østside var det første sted danskene etablerede sig.

På det tidspunkt, hvor de danske planer om at kolonisere Skt. Jan blev genoplivet, var der grundet en hård tørkeperiode i Vestindien opstået rastløshed blandt de britiske plantageejere, da flere af øerne var ved at være udpinte. De spejdede efter ny jord. I september 1717 drog britiske kolonister således til Vieques for at besætte denne ø, og i eftersommeren 1718 pressede plantageejere fra de udpinte øer Anguilla, Tortola og Spanish Town forgæves på for at få guvernør Hamilton til at kolonisere Skt. Croix. Der er altså flere vidnesbyrd om, at briterne manglede ny jord, og her kunne Skt. Jan komme i spil, selvom en britisk rapport fra 1716 havde beskrevet Skt. Jan som "en lille ufrugtbar og bjergrig ø", hvorfor de hidtil havde givet en anneksion af Skt. Jan lav prioritet.

Fra dansk side var man bekendt med briternes interesse for ny jord, og af frygt for at miste Skt. Jan beordrede ledelsen i København strengt guvernør Bredal til at handle nu. Den 25. marts 1718 gik guvernøren, 5 soldater, 20 plantageejere samt 16 slaver i land på Skt. Jan, hvor det danske flag ved en lille ceremoni blev hejst i Coral Bay og øen erklæret dansk.[10] Briterne svarede igen ved at sende et orlogsskib til Skt. Thomas med krav om tilbagetrækning fra Skt. Jan. Kravet blev afvist af guvernør Bredal, og briterne, som havde fået ordre om ikke at bruge magt, trak sig tilbage. Lige efter blev rydning af skov, opførelse af plantager og bygning af fortet Fortsberg igangsat på Skt. Jan. Hamiltons efterfølger, John Hart, bad koloniledelsen i London om at erobre Skt. Jan fra danskene i 1722 og 1724, men fik svaret, at Skt. Jan ikke var en konflikt værd[11]. I 1726 skrev guvernør Moth til Vestindisk-guineisk Kompagni, at man kunne betragte øen som beboet. I løbet af de første 15 år blev der anlagt 100 bomulds- og sukkerplantager, som dækkede det meste af øen.[12]

I 1762 frafaldt Storbritannien sit krav på Skt. Jan og godkendte danskernes suverænitet.[12]

Køb af øen Skt. Croix[redigér | redigér wikikode]

16 år efter anneksionen af Skt. Jan, blev øen Sankt Croix en del af kolonien. Sankt Croix var ejet af Den suveræne Johanniterorden (Malteserordenen), efter at de fik øen som en testamentarisk gave af Phillippe de Longvilliers de Poincy, guvernør i den franske koloni Skt. Kitts i 1653.[13] De solgte den til Fransk Vestindisk kompagni i 1665, og den blev fransk kronkoloni i 1674.[14] Under guvernør Dubois blev kolonien lønsom med over 90 plantager som dyrkede tobak, bomuld og sukkerrør. Efter Dubois' død kom kolonien ind i en recession, øen blev forladt, og i 1733 blev den solgt til Vestindisk-guineisk Kompagni. Da selskabet ikke havde krav om en bestemt nationalitet til sine kolonister, tiltrak den sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere; de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen.[15]

Vestindisk-guineisk Kompagni havde efter overtagelsen af øen intet overblik over forholdene, hverken øens størrelse eller form. Kompagniledelsen i København havde et 60 år gammelt fransk kort (fra 1671), som blev brugt til at udarbejde et af overslagene over, hvor mange plantager der kunne anlægges på øen. Det gamle franske kort viste sig at indeholde grove fejl, hvor blandt andet øens areal blev overdrevet med nær 100%. I og med at kompagniet havde tænkt sig at sælge plantagegrundene til høje priser, i modsætning til Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor grundene blev uddelt gratis til nybyggerne, blev de forventede indtægter fra grundsalget, skattegrundlaget og toldindtægtene fra sukkereksporten overvurderet.[16]

Kompagniets ledelse stolede ikke helt på det franske korts nøjagtighed og beordrede efter overtagelsen af øen, at et nyt kort skulle udarbejdes. En militær landmåler blev sat til at udføre opgaven, hvor primæropgaven var at kortlægge havneforhold, terrænformationer og opmåling af plantageejendommene.

Det første danske kort over Skt. Croix. Johan Cronenberg og Johan Jægersberg, 1750.

Aktionærerne i Vestindisk-guineisk Kompagni blev i 1733 tvunget til at indskyde mere kapital eller tabe hele deres oprindelige indskud. For at gøre kapitaludvidelsen mere acceptabel blev aktionærerne tilbudt hver sin plantagegrund, og at plantagegrundene skulle opmåles, før overdragelsen fandt sted. Målet var at inddele øen i 300 plantageejendomme, hver på 60 hektar. Blandt kompagniets aktionærer var Christian 6., hans familie og mange af hans ministere, alle personer, som ingen tillid havde til kompagniets grundsalg. Opmålingen af øen fik høj prioritet, og på baggrund af øens beskedne størrelse (37 km lang og 8 km bred) var det ventet, at denne var overstået på et par måneder. Men arbejdet trak ud i årevis på grund af utilstrækkelige økonomiske og personalemæssige resurser. Kompagniets ledelse blev både overrasket og irriteret over den lokale administrations manglende evne til at fremskaffe kort over øen, og den officielle brevveksling bar præg af undskyldninger, modbeskyldninger og forsinkelsesstatistikker. I 1750 var det første danske kort over hele øen færdigt og var helt uafhængigt af det gamle franske kort. Kortet blev signeret af Johan Cronenberg og Johan Jægersberg. I tiden frem til færdiggørelsen af kortet brugte kompagniet en række midlertidige kort for at kunne sælge grundene.[16]

Johan Cronenberg og Johan Jægersbergs kort blev tegnet i en skala på 1:30.000 og havde dermed flere detaljer indtegnet, såsom terrænets form, bygninger og slavehytter. Øens nordvestkyst var derimod unøjagtig tegnet, og dette kan skyldes, at Cronenberg blev udvist fra Skt. Croix i en periode på grund af et forhold til en gift kvinde.

Jens Mikkelsen Becks kort over Skt. Croix fra 1754.

I 1754 blev der udgivet et nyt kort over Skt. Croix, som var graveret af den nye landmåler Jens Mikkelsen Beck. Beck stod for salget af grundene på øens nordside og havde dermed forbedret kortets nøjagtighed over dette område, samt indsat et kort over Christiansted og et plankort over den ubebyggede by Frederiksted. Fordelen med Becks kort var, at det var en ren og skarp tegning. Der blev ikke gjort noget forsøg på at afbilde terrænet, og i modsætning til Cronenbergs kort var kortforståelsen ikke afhængig af farverne og var dermed velegnet til trykning.

Slaveoprør på Skt. Jan[redigér | redigér wikikode]

I 1733 bestod kolonien af øerne Skt. Thomas og Skt. Jan, som begge var opdyrkede og var veletablerede slavesamfund. Ifølge officielle statistikker var 80% af befolkningen slaver, men sandsynligvis var andelen højere, da antallet af slaver blev beskattet og der derfor blev gemt slaver ved optællinger. De hvide var bekymrede over det skæve styrkeforhold, og for at afskrække slavene fra at gøre oprør blev der i 1733 indført et reglement, som beskrev, hvordan slaverne ville blive straffet, hvis de brød lovene. Reglementet, der blev omtalt som Gardelins reglement, var detaljeret og strengt. Deltagelse i oprør blev straffet med henrettelse, og mindre forbrydelser som maron (rømning fra plantagen) og tyveri blev straffet med brændemærkning i panden, amputation af kropsdele eller piskeslag.

