Den russisk–tyrkiske krig (1828-1829)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Belejringen af Kars i 1828, maleri af January Suchodolskij.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Den russisk–tyrkiske krig. (Se også artikler, som begynder med Den russisk–tyrkiske krig)

Den russisk-tyrkiske krig i 1828–1829 blev udløst af Den græske uafhængighedskrig og brød ud, da den den osmanniske sultan Abdülmecid lukkede Dardanellerne for russiske skibe efter, at Det russiske kejserrige havde blandet sig i slaget ved Navarino, som fandt sted den 20. oktober 1827.

Kampene[redigér | redigér wikikode]

I juni 1828 kryssede en russisk styrke under kommando af zar Nikolaj 1. af Rusland Donau og rykkede ind i Dobrudsja. Inden denne offensiv havde en russisk styrke rykket ind i Valakiet, og okkuperet Brăila og București uden at møde modstand. Russerne koncentrerede sig der efter om de strategisk viktigste steder i Bulgarien: Sjumen, Varna og Silistra. Varna blev indtaget den 29. september ved hjælp af den russiske Sortehavsflåde og en belejring. Sjumen viste sig vanskeligere at indtage. Den osmanniske styrke på 40.000 mand der stod imod russernes angreb og formåede at afskære de russiske forsyningslinjer. Sult og sygdomme tog livet af flere russiske soldater end kamphandlingerne. Da vinteren nærmede sig, trak de russiske styrker sig tilbage til Bessarabien.

Året efter gik russerne på ny i offensiv med udgangspunkt i Bessarabien. Efter hårde kampe formåede russerne den 19. juni at nå de mål, de ikke havde nået året i forvejen. Denne offensiv kom samtidig med en offensiv i det nordøstlige Anatolien, hvor russerne indtog Akhaltsikhe, Jerevan, Kars og Erzurum.

I juli startede de russiske styrker en ny offensiv på Balkan, og den 12. juli faldt Burgas i russiske hænder. De russiske styrker undgik den osmanniske styrke i Sliven og gik i stedet direkte mod Istanbul. Den 28. august udbrød der panik i byen, da de russiske styrker blot befandt sig 68km borte.

Fredsaftale[redigér | redigér wikikode]

I denne situation så den osmanniske sultan ikke andre muligheder end at indlede fredsforhandlinger, og en våbenhvile blev indgået i Adrianopel den 14. september. Den afsluttende fredsaftale gav russerne det meste af den østlige Sortehavskyst frem til mundingen af Donau. Videre blev den russiske overhøjhed over Georgien og dele af det senere Armenien anerkendt. Desuden fik Serbien selvstyre, og russerne opretholdt okkupationen af Moldova og Valakiet i afventning af udbetaling af en betydelig krigserstatning fra Det osmanniske rige.