Det romerske Senat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
rmn-military-header.png

Romerske kongerige
753 f.Kr.509 f.Kr.
Romerske republik
509 f.Kr.27 f.Kr.
Romerriget
27 f.Kr.1453

Principatet
Vestromerske rige
Dominatet
Byzantinske Rige
Almindelige magistrater
Consul
Proconsul
Praetor
Propraetor
Censor
Folketribun
Ædil
Kvæstor
Særlige magistrater
Diktator
Kavalleriets mester
Militære tribuner
Interrex
Decemvir
Triumvir
Titler og æresbevisninger
Romersk kejser
Augustus
Cæsar
Præfekt
Tetrarkiet
Dux
Magister militum
Princeps senatus
Pontifex maximus
Roms præfekt
Imperator
Legat
Liktor
Institutioner og love
Roms forfatning
Det romerske Senat
Folkeforsamlingen
Magistrat
Cursus honorum
Auctoritas
Romerret
Mos majorum
Romersk borger
Imperium
Potestas
Del af historieportalen

Senatet (latin: Senatus) var en rådgivende forsamling af stor betydning for både Den romerske Republik og Det romerske Kejserrige. Ordet senat ældsteråd. er afledt af det latinske ord senex ("gammel mand" eller "ældste").

Grundlæggelse[redigér | redigér wikikode]

Senatet blev efter traditionen grundlagt af Romulus, Roms mytiske grundlægger, som en rådgivende forsamling af 100 familieoverhoveder, kaldet patres ("fædre"), hvorfra begrebet patricier blev afledt. Omkring republikkens begyndelse skulle Lucius Junius Brutus have øget antallet af senatorer til 300; de blev kaldt conscripti ("hvervede mænd"), fordi Brutus havde hvervet dem. Derfor tiltaltes senatets medlemmer Patres et Consripti, efterhånden forkortet til Patres Conscripti ("hvervede fædre").

Indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Den romerske befolkning var inddelt i to klasser: Senatet og det romerske folk (som det ses af den berømte forkortelse SPQR). Det romerske folk bestod af alle romerske borgere, som ikke var medlemmer af Senatet: plebejere og proletarer. Indenrigsanliggender bestemtes af det romerske folk ved forskellige rådsforsamlinger. Senatet var ikke en lovgivende forsamling; et senatus consultum var kun en vejledning i retspraksis, ikke en lov i sig selv. Den egentlige lovgivningsmagt lå hos folkets rådsforsamlinger, som handlede efter Senatets anbefalinger og også valgte byens magistrat.

I republikkens sene periode ændredes den romerske kultur. Men Senatet bevarede en væsentlig indflydelse (auctoritas) på romersk politik. Som Roms repræsentant var det den officielle myndighed, som sendte og modtog ambassadører på byens vegne, som udpegede embedsmænd som provinsguvernører til at styre offentlige landområder, som førte krige, og som bevilgede offentlige midler. Senatet havde også forret til at udnævne de ledende embedsmænd, consulerne, og til at nominere en diktator i nødssituationer.

Se også[redigér | redigér wikikode]