I 1690 havde der været et slaveoprør på Jamaica, og der var en frygt for, at oprøret skulle sprede sig til andre øer, også til Dansk Vestindien. 43 år senere, i 1733, udbrød der et slaveoprør på Skt. Jan. I efteråret 1725 blev øerne ramt af en orkan, store dele af afgrøderne blev ødelagt, og konsekvenserne blev sult og død blandt slaverne. I 1733 blev øerne på ny ramt af en orkan og tørke. Slaverne frygtede en gentagelse af forholdene i 1725. Nogle slaver forsøgte at rømme fra øen, og andre samlede sig i november til et angreb mod fortet på Skt. Jan. Ved en regulær massakre på de hvide plantere, deres familier og børn og seks af øens syv soldater overtog slaverne kontrollen over Skt. Jan. Det lykkedes enkelte af plantageejerne at forskanse sig på Peter Durloes plantage på den pynt, hvor luksusresortet Caneel Bay ligger i dag. Derfra kunne de flygte over til Skt. Thomas. Slaverne holdt Skt. Jan i otte måneder, indtil Danmark til slut fik hjælp af Frankrig, som tidligere samme år havde solgt Skt. Croix til danskerne.[17] [18]

Britisk besættelse under Napoleonskrigene[redigér | redigér wikikode]

Fra slutningen af 1700-tallet bragte øget handel stor velstand til Danmark-Norge. Den dansk-norske handelsflåde, som havde nydt godt af landets neutralitet i forbindelse med krigene i Europa, var beskyttet af flåden. Men alligevel blev de neutrale dansk-norske skibe udsat for overgreb af krigførende nationer til søs. Desuden var der en strid, om hvad slags varer neutrale lande kunne sælge til krigsførende nationer. De stadige overgreb førte til, at Danmark-Norge stiftede et neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. Dette forbund beskyttede handelsflåden ved at lade den sejle i konvoj. Storbritannien, som var den ledende sømagt, følte dette som en trussel.

Fort Christian blev påbegyndt i 1671 og er Jomfruøernes ældste bygning.
Foto: Martin Lie

Som følge af den tilspidsede situation mellem Danmark og Storbritannien besluttede Storbritannien i januar 1801 at indføre en embargo mod Dansk Vestindien, og ved udgangen af februar gik der rygter i Dansk Vestindien om, at Storbritannien var i gang med at samle en hær– og flådestyrke med den hensigt at besætte øerne. På baggrund af disse rygter besluttede generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann at udsende to skibe fra Christiansted på Skt. Croix den 3. marts 1801. Skibene, briggen Lougen og skonnerten Den Aarvagne, sejlede nordover mod Skt. Thomas for at spejde efter britiske skibe. Om eftermiddagen samme dag nærmede Lougen sig skæret Fugleklippen lige vest for Skt. Thomas og fik to britiske skibe, fregatten The Arab og kaperbåden Experiment, i sigte. The Arab kom sejlende mod Lougen og affyrede uden forvarsel tre skarpe skud mod skibet. Kaptajnen på Lougen, kaptajnløjtnant Carl Vilhelm Jessen, råbte over til The Arab for at finde ud af, hvorfor man skød mod ham, men fik intet svar. Han besluttede derfor at affyre et skarpskud under The Arabs flag, hvilket resulterede i, at britene affyrede en hel bredside tilbage.[19] Jessen signalerede til Den Aarvagnes kaptajn om at returnere tilbage til Christiansted for at underrette generalguvernøren om kamphandlingen. Experiment bistod The Arab i træfningen og Lougen kom dermed i krydsild. Lougen satte under kamphandlingerne kursen mod Charlotte Amalie for at få bistand fra kanonene på Fort Christian. Fortets kanoner gjorde betydelig skade på de britiske skibe, som returnerede til Tortola. Slaget ved Fugleklippen var ovre efter en times kamphandlinger.[19]

28. marts ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter og 20 andre skibe til Skt. Thomas. Flåden, som var under kommando af viceadmiral John Thomas Duckworth, ankom sammen med 4.000 soldater under kommando af general Trigge. Øens guvernør, Casimir Wilhelm von Scholten, overgav sig uden kamp, og briggen Lougen som tidligere på måneden var kommet vel ud af slaget ved Fugleklippen, faldt i britiske hænder. Tre dage senere måtte også generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann overgive sig på Skt. Croix. To dage efter, at Christian 7. havde tabt sin kronkoloni til briterne, indledte den britiske marine Slaget på Reden i København.

Efter 11 måneders besættelse havde situationen i Europa ændret sig. Storbritannien og Frankrig havde sluttet fred og kontrollen over Dansk Vestindien blev tilbagegivet til Danmark den 16. februar 1802.

Den 9. juli 1807 indgik Alexander 1. af Rusland en alliance med sin tidligere fjende Napoleon 1. af Frankrig. De indgik ligeledes en hemmelig aftale om at tvinge Sverige og Danmark-Norge til at lukke deres havne for britiske skibe, samt at tvinge disse lande ind i det fransk-russiske forbund.

Briterne fik kendskab til aftalen og sendte derfor en flåde mod København for at forsøge at overtale Danmark til at indgå et forbund med Storbritannien, hvor Danmark måtte sætte hele flåden i pant som forsikring på, at aftalen blev overholdt. På baggrund af den dansk-norske neutralitet i Napoleonskrigene nægtede den danske regering at godtage en sådan aftale, hvilket resulterede i briternes bombardement af København den 2. september 1807. Den 7. september, efter flere dages bombardement og med mere end 2.000 civile liv gået tabt, besluttede den danske general Ernst Peymann at overgive både København by og flåden til den engelske admiral James Gambier. Briterne besatte Dansk Vestindien i december samme år, en besættelse, som først blev afsluttet 20. november 1815 efter freden i Kiel.

Begge besættelser i begyndelsen af 1800-tallet medførte ingen store ændringer for befolkningen i Dansk Vestindien, da briterne ikke ændrede på regler eller samfundsopbygning. De eneste, som blev påvirket, var generalguvernøren, tolderne og militært personel, som enten blev skiftet ud eller afvæbnet. Plantageejerne kunne uforstyrret dyrke og sælge sukker, men under den engelske besættelse måtte varerne sælges til England og ikke Danmark.

Forbuddet mod slaveri[redigér | redigér wikikode]

Generalguvernør Peter von Scholten afskaffede slaveriet i Dansk Vestindien.
Fort Frederik i Frederiksted, hvorfra slaveriets afskaffelse blev kundgjort af Peter von Scholten.
Foto: Martin Lie

Internt i Vestindisk-guineisk Kompagni var der med jævne mellemrum kritiske røster mod slaveriet. Argumentet var, at handelen økonomisk set var ulønsom. Kompagniets regnskabsfører fra 1708, Frederik Holmsted, var den første, som fremmede dette synspunkt internt i administrationen, men han havde ikke gennemslagskraft. Trods prisstigning på slaver i Afrika forblev handelen lønsom.[20]

Der blev derimod nedsat en slavehandelskommission, som ved nytår 1792 konkluderede, at slavehandelen burde ophøre fra 1803. På dette tidspunkt var lønsomheden allerede meget lav, selv om plantagerne i Vestindien som sådanne var lukrative. Kommissionen afgav sin indstilling netop til finansminister Ernest Schimmelmann, som til trods for, at han stadig ejede fire sukkerplantager på Skt. Croix, var en liberal og fremsynet politiker. Ikke mindst var han direkte påvirket af abolitionisterne i England.[21]

Danmark-Norge var den første europæiske slavehandlende stat, som besluttede at ophæve sin slavehandel fra Afrika til Vestindien.[22] Den kongelige forordning blev udstedt den 16. marts 1792, men trådte ikke i kraft før ti år senere, 1. januar 1803. Det var kun køb af nye slaver fra Afrika, som blev forbudt, intern handel i Dansk Vestindien var fortsat tilladt, og specielt Skt. Thomas var fortsat en vigtig transithavn for slaver til Puerto Rico, ikke mindst via spanske slavehandlere. Danske skibe fragtede desuden selv over 12.000 slaver til Cuba mellem 1790 og 1807.

