De tolv olympiske guder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
"De tolv guder-alter", Louvre,
De tolv olympiske guder, ifølge Monsiau, sidst i 1700-tallet.

De tolv olympiske guder eller Dodekatheon (fra græsk Δωδεκάθεον, δώδεκα,[1] Dodeka, "tolv" og θεοί, theoi, "guder") var i græsk religion en fællesbetegnelse for de vigtigste guder, der boede på Olympen. Over tid blev flere end de tolv regnet blandt dem, "men præcis hvem som udgjorde de tolv, bekymrede ikke grækerne. Sikkert er det, at på denne liste er de vigtigste guder som grækerne forholdt sig til i deres religion."[2] De olympiske guder fik magten i krig mod andre guder hvor Zeus førte med sine søskende til sejr over titanerne.

Begrebet tolv guder er ældre end nogen bevaret græsk eller romersk kilde, og det er antagelig af anatolsk oprindelse.[3] Guderne mødtes til råds i de homeriske hymner, men den første antikke henvisning til religiøse ceremonier for de olympiske guder som en kollektiv enhed kan spores tilbage til 500 f.Kr. i Athen og havde sandsynligvis intet tidligere sidestykke i den mykenske periode. Alteret til de tolv olympiske guder i Athen dateres normalt tilbage til arkontskabet til Peisistratos den yngre i tiden 522/521 f.Kr.

Det er en del variationer af hvilke guder som blev inkluderet,[4] men de kanoniske tolv som sædvanligvis blev fremstillet i kunsten og poesi var Zeus, Hera, Poseidon, Demeter, Athene, Hestia, Apollon, Ares, Afrodite, Hefaistos, Artemis og Hermes.

Hades, der er kendt i de eleusinske mysterier som Pluto, var sædvanligvis ikke inkluderet blandt de olympiske guder eftersom hans rige var underverdenen, men "samtidig er han Zeus' bror og hører i den forstand til generationen af olympiske guder"[2]. Filosoffen Platon knyttede de tolv olympiske guder til årets tolv måneder, og antydede, at han betragtede Hades som en af de tolv, ved at foreslå, at den sidste måned bør afsættes til ham og de dødes ånder.[5] [6] I faidros tale ligestiller Platon de tolv med den himmelske dyrekreds og ville fjerne Hestia fra deres rækker. [7]

I antikkens græske religion var "de olympiske guder" og "kulter til de tolv guder" ofte relativt adskilte koncepter.[8] Dodekatheon af Herodot inkluderer Zeus, Hera, Poseidon, Hermes, Athene, Apollon, Alfeios, Kronos, Rhea og gratierne.[9] [10] Herodot nævnte også at Herakles blev inkluderet som en af tolv af nogen.[11] På den græske ø Kos blev Herakles og Dionysos inkluderet i de tolv, og Ares og Hefaistos blev udeladt.[12] For Pindar,[13] Pseudo-Apollodorus og Herodot var Herakles ikke blandt de tolv, men den som etablerede deres kult.[9] Lukian inkluderer både Herakles og Hefaistos som medlemmer af de tolv, men angav ikke hvilke to, der måtte give pladsen til dem.

Hebe, Helios, Eros, Selene og Persefone er andre betydningsfulde guder og gudinder som lejlighedsvis er indgår i en gruppe på tolv. Eros er ofte afbildet ved siden af de andre tolv, især hans mor Afrodite, men er sædvanligvis ikke regnet med i deres antal.

Den romerske poet Ennius udgav det romerske modstykke, Dii Consentes, med seks mandlige og kvindelige komplementære guddomme, men bevarede Vesta (svarende til grækernes Hestia) eftersom hun havde en afgørende rolle i romersk religion som en statsgudinde håndhævet af Vestalinderne.

