De syv vise

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
De syv vise vist i Nürnberg-krøniken af Hartmann Schedel (1440–1514).

De syv vise (græsk: οἱ ἑπτὰ σοφοί, hoi hepta sophoi) var i antikkens Hellas en ærestitulering til syv filosofer, poeter, statsmænd og lovgivere, som levede i tiden mellem 600- og 500-tallet f.Kr. og som var berømte i de påfølgende århundreder for deres visdom.

De syv vise[redigér | redigér wikikode]

Traditionelt har hver af de syv vise repræsenteret et aspekt af verdensvisdom, som blev opsummeret i et ordsprog eller visdomsord. Selv om listen af vismænd varierer med forskellige navne, er den følgende den mest almindelige:

Platon lister i dialogen Protagoras[4] følgende syv vise: Thales; Bias; Solon; Pittakos; Kleobulos; Myson fra Chenae eller Chen; og Kilon. Det er den ældste kendte omtale af de syv vise.[5]

Diogenes Laertios har en liste som skilder sig noget fra Platons liste, hvor han fremmer Periandros fra Korint i stedet for Myson, ellers er listen identisk.[3]

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hughes, Glyn (2012): «The Aphorisms of the Philosophers», Squashed Philosphers
  2. ^ «Thales», Wikiquote
  3. ^ a b Seven Sages of Ancient Greece
  4. ^ Platon: Protagoras 343a
  5. ^ Griffiths, A.: «Seven Sages» i: Oxford Classical Dictionary (3. utg.).

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]