Frederiksted blev skueplads for en vigtig begivenhed i Dansk Vestindiens historie, da 8.000 slaver i 1848 marcherede for at gøre krav på øjeblikkelig frigivelse,[23] i stedet for at følge den danske konges forslag, som gik ud på gradvis frigivelse over 12 år. Slaverne truede med at gøre oprør og sætte ild på hele byen. Guvernør Peter von Scholten, der var klar over truslen, læste fra Fort Frederik:

Citat Alle de, der på De Danske Vestindiske Øer ikke er frie, kan fra i dag anse sig for at være frie Citat

Det er i øvrigt værd at bemærke, at den danske slavefrigivelse fandt sted 14 år efter briternes forbud mod slaveri i hele det britiske imperium, herunder de britiske jomfruøer, som ligger få hundrede meter fra de daværende dansk-vestindiske. Opfattelsen af, at Danmark var det første land, som frigav slaverne, er således ukorrekt.[24] Afskaffelsen af slaveriet førte ikke til bedre kår for slaverne. Tidligere havde en slaveejer en vis interesse i at holde slaverne i live, men den dag slaverne blev lønmodtagere, havde slaveejeren ikke længere denne interesse. Hændelsen blev starten på en række problemer for kolonimagten og plantageejerne, specielt på Skt. Croix, hvor der var flest plantager. 30 år senere gjorde de frigivne slaver oprør i Frederiksted på grund af manglende reformer efter slaveriets ophør.[23] Varehuse, pakhuse og butikker blev plyndret og sat i brand. Militære styrker fra Christiansted kom til Frederiksted for at drive oprørerne ud af byen.

Oprøret, som fortsatte i fem dage, flyttede sig gradvis ud på landet, hvor der blev sat ild på sukkerraffinaderier og en række godser. Begivenheden gik over i historien som "Den store ildebrand" i 1878.

Landarbejderstrejke i årene før salget af øerne[redigér | redigér wikikode]

I foråret 1915 havde David Hamilton Jackson organiseret den sorte landarbejderbefolkning i en fagforening, og for første gang kunne de bruge strejkevåbnet i kampen for højere løn og bedre arbejdsforhold. For den hvide befolkning var strejken ikke kun en trussel om økonomisk katastrofe, men slutningen på en epoke. De var overbeviste om, at den sorte befolkning havde brug for en fast hånd, og at forhandlinger med en organiseret arbejderklasse var begyndelsen på enden for kolonistyret. På baggrund af dette telegraferede plantageejerne på Skt. Croix efter et krigsskib fra Danmark til at bistå i at dæmpe situationen.

Den 11. november 1915 sendte Danmark sit sidste krigsskib til øerne, krydserkorvetten Valkyrien. Skibet drog fra København med kurs mod Skt. Croix med en besætning på 230 mand. Den danske regering var, på grund af øens strategiske betydning under 1. verdenskrig og de pågående salgsforhandlinger med USA, særdeles lydhør over for problemer i den fjerne og stærkt ulønsomme koloni.

Man antog, at opholdet ville være kortvarigt, men først efter overdragelsen af øerne til USA den 31. marts 1917 kunne skibets kaptajn Henri Konow og hans mandskab atter sætte kurs mod Danmark.[25]

Flere forsøg på salg af Dansk Vestindien til USA[redigér | redigér wikikode]

Danmark solgte i 1845 Dansk Ostindien til Storbritannien, og fem år senere blev også Dansk Guinea solgt hertil. Den eneste tilbageværende koloni var Dansk Vestindien. Der var store interessemodsætninger mellem Skt. Thomas, som havde en god handelshavn, og plantageøen Skt. Croix, som oplevede salgsnedgang for sine sukkerrør på grund af konkurrencen fra sukkerroer produceret i Europa. Ni tiendedele af befolkningen var efterkommere af slaver og levede under dårlige forhold. Selv om slaveriet var afskaffet i 1848, var landbrugsjorden og handelen fortsat styret af hvide.

Der var ikke bare modsætninger mellem sorte og hvide, men også mellem hvide plantageejere og danske embedsmænd, som gjorde tjeneste i Dansk Vestindien. Embedsmændene var dårligt lønnet og var ofte udsat for tropesygdomme og de havde tit et højt alkoholforbrug og var korrupte. Der var ingen folkelige bånd i form af sprog, kirke eller kultur mellem Danmark og øerne. Sproget var hovedsagelig engelsk, den anglikanske kirke og katolicisme var dominerende, og de få, som tog en uddannelse, tog den i USA. Dansk Vestindien var i stærk tilbagegang og havde dårlige sociale forhold. 41 af 100 børn døde, inden de fyldte et år.[26]

Danmark forsøgte ved fredsforhandlingen i Wien i 1864 at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne Slesvig og Holsten, et forslag som blev afvist. Sønderjylland blev genforenet med Danmark efter en folkeafstemning i 1920.

I 1852 blev fremtiden for de tre vestindiske øer debatteret i Folketinget.[27] Det blev fra flere sider hævdet, at frigivelsen af slaverne i 1848 havde medført, at øerne ikke længere kunne drives med overskud og derfor burde sælges. Et salg af øerne ville også styrke den anstrengte økonomiske situation i Danmark efter tabet af Slesvig-Holsten i i 1864. [28] Danmark forsøgte ved fredsforhandlingerne i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne, et forslag som blev afvist.[26]

I 1867 viste USA interesse for Dansk Vestindien. Den amerikanske borgerkrig var afsluttet, og amerikansk imperialisme begyndte at vokse frem. Amerikanerne var på jagt efter en ø i Caribien, som kunne fungere som flådebase for marinen og som kulstation. Skt. Thomas ligger centralt i Det caribiske hav, og havnen der og på Skt. Jan har kapacitet til mange skibe. Desuden er havnen en naturhavn, som er godt beskyttet mod både uvejr og angreb. Forhandlingerne om en amerikansk overtagelse af øerne blev indledt under ledelse af USA's udenrigsminister William H. Seward og den danske diplomat Valdemar Rudolph Raasløff. Forhandlingene blev holdt hemmelige, og det var Skt. Thomas og Skt. Jan, amerikanerne var interesserede i. Skt. Croix blev holdt udenfor, dels fordi øen ikke havde nogen gode havne, og dels fordi Danmark i henhold til købskontrakten indgået med Frankrig i 1733 ikke kunne videresælge øen uden Frankrigs samtykke.

Den 24. oktober 1867 godkendte Danmark salget af øerne til USA for 7,5 millioner dollar i guld, under forudsætning af et samtykke fra øbefolkningen. 98 % stemte for et salg til USA. Lige efter indgåelsen af aftalen blev øerne imidlertid ramt af orkan, jordskælv, tsunami og brande, med den konsekvens, at USA mistede interessen for øerne.[29] Selv ikke en udsættelse af overtagelsesdatoen kunne redde salgsaftalen, og i april 1870 kunne man konstatere, at salget af øerne til USA ikke blev til noget.

