Dickin-medaljen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Dickin Medal)
Dickin-medaljen

Dickin-medaljen (engelsk: Dickin Medal, formelt PDSA Dickin Medal) er en britisk medalje som tildeles dyr som i krig har ydet enestående indsats i militær- eller civilforsvarstjeneste.[1] Den blev indstiftet i 1943 af Maria Dickin (1870–1951), grundlægger af dyrevelfærdsorganisationen People's Dispensary for Sick Animals (PDSA), og er opkaldt efter hende. Medaljen blev indstiftet for at hædre dyrs loyalitet og tjenestevillighed for mennesker i krig. Den kaldes også "dyrenes Victoriakors",[2][3] en henvisning til Victoriakorset, Storbritanniens største udmærkelse for tapperhed og mod.

Medaljen er beskrevet som et eksempel på antropomorfisme, hvor dyr tillægges menneskelige egenskaber som mod, tapperhed og indsatsvilje.[4]

Udformning[redigér | rediger kildetekst]

Dickin-medaljen er i bronze og har en diameter på 36 mm.[5]avers står indskriften "For Gallantry" i stor skrift og "WE ALSO SERVE" i mindre skrift, alt i en laurbærkrans. Øverst står "PDSA".[1] Modtagerens navn, tildelingsdato og -grund påføres revers.

Medaljen er ophængt i et bånd i farverne grønt, brunt og lyseblåt. Farverne skal repræsentere vand, jord og luft.[1]

Tildeling[redigér | rediger kildetekst]

Dickin-medaljen tildeles dyr som gør tjeneste i Storbritanniens væbnede styrker eller i landets civilforsvar.[1] Medaljen er tildelt for indsats under 2. verdenskrig og fortsatte de første efterkrigsår, før tildeling holdt op. Tildeling blev så genoptaget i 2000. Medaljen er derefter tildelt for tjeneste i blandt andet Bosnien-Hercegovina, Irak og Afghanistan.[6] I 2002 blev medaljen tildelt en redningshund og to førerhunde for indsats efter terrorangrebet mod World Trade Center i New York 11. september 2001.

Blandt modtagerne er brevduer, redningshunde og bombehunde. Medaljen er tildelt til sammen 32 duer,[7] 28 hunde,[8] tre heste[9] og en kat.[10]

Galleri[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c d "PDSA Dickin Medal" Arkiveret 24. september 2014 hos Wayback Machine, PDSA.
  2. ^ "Military search dog to receive animals' Victoria Cross" Arkiveret 26. oktober 2012 hos hos UK Government Web Archive, Ministry of Defence, 8. februar 2010.
  3. ^ "Then Animals' VC" Arkiveret 24. december 2008 hos Wayback Machine, BBC Radio4, tekst og lyd.
  4. ^ Steven Johnston: "Animals in War: Commemoration, Patriotism, Death", Political Research Quarterly, årg. 65, nr. 2, 2012, s. 368f.
  5. ^ John W. Mussell (red.): Medal Yearbook 2013, Honiton: Token Publishing, 2012, s. 349.
  6. ^ "Krigshelt på fire bein hedret med medalje" Arkiveret 26. oktober 2012 hos Wayback Machine, NRK, 25. oktober 2012.
  7. ^ "PDSA Dickin Medal pigeons" Arkiveret 13. februar 2010 hos Wayback Machine, PDSA.
  8. ^ "PDSA Dickin Medal dogs" Arkiveret 12. februar 2010 hos Wayback Machine, PDSA.
  9. ^ "PDSA Dickin Medal horses" Arkiveret 13. februar 2010 hos Wayback Machine, PDSA.
  10. ^ "PDSA Dickin Medal cats" Arkiveret 14. februar 2010 hos Wayback Machine, PDSA.