Die schweigsame Frau

Die schweigsame Frau (dansk: Den stilfærdige kone) er en opera i tre akter af Richard Strauss til en libretto af Stefan Zweig efter Ben Jonsons Epicoene or the Silent Woman.

Opførelseshistorie[redigér | rediger kildetekst]

Værket blev uropført på Dresdens Semperoper den 24. juni 1935 med Karl Böhm som dirigent.

Operaen er en af Strauss' mindre succeser. Strauss' parløb med en jødisk tekstforfatter i Tyskland i 1935 blev mødt med fjendtlige reaktioner fra Hitler og Goebbels. Efter krigen er værket blevet opført relativt få gange.

Det havde premiere i USA på New York City Opera den 7. oktober 1958 og har desuden kunnet opleves i Santa Fe i 1987 og 1991 og på Garsington Opera i 2003.

Roller[redigér | rediger kildetekst]

Rolle	Stemmetype	Originalbesætning, 24, juni 1935 (Dirigent: Karl Böhm)
Sir Morosus, pensioneret admiral	Bas	Friedrich Plaschke
Enkefru Zimmerlein, hans husholderske	Alt	Helen Jung
Schneidebart, barber	Høj baryton	Mathieu Ahlersmeyer
Henry Morosus, admiralens nevø	Høj tenor	Martin Kremer
Aminta, hans kone	Koloratursopran	Maria Cebotari
Isotta, operasanger	Koloraturasopran	Erna Sack
Carlotta, operasanger	Mezzosopran	Maria Hundt
Morbio, operasanger	Baryton	Rudolf Schmalnauer
Vanuzzi, operasanger	Dyb bas	Kurt Böhme
Farfallo, operasanger	Dyb bas	Ludwig Ermold
Papegøjen	Talerolle
Andre skuespillere, naboer

Synopsis[redigér | rediger kildetekst]

Den rige, pensionerede admiral sir Morosus, kan ikke tåle støj, navnlig ikke fra sin snakkesalige husholderske. Hans barber foreslår, at hun erstattes af en rolig ung kone. Morosus mener ikke, at der findes tavse kvinder, og at han er for gammel til at gifte sig. Hans længe savnede nevø Henry dukker op og bliver inviteret til at blive med sin kone Aminta og et par venner. Da det imidlertid viser sig, at det drejer sig om nogle venner fra en operatrup, som med deres prøver forvandler Morosus' hus til et støjende teater, smider han dem ud og gør Henry arveløs. Han betror sin barber at finde en passende kvinde. Barberen henvender sig til Henry og de lægger planer om at præsentere Morusus for tre kvinder, som blot er dem fra operatruppen i forklædning. Morusus afviser både Carlotta og Isotta, men bliver forelsket i den der er mest stille, Timidia (Aminta). Så såre ægteskabet er beseglet, viser hun sin sande støjende natur – og ønsker tilmed at holde en papegøje som kæledyr. Henry lover at få ægteskabet annulleret næste år, men det vil Timidia ikke høre tale om, da hun ønsker at forblive fru Morosus. Morosus' skilsmisseanmodning afvises, men da han er ved at give op, afsløres bedraget. Hans vrede bliver til latter, og truppen hilser ham. Aminta viser sig som en kærlig datter og Morosus genindsætter Henry som arving: "Wie wunderbar ist doch eine junge, schweigsame Frau, – aber wie wunderbar erst, wenn sie die Frau eines andern bleibt!" (Hvor vidunderlig er ikke en ung, stilfærdig hustru – men først rigtig vidunderligt, når hun er en andens!")

Diskografi[redigér | rediger kildetekst]

År	Besætning (Henry Morosus, Sir Morosus, Husholdersken, Schneidebart, Aminta)	Dirigent, operahus og orkester	Pladeselskab
1959	Fritz Wunderlich, Hans Hotter, Georgine von Milinkovic, Hermann Prey, Hilde Gueden	Karl Böhm, Wiener Philharmoniker und Chor	Audio CD: DG Cat: GD 445 335-2
1971	Donald Grobe, Kurt Böhme, Martha Mödl, Barry McDaniel, Reri Grist	Wolfgang Sawallisch, Bayerische Staatsorchester und Chor (Liveoptagelse fra Nationaltheater i München, 14. juli)	Audio CD: Orfeo, Cat: C 516 992 I
1977	Eberhard Büchner, Theo Adam, Annelies Burmeister, Wolfgang Schöne, Jeanette Scovotti	Marek Janowski, Staatskapelle Dresden, og Dresden Statsoperas kor	Audio CD: Testament Cat: CMS5660332

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

Amadeus Almanac Arkiveret 17. maj 2012 hos Wayback Machine
Warrack, John og West, Ewan (1992): The Oxford Dictionary of Opera, 782 sider, ISBN 0-19-869164-5
Diskografi Arkiveret 11. oktober 2010 hos Wayback Machine