USA viste dog fornyet interesse for Dansk Vestindien efter Den spansk-amerikanske krig, og udenrigsminister John Hay tog formelt kontakt med de danske myndigheder. Forhandlingerne startede den 29. januar 1900, og i 1902 nåede man til enighed om en pris på fem millioner dollar for alle tre øer. Salgstraktaten blev dog stoppet af det danske Landsting, da den ikke sikrede befolkningen en folkeafstemning, amerikanske borgerrettigheter og toldfrihed for sukkereksport til USA.[26]

Modstanderne af et salg af Dansk Vestindien organiserede sig i Foreningen De Danske Atlanterhavsøer. Flere pengestærke københavnere støttede op om foreningen og etablerede blandt andet et plantageselskab som købte uvirksomme plantager. Foreningen fik også støtte fra prinsesse Marie, som sammen med sin mand prins Valdemar havde besøgt Dansk Vestindien og var faldet for øernes charme.[30]

Efter det mislykkede salgsforsøg i 1902 nedsatte Danmark en reformkommission, som blandt andet foreslog oprettelsen af husmandsbrug og forsøgsgårde for at finde ud af, om noget andet end dyrkning af sukkerrør var muligt i stor skala. Desuden kom der sundhedsreformer, som sikrede godt drikkevand, sygehuse, renovation, børnehjem og fattighjem. Der blev også foreslået restriktioner på skydevåben og begrænsning på antal udskænkningssteder.

Salg af Dansk Vestindien til USA[redigér | redigér wikikode]

Overtagelsesceremonien blev holdt på pladsen foran Senatspaladset i Charlotte Amalie.
Foto: Martin Lie

Efter udbruddet af 1. verdenskrig frygtede USA, at øerne ville blive besat af Tyskland, og efter åbningen af Panamakanalen i 1914 øgedes øernes strategiske betydning. I Danmark frygtede man, at landets neutralitet kunne blive sat under pres som følge af, at de havde nogle af Vestindiens bedste havne.

Den 4. august 1916 blev man enige om et salg af øerne til USA, og denne gang var prisen fastsat til 25 millioner dollar; samtidig havde Danmark opgivet sine tidligere krav om folkeafstemning, borgerrettigheder og toldfrihed.[26] Til gengæld anerkendte USA Danmarks krav på Grønland, og dermed ikke Norges krav på de ubeboede dele af Østgrønland.[28] USA havde brug for øerne af strategiske årsager, for at hindre Tyskland i at få fodfæste på den vestlige halvkugle. Økonomiske interesser var derfor underordnede.[29]

Hele salgsprocessen blev holdt hemmelig af den radikale danske regering og udenrigsminister Erik Scavenius. Et muligt salg af Dansk Vestindien blev dementeret til det sidste og offentliggørelsen af salgsaftalen førte til protester fra oppositionen, specielt fra Det Konservative Folkeparti, med det resultat, at en folkeafstemning skulle afholdes i Danmark. Folkeafstemningen om salg af Dansk Vestindien var den første afstemning, kvinder kunne deltage i, efter Danmarks grundlov var blevet ændret i 1915. Det var samtidig den første folkeafstemning om et lovforslag, hvilket netop var blevet gjort muligt efter den nye grundlov. Valgresultatet viste, at 283.000 stemte for et salg og 158.000 imod. Øernes befolkning deltog ikke i folkeafstemningen, men den dansk-vestindiske fagforeningsleder David Hamilton Jackson arrangerede en privat folkeafstemning på Skt. Croix, hvor 4.027 stemte for og syv stemte imod.[26]

Traktaten, der omhandler salget, blev underskrevet af USA's præsident Woodrow Wilson og udenrigsminister Robert Lansing den 16. januar 1917.[22]

Den 31. marts 1917 klokken 16 blev Dannebrog nedtaget for sidste gang, og Stars and Stripes gik til tops. Befolkningen blev amerikanske statsborgere, medmindre de ønskede at beholde deres danske statsborgerskab.[22]

31. marts fejres hvert år på øerne som "Transfer Day", og da hyldes både Danmark og USA for måden, overdragelsen foregik på.[29] Alle har fri, og mange samles til fest.

Den lille ø Water Island ud for Charlotte Amalies havn forblev i øvrigt dansk indtil 1944, da den formelt ikke var en del af Dansk Vestindien, men var ejet af ØK, der dette år solgte øen til USA.

Som et kuriosum kan nævnes, at befolkningen aldrig har givet afkald på de mange danske helligdage. Dem fastholder man, på samme måde som man også fejrer alle amerikanske fri- og helligdage.

Samfund[redigér | redigér wikikode]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Den hellige treenighedskirke i Hospitalgade i Frederiksted. Kirken er luthersk og blev påbegyndt i 1783. Indviet 15. januar 1792 af præsten Martin Peter Ohm.
Foto: Martin Lie

Dansk Vestindien var præget af mange forskellige folkeslag, som hver havde sin tradition og religion. Først og fremmest blev der blandt den afrocaribiske befolkning praktiseret mange forskellige afrikanske religioner. At der var et aktivt religiøst liv med rødder i Afrika vidner mange kilder om, men da de allerfleste kilder er skrevet af europæere, som hverken forstod indholdet eller nuancerne i afrikanerenes religioner, kan det desværre være svært at få indtryk af forskellighederne. Efterhånden som afrikanere i slaveri og deres efterkommere udviklede en blandet kreol kultur blandedes også religiøse forestillinger, men i de første generationer levede specifikke religioner formodentlig videre i Vestindien, da grupper af afrikanere med samme oprindelsessted i Afrika holdt sammen socialt og kulturelt.[31] Afrikanske religioner var i 1700-tallet egentlig ikke undertrykt, snarere mødt med ligegyldighed fra de fleste europæeres side (med undtagelse af missionærer og deres støtter), bortset fra de dele af religionerne, som europæerne opfattede som skadende – især trolddom, der havde til hensigt at gøre fortræd. Men fra Brødremenigheden i 1732 påbegyndte en missionsvirksomhed voksede andelen af afrocaribiere, som var kristne støt, men ikke før midten af 1800-tallet kan man tale om en gennemgående kristen befolkning i kolonien, og selv da levede afrikanske forestillingsverdener videre i hvad man kan kalde folketro – trolddom, sagn og fortællinger.

Også blandt europæere var der i Dansk Vestindien et særligt varieret religiøst landskab. Religion havde i 1700–1800-tallet stor indflydelse på menneskers liv, og i de europæiske lande var der ikke religionsfrihed. Kongen og kirken arbejdede tæt sammen om at opretholde lov og orden. Kirken havde ansvaret for folkets moralske opdragelse, og kongen styrede den civile orden. Der blev ikke indført religionsfrihed i Danmark før i 1849, men i Dansk Vestindien var der blevet praktiseret noget nær religionsfrihed siden etableringen af kolonien. Religionsfriheden var af danske myndigheder knyttet til et krav om, at alle måtte respektere de danske helligdage. Ligeledes skulle katolikker i begyndelsen også nøjes med at holde gudstjenester i deres private hjem. Religionsfriheden i Dansk Vestindien var nødvendig for at få befolket øerne, da der ikke var nok danskere, som ønskede at bosætte sig på øerne, til, at man kunne stille krav til nybyggerne.[Kilde mangler] Mange af nybyggerne var landsforviste eller flygtet fra straf og var som regel nederlændere eller englændere.

