Diskussion:Halo

Jeg har parkeret nedestående tekst her, teksten er for mig svært forståelig. Hvis nogen er i stand til at tyde indholdet man selvfølgelig velkommen til at sætte det tilbage i artiklen i mindre afsnit. Jeg har slettet et par døde links + skabelonerne Indforstået og Salmonsens. Jeg kunne også tænke mig at slette kategorien Astronomi, indvendinger ? - Zilotte 17. mar 2010, 20:39 (CET)

Parkering af tekst

Hove er en almindelig betegnelse for de mere eller mindre farvede ringe, der undertiden ses omkring Solen eller Månen. Disse fænomener kan deles i to klasser, der ikke alene adskiller sig fra hinanden ved de pågældende ringes størrelse og farveforhold, men også, fordi ringen dannes på ganske forskellig måde i de to tilfælde. Den ene klasse af hove (coronæ) omfatter de med Solen eller Månen koncentriske ringe, der ses i få graders (næppe over 10°) afstand fra det pågældende himmellegeme. Disse ringe dannes ved diffraktion og interferens af lysstrålerne, når himmellegemet ses gennem en tynd sky eller et skyslør, der består af smålegemer af indbyrdes én størrelse. Er ensartetheden i smålegemernes størrelse meget stor, ses ringene farvede med regnbuens farver, og ringene har da ligesom den almindelige regnbue den røde farve yderst. størrelsen af de smålegemer, der fremkalder fænomenet, er bestemmende for ringenes størrelse. Er smådelene relativt store, bliver ringenes diameter mindre, og består en sky af partikler af flere forskellige størrelser, ville til forskelig størrelser svarende ringe derfor gribe ind over hverandre, ringenes farver blandes til hvidt, og man ser omkring himmellegemet kun en lysning i skyen, men ingen markerede ringe. Coronæ optræder hyppigst om sommeren, fordi småpartiklerne i en sky, der består af vanddråber, meget ofte er lige store. Den anden klasse af hove (halo) omfatter både nogle med Solen eller Månen koncentriske ringe og andre ringe eller buestykker, der er orienterede på anden måde i forhold til det pågældende himmellegeme. samtlige haloer dannes ved lysets refraktion i eller ved refleksion fra iskrystaller, idet lysets interferens også kan komme til at spille en rolle. De med Solen eller Månen koncentriske ringe ses enten i cirka 22° eller 46° afstand fra disse, og dannes af iskrystaller, hvorpå to flader danner en indbyrdes vinkel i de to tilfælde på henholdsvis 60° og 90°. Når Sol- eller Månestrålerne falder på sådanne isprismer, vil strålerne ved deres gennemgang gennem prismerne bøjes mere eller mindre bort fra deres oprindelige retning, alt efter den måde, hvorpå strålerne træffer prismerne. den mindste bøjning (22° henholdsvis 46°) forårsages af de prismer, der tilfældig står i hovedstillingen overfor de indfaldende stråler; alle de andre prismer bøjer lyset mere. Derfor ser man intet refrakteret lys nærmere Solen (Månen) end de 22° respektive 46°; i disse Afstande ses maksimum af lys, og lysintensiteten aftager derpå udefter. er disse hover rent udviklede og tilstrækkelig lysstærke til at vise farver, er de i overensstemmelse med deres dannelsesmåde naturligvis røde på den indvendige side (i modsætning til Coronæ og den almindelig regnbue).

Medens 22 og 46 hove kan fremkomme, selv om de for hånden værende iskrystaller er ganske vilkårligt orienterede i luften, optræder andre haloer kun, når iskrystallerne eller i hvert fald nogle af dem har en sådan form, at de ved deres fald gennem luften har tilbøjelighed til at indtage visse stillinger, for eksempel til at falde sådan, at en eller flere af krystallernes sideflader fortrinsvis er lodret eller svinger om en lodret stilling. Ved tilbagekastning fra sådanne lodrette småspejle vil solstrålernes sideretning, men ikke deres vinkel med horisontplanet (det vandrette plan) ændres, og er fænomenet tilstrækkelig udviklet, vil en iagttager kunne se tilbagekastet sollys fra alle himmelretninger, men kun fra en højde over horisonten, der er lige så stor som solens højde over denne. fænomenet vil da vise sig som en vandret lysende ring, der har zenith til centrum, og som går gennem Solen. Efter sin dannelsesmåde (ved simpel refleksion) er denne ring (Circumzenithalbuen) naturligvis hvid. på tilsvarende måde kan der dannes en lodret stribe gennem Solen eller Månen (den såkaldte Solsøjle eller Månesøjle) ved sol -respektiv månestrålernes (gentagne) refleksion fra iskrystaller, der falder sådan gennem luften, at de har relativt mange krystalflader orienteret vandret. Af andre halofænomener er de mest kendte den elliptiske halo og de øvre og nedre berøringsbuer (tangentialbuer), det er lysende buestykker, der tangerer 22 og 46 hove enten i deres øverste eller deres nederste punkt. hvor to haloer skærer hinanden, optræder et særligt lysende sted, en såkaldet bisol eller bimåne (engelsk mock suns ell. sun dogs); disse dannes som oftest ved skæringen mellem Circumzenithalbuen og 22 eller 46 hove og findes derfor hyppigst i samme vandrette højde som Solen respektiv Månen. I overensstemmelse med 22° og 46° hoves dannelse er deres bisole røde på den side, der vender mod Solen, og har deres lysmaksimum i nærheden af det røde, ligesom de kan have en (indtil 10° lang) hale, der vender bort fra Solen, og som i tidligere tider ofte har sat beskuerens fantasi i stærk bevægelse.

For at haloer kan fremkomme, er det nødvendigt, at de pågældende ispartikler er veludviklede som krystaller med plane plader, og i at de ikke blot er krystallignende ismasser. de rene krystalformer dannes fortrinsvis, når isdannelsen foregår langsomt, medens en hurtig vækst af en ispartikel som oftest forårsager en mere uregelmæssig opbygning af denne. De rene krystalformer dannes i luften derfor relativt ofte i streng frost, thi luftens indhold af fugtighed er i så tilfælde lille, og selv om en yderligere afkøling af luften da foregår ret hurtigt, vil ispartiklernes vækst kun foregå langsomt. derfor er haloer relativt hyppige i de arktiske egne, hvor de ofte dannes i de nedre luftlag og ikke sjældent ses helt nede ved jorden, foran bjerge og 1ignende. På lavere bredder dannes de rene krystalformer som oftest i de højere luftlag ved en langsom opadgående bevægelse af atmosfæren. hermed står det rimeligvis i forbindelse, at fremkomsten af haloer ret almindelig udtydes som tegn på kommende vejrforandringer (et sig nærmende lavt lufttryk).

Vor galakse Mælkevejen er også omgivet af en halo. Den udgøres i det væsentlige af kuglehobe samt et mindre antal frie stjerner (såkaldte "stragglers"), som menes enten at være slynget ud af Mælkevejen eller måske rester af dværggalakser, som er indgået i Mælkevejens dannelse. Mælkevejens halo er tilnærmet kugleformet og har en diameter omtrent på størrelse med selve spiralgalaksens.