Digt

Digte er ordkunst. Digte er ord som er sat sammen ud fra primært æstetiske valg for at formidle en følelse, en holdning eller en fortælling.

Digte fortæller sjældent en historie ”lige ud ad landevejen”. I stedet lader de følelser, en oplevelse, en stemning – eller digtets egen form – komme i fokus. Og ofte kan meningen ikke afkodes direkte, men må fortolkes frem. Eller måske er der ikke nogen klar mening, måske ønsker digtet blot at formidle en stemning – nærmest som et stykke musik.

Der er en række særlige kendetegn, der adskiller digte fra fx. prosatekster. Første og fremmest er det poetiske sprog tit anderledes end dagligdagssproget. Derudover gør digte stor brug af billedsprog, da de som nævnt tit skal skabe en bestemt følelse, oplevelse, eller stemning. Men den nemmeste måde at genkende digte på er via deres form; digte har som regel en særlig komposition og bruger tit rim og rytme.

Af andre virkemidler kan nævnes halvrim, bogstavrim, uventede eller usædvanlige ord, f.eks metaforer eller kenninger, gentagelser og omkvæd, ord brugt i en overraskende sammenhæng og lydefterlignende ord.

Det er værd at lægge mærke til, at det er langt fra alle digte, der bruger alle de nævnte virkemidler.

Sprog

Mange digte, særlig ældre digte, benytter ikke det sprog, vi kender fra dagligdagen. For eksempel kan sætningerne være brudte over flere verslinjer (se afsnittet om komposition), være ufuldstændige sætninger, eller være bygget op anderledes end normalt. Tit medfører dette også at tegnsætningen bliver anderledes eller helt udelades.

En af grundene denne specielle sætningskonstruktion er, at digtet tit skal følge et specielt rim- og rytmeskema (se afsnittet om rim og rytme).

Ud over den særlige sætningskonstruktion kan digtets ord ofte inddeles i semantiske felter. Semantiske felter er grupper af ord, der kan samles under mere generelle betegnelser. Fx. indenfor det semantiske felt SKOLE kan man have ord som 'bøger', 'blyant', 'lærer', 'hjemmeopgaver', etc.

Billedsprog (troper)

Billedsprog (også troper) er en fælles betegnelse for virkemidler som metaforer, sammenligninger, personifikation og symboler.

Metaforer

Metaforer er betegnelsen for, når noget bliver kaldt for noget, det ikke er, fx. "du er en rose". Metaforer er med til at beskrive, hvad afsenderen gerne vil sige, og levendegøre dette for modtageren.

Sammenligninger

Sammenligner er næsten det samme som metaforer, blot bruges der ordet "som" eller "ligesom", fx. "du er som en rose".

Personifikation og besjæling

Personifikation er, når et abstrakt begreb får menneskelige kvalifikationer, fx. "vreden løb af med mig". Vreden er et abstrakt begreb og kan ikke bogstaveligt løbe nogen steder, og derfor er dette et godt eksempel på personifikation.

Besjæling er snarlig personifikation, men her er det en ting, der bliver menneskeliggjort.

Symboler

Symboler er udtryk, der står for noget andet end den umiddelbare bogstavelige betydning. For eksempel er den røde farve et symbol på kærlighed i den vestlige verden.

Komposition

Længere digte deles op i strofer og vers. Et vers svarer til én tekstlinje i digtet. En strofe er en gruppe vers, der minder om et afsnit i prosatekster; strofer kaldes også i dagligdagstale for vers.

Rim og rytme

Overordnet set er rim en lydlig sammenhæng mellem to eller flere ord. Herunder indgår enderim og bogstavrim.

Rytme er betegnelsen for den måde, teksten flyder på, og den måde, den lyder, når den udtales. Man kan kalde rytmen for tekstens 'puls'^[1]. Rytmen kan beskrives som en særlig sammensætning af tryksvage og trykstærke stavelser eller af lange or korte stavelser. Rytmen er med til at få teksten til at flyde og gøre den let at lære udenad.

Digtgenre

Digte kan deles i genrer efter tema, versopbygning og rytme. Og i knækprosa, episke digte, blankvers, sonetter, haiku.

Digtere kan sagtens skrive andre former for litteratur.

Digtcyklus og digtepos

En samling digte, som hænger tematisk sammen, kaldes en digtcyklus.

Digte som udgør en samlet fortælling kaldes et digtepos.

Digtoplæsning

Digte kan læses, reciteres, deklameres eller synges.

Digtoplæsning er en genre inden for lyrikken, hvor der er særlig fokus på den orale fremførelse af digtet.

Et kendetegn ved digtoplæsning er sammensmeltningen af oplæser og oplæst digt i rummets nu.

Historie

De første digte som Gilgamesheposet er lige så gamle som de ældste skriftfund.

Se også

Eksterne henvisninger

Noter

^ Textanalyse, Systimes Danskredaktion

[1] Textanalyse, Systimes Danskredaktion

[1]