Trossamfund som den franske og den nederlandske reformerte kirke, lutheranere, Brødremenigheden, anglikanere, katolikker og jøder levede side om side i Dansk Vestindien uden problemer, i modsætning til de religiøse stridigheder i Europa. I dag er der 150 trosretninger på øerne og ca. 300 kirker.[Kilde mangler]

Slaver og ejendomsret[redigér | redigér wikikode]

Love og regler i Dansk Vestindien tog udgangspunkt i Danmarks love, men blev tilpasset til lokale forhold. For eksempel regulerede dansk ejendomsret kun ting som dyr, land og bygninger, og ikke slaver. Slaver blev, til at begynde med, reguleret som almindelig ejendom, og dermed var der ikke behov for egne regler. Slaver blev opført i regnskabet sammen med dyr og redskaber.

Frederik 5. udstedte i 1755 et nyt reglement som styrkede slavernes rettigheder, men dette blev sat til side af koloniledelsen.
Maler: Carl Gustaf Pilo. Tilhører Altonaer Museums samling i Hamborg, Tyskland.

I 1733 blev der lavet et reglement, som tog hensyn til, at slaver, i modsætning til anden ejendom, har deres egen vilje og dermed kan opføre sig uhensigtsmæssigt eller være ulydige.[18] Ifølge reglementet skulle slaven straffes af myndighederne, men mange ejere straffede slaverne på egen hånd. Myndighedene greb først ind, hvis slaverne blev straffet for hårdt eller ikke fik nok mad, i frygt for, at slaverne ville gøre oprør, hvis de blev behandlet for dårligt. I 1755 udstedte Frederik 5. et nyt reglement, hvor slaverne blev sikret retten til ikke at blive skilt fra deres børn og retten til støtte under sygdom og alderdom. Men koloniledelsen havde tilladelse til at tilpasse love og regler efter lokale forhold, og dermed blev reglementet aldrig offentliggjort, med den begrundelse, at det havde flere ulemper end fordele.[18]

Frigivelsen af slaverne i 1848 udløste krav fra plantageejerne over for den danske stat om fuld erstatning, med den begrundelse, at deres ejendomsret var krænket ved, at værdien af slaverne var tabt, og at man i fremtiden måtte betale for arbejdskraften. Den danske stat indrømmede dem en erstatning på 50 dollar pr. slave og anerkendte dermed, at slavefrigivelsen havde medført et økonomisk tab for ejerne.[18] Men slavernes hverdag blev ikke ændret i betydelig grad. De måtte have et job og vendte tilbage til den plantage, hvor de blev tilbudt etårskontrakter, en lille hytte, lidt jord og nogle penge. Som ansatte var de tidligere slavers alderdom ikke plantageejernes ansvar. Slaverne havde kun lov til at skifte job en gang om året, 1. oktober, en dag som blev omtalt som skiftedagen.

Slavene havde ingen ejendomsret, da de selv var ejendom, men fik officielt ejendomsret i 1840, otte år før slavefrigivelsen.

Militær[redigér | redigér wikikode]

Som det meste andet i Dansk Vestindien i tiden med Vestindisk-guineisk Kompagnis styre var også militæret underlagt kompagniet. Ved statens overtagelse i 1755 blev øernes hærstyrke underlagt Krigskancelliet, men forblev et særskilt korps uden for den almindelige danske forsvarsorganisation.

I 1763 blev der gennemført en forsvarsreform i Danmark, og hærstyrken i Dansk Vestindien blev underlagt Vestindisk-guineisk Rente- samt Generaltoldkammer og fra 1805 direkte underlagt kronprins Frederik. Efter 1848 blev alle vestindiske militærspørgsmål afgjort af Krigsministeriet og koloniens Centralbestyrelse.

Antallet af soldater i Dansk Vestindien var begrænset, og i den første del af kolonitiden var der kun 20–30 mand. I 1726 blev det første militære kompagni oprettet og bestod af 50 mand. I 1761 udgjorde styrken 226 mand. Under USA's uafhængighedskrig bestod styrken af 400 mand, et styrkeantal som blev opretholdt til 1872, da de militære styrker blev reorganiseret under navnet Den vestindiske hærstyrke. Hærstyrken bestod af 6 officerer, 219 soldater og 10 ryttere. I 1906 blev Den vestindiske hærstyrke opløst og erstattet af Gendarmerikorpset, som bestod af 120 menige soldater og 10 officerer og var direkte underlagt guvernøren. Korpset var stationeret i Charlotte Amalie på Skt. Thomas og på tre steder på Skt. Croix, i Christiansted, Frederiksted og Kingshill.

Ud over kompagniets og senere statens hærstyrker var der også en række lokale militser, som bestod af øernes frie indbyggere. Militserne var større end hærstyrken, og i 1830'erne udgjorde hærstyrken 430 mand mod militsenes 1980 mand.

Hærstyrken i Dansk Vestindien bestod af danske soldater som frivilligt lod sig hverve, som regel for en seksårsperiode. Fra 1805 blev ansvaret for hvervningen overtaget af Den Vestindiske Rekruttering i København, som årligt rekrutterede 70 mand. De fleste var værnepligtige fra Danmark, men mange var også lokale håndværkere.

Den danske orlogsflåde sejlede tit til Vestindien for at markere dansk tilstedeværelse og suverænitet. Efterhånden som kolonien blev veletableret, blev besøgene fra orlogsflåden sjældnere, indtil staten overtog ansvaret for kolonien i 1755. Flåden blev som regel sendt over til Vestindien i urolige perioder, som under den franske og indianske krig (1756-1763), USA's uafhængighedskrig (1776-1783), Revolutionskrigene (1792–1802) og Napoleonskrigene (1800-1815). I perioden fra 1818 til 1864 var orlogsflådens aktivitet i Dansk Vestindien mere omfattende end i nogen anden periode, og i de fleste af disse år var der permanent stationeret to danske krigsskibe på øerne.

Det sidste danske orlogsskib i Dansk Vestindien var krydserkorvetten Valkyrien, som sejlede til kolonien i 1915. Skibschefen, kommandørkaptajn Henri Konow, tog over som konstitueret generalguvernør og var den person, som officielt overleverede Dansk Vestindien til USA i 1917.

I alt foretog orlogsflådens skibe omkring 140 togter til Dansk Vestindien i perioden fra 1671 til 1917.

Pengevæsen[redigér | redigér wikikode]

Dansk Vestindisk mønt med Christian IX´s motiv fra 1905.

Den Dansk-Vestindiske Nationalbank blev oprettet som en aktiebank af Nationalbanken i 1904. Den blev til efter forhandlinger mellem Nationalbanken, Handelsbanken, Landmandsbanken og Privatbanken i København. Hovedkontoret blev placeret i Charlotte Amalie på St. Thomas, og åbnede i februar 1905.

En betingelse for oprettelsen var, at der samtidig blev en permanent ordning af det vestindiske møntvæsen. Dette betød at man konverterede møntfoden fra Dollar til den latinamerikanske møntfod, Francs. I perioden 1859-1903 var 100 Dansk Vestindiske Cent = 1 US $ efter konverteringen var 1 Franc = 100 bit. Vekselkursen var i denne forbindelse 1 $ = 5 Francs. Der blev udstedt sedler i de følgende værdier, 5, 10, 20 og 100 Francs, og disse blev trykt i England hos Bradbury, Wilkinson & Co. Ltd. London.