Fragment af et hellenistisk relief (100-tallet f.Kr.-100-tallet e.Kr.) som afbilder de tolv olympiske guder som bærer sine attributter i en procession, fra venstre til højre: Hestia (scepter), Hermes (bevinget hjelm og stav), Afrodite (slør), Ares (hjelm og spyd), Demeter (scepter og hvedeneg), Hefaistos (stav), Hera (scepter), Poseidon (trefork), Athene (ugle og hjelm), Zeus (tordenkile og stav), Artemis (bue og pilekogger), og Apollon (kithara) (fra Walters Art Museum).

De klassiske tolv olympiske guder[redigér | redigér wikikode]

Græsk navn Romersk navn Billede Funktioner og attributter Generation
Zeus Jupiter Jupiter Smyrna Louvre Ma13.jpg Gudernes konge og hersker af Olympos; gud for himmelen og torden. Den yngste søn af titanerne Kronos og Rhea. Symboler var tordenkile, ørn, egetræ, scepter og vægtskål. Bror og ægtefælle til Hera, skønt han havde mange elskerinder. Bror til Poseidon og Hades. Første
Hera Juno Hera Campana Louvre Ma2283.jpg Gudernes dronning og gudinde for ægteskab og familie. Symboler er påfugl, granatæble, krone, gøg, løve og ko. Yngste datter af Kronos og Rhea. Hustru og søster til Zeus. Som gudinde for ægteskab forsøgte hun ofte at hævne sig på Zeus' elskerinder og deres afkom. Første
Poseidon Neptunus Poseidon sculpture Copenhagen 2005.jpg Gud over havene, jordskælv og flodbølger. Symboler var hest, okse, delfin og trefork. Mellemste søn af Kronos og Rhea. Bror til Zeus og Hades. Gift med nereideren Amfitrite, men som de fleste mandlige græske guder havde han mange elskerinder. Første
Demeter Ceres Demeter Altemps Inv8546.jpg Gudinde for frugtbarhed, landbrug, natur og årstiderne. Symboler var valmue, hvede, fakkel, overflødighedshorn, og gris. Mellemste datter af Kronos og Rhea. Hendes latinske navn, Ceres, er ophavet til det engelske ord "cereal", korn. Første
Dionysos Bacchus Dionysos Louvre Ma87 n2.jpg Gud for vin, fester og ekstase. Beskytter af teater. Symboler er vinstok, vedbend, kop, tiger, panter, leopard, delfin, ged, og fyrrekoglen. Søn af Zeus og den dødelige prinsesse Semele. Gift med prinsesse Ariadne fra Kreta. Den yngste af de olympiske guder og den eneste som havde et menneske som mor. Anden
Apollon Apollo (eller Phoebus)[14][15][16] Roman Statue of Apollo.jpg Gud af lys, viden, musik, poesi, profeti og bueskydning. Søn af Zeus og Leto. Symboler er solen, lyre, bue og pil, ravn, delfin, ulv, svane og mus. Tvillingebror til Artemis. Anden
Artemis Diana Diane de Versailles Leochares 2.jpg Jagtgudinde, jomfruelighed, bueskydning, månen, og alle dyr. Symboler omfatter månen, hjorte, jagthund, hun-bjørn, slange, cypres træ, og bue og pil. Datter af Zeus og Leto og tvillingesøster til Apollon. Anden
Hermes Merkur Rude-mercury.jpg Gudernes budbringer; gud for købmænd og tyve. Symboler er merkurstav (stav omslynget af to slanger), sandaler med vinger og kappe, stork og skildpadde (skjold, han benyttede til at opfinde lyren). Søn af Zeus og nymfen Maia. Den næstyngste af de olympiske guder, kun Dionysos var yngre. Han giftede sig med Dryope, og deres søn Pan blev en gud for naturen, herre over satyrer, opfinder af panfløjten og kammerat med Dionysos. Anden
