Demna
| Demna | |
|---|---|
![]() | |
| Personlig information | |
| Født | 25. marts 1981 (44 år) Sukhumi, Georgien/Republikken Abkhasien |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Kongelige akademi for finere kunst |
| Beskæftigelse | Syerske, modeskaber, fransk modedesigner, designer |
| Arbejdsgiver | Balenciaga, Maison Margiela, Gucci, Louis Vuitton, Vetements |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | The Fashion Awards (2018), Fortjenstordenen, 3. klasse, Time 100 (2022) |
| Signatur | |
| Information med symbolet | |

Demna Gvasalia, kendt under fornavnet Demna (født 25. marts 1981 i Sukhumi i Georgien) er en georgisk designer og modeskaber. Han er en af de mest indflydelsesrige designere i vesten via sin evne til at fange tidsånden og lave kollektioner, der går viralt på nettet. Han er ophavsmand til poor core-fænomenet, der gør elementer af nedslidt og fattig påklædning til modefænomener. Han var medstifter af det franske modehus Vetements, har været kreativ direktør for Balenciaga og siden 2025 for Gucci.
Levnedsløb
[redigér | rediger kildetekst]Demna Gvasalia blev født i Sukhumi, hovedbyen i den senere omstridte provins Abkhasien i Georgien i det daværende Sovjetunionen i 1981. Hans forældre var henholdsvis automekaniker og hjemmegående. Han voksede op i en storfamilie, hvor bedstemor, onkel, tante, fætre og kusiner var del af den samme husstand. Efter det sovjetiske sammenbrud blev der borgerkrig i området, og som 12-årig måtte Demna sammen med sin familie flygte over bjergene, da Sukhumi blev angrebet og deres hus bombet og nedbrændt.[1]
Familien slog sig ned i hovedstaden Tbilisi. Her tog Demna en uddannelse i økonomi på universitetet.[1] Sammen med sin familie flyttede han til Düsseldorf i Tyskland i 2001.[2] I 2003 tog han til Belgien for at uddanne sig på landets kongelige kunstakademi. Demna er homoseksuel og blev som teenager forfulgt i det meget religiøse og machoprægede Georgien.[3] Siden familien flyttede til Tyskland, har han ikke besøgt Georgien igen efter flere gange at være blevet truet på livet på grund af sin seksualitet.[1]
Han startede sin designerkarriere med at arbejde i nogle år for Marc Jacobs, der var kreativ direktør i det franske modehus Louis Vuitton. Derefter stiftede han firmaet "Vetements" som et designkollektiv sammen med en gruppe venner. Vetements' show skabte stor opmærksomhed under flere modeuger i Paris. De blev holdt utraditionelle steder som en kinesisk restaurant, i en kælder-sexklub og på kirkegulvet i Paris' amerikanske katedral, og forevisningerne gik viralt på internettet. Kollektivet hentede ikonografi og trends fra alle mulige forskellige subkulturer. Blandt de opmærksommede tøjstykker var en sort hættetrøje med den regnbuefarvede metaskrift "It's my birthday and all I got was this overpriced hoodie from Vetements" til en pris på næsten 7.000 kroner. Demna var brandets frontfigur, og i 2015 blev han hentet til modehuset Balenciaga som ansvarlig for dets design efter Alexander Wang. På det tidspunkt havde modehuset en omsætning på ca. 400 millioner dollar. Syv år senere lå omsætningen på knap 2 milliarder som et resultat af Demnas sans for, hvad der rørte sig i tiden. Blandt hans ideer var en ny fortolkning af de Crocs-hjemmesko, der var berømte for deres grimhed, og lanceringen af en taske til 15.000 kroner, som fuldstændig lignede Ikeas indkøbspose til mindre end en tier.[1][4]
I juli 2025 startede han som kreativ direktør for det berømte, men økonomisk skrantende italienske modefirma Gucci.[5]
Designerstil
[redigér | rediger kildetekst]Demna er betegnet som en avantgardist, der i eminent grad forstår at tolke tidsånden og integrere subkulturer i popkulturen, og det har gjort ham til en af 2010'ernes og 2020'ernes mest indflydelsesrige designere. Han er ophavsmand til poor core-modefænomenet, en form for fetichering af de fattiges æstetik. Nedslidte læderjakker, bombastiske dynejakker og sneakers, der enten ligner strømper eller omvendt er overdimensionerede og klodsede er nogle af hans ideer. I sin egen personlige tøjstil spiller han ofte rollen som det sorte får. Da han i januar 2025 modtog den franske Ordre des Arts et des Lettres, mødte han op i en hullet t-shirt, så man kunne se hans tatoverede arme. New York Times skrev i en portrætartikel om ham, at han lignede en "headbanger i sine sønderrevne jeans, sin lurvede T-shirt og ringe i begge ører", som om han var dukket op på modens største scene direkte fra en Rammstein-koncert.[1]
Såvel Demnas personlige livshistorie som Georgiens historie og kulturarv indgår ofte som en vigtig del af Demnas desings. De lange ærmer på Vetements' hættetrøjer, der hænger karakteristisk ned over hænderne, var inspireret af det aflagte tøj, Demna selv gik i som teenager. I 2019 var der i hvert stykke tøj i Vetements' kollektion en QR-kode til Wikipedia-siden om "etnisk udrensning af georgiere i Abkhasien". Efter Ruslands invasion af Ukraine 2022 blev Balenciagas vinterkollektion vist i et stort glasbur, og modehusets modeller vandrede gennem en snestorm med plasticsække i hånden, ligesom Demna selv havde gjort det som 12-årig på flugt i bjergene.[1]
Demnas ideer er blevet kaldt magt- og kapitalismekritiske, som et show, han i 2023 holdt på New York Stock Exchange, hvor modellerne gik ned ad catwalken iført latexkostumer.[1]
Privatliv
[redigér | rediger kildetekst]Demna taler syv sprog: georgisk, russisk, fransk, engelsk, tysk, flamsk og italiensk. Han er vegetar og afholdsmand og bor sammen med sin mand og deres to hunde.[1]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 8 Modefyrsten. Artikel på weekendavisen.dk 1. november 2025.
- ↑ Binlot, Ann (2018-07-09). "Vetements' Spring 2019 collection told the story of Demna Gvasalia's bared soul". Document Journal (amerikansk engelsk). Hentet 2024-10-14.
- ↑ Hine, Samuel (2024-09-04). "Inside Demna and Balenciaga's Daring Second Act". GQ (amerikansk engelsk). Hentet 2024-10-14.
- ↑ Balenciaga-designer Demna Gvasalia gør op med det polerede modebillede: »Det keder mig til døde«. Artikel på soundvenue.com 7. februar 2018.
- ↑ Gucci: What to think of Demna’s debut collection? Artikel på numero.com 22. september 2025.