Den Dansk-Vestindiske Nationalbank havde oktroi (eneret) på udstedelse af sedler i 30 år. Da øerne blev afstået til USA i 1917 forblev de kgl. danske bank privilegier gældende, indtil de udløb i 1934, øerne havde derfor en særstilling ved at være amerikansk territorium, hvor der ikke anvendtes US dollar. I 1934 blev den Den Dansk-Vestindiske Nationalbank nedlagt, og den amerikanske dollar indført på øerne. [32]


Frimærker[redigér | redigér wikikode]

3-cents frimærke fra 1866
20-bits frimærke fra 1905

Dansk Vestindien fik egne frimærker i 1856. Frimærkerne blev trykt i Danmark og nogle af disse havde samme udseende som de danske frimærker bortset fra værdien, der var angivet i cent. Det første frimærke var et kvadratisk 3-cents-frimærke med Danmarks rigsvåben afbildet i mørkt karminrødt på gulnet papir. Fra 1866 kom frimærkerne på hvidt papir, og i 1872 blev frimærkerne perforeret.

I takt med koloniens økonomiske opsving opstod der et større behov for at kunne kommunikere med handelspartnere, familie og regeringen i Danmark. Den første faste postforbindelse mellem Dansk Vestindien og Danmark blev oprettet ved et reglement i 1781. Frem til da var posten blevet sendt med tilfældige skibe.

Det var ikke usædvanligt, at små kolonier langt væk fra hjemlandet løb tør for populære valører fra tid til anden, og koloniadministrationen måtte af og til improvisere. I 1887 blev et 7-cents-frimærke påtrykt en ekstra cent, og i 1895 blev et 50-cents-frimærke påtrykt et tillæg på 10 cent.

Som en følge af valutareformen i 1904 udstedte kolonien nye frimærker i 1905, hvor valøren var i franc og bit. Kong Christian 9. var afbildet i silhuet på frimærkerne i valørerne fra 5 bit til 50 bit. 1-francs–, 2-francs– og 5-francs-frimærkerne havde en afbildning af sejlskutteren Ingolf til kaj i Charlotte Amalie.

I 1907 blev motiverne af Christian 9. erstattet med Frederik 8., efterfulgt af Christian 10. i 1915.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Satellitbillede af øerne taget af NASAs satellit Landsat 7.
Kort over øerne

Dansk Vestindien består af de tre hovedøer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas, samt flere mindre øer. Øerne ligger i Det caribiske hav og Atlanterhavet, 80 km øst for Puerto Rico, 960 km nord for Venezuela og 1760 km sydøst for Florida.

Øerne har et totalt areal på 346 km², hvilket er lidt mindre end arealet af Mors, og har en 188 km lang kystlinje.

Øerne ligger på grænsen mellem den Nordamerikanske Plade og den Caribiske Plade. Jordskælv, tropiske cykloner og tsunamier forekommer. Klimaet er subtropisk med passatvinde, relativt lav luftfugtighed og lille årstidsmæssig variation i temperaturen. Regntiden varer fra maj til november.

De fleste af øerne, inklusive Skt. Thomas og Skt. Jan, er af vulkansk oprindelse og er præget af bjerge og kuperet terræn. Skt. Croix blev dannet af et koralrev og er fladere.

Højeste bjerg er Crown Mountain på Skt. Thomas med 474 meter.

Øerne[redigér | redigér wikikode]

Skt. Croix[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Sankt Croix

Skt. Croix' areal er 207 km², og den har et kuperet terræn. Højeste punkt på øen er Mount Eagle på 355 m.

Skt. Croix var oprindelig beboet af caribere og arawaker og blev besøgt af Columbus i 1493, hvor han gav den navnet Santa Cruz (Det hellige kors). Efter stridigheder mellem England, Holland og Spanien kom øen i 1650 under fransk herredømme. Malteserordenen fik øen året efter, men solgte den videre til Fransk Vestindisk kompagni i 1651. Sankt Croix blev i 1674 fransk koloni, men forblev stort set ubeboet fra 1696 og blev solgt videre til Dansk Vestindisk-guineisk Kompagni i 1733. Dette selskab havde intet krav til nationalitet for sine kolonister og tiltrak sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere; de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen. Et slaveoprør på Sankt Croix førte til slaveriets afskaffelse i 1848.

Danskerne grundlagde to byer på øen, Christiansted på nordkysten og Frederiksted på vestkysten.

Skt. Jan[redigér | redigér wikikode]

Trunk Bay på Skt. Jan. Rangeret blandt "De ti bedste strande i verden" af magasinet Condé Nast Traveler.
Foto: Ben Whitney
Uddybende Uddybende artikel: Sankt Jan

Skt. Jan var den mindste af de tre hovedøer i Dansk Vestindien. Øen ligger 6 km øst for Skt. Thomas og 6 km sydvest for Tortola. Øen har et areal på 50,8 km².

Øen blev først beboet af Arawakindianere, som kom fra dagens Colombia og Venezuela omkring år 300. Arawakerne beboede øen frem til omkring år 1300, da de blev fordrevet af de mere aggressive og krigerske caribere. Christopher Columbus opdagede Jomfruøerne på sin anden rejse til den nye verden i 1493. Han navngav øerne "Once Mil Virgenes", eller Jomfruøerne, til ære for Sankt Ursula og hendes 11.000 jomfruer, som ifølge legenden var hendes martyrer.

Danskerne var de første europæerne, der slog sig ned på øen, første gang i 1672 og permanent fra 1718. Det var også danskerne, som navngav øen Skt. Jan. Sukkerplantager, blandt andre Annaberg sukkerplantage, blev anlagt i stort antal på grund af det varme klima og den gode jord.

I 1956 købte den amerikanske mangemillionær Laurance Rockefeller store områder af øen og donerede området til United States National Park Service under forudsætning af, at området skulle forblive urørt i fremtiden. Virgin Islands National Park udgør 60 procent af øens areal.

Nogle af de mest populære strande i Caribien ligger på den nordlige del af øen. Den mest kendte strand er Trunk Bay, som er blevet rangeret blandt "De ti bedste strande i verden" af magasinet Condé Nast Traveler.

Skt. Thomas[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Sankt Thomas

Skt. Thomas har et areal på 80,9 km², og øens højeste bjerg er Crown Mountain på 474 m.

Øen har været beboet siden ca. år 1500 f.Kr. af forskellige vestindiske indianerfolk. De første var ciboneyfolket, som senere blev fortrængt til fordel for arawakindianerne og dernæst cariberne. Cariberne blev hurtig udryddet, da europæerne bosatte sig på øen.

Skt. Thomas var den første af Danmarks tre hovedøer i Dansk Vestindien. Den første danske bosættelse fandt sted i 1666 og blev en del af Vestindisk-guineisk Kompagnis koloni i 1672. I 1671 blev fæstningen Fort Christian påbegyndt og er i dag den ældste bygning på Jomfruøerne. Skt. Thomas blev erklæret frihavn i 1724, og gennem 1700-tallet oplevede øen en kraftig vækst på grund af sine sukkerplantager. Øen blev et vigtigt handelscentrum indtil slavehandelen blev afskaffet i 1848.

Dansk Vestindiens hovedstad gennem store dele af koloniperioden, Charlotte Amalie, lå på Skt. Thomas. I en periode i 1800-tallet var Charlotte Amalie den næstmest folkerige danske by, kun overgået af København.

Byerne[redigér | redigér wikikode]

Charlotte Amalie[redigér | redigér wikikode]

Oversigtsbillede af Charlotte Amalie.
Foto: Martin Lie
Uddybende Uddybende artikel: Charlotte Amalie

Charlotte Amalie var i flere perioder hovedstad for Dansk Vestindien. Byen fik sit navn i 1691 og er opkaldt efter kong Christian 5.s kone, dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Byen har i den danske tid også haft navnene Taphus (kro) og Skt. Thomas.