Athene Minerva Athena Giustiniani Musei Capitolini MC278.jpg Jomfrugudinde over visdom, håndværk, forsvar og strategisk krigsføring. Symboler er ugle og oliventræ. Datter af Zeus og okeanideren Metis, hun blev født ud af sin fars hoved fuldt udvokset og i krigsudrustning efter at Zeus slugte hendes mor. Anden
Ares Mars Ares villa Hadriana.jpg Gud over krig, vold og blodsudgydelse. Symboler er bjørn, slange, hund, grib, spyd og skjold. Søn af Zeus og Hera, alle de andre guder (undtaget Afrodite) afskyr ham. Anden
Afrodite Venus NAMA Aphrodite Syracuse.jpg Gudinde for kærlighed, fysisk begær og skønhed. Symboler er duen, fugl, æble, bi, svane, myrte og rose. Datter af Zeus og okeanideren Dione, eller måske født fra havets skum efter at Uranos' sæd dryppet i havet efter at han blev kastreret af sin yngste søn Kronos som derefter kastet sin fars genitalier i havet. Gift med Hefaistos, men har haft mange udenomsægteskabelige affærer, særlig med Ares. Anden
(eller fra titanernes generation)
Hefaistos Vulcanus Vulcan Coustou Louvre MR1814.jpg Mestersmed og gudernes håndværker; gud for ilden og smedje. Symboler er ild, ambolt, økse, æsel, hammer, tang, og vagtler. Søn af Hera, enten med Zeus eller alene. Gift med Afrodite, og i modsætning til de andre mandlige guder, sjælden eller aldrig liderlig. Hans latinske navn, Vulcanus, gav os ordet "vulkan". Anden
Procession af guder, Prometheus-sarkofag, ca. 240 e.Kr., Louvre.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Anvendes sjældent, i Byzantinsk græsk, e.g. by Nicephorus Callistus Xanthopoulos, Athanasius af Alexandria eller Doukas.
  2. ^ a b Gilhus, Ingvild Sælid og Thomassen, Einar (2010): Oldtidens religioner, Pax. ISBN 978-82-530-3252-8. s. 96
  3. ^ Burkert, Walter (1991): Greek Religion, Wiley-Blackwell. ISBN 978-0-631-15624-6. s. 125.
  4. ^ Stoll, Heinrich Wilhelm (overs. av R. B. Paul) (1852): Handbook of the religion and mythology of the Greeks. Francis and John Rivington. s. 8: "The limitation of their number [of the Olympians] to twelve seems to have been a comparatively modern idea."
  5. ^ Platon: Lovene, 828 d-e
  6. ^ «Greek mythology». Encyclopedia Americana. 13. 1993. s. 431.
  7. ^ Platon: Phaedrus (WikiSource), 246 Plato, Parmenides
  8. ^ Long, Charlotte R.: The Twelve Gods of Greece and Rome, Brill Archive
  9. ^ a b «Dodekatheon» (på græsk). Papyros-Larousse-Britanicca. 2007.
  10. ^ Wilamowitz-Moellendorff, Ulrich von (1931–1932): Der Glaube der Hellenen (bind 1). Berlin: Weidmansche Buchhandlung. s. 329.
  11. ^ Herodot: Historier, 2.43–44
  12. ^ Berger-Doer, Gratia (1986): «Dodekatheoi» i: Lexicon Iconographicum Mythologiae Classicae. 3. s. 646–658.
  13. ^ Pindar: Olympiske sanger, 10.49
  14. ^ Romerne associerede Phoebus med Helios og solen i sig selv, men de benyttede også det græske navn, som er Apollon
  15. ^ North John A., Beard Mary, Price Simon R.F. "The Religions of Imperial Rome". Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology. (Cambridge University Press, 1998), p.259. ISBN 0-521-31682-0.
  16. ^ Hacklin, Joseph. "The Mythology of Persia". Asiatic Mythology (Asian Educational Services, 1994), p.38. ISBN 81-206-0920-4.