De sytten provinser
For alternative betydninger, se Nederlandene (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Nederlandene)
De sytten provinser eller De sytten nederlandske provinser (nederlandsk: Zeventien Provinciën) var en personalunion af 17 fyrstedømmer i Nederlandene fra 1482 til 1581, som omtrent dækkede Nederlandene, Belgien, Luxembourg, en del af det nordlige Frankrig (Artois, Nord) og en lille del af det vestlige Tyskland.
Den burgundiske rigskreds[redigér | rediger kildetekst]
De sytten provinser tilhørte oprindeligt hertugdømmet Burgund, der blev regeret af Huset Valois og senere af Huset Habsburg. Fra 1512 udgjorde de sytten provinser størstedelen af den burgundiske rigskreds i det tysk-romerske rige. De blev samlet i en personalunion under Karl den 5..
De sytten provinser[redigér | rediger kildetekst]
Provinserne var:
- Artois (formelt under den franske konge)
- Flandern (formelt under den franske konge)
- Mechelen
- Namur
- Hainaut
- Zeeland
- Holland
- Brabant
- Limburg
- Luxembourg
- Utrecht
- Frisia
- Zutphen
- Groningen
- Ommelanden
- Drenthe, Lingen, Wedde og Westerwolde
- Overijssel
Statholderne[redigér | rediger kildetekst]
Statholdere (Landvoogde) i de sytten nederlandske provinser:
- 1506–1507: Willem II. van Croy, Heer van Chièvres
- 1507–1530: Margaretha van Oostenrijk, hertuginde af Savoyen
- 1531–1555: Maria van Castilië (van Hongarije), dronning af Ungarn
- 1555–1559: Emanuel Filibert van Savoye, hertug af Savoyen
- 1559–1567: Margaretha van Parma, hertuginde af Parma
- 1567–1573: Don Fernando Álvarez de Toledo, hertug af Alba
- 1573–1576: Don Luis de Zúñiga y Requesens
- 1576–1578: Juan van Oostenrijk
- 1578–1581: Alexander Farnese, hertug af Parma og Piacenza; i konkurrence med Matthias van Oostenrijk