På grund af det neutrale danske flag og statussen som frihavn blev Charlotte Amalie en af Vestindiens vigtigste handelscentre i 1700-tallet. Byen havde i perioden 1750-1850 et stærkt kosmopolitisk præg og blev i 1800-tallet Danmarks næststørste by.

Fæstningen Fort Christian blev påbegyndt i 1671 og er opkaldt efter kong Christian 5.. Fortet er i dag den ældste bygning på jomfruøerne.

Christiansted[redigér | redigér wikikode]

Christiansted, Billede fra 1944.
Foto: Jack Delano
Uddybende Uddybende artikel: Christiansted

Danskerne købte Skt. Croix i 1733 og valgte som deres første bosættelse på øen et sted med mulighed for en god havn på nordkysten. Den første bosættelse fik navnet Christiansted og blev grundlagt, samme år som øen blev købt. Byen er opkaldt efter Kong Christian 6. af Danmark-Norge. Christiansted var i perioden fra 1754 til 1871 hovedstaden i Dansk Vestindien.

Christiansted domineres af fæstningen Christiansværn som er fra 1738.

Frederiksted[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Frederiksted

Frederiksted fik navn efter Frederik 5., men blev i den danske kolonitid aldrig kaldt andet end Westenden pga. sin beliggenhed på øen.

Det var i Frederiksted, at 8.000 slaver marcherede til for at gøre krav på øjeblikkelig frigivelse i 1848. Efter trusler fra slaverne om at gøre oprør og sætte ild på hele byen, hvis deres krav ikke blev indfriet, kom guvernør Peter von Scholten med erklæringen fra Fort Frederik, som frigav alle slaver i Dansk Vestindien. Fra Fort Frederik kom også den første salut som anerkendelse for USA's selvstændighed i 1776.

Dansk Vestindien i dag[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Amerikanske Jomfruøer
Amerikanerne har beholdt de danske gade- og stednavne. Gadeskilt i Charlotte Amalie, Skt. Thomas.
Foto: Martin Lie
Udsigt over havnen i Charlotte Amalie.
Ruiner efter et romdestilleri på Skt. Croix.

Det meste af Skt. Jan er i dag omdannet til et naturreservat og har en beskeden grad af bebyggelse. Regnskoven har generobret områderne fra de tidligere sukkerplantager, og de fleste ruiner efter plantagetiden er urørte. Mange steder på øen er der fortsat spor efter det brutale slaveoprør i 1733.

Den tætte jungle på Skt. Thomas, som skabte lange slidsomme dage for de første nybyggere med Kjeld Jensen og Erik Nielsen Smit i spidsen, er for længst borte, og kun få steder på øen kan man i dag se rester efter plantagebygningerne. Men den danske fortid er alligevel ret synlig. I en lille park ved parkeringspladsen i Charlotte Amalie står en buste af Christian 9., som ser mod Fort Christian, og gaderne har stadig de danske navne som Dronningens gade, Prinsens Tværgade og Strandstræde. Desuden har mange af butikkerne referencer til den danske tid, f.eks. Royal Dane Mall og A. H. Riise Mall. Skt. Thomas er i dag en moderne turistdestination og en af de største krydstogthavne i Caribien.

På Skt. Croix nåede slaveriet og sukkerproduktionen deres højdepunkt i den danske tid, men i dag er der ingen landbrugsproduktion på øen. På øens østside har den salte passatvind fjernet det meste af vegetationen og efterladt spredte buskvækster. Midt på øen vokser sukkerrørene stadig vildt, mens vestsiden er dækket af tropisk skov med pukkenholt, mahogni og guava. Øens to byer, Christiansted og Frederiksted, præges ikke så stærkt af turismen som Charlotte Amalie. Meget af den oprindelige bebyggelse fra 1700– og 1800-tallet er bevaret, og på byens kirkegårde står fortsat de hvide marmorstøtter med efternavne som ender på –sen. Mange af plantagebygningerne findes fortsat, mange som ruiner, og nogle er restaureret. Af øens hundrede sukkermøller findes nær to tredjedele stadig, hvor sejldugene er borte og trætagene er rådne, mens murværket fortsat står intakt.

Dansk Vestindien blev befæstet med fire forter. Fort Frederiksværn ved Coral Bay på Skt. Jan, hvor det første store slaveoprør fandt sted i 1733, er i dag kun overgroede ruiner og temmelig utilgængeligt. Det ligger desuden på privat område, hvor offentligheden som udgangspunkt ikke har adgang. Vil man se fortet, skal man spørge om tilladelse hos ejeren Fred Samuel (Fred's Bar) i Cruz Bay .[33]. I Christansted ligger det velbevarede gule Christiansværn, åsted for det andet store slaveoprør i julen 1759. Fortet administreres af National Park Service og fremstår flot og velholdt. Der er adgang til fortet mod en beskeden entrépris. I Frederiksted på St. Croix' vestkyst ligger Fort Frederik, hvor det sidste slaveoprør fandt sted og endte med slaveriets afskaffelse den 3. juli 1848. Fort Christian i Charlotte Amalie blev påbegyndt i 1671 og er Jomfruøernes ældste bygning. Det blev frem til 1983 brugt som politistation. Både dette og det lille Fort Frederik på St. Croix trænger til grundig restaurering, men Jomfruøernes regering fattes penge til så store projekter, og forterne er sjældent eller aldrig tilgængelige for offentligheden.[34]

Indbyggerne i Dansk Vestindien er i dag amerikanske statsborgere, men har ikke stemmeret ved præsidentvalgene. De amerikanske Jomfruøer har én plads i USAs Kongres, men denne har kun stemmeret i komiteerne og ikke i plenumsafstemninger. Øerne er siden 1970 blevet styret af en folkevalgt guvernør, som bliver valgt for en fireårsperiode.

