Diskussion:Ashanti

Slaveejere

Ulla Holm fra DIIS har 13. januar 2018 begået en blændende artikel/kronik i Politiken om hvide menneskers blinde vinkel overfor sorte slaveejere. Det mangler også fuldstændigt i dette opslag?! Morten Svensson (diskussion) 16. jan 2018, 22:13 (CET)

Her er artiklen: kan der ikke linkes til den, eller skal man havd nogle mere direkte referencer fra DIIS?"Opgøret med slaveriet glemmer Afrikas egen skyld Ligesom #MeToo- kampagnen stopper ved den etnisk specifikke kvindeundertrykkelse, der ligger lige for næsen af os, stopper opgøret med slaveriet lige netop der, hvor slaveejerne og slavehandlerne skifter farve fra hvid til sort. ULLA HOLM FOR NYLIG VAR chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik i ’Deadline’ for at forklare sig i kølvandet på den hidsige debat over hans kommentar til #MeToo- kampagnen på lederplads i egen avis. Krasnik havde formastet sig til at skrive, at »hvis #metoo-kampagnen forbigår det voldelige patriarkat, der eksisterer lige for næsen af os, er den svær at tage rigtigt alvorligt«, med henvisning til de voldelige overgreb og seksuelle krænkelser, kvinder med muslimsk baggrund udsættes for ikke bare i Mellemøsten, men i lige så høj grad internt i de muslimske miljøer i Danmark. I ’Deadline’ tilføjede han, at der er noget paradoksalt, hvis ikke ligefrem hyklerisk i, at hele den vestlige verden lige nu forener sig i et totalopgør mod mænds seksuelle forulempelser af kvinder, lige fra julefrokostens »små klask bagi« til (tør man overhovedet sige det?!) »egentlige« overgreb af enten fysisk eller psykologisk karakter, alt imens kampagnen forsømmer at rette spotlyset mod vor tids (tør man overhovedet sige det?!) »egentlige« kvindelige ofre (målt ud fra overgrebenes omfang og systematik): muslimske kvinder i Danmark og resten af verden. Som han selv formulerede det: »Det er sjovt, hvordan den (#MeToo-kampagnen) stopper lige netop der«. Altså på forunderlig vis bliver tavs lige netop om det etnisk specifikke segment af kvindekønnet, for hvem kampagnen er allermest tiltrængt og ville kunne gøre den største forskel – og dermed er kampagnen en form for feministisk racisme. Et navlebeskuende hvidt projekt, der lader hånt om de oplagte hovedpersoner, enten fordi det virker mest terapeutisk at dvæle ved egen smerte eller af frygt for at støde ’de fremmede’, for så ville det jo lynhurtigt kunne vende op og ned på det offer-bøddel-forhold, der bærer kampagnen. NÅR DET KOMMER til en af tidens andre store kampagner, også hovedsagelig drevet af hvide, kan man ligeledes undre sig over det punkt, hvor kampagnen stopper. Lad os kaldet det ’forsvindingspunktet’. Det drejer sig om det igangværende opgør med Vestens skamfulde slavefortid i form af handel med slaver og praktiseret slaveri. Danmark har i den forbindelse taget teten i det forgangne år i anledning af 100-året for salget af Dansk Vestindien. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har formuleret sig i vendinger, der kommer meget tæt på en dansk undskyldning, ved at omtale slaveriet i Dansk Vestindien som »et grusomt kapitel i vores historie« og et »skamfuldt« element i danmarkshistorien. Den ene museumsinstitution, forfatter, kunstner, debattør og medievirksomhed efter den anden har næsten konkurreret i at ’genfortælle danmarkshistorien’ med fokus på det ’fortiede barbari’, de selvgode danskere hidtil helst ikke har villet gøre til en del af den nationale fortælling. I dag er det hele vendt således, at enhver offentlig tale om eller fremstilling af fortiden forventes at adressere ’slavespørgsmålet’. Denne forventning blev i november indfriet, da udenrigsminister Anders Samuelsen og dronning Margrethe under et statsbesøg i Ghana i interviews og taler havde slavespørgsmålet med som centralt punkt på deres respektive dagsordener. Således sagde