Frankrigs forfatning af 1958

Frankrigs forfatning af 1958 (fransk: Constitution de la Ve République) er den gældende forfatning i Frankrig og danner grundlag for Den Femte Republik. Forfatningen blev vedtaget ved folkeafstemning den 28. september 1958 og trådte i kraft den 4. oktober samme år.

Forfatningen etablerede et regeringssystem med en stærk præsident og en regering, der er ansvarlig over for parlamentet. Systemet betragtes i statskundskaben som den klassiske model for semipræsidentialisme.

Forfatningen blev udarbejdet under ledelse af Charles de Gaulle og Michel Debré som led i en forfatningsreform, der skulle skabe større politisk stabilitet efter perioden med hyppige regeringsskift under Den Fjerde Republik.

Baggrund

Frankrigs forfatning af 1958 blev til på baggrund af en politisk krise under Den Fjerde Republik. Perioden var præget af hyppige regeringsskift og svage regeringer, hvilket gjorde det vanskeligt at føre en stabil politik.

Krisen kulminerede i 1958 i forbindelse med krigen i Algeriet, hvor den politiske situation førte til krav om en forfatningsreform og en styrkelse af den udøvende magt. Charles de Gaulle blev herefter kaldt tilbage til magten med mandat til at udarbejde en ny forfatning.

Uddybende artikel: Frankrigs forfatninger

Formålet med den nye forfatning var at skabe et mere stabilt politisk system ved at styrke præsidentens rolle og ændre forholdet mellem de politiske institutioner.

Tilblivelse

Charles de Gaulle, der som Frankrigs premierminister tog initiativ til forfatningsreformen i 1958.

Efter magtovertagelsen i 1958 fik Charles de Gaulle bemyndigelse til at gennemføre en forfatningsreform. Arbejdet med den nye forfatning blev ledet af Michel Debré og foregik i samarbejde med en række juridiske og politiske rådgivere.

Udkastet til forfatningen blev udarbejdet i løbet af sommeren 1958 og forelagt vælgerne ved en folkeafstemning den 28. september 1958. Et stort flertal stemte for forfatningen, som herefter trådte i kraft den 4. oktober 1958.

Den nye forfatning indebar en markant styrkelse af præsidentens rolle og en ændring af magtbalancen mellem de politiske institutioner sammenlignet med den tidligere forfatning.

Hovedindhold

Originaleksemplaret af Frankrigs forfatning af 4. oktober 1958.

Forfatningen af 1958 fastlægger den institutionelle opbygning af den franske stat og regulerer forholdet mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt. Et centralt element er styrkelsen af den udøvende magt, særligt præsidentens rolle.

Den udøvende magt deles mellem præsidenten og regeringen. Præsidenten fungerer som statsoverhoved med væsentlige forfatningsmæssige beføjelser, mens regeringen under ledelse af premierministeren er ansvarlig over for parlamentet.

Den lovgivende magt udøves af parlamentet, som består af to kamre, mens den dømmende magt varetages af domstolene. Forfatningen indeholder desuden bestemmelser om kontrol med lovgivningen gennem Forfatningsrådet.

Forfatningen etablerer således et regeringssystem, der kombinerer en stærk præsident med parlamentarisk ansvarlig regering og danner grundlag for Den Femte Republiks politiske system.

Præsidenten

Forfatningen af 1958 tillægger præsidenten en central rolle i det politiske system. Præsidenten er statsoverhoved og har en række væsentlige forfatningsmæssige beføjelser, herunder udnævnelse af premierministeren og regeringen samt mulighed for at opløse Nationalforsamlingen.

Præsidenten spiller desuden en vigtig rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitikken og kan i særlige situationer udøve vidtgående beføjelser i henhold til forfatningens bestemmelser.

Siden en forfatningsændring i 1962 vælges præsidenten ved direkte valg, hvilket har styrket præsidentens demokratiske legitimitet og politiske position.

Regeringen

Regeringen ledes af premierministeren og er ansvarlig over for parlamentet. Premierministeren udnævnes af præsidenten og har ansvaret for at lede regeringens arbejde og gennemføre den førte politik.

Regeringen spiller en central rolle i lovgivningsprocessen og kan fremsætte lovforslag samt anvende en række forfatningsmæssige instrumenter til at sikre vedtagelsen af lovgivning.

Som følge af det parlamentariske ansvar kan regeringen afsættes af parlamentet ved et mistillidsvotum, hvilket adskiller systemet fra rene præsidentielle regeringsformer.

Parlamentet

Parlamentet i Frankrig består af to kamre, Nationalforsamlingen og Senatet, og udøver den lovgivende magt. Nationalforsamlingen spiller den centrale rolle i lovgivningsprocessen og i kontrollen med regeringen.

Regeringen er politisk ansvarlig over for Nationalforsamlingen, som kan afsætte den ved et mistillidsvotum. Parlamentets beføjelser er dog i visse henseender begrænset af forfatningen, blandt andet gennem regler om lovgivningsprocedurer og regeringens muligheder for at styre lovgivningsarbejdet.

Forfatningen af 1958 indebar en styrkelse af den udøvende magt i forhold til parlamentet sammenlignet med Den Fjerde Republik.

Forfatningsrådet

Forfatningsrådets mødesal i Palais-Royal i Paris.

Forfatningsrådet fører kontrol med, om lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen. Rådet kan efterprøve love, før de træder i kraft, og har dermed en vigtig rolle i det franske forfatningssystem.

Forfatningsrådet består af medlemmer udpeget af præsidenten samt af formændene for parlamentets to kamre. Tidligere præsidenter er desuden medlemmer af rådet.

Oprettelsen af Forfatningsrådet var en nyskabelse i forhold til tidligere franske forfatninger og bidrog til at styrke den institutionelle kontrol med lovgivningen.

Senere ændringer

Forfatningen af 1958 er blevet ændret flere gange siden vedtagelsen. En af de mest betydningsfulde ændringer fandt sted i 1962, hvor det blev indført, at præsidenten vælges ved direkte valg.

Senere reformer har blandt andet omfattet ændringer i præsidentens valgperiode, som i 2000 blev reduceret fra syv til fem år, samt justeringer af forholdet mellem de politiske institutioner.

På trods af disse ændringer udgør forfatningen fortsat grundlaget for Den Femte Republiks politiske system.

Litteratur

• Elgie, Robert. Semi-Presidentialism: Sub-Types and Democratic Performance. Oxford University Press, 2011. ISBN 9780199585984.
• Heywood, Andrew. Politics. 2. udgave. Palgrave Macmillan, 2002. ISBN 9780333971314.