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

  • 1493 – Christoffer Columbus annekterer øerne for Spanien.
  • 1650 – Fransk styre på Sankt Croix.
  • 1653 – Den suveræne Johannitterorden (Malteserordenen) overtager Skt. Croix.
  • 1665 – Fransk Vestindisk Kompagni overtager Skt. Croix.
  • 1674 – Skt. Croix bliver fransk kronkoloni.
  • 1666 – En gruppe danskere danner den første permanente bosættelse på Skt. Thomas.
  • 1671 – Vestindisk-guineisk Kompagni oprettes ved et kongeligt privilegiebrev.
  • 1671 – Opførelsen af Fort Christian i Charlotte Amalie påbegyndes.
  • 1673 – Den første forsendelsen af afrikanske slaver til Skt. Thomas.
  • 1675 – Det første danske forsøg på at kolonisere Sankt Jan.
  • 1685 – Taphus skifter navn til Charlotte Amalie
  • 1696 – Franskmændene forlader Skt. Croix.
  • 1718 – 25. marts annekterer guvernør Bredal Skt. Jan, og det danske flag hejses på plantagen Carolina i Coral Bay.
  • 1733 – Danmark køber Skt. Croix af Frankrig.
  • 1733 – Dansk Vestindiens første store slaveoprør finder sted på Skt. Jan.
  • 1733 – Et reglement, som anerkender, at slaver, i modsætning til anden ejendom, har deres egen vilje og dermed kan opføre sig uhensigtsmæssigt eller være ulydige, bliver vedtaget.
  • 1750 – Det første danske kort over Skt. Croix udgives og signeres af Johan Cronenberg og Johan Jægersberg.
  • 1754 – Øerne bliver dansk kronkoloni.
  • 1756 – Etablering af kolonien Dansk Vestindien.
  • 1759 – Dansk Vestindiens andet store slaveoprør finder sted i Christiansted, Skt. Croix i julen.
  • 1762 – Storbritannien frafalder sit krav på Skt. Jan og godkender danskernes suverænitet.
  • 1801 – Briterne besætter Dansk Vestindien 31. marts. Besættelsen afsluttes 16. februar 1802.
  • 1803 – Import af slaver bliver forbudt fra 1. januar, men slavehold var fremdeles lovligt.
  • 1807 – Britene besætter Dansk Vestindien i december. Besættelsen afsluttes 20. november 1815.
  • 1807 – Første grundskole for børn. Kun hvide børn har adgang.
  • 1840 – Slavene får officielt ejendomsret.
  • 1841 – Første skole for slaver åbnes.
  • 1848 – Guvernør Peter von Scholten kommer med erklæringen fra Fort Frederik, som frigiver alle slaver i Dansk Vestindien.
  • 1856 – Dansk Vestindien starter udgivelsen af egne frimærker.
  • 1864 – Danmark forsøger ved fredsforhandlingen i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne Slesvig og Holsten, et forslag som bliver afvist.
  • 1867 – 24. oktober godkender Danmark et salg af Skt. Thomas og Skt. Jan til USA for 7,5 millioner dollar i guld.
  • 1870 – Salgsaftalen fra 1867 besluttes ikke gennemført.
  • 1902 – Enighed med USA om salg af alle tre øer for fem millioner dollar, men det stoppes af Landstinget.
  • 1915 – David Hamilton Jackson organiserer den sorte landarbejderbefolkning i en fagforening, og en omfattende strejke igangsættes om foråret for højere løn og bedre arbejdsforhold.
  • 1916 – Folkeafstemning i Danmark om salg af Dansk Vestindien. 283.000 stemmer for og 158.000 imod.
  • 1916 – USA køber Dansk Vestindien 12. december for 25 millioner dollar.
  • 1917 – 31. marts finder den formelle overlevering af øerne til USA sted. Øerne navngives United States Virgin Islands.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Gronemann, Signe Trolle og Vindberg, Rikke. I Orkanens Øje – Beretninger fra Orlogsskibet Valkyriens togt til Dansk Vestindien 1915 – 1917. København, 2005
  • Hansen, Thorkild. Slavernes øer. København, 1970, ISBN 87-00-00862-1
  • Lund, Signe og Tommerup, Steen Uffe. Dansk Vestindien - en praktisk rejseguide. København, 2012. ISBN 978-87-995755-1-0
  • Hugh Zachariae: Lucretia og Margaret. Slavebarnets historie, Højbjerg i Danmark 2005.
  • Jørgensen, Kenneth Bo. Turen går til Dansk Vestindien. Politikens Rejsebøger, 1. udgave, København, 2006, ISBN 87-567-7333-1
  • Thomas, Hugh. The Slave Trade. 1997, Phoenix edition, London, 2006. ISBN 0-75382-056-0

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Jeppe Søe. Sukker, slaver og sørøvere (Dansk). Besøgt 12. juni 2007.
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 Jeppe Søe. Danmarks Vestindien (Dansk).
  3. Kenneth Bo Jørgensen. Turen går til Dansk Vestindien. København: Politikens rejsebøger. ISBN ISBN 87-567-7333-1.
  4. Historien om Dansk Vestindien (Dansk). Dansk Vestindisk Selskab. Besøgt 12. juni 2007.
  5. 5,0 5,1 Thorkild Hansen. Slavernes øer. København: Gyldendal. ISBN 87-00-00862-1.
  6. Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 255-256.
  7. Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 256.
  8. 8,0 8,1 Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 3-4
  9. Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 6-7
  10. Jan Frey. "The Danish Struggle to Colonize Skt. John". (Engelsk). Skt. John Historical Society. Besøgt 16. september 2007. Foredrag af Leif Calundann Larsen, februar 2005.
  11. Leif Calundann Larsen: "The Danish Colonization of St. John", St. Thomas 1986, s. 9-10
  12. 12,0 12,1 Skt. John, Virgin Islands: Facts & History. (Engelsk). Virgin Islands Now. Besøgt 16. september 2007.
  13. Charles Edwin Taylor: "Leaflets from the Danish West Indies: Descriptive of the social, political and commercial conditions of these islands", Negro Universities Press, Westport, Connecticut, 1888. Andre kilder siger 1651.
  14. Charles Edwin Taylor: "Leaflets from the Danish West Indies: Descriptive of the social, political and commercial conditions of these islands", Negro Universities Press, Westport, Connecticut, 1888
  15. Frans Lawaetz. The History of Skt. Croix (Engelsk). usvi.net. Besøgt 13. juni 2007.
  16. 16,0 16,1 Daniel Hopkins (Oktober 1990). Kortlægningen af Skt. Croix, Dansk Vestindien i 1700-tallet (Dansk). Society for the History of Discoveries. Besøgt 25. november 2007.
  17. Signe Lund & Steen Uffe Tommerup, "Dansk Vestindien - en praktisk rejseguide", Forlaget Estu, København 2012, s. 99.
  18. 18,0 18,1 18,2 18,3 Begivenheder 1733 (Dansk). SurtSødt.dk. Besøgt 26. november 2007.
  19. 19,0 19,1 Johnny E. Balsved. Slaget ved Fugleklippen (1801) (Dansk). Danish Naval History. Besøgt 2. september 2007.
  20. Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 443.
  21. Hugh Thomas, The Slave Trade, 1997, Phoenix edition, London 2006, side 525.
  22. 22,0 22,1 22,2 Perler fra arkivet (Dansk). Rigsarkivet. Besøgt 10. juli 2007.
  23. 23,0 23,1 Erik Gøbel. Dansk Vestindien (Dansk). Rigsarkivet. Besøgt 13. juni 2007.
  24. Signe Lund & Steen Uffe Tommerup, "Dansk Vestindien - en praktisk rejseguide", Forlaget Estu, København 2012, s. 11.
  25. Signe Trolle Gronemann og Rikke Vindberg. I Orkanens Øje - Beretninger fra Orlogsskibet Valkyriens togt til Dansk Vestindien 1915-1917. København: Dansk Vestindisk Selskab og Poul Kristensens Forlag.
  26. 26,0 26,1 26,2 26,3 26,4 Otto Schepelern. Dansk Vestindien: En bittersød historie (Dansk). Udenrigsministeriet. Besøgt 30. oktober 2007.
  27. Thomas Meloni Rønn. Wilkens om et eventuelt salg af Dansk Vestindien (Dansk). Geografforlaget. Besøgt 5. september 2007.
  28. 28,0 28,1 Thomas Meloni Rønn. Salget af De vestindiske Øer (Dansk). Geografforlaget. Besøgt 5. september 2007.
  29. 29,0 29,1 29,2 Transfer Day (Engelsk). Det kongelige danske konsulat, De amerikanske Jomfruøyene. Besøgt 18. juni 2007.
  30. Danskere i Vestindien 1848-1917: Hugo Larsen (Dansk). Unesco. Besøgt 30. september 2007.
  31. Sebro, Louise: Mellem afrikaner og kreol. Lunds Universitet, 2010: http://lup.lub.lu.se/luur/download?func=downloadFile&recordOId=1527777&fileOId=1527778
  32. Sieg, Frovin: Siegs seddelkatalog Danmark 1695-1997. Pilegaards Forlag, (1997) s. 151 ff.
  33. Signe Lund & Steen Uffe Tommerup, "Dansk Vestindien - en praktisk rejseguide", Forlaget Estu, København 2012, s. 98.
  34. Signe Lund og Steen Uffe Tommerup (5. marts 2010). "Lukket på ubestemt tid". Weekendavisen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 18° 20′ N, 64° 55′ V