Anders Samuelsen om Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel, hvor danske skibe sendte vestafrikanske slaver over Atlanten til plantager i Vestindien: »Det er en skamfuld og utilgivelig del af den danske historie. Intet kan retfærdiggøre udnyttelsen af mænd, kvinder og børn, som Danmark tog del i«. DRONNINGEN VAR ligeledes hurtig til at melde ud, at Danmarks medskyld i slavehandlen »ikke er noget kønt kapitel, men det var jo, hvad man gjorde rundt omkring – og det gjorde de fleste af de europæiske nationer«, og hun tilføjede så til Ekstra Bladets journalist: »Jeg synes, at en af de ting, man skal gøre, er at lægge mærke til, at det var dengang, og det er ikke sådan mere, og så lade det være godt med det«. Uden tvivl prisværdige udtalelser, men på paradoksal vis stopper de lige netop der, hvor de burde gå et skridt længere og bruge anledningen til at problematisere det, der ligger ligefor. Ikke blot for at yde historien retfærdighed, men vigtigst af alt: for at gøre opmærksom på dens kontinuitet ind i nutiden på kontinentet. Sagen er nemlig den, at dronningen og Samuelsen – og Danmarks repræsentanter på såvel den hjemlige som den internationale scene i øvrigt – er underligt tavse, når det kommer til kontinentets, og heriblandt ghanesernes – egen medskyld i den transatlantiske slavehandel, ligesom dronningen offentligt fortier sandheden med påstanden om, at slaveriet, »det var dengang, og det er ikke sådan mere«. AFRIKANERNE (ja, ’afrikanerne’ bruges her som en generel betegnelse, for så vidt som det drejer sig om folk i stort set alle lande på kontinentet i større eller mindre målestok) gjorde brug af og handlede med slaver, længe inden europæerne kom. Afrikanerne tog afrikanere fra andre stammer til fange og solgte dem videre til europæerne eller brugte dem selv som slaver. Når danskerne på Guldkysten mødte væbnet modstand fra især ashanti-stammen i starten af 1800-tallet, skyldtes det vrede over, at Danmark ville afskaffe handlen med slaver, som ashanti-folket byggede sit imperium på. Faktisk søgte flere stammer i regionen at alliere sig med danskerne og flere af de øvrige ’kolonimagter’ (Danmark var aldrig en kolonimagt i det nuværende Ghana, selvom danske journalister og meningsdannere ynder at bruge den betegnelse om vores tilstedeværelse på Guldkysten for ligesom at skabe de rette associationer) af frygt for at blive tilfangetaget og brugt/solgt som slaver af ashanti-folkets brutale krigere. Danmark var det første land, der tog initiativ til ved lov at afskaffe handlen med slaver med ’Forordningen om Negerhandlen’ i marts 1792 – fire år efter den franske revolutions med dens ideer om medfødt menneskelig værdighed. Afskaffelsen af handlen med slaver skete ikke på afrikanernes egen foranledning, for den indbragte store formuer til lokale konger, for hvem menneskelig værdighed kun gjaldt egne stammemedlemmer. Således har efterkommere af lokale slavehandlere i Cameroun i 2013 formelt undskyldt deres forfædres medskyld i slavehandlen; i Ghana gav man i 2006 en formel undskyldning for lokale høvdinges andel i slavehandlen; i 2009 pressede flere ngo’er i Nigeria på for en formel undskyldning på forfædrenes vegne i forbindelse med et tiltag til at give lokale høvdinge flere beføjelser; i 1999 gav Benins præsident på statsbesøg i USA en formel undskyldning til amerikanske efterkommere af slaver, som blev tilfangetaget, solgt og skibet over Atlanten af og med hjælp fra egne tidligere landsmænd. Ugandas præsident, Museveni, gav tilbage i 1998 en undskyldning på vegne af sine afrikanske forfædre for deres delagtighed i slavehandlen og opfordrede andre ledere på kontinentet til at gøre det samme. Så sent som i 2017 udartede en sag om vejnavne i Berlins afrikanske kvarter sig til en pinlig affære, da det blev bekendt, at en tidligere dronning