Den græske borgerkrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Afhuggede hoveder af Aris Veloukhiotis, leder af Det græske folks befrielseshær, og hans adjudant Dzavelas, ophængt til folkeligt skue af royalisterne

Den græske borgerkrig var en borgerkrig i Grækenland, udkæmpet 1946-49 mellem kommunister (hovedparten af den tidligere modstandsbevægelse (E.L.A.S.) mod Tyskland-Italien-Bulgarien) på den ene side og Grækenlands væbnede styrker støttet af Storbritannien og USA på den anden side. Den endte med kommunisternes nederlag i 1949, da Titos Jugoslavien, efter afbrydelsen af forbindelserne med Moskva, lukkede grænsen for den græske guerillabevægelse, hvis politiske gren, KKE definerede sig selv som Moskva-tro.

Borgerkrigen gik i høj grad ud over civilbefolkningen, som led store pinsler fra begge sider, ud fra den kendte krigsmentalitet: "enten er du med mig, ellers er du imod mig". Krigen satte, sammen med 2. verdenskrig, Grækenland mange år tilbage økonomisk og medførte politisk instabilitet indtil 1974, hvor militærdiktaturet faldt.

Truman-doktrinen var en direkte konsekvens af den græske borgerkrig og Englands nødråb til USA om, at man ikke længere var i stand til succesfuldt at støtte de antikommunistiske styrker i Grækenland, og at Storbritannien frygtede, at landet ville "falde" til Sovjetunionens indflydelsessfære. Den 12. marts 1947 proklamerede den amerikanske præsident, Harry S. Truman, at USA ville støtte Grækenland (og Tyrkiet, der ikke havde noget med den græske borgerkrig at gøre) økonomisk og militært med henblik på, at landene ikke skulle blive kommunistiske. Trumandoktrinen betragtes som starten på den kolde krig, da vesten skiftede fra at blot tolerere ("détente"-begrebet) til "containment", dvs. inddæmning af Sovjetunionen.

Napoleon Bonaparte Stub
Denne artikel om Europas historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Europa