De Kellerske Anstalter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Fra de tidligere Kellerske Anstalter i Brejning ved Børkop syd for Vejle
En af de mange bygninger i Brejning

De Kellerske Anstalter i Brejning mellem Vejle og Fredericia er nu nedlagt.

Anstalten er tegnet af Vilhelm Klein i historicistisk stil og blev opført 1898-1901. Den første bygning, Mandshjemmet, blev indviet 10. juli 1899. Anstalten havde plads til 600 patienter. De næste tres år mangedobledes tallet. Senere udvidelser blev foretaget af Peder Gram og Ernst Petersen. Komplekset er i dag ombygget til private boliger og hotel.

Danmark blev foregangsland, når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage. Anstalten i Brejning blev med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø den anstalt, man viste frem til offentligheden som forbillede for hele Europa og blev et bevis på, hvor humant et land Danmark var. Oprindelsen til Lillemosegård som hjem for åndssvage går helt tilbage til 1865, da døvepædagogen, cand.theol. Johan Keller påbegyndte arbejdet med det, der senere blev kendt som ”De Kellerske Anstalter”. Hans søn Christian Keller fulgte ham som leder.

I dag ejes Kvindehjemmet af DDS, der bruger det som efterskole og mødested.

Isolationsfilialen på Livø[redigér | redigér wikikode]

1911 overtog "Den Kellerske Anstalt" øen Livø. Den blev et sted hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Disse åndssvage fik betegnelsen "moralsk åndssvage". Deres forbrydelser kunne have været tyveri af cykler eller nogle håndører. Mange læger og forskere ville i dag ikke betegne dem som åndssvage eller udviklingshæmmede, men det lå i tiden at rense ud i samfundet, da man frygtede for fremtiden. Det var alment antaget at åndssvage videregav deres mangler til næste generation. Derfor var en af de største mål med Livø at sørge for at rehabilitere de indsatte til et normalt liv i det normale samfund, samt at sørge for at de ikke formerede sig. Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en føjtende kvinde føre til at blive sendt tilbage til øen.

Livet på øen var ikke som i et normalt fængsel. De anbragte kunne gå frit rundt på øen, hvor de skulle passe landbrug, skov, mejeri og værksteder. Flere forsøgte at flygte, hvilket oftest havde en uheldig udgang. På den tid havde Livø 200 beboere, hvoraf halvdelen var de udviklingshæmmede, og den anden halvdel var de ansatte og deres familier. De hvide huse med de røde tage stammer fra denne periode. [kilde mangler]

Isolationsfilialen på Sprogø[redigér | redigér wikikode]

Kvindehjemmet på Sprogø.

En fiktionsbeskrivelse af kvindernes liv på kvindehjemmet på Sprogø kan findes som en central del af Jussi Adler-Olsens bog Journal 64. Ligeledes handler Vibeke Marx' roman Skygger fra Sprogø om dette emne.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

SygehuseStub
Denne artikel om sygehuse og hospitaler er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Hospitaler

Koordinater: 55°40′16.76″N 9°40′57.74″Ø / 55.6713222°N 9.6827056°Ø / 55.6713222; 9.6827056