fra Angola, hvis navn var valgt til kandidat til gadenavn, havde solgt mere end 10.000 slaver til hollænderne og portugiserne. HVORFOR STOPPER Danmarks og Vestens opgør med slavefortiden lige netop der, hvor det var oplagt, at talen også faldt på afrikanernes egen andel i slavehandlen og slaveriet, som flere af kontinentets egne prominente skikkelser har forsøgt at bringe frem i lyset? Hvad værre er: Hvorfor stopper opgøret, kritikken og talen, når det kommer til det faktum, at handlen med og brugen af slaver aldrig er ophørt på kontinentet, men fortsætter i et omfang, som gør Afrika til det sted i verden, hvor slaveri og slavehandel er mest udbredt næst efter Indien? Det er ganske vist rigtigt og anerkendelsesværdigt, at den vestlige offentlighed har fået øjnene op for og fordømmer det moderne slaveri, der foregår i Libyen, hvor afrikanske migranter tages til fange, tortureres og bruges/sælges som slaver, men fokus er stort set udelukkende på Libyen, og slaveriet fremstilles som et isoleret tidsspecifikt tilfælde med direkte rod i migrationskrisen, hvorfor man ikke sjældent støder på den påstand, at EU er medskyldig (så man ledes tilbage til den gode gamle fortælling om, at slaveriet har rod i Vesten). Nu kan man mene, at det alt andet lige er bedre at sige noget frem for slet ikke at sige noget, men det snævre fokus på Libyen som akuttilfælde tilslører det forhold, at slaveri og handel med slaver foregår overalt på kontinentet og har gjort det i århundreder før den aktuelle migrantkrise, også og i vidt omfang i mange af de afrikanske lande, hvis statsoverhoveder i disse dage fordømmer udnyttelsen og slavegørelsen af egne statsborgere i Libyen. Heriblandt Ghana, værtsland for det danske statsbesøg med dronning Margrethe og udenrigsminister Anders Samuelsen i spidsen for en mission, der ikke blot havde til hensigt at bane vej for flere investeringer og øget handelssamarbejde, men også var tydeligt tilrettelagt med henblik på at hele det åbne sår om slavespørgsmålet, som optager en central plads i den hjemlige offentlighed. Weekendavisen var det eneste danske medie, der i anledning af statsbesøget bragte en enkelt artikel om den udbredte brug af børneslaver i Ghanas fiskeindustri, mens de officielle danske repræsentanter holdt sig til fortællingen om hvid skyld og fortidens synder. En fortælling, som er belejlig for både Danmark og værtslandet Ghana. For førstnævnte, for så vidt som fortællingen fremhæver Danmark som en magt, der har gjort moralske fremskridt og i dag står klar til at bekæmpe racisme og neokolonialisme, der hvor de forekommer. For sidstnævnte, for så vidt som fokus fjernes fra fortidens og nutidens slavegørelse af egne borgere. Fordømmelsen af situationen i Libyen er dermed/bliver dermed brugt som det træ, der skygger for resten af skoven. Således viser en undersøgelse foretaget af den australsk baserede ngo Global Slavery Index og Walk Free Foundation i 2014, at 13,6 procent af nutidens slaveri foregår i Afrika syd for Sahara svarende til over 6 millioner afrikanske slaver. AF DE 50 LANDE på verdensplan med den højeste forekomst af slaveri målt i forhold til befolkningstal ligger 31 i Afrika. Lande som DR Congo, Somalia, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan, Sudan og Mauretanien tegner sig for verdens højeste forekomster af slaveri i form af tvangsarbejde, sexslaveri og tvangsægteskab. I Mauretanien, hvor det anslås, at 10-20 procent af befolkningen er slaver, blev slaveri først forbudt i 1981 og først kriminaliseret ved lov i 2007, dog uden mærkbar effekt. Tværtimod blev to anti-slaveriforkæmpere i Mauretanien for nylig fængslet på ubestemt tid. For Ghanas vedkommende anslås det, at der er 103.300 slaver, hvoraf de fleste er at finde i fiskeindustrien og landbruget, og hvoraf de fleste er børn. I nogle regioner anslås forekomsten af børneslaver at være 80 procent af det samlede antal. Hvor undersøgelsen viser, at der er sket forbedringer i den nordafrikanske region over en årrække (altså den region, som p.t. har mediernes bevågenhed), er det ikke tilfældet i landene syd for Sahara, hvor de fleste af migranterne kommer fra. De lande i verden, hvor der er størst risiko for at ende som slave, er Eritrea, Sudan, Mauretanien og Somalia. Givet debatten om den transatlantiske slavehandel og de europæiske kolonimagters barbariske ageren i jagten på ’det sorte guld’ er det paradoksalt nok landene langs den vestafrikanske kyst, altså derfra, hvor slaverne blev udskibet, der rangerer højest på Global Slavery Index. Lande som Benin, Gambia, Elfenbenskysten, Senegal og Nigeria gør udbredt brug af slaveri. Haiti, hvis befolkning for langt hovedpartens vedkommende udgøres af efterkommere af de slaver, der blev udskibet fra Benin, er ligeledes blandt de højest rangerende på indekset med 1-2,4 procent af befolkningen i slaveri. EUROPA OG VESTEN generelt ligger i bunden af indekset og har dermed den laveste forekomst af slaveri (om end slaveri forekommer). Irland, Island og Luxembourg indtager således pladserne 167, 166, 165 ud af de i alt 167 lande, der indgår i undersøgelsen. Disse tal udstiller det paradoksale i, at hele debatten om slaveri og slavehandel mestendels er optaget af europæernes og danskernes fortid som slavehandelsnationer. Der, hvor debatten helt oplagt burde gå skridtet videre og påpege afrikanernes egen andel i fortidens slavehandel og handlen med og brugen af slaver i nutidens Afrika, forstummer debatten, og det vestlige behov for at bringe det fortiede barbari frem i lyset forsvinder. Som i tilfældet #MeToo-kampagnen skyldes en del af tavsheden vis-a-vis de grusomheder mod sorte, som begås af andre sorte, givetvis frygt for beskyldninger om ’neokolonialisme’ eller racisme. Det er jo netop en postkolonial antiracistisk bølge, der driver værket. Men at indstille kritikken ved nøjagtig det punkt, hvor slaveejere og slavehandlere skifter farve fra hvid til sort, er ikke bare en undladelsessynd, men dybt racistisk. For det første fordi sorte afrikanere gøres til passive sagesløse væsner, som ikke kan ansvarliggøres for egne handlinger. For det andet fordi sorte afrikaneres lidelser åbenbart ikke fortjener opmærksomhed, når de er påført af andre sorte. Man får let den mistanke, at det i bund og grund er, fordi det postkoloniale opgør med slavefortiden i virkeligheden ikke handler om ofrene, men om os selv. At kunne udpege racisme, især der hvor andre ikke tror, den findes, eller endnu ikke har opdaget den, giver en ophøjet position, ikke mindst inden for Akademia og kunstverdenen, hvor problematisering af ’den hvide mands historie’ udløser midler og roser til mangen en kurator, forfatter eller ph.d. ’Den hvide mand’ og dennes angivelige ’hegemoni’ er så prestigefuldt og statusgivende et hadeobjekt, at det har fået fetichkarakter. Opgøret med tabuiseringen af danmarkshistoriens og Vestens ’mørke kapitel’ dækker imidlertid over et andet tabu: at sorte – for så vidt som de er mennesker på lige fod med hvide – også kan være onde, grusomme, udnyttende, udbyttende, griske og ubarmhjertige, og at de, når det kommer til slaveri og handel med slaver, ikke stod og ikke står tilbage for ’den hvide mand’. Tværtimod: Der, hvor ’den hvide mand’ i denne specifikke henseende faktisk er blevet mere human, er det ikke tilfældet for ’den sorte mand’. Det er ikke bare et mørkt kapitel, men en mørk føljeton, som dronning Margrethe, Anders Samuelsen, Lars Løkke Rasmussen og resten af det officielle beklagende historieomskrivende Danmark fortier. Derfor er opgøret med ’slavefortiden’ svært at tage rigtig alvorligt. Undskyld. Ulla Holm " Morten Svensson (diskussion) 16. jan 2018, 22:31 (CET)